Når kærligheden er svær

[Guest Mysse]

Kære skønne piger!!

Jeg har valgt at oprette en ny konto, og derved være anonym herinde, da utroskab og splittelse af familier er et svært og ømtåeligt emne.

Jeg har et barn på snart 4 år, og valgte at gå fra min mand for et stykke tid siden. Vi har været sammen i rigtig mange år, og har boet sammen de sidste 10 år. Inden jeg endelig valgte at gå fra ham fik han flere chancer. Jeg mistede følelserne for ham, da han på ingen måde gav mig eller vores fælles søn opmærksomhed eller kærlighed. Han levede helt i sin egen verden, og sønnen og jeg i vores. Vi var til for ham, når han havde tid og brug for det. Min familie blev splittet for længe siden!!

Selvfølgelig ligger der meget bag ved at han blev sådan, for det var jo ikke den mand jeg forelskede mig i dengang.

Vi bor under samme tag, da der er et hus der skal sælges først.

For ca. 1 år siden fik jeg en ny kollega på jobbet, som jeg arbejder forholdsvis tæt sammen med. Jeg følte mig fra start yderst seksuel tiltrukket af ham, men har på intet tidspunkt gjort noget for at vække hans interesse. Ikke længe efter han starter begynder han at flirte med mig. Jeg antager at jeg enten overfortolker hans måde at være på, eller misfortolker det han siger og skriver.

Vi bliver ved med at tale lidt sødere med hinanden end vi ellers gør med andre kollegaer, jeg synes godt nok at han finder på flere "undskyldninger" for at vi skal samarbejde med ting der viser sig at han egentlig selv ville kunne gøre. Der går et godt stykke tid, hvor jeg egentlig tror at han er single, men finder ud af at han er gift og har et barn. Jeg trækker mig, for man skal holde sig fra gifte mænd!!

Men da jeg trækker mig, bliver hans flirt mere tydelig... og på et tidspunkt skal vi til et arbejdsrelateret arrangement med overnatning. Efter en super lækker middag, massere af god vin til maden, efterfølgende vinsmagning samt fest den halve nat ender jeg i spillerummet, hvor jeg spiller billard med blandt andre ham. Efter et par spil smutter de andre, og vi er alene. Det ene øjeblik tager hurtigt det andet, og uden nogen form for akavet pinlige pauser står vi og kysser hinanden. Det ene tager det andet, og vi ender med at tilbringe resten af natten sammen.

Tidlig næste morgen gør jeg det klart for ham, at jeg ikke ønsker noget forhold, da jeg synes mit liv er for kompliseret i forvejen. Vi havde en skøn og dejlig nat sammen, men det ville blive ved det. Det er han enig med mig i, men han vil gerne at vi får talt om det senere på ugen, for at være hel klar over hvor vi står - også i forhold til det samarbejde vi har på jobbet.

Den snak tager vi, og vi får begge fortalt at vi hele tiden har været utrolig tiltrukket af hinanden, men at sex er sex, og mere var der ikke i det. Intet forandre sig arbejdsmæssigt mellem os, vi flirter stadig på samme plan, får talt noget mere sammen, men meget mere personligt nu. Han finder ud af at jeg står midt i skilsmisse / hussalg og jeg finder ud af at hans ægteskab er lige så "godt" som mit var.

Men der går ikke en uge, så står vi igen i hinandens arme og kysser. Vi kan bare ikke holde fingerne fra hinanden. Vores samtaler bliver mere og mere intime, og samtidig vokser følelserne for hinanden. Jeg forsøger at holde mine på det seksuelle plan, og vælger at jeg ikke fortæller at jeg er blevet forelsket i ham. Vi får muligheden for at leje et hotelværelse og er igen sammen. Han lægger alle kortene på bordet, både den nat og de efterfølgende dage. Han er blevet dybt forelsket i mig, og ønsker at få en fremtid med mig, og jeg indrømmer her hvad jeg føler for ham. Vi ved begge at en fælles fremtid ikke er noget der ligger lige om hjørnet, da han stadig står i sit ægteskab, og jeg stadig bor sammen med min ex-mand.

