Smykker i dåbsgave

[tjonse]

Vi holdt barnedåb for vores datter i går, og havde sendt en lang ønskeliste ud sammen med invitationerne. Der var ønsker i alle prislejer og genrer, men jeg havde med vilje ikke skrevet smykker på, da jeg ikke mener at et lille barn har noget glæde af dem. Derimod havde jeg ønsket mig praktiske ting til hende, som udendørs legeredskaber, kravlegård, bøger, børneCD'er osv.

Men selvfølgelig kunne gæsterne ikke dy sig for at købe smykker til en pige. Vi fik intet mindre end 3 halskæder og 2 armbånd <_< og ikke ret meget af det der ellers stod på ønskesedlen.

Jeg føler mig meget fristet til at få byttet nogle af smykkerne, så vi i stedet kan købe et gyngestativ/sandkasse til hende, for det er min overbevisning, at hun vil få meget mere ud af det mens hun er lille.

Jeg fik selv mange smykker både til min barnedåb og konfirmation, og jeg har aldrig brugt dem ret meget. Nu har I sikkert gennemskuet, at jeg ikke er en "pyntepige", jeg vil hellere ud og nyde naturen og have jord under neglene, og der er smykker, makeup og lange negle bare ikke særlig praktisk.

Af gode grunde ved jeg jo ikke om min datter bliver som mig, selvom jeg selvfølgelig vil prøve at præge hende til også at blive et "naturmenneske", men hun kan jo lige så godt ende med at blive en lille prinsesse, som elsker makeup og smykker og vil sætte pris på sådan en gave.

Nu er mit spørgsmål, kan jeg tillade mig at bytte nogle af de smykker (jeg er jo nødt til at få bonen for at få pengene tilbage, så jeg kan ikke gøre det ubemærket). Jeg forstår jo godt princippet i at man gerne vil give en gave, som bliver et minde om dagen i fremtiden, men i mine øjne er det spild af penge - i hvert fald når hun er så lille, så hellere vente med at give sådan noget til hun skal konfirmeres.

Smykkegaverne fordeler sig således:

Sølvarmbånd med små hjerter fra mine forældre

Guldhalskæde med kors fra min kærestes forældre

Guldhalskæde med hjerte fra min mormor og morfar

Maguritarmbånd fra min kærestes lillebror og svigerinde

Sølvhalskæde med kirsebær fra min kærestes kusine

Det eneste jeg har lyst til at beholde er sådan set guldhalskæden med hjertet fra min mormor og morfar, og det er fordi de sandsynligvis ikke lever længere til hendes konfirmation, og det derfor vil være et minde om dem.

Men jeg er meget nervøs for at komme til at fornærme nogen ved at bede om at få bonen, så jeg kan få byttet gaven til noget andet. Især mine og min kærestes forældre kunne godt gå hen og blive lidt kede af at jeg vil have byttet deres gaver.

What to do...?!?

[Barbamama]

Hmm, den er tricky... På den ene side tror jeg, at mange er ved at være "vænnet" til at man bytter gaver, hvis de ikke lige falder i smag. Og personligt som giver, så ville jeg meget hellere at min gave blev byttet til noget, som modtageren blev glad for, end at den kom til at ligge og samle støv.

Men omvendt, så tænker jeg også lidt, at du ikke kan "tillade" dig at beslutte på din datters vejne, at hun ikke bliver glad for de smykker. Og at man bør være taknemlig for det man får...

Jeg synes uden tvivl at du ville være i din gode ret til at bytte, hvis der var tale om at du havde ønsket dig et konkret smykke, og at giveren så havde misforstået og købt et "forkert" men med hensigt på at give det rigtige. Men jeg tænker lidt, at når nogen har givet smykker, velvidende om at det IKKE var på ønskelisten, så har de måske haft en tanke om at præcis dette ville de gerne give? Selv har jeg også en tendens til, at jeg hellere vil give noget til små børn/store mærkedage, som kan følge modtageren hele livet (f.eks. et smykke) end noget, der bruges og senere smides væk.

Og jeg bemærker at det er nærmeste familie (måske bortset fra kusinen), der har givet smykker og dermed nogen, der måske har et ekstra stort ønske om at give noget, der kan følge barnet hele livet (det var noget andet, hvis dine kollegaer var gået sammen om en gave, og det så tilfældigvis var blevet et smykke. Der er næppe så mange følelser i, så det ville jeg bedre kunne få mig til at bytte).

