Er i bange for at føde?

[Mette]

nu er jeg ikke gravid må jeg lige starte med at tilstå, men noget af det jeg tænker meget over her nu er fødslen. Synes indimellem man hører de værste historier herinde - og andre gange virker det til at det altså ikke var slemt overhovedet <_<

Nogen snakker om at revne i forskellig grad :o min mor flækkede da jeg kom ud, så tænker at vi nok ligner hinanden og jeg også gør det (ved godt det ikke er sikkert men jaja..) og jeg tænker at det ville jeg aaaaldrig overleve. jeg har så lav smertetærskel at jeg tror jeg skal dø bare jeg skærer mig på en kniv eller slår knæet ind i en dør. kan slet ikke overskue at jeg skal flække på det mest ømme sted overhovedet :D

Er der andre der er pisse nervøse for det med at føde eller er I alle bare superkvinder der ikke tænker så meget over fødslen og bare fokuserer på det gode bagefter?

[Guest Amina]

Altså nu er jeg heller ikke gravid.

Men jeg er selvfølgelig lidt nervøs :whistling Jeg er ikke helt skræmt - var med til min søsters fødsel i sidste måned. Og det var slemt ja - men jeg så jo min søster overleve, og hun var SÅ lykkelig da hun havde født den lille.

Men jeg tror når jeg først bliver gravid, så blir jeg sgu nok lidt bange. Der findes heldigvis så gode bedøvelsesmuligheder. Men vi kvinder skal jo igennem det :)

Uha, tror ikke jeg skal tænke for meget på det. Jo mere jeg tænker, jo værre forestiller jeg mig det :huh

[Fru SP]

Jeg er heller ikke gravid endnu, men har da gjort mig nogle tanker!

Jeg må indrømme, at fødslen er det jeg er mindst bange for! Selvfølgelig synes jeg ikke det lyder sjovt eller rart, men det er overstået relativt hurtigt og for de fleste er det jo ikke så slemt at de kun får et barn! Men jeg glæder mig bestemt heller ikke til den del af det! <_<

Jeg er meget mere bange for det der kommer bagefter - alt det ansvar, de følelser man får og som altid er der og alt det man pludselig ikke kan gøre mere!

[MLM]

Jeg kan godt forstå din tanke men når du er højgravid og træt af din mave alt gå ondt og du bare ikke gider mere.

Vil du gøre alt det du kan for at slippe af med maven ja så begynder man nærmest at glæde sig til at føde og ja gu gør det maks ondt men det ved man jo :balloons Og du ligner din mor ang at sprække det kommer meget an på den JM som du har, hvordan hun guider dig igennem :balloons

[TroldeMor]

nu er jeg ikke gravid må jeg lige starte med at tilstå, men noget af det jeg tænker meget over her nu er fødslen. Synes indimellem man hører de værste historier herinde - og andre gange virker det til at det altså ikke var slemt overhovedet <_<

Nogen snakker om at revne i forskellig grad :o min mor flækkede da jeg kom ud, så tænker at vi nok ligner hinanden og jeg også gør det (ved godt det ikke er sikkert men jaja..) og jeg tænker at det ville jeg aaaaldrig overleve. jeg har så lav smertetærskel at jeg tror jeg skal dø bare jeg skærer mig på en kniv eller slår knæet ind i en dør. kan slet ikke overskue at jeg skal flække på det mest ømme sted overhovedet :D

Er der andre der er pisse nervøse for det med at føde eller er I alle bare superkvinder der ikke tænker så meget over fødslen og bare fokuserer på det gode bagefter?

:lolhit :lolhit ....... Ej undskyld, men kunne ikke lade være med at grine lidt af det med rødt... Det lyder bare så voldsomt at flække ligefrem :D

:blush

Men :btopic

Jeg var super bange for fødslen inden jeg blev gravid, og jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle klare det. Men efter jeg blev gravid, blev det meget bedre for mig.... Jeg tror bare jeg indstillede mig på at sådan var det bare, og så måtte jeg få det bedste ud af det. Det hjalp mig også en del at jeg besluttede mig for at føde i vand, for det virkede bare som en mere "afslappet" måde at føde på.....

