Hvordan er det at blive mor?

[BB78]

Isabella kom ved et akut kejsersnit, og min første tanke var "hende dér, det er da ikke min - væk med hende" :lol

Men efter et par dage gik det op for mig, at hun faktisk var min :D Den første dag var lidt turbulent= minus søvn i 36 timer, ondt i maven pga. det store sår osv.

Nu er hun snart 7 måneder og kan ikke elske den lille krudtugle mere :P

[lukaj]

hos mig kom moderfølelsen bestemt ikke med det samme, jeg følte faktisk ikke rigtig noget for mine 2 drenge da jeg så dem første gang :( det lyder bare så hårdt når jeg skriver det men faktum var at jeg bare ønskede dem langt væk så jeg kunne skynde mig at blive gravid igen og føde nogle "normale" børn. jeg følte mig så snydt for de sidste 4 mdr af graviditeten.

men heldigvis voksede moderfølelsen frem i takt med at drengene voksede og idag elsker jeg dem jo højere end ord kan beskrive :wub . men jeg har stadig dårlig samvittighed over mine følelser dengang, det forsvinder nok aldrig helt

[TiaK]

Så har jeg lige læst alle jeres besvarelse igen - og sidder med tårer i øjnene! Rigtig mange tak for jeres ærlige svar!

Jeg er så spændt på hvordan jeg selv reagerer - jeg elsker hende allerede hel vildt nu - men hvordan bliver det mon når hun kommer til verden?

[Dorthe]

Ved min den første, der gik der nogle dage inden den store kærlighed kom for ham, jeg vidste han var min og ham skulle jeg passe på :loveshower I dag elsker jeg jo ham mere end ord kan beskrive :) Ved den anden, der gik der lige en times tid inden jeg fattede at jeg havde født ( hun blev født efter kun 4 min på sygehuset ) ;) Men moderfølesen og beskyttertrangen var der med det samme :loveshower Ikke fordi der er forskel på min kærlighed til mine børn, men det var bare nemmere med nr. 2

[Bayfoldager]

Nu kan jeg også svare, da vores lille Smilla kom til verden for en uge siden.

Jeg fik moderfølelsen og beskytter trangen med det samme, men havde og har stadigvæk nogle gange svært ved at forstå at hun virkelig er vores. Jeg synes hun er helt fantastisk og jeg elsker hende alledrede meget højt. Den måde min mand kan kigge på hende og blive helt sagelig, får mig ligeledes til at føle, at vi virkelig har skabt noget helt fantastisk :)

[tineditte]

Jeg havde det meget svært med min den første.

Jeg havde meget store forventninger til det at blive mor, jeg glædede mig sindssygt meget og ku slet ikke vente. Desværre gik fødslen meget dårligt og efter 45 timer fik jeg endelig taget ham ud ved kejsersnit. Jeg var meget syg og jeg fik ikke lov at se ham før 2½ time efter fødslen. Jeg så bare på den lille klump og tænkte " meget sød baby, men det er sku ikke min!"

Jeg var syg i to-tre uger efter og min mor tog sig meget af bastian. Samtidig fik han kolik og jeg overbeviste mig selv om, at han ikke kunne lide mig og derfor græd hver gang han så mig.

Jeg troede samtidig stadig ikke på, at han var samme baby som jeg havde båret så længe og glædet mig til kom ud. jeg havde det altså meget, meget skidt de første måneder.

Jeg havde en fødselsdepression, som langsomt lettede da han var 4 måneder og begyndte at smile til mig, grine og tydeligt foretrak mig over fremmede. Det var faktisk først i denne alder og frem, at jeg begyndte at elske ham og tro på at det var det rigtige barn, jeg fik med hjem den dag! <_<

Da jeg fik nr. to gik tingene heller ikke helt efter bogen, men jeg elskede ham fra første sekundt, og holdt meget strengt på at de ikke måtte fjerne ham, så meget som 1 millimeter fra min side! Så var jeg nemlig sikker på at han var min! :blink

Der er mange ting der kan udløse en fødselsdepression, men det er ikke nødvendigvis noget man kan se i graviditeten. Min kom af den hårde fødsel, min sygeperiode (efterfølger af den hårde fødsel og kejsersnittet) og så lige kolik som den sidste dråbe!