Men så igen, jeg ved jo ikke om dine forældre og svigerforældre har lagt alle de tanker i smykkerne, som jeg forestiller mig ;)

Personligt ville jeg nok undlade at bytte og istedet betragte gaven som noget kærkomment "jeg ikke vidste, jeg ønskede mig" til mit barn. Det er jo ikke "i vejen" (som hvis de havde købt en eller anden rædsel, der fyldte halvdelen af børneværelset) og måske kan I få råd til sandkassen alligevel eller ønske jer den til jul. :)

[Trumpf]

Jeg ville ikke bytte - for mig er smykker en meget personlig gave. Og jeg glæder mig til den dag min søn vil bære den halskæde, han fik til sin dåb.

[Sandie]

Jeg er glad for de fleste smykker (og andre sølv.ting) hun fik, dog synes jeg sådan fine ting høre til fra den nærmeste familie. Vi fik en halskæde og en sparebøsse af mine svigerforældres vennepar. Min mand kender dem, men vi ser dem aldrig og vores datter kommer heller aldrig til at se dem, så jeg synes det var lidt synd vi fik sådan noget af dem, men jeg har ikke byttet dem, det synes jeg ikke man kan.

[Barbamama]

Jeg er glad for de fleste smykker (og andre sølv.ting) hun fik, dog synes jeg sådan fine ting høre til fra den nærmeste familie. Vi fik en halskæde og en sparebøsse af mine svigerforældres vennepar. Min mand kender dem, men vi ser dem aldrig og vores datter kommer heller aldrig til at se dem, så jeg synes det var lidt synd vi fik sådan noget af dem, men jeg har ikke byttet dem, det synes jeg ikke man kan.

Meget enig. :)

[Guest]

Når det er fra den nærmeste familie, så ville jeg ikke gå ud og bytte smykkerne... Jeg har det lidt lige som Sandie med, at hvis det var fra nogle man ikke lige sådan så ret tit, så ku jeg sagtens finde på at bytte det.

Jeg fik selv en del smykker i dåbsgave og har dem stadig. Bruger dem ikk så meget, men de er et kærligt minde.

[Guest]

Som de andre skriver ville jeg hellere ikke bytte dem når de er fra nærmeste familie. Det kommer meget an på hvem de er fra om jeg ville kunne finde på at bytte dem og de skulle nok egentlig meget langt ud før jeg ville gøre det.

[Solvej99]

Jeg er meget enig med Barbamama.

Du skriver jo også selv at du tror de ville blive kede af det, hvis du bad om bonen. Personligt ville jeg ikke bytte smykkerne.

Mon ikke du er så heldig at få nogle udendørs legeting til en af de mange fødselsdage der kommer? :) Hun skal jo alligevel ikke bruge det foreløbig.

[tjonse]

Uhauha jeg er vist rigtig røget i modvind herinde :badgirl

Som jeg skrev tidligere kan jeg jo sagtens forstå princippet i at man gerne vil give en gave, som kan følge en hele livet, det er en sød tanke, som jeg også sætter pris på.

Personligt synes jeg dog ikke at det klæder små børn med smykker, og derfor synes jeg det giver meget mere mening at vente med at give de smykker til konfirmationen. Der vil hun selv kunne huske dagen og hvem hun har fået smykkerne af, og de vil derfor betyde meget mere for hende.

Hvis I nu skal være helt ærlige, hvor mange af jer bruger så de smykker I har fået i dåbsgave...? Og at det er et kært minde - man kan jo alligevel ikke huske dagen...

Det er altså ikke for at være utaknemmelig, det er bare ud fra min egen erfaring - jeg synes det er hamrende ærgerligt at de har været ude at bruge en masse penge på nogle smykker som de første mange år skal gemmes væk i en skuffe et sted, og sandsynligvis aldrig vil blive brugt.

Jeg fik selv en gyngehest i dåbsgave og den kan jeg stadig huske, og nu hvor jeg selv er blevet mor vil den da blive fundet frem fra loftet så min datter kan bruge den, så i min verden behøver det ikke nødvendigvis at være et smykke, for at det skal være en ting der kan følge en resten af livet.

