Hvad gør i hvis

[Guest]

Har i tænkt over, hvad i vil gøre, hvis det ikke lykkes at blive gravid på naturlig måde?

Oftes hedder det jo så en tur gennem behandling, men hvad så hvis det heller ikke lykkes? og hvor længe ville i være villig til at forsøge?

Hvad ville i gøre, hvis i fik af vide, at der slet ikke var noget at komme efter, og i ikke selv kunne få børn? Vil det hedde adoption eller et liv uden børn?

Jeg ved ikke om emnet har været oppe før. Men synes egentlig det er et emne, som er hårdt at snakke om, men også noget, som man skal tage stilling til.

Alstå for mit eget vedkomne, så er folk herinde jo ikke i tvivl, om hvad min mand og jeg har valgt. Vi står som urfrivillige barnløse, og har taget valget at adoptere. Vi har selv fravalgt behandling af flere årsageer, men bl.a. pga at jeg ikke tåler hormoner.

For os er drømmen om et barn så stort, at det ikke betyder noget om det er biologisk eller ej. Vi vil bare gerne kunne fylde vores hjem med barnelatter og kærlighed. Have nogle af vores værelser fyldt med legetøj og barneglæde.

For os har muligheden for at lave et liv uden børn da været på tale, og jeg har selv haft en periode, hvor jeg mente, at jeg ikke ville have børn, men er sikker på, at det handlede om at beskytte mig selv, fordi jeg ubevidst godt vidste, at det ikke ville blive en naturlig ting at få for mig.

Jeg havde også sagt til min mand, at vi skulle have en back up plan, hvis ikke vi selv kunne lave børn. -> noget der igen fortæller mig, at jeg har ubevist vidst, at jeg íkke kunne få børn.

Men har i andre gjort jer overvejelser om, hvad der skal ske videre, hvis ikke det lykkes på egen hånd, at få de ønskede børn??

[Girl Next Door]

Så langt kan og vil jeg slet ik tænke endnu. Jeg VED jeg kan blive gravid, og ved at jeg nok skal blive det en dag, og før vi har kæmpet alt det vi kan for det lykkes, vil jeg ik tænke i andre baner. Lige nu vil adoption slet ik være på tale, og skulle jeg svare lige nu, vil jeg ikke adoptere. Det kan være situationen ser anderledes ud hvis man efter MANGE års kamp ikke var blevet gravid endnu. Men lige nu er vi nærmest kun lige begyndt, og jeg er sikker på jeg nok skal blive gravid en dag :)

[Ezri]

Vores babyplaner er ikke rigtig gået i gang endnu, så jeg ved faktisk ikke om det vil være svært for os at få børn. Men for os er det helt klart at vi vil have børn på enten det ene eller den anden måde. Naturligvis vil vi gå i behandling, hvis jeg ikke kan blive gravid på naturlig vis. Men kan det ikke lade sig gøre, vil vi helt sikkert adoptere. Vi vil have børn og om de kommer med storken eller eller vi selv skal hente dem hjem med et fly gør ikke så meget. Som du selv har skrevet flere steder, så bærer du dit barn i hjertet, og for mig et det, det eneste vigtige. Jeg har selvfølgelig en biologisk trang til at skabe og bære mit eget barn, men jeg vil ikke være i tvivl om, at vi skulle adoptere, hvis vi ikke selv kunne få børn.

[Guest]

MIn tanker er også, at jeg ubevist har vidst siden, at jeg var teenager, at jeg ikke kunne få børn, for ellers ville jeg jo ikke altid have sagt, at der skulle være en back up plan, hvis det ikke lykkes på egen hånd.

[Solvej99]

Hvis jeg ikke kunne få børn på egen hånd, så ville jeg i første omgang vælge behandling. Hvis det efter mange år ikke lykkedes og jeg begyndte at opgive, så ville jeg helt klart vælge adoption. Jeg ville ALDRIG vælge et liv uden børn. Jeg har hele mit liv vidst at jeg skulle være mor og det er det jeg altid har glædet mig allermest af alt til at opleve.

Så jeg ville klart vælge et liv MED børn, om de så skulle komme med :stork eller med :adopt

[Guest]

Egentlig vil jeg ikke tænke så langt pt., da jeg jo for 1½ md siden stod med en positiv test - nu ved jeg at jeg kan blive gravid og dermed håber/tror på at det kan jeg også igen.

Det handler bare om tid og at den næste graviditet holder de 9 mdr. Uanset om det blir naturligt eller behandling, så tror jeg på at vi nok skal få vores ønskebarn.

Men vi har haft nået at tag snakken om adoption og det kommer ikke på tale her - dette har min mand sagt stor nej til og med tiden er det også sådan, at det er ikke noget jeg har lyst til - nok fordi at jeg mener at jeg nok skal få et barn ved at blive gravid...