Men nu elsker jeg begge mine drenge højere end noget andet, og den kærlighed vokser for hver dag der går med dem! :kram2

[Banshee]

Kan ikke svare med personlig erfaring.. Men kan huske, da min veninde fik nr. 2, at hun da jeg var på barselsbesøg da han var et døgn gammel, brød grædende sammen foran mig, da jeg sagde "ej hvor er han fantastisk, ham må du virkelig knuselske"..

Hun græd og græd, og ville slet ikke fortælle hvorfor hun reagerede sådan da jeg sagde det - efter lidt tid, sagde hun at hun følte sig som en FORFÆRDELIG mor, fordi hun elskede hendes store dreng, højere end den ny - og at hun slet ikke følte sig som hans mor, som hun havde gjort fra første øjeblik med den første.. Derfor havde min kommentar prikket et forfærdeligt ømt sted jo.

Der gik dog ikke andet end en uges tid, så fik jeg en sms hvor der stod at hun igen tudede - nu fordi hun slet ikke kunne forstå hvordan hun kunne være så heldig, at have to så perfekte drenge, så kærligheden kom også der må man sige :)

[TiaK]

Nu kan jeg jo selv svare på denne tråd :) Og tænker det måske også er meget godt at få den op igen - der er jo kommet mange nye til :)

Jeg synes det var FANTASTISK at få Erica op på maven - og hun kiggede mig i øjnene!!! Det var bare den bedste oplevelse ever!

Men den dybe kærlighed var der ikke - jeg elskede hende og havde hel klart beskyttertrangen fra første sekund.

Derimod kom den dybe kærlighed og moderfølelse snigende! Jeg ved ikke lige hvornår men i ugerne efter havde jeg flere gange tårer i øjnene over at dette fantastiske væsen var mit og min mands.

Nu er hun knap 5 måneder og hold op hvor jeg elsker hende! Kan slet ikke forestille mig et liv uden hende og jeg frygter allerede nu når jeg skal på arbejde og kun har nogle få timer sammen med hende hver dag!

[MLM]

Med August kom det med tiden jeg kunne ikke rigtig forholde mig til at være blevet mor og med hans kolik omg.

Astrid musen hende knuselskede jeg inden hun kom ud muligvis fordi jeg vidste at hun ville have nogle vanskeligheder.

Med elsker begge mine børn idag :loveshower

[Tazbaby]

Her var det ikke kærlighed ved første blik...

Fik faktisk først følelserne med efter nogle måneder :(

Jeg havde så svært ved at forholde mog til det hele efter jeg havde født.

I graviditeten havde jeg været indlagt i 10 uger (fra uge 23+nogle dage) med modne forhold, var indlagt til aflastning for at undgå for tidlig fødsel. Må nok sande jeg lukkede af for glæden og forventningerne for at "beskytte" mig selv.

Fødte for tidligt ved 35+2 og var indlagt med Clara på neonatal i 2½ uge... og en indlæggelse der hjælper ikke ligefrem på moderskabet, følte mest det var sygehusets barn og ikke mit :( men følelserne kom lidt af gangen efter vi kon hjem..

[Hilde]

Jeg elskede min lille pige fra første sekund, jeg så hende :loveshower :biglove (Og også inden hun blev født, men der vidste jeg bare ikke kønnet). Jeg græd mange gange efter fødslen, fordi jeg var så lykkelig over at have fået sådan en dejlig datter :7himmel . Kærligheden vokser og vokser... Nogen gange har jeg lyst til at klemme hende mere end der er godt :blush (Jeg gør det selvfølgelig ikke) Det er en følelse, man slet ikke kan beskrive. Man skal selv mærke den :biglove

[TiaK]

Er der ikke flere, der har lyst til at dele deres erfaringer? :balloons

[Tumlepigen]

