Besvaret January 15, 2012 Jeg er organdonor, uden pårørendes tilladelse. Synes ikke det er noget de skal tvinges til at tage stilling til :) Bloddonor kan jeg ikke blive, da jeg tager medicin dagligt. Jeg synes folk selv må bedømme om det er noget for dem. Det ville jo ikke være rart at være bloddonor, hvis man er fuldstændig angst for nåle og går helt ned hver gang :) Kunne aldrig drømme om, at dømme folk ud fra sådan noget. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 15, 2012 Jeg har også taget stilling og jeg er organdonor... De må tage det hele, men med pårørendes accept... Jeg har været bloddonor, men måtte ikke være det mere pga min epilepsi... Jeg synes jeg gjorde en god gerning ved at være det, for hvis der var andre som kunne bruge mit blod, så måtte de hellere end gerne få det, jeg havde jo rigeligt selv... :) Tror egentlig ikke min kæreste har taget stilling til om han vil være organdonor, men det kunne være man skulle høre ham ad... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 15, 2012 Jeg er organdonor, uden pårørendes tilladelse. Synes ikke det er noget de skal tvinges til at tage stilling til :) Bloddonor kan jeg ikke blive, da jeg tager medicin dagligt. Jeg synes folk selv må bedømme om det er noget for dem. Det ville jo ikke være rart at være bloddonor, hvis man er fuldstændig angst for nåle og går helt ned hver gang :) Kunne aldrig drømme om, at dømme folk ud fra sådan noget. Hov ang organer, så må de tage alt undtagen hud... Med masser af tusser osv ville det bare være for underligt :) Men alt det indvendige snupper de bare :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 15, 2012 Trådstarter, du skriver og spørger "hvorfor/hvorfor ikke?" men jeg kan ikke læse, hvorfor du har valgt at sige nej? :) Du får forklaringen imorgen. Nu skal der soves ;) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 15, 2012 Jeg er donor af begge dele.... fordi alt taler for og intet taler imod :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg er også organdonor. Jeg har været bloddonor, men er pt. ikke tilladt, da jeg har fået hepatitis-vaccine og nu er gravid. Jeg er også organdonor og har været det, siden jeg blev 20. De må tage alt, hvad de vil - undtagen mine hornhinder. Jeg ved godt, at det er SUPER fjollet, men jeg kan simpelthen ikke holde tanken ud om, at de tager mine øjne. Og jeg kan heller ikke holde tanken ud om, at de skulle tage min mands øjne. Eller noget af dem. Men ALT det indvendige + hud, skal de da bare bruge, hvis det kan bruges. jeg har tit overvejet at ændre min beslutning mht mine øjne, men jeg har stadig super svært ved tanken og derudover er jeg også lidt kommet frem til den konklusion, at alle mine indvendige organer kan redde liv - det kan mine hornhinder med al sandsynlighed ikke. Jeg har vist nok krydset af i Pårørendes Accept, men tænker stærkt på at ændre det. På den anden side har Anders og jeg talt om det, og han kender min holdning. Han er også organdonor. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Det er PÅ INGEN MÅDE for at pege fingre af dem, der vil donere alt pånær hornhinder. Men jeg synes faktisk det er lidt interessant. Jeg havde lidt troet, at hvis der var noget "symbolsk" man ikke ville af med, så var det hjertet... Og hvis man ville se så normal ud i kisten som muligt, så var det huden man ikke ville af med. Jeg ved faktisk knap nok hvad hornhinder er, udover at det er noget med øjnene :blush Men dejligt at se, at så mange har taget stilling :super Personligt er jeg ligeglad med om jeg kommer til at se mindre pæn ud, efter at jeg dør (det kan jo iøvrigt være, at det sker helt automatisk alt efter hvordan jeg dør - for lige at være rigtig makaber :o) Jeg vil alligevel gerne bisættes i en LUKKET kiste, og helst uden at nogen ser mig som død inden, hvis det er muligt. Da min morfar døde, så jeg ham ånde ud, og jeg så ham også i kapellet bagefter. Og nu kan jeg faktisk bedst huske, hvordan han så ud som død :( Min farfar derimod, har jeg aldrig set død. Så der har jeg kun minder af ham, hvor han er levende. :) Så jeg HÅBER at der ikke er nogen, der skal kigge på mig efter at jeg dør... Og det er nok også derfor