Vi vælger at min ex-mand ikke får noget at vide om os, da han allerede gør meget for at modarbejde processen med hussalg osv..

Han går hjem og fortæller hans kone at han vil skilles. Hendes reaktion er at hvis han mener det, så forsvinder hun med deres fælles søn - den søn som han forguder over alt på jorden. Det eneste han ikke vil undvære i sit liv. Sådan har jeg det jo også med min søn, så jeg forstår ham!!

Han står nu dybt ulykkelig og føler at skal vælge mellem mig og hans søn. (I min verden skal han vælge sin søn!!) Hans kone har sagt at de skal i parterapi til deres ægteskab kommer til at fungere - ellers vil hun forsvinde med deres søn... Han har selvfølgelig sagt ja til parterapi, men ønsker bare at have sin søn i nærheden. Han ønsker at han i vores fremtid sammen, stadig kan være en stor del af hans søns liv.

Han fortæller at han før ikke elskede sin kone, men nu er begyndt at hade hende, da hun har truet ham med at fjerne hans søn fra ham. Jeg står på den anden side og forstår ikke konens reaktion, da jeg - selvom jeg ikke har følelser for min ex-mand - ikke kunne drømme om at flytte til den anden ende af landet, uden at han var taget med på råd, for det handler også om hans søn.

Vi var godt klar over at vi havde en sej kamp foran os med hensyn til at vi ville ødelægge 2 familier, at vi skulle bytte en fremtid op sammen, som var nødt til at afvente at vi begge havde afviklet hver vores forhold.

Jeg står nu, dybt forelsket i denne mand, og han i mig - begge vel vidende at han ikke forlader hans kone så længe hun truer ham med at forsvinde med deres søn. Fornuftigt set bør jeg afslutte det vi har kørende, men når man har dybe følelser for hinanden er det svært. Vi har talt om stoppe vores forhold; vi har prøvet men det mislykkes... Lige nu kan jeg ikke tilbyde ham et fuld forhold, da jeg jo ikke selv har afviklet mit, og jeg ønsker at støtte ham så meget jeg overhovedet kan. Jeg ved at så snart mulighederne byder sig, så tilbringer vi nætter sammen. Får vi 10 minutter sammen, hvor vi er helt alene, og uden risiko for at blive opdaget, så kysser, kæler og krammer vi.

Men hvor længe kan vi holde ud at have sådan et forhold?! Og hvor vil det ende?! Han hader allerede sin kone - han mener at deres ægteskab er dødsdømt. Han er der kun fordi han ikke kan undvære sin søn. Det eneste de har tilbage sammen er sønnen...

Hvad vil jeg egentlig med dette lange indlæg - lette mit hjerte? Retfærdiggøre at jeg er "den anden kvinde"? Eller vil jeg bare trøstes og have at vide at kærligheden nok skal sejre, og vi finder en udvej på et tidspunkt?

Jeg ved det ikke endnu, men jeg håber inderligt at I ikke dømmer mig for at være ærlig og fortælle min historie.

:kram :kram

[måskemortiltre]

først tillykke med kærligheden. Jeg håber inderligt, at I får lov til at tilbringe resten af livet sammen.

De har vel fælles forældremyndighed over barnet? Så kan hun jo ikke bare forsvinde med ham? De er vel nødt til at kontakte statsforvaltningen og få sagen igang?

held og lykke med kærligehden :loveshower

[Guest Sebastians-mor]

Jeg vil også sige, kontakt statsforvaltningen for råd og vejledning. De vægter meget højt at man vil blive i lokalmiljøet.

Jeg håber i finder en løsning, det er ikke fedt for hans barn at blive fanget i forældrenes ægteskab som ikke fungerer, det kan han jo mærke. Hellere 2 lykkelige forældre der er hver for sig en 2 ulykkelige forældre der er sammen.

Jeg håber det lykkes jer at blive sammen og at der ikke kommer til at være alt for meget drama fra jeres ex'er.

