Moderkagebiopsi - Spørgsmål

[Line Brup]

Kære mødre, eller dertil kommende.

Vi skriver i forbindelse med et skoleprojekt angående fosterdiagnostik, specielt med henblik på moderkagebiopsi. I den forbindelse vil gerne høre jeres mening angående dette emne, uanset om i har personlige erfaringer med det eller ej.

Vi vil gerne høre hvor i synes grænsen går om hvilke, og hvor mange, undersøgelser/scanninger man kan få fortaget for at finde uregelmæssigheder ved fosteret?

Hvis i ved en nakkefolds scanning, fik konkluderet at der var en risiko for at fosteret ville blive født med LDS (Downs Syndrom), ville i så få fortaget en moderkagebiopsi, velvidende at det medfører en risiko for en spontan abort?

Hvis i ved en moderkagebiopsi, fandt ud af at jeres barn led af LDS (Downs Syndrom), ville i så få fortaget en abort?

Vi håber meget i vil besvare vores spørgsmål, og på forhånd tak for jeres svar og meninger :7: kæmpe :kram til jer

Mvh Line Brup

[Sandie]

Hvis i ved en nakkefolds scanning, fik konkluderet at der var en risiko for at fosteret ville blive født med LDS (Downs Syndrom), ville i så få fortaget en moderkagebiopsi, velvidende at det medfører en risiko for en spontan abort?

Hvis i ved en moderkagebiopsi, fandt ud af at jeres barn led af LDS (Downs Syndrom), ville i så få fortaget en abort?

Hvis NF viste risiko for DOWNs ville jeg tage imod modekagebiopsi, også selvom risikoen er der for spontan abort. Hvis barnet så led af downs ville jeg få en abort. Jeg har slet ikke noget imod disse børn, og herinde har vi "lært" en helt speciel dreng (der desværre ikke længere er i blandt os) at kende, med den sygdom og han er jo lige så fantastisk som alle andre børn, men jeg og min mand vil bare ikke kunne klare den opgave selv at have sådan et barn så godt. Så for barnet, forholdet og (og nu andre søskendes)'s skyld ville vi vælge et barn med downs fra.

[Myliona]

Ja, jeg ville få foretaget en moderkagebiopsi - risikoen for abort er jo svimlende lille :rolleyes

Om jeg ville få fjernet barnet hvis det havde downs - måske. Det tror jeg først jeg rigtigt ville kunne svare på hvis jeg stod i situationen (Håber jeg aldrig jeg kommer til).

Jo flere helt uskadelige ting man kan undersøge, jo bedre synes jeg :) Jo flere ting man kan tjekke for inden barnet er født, jo bedre forberedt er man når barnet er født jo..

Risikoen for abort ved moderkagebiopsi er 1 ud af 200 - og hvis du har fået lavet en moderkagebiopsi, og har en spontan abort efterfølgende er du med i denne statestik.. Også selvom der er gået 3 måneder - 4 måneder efter biopsien, og de reelt ikke kan sige der er en sammenhæng..

[Line Brup]

Myliona: Risikoen for et uheld ved moderkage er ca 1 %, altså væsenligt højere end de 1/200. :) Men tak for jeres svar!

[Myliona]

Myliona: Risikoen for et uheld ved moderkage er ca 1 %, altså væsenligt højere end de 1/200. :) Men tak for jeres svar!

Jeg var til info møde på Odense sygehus i onsdags, og der sagde de 1/200 :) Så det er nok forskelligt fra sted til sted :)

[MforMor]

Puha, det er jo sådan et svært spørgsmål.

jeg ville nok få taget en moderkagebiopsi. Jeg ved virkelig ikke, om jeg ville få en abort. Inden jeg blev gravid, ville jeg sige, at ja, det ville jeg. Men nu synes jeg, at det er SÅ svært. For jeg elsker allerede mit barn, føler jeg. Og ville jeg elske det mindre, hvis det var et barn med Downs? Det ville jeg ikke. Det er jeg overbevist om. Men er vi klar til et barn med Downs? Det tror jeg ikke. Desværre.

Men åh, tanken gør ondt. Og jeg er på ingen måde sikker.

[Barbamama]

Ejjj, det er GODT nok nogle tunge spørgsmål i stiller. Men modigt! Og fedt at nogen "gider" undersøge den slags :)

Jeg er ret overbevist om at jeg ville få foretaget en moderkagebiopsi, hvis det var. Og ret sikker på at manden ville støtte mig. Jeg ville være MEGA bange, men jeg tænker, at der er jo også en lille risiko for det ene og det andet ved andre undersøgelser. Og jeg tror heller ikke det er sundt for et ufødt barn hvis man (endda unødigt) går og frygter at det har downs syndrom det sidste lange stykke tid i graviditeten.