at jeg er ret ligeglad med hvad der pilles ud af mig :P Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg vil gerne donere alt. Men ved faktisk ikke, om det er med eller uden pårørendes accept. Det må jeg hellere lige få undersøgt. Jeg er også bloddoner og er faktisk blevet lidt prædikene omkring det, efter at være kommet en del på børneleukæmi-afdelingen på rigshospitalet og set hvad en blodpose i deres drop gør ved dem (ikke mit barn, men tæt familie). Det er utroligt at se dem få liv i kroppen og farve i kinderne! Det er selvfølgelig i orden, hvis folk har taget stilling og af en eller anden grund ikke vil donere blod. Men størstedelen af de mennesker jeg taler med, siger at de egentlig gerne vil, men bare ikke lige kan tage sig sammen. Dem prøver jeg at skubbe til :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg er bloddonor og har været det siden jeg var 18 - kan simpelthen ikke se argumentet for ikke at gøre det, hvis man fysisk er i stand til det. Jeg er også organdonor og meldte mig vist som 20-årig. De første par år måtte de ikke tage hjerte og hornhinder, men det har jeg lavet om for noget år siden, så de nu må tage det hele. Jeg har valgt at være organdonor uden pårørendes accept. Det er MIN beslutning og de skal ikke på nogen måde stå med den store beslutning det er evt. at sige nej alligevel. De skal vide, med ro i sindet, at det er MIN beslutning og det jeg ønsker - forhåbentlig vil det give dem en ro og fritage dem fra unødige diskussioner og beslutninger. Min søster har arbejdet for Transplantationsgruppen og var med til at lave den store 'Tag stilling'-kampagne der kørte for ca. 5 år siden. Igennem hendes historier om transplanterede og folk der står på ventelister til at modtage et organ, blev jeg helt sikkert bekræftet i, at det er den rigtige beslutning for mig. Jeg synes det er fuldstændig op til den enkelte om man vil være donor eller ej, men det er SÅ vigtigt at man tager stilling! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg har givet tilladelse til at de må tage alle mine organer, men kan faktisk ikke huske det om pårørende... Hvor tjekker jeg det henne? Er ikke blod donor pga lav blodprocent. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg er bloddonor og har været det siden jeg var 18 - kan simpelthen ikke se argumentet for ikke at gøre det, hvis man fysisk er i stand til det. Jeg er også organdonor og meldte mig vist som 20-årig. De første par år måtte de ikke tage hjerte og hornhinder, men det har jeg lavet om for noget år siden, så de nu må tage det hele. Jeg har valgt at være organdonor uden pårørendes accept. Det er MIN beslutning og de skal ikke på nogen måde stå med den store beslutning det er evt. at sige nej alligevel. De skal vide, med ro i sindet, at det er MIN beslutning og det jeg ønsker - forhåbentlig vil det give dem en ro og fritage dem fra unødige diskussioner og beslutninger. Min søster har arbejdet for Transplantationsgruppen og var med til at lave den store 'Tag stilling'-kampagne der kørte for ca. 5 år siden. Igennem hendes historier om transplanterede og folk der står på ventelister til at modtage et organ, blev jeg helt sikkert bekræftet i, at det er den rigtige beslutning for mig. Jeg synes det er fuldstændig op til den enkelte om man vil være donor eller ej, men det er SÅ vigtigt at man tager stilling! Det kunne jeg have skrevet - men nu er Susanne så velformuleret, så jeg snupper lige formuleringen og skriver :ditto :) Jeg får i øvrigt helt dårlig samvittighed, for jeg har aldrig fået taget mig sammen til at blive bloddonor... :( Havde en aftale med en veninde en gang om at vi skulle gøre det sammen, men så gjorde hun det uden mig... Min mand er det, så ved virkelig ikke hvorfor, at jeg ikke bare får taget mig sammen? