Hvor længe bør man ha været sammen?

[Carcassonne]

Hej.

Hvor længe siden I at man bør havde været sammen, før man får børn?

Er selvfølgelig en individuel ting, men er da nysgerrig for folks holdninger.

[Guest Diden]

Det kommer meget an på de enkelte individder... Men noget andet er også var "etiketten" er, og ikke mindst andre folks meninger.. De fleste vælger - gudskelov - at se bort fra dem...

Jeg er personligt af den opfattelse at man skal prøve, så godt som man nu engang kan, være 100% sikker på at kunne give sit barn den optimale opvækst.. En mor, en far og ikke mindst et godt liv... Det er de færreste der ved det efter få uger eller måneder - og så igen, er der nogen af os der ved det, selv efter flere år?

Det "rigtige" svar er vel at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvornår man kan sætte et barn i verdenen.. Et andet svar er om man bør :)

[tornerose]

Min veninde blev gravid efter ret få mdr - planlagt! De er gode forældre. Jeg tangerer derimod mod de ca 8 år. Det er også alder, drømme, prioriteringer osv der spiller ind :)

[Banshee]

Kender mange med korte forhold, som bliver gravide og klarer det godt.. Ligesom mange unge også kan være gode forældre.

Mener mere det er psyke og overskud der skal være det afgørende :)

[Iben25]

Vi havde kendt hinanden i 3 mdr da jeg blev gravid første gang (ikke planlagt). Vi har i dag et dejligt forhold og jeg fortryder intet. Men jeg må da sige at jeg gerne ville ha nydt nyforelskelsen noget mere. Der er da også ting vi gerne ville ha gjort sammen inden der kom børn. Vi har f.eks aldrig været ude og rejse sammen alene. Da jeg blev gravid var jeg da slet ikke sikker på om vores forhold ville holde. Selvom vi boede sammen kendte vi jo dårligt nok hinanden. Så hvis jeg skal sige noget burde man nok ha kendt hinanden i lidt længere tid. Men det kan jo godt lade sig gøre. Og man må sige at man hurtigt lærer hinanden at kende når man bliver forældre sammen. :-)

Nu kan vi jo bare glæde os til at gøre alle de ting alene som vi ikke fik gjort, når vores børn er store.

[MLM]

Det kommer jo på jer, vi kender et par som har været sammen knap to år de har en søn på 13mdr er lige blevet gift og en ny på vej, tja måske det er hurtigt men de passer perfekt sammen og det kan man bare se :loveshower

Min mand og jeg var sammen i laaaang tid men inden, men man skal da bare gøre hvis man selv føler tiden er inde :loveshower

[Guest]

jeg tror det kommer an på, hvem man er som par. Jeg selv er på 8. år sammen med min mand, og vi har endnu ikke børn. Men det er nu heller ikke med vores gode vilje, da vi længe gerne ville blive forældre, der komme jo så yderligere til at gå en 35 mdr. da vi skal adoptere

[Amaryllis]

Vi planlagde barn, da vi havde været sammen i 1 år.

[TroldeMor]

Jeg tror også, som andre skriver, at det er en meget individuel ting....

Vi havde været sammen i snart 4 år da jeg blev gravid, og jeg er rigtig glad for at vi fik tid til at være sammen og opleve en masse alene, inden der kom en lille.....

[Miss-Mette]

Hej.

Hvor længe siden I at man bør havde været sammen, før man får børn?

Er selvfølgelig en individuel ting, men er da nysgerrig for folks holdninger.

I forummet "Graviditetestråde" er der blevet oprettet en tråd lignende denne, hvor vi har skrevet hvor lang tid vi havde været sammen med vores mænd/kæreste da vi blev gravide!

