Oprettet March 22, 2011 Som overskriften lidt lyder, har i så gjort jer nogle tanker om hvad i vil gøre hvis i til NF eller MD får at vide i venter jer et handicappet barn? Her tænker jeg lidt, at når man har været i behanling i større eller mindre omfang, så endelig er blevet gravid, vil i så beholde det for en hver pris når nu man ik "bare" kan lave en ny? Jeg ved ik engang om det er et helt åndsvagt spørgsmål, men det er noget jeg har tænkt meget over :) Jeg kan give jer mit/vores syn på sagen, som den ser ud nu. Lige nu er vi kun lige startet på behandling, så jeg tror hvis jeg blev gravid nu, fik at vide der var noget galt, så ville vi ønske det fjernet. Af den simple grund at det ville vi ikke magte på nuværende tidspunkt. Jeg skal ikke kunne sige om min holdning vil ændre sig hvis vi ender i et kæmpe langt behandlingsforløb. Måske tingene ændrer sig efterhånden som man kommer frem? Håber i vil dele jeres mening, holning og følelser på dette emne med mig :tak :lovebk Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 Det er et emne hvor man nok ikke kan undgå andet end, at såre nogle, men nu beder du om min mening og den giver jeg gerne :) Vi var i behandling i over 2 år og det har kostet os rigtig mange penge før jeg blev gravid ( privatklinik )og vi har naturligvis gjort os mange overvejelser om hvad gør man nu hvis og hvis.. Jeg var 32 år da jeg blev gravid, så jeg var spændt på nakkefoldsscanningen og fik en meget lang introduktion inden scanningen, om at nu var jeg jo så og så gammel og riskikoen var noget højere og :blabla :blabla Så inden jeg lagde mig op følte jeg allerede jeg skulle tage stilling.. Men tallene var heldigvis rigtig fine ( 1:8000 ) :yay :yay Men vi havde snakket om hvad vi nu skal gøre, hvis vi venter et barn med down og vi kom frem til, at jeg skulle gennemgå en abort.. Og det er også af den årsag at vi ikke magter et barn med et sådan handicap lige nu.. Jeg tager hatten af for dem der gennemfører graviditeten, det er virkelig flot :loveshower Hvis vi så nåede MD og der var et handicap der ikke var opdaget, så ville vi tage den til den tid.. Det er helt an på hvilket handicap der var tale om.. Hvis baby manglede en arm, hånd, ben eller noget i den retning ville jeg gennemføre graviditeten, men hvis lægerne vurderede at baby ikke ville kunne leve ret længe, eller var meget syg og ikke var i stand til, at have et værdigt liv, ville jeg gennemføre en abort... Det er så svært et enme, men alligevel er det relevant, men vores holdning var ikke ændret ved vi, havde været i behandling.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 Ja nu har jeg jo været i behandling lææænge. MEN H og jeg har allerede fra start af været enige om at hvis barnet har et større handicap - eks. downs eller andet - så vil vi vælge det fra... Jeg ved godt det lyder så hårdt.. for der findes jo de mest fantastiske børn med down... (Behøver vidst ingen gang nævne den over vidunderlig Emil <3 <3) MEN det er bare ikke noget H og jeg magter i vores hverdag. Og det er et valg VI har truffet. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 Tak fordi i vil svare :kram jeg ved man ikke kan tage sådan et emne op uden at støde nogen. Vi vælger jo heller ikke downs børn fra fordi vi ikke kan li dem, men fordi vores forhold ikke vil kunne magte og holde til sådan en omvæltning. Har især tænkt meget på dig, Stinna :blush I sig selv, kan jeg slet ik forestille mig at være i behanling i så mange år som i har. Det tager jeg virkelig hatten af for :respekt Så har ikke kunne lade være med at tænke på om hvad i ville gøre i sådan en situation, når i har kæmpet så længe. Selvom jeg nu mest havde Stinna i tankerne, vil jeg meget gerne høre flere meninger om dette. Synes det er lidt interessant at høre hvad folk har gjort sig af tanker om dette. Hvis man overhovedet har gjort sig nogle overvejelser om dette :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 Tak fordi i vil svare :kram jeg ved man ikke kan tage sådan et emne op uden at støde nogen. Vi vælger jo heller ikke downs børn fra fordi vi ikke kan li dem, men fordi vores forhold ikke vil kunne magte og holde til sådan en omvæltning. Har især tænkt meget på dig, Stinna :blush I sig selv, kan jeg slet ik forestille mig at være i behanling i så mange år som i har. Det tager jeg virkelig hatten af for :respekt Så har ikke kunne lade være med at tænke på om hvad i ville gøre i sådan en situation, når i har kæmpet så længe. Selvom jeg nu mest havde Stinna i tankerne, vil jeg meget gerne høre flere meninger om dette. Synes det er lidt interessant at høre hvad folk har gjort sig af tanker om dette. Hvis man overhovedet har gjort sig nogle overvejelser om dette :) Hvor du sød... :kiss Nej det kræver også sit..også for forholdet... OG derfor valgte vi at tage stilling til bla. dette og andre ting (som organ donotaion) osv. i starten af alt det her. Vi vil gerne vide hvor vi har hinanden henne... Vi har for nyligt haft snakken om hvordan og hvorlede hvis barnet nu manglede en arm (ligesom det unge par - der ikkekunne få abort i Dk og så tog til England for og få det gjort)... Og lige "der" ved vi ikke hvordan vi ville reagere... MEN i den situation vil vi se på det... Man skal jo ikke tage sorgerne på forskud.. OG nu satser vi jo på og have 2 raske sunde børn i maven :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 Nu har jeg godt nok ikke været i behandling, men jeg håber det er okay jeg svarer alligevel. Det