Jeg glædede mig rigtig meget til at blive mor og nåede også at blive ret utålmodig, da jeg gik 13 dage over tid. Jeg syntes, at det var en helt unik oplevelse at få min lille datter op på maven - meget glad, meget overvældet og på en eller anden måde var det helt uforståeligt! Den overvældende følelse er nok den der bedst beskriver den første tid - jeg havde meget svært ved at rumme det hele: forandringerne, følelserne, det nye liv. Så jeg syntes, at det var rigtig svært, og jeg havde det faktisk ret dårligt i en længere periode :( Jeg har hele tiden haft beskyttertrangen, men ikke den altoverskyggende moderfølelse af aldrig at ville væk fra hende. Men jeg fik lidt hjælp og med tiden fandt jeg mig til rette i min nye rolle og moderfølelsen voksede frem :biglove

I dag elsker jeg hende højt, og har erkendt, at jeg er den slags mor, der bliver en bedre mor af at have tid for mig selv og savne lillemusen en gang imellem :)

[CNN]

Jeg elskede min datter ubetinget fra de 2 røde streger! :7himmel

[Susanne]

Jeg kiggede på hende, da hun lå der på min mave, og blev overvældet af en kærlighed så stor, at jeg næsten ikke kunne rumme det! Hun var så fin og perfekt og præcis, som jeg havde forestillet mig i mine drømme :7himmel

Jeg har elsket hende med hud og hår fra det øjeblik, men jeg har aldrig haft et problem med at hun lå for sig selv og sov eller var hjemme hos Søren, mens jeg tog væk et par timer for mig selv. Det kom bag på mig, at jeg havde brug for det så relativt hurtigt (efter 2-3 mdr.), men det havde jeg - og har det stadig.

Min kærlighed vokser sig kun større efterhånden som hun bliver større og viser mere og mere personlighed og giver mere og mere igen :biglove

[Guest Majkat]

Jeg tror at det er meget forskelligt.

Hos mig har det været meget ens begge gange. Jeg følte jeg kendte hende der kom og viste hvad jeg kunne forvente. Jeg elskede dem simpelthen allerede inden det var kærlighed ved første blik og gør det stadig :loveshower :loveshower :loveshower Jeg kan stadig bliver overvældet over hvor meget kærlighed man egentligt har til de små størrelser :biglove

[Mette A.]

Hos mig var det også kærlighed ved første blik. Da jeg fik hende op på maven synes jeg bare hun var det mest fantastiske og fascinerende væsen jeg nogensiden havde set... og hun så bare helt rigtig ud - selvfølgelig var det hende jeg havde båret på i 9 måneder! Det kunne ikke have været andre :wub

Kærligheden var stor fra starten, men alligevel vokser den stødt. Jeg tager tit mig selv i bare at betragte hende og jeg begynder tit at tude af bare lykke, når hun smiler af mig eller pludrer. Og begynder også at tude nu jeg skriver denne post :rolleyes

Jeg troede at jeg vidste hvad det ville sige at elske nogen før jeg fik min datter - jeg elsker jo min familie og min kæreste... men det er bare vand i forhold til hvad jeg føler for min datter. Denne kærlighed er bare altopslugende, evig og så massiv at den næsten kan slå mig ud... jeg kan ihvertfald tabe vejret nogengange, når jeg tænker på hvor meget hun betyder for mig. Og så er det utrolige at jeg ved jeg vil elske hende mere og mere for hver dag der går og glæder mig som et lille barn til hun kan tale :biglove

[Susse]

Jeg havde en lang og hård fødsel der endte i aks og massivt blodtab, så fik ikke min datter op, i stedet sad min mand med hende indtil han blev smidt ud da de ikke kunne stoppe min blødning...

Da jeg lå på opvågningen var det ikke min datter jeg længtes efter at se, det var min mand... Hende kendte jeg jo ikke

Med det samme hun kom over til verden kom stoltheden og beskyttertrangen kom da jeg holdte hende første gang.. Kærligheden kom snigende, og vokser bare stadig :)

[Malene84]

Jeg havde en relativt kort fødsel, meget smertefuld og uden den smertelindring jeg havde brug for. Pressede i over en time og endte med at han blev forløst med sugekop, hvilket fik mig til at briste hele vejen. Jeg fik ham op på maven, men havde svært ved at forstå, han var den baby inde fra maven. Han så slet ikke ud som jeg troede og lignede ikke nogen af os andre.