[Miss-Mette]

Det er meget individuelt hvor lang tid man "bør" have levet sammen, inden man forsøger sig med børn. Nogle par kan bare det der med at leve sammen, og andre kan bare ikke - børn eller ej! Man siger jo at der kommer en 3 års og 7 års krise, så måske man burde se dem an, før man sætter børn i verden. Manden og jeg har været sammen i 6 år og venter vores første til august, så vi tager selv lidt let på den såkaldte 7 års krise :P

[Tornfalk]

Det kommer vel også an på, hvor gammel man er, når man møder hinanden.

Personligt synes jeg, at man skal have været sammen nogle år.

Men hvis nu man er 32, når man møder drømmemanden, skal man så også vente nogle år?

Hvis man bare ved, at det er os to, og vi skal have børn, skal man så også vente nogle år?

Så mit svar må være, at det er meget individuelt :)

[Guest Mettemor]

Der er ingen garantier for parforholdet holder uanset om man har været sammen 4 uger før man bliver gravid eller 15 år.....så...who is really to judge? :)

[litri]

Jeg havde været sammen med min søns far i 2 år da jeg blev gravid, og vi gik fra hinanden da min søn blev 2 år.

Min kæreste og jeg Har været sammen et år, og har lige smidt pillerne. Men vi har i den tid vi har været sammen jo haft et barn. Og syntes nu det Er de fordel nu, for så ved jeg bedre det ikke er som sønnens far, der ikke magtede at være far alligevel.

[Hilde]

Da jeg blev gravid, havde vi været sammen i halvandet år, men vi havde kendt hinanden i tre et halvt år. Vi startede projekt baby rimelig hurtigt, men det var pga min alder, og fordi vi vidste, at vi skulle i behandling for at have en chance for at få et barn sammen. Udover det var vi også sikre på, at det bare er os to :loveshower :biglove :loveyou

[Tina80]

Vi havde været sammen i 8 år før jeg blev gravid med vores første barn.

[Luller01]

Nu håber jeg ikke, at det bliver taget ilde op, men i min ydmyge mening betyder tid sammen en masse uanset alder, omstændigheder mv.

Man kan selvfølgelig finde nogle gode eksempler på, at folk får et fantastisk samliv, selvom de kun har kendt hinanden i 3 måneder før de blev gravide. Man kan tilsvarende finde eksempler på folk, der går fra hinanden, selvom de har været sammen i mange år, inden de får børn. De gode og dårlige eksempler findes - det er klart.

Men, når det er sagt, så betyder tid altså en masse. Jeg vil mene, at jo yngre man er, jo mere tid har man behov for at bruge sammen med en partner, før end man går igang med at lave børn sammen. Det er ikke pga. alderen som sådan, men pga. de omstædigheder der følger med, når man er meget ung. Men er selv inde i en rivende udvikling, man er højst sandsynlig ikke "etableret" (træls ord, men i ved, hvad jeg mener..) Men har selv brug for tid og rum til udvikling. Senere i livet er man sikkert længere i sin egen udvikling, og har derfor et mere klart billede af, hvad man selv vil og ikke vil. Men selv der, er der behov for at være sammen med et andet menneske i en rum tid, førend man ved, hvad man "går ind til". Det kræver lidt tid at lære hinanden at kende. Hvordan reagerer personen på stress, pressede situationer, på ferie, i festlig lag osv. osv. Kan man bo sammen? Er der vaner, som irriterer voldsomt, og som gør samlivet svært? Hvordan udvikles det intime liv over tid? Hvordan har man det med vedkommendes familie (og ja, det betyder en masse, bare se på de mange indlæg i smalltalk mv.) Der er mange mange ting, som man bør bruge lidt tid på at "undersøge" eller afprøve ved hinanden, inden man får børn sammen. HVIS altså intentionen er, at man vil have børn sammen med den person, man gerne vil leve sammen med fremover. Nogle tænker slet ikke sådan, og de har jo en helt anden opfattelse end mig. Og det er helt ok altså :)

Jeg kan ikke sætte tid på. Nogen vil være hurtige til at finde ud af, om man kan leve sammen - andre er længere tid om det. Jeg er på ingen måde moralist. Men jeg mener, at den danske skilsmisserate viser, at der kan være udfordringer ved den måde, vi lever sammen på, eller de forudsætninger vi bliver gift på baggrund af. Igen går jeg ud fra, at meningen er at man vil leve sammen "for evigt", når man bliver gift, og at man ikke har lyst til at blive skilt. Jeg er helt med på, at det kan være det bedste i mange tilfælde - men det har altså også store omkostninger for den enkelte, og for eventuelle børn..