Det er jo ikke fordi vi ikke har råd til at gå ud at købe en sandkasse til hende, men hvis hun nu havde fået et legehus i stedet for en halskæde (bare som et eksempel), hvad tror I så hun bedst vil kunne huske - alle de mange timer hun vil hygge sig i legehuset, eller de få gange hun har en halskæde på fra en dag hun alligevel ikke kan huske...?

Nu har jeg lige sat det hele lidt på spidsen, so don't shoot me :bask Jeg prøver bare at se tingene fra en anden vinkel og beskrive det gennem mine øjne. Jeg ved godt at det er en tradition for mange at give den type gaver, og at det nok også er derfor at I reagerer som I gør, jeg synes bare det er dumt når tradition bliver vigtigere end at tænke på hvad modtageren af gaven (min lille datter) vil få mest glæde ud af.

Men men det ender nok alligevel med at jeg ikke bytter nogle af smykkerne. Det er jo ikke mine smykker, men min datters. Lige nu kan hun bare ikke selv fortælle hvad hun helst vil have, selvom jeg er sikker på hvis hun kunne, så ville hun hellere have et legehus/gyngestativ hun kan få glæde af til sommer end 3 halskæder og 2 armbånd som hun måske vil få glæde af om 15-20 år og måske aldrig ;)

[Barbamama]

Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ingen smykker fra min dåb. Men hvis jeg havde, så ville jeg være rigtig rigtig glad for dem. Tilgengæld har jeg heller ingen anelse om, hvad jeg har fået af legetøj til min dåb. Jeg har ingen fine minder fra hverken det ene eller det andet af gaver. Men jeg ville ELSKE hvis jeg havde et fint smykke, som en af mine bedsteforældre havde givet mig, da jeg blev døbt. :loveshower

Selvom jeg ikke har dåbssmykker, så har jeg en lille bitte fingering, som jeg har fået af min mor, da jeg var barn og DEN er jeg glad for. Den var faktisk med til mit bryllup som gammelt/blåt (den har en blå sten). Hvis jeg havde haft et dagmarkors fra min dåb havde det ABSOLUT været mit gamle. :biglove

MEN jeg er også en TOTAL sucker for traditioner og sentimentale kærlighedsting. Og ret ligeglad med om jeg nogensinde har haft de smykker på eller ej :badgirl Hvis du slet ikke har det på samme måde, så kan jeg godt forstå dit rationale... Men tjah... Jeg ville stadig ikke bytte gaverne. :)

[TiaK]

Jeg kan godt forstå du er ærgerlig over at din datter har fået så mange smykker og at det er lidt "spild" af penge. Jeg ville have det på samme måde (og jeg har endda været en rigtig prinsessepige som barn).

Men det er gaver og jeg synes ikke det er fedt at skulle bede om bonen.

Med mindre du vil have et tilgodebevis (som ofte gælder 5 år) som din datter så selv kan få lov til at vælge noget senere (måske huller i ørene? Eller et ur til hendes værelse? Man kan faktisk købe mange ikke-smykker ved en guldsmed) så synes jeg du skal beholde dem og bare håbe på din datter vil sætte pris på dem.

Men det undrer mig lidt at du ikke kan få pengene tilbage? I de fleste butikker nu til dags kan man jo godt få pengene tilbage på et byttemærke - og det går jeg ud fra, der er på?

[Girl Next Door]

Jeg ville altså ikke bytte dem. Som du siger, kan i sagtens finde pengene til en sandkasse eller et legehus. Så køb dem selv. Det kan godt være hun får mest glæde af disse ting, men det er ikke nogen hun kan gemme til hendes voksenliv, og evt give videre til en evt datter eller barnebarn. Og er det slet ik hende, kan hun jo sælge det. Man kan godt få et par mønter for sølv. Men lad det være op til hende. Det er jo egentlig hendes smykker, og hendes valg ;)

JEG ville blive skuffet hvis jeg fandt ud af jeg havde fået smykker af mine bedsteforældre, men at mine forældre byttede dem for et legehus...

[Tumlepigen]

Jeg står i samme dilemma som dig! Vores datter fik et Dagmarkors i dåbsgave af mine svigerforældre... Det er bare slet ikke os! Begrundelsen for at give det var, at sådan et kors havde min mands mormor givet min mands kusiner i dåbsgave (mormoren er død og kusinerne over 40 år gamle)... <_< Hvorfor give en gave med den begrundelse?

