At opdrage andres børn/markere sine egne grænser

[TiaK]

På opfordring af GND om at vi skal have flere diskussionstråde ( ;)) smider jeg lige dette emne i sin egen tråd i stedet for at fortsætte i smalltalk :)

 

Det jeg ikke er helt skarp på og som jeg gerne vil høre jeres mening er - hvornår opdrager man andres børn (hvilket er no go) og hvornår siger man fra, fordi ens egne grænser er overskredet (hvilket er ok)?

 

Jeg quoter lige Fisters kommentar fra den anden tråd:

 

Jeg var lige ved at opdrage på et fremmed barn i dag, men kunne godt se, at min egen tærskel nok var en ret stor faktor. Og det ville ikke have ført noget som helst godt med sig, hvis jeg havde sagt "der blev sagt stop unge dame" (som jeg havde lyst til). Men Lord knows hun trængte til at få det at vide - det var bare ikke mit job.

 

Nu kender jeg ikke hvilken situation det blev sagt i, men hvad nu hvis NSE havde fjernet barnets hånd fra Nova, men var kommet igen og igen og moren stadig ikke havde reageret. Havde det så været ok at sige med bestemt stemme "Jeg sagde stop - Nova spiser og skal have ro!"?

[Mette]

Jeg opdrager gerne på andres børn hvis det at sige stop til andre er at opdrage. Hvis jeg fx henter vigga i børnehaven og nogen af de andre børn gøre noget der lige kræver et "ej det må du vist ikke" eller "du må ikke kaste med tingene, så går de i stykker". Hvis det er 20 meter væk siger jeg ikke noget, men sidder vi ex i garderoben og tager sko på og en af de andre bærn sidder ved siden af og kaster med nogle ting som ikke er hans/hendes ja så nævner jeg det. Er også engang blevet slået af en pind af en af de andre børn, der sagde jeg også pænt (men bestemt) stop.

Hvis der er børn hjemme på besøg her som gør noget de ikke må så siger jeg da også på en pæn måde at det må man ikke her :) også selvom forældrene er her. Giver dem som regel chance for selv at stoppe deres børn, men det er jo ikke alle forældre der ved at herhjemme må man fx ikke hoppe i sofaen eller tegne med kridt på terrassen osv. Så kan jeg sagtens sige til børnene at det må de ikke :) men jeg ble ikke sur eller skælder andres børn ud. Jeg HÅBER virkelig også at andre vil sætte Vigga på plads hvis hun gør noget hun ikke må og jeg ikke lige er der til at stoppe hende, det må de meget gerne hvis de gør det på en ordentlig måde

[SaraLK]

Jeg opdrager gerne på andres børn hvis det at sige stop til andre er at opdrage. Hvis jeg fx henter vigga i børnehaven og nogen af de andre børn gøre noget der lige kræver et "ej det må du vist ikke" eller "du må ikke kaste med tingene, så går de i stykker". Hvis det er 20 meter væk siger jeg ikke noget, men sidder vi ex i garderoben og tager sko på og en af de andre bærn sidder ved siden af og kaster med nogle ting som ikke er hans/hendes ja så nævner jeg det. Er også engang blevet slået af en pind af en af de andre børn, der sagde jeg også pænt (men bestemt) stop.

Hvis der er børn hjemme på besøg her som gør noget de ikke må så siger jeg da også på en pæn måde at det må man ikke her :) også selvom forældrene er her. Giver dem som regel chance for selv at stoppe deres børn, men det er jo ikke alle forældre der ved at herhjemme må man fx ikke hoppe i sofaen eller tegne med kridt på terrassen osv. Så kan jeg sagtens sige til børnene at det må de ikke :) men jeg ble ikke sur eller skælder andres børn ud. Jeg HÅBER virkelig også at andre vil sætte Vigga på plads hvis hun gør noget hun ikke må og jeg ikke lige er der til at stoppe hende, det må de meget gerne hvis de gør det på en ordentlig måde

Jeg hopper med på Mettes vogn her og er ret enig ;)

[SDB]