[Guest Mysse]

Hvis det bare var så nemt med statsforvaltningen. Men der kan gå uendelig lang tid inden en sag har været i statsforvaltningen og blive afgjort, og han så får mulighed for at se sin søn. Derudover kan hun - hvis hun har valgt at blive i landet - stadig gøre det svært at få udleveret sønnen til samkvem, og han vil sandsynligvis ikke have mulighed for at se sønnen andet end hver 2. weekend. Hverdage vil være helt udelukket...

Hans drøm var at have en ordning hvor det hed hver 2. weekend fra enten onsdag eller torsdag til mandag morgen, samt en fast hverdag den modsatte uge. Og i øvrigt være der når sønnen var syg, når der er forældearrangementer, forældresamtaler osv osv. Eller hvis han bare en dag havde tid og lyst til at tage en fridag med ham.

Statsforvaltningens umiddelbare svar til ham (for han har kontaktet dem for at høre hvordan han er stillet) er at de som forældre som udgangspunkt skal lave en frivillig aftale. Overholder hun ikke den, kan han så melde hende, og sætte et tvunget samvær igang.

Statsforvaltningen vil ikke gå ind i sagen fra starten, med mindre der er beviser for at deres frivillige aftale ikke fungerer - eller at de slet ikke kan nå til enighed.

Inden de når dertil, har hun muligheden for bare at forsvinde...

[måskemortiltre]

det er så uretfærdigt, at man ikke er i stand til at vægte barnets tarv først. En fars kærlighed er jo ikke mindre end en mors.

[Guest Sebastians-mor]

Det kan godt være der er lang behandlingstid, men er det ikke muligt at få lidt råd og vejledning om hvordan man står og hvordan man skal handle? Ellers kontakt en familieadvokat.

[Guest Mysse]

det er så uretfærdigt, at man ikke er i stand til at vægte barnets tarv først. En fars kærlighed er jo ikke mindre end en mors.

Vi er helt enige, hvilket er grunden til at jeg ikke selv bare kunne finde på at flytte til den anden ende af landet - uden at dette var drøftet med barnets far. Han har også ret til at være sammen med, og elske sin søn!

Det kan godt være der er lang behandlingstid, men er det ikke muligt at få lidt råd og vejledning om hvordan man står og hvordan man skal handle? Ellers kontakt en familieadvokat.

Rådet fra statsforvaltningen var kort fortalt, at han skulle se om det nu også endte med at hun forsvandt, at de fleste siger det, men ikke gør alvor af det...

[MissingLink]

Tillykke med kærligheden :loveshower

Mht drengen, moderen osv, så tænker jeg også om hun virkelig bare sådan kan forsvinde. Jeg kan hilse at sige, at det ikke bare sådan lige er så nemt at forsvinde- specielt ikke her i DK. Hun skal jo også have økonomi, arbejde osv til at hænge sammen. Der er altså reelt ikke særlig mange der er så "tåbelige" bare at rive alt op med rode, for det er både rigtig svært, rigtig dyrt og rigtig omfattende socialt. Når det er sagt, skal jeg da også nævne, at der selvfølgelig er undtagelser.

Det er ikke så nemt mere for mødre, at tage børnene fra deres fædre- faktisk uanset grunden. Og så lang tid synes jeg nu heller ikke man hører om at der går, før statsforvaltningen træffer en afgørelse- i hvert fald om samkvem. Og hvis hun ikke udleverer barnet, kommer hun i fogedretten og risikerer fængselsstraf. Der skal rigtig rigtig meget til, for at hun kan holde barnet fra sin far.

Under alle omstændigheder, så er det jo fuldstændig absurd for alle parter, både din "kæreste", hans søn og hende selv, at holde ægteskabet fast på dén måde :blink Forstår ikke helt hvad hun tror hun opnår ved det.