Vi er begge to meget i vildrede, for som sagt er sådan et kors bare slet ikke os. Vi ville så meget hellere have haft noget på ønskesedlen, fx TrippTrapp-stolen, eller penge på en børnebørnskonto. På den ene side har vi ikke lyst til at have sådan en (dyr) gave liggende i skuffen, det er simpelthen for ærgerligt. På den anden side skal jeg jo ikke bestemme, om min datter måske synes, at det vil være fint om 12-15 år. I min verden kommer hun ikke til at bruge det før om mange år, for jeg synes ikke, at små børn skal gå med smykker: de kan gå i stykker, og børnene kan komme til skade. Jeg er ellers en pige, der elsker smykker, men derfor skal mit lille barn altså ikke gå med sådan noget (ej heller det armbånd hun fik - kun armbåndet med 2 troldekugler er jeg glad for, for de kan sættes over på en anden kæde/armbånd senere, så hun kan bruge det).

Jeg har selv nogle smykker fra min dåb liggende, men ærlig talt så tænker jeg jo sjældent over det - selv om jeg normalt er sådan én, der godt kan lide at have et minde fra de store mærkedage...

Desværre giver mange smykkebutikker ikke pengene igen, heller ikke med bon :(

Vi overvejer meget at bytte korset til et andet smykke (til senere brug), så det stadig er i samme ånd, men da det er et meget dyrt kors, så vil vi sandsynligvis have penge i overskud. Luksusproblem kan man sige, men det er bare så svært :(

Vi har 1 uge til at beslutte os, så udløber bytteservicen...

[Mistel]

Jeg er sådan en, der stort set altid vil give smykker i barnedåbsgave til en pige, ved mindre jeg decideret fik det modsatte at vide. Jeg tror nu ikke, at jeg ville blive fornærmet, hvis min gave blev byttet...

Ville det være muligt at tale helt forsigtigt med de personer, der har givet smykkerne og forklare, at det ville være en meget større hjælp/glæde med sandkasse, gyngehest, triptrap stol, eller hvad det nu måtte være?

Ellers kan jeg fortælle, at det guldhjerte jeg selv fik i dåbsgave indgik som betaling til vores vielsesringe... :-)

[tjonse]

MEN jeg er også en TOTAL sucker for traditioner og sentimentale kærlighedsting. Og ret ligeglad med om jeg nogensinde har haft de smykker på eller ej :badgirl Hvis du slet ikke har det på samme måde, så kan jeg godt forstå dit rationale... Men tjah... Jeg ville stadig ikke bytte gaverne. :)

Nej jeg er virkelig ikke sådan en der kan sidde og blive sentimental over en halskæde man har fået i gave til en fest man ikke kan huske. Derimod har jeg fået et armbånd af min kæreste da vores datter blev født, og DET er jeg helt vildt glad for - men det er også fordi det er en kæmpestor begivenhed som jeg (i allerhøjeste grad) godt kan huske ;)

[tjonse]

Jeg ville altså ikke bytte dem. Som du siger, kan i sagtens finde pengene til en sandkasse eller et legehus. Så køb dem selv. Det kan godt være hun får mest glæde af disse ting, men det er ikke nogen hun kan gemme til hendes voksenliv, og evt give videre til en evt datter eller barnebarn. Og er det slet ik hende, kan hun jo sælge det. Man kan godt få et par mønter for sølv. Men lad det være op til hende. Det er jo egentlig hendes smykker, og hendes valg ;)

JEG ville blive skuffet hvis jeg fandt ud af jeg havde fået smykker af mine bedsteforældre, men at mine forældre byttede dem for et legehus...

Nu er der jo en hel del prisforskel på en sandkasse og et legehus, og nej et legehus vil vi ikke have råd til lige pt. Og jo mit argument er netop at hun godt vil kunne få glæde af et legehus senere hen hvis man køber noget i god kvalitet. Da jeg var barn havde vi nogle nabobørn som fik et legehus, nu hvor de selv er voksne står legehuset stadigvæk i haven og deres børn kan lege i det.

Der kommer selvfølgelig fødselsdage hvor vi også kan ønske os legeting, men i hvert fald i min familie er traditionen, at man typisk får meget større og dyrere gaver i dåbsgave end til fødselsdag + der er mange flere gæster, og hvis man vil have noget i god kvalitet, så koster sådan nogle udendørs legeting faktisk ret mange penge.