Jeg sætter på ingen måde lighedstegn mellem tiden man har kendt hinanden, og sandsynligheden for skilsmisse - det har jeg slet ikke belæg for. Men jeg tænker, at der godt kan være en sammenhæng.

Det var en meget lang forklaring, uden ret meget svar på spørgsmålet "Hvor længe bør man ha' været sammen?". Og der er jo heller ikke noget "bør", tænker jeg. Det er meget forskelligt, men dog er det en grundlæggende god ide, at det ikke er en "impulshandling" sådan generelt.

Jeg ville faktisk svare for længe siden, da tråden kom frem, men jeg har veget tilbage af skræk for at træde nogen over tæerne. Det håber jeg ikke, at jeg har gjort.. Jeg er helt med på, at verden ikke er sort eller hvid - det håber jeg også, at min kommentar bærer præg af.

:balloons

[Hilde]

Nu håber jeg ikke, at det bliver taget ilde op, men i min ydmyge mening betyder tid sammen en masse uanset alder, omstændigheder mv.

Man kan selvfølgelig finde nogle gode eksempler på, at folk får et fantastisk samliv, selvom de kun har kendt hinanden i 3 måneder før de blev gravide. Man kan tilsvarende finde eksempler på folk, der går fra hinanden, selvom de har været sammen i mange år, inden de får børn. De gode og dårlige eksempler findes - det er klart.

Men, når det er sagt, så betyder tid altså en masse. Jeg vil mene, at jo yngre man er, jo mere tid har man behov for at bruge sammen med en partner, før end man går igang med at lave børn sammen. Det er ikke pga. alderen som sådan, men pga. de omstædigheder der følger med, når man er meget ung. Men er selv inde i en rivende udvikling, man er højst sandsynlig ikke "etableret" (træls ord, men i ved, hvad jeg mener..) Men har selv brug for tid og rum til udvikling. Senere i livet er man sikkert længere i sin egen udvikling, og har derfor et mere klart billede af, hvad man selv vil og ikke vil. Men selv der, er der behov for at være sammen med et andet menneske i en rum tid, førend man ved, hvad man "går ind til". Det kræver lidt tid at lære hinanden at kende. Hvordan reagerer personen på stress, pressede situationer, på ferie, i festlig lag osv. osv. Kan man bo sammen? Er der vaner, som irriterer voldsomt, og som gør samlivet svært? Hvordan udvikles det intime liv over tid? Hvordan har man det med vedkommendes familie (og ja, det betyder en masse, bare se på de mange indlæg i smalltalk mv.) Der er mange mange ting, som man bør bruge lidt tid på at "undersøge" eller afprøve ved hinanden, inden man får børn sammen. HVIS altså intentionen er, at man vil have børn sammen med den person, man gerne vil leve sammen med fremover. Nogle tænker slet ikke sådan, og de har jo en helt anden opfattelse end mig. Og det er helt ok altså :)

Jeg kan ikke sætte tid på. Nogen vil være hurtige til at finde ud af, om man kan leve sammen - andre er længere tid om det. Jeg er på ingen måde moralist. Men jeg mener, at den danske skilsmisserate viser, at der kan være udfordringer ved den måde, vi lever sammen på, eller de forudsætninger vi bliver gift på baggrund af. Igen går jeg ud fra, at meningen er at man vil leve sammen "for evigt", når man bliver gift, og at man ikke har lyst til at blive skilt. Jeg er helt med på, at det kan være det bedste i mange tilfælde - men det har altså også store omkostninger for den enkelte, og for eventuelle børn..