[frøkenlækkerrøv]

er der ikke også noget med at hvis man flytter en vis afstand fra den anden part (over 60 km?) skal man haveden andens underskrift på det først... Han kan jo også søge om forældremynddigheden så barnet kan blive i den by han plejer? pøj pøj med det hele- også kærligheden

[Guest Mysse]

Tillykke med kærligheden :loveshower

Mht drengen, moderen osv, så tænker jeg også om hun virkelig bare sådan kan forsvinde. Jeg kan hilse at sige, at det ikke bare sådan lige er så nemt at forsvinde- specielt ikke her i DK. Hun skal jo også have økonomi, arbejde osv til at hænge sammen. Der er altså reelt ikke særlig mange der er så "tåbelige" bare at rive alt op med rode, for det er både rigtig svært, rigtig dyrt og rigtig omfattende socialt. Når det er sagt, skal jeg da også nævne, at der selvfølgelig er undtagelser.

Det er ikke så nemt mere for mødre, at tage børnene fra deres fædre- faktisk uanset grunden. Og så lang tid synes jeg nu heller ikke man hører om at der går, før statsforvaltningen træffer en afgørelse- i hvert fald om samkvem. Og hvis hun ikke udleverer barnet, kommer hun i fogedretten og risikerer fængselsstraf. Der skal rigtig rigtig meget til, for at hun kan holde barnet fra sin far.

Under alle omstændigheder, så er det jo fuldstændig absurd for alle parter, både din "kæreste", hans søn og hende selv, at holde ægteskabet fast på dén måde :blink Forstår ikke helt hvad hun tror hun opnår ved det.

Det med at forsvinde, det var noget i samme stil statsforvaltningen havde svaret, at der skal meget til før en forældre gør alvor af sine trusler...

Og jeg forstår heller ikke hvad hun vil opnå ved at fastholde et ægteskab der er dødsdømt. Men hvis hun stadig har mange følelser for ham, så gør hun vel ALT hvad der står i hendes magt for at holde på ham. Og hvis hun er fast besluttet på at parterapi er vejen frem til at vinde ham tilbage, så har hun jo trukket i de tråde hun havde.

Min ex-mand gør jo noget i samme stil mod mig. Jeg er bare i den heldige situation at det er mig der tager vores barn med mig, så han har intet der kan holde mig som gidsel. Han kan kun trække tingene i langdrag ved ikke at skrive under på diverse papir med det samme.

er der ikke også noget med at hvis man flytter en vis afstand fra den anden part (over 60 km?) skal man haveden andens underskrift på det først... Han kan jo også søge om forældremynddigheden så barnet kan blive i den by han plejer? pøj pøj med det hele- også kærligheden

Den med de 60 km. har jeg ikke hørt om før. Det er værd at undersøge.

Der skal meget til før en far får forældremyndigheden. Som udgangspunkt får man fælles forældremyndighed, og barnet får lov til at bo hos mor.

1.000 tak for alle jeres søde svar. :kram

[Guest Mysse]

er der ikke også noget med at hvis man flytter en vis afstand fra den anden part (over 60 km?) skal man haveden andens underskrift på det først... Han kan jo også søge om forældremynddigheden så barnet kan blive i den by han plejer? pøj pøj med det hele- også kærligheden

Det var desværre hurtigt undersøgt :(

Hvis du ønsker at ændre din eller barnets bopæl, skal du meddele dette til den anden forælder senest 6 uger før flytningen. Dette gælder både, når I har fælles forældremyndighed, når du har forældremyndigheden alene, eller når du ikke har del i forældremyndigheden

Der er ingen regler for hvor langt du må flytte væk, så længe du varsler dette 6 uger før flytningen.

[Banshee]

Altså - hvis hun "går under jorden" så skal hun gøre det MEGET LÆNGE - for lige så snart hun "dukker op" så får han da den fulde forældremyndighed ;)

Hvis han går i skole/dagpleje eller andet, så vægter de MEGET højt at barnet kan blive det sted - og hvis faren bliver boende, er der faktisk en mulighed for at han kan få barnet.. Det er IKKE automatisk moren der skal tage barnet med, og han har jo LIGE så meget ret til at tage barnet med sig som hun har!