Det blev nok lidt rodet - men jeg ved heldigvis hvad jeg selv mener.

[tsecret]

Vi har såvidt luftet snakken herhjemme.

Jeg ville klart vælge at adoptere, men manden siger nej. Så først når alle andre muligheder er udtømt vil jeg forsøge at overtale ham til det...

[Guest Diden]

Det er ikke noget vi har snakket om som sådan, men min holdning er at vi kæmper alt hvad vi kan i første omgang.

Viser det sig senere hen (her tænker jeg en 1-3 år) at vi kun kan komme videre vha. homoner osv. tager vi den lidt til den tid.. Jeg tror at når vi dertil hvor den eneste mulighed vi har er at adoptere sker det ikke..

[Barbamama]

Hvis jeg ikke kunne få børn på egen hånd, så ville jeg i første omgang vælge behandling. Hvis det efter mange år ikke lykkedes og jeg begyndte at opgive, så ville jeg helt klart vælge adoption. Jeg ville ALDRIG vælge et liv uden børn. Jeg har hele mit liv vidst at jeg skulle være mor og det er det jeg altid har glædet mig allermest af alt til at opleve.

Så jeg ville klart vælge et liv MED børn, om de så skulle komme med :stork eller med :adopt

Ditto, bortset fra at jeg i en periode har tvivlet på, om jeg ville have børn. Er dog på ingen måde i tvivl nu! :)

[Hilde]

Vi valgte jo behandlingen...men chancerne var meget små for at det skulle lykkedes. Hvis det ikke var gået med min kærestes sæd, havde vi valgt donor-sæd.

Snakken om et barnløst liv har også været der, men det vil ingen af os.

Jeg ville helt klart sige ja til en adoption, hvis der ikke havde været andre muligheder. Min kæreste var lidt tilbageholdende med at udtale sig, men hvis det havde været den eneste mulighed for ham at blive far, havde han sikkert også sagt ja til det...

Vi har så været så heldige, at det imod alle oddsene alligevel lykkedes os at blive gravid med hans eget sæd :loveshower

[MissingLink]

Behandling er desværre heller ikke en mulighed for mig pga hormonerne. Jeg ville til hver en tid vælge adoption- desværre er det heller ikke en mulighed, da jeg af helbredsmæssige årsager aldrig ville blive godkendt.

Nu har jeg jo været så heldig, at få en dejlig datter, trods lægens påstand om, at jeg ikke ville blive gravid og gennemføre en graviditet på normal vis. Og sørme om jeg ikke er så heldig, at det ser ud til at lykkes igen :loveshower

Men ellers må jeg indrømme, at jeg havde nogenlunde accepteret et liv uden egne børn, og var ok med det- jeg havde jo trods alt en bonus :) men jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig, og kan i dag ikke forstille mig et liv uden mine dejlige unger- bonus og egne :loveshower

[mille1981]

Vi har taget snakken, og ingen af os ønsker at adoptere. Manden har 2 børn i forvejen, så vi har børn, selvom det dog kun er i weekender og ferier.

Første skridt for os nu hvor jeg er ved at være færdig med min HD er, at jeg skal tabe mig, og så se om det ikke hjælper på projektet. Gør det ikke det, tror jeg vi giver hormonerne en chance. Lykkes det heller ikke, tror jeg vi dropper tanken om fælles børn. Manden har sagt, at han højst vil være 38 når/hvis jeg bliver gravid, så vi har pt. 3 år til at få projektet til at lykkes i...

Jeg har aldrig været 100 % sikker på jeg skulle have børn, men nu hvor jeg bliver ældre vil jeg dog gerne. Men det er ikke et must for mig at få børn.

[Miss_matilde]

Inden vi nåede dertil hvor projekt baby startede - havde vi fået af vide vi skulle komme retur til lægen NÅR vi ville i gang. For med min krop og den voldsomme pco - så ville det ikke ske naturligt.

Allerede der nævnede manden første gang adoption - og jeg afviste blankt. Det gør jeg stadig idag her på sjette behandlingsår.. og vil fortsæt gøre det.

Jeg vil aldrig nogensinde få følelsen af at det er "mit" barn - og allerede der ses svaret på det... det skal jeg ikke byde noget barn.

At jeg så heller aldrig vil blive godkendt pga min krop mv. er noget andet.

Vi kæmper stadig.. og bliver ved! Hvis først man begynder og opgive - så kan man ligeså godt lade være. Og jeg vil ikke leve et liv uden børn.

[Barbamama]

Nu har vi ikke snakket i detaljer om det herhjemme (håber da at det slet ikke bliver aktuelt :P ) men hvis vi får svært ved at undfange, så tror jeg faktisk at jeg relativt hurtigt vil begynde at kigge på adoption. Jeg ville nok forsøge behandling, men ikke ret længe.