Så blev jeg kørt væk til syning og var væk fra ham i 2,5 time, hvor jeg bare var træt og glad for det var overstået, men savnede min kæreste. Da jeg langt om længe kom op på opvågningsstuen blev vi alle tre genforenet, men jeg følte ikke kærlighed til søn. Jeg tror jeg var lidt for overvældet over oplevelsen til at kunne rumme ham. Vi var indlagt i 5 dage og jeg fik blod, hvilket jeg havde det svært med også.

Det har taget lang tid at komme mig fysisk og det samme med følelserne for min søn. Men de kom snigende jo mere han kunne og viste kærlighed til mig :) han var meget tryghedssøgende, så han hang MEGET på mig og jeg tænkte det var bedst, så kunne jeg også skabe et bånd til ham og så håbede jeg kærligheden til ham ville springe derfra og det gjorde den så også :)

Jeg har haft en efterfødselsreaktion og går i en samtalegruppe som sundhedsplejen kører. Det har været rigtig godt for mig at være der. Jeg græd meget i starten og følte mig meget uheldig og hårdt ramt. Det hele gik op i mit blodtab, jernmangel, overvældende træthed, at være fysisk hæmmet, besvær ved toilet og bad, bækkenbundstræning, ikke at kunne sidde på en stol i en måned osv. Og så var det hårdt at drikke så meget som jeg skulle for både at kunne amme og ikke få hård mave pga mit høje jerntilskud...pyha.

Nu er det meste af det overstået, og jeg er begyndt at føle mig rimelig normal igen. Jeg kan meget bedre forholde mig til min rolle som mor og elsker nu også min søn :) men det har desværre taget lang tid og meget energi og mange tårer at nå hertil.

Jeg tænker tit på "næste gang", at jeg VIL have et planlagt kejsersnit og at alting forhåbentlig bliver bedre. Jeg føler mig snydt for en fantastisk oplevelse og for en magisk tid, som på ingen måde var magisk, den var et mareridt.

Et lyspunkt var dog at jeg syntes min søn var/er rigtig nuttet, så selvom jeg ikke elskede ham fra starten, så følte jeg mig priviligeret over at have ham hos mig hele tiden og stolt over, at der ikke kom nogen og tog ham, at jeg gerne måtte beholde ham :)

[Naturegirl]

hos mig var det ikke kærlighed ved første blik....

jeg havde drømt om og håbet på en naturlig fødsel, men endte med et akut kejsersnit.... det var rigtig hårdt og jeg var så bange.... da jeg så min datter for første gang var det kun et split sekund, og så blev hun ellers kørt væk og jeg blev kørt på opvågning.... der gik næsten 6 timer inden jeg blev genforenet med hende, og da hun for første gang blev lagt op hos mig, ja så vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle føle....

det gjorde ondt efter kejsersnittet, så hun kunne ikke ligge på min mave, men kun ved siden af mig.... det hele var så hårdt, både fysisk og psykisk, og jeg følte slet ikke de der stærke moder følelser....

jeg kunne jo nærmest slet ikke komme ud af sengen de første dage, så det var min mand som mere eller mindre passede hende, tog hende op når hun græd, skiftede ble, badede hende og lagde hende til når hun var sulten.... jeg var så ulykkelig og græd og græd hver dag.... det lykkedes mig dog at få etableret amningen rigtig godt, næsten med det samme, og hun blev ammet fuldt de første 3 måneder af hendes liv.... så den sejr havde jeg dog.... :yay

først da jeg begyndte sådan rigtig at komme ovenpå igen og få det godt fysisk, efter ca de første 3 uger, ja så fik jeg det også bedre psykisk.... for så kunne jeg jo selv rigtig ta mig af hende, som en mor skal....

og så kom de store følelser ellers væltende.... min kærlighed til min datter bare voksede og voksede for hver dag der gik, og den vokser stadig.... jeg bliver stadigvæk sommetider helt overvældet af følelser når jeg ser på hende og kan slet ikke forstå ast hun virkelig er min.... :loveshower :loveshower

tror mange kvinder, især hvis man har haft et hårdt fødsels forløb, ikke lige føler den der stærke moder følelse lige med det samme.... men bare rolig, den skal nok komme.... :D