Organdonor

[Dorthe]

Mand og jeg har her til aften fået os tilmeldt som organdonor. Vi har givet tilladelse til at de må tage det hele ved vores død, og det er uden de pårørendes accept.

Andre som er organdonor, og hvad har i valgt? Hvis i kun har valgt begrænset tilladelse, hvorfor og hvad må de tage?

[Barbamama]

Jeg har meldt mig til, at de må tage alt, men at pårørende kan modsætte sig. :)

Min tanke er, at nu ved alle, hvad JEG synes, men hvis jeg skulle dø pludseligt, så skal mine efterladte have muligheden for at kunne tage afsked med "hele" mig, uden at der "mangler noget", HVIS de ikke kan bære andet. Jeg tror egentlig ikke, at nogen af mine pårørende kunne finde på at modsætte sig det, og jeg har jo netop signaleret at MIT ønske, er at de tager rub og stub. Men hvis jeg f.eks. døde imorgen, så kan jeg godt se situationen for mig, at f.eks. min mor bare slet ikke kunne bære, hvis der skulle skæres i mig, og jeg vil ikke "risikere" at gøre dem endnu mere ked af det, end de formodentlig allerede ville være. Så derfor har jeg valgt sådan. :)

[mtune]

Jeg er tilmeldt donorregistret.. Men begrænset.. De må ikke tage min hud og hornhinder.. Fordi jeg gerne vil se pæn ud udenpå, mærkeligt, det ved jeg godt..

Jeg mener jeg valgte at ingen kunne ændre min beslutning, men det er mange år siden efterhånden at både manden og jeg meldte os til..

[Nitzen1987]

Jeg er også tilmeldt som organdonor. Dog begrænset med de pårørendes accept. Det eneste jeg ikke vil have at de tager er mine hornhinder, kan af en eller anden grund ikke forliges med, at man skal røre ved mine øjne :rolleyes

Jeg har valgt pårørendes accept, da jeg ikke ønsker at der skal skæres i mig mod deres vilje. Både min mand og mine forældre ved dog, at det er mit ønske, hvis det forfærdelige skulle ske...

[Guest Mettemor]

Har også tilmeldt mig for mange år siden. De må få det hele uden nogens accept, jeg skal jo alligevel ikke bruge det mere - så hellere hjælpe et andet menneske i nød.

[Sandie]

Hos os må de også tage det hele- uden accept. Dette har vi diskuteret en del da manden synes det skulle være med accept for pårørende. Men det er jeg stærkt imod. Jeg ønsker inderligt at kunne hjælpe et andet menneske hvis det kunne lade sig gøre og hvis jeg ikk selv skal bruge det kan de da bare skære alt det de vil i mig, men det er min beslutning og jeg ønsker at skåne min mand imod han skulle sige "ja skær min døde kone op" selvom han ved det er mit ønske så tror jeg psykisk at det må være alt for svært i den situation hvor ens kære pludselig bliver taget fra en at tage beslutningen der. Jeg synes hvis man siger ja til organdonor så HAR man taget beslutningen og skal derfor ikke give et ja i den værste situation. På samme måde har jeg sagt til min mand at jeg håber han siger ja til at være organdonor og gør han det SKAl det være uden accept. Jeg er selv i tvivl trods min stærke mening om organdonor om jeg kan klare at sige skær min elskede mand op..

[Pantalonesgnomo]

Jeg er også tilmeldt som organdonor og det er uden pårørendes accept. Dog med en begrænsning, jeg kan som nogle af jer andre heller ikke helt lide tanken om at de skulle tage hud og hornhinder.

[Guest AngelJuul]

Aaaahhh her falder jeg lidt ud, jeg tilmeldte mig da jeg fik Mick, men at de intet må tage. Jeg kan ikke have tanken hvis mine 2 små skal ligge mig i jorden "uhel" Men tanken er nok bare dum, ja det ved jeg, men puha, så vil jeg ikke være hele deres mor. :unsure Jeg ved det redder mennesker. Men den dag den mindste runder 18 år, havde jeg overvejet at ændre det, hvis jeg da er sund nok til det.....

Men opvejer det at jeg så er blodddoner :blush

[Guest]

Mand og jeg har her til aften fået os tilmeldt som organdonor. Vi har givet tilladelse til at de må tage det hele ved vores død, og det er uden de pårørendes accept.

Andre som er organdonor, og hvad har i valgt? Hvis i kun har valgt begrænset tilladelse, hvorfor og hvad må de tage?

jeg er også organdonor, og har faktisk været det siden jeg gik i 10. klasse i 97. Det har jeg også gjort klart for min familie, at skulle jeg ligge og være hjernedød, så er mit ønske at hjælpe andre mennesker med at give mine organer videre...

Det var min veninde, som fik mig til at tage stilling til det, da hun tog en folder om det, og vi snakkede det igennem og tilmeldte os...