Nu har jeg jo ikke prøvet uden vand, men jeg synes hvert fald det var skønt at føde i vand, selv om det jo selvfølgelig gør herrenas alligevel.... Det er bare en smerte der har et formål, og det gør det nemmere at håndtere på en eller anden måde.....og jeg fik kun et par små sting bagefter, for huden bliver så dejligt elastisk af det varme vand :)

Jeg er jo gravid igen, og jeg er ikke mere nervøs for fødslen denne gang.... Så værre var det alligevel ikke :P

[MforMor]

Jeg er heller ikke gravid endnu, men jeg er ikke bange for at føde. Jeg ved, det kommer til at gøre MEGA ondt, men jeg glæder faktisk til at prøve det - yes den sætning skal jeg jo nok fortryde senere :lolhit Men det bliver da spændende at se, hvordan man reagerer på smerter af den kaliber. Det ved man jo virkelig ikke, før man står i det,.

[Myliona]

Jeg var super nervøs for at føde i starten.. Men efterhånden har jeg fået lidt en "Det skal jeg jo igennem" holdning, lidt som man har med eksamen.. :rolleyes

[TiaK]

Jeg var ikke bange for at føde, da min mor havde fortalt at det værste var at blive syet bagefter! Så dét frygtede jeg!!

Jeg glædede mig faktisk til det - Det er jo et af de største oplevelser man kan få :kuller Og så glædede jeg mig også til at se hvordan jeg reagerede på rigtig smerte. Det havde jeg ingen anelse om, da jeg aldrig har prøvet noget der gør sådan rigtig ondt (har f.eks. aldrig brækket noget) så jeg glæede mig til at se den side af mig selv.

Det viste sig jo så at jeg er en super-føder, forstået på den måde at jeg var overrasket over det ikke gjorde mere ondt og var lidt a la "var det bare det??" Og jeg plejer ellers ikke have en høj smertetærskel.

Jeg sprækkede - og jeg kan fortælle at det er RART at sprække!! Det lyder måske ikke sådan, men det der gør ondt, er at der ikke er plads nok. Når man sprækker, så bliver der mere plads og så er det hele meget bedre!

Jeg endte så med at skulle i fuld narkose, da moderkagen ikke ville slippe, så der blev jeg selvfølgelig også syet (og fik lagt kateter) så det jeg havde frygtet mest sov jeg fra!! :glad

[babydyr]

Inden jeg blev gravid, var jeg faktisk ret nervøs for at skulle føde. Min mor havde en MEGET hård fødsel, da hun fik min storebror - til gengæld gik det som en leg, da jeg kom til 2 år senere ;)

Min læge har for et par år siden sagt til mig, at hun mener jeg har et lidt smalt bækken, men det er ikke undersøgt nærmere, så jeg ved ikke, om det passer eller overhovedet kommer til at betyde noget....

Nu hvor jeg er godt og grundigt højgravid (38+1) glæder jeg mig til at få det overstået og til at møde min lille datter :biglove . Jeg er kommet frem til, at det ikke kan betale sig at være nervøs, for der er ingen vej udenom alligevel :D . Jeg vil gerne føde i vand, men tager det meget som det kommer.

[Barbamama]

Nah, det er ikke galt, men det kan jo komme ;)

Altså jeg har været ret nervøs for om jeg kommer til at skide (ja, for at sige det lige ud) eller tisse mens jeg ligger der :blink Den tanke har jeg svært ved, og det har jeg måttet "bearbejde" en del. Tror dog, at jeg er ved at vænne mig til at det er relativt normalt og at man nok fokuserer på noget andet, når det er :7himmel

Smerte har jeg ikke rigtig været bange for. Jeg går ud fra at det kommer til at gøre MEGA ondt, men jeg tænker lidt, at man VED jo, at det gør ondt og man VED at det går over. Så det er jo bare at holde ud, agtigt. :rolleyes

Det med at sprække er jeg heller ikke så nervøs for... Jeg tænker at alting gør ondt under fødslen, så om man sprækker oveni, det må man jo lissom tage med :P

Jeg ved ikke, jeg synes faktisk ikke det lyder så skræmmende sådan alt i alt. :)

[shirley]

Jeg er gravid med nr. 2 og så arbejder jeg også på fødegangen så jeg har efterhånden set alle tænklige fødsler..