Jeg sætter på ingen måde lighedstegn mellem tiden man har kendt hinanden, og sandsynligheden for skilsmisse - det har jeg slet ikke belæg for. Men jeg tænker, at der godt kan være en sammenhæng.

Det var en meget lang forklaring, uden ret meget svar på spørgsmålet "Hvor længe bør man ha' været sammen?". Og der er jo heller ikke noget "bør", tænker jeg. Det er meget forskelligt, men dog er det en grundlæggende god ide, at det ikke er en "impulshandling" sådan generelt.

Jeg ville faktisk svare for længe siden, da tråden kom frem, men jeg har veget tilbage af skræk for at træde nogen over tæerne. Det håber jeg ikke, at jeg har gjort.. Jeg er helt med på, at verden ikke er sort eller hvid - det håber jeg også, at min kommentar bærer præg af.

:balloons

Jeg tror ikke, at du træder nogen over tæerne. Du har en mening, og den tror jeg, de fleste kan følge dig i! :balloons

[HenrietteBuchvaldt]

Det er der ingen regler for i min verden... For hvis man som par mener man er klar efter en måned, kan det lige så vel være fornuftigt og holde som nogen der har været sammen i 15 år ;)

[SandersMor]

Er enig i at det er meget individuelt. Vi havde været sammen i 2 år inden vi blev gravide med vores søn, det havde ikk noget at gøre med hvor længe vi havde været sammen, men mere fordi vi følte at nu skulle det være :-)

Har en veninde der lige er blevet gravid, som har været sammen med kæresten i 11 mdr, det er bare så rigtigt for dem og lige tiden til det nu. Så igen, synes det er meget individuelt :-)

[Susanne]

Nu håber jeg ikke, at det bliver taget ilde op, men i min ydmyge mening betyder tid sammen en masse uanset alder, omstændigheder mv.

Man kan selvfølgelig finde nogle gode eksempler på, at folk får et fantastisk samliv, selvom de kun har kendt hinanden i 3 måneder før de blev gravide. Man kan tilsvarende finde eksempler på folk, der går fra hinanden, selvom de har været sammen i mange år, inden de får børn. De gode og dårlige eksempler findes - det er klart.

Men, når det er sagt, så betyder tid altså en masse. Jeg vil mene, at jo yngre man er, jo mere tid har man behov for at bruge sammen med en partner, før end man går igang med at lave børn sammen. Det er ikke pga. alderen som sådan, men pga. de omstædigheder der følger med, når man er meget ung. Men er selv inde i en rivende udvikling, man er højst sandsynlig ikke "etableret" (træls ord, men i ved, hvad jeg mener..) Men har selv brug for tid og rum til udvikling. Senere i livet er man sikkert længere i sin egen udvikling, og har derfor et mere klart billede af, hvad man selv vil og ikke vil. Men selv der, er der behov for at være sammen med et andet menneske i en rum tid, førend man ved, hvad man "går ind til". Det kræver lidt tid at lære hinanden at kende. Hvordan reagerer personen på stress, pressede situationer, på ferie, i festlig lag osv. osv. Kan man bo sammen? Er der vaner, som irriterer voldsomt, og som gør samlivet svært? Hvordan udvikles det intime liv over tid? Hvordan har man det med vedkommendes familie (og ja, det betyder en masse, bare se på de mange indlæg i smalltalk mv.) Der er mange mange ting, som man bør bruge lidt tid på at "undersøge" eller afprøve ved hinanden, inden man får børn sammen. HVIS altså intentionen er, at man vil have børn sammen med den person, man gerne vil leve sammen med fremover. Nogle tænker slet ikke sådan, og de har jo en helt anden opfattelse end mig. Og det er helt ok altså :)