[Guest Mysse]

Altså - hvis hun "går under jorden" så skal hun gøre det MEGET LÆNGE - for lige så snart hun "dukker op" så får han da den fulde forældremyndighed ;)

Hvis han går i skole/dagpleje eller andet, så vægter de MEGET højt at barnet kan blive det sted - og hvis faren bliver boende, er der faktisk en mulighed for at han kan få barnet.. Det er IKKE automatisk moren der skal tage barnet med, og han har jo LIGE så meget ret til at tage barnet med sig som hun har!

Jeg tror ærligt ikke at hun har overvejet hvad det kræver at gå under jorden, og som du skriver, har hun ikke mange chancer når hun dukker op igen.

Selvom der bliver vægtet at barnet bliver det sted hvor barnet er vokset op, så er det stadig ikke særlig tit man hører at en far har fået bopælsretten, og slet ikke uden flere års tovtrækkeri.

Vi vælger at se tiden lidt an, se om hendes reaktion har været et desperat forsøg på at fastholde deres ægteskab ved at bruge det eneste "våben" der kunne ændre hans beslutning. Vi håber at hun hurtigt indser at det ikke er vejen frem, hverken for deres søn eller for deres fremtidig forhold.

Vi er begge enige om at det på sigt bliver os, at dette blot er endnu en forhindring vi skal overvinde. Så længe vi holder sammen, så skal det nok ende godt. Og når jeg skriver det, synes jeg det lyder meget naivt :rolleyes

[Nitzen1987]

Jeg kan ikke rigtig sige noget og rådgive dig...

Men kan fortælle at min mands ekskone har truet min mand med, at flytte til Sjælland (vi bor i Jylland) med hans børn. Og hun har også truet med at flytte til England med børnene.... Ingen af tingene er sket! Men ikke desto mindre er det noge p*s, når de truer sig til at få deres vilje - det vinder de jo ikke mandens kærlighed ved.... Håber at alting løser sig :kram

[Guest Mysse]

Jeg kan ikke rigtig sige noget og rådgive dig...

Men kan fortælle at min mands ekskone har truet min mand med, at flytte til Sjælland (vi bor i Jylland) med hans børn. Og hun har også truet med at flytte til England med børnene.... Ingen af tingene er sket! Men ikke desto mindre er det noge p*s, når de truer sig til at få deres vilje - det vinder de jo ikke mandens kærlighed ved.... Håber at alting løser sig :kram

Tak :kram

Overvejede han at kæmpe for at få børnene, så de kunne blive i nærmiljøet?

[Barbamama]

Jeg synes de andre piger har sagt alt det fornuftige, der skal siges, så jeg sender bare kram og håb:

:kram

Har aldrig prøvet at være den anden kvinde, men er selv gift med "den anden mand", og jeg tror personligt at kærligheden kan overvinde ALT. :goodluck

[Guest Mysse]

Jeg synes de andre piger har sagt alt det fornuftige, der skal siges, så jeg sender bare kram og håb:

:kram

Har aldrig prøvet at være den anden kvinde, men er selv gift med "den anden mand", og jeg tror personligt at kærligheden kan overvinde ALT. :goodluck

1.000 tak. Dejligt at høre at kærligheden endnu engang har vundet :7himmel

[Nitzen1987]

Tak :kram

Overvejede han at kæmpe for at få børnene, så de kunne blive i nærmiljøet?

Så langt tror jeg aldrig rigtig, at han nåede at tænke, fordi det kun blev ved truslerne. Men jeg er da ret sikker på at han ville have gjort indsigelser, hvis hun var flyttet med børnene - men han tog ikke hendes trusler alvorligt, fordi det ville blive alt for besværligt for ekskonen at flytte med børnene, på nuværende tidspunkt bor hun tæt på min mands forældre, så de hjælper rigtig meget med børnepasning. Ekskonen har ikke kørekort, så det er manden og mig, der henter og bringer børn hver anden weekend. Hvis hun flyttede til Sjælland skulle hun jo til at sende børnene med tog frem og tilbage. Derudover har hun ikke ret meget familie og den smule hun har gider ikke børnene, fordi de synes at de er for vilde (ekskonen opdrager efter fri-børneopdragelses-princippet) børnene er ikke vandt til at få sat grænser hos deres mor, så hvis de vil springe rundt i sofaen, så får de lov til det og det kan ekskonens familie altså ikke acceptere (og det kan manden og jeg og vores familie for den sags skyld heller ikke) Så manden var ikke rigtig bange for at hun ville gøre alvor af hendes trusler....