Og hvis barnet så havde downs... Altså inden jeg blev gravid (faktisk så sent, som da jeg talte med min mand om det, lige omkring at jeg tog den sidste p-pille) var jeg ret overbevist om at jeg ville have en abort, hvis det var. Og det var også mandens holdning. Men som jeg sagde til ham dengang, så ville jeg nok ændre mening, når jeg en dag blev gravid ;)

Og det tror jeg faktisk også, at jeg har. Jeg tror, jeg ville beholde barnet, selvom det havde downs syndrom (Forudsat at manden også ville det i hvert fald).

Dels fordi jeg allerede elsker den lille spire så højt, at jeg har det sådan lidt, at den kan da komme ud med fire arme, to hoveder og ingen ben, hvis det skal være - der er plads hos os! Og jeg begynder at have det sådan lidt, at det er jo hårdt for alle at have et barn med downs, men hvis nogen har overskudet, så tror jeg faktisk, at det er nogen som os.

Og dels fordi jeg er begyndt at tænke, at downs syndrom ikke er så "frygteligt" endda. Altså misforstå mig ikke, jeg ville være KED af det, hvis vores barn havde downs. Og jeg kender ikke nogen selv, der har det og ved ikke meget om det... Men jeg tænker at downs jo ikke nødvendigvis betyder at barnet ikke kan gå og lege. Det betyder næppe at det ikke kan tale. Det betyder HELT sikkert ikke at det ikke kan grine og elske. Det hele kommer sikkert også an på hvor svær en grad af downs man har, men jeg tænker, at man da sagtens kan have et rigt og dejligt liv med downs. Og dét skulle ellers være min vigtigste grund til at få en abort: Frygten for at få et barn, der var ked af livet.

Jeg tror også at det rykkede mine tanker lidt, da en af mine forelæsere fortalte om et eksperiment i USA, hvor nogle mennesker med downs havde fået plastikkirugi, så man ikke kunne se på dem, at de havde downs. De havde så fået foretaget intelligenstest før og efter operationen.... Og deres intelligenskvotient steg!!! Dét synes jeg er tankevækkende. For man bliver jo ikke klogere af at se anderledes ud i fjæset. Og hvis nogen skulle være i tvivl er det heller ikke fordi jeg tænker, at hvis vi får et barn med downs, så skal det da bare lige have noget plastikkirurgi. Men min tanke er, at nogle af de psykiske lidelser ved downs måske også handler om omgivelser, fordomme og menneskesyn. Og hvis jeg får et barn med downs, så kunne jeg godt se mig selv gå forrest i kampen for en bedre forståelse. :)

Puha, det blev en lang og rodet smøre. En masse umiddelbare tanker om et emne, som jeg på den ene side har tænkt meget over og på den anden side overhovedet ikke har tænkt ordentligt igennem. :blush

Men moderkagebiopsi: Jatak

Abort: Umiddelbart nejtak

[Forunderligt]

Jeg vil tage imod tilbudet om moderkagebiopsi og jeg er helt sikker på vi ville vælge en abort hvis barnet har alvorlig kromosom fejl som downs syndrom. Jeg har en fætter med downs og selv om han er et herligt menneske ville jeg aldrig selv ønske at få et handicappet barn. At jeg i forvejen har børn vejer også tungt, da jeg tænker at et handicappet barn vil kræve så meget af os at det vil gå ud over dem.

[Guest]

Det er virkelig nogle svære spørgsmål det rører jo i vores fordomme, vores politisk korrekthed og vores kærlighed til det ufødte barn!

Jeg syntes det er svært at svare på, man vil jo altid have en idé om hvordan det er med et "normalt" barn men ikke hvordan det er med et barn med kromosom fejl eller andre handicaps. Jeg har set forældre til børn med fx asperger (Autisme) nogle mennesker er jo meget lidt påvirket af det og kan leve et meget normalt liv, mens andre har svær autisme og kryds diagnoser indover og de forældre lever et mareridt, de har børn der ikke kan vise/føle kærlighed - men autisme kan man vist ikke teste for(?) det kan man med forskellige syndrom sygdomme, men det er jo et fuldtidsjob at have børn med et handicap.

Jeg ville HELT sikkert få en moderkage biopsi hvis der var risiko for en syndrom sygdom. Hvis barnet så har en syndrom sygdom vil jeg først kunne tage stilling til det der. Vil jeg gennemføre graviditeten men med den fordel at jeg ved hvad jeg skal indstille mig på når barnet er født? søge info om det og give den info videre til familien (der helt sikkert har fordomme) eller skal jeg opgive - sige stop det kan jeg ikke klare? det ved jeg ikke før jeg står i situationen. Jeg vil nok allerhelst være den første slags person, men det betyder ikke at jeg er det!!!