tog nemlig mig 5 år uden præv. at få Isabella. For os var det godt, at det ikke blev aktuelt at tage stilling, for vi var slet ikke enige, hvis der skulle have været noget galt med Isabella. JEG ville godt have barnet, hvis det f.eks havde Downs. Jeg havde det meget sådan, at hvis risikovurderingen var over 1:100 ville jeg ikke have en moderkagebiopsi, fordi så ville risikoen for at abortere være større end at det var et barn med Downs. Min mand ville vide det NØJAGTIGT. Det var HAM der bad om at få det præcise til (som i øvrigt var 1:15381 eller noget i den stil). Han kunne ikke overskue det, hvis han skulle være far til et barn med Downs. Synes det var et kæmpe dilemma, så vi fik (heldigvis) aldrig brug for at diskutere det yderligere. Jeg tror der skulle et meget stort handicap til, før jeg ville vælge at få en abort. Det skulle være f.eks. hjertefejl man ikke kunne leve med ret længe, eller svære hjerneskader. Når jeg kigger på min smukke, dejlige prinsesse i dag, kan jeg også tænke at ligegyldigt hvilket handicap hun ville have haft, ville hun satdig være min lille elskede nuller-pige. INTET kan lave det om. Når det er sagt, har jeg fuld respekt for andre tager et andet valg/har en anden holdning. Og jeg har også lært at man aldrig skal sige aldrig, for omstændighederne kan gøre, at man bliver tvunget til valg, som man ellers ikke ville have truffet :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 OG nu satser vi jo på og have 2 raske sunde børn i maven :) Det er vi MANGE der gør på jeres vegne søde :loveshower :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 jamen vi har da også haft snakken herhjemme. Vi har dog en anden holdning end de fleste indtil videre har i denne tråd. Hvis det barn jeg (stadig håber på at få) viser sig at have et handicap kommer det an på hvilket handicap. Er det mindre handicap som manglende arm, mongolisme osv er der ingen tvivl, så skal det barn være hjertelig velkommen hos os. I min verden er mongolisme et "mindre handicap". Dette skal forståes rigtigt. Det er selvfølgelig en kæmpe ting med en masse konsekvenser. Men børnene får jo et godt liv selvom der har mangolisme, så derfor er det for mig en "mindre" ting. Er det derimod et multihandicappet barn både fysisk og psykisk der vil få store problemer og aldrig vil komme til at leve et rimeligt normalt liv og eventuelt aldrig vil kunne spise selv, gå og i den stil, ja så vil vi nok vælge den svære beslutning at afbryde graviditeten. Jeg tror for mig personligt kommer det an på, om jeg mener jeg kan tilbyde barnet et liv med livsværdi og indhold. Dette vil spille den væsenligste faktorer i det valg. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 22, 2011 jamen vi har da også haft snakken herhjemme. Vi har dog en anden holdning end de fleste indtil videre har i denne tråd. Hvis det barn jeg (stadig håber på at få) viser sig at have et handicap kommer det an på hvilket handicap. Er det mindre handicap som manglende arm, mongolisme osv er der ingen tvivl, så skal det barn være hjertelig velkommen hos os. I min verden er mongolisme et "mindre handicap". Dette skal forståes rigtigt. Det er selvfølgelig en kæmpe ting med en masse konsekvenser. Men børnene får jo et godt liv selvom der har mangolisme, så derfor er det for mig en "mindre" ting. Er det derimod et multihandicappet barn både fysisk og psykisk der vil få store problemer og aldrig vil komme til at leve et rimeligt normalt liv og eventuelt aldrig vil kunne spise selv, gå og i den stil, ja så vil vi nok vælge den svære beslutning at afbryde graviditeten. Jeg tror for mig personligt kommer det an på, om jeg mener jeg kan tilbyde barnet et liv med livsværdi og indhold. Dette vil spille den væsenligste faktorer i det valg. Det er lige præcist sådan jeg har det også :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 23, 2011 Ja nu har jeg jo været i behandling lææænge. MEN H og jeg har allerede fra start af været enige om at hvis barnet har et større handicap - eks. downs eller andet - så vil vi vælge det fra... Jeg ved godt det lyder så hårdt.. for der findes jo de mest fantastiske børn med down... (Behøver vidst ingen gang nævne den over vidunderlig Emil <3 <3) MEN det er bare ikke noget H og jeg magter i vores hverdag. Og det er et valg VI har truffet. Tillader mig at quote Stinnas indlæg, for det er sådan det også er her.. Vi vælger abort, hvis barnet har et større handicap så som downs eller andet. Det er et valg vi har truffet i fællesskab. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret March 23, 2011 Nu har vi ikke været i behandling, og regner ikke med at jeg nogensinde bliver gravid. Men i vores sag i forbindelse med adoption, er vi jo blevet bedt om at tage stilling til, om vi kan magte et barn med speciel needs, altså et barn med større handicaps eller sygdomme så som ganespalte, hjerneskadet eller lignende. Og vi har sagt nej tak, for vi tror simpelthen ikke på, at vi kan magte den opgave, og tager hatten af for, dem som kan. Men særligt i vores tilfælde med adoption, så bliver der jo en masse problemstillinger med et raske og almindeligt barn, da dette har en masse med i bagagen, så at det udover det skulle have handicaps, ja det tror vi vil blive for stor en opgave. Bl.a. derfor har vi nu fravalgt at adoptere fra Indien, som ellers var vores 1. valgt, fordi det netop er børn med speciel needs, som oftes kommer ud til forslag Del dette indlæg Link to post Share on other sites