Jeg oplevede igår at min søster L ville opdrage på Mie selvom jeg var der. Generelt er jeg ok med at hun retter hende når hun laver dumme/farlige/ikke okay ting. Min søster har ingen børn selv. Mie på 20 måneder sidder og piller i småsten udenfor. Hun keder sig og ved at hun får opmærksomhed hvis hun putter dem i munden. (Jeg er imens igang med at klippe hæk for min søster, og har bedt hende om at lege med Mie, når jeg nu klipper hækken for hende :rolleyes ). Min søster begynder med alt muligt andet og Mie vil jo leges med = hun putter sten i munden. Min søster siger set må du ikke og tager den ud. Det gentager sig 3 gange. Mie gør det igen :rolleyes (bandit med selektiv hørelse), hvortil min søster tager hende i armen (ikke hårdt) og siger: "så kan du komme ind på værelset når du ikke er ordentlig" --> :blink jeg blev simpelthen nødt til at stoppe hende og sige:" ved du hvad sådan opdrager vi altså ikke Mie. Hun forstår ikke hvorfor at putte sten i munden = at skulle på er værelse." Min søster bliver tydeligt irriteret på mig - men helt ærlig jeg synes ikke den form for afstraffelse passer til det hun gjorde og hun skal ikke sættes derind alene! Altså hun skal ikke fyldes med skam - jeg tog hende i hånden og distraherede hende, legede med hende og fortalte igen sten må vi se på, mærke på, bygge med, men ikke i munden.

Min anden søster t og hendes mand truer konstant deres 5 årig med at han kan komme i garagen eller bilen og sidde og skamme sig hvis han ikke er ordentlig :blink (i min verden råber de konstant af ham og giver ham alt for lidt opmærksomhed - kun lillesøster dur)

Nåh men ja man må gerne stoppe mit barn men du skal ikke begynde at "straffe" det. Ligesom jeg selv klart siger fra hvis børn overskrider mine eller Mies grænser. På en rolig måde.

Men vil lige hører om jeg egentlig overreagere mod min søster Ls håndtering af Mie

[Girl Next Door]

Vi var i legeland i sidste uge, og der er et lille område til børn på 0-2 år. Der var MANGE store børn der legede der, hvilket gjorde at Astrid ikke turde lege. Et bold område blev 'ledig' og vi satte os over over og lege. 2 piger på cirka 6 og 8 år kommer over og leger lidt vildt. Da den store pige kravler op på siden og ville hoppe ned, måtte jeg pænt, men bestemt, sige at det måtte man altså ikke. Jeg får et flabet "det ved jeg godt" tilbage. Der måtte jeg med meget bestemt stemme sige at dette område var for babyer! De blev noget fornærmet og gik. Min mand synes jeg var pinlig, men når der er skiltet med at man ikke må kravle på væggene og at området er for små børn, ja så siger jeg altså noget.

[Pada]

Vi var i legeland i sidste uge, og der er et lille område til børn på 0-2 år. Der var MANGE store børn der legede der, hvilket gjorde at Astrid ikke turde lege. Et bold område blev 'ledig' og vi satte os over over og lege. 2 piger på cirka 6 og 8 år kommer over og leger lidt vildt. Da den store pige kravler op på siden og ville hoppe ned, måtte jeg pænt, men bestemt, sige at det måtte man altså ikke. Jeg får et flabet "det ved jeg godt" tilbage. Der måtte jeg med meget bestemt stemme sige at dette område var for babyer! De blev noget fornærmet og gik. Min mand synes jeg var pinlig, men når der er skiltet med at man ikke må kravle på væggene og at området er for små børn, ja så siger jeg altså noget.

Det er virkelig slemt i babyområdet synes jeg! Sidst vi var der var der også en masse store unger der kravlede rundt på taget af de huse i den ene ende. Elliot kunne slet ikke komme til.. :gal forældrene sad på deres numser i området og snakkede..

[Pada]

Nå, for at holde mig til emnet :badgirl

Jeg siger fra på egne og mine børns vegne. Ellers bryder jeg mig ikke om at opdrage eller irettesætte andres børn. Dog var jeg nødt til det den anden dag da vi var på legepladsen. Der var ikke nogle forældre med og nogle unger legede virkelig voldsomt på en sansegynge. Der var en af dem der tydeligvis ikke kunne sige fra og hvis de forsatte ville hun altså komme til skade. Der måtte jeg hæve stemmen for at få deres opmærksomhed og få dem til at stoppe :rolleyes

Andre må gerne sige til Elliot hvis han gør noget der overskrider deres grænser - faktisk vil jeg helst de gør det, for jeg ved ikke altid hvor deres grænser går, og det virker tit bedre når folk selv siger fra. Jeg trækker dog også grænsen ved "straf". Vi straffer ikke, og det vil jeg heller ikke at andre gør.

