Besvaret July 13, 2011 Har ikke læst hele tråden, så svarer bare på TS´ spørgsmål. Nej, jeg sætter ikke en ære i at føde uden smertelindring - hvorfor skulle jeg dog det? Er man en sejere mor/kvinde fordi man udsætter sig selv for smerte? Jeg fødte uden andet en lattergas og ilt de to første gange, ikke fordi jeg ikke ville have andet, men fordi det gik for hurtigt til at jeg kunne nå at få andet. Jeg født på hhv. 2 1/2 og 1 1/2 time fra første ve, så det gik hurtigt og specielt den sidste fødsel var slem! 3. gang blev jeg sat igang og der kunne derfor forberedes et forløb og jeg sagde ja tak til en epi denne gang. Veerne var længe om at komme, men da de først kom, gik det lige så hurtigt som 1. og 2. gang, så jeg var glad for at jeg var smertedækket. Jeg kunne ikke mærke det mindste niv og jeg havde et kæmpe overskud til at "være med", som jeg ikke havde de andre gange og det gjorde fødslen til en helt anden oplevelse. Det var SÅ surrealistisk, men rigtig dejligt at kunne følge med hele vejen og ikke være helt udmattet bagefter. Jeg ser ingen grund til at være specielt stolt over at føde uden smertelindring. Det er, for mig, et eller andet misforstået martyr-pjat... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)