[Tumlepigen]

Både min mand og jeg er organdonorer uden pårørendes accept.

Jeg havde tidligere valgt begrænset, nemlig at de ikke måtte tage hornhinder og hjerte. MEN jeg har egentlig den holdning, at jeg gerne selv vil modtage såvel hjerte som hornhinde, hvis det skulle blive aktuelt - så: hvis man vil have, må man også give!

Vi har valgt, at de pårørende ikke kan ændre beslutningen, fordi jeg ikke selv ville stå i den situation, hvor jeg tænker, at følelserne fylder alt og så vil man ikke kunne overskue, at der skal tages noget af ens kære - derfor vil jeg heller ikke selv sætte mine pårørende i den situation. Det er desuden en beslutning, som jeg/vi har taget, og den skal respekteres.

[lukaj]

jeg er også organdonor, her må de tage alt dog med pårørendes accept. min søster var også organdonor og det var uden accept af pårørende men da hun døde skulle mine forældre alligevel tage stilling til det da hun var under 18 år

[Guest]

Her må de tage alt uden andres accept. Jeg vil gerne hjælpe andre og hvis jeg selv kommer til at stå i en situation hvor jeg eller mine nærmeste mangler noget så vil jeg også gerne selv modtage.

[Sookie]

Jeg er organ donor - og har også sagt til manden at han skal tage stilling. han har så bare ikke fået det gjort endnu.

Jeg kan ikke helt huske hvad jeg satte kryds ved at de må tage - tror det var alt på nær hud og hornhinde.

Hvilket jeg skal ha lavet om til alt.

Det er uden accept fra pårørende, at putte nogle i så svær en situation, det vil jeg ikke gøre. så derfor.

Jeg synes at alle burde være donorer.. eller ihvertfald bare tage stilling til om man vil det eller ej.

Jeg synes det er sådan lidt... altså vil man selv gerne modtage, så må man også give.

[arytter]

Jeg er også organdonor.

Det må bruge alt og de bå også bruge det til undervisning. Jeg skal jo ikke bruge det mere.

Min mand har ikke meldt sig til endnu, jeg tror ikke han er helt så vild med ideen som jeg er. Lige nu siger jeg også at hvis der (gud forbyde det) skulle ske noget med mine børn, skal de også være donor. Men man kan jo aldrig vide om man skifter mening når man står i det.

[Abelka]

Jeg har meldt mig til, at de må tage alt, men at pårørende kan modsætte sig. :)

Min tanke er, at nu ved alle, hvad JEG synes, men hvis jeg skulle dø pludseligt, så skal mine efterladte have muligheden for at kunne tage afsked med "hele" mig, uden at der "mangler noget", HVIS de ikke kan bære andet. Jeg tror egentlig ikke, at nogen af mine pårørende kunne finde på at modsætte sig det, og jeg har jo netop signaleret at MIT ønske, er at de tager rub og stub. Men hvis jeg f.eks. døde imorgen, så kan jeg godt se situationen for mig, at f.eks. min mor bare slet ikke kunne bære, hvis der skulle skæres i mig, og jeg vil ikke "risikere" at gøre dem endnu mere ked af det, end de formodentlig allerede ville være. Så derfor har jeg valgt sådan. :)

Præcis det samme, af samme årsag!

[Maii]

Jeg har ikke taget stilling endnu. Kan simpelthen ikke få taget mig sammen til det :(

Jeg ved godt at jeg burde, men alligevel....

[MissingLink]

Jeg er. Og håber der er bare en smule af mine organer der kan bruges, hvis det endelig skulle være ;)

[Beem]

Jeg er med begrænset, de må ikke tage mine hornhinder men ellers ALT! jeg er uden pårørenes accept- de kender min holdning og respektere den og jeg syntes ikke de skal stå og genoverveje noget hvis uheldet skulle være ude.

[Susanne]

Både min mand og jeg er organdonorer uden pårørendes accept.

Jeg havde tidligere valgt begrænset, nemlig at de ikke måtte tage hornhinder og hjerte. MEN jeg har egentlig den holdning, at jeg gerne selv vil modtage såvel hjerte som hornhinde, hvis det skulle blive aktuelt - så: hvis man vil have, må man også give!

Vi har valgt, at de pårørende ikke kan ændre beslutningen, fordi jeg ikke selv ville stå i den situation, hvor jeg tænker, at følelserne fylder alt og så vil man ikke kunne overskue, at der skal tages noget af ens kære - derfor vil jeg heller ikke selv sætte mine pårørende i den situation. Det er desuden en beslutning, som jeg/vi har taget, og den skal respekteres.

Jeg kunne have skrevet ordret det samme! Altså bortset fra, at min mand ikke er donor... Jeg prikker jævnligt til ham, men han kan ikke få taget sig sammen :prik

Jeg synes det er fuldstændig op til den enkelte hvad man vil - det ene er ikke mere rigtigt end det andet - men jeg mener det er en pligt at tage stilling! Også for sine pårørendes skyld...