Jeg har ikke lyst til at fylde min krop med hormoner og blive skuffet gang på gang hver måned, og tænke, at hvis jeg endelig blev gravid, så ville der være høje risici for at jeg mistede barnet eller sådan noget... Og nu hvor man skal betale behandlingen selv, så skal man jo punge ud med noget uanset hvad. Jeg ved ikke lige hvordan priserne på henholdsvis adoption og behandling er, men jeg tænker, at med adoption, der er man da rimelig "sikker" hvis man først er godkendt, mens man ved behandlinger kan proppe uendelige portioner penge uden at være garanteret at det nogensinde lykkes.

Og selvom jeg synes et adoptivbarn er 100% lige så meget ens eget barn, som hvis man havde født det selv, så har jeg det bedre med at vores børn enten er knyttet til os BEGGE biologisk eller at det ikke er knyttet til NOGEN AF OS biologisk. Det kan godt være, at det lyder fjollet, men jeg har det svært ved tanken om donorsæd og donoræg, fordi jeg tænker at donorsæd ville føles som om at jeg havde fået et barn med en anden mand, og med donoræg at barnet alligevel var biologisk mere tilknyttet sin far end sin mor. Det kan sagtens være, at disse følelser vil ændre sig, hvis vi kommer i situationen, men umiddelbart nu, så vil jeg helst være helt "på lige fod" med manden. :)

[Susse]

Nu har vi ikke snakket i detaljer om det herhjemme (håber da at det slet ikke bliver aktuelt :P ) men hvis vi får svært ved at undfange, så tror jeg faktisk at jeg relativt hurtigt vil begynde at kigge på adoption. Jeg ville nok forsøge behandling, men ikke ret længe.

Jeg har ikke lyst til at fylde min krop med hormoner og blive skuffet gang på gang hver måned, og tænke, at hvis jeg endelig blev gravid, så ville der være høje risici for at jeg mistede barnet eller sådan noget... Og nu hvor man skal betale behandlingen selv, så skal man jo punge ud med noget uanset hvad. Jeg ved ikke lige hvordan priserne på henholdsvis adoption og behandling er, men jeg tænker, at med adoption, der er man da rimelig "sikker" hvis man først er godkendt, mens man ved behandlinger kan proppe uendelige portioner penge uden at være garanteret at det nogensinde lykkes.

Og selvom jeg synes et adoptivbarn er 100% lige så meget ens eget barn, som hvis man havde født det selv, så har jeg det bedre med at vores børn enten er knyttet til os BEGGE biologisk eller at det ikke er knyttet til NOGEN AF OS biologisk. Det kan godt være, at det lyder fjollet, men jeg har det svært ved tanken om donorsæd og donoræg, fordi jeg tænker at donorsæd ville føles som om at jeg havde fået et barn med en anden mand, og med donoræg at barnet alligevel var biologisk mere tilknyttet sin far end sin mor. Det kan sagtens være, at disse følelser vil ændre sig, hvis vi kommer i situationen, men umiddelbart nu, så vil jeg helst være helt "på lige fod" med manden. :)

jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv... Er fuldstendig enig med dig...

[Guest]

Nu har vi ikke snakket i detaljer om det herhjemme (håber da at det slet ikke bliver aktuelt :P ) men hvis vi får svært ved at undfange, så tror jeg faktisk at jeg relativt hurtigt vil begynde at kigge på adoption. Jeg ville nok forsøge behandling, men ikke ret længe.

Jeg har ikke lyst til at fylde min krop med hormoner og blive skuffet gang på gang hver måned, og tænke, at hvis jeg endelig blev gravid, så ville der være høje risici for at jeg mistede barnet eller sådan noget... Og nu hvor man skal betale behandlingen selv, så skal man jo punge ud med noget uanset hvad. Jeg ved ikke lige hvordan priserne på henholdsvis adoption og behandling er, men jeg tænker, at med adoption, der er man da rimelig "sikker" hvis man først er godkendt, mens man ved behandlinger kan proppe uendelige portioner penge uden at være garanteret at det nogensinde lykkes.