[Ihpets-mortilto]

Jeg siger fra på egne og mine drenges vegne. Som i 'det vil jeg ikke have', 'han kan ikke lide når du gør xx' fx.

Jeg husker også at jeg har sagt fra overfor nogle drenge i børnehaven der var efter en af de andre. Normalt henvender jeg mig til personalet, men lige der var det altså 'nu' at de skulle stoppe.

Jeg har vidst også understreget noget med køkultur, både overfor voksne og børn.

Er det skidt?

[Fister]

Honestly, så afhænger det sgu også af mit eget humør og overskud. Jeg bryder meget sjældent ind, men jeg har gjort det. Jeg har også talt med store bogstaver overfor min søn og hans ven samtidig med at moderen var der. Og gentaget overfor vennen, som jeg synes jeg lidt dårligt opdraget. Jeg har også slugt mange kameler, for det synes jeg, jeg skal, når det i sidste ende bare er min egen snerperhed som bliver ramt, men jeg gider ikke at min følsomme ordentlige dreng skal køres over af uopdragne børn. Det er sgu ikke fair. Det handler også om at vise mit eget barn, hvad han kan forholde sig til og at lære ham at sige fra.

Til gengæld så siger vi også altid tak og snakker ofte om når andre har været en (særligt) god ven. Jeg vil meget hellere rose god opførsel end at påpege dårlig opførsel, men når det sker i omgivelser, hvor jeg er den voksne, så forsøger jeg netop at være den voksne

Dér igår skulle jeg ikke sige noget. Det skulle pigens mor have gjort, og var hun blevet mere ved (pigen) tror jeg også M havde sagt mere fra (det var ham hun var efter imens han snakkede med mig). Hun var ikke noget voldsomt barn, hun havde sikkert bare aldrig oplevet at nej betød nej og at om 5 minutter ikke er lige nu (hvis man bare bliver ved og ved). Det tror jeg...helt ærligt. Og for mig er det ringe opdragelse, men så længe det ikke er i mit hjem eller går ud over mine drenge, så sluger jeg kamelen. Og så snakker vi voksne om det, når vi kommer hjem og glæder os over, at vi har grebet opdragelse anderledes an. Det er den ærlige version.

[Pumpkins]

Jeg siger fra og hvis forældrene ikke er der, så kan jeg godt finde på at sige noget til et barn, der er ved at gøre noget, der kan skade barnet selv eller andre, eller er ved at ødelægge ting. Jeg har fx bedt en dreng om at stoppe med at ødelægge noget plastiklegetøj på vores fælleslegeplads, og da han lod som om han ikke hørte mig, sagde jeg bestemt til ham, at jeg synes han skulle stoppe lige nu. Moderen var der ikke, men jeg snakkede med hende bagefter, og hun syntes det var helt fint, at jeg havde sagt noget til hendes dreng. 

 

Hvis det er nogle jeg kender godt, kan jeg godt finde på at sige til forældrene "jeg ved ikke om du har set, hvad xx laver, jeg tror ikke det er en god ide", hvis de ikke selv siger noget til det, og det igen er noget farligt eller ødelæggende.

 

Der, hvor jeg faktisk tit synes det er svært er fx andre børn i børnehaven, der ikke gør noget akut-forkert. Der går en pige i Karlas børnehave, som tit gerne vil lege med Karla, men Karla har tit ikke lyst til at lege med hende, hvor den her pige enten "tvinger" hende eller presser på. Hun har også en tendens til at lyve og fx sige, at jeg har sagt, at jeg har sagt, at Karla skal med hende hjem og lege, og når jeg så kommer og henter Karla, kan hun ikke forstå, hvorfor hun ikke skal der hen, eller fx at sige til Karla at hun godt må noget, der klart er forkert, og at hun har fået lov af en voksen. Det synes jeg virkelig er svært, for jeg synes ikke jeg kan gøre ret meget mere end at sige noget til pigen, når hun er i gang med at gøre det, og ikke mere end et overfladisk "jeg vil ikke have, at du siger til Karla at jeg har givet hende lov, når jeg ikke har" - det er jo virkelig ikke min opgave at sætte mig ned og sige "prøv og hør her, man må ikke lyve og nu skal du høre hvorfor"