[Morpige]

Tillykke med din nye kærlighed :)

Hvis man prøver at se det fra hans kones side, så kan det være at hun stadig elsker ham. Hun ved måske ikke at han har en affære med dig og naturligvis er hendes første tanke at hun håber at parterapi kan hjælpe dem. For hun vil jo gerne holde sammen på hendes familie. Da hun naturligvis handler irrationelt fordi det er følelser på højeste plan, så truer hun med at tage sønnen. Det er ikke fordi hun ikke mener at manden er en god far, men blot fordi hun vil "trygle" ham til at blive.

Jeg tror det bedste I kan gøre er at din kæreste tager hjem til konen og sætter sig ned og fortæller at han holder af hende, men bare ikke har den slags følelser for hende mere og at han har forelsket sig i en anden (jeg tror ikke han skal sige at I har været sammen, kun at han nærer følelser for dig)

Så skal han spørge hende, hvordan ham og hende I fællesskab kan gøre det så godt som muligt så det ikke går ud over sønnemanden, for han elsker naturligvis både far og mor. F.eks. kan han foreslå at han "låner" sin dreng hver lørdag eftermiddag, indtil de finder en løsning. Så bliver det mere håndgribeligt og hun føler at hun har sønnen.

Men det der terapi, synes jeg at han skal droppe. Jeg har selv prøvet det og når man bare ønsker at modarbejde, så fører det intet med sig

[Guest Mysse]

Tillykke med din nye kærlighed :)

Hvis man prøver at se det fra hans kones side, så kan det være at hun stadig elsker ham. Hun ved måske ikke at han har en affære med dig og naturligvis er hendes første tanke at hun håber at parterapi kan hjælpe dem. For hun vil jo gerne holde sammen på hendes familie. Da hun naturligvis handler irrationelt fordi det er følelser på højeste plan, så truer hun med at tage sønnen. Det er ikke fordi hun ikke mener at manden er en god far, men blot fordi hun vil "trygle" ham til at blive.

Jeg tror det bedste I kan gøre er at din kæreste tager hjem til konen og sætter sig ned og fortæller at han holder af hende, men bare ikke har den slags følelser for hende mere og at han har forelsket sig i en anden (jeg tror ikke han skal sige at I har været sammen, kun at han nærer følelser for dig)

Så skal han spørge hende, hvordan ham og hende I fællesskab kan gøre det så godt som muligt så det ikke går ud over sønnemanden, for han elsker naturligvis både far og mor. F.eks. kan han foreslå at han "låner" sin dreng hver lørdag eftermiddag, indtil de finder en løsning. Så bliver det mere håndgribeligt og hun føler at hun har sønnen.

Men det der terapi, synes jeg at han skal droppe. Jeg har selv prøvet det og når man bare ønsker at modarbejde, så fører det intet med sig

Hun elsker ham, der hersker der ingen tvivl om - man kæmper jo ikke uden grund, og hun er i fuld gang med sin kamp for at bevare det hun gerne vil have. Og havde det været mig der stod i hendes sted, havde jeg sikkert også reageret og kæmpet - det gjorde jeg jo for mit eget ægteskab, indtil jeg erkendte at der ikke var nogen vej tilbage.

Da han fortalte at han ville skilles, var det netop ved at tage hjem og fortælle at han ikke har de følelser for hende, og har ikke haft dem i mange år.