Og selvom jeg synes et adoptivbarn er 100% lige så meget ens eget barn, som hvis man havde født det selv, så har jeg det bedre med at vores børn enten er knyttet til os BEGGE biologisk eller at det ikke er knyttet til NOGEN AF OS biologisk. Det kan godt være, at det lyder fjollet, men jeg har det svært ved tanken om donorsæd og donoræg, fordi jeg tænker at donorsæd ville føles som om at jeg havde fået et barn med en anden mand, og med donoræg at barnet alligevel var biologisk mere tilknyttet sin far end sin mor. Det kan sagtens være, at disse følelser vil ændre sig, hvis vi kommer i situationen, men umiddelbart nu, så vil jeg helst være helt "på lige fod" med manden. :)

åhh mette du får det beskrevet så godt, og jeg er fuldstændig enig med dig. Og angående økonomien, så tror jeg som dig, at det ender med at blive dyrer at være i flere års behandling end at adoptere, også selv om det at få barn jo ikke skal opgøres i penge. Men det må jo være noget, folk skal gøre op med dem selv, om de har råd til begge dele, hvis ikke behandlingen lykkes, nu hvor der er blevet brugerbetaling på behandlingen.

[majse86]

Puha... det er min store frygt.

Vi er ret dårligt stillet, så hvis vi ikke kan blive gravide selv, har vi meget få muligheder :( Jeg ville selvfølgelig (i min verden) prøve behandling, såfremt at jeg ville kunne få et lån til det - dette er dog tvivlsomt, da jeg står med udsigt til at blive førtidspensionist og at min kæreste desværre har meget svært ved at finde arbejde i disse tider. Der er intet at finde for en med den uddannelse efter Lindøs lukning her på Fyn. Og indtil videre har han kun kunne finde vikar arbejde og det er der ikke de store penge i. Adoption er desværre ikke en mulighed for os, pga. min sygdom :( Så jeg håber og vælger at tænke positivt. Jeg har allerede nu, planlagt at jeg VIL blive gravid her i Juni, så nu må vi se om det kommer til at ske, eller om jeg skal rykke det til Juli :badgirl :oops Men da jeg forsøger at leve mit liv efter princippet "tanker skaber" bliver jeg nødt til at gøre som jeg gør, hi hi ^_^ Håber og vælger at sige at alt er helt normalt. Heldigvis har jeg ægløsning og en ret normal cyklus lige fra P-pille stop og frem til nu (3 måneder) og projektet går i gang i 4. cyklus efter P-pille stop. Så foreløbig ser det ikke helt håbløst ud.

[Guest Majkat]

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg gerne ville i behandling eller adoptere hvis jeg ikke selv kunne få børn. Da min mand og jeg gik igang med projekt baby tog vi også en snak om det og han er helt enig med mig.

Vi har dog fået 2 børn uden hjælp, så nødplanen bliver ikke aktuel.

[Carcassonne]

Hvis vi ikke kunne få børn ville vi vælge adoption :) Vi har talt om det.

Jeg har muligvis arvelige celler til kræft, og den gang vi sku' ha testet det var vi allerede langt inde i at hvis jeg havde cellerne (så var der 50 % risiko for at børnene ville få), så ville jeg nok ikke have mine egne børn, og adoption var så klart en mulighed.

Men i følge testen har jeg dog ikke cellerne:) Så vi vil da prøve selv:)

Vil da også så gerne være gravid og få sådan en fin mave.

[Dorthe]

Hvis vi ikke havde fået vores børn på egen hånd, så ville vi nok have prøvet behandling. Men jeg ville nok ikke kæmpe med næb og klør for at det skulle ske ved behandling, men ville være hoppet videre til adoption. Min egen mor er adopteret, så det ville være naturligt for mig at tænke i de baner :)

[Guest reka]

der er ingen tvivl, hvis behandlingen ikke giver gevinst inden for rimelig tid ... så ville vi begynde at gå adoptionsvejen.

[Totterpigen]

da ønsket er så brandende fra os begge...er jeg ikke i tvivl om at vi vil gøre alt... alså hele møllen igennem med de værse behandlinger... hvis vi derfra fik at vide at der ikke var noget at gøre... ja så må være ærlig og sige at så ved jeg ikke hvad vi vil gøre... stod til mig ville jeg nok adoptere men jeg er ikke sikker på at min bedre halvdel vil være med på det.

[Guest]

da ønsket er så brandende fra os begge...er jeg ikke i tvivl om at vi vil gøre alt... alså hele møllen igennem med de værse behandlinger... hvis vi derfra fik at vide at der ikke var noget at gøre... ja så må være ærlig og sige at så ved jeg ikke hvad vi vil gøre... stod til mig ville jeg nok adoptere men jeg er ikke sikker på at min bedre halvdel vil være med på det.

hos min mand og jeg er ønsket så stort, at vi ikke længere går op i om det er biologisk eller ej :D

Og jeg har det faktisk sådan nu, at jeg ville blive skuffet, hvis jeg pludselig stå med en positiv test

[TroldeMor]

Altså.... Nu har vi jo allerede en lille ønske-trold :biglove

Men vi har snakket om det flere gange, og vi er slet ikke i tvivl om at vi ville have adopteret, hvis det ikke var lykkedes os at få børn selv :)