Skal, skal ikke?

[mille1981]

Jeg har i dag været hos min gynekolog i anden anledning.

For at gøre en lang historie kort, så har jeg lavt østrogenniveau, så det tyder umiddelbart på at vi skal have hjælp til baby. Jeg ved dog ikke om jeg er indstillet på det, eller om vi bare skal droppe det?

Ved ikke lige hvad formålet er med dette indlæg... Er bare lige lidt tridt...

Under alle omstændigheder sker der ikke mere før om 3 måneder når jeg er færdig med HD'en... Kan ikke overskue hvis vi skal i gang med udredning mm. lige nu.

ØV en skoddag :gal

[Morpige]

jeg synes du skal sige ja til en udredning, men så sørge for at flytte de udredningsaftaler til efter om 3 mdr.

[akselsen]

Kan sige at i vores tilfælde vidste at jeg skulle have hjælp til det og fik et forsøg med min Eks. Så gik vi fra hinanden og fandt verdens dejligste mand. FIk fortalt ham hurtigt i forløbet at jeg ikke kunne få børn uden hjælp. Vi snakkede frem og tilbage. Vi kom til den enighed at vi skulle få hjælp i skive. Så vi kom til udredning i Skive, fik at vide at jeg skulle smide 25 kg. nå øv så vi lagde en plan at vi skulle begynde til august 2006. i marts 2006 fik min mor kræft og ville dø inden for et par måneder og vi kom aldrig igang til August. Så vi snakkede om at vi bare lod være med at få børn og ville rejse ud i verden istedet. MEN så blev trangen alligevel for dyb..Så nu er vi i behandling og har ikke fortrudt at vi i det mindste har prøvet det og forhåbenlig med held denne gang :0) Men tænker tit på at vi havde besluttet at det skulle vi ikke og så fortrød alligvel.

Så overvej det godt og grunddigt. måske hvis aldren tillader det gå nogen år. MEN vi ville fortryde hvis vi ikke prøvede.. Så nu krydser vi bare fingere for at æggende sætter sig fast denne gang..

Håber det kan give lidt svar..og spørg bare hvis der er noget..et er det skrevet og et er om det var svar nok :0)

[Girl Next Door]

Jeg kender dine tanker, til dels. Jeg har altid ville have børn, og vil efterhånden tage alverdens hormoner for at få det.

Du får lige min historie, og så kan du bruge den eller lade være ;)

Jeg vil starte med at sige jeg altid har forestillet mig at jeg skulle lave mine børn selv (sammen med manden ;) ) uden hjælp nogen steder fra. Jeg kunne ikke se mig selv i et behandlingsforløb. Det er ikke noget jeg troede jeg nogensinde ville have psyke til.

Det startede med at jeg smed mine piller, jeg ville smide dem i god tid så de var ude af kroppen til når vi skulle i gang med babymaking. Min cyklus var meget uregelmæssig, og efter ikke at have mens i et halvt år, tog jeg kontakt til lægen. Der var dog ingen hjælp at hente :(

jeg blev ved med at banke i bordet hos lægen for at få en henvisning til gyn, men det ville de først give mig når vi havde prøvet i et år! :prik

Nå men tiden gik, og nærmest på årsdagen for hvornår jeg smed pillerne, sendte jeg en mail til lægen om at nu var der gået et år, og NU ville jeg have en henvisning. På det her tidspunkt var det nu mest for at få klarlagt hvad der var galt med min krop, og ikke så meget med baby at gøre.

Jeg fik min henvisning, og fik i løbet af 2 min hos gyn, konstateret PCO.

For at komme videre herfra, skulle manden også have en henvisning til gyn, hvor han fik testet svømmere. De var fine, så det er kun mig den er gal med.

Jeg startede så op på hormoner i sidste måned, og har lige været igennem første cyklus på dem. Menses har så lige vist sit grimme ansigt, så nu står den på endnu en måned på hormoner.

Det jeg egentlig vil sige er, at alting sker gradvist, så du når at vænne dig til tanken om det du går igennem.

Jeg ser stadig ikke på os som et par der er i behandling. Måske er det fornægtelse af hvad der egentlig sker.. Men jeg ser på det som om vi bare får lidt ekstra hjælp, og synes egentlig på mange måder det er rart at blive fulgt så nøje. Jeg ved med 99,9% sikkerhed hvornår ÆL falder, fra hvilken side ægget kommer fra, og jeg får en tryghedsscanning i uge 7 på klinikkens regning. Hvis man bare vender det om til noget positivt, bliver det nemmere en win win :)

Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der er det rigtige for jer, men jeg ved med mig selv at jeg kan og vil gå længere end jeg selv havde troet for at få det barn jeg altid har drømt om.

(Nøj for en lang smøre. Respekt til dig, hvis du har fået læst det hele ;) )

[mille1981]

Tak for jeres iput - og GND - jeg har skam læst det hele ;)

Jeg smed p-pillerne i maj, og har siden da haft mens 1 gang. Vi begyndte så småt på baby i efteråret, så har efterhånden været igang i ½ år. Jeg er dog allerede testet negativ for PCO, så det er ikke det der driller.

Vi snakkede lidt om det forleden, og er egentlig rimelig enige om at så længe det hedder hormoner, så er det ok, men ikke noget med at tage æg ud og sætte dem op igen oh prøve alverdens ting. Lykkes det ikke med hormon-hjælp, så kommer vi til at undvære bebs...