[Guest]

Jeg opdrager gerne på andres børn hvis det at sige stop til andre er at opdrage. Hvis jeg fx henter vigga i børnehaven og nogen af de andre børn gøre noget der lige kræver et "ej det må du vist ikke" eller "du må ikke kaste med tingene, så går de i stykker". Hvis det er 20 meter væk siger jeg ikke noget, men sidder vi ex i garderoben og tager sko på og en af de andre bærn sidder ved siden af og kaster med nogle ting som ikke er hans/hendes ja så nævner jeg det. Er også engang blevet slået af en pind af en af de andre børn, der sagde jeg også pænt (men bestemt) stop.

Hvis der er børn hjemme på besøg her som gør noget de ikke må så siger jeg da også på en pæn måde at det må man ikke her :) også selvom forældrene er her. Giver dem som regel chance for selv at stoppe deres børn, men det er jo ikke alle forældre der ved at herhjemme må man fx ikke hoppe i sofaen eller tegne med kridt på terrassen osv. Så kan jeg sagtens sige til børnene at det må de ikke :) men jeg ble ikke sur eller skælder andres børn ud. Jeg HÅBER virkelig også at andre vil sætte Vigga på plads hvis hun gør noget hun ikke må og jeg ikke lige er der til at stoppe hende, det må de meget gerne hvis de gør det på en ordentlig måde

Helt enig med Mette :)

Og fx ang amning og Nova (håber det er okay at bruge dit eksempel NSE, så ville jeg have fjernet hånden med det samme. Og sagt stop.

Havde det været mit barn, der havde aet hende på hovedet, havde det også været helt okay at du havde sagt stop til hende. Og hvis hun blev ved, ville jeg naturligvis have fjernet hende. Men vores grænser er forskellige (altså jeg ville heller ikke bryde mig om at et "fremmed" barn stod der), men jeg synes godt man må sige fra over for andres børn. Måske forældrene netop ikke så et problem i det? Og derfor ikke pr automatik flyttede deres barn.

Jeg er jo lærer og siger jo i min dagligdag tit fra overfor ting, som børnene ikke må (altså ikke opdrager), så derfor er jeg ikke så konfliktsky hvad børn angår. :)

[tazdiginez]

Mit svar er stadig; it takes a village.

Selvfølgeligt er der grænser, som: er jeg der, vil jeg gerne sættes ind i sagen og selv gøre noget ved det; men der bare situationer, hvor det tages bedre imod, hvis en anden styrer situationen og opdrager på mit barn.

F.eks. Igår måtte Ditte sætte Maliva i en pause. Jeg var til stede, men jeg kunne mærke at Ditte havde styr over situationen og at jeg ikke skulle blande mig, fordi Maliva rent faktisk lyttede og lærte af situationen.

Der er bare nogen situationer, hvor jeg ikke blander mig, men overskrider det min og børnenes grænser, så brøler jeg! I

[Guest]

Det er virkelig slemt i babyområdet synes jeg! Sidst vi var der var der også en masse store unger der kravlede rundt på taget af de huse i den ene ende. Elliot kunne slet ikke komme til.. :gal forældrene sad på deres numser i området og snakkede..

Åh ja, mega irriterende. Man skulle jo næsten tro at vi alle havde været der samme dag :D

Lige i det tilfælde er jeg kold. Sidst vi var der, fortalte jeg venligt men bestemt to store drenge at de måtte finde et andet sted at lege. Jeg spurgte ikke, for de havde sådan set ikke noget valg. De sagde pænt undskyld og gik. Hvis forældrene på nogen måde kunne have et problem med det, så må de jo selv komme på banen.

Jeg er ikke bleg for at "opdrage" andres børn. Og jeg er ikke ordkløver, så med opdrage mener jeg at fastholde god opførsel og sige fra på mine (små) børns vegne. Jeg gør det altid på en ordentlig måde, men jeg gør det. Og jeg håber andre gør det samme med Aksel, hvis jeg ikke er der

[girly1988]

Jeg opdrager ikke på andres børn hvis jeg kan undgå det.

Men i mit hjem gælder samme regler for vores børn og dem der er gæster. Dvs der skal ikke hoppes i min sofa og sker det gentagne gange siger jeg det til barnet der evt gør det hvis forældrene ikke selv siger noget.