Jeg er ikke bange for at føde, det var jeg heller ikke første gang.. Jeg glæder mig faktisk selvom jeg ved hvor stjerneondt det gør.. Da jeg fødte den første skulle jeg syes lidt efterfølgende som de fleste førstegangsfødende skal.. Det er de færreste der lægger mærke til at de brister under fødslen fordi de i forvejen er ude i en ekstrem smerte.. Fødslen er bare noget man skal igennem og når man kigger på sin guldklump bagefter så er det jo bare det hele værd :)

[tazdiginez]

Jeg var ikke bange før jeg stod med veerne og var på sygehuset - da jeg langt om længe blev indlagt gik det op for mig som en våd klud i ansigtet, at jeg skulle føde.. At jeg, lille bitte mig skulle ha' ca. en halv meter menneske ud af mine nedre ædlere dele.. - hold nu kæft, hvor blev jeg bange og nervøs!! :unsure Nu var der ingen vej tilbage..

Som mange siger "det gør ikke ondt at føde, det er vejen dertil" - jeg synes det var veerne der var værst, det at føde var ikke slemt.. jeg stod tilbage med den fedeste oplevelse og en "var det bare det?" følelse :P

[Susse]

Jeg er slet ikke bange, jeg er da spændt og glæder mig til at se hvad det er for noget... Men mit udgangspunkt er at jeg er sej til det og at det går lige så hurtigt og let som min mor (5½ time fra første ve til det var slut) og hvis ikke det går sådan ja så må jeg jo tage den derfra ;) Ved godt der er mange skrækhistorier, men tit er det altså også dem der har haft en slem fødsel der snakker højest (fordi de skal have det bearbejdet). Og alt i alt drejer det sig måske om 24 timer, det er jo ingenting ud af et helt liv.

Jeg ved at når jeg er påvirket af smerte går jeg ind i mig selv, og når jeg så kommer op til overfladen igen snakker jeg helt vildt, så måske skal jeg sørge for høreværn til min stakkels mand :whistling

Ih jeg glæder mig til at skulle bringe vores lille pige til verden :loveshower

[Solvej99]

Jeg var slet ikke bange for at skulle føde, da jeg var gravid. Jeg havde den indstilling, at der var jo alligevel ingen vej udenom, så derfor var der ingen grund til at gå rundt og frygte det.

Da jeg først var begyndt at få veer, så tænkte jeg slet ikke. Var gået helt ind i mig selv for at koncentrere mig om det jeg var i gang med. På det her tidspunkt er man fuldstændig ligeglad med ALT!

Det værste var klart udvidelsesveerne <_<

Det eneste jeg egentlig frygtede var at blive syet, men det mærkede jeg slet ikke, da jeg endte med at få en epiduralblokade.

[Hilde]

Jeg var heller ikke bange for at føde. Jeg glædede mig faktisk til det. Selvfølgelig gjorde det ondt, men det var det hele værd, og jeg sagde allerede dagen efter til min mand, at jeg er klar til nummer to :lolhit

[Susanne]

Nah, det er ikke galt, men det kan jo komme ;)

Altså jeg har været ret nervøs for om jeg kommer til at skide (ja, for at sige det lige ud) eller tisse mens jeg ligger der :blink Den tanke har jeg svært ved, og det har jeg måttet "bearbejde" en del. Tror dog, at jeg er ved at vænne mig til at det er relativt normalt og at man nok fokuserer på noget andet, når det er :7himmel

Smerte har jeg ikke rigtig været bange for. Jeg går ud fra at det kommer til at gøre MEGA ondt, men jeg tænker lidt, at man VED jo, at det gør ondt og man VED at det går over. Så det er jo bare at holde ud, agtigt. :rolleyes

Det med at sprække er jeg heller ikke så nervøs for... Jeg tænker at alting gør ondt under fødslen, så om man sprækker oveni, det må man jo lissom tage med :P

Jeg ved ikke, jeg synes faktisk ikke det lyder så skræmmende sådan alt i alt. :)

Jeg er meget enig med det i rødt!