Jeg kan ikke sætte tid på. Nogen vil være hurtige til at finde ud af, om man kan leve sammen - andre er længere tid om det. Jeg er på ingen måde moralist. Men jeg mener, at den danske skilsmisserate viser, at der kan være udfordringer ved den måde, vi lever sammen på, eller de forudsætninger vi bliver gift på baggrund af. Igen går jeg ud fra, at meningen er at man vil leve sammen "for evigt", når man bliver gift, og at man ikke har lyst til at blive skilt. Jeg er helt med på, at det kan være det bedste i mange tilfælde - men det har altså også store omkostninger for den enkelte, og for eventuelle børn..

Jeg sætter på ingen måde lighedstegn mellem tiden man har kendt hinanden, og sandsynligheden for skilsmisse - det har jeg slet ikke belæg for. Men jeg tænker, at der godt kan være en sammenhæng.

Jeg er meget enig i det markeret med rødt. Jeg synes ikke man kan sige, at der er en minimumsgrænse for hvor længe man bør have været sammen, men jeg tror den falder med alderen :)

Jo ældre man er, jo mere har man prøvet og jo bedre kender man sig selv, sine reaktionsmønstre, ønsker til livet, parforholdet og kærligheden og jo hurtigere tror jeg man kan vurdere om det er 'den rigtige' man har fundet.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan holde selvom man møder hinanden som meget unge, men jeg tror sandsynligheden er mindre.

Det hele handler om mavefornemmelse og hvad der føles rigtigt og ikke hvad 'alle andre' forventer! :)

[Guest Diden]

Jeg er meget enig i det markeret med rødt. Jeg synes ikke man kan sige, at der er en minimumsgrænse for hvor længe man bør have været sammen, men jeg tror den falder med alderen :)

Jo ældre man er, jo mere har man prøvet og jo bedre kender man sig selv, sine reaktionsmønstre, ønsker til livet, parforholdet og kærligheden og jo hurtigere tror jeg man kan vurdere om det er 'den rigtige' man har fundet.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan holde selvom man møder hinanden som meget unge, men jeg tror sandsynligheden er mindre.

Det hele handler om mavefornemmelse og hvad der føles rigtigt og ikke hvad 'alle andre' forventer! :)

Også enig her :) Trods at jeg er et eksempel på udtalelsen :P

[Lauritzen]

Nu håber jeg ikke, at det bliver taget ilde op, men i min ydmyge mening betyder tid sammen en masse uanset alder, omstændigheder mv.

Man kan selvfølgelig finde nogle gode eksempler på, at folk får et fantastisk samliv, selvom de kun har kendt hinanden i 3 måneder før de blev gravide. Man kan tilsvarende finde eksempler på folk, der går fra hinanden, selvom de har været sammen i mange år, inden de får børn. De gode og dårlige eksempler findes - det er klart.

Men, når det er sagt, så betyder tid altså en masse. Jeg vil mene, at jo yngre man er, jo mere tid har man behov for at bruge sammen med en partner, før end man går igang med at lave børn sammen. Det er ikke pga. alderen som sådan, men pga. de omstædigheder der følger med, når man er meget ung. Men er selv inde i en rivende udvikling, man er højst sandsynlig ikke "etableret" (træls ord, men i ved, hvad jeg mener..) Men har selv brug for tid og rum til udvikling. Senere i livet er man sikkert længere i sin egen udvikling, og har derfor et mere klart billede af, hvad man selv vil og ikke vil. Men selv der, er der behov for at være sammen med et andet menneske i en rum tid, førend man ved, hvad man "går ind til". Det kræver lidt tid at lære hinanden at kende. Hvordan reagerer personen på stress, pressede situationer, på ferie, i festlig lag osv. osv. Kan man bo sammen? Er der vaner, som irriterer voldsomt, og som gør samlivet svært? Hvordan udvikles det intime liv over tid? Hvordan har man det med vedkommendes familie (og ja, det betyder en masse, bare se på de mange indlæg i smalltalk mv.) Der er mange mange ting, som man bør bruge lidt tid på at "undersøge" eller afprøve ved hinanden, inden man får børn sammen. HVIS altså intentionen er, at man vil have børn sammen med den person, man gerne vil leve sammen med fremover. Nogle tænker slet ikke sådan, og de har jo en helt anden opfattelse end mig. Og det er helt ok altså :)