[Dorthe]

Jeg synes faktisk det er flot, så mange der er organdonor :respekt

[CakeCrazy]

Jeg er også organdonor. Det er efterhånden en hel del år siden, at jeg meldte mig til, men jeg mener, at jeg har valgt med pårørendes accept. Dog tror jeg at de ville give deres accept, når de ved, at det er mit ønske. Jeg mener, at jeg har valgt at de ikke må tage mit hjerte og mine hornhinder. Jeg kan heller ikke forklare hvorfor, for jeg skal jo ikke bruge det mere ... Måske jeg skulle få lavet det om til, at de må tage det hele. Jeg vil jo gerne selv modtage alt, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg synes i øvrigt lige som Susanne, at det skulle være en pligt at tage stilling. Måske skulle man vende den om, så man skulle melde sig FRA, hvis man IKKE ønskede at være donor. Så var der nok en hel del flere donorer i dag ... Ligeledes synes jeg også, at alle skulle have taget dna-prøve til et fælles register, men det er jo en helt anden snak :)

[Guest baby2011]

Jeg har et donorkort i min pengepung og har skrevet jeg vil donerer alt på mig der kan bruges og min mand har samme holdning :)

[Guest Majkat]

Jeg er tilmeldt donorregistret.. Men begrænset.. De må ikke tage min hud og hornhinder.. Fordi jeg gerne vil se pæn ud udenpå, mærkeligt, det ved jeg godt..

Jeg mener jeg valgte at ingen kunne ændre min beslutning, men det er mange år siden efterhånden at både manden og jeg meldte os til..

Helt nøjagtig det samme her. Vi har valgt at det skal være uden pårørendes accept. Jeg stoler på at min mand i sådan en situation ville respektere mine ønsker....jeg stoler dog ikke på at jeg selv ville kunne respektere min mands ønsker og se udover mine egene behov når den dag kommer.

[micro]

Jeg er ikke organdonor, er faktisk tilmeldt med forbud - alene fordi jeg ikke kan forliges med tanken, men på det seneste har jeg dog tænkt over om jeg skulle ændre det.

Jeg føler, jeg giver det jeg kan, qua jeg er bloddonor, og det betyder intet for mig om modtageren selv er donor eller ej. Ligesom jeg heller ikke har det dårligt med ikke selv at kunne give organer, men gerne vil modtage. Jeg giver ikke blod pga. en noget-for-noget mentalitet og håber ikke det er det, som er drivkraften for andre menneskers donorvilje.

Jeg håber naturligvis aldrig det bliver aktuelt, men jeg håber da, at hvis et af mine børn skulle komme ud for en ulykke og der var et andet lille barn, som kunne overleve pga. mit barns organer, at jeg ville kunne give dem bort, men jeg ved ikke om jeg kunne, selvom jeg ville håbe på organer hvis det var os der "manglede".

Følsomt emne, men man må følge sit hjerte og det mener jeg ikke nogen bør have dårlig samvittighed over at gøre!

Dog vil jeg tilføje, at jeg synes det ville være fornuftigt at alle, ved lov, skulle tage stilling når de fylder 18, for jeg tror der går mange potentielle donorer rundt, som ikke bliver "brugt" alene af den årsag, at de ikke har taget stilling og de på rørende ikke magter det i situationen. Så for mig er det vigtigste nok, at man har taget stilling.

[Susanne]

Jeg er ikke organdonor, er faktisk tilmeldt med forbud - alene fordi jeg ikke kan forliges med tanken, men på det seneste har jeg dog tænkt over om jeg skulle ændre det.

Jeg føler, jeg giver det jeg kan, qua jeg er bloddonor, og det betyder intet for mig om modtageren selv er donor eller ej. Ligesom jeg heller ikke har det dårligt med ikke selv at kunne give organer, men gerne vil modtage. Jeg giver ikke blod pga. en noget-for-noget mentalitet og håber ikke det er det, som er drivkraften for andre menneskers donorvilje.

Jeg håber naturligvis aldrig det bliver aktuelt, men jeg håber da, at hvis et af mine børn skulle komme ud for en ulykke og der var et andet lille barn, som kunne overleve pga. mit barns organer, at jeg ville kunne give dem bort, men jeg ved ikke om jeg kunne, selvom jeg ville håbe på organer hvis det var os der "manglede".

Følsomt emne, men man må følge sit hjerte og det mener jeg ikke nogen bør have dårlig samvittighed over at gøre!

Det synes jeg sandelig heller ikke der er nogen der antyder at man bør! Vi er bare nogen der mener man bør tage stilling, hvad enten den så er det ene eller det andet! Og det har du jo gjort - no hard feelings :)