Hun mener at parterapi vil kunne få ham til at finde de følelser frem, som han havde da de mødte hinanden, og da han sagde at han ikke troede at der var en fremtid, og at han ikke tror at han kan finde følelserne igen var kravet at de gik i parterapi, eller hun forsvandt med deres søn.

Nu er det kun tiden der kan fortælle hvordan hele denne situation ender, og jeg tror at det er kærligheden der sejre til sidst :biglove

[StineM]

Indrømmet.. Jeg skriver sent.

Jeg håber der er kommet styr på jeres situation og at I kan nyde hinanden i hverdagen. Ellers ville mit råd have været at tage imod parterapien. En parterapeut vil ikke kæmpe for alt i verden for at redde et forhold der ikke kan reddes, men til gengæld se på det enkelte forhold og råde de indvolverede parter. Jeg er sikker på at en parterapeut ville hjælpe med at få konen til at forstå hvor meget skade hun ville forvolde hos deres fælles søn, hvis hun gjorde alvor af sine trusler. Under alle omstændigheder ville det være gavnligt for hende at blive vejledt og hjulpet ind i hendes nye liv som alenemor. Ofte tror vi at vi kan klare alle kriser selv og ender derfor i en endnu større krise, og det er her psykisk sygdom og familietragedier kan opstå.

Som skrevet håber jeg at der er kommet styr på jeres situation, jeg håber bare at I også husker på hvor stort et chok det kan være for konen.

Hilsen en som selv har været den forsmåede kone.

[Guest Mysse]

Tak Stine for dit indslag.

Der er kommet ro over vores situation, men den er langt fra hvad vi forestillede os.

Jeg har stadig et forhold til manden. Vi har nogle faste aftaler om hvornår vi kan være sammen. De er nu indarbejdet i hver vores hverdag, og vi nyder vores tid sammen.

Han er fortsat sammen med sin kone. De gik til nogle enkelte timer parterapi, men det løb hurtigt ud i sandet. Han aflyste en gang, og hun de næste 2 og så blev der aldrig aftalt ny tid...

De lever nu under samme tag som to gode venner, der gør alt for deres fælles søn. De har ikke noget ægteskab, men får hverdagen til at fungere.

Dette er selvfølgelig ikke hvad vi havde drømt om, men det fungerer rigtig godt for os.

Alt i alt er jeg ikke klar til at have en ny mand boende. Min søn har godt af at finde sit nye liv inden der kommer en ny ind i hans liv.

Min parter (eller hvad jeg ny bør kalde ham) har sin søn lige så meget som han ønsker.

Om det er sådan vores forhold fortsætter med at være? Det er der ingen af os der tror...

På sigt vil mit behov for en fuldtidskæreste dukke op, han vil ikke kunne leve med sin kone for evigt, og vi har ikke den tid til at vedligeholde vores forhold som vi bør bruge. Spørgsmålet er hvilke forhindring vi støder på først, og det vil være afgørende for hvordan fremtiden bliver.

Lige nu nyder vi nuet, vi nyder de stunder vi har sammen.

[Guest B.C]

Har læst dit første indslag og sikke dog noget :(

det er rigtig godt at tænke på at leve i nuet og det er dejligt at det kan nydes. håber det bedste for jer :)

[Guest Mysse]

Egentlig fungerer det fint lige nu, og jeg kan ikke forestille mig at vi ændre på det så længe vi alle er rimelig tilfreds.

Men det er noget rod, og på et tidspunkt må en af os tage en beslutning som gør ondt, for vi bliver ikke ved på denne måde for evig.

[Pælargonie]

Han skal flytte fra den kone, og for sig selv, og først der, ser I om kærligheden mellem jer bærer.

Hun kan ikke flytte med sønnen på den måde, jo dte kan hun, men så brænder hun sine egne broer og ødelægger det for sig selv.

Han skal med det samme gå til statsforvaltningen, når han er flyttet, og de er ret hurtige til at stable et møde på benene, hvor man lave ren aftale som gælder indtil sagen endelig kommer for, og der er retningslinier nedfældet som hver især skal følge.

Hvis han fortsætter med at bo ved konen så tager han dig ved næsen.