begravelse

[Guest]

Er det okay, 

[FruOvervejelse]

Det synes jeg ikke. Jeg har godtnok aldrig selv været til en begravelse, men jeg tænker da bestemt, at hvis L har haft en relation til sin morfar, er indforstået med, hvad man skal i kirken, og i øvrigt er i stand til at sidde stille osv, så skal han med.

Og så kondolerer jeg :kram2

[Ihpets-mortilto]

Jeg synes det er helt fint, så længe at det er ok at snakke om det bagefter og så længe at i kan holde fatningen. Altså jeg tænker at det er rigtig fint at han ser jer græde, men i skal stadigvæk kunne være hans klippe.

[Mifune]

 

 

Jeg synes også at det er okay.

Det lyder således at det er den rette beslutning for jer og jeres søn at han tager med.

 

Hos mig i familien blev det handlet lidt forskelligt, min fætter på dengang næsten 4 år skulle ikke komme med til en begravelse (det var efter ønske af moren), mens min nevø var med til sin farbrors begravelse, da han var næsten 5 år. Han har snakket rigtig meget om det bagefter, og det var tydeligvis vigtigt for ham at være med og se, hvad der sker. 

[Guest]

Nu bliver det lige lidt kort, da jeg er på via iPad'en.

Jeg forstår ærligt ikke de folk der, godt nok i bedste bedste mening, forsøger at skåne deres børn ved ikke at have dem med til begravelser. Resultatet ser jeg ofte blandt mine egne venner, der har et meget mærkeligt forhold til døden og ser den som et kæmpe tabu.

Jeg synes I skal tage L med. Både før, under og efter skal I snakke om døden og give ham et naturligt forhold til den. Mener de danske bedemænd har en børnebog, hvor der på bedste pædagogiske vis bliver fortalt om døden. Måske det er en ide?

[Guest]

D

[Fru-Nielsen]

Selvfølgelig skal han med. Det er en del af livet :) Det er bl.a. sådan børn lærer om døden og det at miste.

Theodor var med til min svigermors begravelse sidste år, da han var to år. Det var da helt naturligt.

[Cand.mor]

Han skal da med. Døden er en naturlig del af livet, og så tænker jeg, at det er oplagt, at hans første oplevelse af døden og begravelse, er en gammel oldefar. Tårer er gode, men jeg synes, det er vigtigt også at tale om det lange liv, han har haft og de minder, som aldrig forsvinder. Det lyder til, at det allerede er sådan i takler det, og det tror jeg, er så sundt for ham.

[Girl Next Door]

Synes også han skal med :)

[Lotte1987]

Hvorfor skulle han ikke være med til et sidste farvel? :)

Det ville jeg se som en selvfølge at Markus skulle :)

[tsecret]

Lad ham endelig komme med. 

 

R var med til min mors begravelse, det kunne ikke være anderledes. Han var dog kun godt 1 år, så han kan selvfølgelig ikke huske noget. Han sad på forreste række sammen med resten af den nærmeste familie, og løb lidt mellem mig og min mand. Det var fint for os også at have ham med. Han var ikke med til sin oldemors begravelse et halvt år senere, men det var mere af logistiske årsager, og det var kun min mand der var af sted. 

 

Jeg var selv med til min oldemors begravelse da jeg var ca. 3½ år. Jeg kan faktisk huske dele af det endnu, men absolut ikke på nogen traumatisk måde. Jeg har fået at vide at jeg opførte mig pænt inde i kirken, bortset fra at jeg på et tidspunkt fik sagt meget højt og tydeligt "jeg skal nok være heeeelt stille, mor". Det kan godt løsne stemningen lidt at der er en lille med, især når det nu er en gammel person som er den afdøde. 

[Capall]

Vi havde Clare med til min farmors begravelse sidste år. Hun var, uden at vide det, en kæmpe hjælp for min far, som var utrolig knust, da hun var det sidste af hans "barndomsfamilie" - hans far og hans tre søskende er også døde. Hun var sød til at trøste og til at løfte stemningen med godt humør. Vi har talt meget med hende om døden i forvejen i forbindelse med tabet af vores ufødte datter, og gjorde det selvfølgelig også i forbindelse med min farmors død.

Men altså, alt i alt, så er jeg også fortaler for, at man tager børn med til begravelse og sørger for at tale med dem om døden, som jo må siges at være den mest naturlige del af livet.

[Guest]

Nu bliver det lige lidt kort, da jeg er på via iPad'en.

Jeg forstår ærligt ikke de folk der, godt nok i bedste bedste mening, forsøger at skåne deres børn ved ikke at have dem med til begravelser. Resultatet ser jeg ofte blandt mine egne venner, der har et meget mærkeligt forhold til døden og ser den som et kæmpe tabu.