[tjonse]

Jeg er sådan en, der stort set altid vil give smykker i barnedåbsgave til en pige, ved mindre jeg decideret fik det modsatte at vide. Jeg tror nu ikke, at jeg ville blive fornærmet, hvis min gave blev byttet...

Ville det være muligt at tale helt forsigtigt med de personer, der har givet smykkerne og forklare, at det ville være en meget større hjælp/glæde med sandkasse, gyngehest, triptrap stol, eller hvad det nu måtte være?

Ellers kan jeg fortælle, at det guldhjerte jeg selv fik i dåbsgave indgik som betaling til vores vielsesringe... :-)

Det er nok også netop det jeg er lidt irriteret over - hvorfor skal en pige absolut have så mange smykker i gave i forhold til en dreng?!?

Jeg ville synes det var helt ok at hun fik måske EN halskæde og ET armbånd, for så var der en chance for at det ville blive brugt senere, men når man får TRE halskæder og TO armbånd, så synes jeg bare det bliver for meget, hun får jo aldrig brugt det hele.

Synes det er rigtig sødt at tænke på at det guldhjerte indgik i jeres vielsesringe :biglove

[tjonse]

Jeg står i samme dilemma som dig! Vores datter fik et Dagmarkors i dåbsgave af mine svigerforældre... Det er bare slet ikke os! Begrundelsen for at give det var, at sådan et kors havde min mands mormor givet min mands kusiner i dåbsgave (mormoren er død og kusinerne over 40 år gamle)... <_< Hvorfor give en gave med den begrundelse?

Vi er begge to meget i vildrede, for som sagt er sådan et kors bare slet ikke os. Vi ville så meget hellere have haft noget på ønskesedlen, fx TrippTrapp-stolen, eller penge på en børnebørnskonto. På den ene side har vi ikke lyst til at have sådan en (dyr) gave liggende i skuffen, det er simpelthen for ærgerligt. På den anden side skal jeg jo ikke bestemme, om min datter måske synes, at det vil være fint om 12-15 år. I min verden kommer hun ikke til at bruge det før om mange år, for jeg synes ikke, at små børn skal gå med smykker: de kan gå i stykker, og børnene kan komme til skade. Jeg er ellers en pige, der elsker smykker, men derfor skal mit lille barn altså ikke gå med sådan noget (ej heller det armbånd hun fik - kun armbåndet med 2 troldekugler er jeg glad for, for de kan sættes over på en anden kæde/armbånd senere, så hun kan bruge det).

Jeg har selv nogle smykker fra min dåb liggende, men ærlig talt så tænker jeg jo sjældent over det - selv om jeg normalt er sådan én, der godt kan lide at have et minde fra de store mærkedage...

Desværre giver mange smykkebutikker ikke pengene igen, heller ikke med bon :(

Vi overvejer meget at bytte korset til et andet smykke (til senere brug), så det stadig er i samme ånd, men da det er et meget dyrt kors, så vil vi sandsynligvis have penge i overskud. Luksusproblem kan man sige, men det er bare så svært :(

Vi har 1 uge til at beslutte os, så udløber bytteservicen...

Det er også sådan et Dagmarkors hun fik af mine svigerforældre, og selvom jeg godt ved at dåben er en bekræftelse af den kristne tro, så er vi altså ikke sådan nogen der render rundt med kors om halsen, og det kommer vores datter nok heller ikke til. Derfor er jeg også meget mere glad for det guldhjerte hun fik af min mormor og morfar, også fordi de havde skrevet et sødt brev til hende om at "størst af alt er kærligheden", og det kan jeg forestille mig bliver noget hun senere vil kunne sætte pris på og rent faktisk bruge, i modsætning til et kors.

Jeg VED at min svigermor vil blive ret fornærmet hvis jeg kom og bad om at få bonen så jeg kunne bytte det, for hun er sådan en der går meget op i traditioner. Hun var lige ved at gå ud af sit gode skind, fordi vores datter ikke sov med en salmebog under hovedet da hun tog sin første lur til festen, for sådan gør man åbenbart i deres familie (aldrig noget jeg har hørt om før), og min kæreste kom også ti lat sige at vi ikke gik op i sådan noget hokus pokus :rolleyes

Så det ender nok med at vi bare beholder alle smykkerne, så er der da ingen der kan blive fornærmede <_<

Jeg synes bare at denne gave er en som har mere værdi for giveren end for modtageren hvis I forstår... Altså det betyder mere for mine svigerforældre at give hende sådan en gave, end hun vil komme til at sætte pris på den, og det synes jeg er ærgerligt.