For 5 år siden gjorde tanken mig bange, men efterhånden som forplantningsinstinktet er vokset er frygten blevet mindre og efterhånden som graviditeten er skredet frem er jeg blevet mere og mere afklaret. Det er nok som nogen andre skriver, at når man ER blevet gravid, så ved man jo at der ikke er nogen vej udenom og så er kroppen og sindet så viseligt indrettet, at det ikke virker så skræmmende ;)

Jeg er slet ikke i tvivl om at det vil gøre ONDT! Men man ved, at smerten har en årsag - og er vejen mod at møde sit barn - og man ved at det stopper igen. Der er alligevel ikke nogen der er blevet derinde :P

Jeg er også spændt på hvordan jeg håndterer smerten, men efter jeg var indlagt på svangreambulatoriet efter mit lille cykelstunt, så gik jeg faktisk derfra og glædede mig til jeg skal tilbage og føde vores lille datter - og sådan har jeg det stadig :wub

[Guest]

Nu er jeg ikke gravid, og regner heller ikke med, at jeg nogensinde bliver det. Men jo førhen var jeg bange for at skulle føde, og jeg må sige, at jeg heller ikke er ked af, at det er den del, som jeg ikke kommer til at opleve. Men sådan er livet nu engang.

[Girl Next Door]

Jeg frygter ikke at føde når den tid engang kommer. Jeg frygter mere at det skal ende i et KS. Det vil jeg virkelig ik have

[Tumlepigen]

Jeg er meget enig med det i rødt!

For 5 år siden gjorde tanken mig bange, men efterhånden som forplantningsinstinktet er vokset er frygten blevet mindre og efterhånden som graviditeten er skredet frem er jeg blevet mere og mere afklaret. Det er nok som nogen andre skriver, at når man ER blevet gravid, så ved man jo at der ikke er nogen vej udenom og så er kroppen og sindet så viseligt indrettet, at det ikke virker så skræmmende ;)

Jeg er slet ikke i tvivl om at det vil gøre ONDT! Men man ved, at smerten har en årsag - og er vejen mod at møde sit barn - og man ved at det stopper igen. Der er alligevel ikke nogen der er blevet derinde :P

Jeg er også spændt på hvordan jeg håndterer smerten, men efter jeg var indlagt på svangreambulatoriet efter mit lille cykelstunt, så gik jeg faktisk derfra og glædede mig til jeg skal tilbage og føde vores lille datter - og sådan har jeg det stadig :wub

Og jeg er meget enig i det med blåt!

Der er altså ingen vej udenom! Jeg valgte ikke at tænke særlig meget over det de første mange måneder, fordi jeg jo ikke vidste, om det blev vaginal fødsel eller planlagt kejsersnit, og jeg ville ikke spilde energi på at tænke over en masse, som måske så skulle tænkes om på et tidspunkt. Da vi nåede så langt hen, at hun havde vendt sig, og den vaginale fødsel så ud til at blive vejen ud, så tænkte jeg selvfølgelig over det, men igen meget med "der er jo ingen vej udenom, og når andre kan, så kan jeg sqi også!".

[Fru-Nielsen]

Jeg ser ikke umiddelbart frem til det! Jeg kan ikke rigtig håndtere tanken om en bristning. :unsure

[StinePigen2956]

Jeg glæder mig utroligt meget til at bringe min datter til verden om et par måneder, selvom jeg som sådan ikke ser frem til fødslen.. Den skal bare overståes og det er bestemt ikke fordi jeg er bange for smerten, men mere nervøs for om alt forløber som det skal!! Jeg læste en god artikel i et blad her den anden dag om fødselssmerter!! Og jeg sys faktisk den gav et rigtigt godt råd.. Nemlig at stole på sin krop, at affinde sig med at den rent faktisk er bygget til at føde børn, og at kvinder har gjort det altid.. Så når tankerne begynder at sværme og blive lidt vilde omkring min fødsel, vender jeg bare den anden tanke i hovedet og så er det ligesom at jeg falder lidt til ro igen.. Tror nemlig det er virkelig vigtigt også at have helt styr på det mentale :) !!