Jeg synes I skal tage L med. Både før, under og efter skal I snakke om døden og give ham et naturligt forhold til den. Mener de danske bedemænd har en børnebog, hvor der på bedste pædagogiske vis bliver fortalt om døden. Måske det er en ide?

Det var denne bog, der kan hentes kvit og frit ved en lokal bedemand

https://www.bedemand.dk/brochurer/boernebog/

[Guest]

Hvis I føler det er det rigtige ville jeg tage ham med.

Lige inden sommerferien var vi til begravelse hos min farfar, vi valgte ikke at tage børnene med (10mdr og 3år 9mdr).

Det var faktisk kun min kusine som havde børn med, men de er også ældre.

Vi tog ikke den ældste med, da hun ikke kendte min farfar (han har været svært dement de sidste 10 år af sit liv og hun har mødt ham 2 gange). Samtidig ville hun med 99% sikkerhed have kedet sig og dermed brugt tiden på at spørger hvornår vi skal hjem.

Når den næste af oldeforældrene dør, så kommer hun måske med, men kun hvis hun spørger.

Og det er ikke fordi vi ikke kan snakke om døden, men mere at det ikke har nogen betydning for hende om hun er med eller ej.

[roselein]

Jeg var med til min oldefars begravelse, da jeg var en 4-5 år. Jeg kan huske det endnu.

Det er ikke noget dårligt minde, måske mere et specielt minde. Jeg kan huske min bedstemor græd, og min far sagde, at hun var ked af det, men at jeg ikke behøvede være ked af det. Jeg kan huske vi snakkede om, at folk ville være kede af det, og det var okay. Og så snakkede vi lidt om døden, og at min oldefar var meget gammel.

Egentlig skulle jeg vist ikke have været med, men min mor havde vagt, så der var ingen til at passe mig, og derforblev det sådan.

Hvis jeg var i din situation, så ville jeg helt sikkert tage L med :) Men selvfølgelig snakke situationen igennem med ham.

[louisevibe]

Vi havde Silke Elia med til oldemors (Jespers mormor) begravelse i december, da Silke Elia var 3,5år. Hun var også med inde på sygehuset, da hun var døende og bagefter da vi lukkede kisten i kapellet (og jo så sin døde oldemor). Det gik rigtig fint og det var egentlig meget naturligt. Silke Elia sad med os (den nærmeste familie) og så var min mor med i kirken som bake up, så jeg ikke skulle gå fra hvis Silke Elia ikke kunne rumme det. Det kunne hun nu sagtens, men skulle så på toilet halvvejs, hvilket min mor så klarede ;)

[Maj 2014]

Jeg ville helt klart også tage ham med. En begravelse af et ældre menneske, som har haft en langt godt liv kan også være smukt. Det er en god måde at sige farvel på, og jeg tænker at hvis det er en barnet kender er det underligt ikke, at få lov til at være med til at sige farvel. Specielt når han gerne vil.

Min oldemor døde da jeg var 10 år. Jeg var meget glad for min oldemor og har stadig gode minder med hende. Da hun var døende var vi på vej hjem fra Spanien, så min far spurgte mig og min søster om vi skulle køre til Sjælland og sige farvel (vi boede på Fyn). Jeg ville rigtig gerne, men min søster havde ikke lyst, så vi kørte til Sjælland.

Hun havde ikke sagt noget i flere dage, men da hun så os tog hun vores hænder og gav dem et klem, hun mumlede noget til min far, som var meget tæt med sin farmor, så kyssede vi hende og sagde farvel. Jeg husker det som sådan et smukt øjeblik og jeg er så glad for at jeg gjorde det. To timer efter døde hun, hun havde ventet på os. Til begravelsen var min lille kusine på 2 år med og hun stillede rigtig mange spørgsmål, som virkelig lettede stemningen og fik min farfar til at smile. For hende var det på ingen måde ubehageligt at være med.

[Guest]

Nåh

 

[Carcassonne]

Lea var med til min farmors begravelse da hun var 6 mdr gammel.

Lea og jeg var også de sidste der sagde farvel/godnat til hende på sygehuset hvor hub smed os ud, da hun ikke ville være til gene. Og kl 2 om natten døde hun så hvor Lea også var med inde og se hende.

Det hjalp ihvertfald min far meget at Lea var med.

Jeg var selv til min første begravelse da jeg var 6 år, hvor min mor døde. Men der skulle jeg jo selvfølgelig også med, men husker det jo også rimelig tydeligt.