[tjonse]

Jeg ville ikke bytte - for mig er smykker en meget personlig gave. Og jeg glæder mig til den dag min søn vil bære den halskæde, han fik til sin dåb.

Det er ikke for at være på tværs, men hvodan ved du at din søn kommer til at bruge den halskæde?

Min kæreste har børn i forvejen (drenge), og de fik også en halskæde med deres stjernetegn i dåbsgave, og som han siger - de har aldrig brugt dem og kommer heller aldrig til det. Han synes derfor at vi skal få korset byttet.

Desuden synes jeg som sagt at det er noget andet at få én halskæde end tre + to armbånd.

[Solvej99]

Uhauha jeg er vist rigtig røget i modvind herinde :badgirl

Som jeg skrev tidligere kan jeg jo sagtens forstå princippet i at man gerne vil give en gave, som kan følge en hele livet, det er en sød tanke, som jeg også sætter pris på.

Personligt synes jeg dog ikke at det klæder små børn med smykker, og derfor synes jeg det giver meget mere mening at vente med at give de smykker til konfirmationen. Der vil hun selv kunne huske dagen og hvem hun har fået smykkerne af, og de vil derfor betyde meget mere for hende.

Hvis I nu skal være helt ærlige, hvor mange af jer bruger så de smykker I har fået i dåbsgave...? Og at det er et kært minde - man kan jo alligevel ikke huske dagen...

Det er altså ikke for at være utaknemmelig, det er bare ud fra min egen erfaring - jeg synes det er hamrende ærgerligt at de har været ude at bruge en masse penge på nogle smykker som de første mange år skal gemmes væk i en skuffe et sted, og sandsynligvis aldrig vil blive brugt.

Jeg fik selv en gyngehest i dåbsgave og den kan jeg stadig huske, og nu hvor jeg selv er blevet mor vil den da blive fundet frem fra loftet så min datter kan bruge den, så i min verden behøver det ikke nødvendigvis at være et smykke, for at det skal være en ting der kan følge en resten af livet.

Det er jo ikke fordi vi ikke har råd til at gå ud at købe en sandkasse til hende, men hvis hun nu havde fået et legehus i stedet for en halskæde (bare som et eksempel), hvad tror I så hun bedst vil kunne huske - alle de mange timer hun vil hygge sig i legehuset, eller de få gange hun har en halskæde på fra en dag hun alligevel ikke kan huske...?

Nu har jeg lige sat det hele lidt på spidsen, so don't shoot me :bask Jeg prøver bare at se tingene fra en anden vinkel og beskrive det gennem mine øjne. Jeg ved godt at det er en tradition for mange at give den type gaver, og at det nok også er derfor at I reagerer som I gør, jeg synes bare det er dumt når tradition bliver vigtigere end at tænke på hvad modtageren af gaven (min lille datter) vil få mest glæde ud af.

Men men det ender nok alligevel med at jeg ikke bytter nogle af smykkerne. Det er jo ikke mine smykker, men min datters. Lige nu kan hun bare ikke selv fortælle hvad hun helst vil have, selvom jeg er sikker på hvis hun kunne, så ville hun hellere have et legehus/gyngestativ hun kan få glæde af til sommer end 3 halskæder og 2 armbånd som hun måske vil få glæde af om 15-20 år og måske aldrig ;)

Jeg forstår dig udemærket. Jeg kan sagtens forstå at du synes det er spild, at der er blevet brugt så mange penge på noget hun ikke kan bruge (lige nu).

Men jeg synes bare at det lader til at det har betydet meget for giverne, at de har givet lige netop den gave og derfor ville jeg aldrig bytte det og gøre dem kede af det.

Jeg ville altså ikke bytte dem. Som du siger, kan i sagtens finde pengene til en sandkasse eller et legehus. Så køb dem selv. Det kan godt være hun får mest glæde af disse ting, men det er ikke nogen hun kan gemme til hendes voksenliv, og evt give videre til en evt datter eller barnebarn. Og er det slet ik hende, kan hun jo sælge det. Man kan godt få et par mønter for sølv. Men lad det være op til hende. Det er jo egentlig hendes smykker, og hendes valg ;)

JEG ville blive skuffet hvis jeg fandt ud af jeg havde fået smykker af mine bedsteforældre, men at mine forældre byttede dem for et legehus...