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Det kunne jeg have skrevet - men nu er Susanne så velformuleret, så jeg snupper lige formuleringen og skriver :ditto :) Jeg får i øvrigt helt dårlig samvittighed, for jeg har aldrig fået taget mig sammen til at blive bloddonor... :( Havde en aftale med en veninde en gang om at vi skulle gøre det sammen, men så gjorde hun det uden mig... Min mand er det, så ved virkelig ikke hvorfor, at jeg ikke bare får taget mig sammen? Du går da bare ind på bloddonor.dk og tilmelder dig NU! Så er det løst ;) :kram2 Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg er også blod- og knoglemarvsdonor samt organdonor. De må tage alt hos mig uden accept fra pårørende. I min familie er det noget, som vi snakket meget om, og alle ved, hvad hvem ønsker. Jeg mener også, at det er den enkeltes beslutning, og synes ikke man kan tillade sig at bebrejde dem, som ikke vil være organdonorer. Når det så er sagt, så har det dog altid undret mig, hvorfor der er nogen, som siger nej - kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad en nej-sigers tanker herom er? Min tanke er jo, at jeg ikke skal bruge det til noget, der hvor jeg skal hen. Og jeg har ikke nogen trosretning, som er imod heller. Som sagt har jeg respekt for, at nogen siger nej, er bare nysgerrig overfor hvorfor man har valgt et nej? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Det er PÅ INGEN MÅDE for at pege fingre af dem, der vil donere alt pånær hornhinder. Men jeg synes faktisk det er lidt interessant. Jeg havde lidt troet, at hvis der var noget "symbolsk" man ikke ville af med, så var det hjertet... Og hvis man ville se så normal ud i kisten som muligt, så var det huden man ikke ville af med. Skal jeg være helt ærlig, synes jeg også, at det er lidt skørt. Jeg vil heller ikke afvise, at jeg senere laver det om. men lige nu er tanken for meget for mig. Hvorimod mit hjerte - jamen det ser jeg bare som et organ, som har en funktion. Synes heller ikke det er en særlig rar tanke, at min hud måske fjernes, men det rører mig på ingen måde på samme måde som øjnene. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 16, 2012 Jeg meldte mig som bloddonor da jeg var 20 fordi jeg ville arbejde med min nåle fobi. Meldte mig kort tid efter som organ og knoglemarvs donor. Lige pt er jeg i karantæne som bloddonor da jeg blev tatoveret i sidste mdr Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 17, 2012 Sikke mange der er donorer :gp Jeg er ingen af delene, og det er virkelig for tamt. Jeg har i mange år været bloddonor, men efter min graviditet er jeg aldrig kommet i gang igen - ingen undskyldning skal se at få meldt mig igen. Jeg har en god eftertragtet blodtype, så jeg skal bare se at få lettet r*ven. Organdonation - ja endnu et pust til min dårlige samvittighed. Vil gerne være det, men har aldrig fået gjort noget aktivt ved det - pinligt. Jeg vil gerne donere alt hvad de kan bruge, og det skal være uden de pårørendes accept. Næsten i samme sætning som min mor og jeg fik at vide, at min far var erklæret hjernedød, blev vi spurgt om vi ville donere hans nyrer væk. Og det sagde vi ja til uden tøven. Og det har reddet 2 mennesker, som har skrevet til min mor og fortalt, hvordan de har fået nyt liv og ny livsglæde. Det vil jeg gerne give andre også, når jeg skal herfra ung eller gammel. Så nu MÅ jeg lige tage mig sammen for filan og få meldt mig :sm Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 17, 2012 Næsten i samme sætning som min mor og jeg fik at vide, at min far var erklæret hjernedød, blev vi spurgt om vi ville donere hans nyrer væk. Og det sagde vi ja til uden tøven. Og det har reddet 2 mennesker, som har skrevet til min mor og fortalt, hvordan de har fået nyt liv og ny livsglæde. :respekt Hvor må det være helt utroligt rørende at modtage sådan et brev Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 17, 2012 :respekt Hvor må det være helt utroligt rørende at modtage sådan et brev Det lyder måske underligt, men det at 2 andre mennesker fik nyt liv gjorde, at alt det omkring min fars død gav mere mening, det var ikke spildt, sådan så jeg på det. Så det var meget meget dejligt at læse de breve :biglove Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 17, 2012 Det lyder måske underligt, men det at 2 andre mennesker fik nyt liv gjorde, at alt det omkring min fars død gav mere mening, det var ikke spildt, sådan så jeg på det. Så det var meget meget dejligt at læse de breve :biglove Synes det giver rigtig god mening :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)