Mor-stress - hvad tænker I?

[Tumlepigen]

Jeg har lige læst denne artikel: http://voresborn.dk/familie/sadan-undgar-du-at-fa-mor-stress.

Er det noget pjat med et begreb om mor-stress?

Er vi blevet for pylrede?

Hvorfor er sådan et begreb opstået i 2010'erne?

Hvad gør I andre for ikke at falde i fælden om at skulle nå alt og være "perfekt"?

Kom frisk med flere vinkler!

Debatten er fri :)

[Fister]

Jeg har lige læst denne artikel: http://voresborn.dk/familie/sadan-undgar-du-at-fa-mor-stress.

Er det noget pjat med et begreb om mor-stress?

Er vi blevet for pylrede?

Hvorfor er sådan et begreb opstået i 2010'erne?

Hvad gør I andre for ikke at falde i fælden om at skulle nå alt og være "perfekt"?

Kom frisk med flere vinkler!

Debatten er fri :)

Altsåååå...selvfølgelig kan man få stress af at være meget presset i længere tid, uanset årsag. Jeg bliver bare lidt træt af de dér letkøbte artikler, fordi det handler så meget om individet og man misbruger "stress".

Stress kommer i mange former og det artiklen beskriver er meget genkendeligt for mange og det er alvorligt nok. I min optik er "alvorlig stress" (altså for mig er det rød zone) tre skridt længere henne, og derfor bliver det så svært at tale om.

Det artiklen beskriver er en IMO en samfunds- og en tidstendens. Det er ikke en individuel tilstand, det er i stedet et forventningspres som glemmer mennsket og som vi hele tiden selv er med til at reproducere. Og det skal vi til at stoppe med , og så skal de dér smarte hjælp-til-selvhjælp hjemmesider og stresstiltag i virksomheder og politiske dagsordener stoppe med at sige "du" og "dig" og i stedet sige "vi" og "os", så vi kan lave forudsætningerne for at stress ikke bliver en gængs folkesygdom.

Det kræver meget af os som fællesskab, og det kræver noget af vores forventninger til os selv. Fordi, når alt kommer til alt, så har det vel altid været røvhårdt at blive mor. Det er alt det andet som ofte fæller os, og den måde vi taler til og om hinanden på.

Det skal aldrig læses som om, at jeg synes at stress i nogen af de skidte udgaver ikke er alvorligt eller slemt nok. Men der ER bare - for mig - forskel på mor-stress og "alvorlig stress".

[Fister]

Jeg vil gerne selv blive bedre til ikke at give den tilstand videre til mine børn by the way. Og det er supersvært! Især i travl hverdags-mode!

[girly1988]

Jeg synes faktisk artiklen beskriver nogle tilstande meget godt...

Jeg er helt sikker på vi som mødre især har alt for store forventninger til hvad vi gerne vil...

Jeg er af den overbevisning at så længe man har små børn så er der altså mindre overskud til parforhold og huslige pligter. Så snart børnene bliver mere selvhjulpen og sover bedre om natten så vil man få større overskud igen.

Herhjemme er prioriteten børnene og at få slappet af når muligheden er der. Dernæst kommer det sociale familie liv og så de praktiske ting...

Jeg er ikke den der suser rundt og når en masse men er overbevist om vi nok skal komme efter det med tiden :-)

Vi får i øvrigt også en del hjælp særligt med haven af vores forældre hvilket vi er taknemmelige for.

Til gengæld synes jeg vi har det godt herhjemme og er glade og børnene osse er det. Så skal vi nok få styr på flere ting med tiden ;-)

Vil ikke se tilbage på min barsel som en tid hvor jeg havde travlt med alt muligt men hellere som en tid hvor jeg hyggede mig ;-)

[girly1988]

Og ved ikke om vi er for pylrede eller vil være for perfekte eller hvad egentlig....

Men jeg kan godt få følelsen af ikke at være god nok hvis jeg sammenligner mig med andre. Fx hvis jeg besøger nogen hvor hus og have er helt perfekt...og man nærmest ikke kan se der bor nogen...

Men vi er alle forskellige og gør vores bedste :-)

[Lovely Lady]

Hmm, jeg forsøger at fokusere mere på at have det hyggeligt med ungerne end på, at der altid ligger ris under spisebordet og hundehår i hjørnerne :)

Jeg ved sq ikke, hvorfor man - måske - føler sig mere presset nu end tidligere :chin:

Jeg føler klart selv presset mest, når der bliver fyldt noget på, som jeg ikke selv har valgt til. Når der pludselig er nogen andre, der har bestemt sig for, at jeg liiiige kan ordne noget (typisk for min mor <_< ), så bliver jeg temmelig underskudsagtig - nogen gange også mere end opgaven egentlig retfærdiggør :blush

Men altså, overall så synes jeg egentlig, at vi gør det fint nok :)