[Malouski]

Jeg har været rædselsslagen og tudet bare ved tanken om at starte PB - bare af frygten ved at føde! Har via mine skønne kolleger i sygehusvæsenet hørt de værste rædselshistorier om folk, der døde af blodtab eller bristede på kryds og på tværs, så der måtte specialister til at rekonstruere deres underliv.

Men... jeg har sgu lyst til at opleve det.. haha om ikke andet så for at kunne give igen ved alle de julefrokoster, jeg har været til, hvor mødre pludselig syntes, det var passende at komme med et festligt indslag om fødselsslim og om hvor mange cm, de revnede :blink

Og med tanke på alle de børn, der bliver født om dagen - selvfølgelig kan jeg også klare det :)

[Susanne]

Jeg er meget enig med det i rødt!

For 5 år siden gjorde tanken mig bange, men efterhånden som forplantningsinstinktet er vokset er frygten blevet mindre og efterhånden som graviditeten er skredet frem er jeg blevet mere og mere afklaret. Det er nok som nogen andre skriver, at når man ER blevet gravid, så ved man jo at der ikke er nogen vej udenom og så er kroppen og sindet så viseligt indrettet, at det ikke virker så skræmmende ;)

Jeg er slet ikke i tvivl om at det vil gøre ONDT! Men man ved, at smerten har en årsag - og er vejen mod at møde sit barn - og man ved at det stopper igen. Der er alligevel ikke nogen der er blevet derinde :P

Jeg er også spændt på hvordan jeg håndterer smerten, men efter jeg var indlagt på svangreambulatoriet efter mit lille cykelstunt, så gik jeg faktisk derfra og glædede mig til jeg skal tilbage og føde vores lille datter - og sådan har jeg det stadig :wub

Hmm... Nu har jeg så været til forældreeftermiddag om fødsler på Hvidovre i dag og ind imellem tænkte jeg godt nok "F... Jeg vil ikke alligevel! :o" Synes pludselig det virkede en kende uoverskueligt, at det blev sat så skematisk op og det blev klart, at det altså kan tage RIGTIG mange timer. Og så den der film... Man griner lidt af den fordi den der så 90´er lækker, men den viser altså også meget tydeligt HVOR ondt det skal gøre :unsure

Søren derimod synes det var en helt fantastisk eftermiddag og kom ud og var helt fortrøstningsfuld - så noget godt kom der da ud af det :rolleyes

Jeg var dog også liiiige ved at tude, når de så viste de sekunder hvor børnene kommer ud og havde jeg også næsten glemt hvor ondt det gjorde på hende få sekunder før :D

[baby2012]

Det er den vildeste følelse i hele verden at arbejde for at sætte sit barn i verden :loveshower :loveshower :loveshower Jeg er ikke gravid, men glæder mig allerede til næste gang jeg skal føde - det er så hårdt og det gør så ondt, men for hver ve er man en ve kortere mod at møde sit barn - Jeg vil hellere føde end at være gravid til hver en tid (ved dog ikke helt hvordan det kan hænge sammen) :whistling :whistling

Jeg er klart mere bange for ikke at kunne føde selv næste gang ex., hvis barnet vender forkert eller lignende....

Rigtig god fødsel til jer, der er gravide :loveshower

[Guest Diden]

Jeg spekulere meget på hvordan det vil være - hvordan jeg håndtere smerterne og selve fødslen - men direkte nervøs synes jeg ikke at jeg er...

Det skal dog nok komme når jeg står med veerne at det går op for mig at jeg skal ha den UD for at det overstår... *smiley der løber panisk rundt i ring*

Men jeg er typen der STORtuder når jeg ser en mor forenes med sin baby efter 9 mdrs venten, så jeg kommer helt sikkert også selv til at tude som et vandfald og glemme ALT om den evt hårde fødsel når jeg har fået min fersken :)