Børn - skal, skal ikke?

[Maria13]

Hejsa

Min mand og jeg er er ungt par, der lige er blevet gift (han er 24 og jeg 20).

Vi ønsker os brændende børn, og jeg er helt klar på børn under min uddannelse. Min mand vil gerne begynde PB nu, men jeg er mere tilbageholdende pga. Frygt for hvad familie og andre vil tænke. På den ene side vil jeg så gerne give min mand vores ønskebarn og vi føler os helt klar - det er dog Stadig bare en kæmpe beslutning. Min mand vil priotere at få børn med det samme over alt andet, det er virkelig hans største ønske, og skal min frygt virkelig komme i vejen for at vi kan få en familie? Jeg tænker dog også, hvem ved om vi overhovedet Kan få børn og hvad nu hvis vi ikke når at blive 30? Disse tanker får mig lyst til at smide p-pillerne med det samme. Hvad mener i, skal vi leve livet og begynde PB og håbe på den gave, eller skal vi vente og se hvad fremtiden byder os?

[Girl Next Door]

Altså det der med hvornår man får børn er jo mega personligt og individuelt!

Jeg har nu 3 skønne børn, hvoraf 1 er delebarn med biomor, en knægt som er en skøn, følsom lille mand og en baby med særlige behov som seriøst trækker tænder ud. Jeg er 35, og er gift med min mand på 35. Vi har været gift i 5 år.

Jeg elsker at være mor, og sådan helt overordnet synes jeg ikke det føles som et offer at være mor - jo, nu med den lille, men inden hun blev født, så følte jeg mig ikke begrænset. Der var ting vi ikke kunne, ja! Og der er nogen at tage hensyn til som er vigtigere end mig, men i mit hoved kun positivt.

Og så alligevel... Da min søn blev født - som er et helt normalt barn - sov han kamp dårligt det første år. De første 10 mdr vågnede han mindst 20 gange hver nat, sov aldrig mere end 45 min ad gangen, og var næsten altid på arm. Det var møg hårdt! Og han er bare en dreng som er lidt indadvendt og en tryghedsfis.

Min ældste er jordens letteste unge... Altså, jeg har kendt hende siden hun var 6 mdr, og hun har boet hos os siden hun var 1,5. Hun er simpelthen så nem!!! Hun kunne sove overalt, spiste hvad der blev sat foran hende, og elskede at komme ud og lege - det gør hun stadig!

Baby er et kapitel for sig... Hun er dælme strid, men altså det er trods alt ikke så ofte man får børn som kæmper SÅ meget som hende..

Min pointe er... Børn er individuelle, deres behov afhænger af personlighed. Du kan få jordens letteste barn som min den ældste, du kan få et bøvle-men-normalt barn som min søn, eller den ultra møg-svære og sygebaby som min den yngste.

Føler man sig klar til at ens liv ændres alt efter hvilket barn man får? Kan man acceptere at man ikke altid kan leve som før? Kan man finde sig i, at det der med byture og spontane rejser er på pause ihvertfald nogle år? Hvis ja, sp skid hul i hvad andre siger!

Det er jeres liv, jeres ønsker... Man må bare ikke forvente at livet med børn er uden udfordringer og mega forudsigeligt. Forudsigelighed er det første som ryger når man får børn ;)

:ditto bortset fra jeg ikke har samme unger ;)

[NSEllekilde]

Jeg er 20 år og har lige fået en datter for en måned siden.

Det er det bedste jeg nogensinde har gjort! Selvom det er hårdt og dyrt at få et barn så er der ingen beskrivelse af den kærlighed man føler for dette barn og jeg føler først at mit liv gav mening da jeg fik hende. Selv de hårdeste nætter vil jeg ikke bytte med noget.

Men det er en personlig ting. Der er fordele og ulemper ved alle ting.

Jeg overvejede flere gange om jeg var klar til at opgive rejser for dette lille væsen da jeg var gravid. Nu når hun er her føler jeg slet ikke at jeg skal opgive noget. Jeg glæder mig bare til at vise hende verdenen :biglove