:ditto

Er faktisk ked af jeg ikke fik et særligt smykke til min dåb.

[Solvej99]

Det er ikke for at være på tværs, men hvodan ved du at din søn kommer til at bruge den halskæde?

Min kæreste har børn i forvejen (drenge), og de fik også en halskæde med deres stjernetegn i dåbsgave, og som han siger - de har aldrig brugt dem og kommer heller aldrig til det. Han synes derfor at vi skal få korset byttet.

Desuden synes jeg som sagt at det er noget andet at få én halskæde end tre + to armbånd.

Jeg frygtede faktisk også at der ville være nogen, som købte smykker til vores dreng i dåbsgave. Jeg bryder mig nemlig ikke om smykker til drenge eller mænd for den sags skyld :rolleyes

Men der var heldigvis ingen, der gav det ;)

[tjonse]

Jeg forstår dig udemærket. Jeg kan sagtens forstå at du synes det er spild, at der er blevet brugt så mange penge på noget hun ikke kan bruge (lige nu).

Men jeg synes bare at det lader til at det har betydet meget for giverne, at de har givet lige netop den gave og derfor ville jeg aldrig bytte det og gøre dem kede af det.

Er faktisk ked af jeg ikke fik et særligt smykke til min dåb.

Det er nok lige så meget det at hun fik så MANGE dyre smykker jeg synes er ærgerligt. Det er jo ikke fordi jeg havde tænkt mig at bytte dem alle, men jeg synes at det særlige og specielle går af det når man får så mange, derfor havde jeg tænkt på at beholde 1 halskæde og 1 armbånd og bytte resten til noget hun kan bruge mens hun stadig er barn.

Desuden er armbåndene så små, at hun ikke vil kunne bruge dem som voksen medmindre hun får dem forlænget selvfølgelig. Dvs. med den størrelse de har nu, er det meningen at hun skal bruge dem som barn, og jeg synes ikke et lille barn skal gå med smykker.

[Susse]

Jeg kan sq godt forstå dig... Jeg fik selv to kæder i dåbsgave og har nærmest ikke brugt dem. Synes det lyder som en god ide at beholde hjertet, da der er en særlig mening med den... Det eneste dilemma er det med at bede om bonner. Tror jeg ville sætte dem ind i det dilemma du står i som du har forklaret os, så de kan høre hvorfor du gør som du gør.

[Trumpf]

Det er ikke for at være på tværs, men hvodan ved du at din søn kommer til at bruge den halskæde?

Min kæreste har børn i forvejen (drenge), og de fik også en halskæde med deres stjernetegn i dåbsgave, og som han siger - de har aldrig brugt dem og kommer heller aldrig til det. Han synes derfor at vi skal få korset byttet.

Desuden synes jeg som sagt at det er noget andet at få én halskæde end tre + to armbånd.

Fordi jeg i den grad vil opmuntre ham til det. Jeg kan ikke være hundrede procent sikker nej, men det er noget som vil betyde meget herhjemme.

Og nej, jeg synes ikke der er forskel på mængden - specielt ikke når man tænker på at det er to forskellige køn.

Du spørger om vores mening og du får den, jeg ville ikke bytte. Men hvis du er overbevist om at bytte er det rigtige, skal du da gøre det!

[Nausikaa]

Nu tror jeg, at jeg bliver upopulær, men here goes:

1) Det er en ønskeseddel -ikke en bestillingsseddel. Jeg forstår virkelig ikke hvordan man kan blive sur over at få en GAVE, der ikke er på ønskesedlen

2) Når du ved at det er tradition at give piger smykker i dåbsgave, kunne du have skrevet på ønskesedlen at I ikke ønskede jer smykker til hende

3) Hvis problemet er så stort, synes jeg da at du skulle bytte smykkerne

Jeg ser dåben som en stor begivenhed, som man kun oplever én gang i livet. Jeg er stadig rigtig glad for de smykker, som jeg fik til min dåb. Derfor ønskede vi mindeværdige ting til vores søn, som ikke bare var praktiske i en kort periode. Det kan man få til fødselsdage.

Det var så min mening!

Hilsen Nausikaa, som gav sin søn et Piet Hein flag med navn og fødselsdato indgraveret til hans dåb