Jeg kan ikke sætte tid på. Nogen vil være hurtige til at finde ud af, om man kan leve sammen - andre er længere tid om det. Jeg er på ingen måde moralist. Men jeg mener, at den danske skilsmisserate viser, at der kan være udfordringer ved den måde, vi lever sammen på, eller de forudsætninger vi bliver gift på baggrund af. Igen går jeg ud fra, at meningen er at man vil leve sammen "for evigt", når man bliver gift, og at man ikke har lyst til at blive skilt. Jeg er helt med på, at det kan være det bedste i mange tilfælde - men det har altså også store omkostninger for den enkelte, og for eventuelle børn..

Jeg sætter på ingen måde lighedstegn mellem tiden man har kendt hinanden, og sandsynligheden for skilsmisse - det har jeg slet ikke belæg for. Men jeg tænker, at der godt kan være en sammenhæng.

Det var en meget lang forklaring, uden ret meget svar på spørgsmålet "Hvor længe bør man ha' været sammen?". Og der er jo heller ikke noget "bør", tænker jeg. Det er meget forskelligt, men dog er det en grundlæggende god ide, at det ikke er en "impulshandling" sådan generelt.

Jeg ville faktisk svare for længe siden, da tråden kom frem, men jeg har veget tilbage af skræk for at træde nogen over tæerne. Det håber jeg ikke, at jeg har gjort.. Jeg er helt med på, at verden ikke er sort eller hvid - det håber jeg også, at min kommentar bærer præg af.

:balloons

Det er jeg meget enig med dig i.

Og så synes jeg man skal lytte til sin mavefornemmelse. Sådan rigtig mærke efter,, Jeg har fra jeg var 19-24 år sammen med en, vi købte hus sammen und alles. Men når spørgsmålet faldt på børn undveg jeg altid. Så skulle jeg være færdig med min uddannelse, så skulle jeg have et godt job - gøre karriere osv. Jeg havde en masse gode undskyldninger for, hvorfor jeg ikke havde lyst til at skulle have børn, hvilket han MEGET gerne ville. I bund og grund viste jeg egentlig godt, at han ikke var den rette, jeg ville bare ikke indrømme det over for mig selv. Så er du i tvivl, så lad være.. I mange år havde jeg ikke lyst til at skulle have børn, men da jeg mødte min mand ændrede jeg lige så stille holdning. Først til, hvis jeg nu skulle blive gravid, ville det ikke være jordens undergang til, hvis jeg skulle have børn så skulle det værre med ham, til han skal være far til mine børn..

En anden ting jeg synes man skal tage med i sine overvejelser er, om man tror man ville kunne have et fornuftigt forhold til vedkommende efter et brud? Ville du have lyst til det? Når man får et barn sammen er man for altid en del af hinanden liv, og man, efter min mening, skylder sine børn at have et godt forhold til den anden forælder uanset hvad.

[ennas123]

vi havde været sammen i 7 år før vi fik vores søn (planlagt)

[Mistel]

Tja, jeg har kendt min mand i 2½ år og på næste lørdag skal vi giftes. Derefter går projekt baby igang. Hvis jeg ikke havde min alder imod mig (37) ville jeg nok vente lidt. Men omvendt så ved jeg, at denne mand altid vil være den allerbedste far for mit barn - uanset om ægteskabet skulle holde eller ej. Så jeg er helt tryg ved at stifte familien med ham. Måske er det en måde at anskue problematikken på?