Oprettet February 26, 2016 Som overskriften siger er jeg desværre udstyret med en mand der har udskudt sin beslutning om PB, og jeg er dødfrustreret.. Historien er således. Jeg har en datter fra tidligere på tre år, og min kæreste og jeg har været sammen i to år nu. Jeg er 30 og min kæreste er 40. Vi har begge job, og har købt hus sammen som vi er flyttet ind i lige før jul. Han vil gerne have barn (har ingen), og det vil jeg også gerne. Vi har talt om det helt fra start da det er meget vigtigt for mig, og også at det skal være inden min datter bliver for stor.. Han var helt klar på at begynde PB så snart jeg havde fundet nyt job det nye sted, og der har jeg nu arbejdet en måned. Jeg bragte det derfor på banen for nogle uger siden da jeg vil begynde at tage folsyre de anbefalede tre måneder før planlagt PB, men nu siger han at det skal jeg ikke for han er ikke klar alligevel og bliver det heller ikke de første par måneder.. Ihh.. Jeg er så frustreret.. Jeg har selvfølgelig snakket med ham om at jeg måske ikke bliver gravid i første forsøg, og at han jo heller ikke bliver yngre, men han lukker den bare med et "Det skræmmer mig bare helt vildt". Jeg har spurgt om han helt har fortrudt, og det har han ikke.. Men ihh, hvis vi begynder nu, og er heldige at det lykkes i første forsøg bliver min datter næsten 4 inden hun bliver storesøster, så udskyder han det længe når hun måske at blive fem og det kan jeg slet ikke overskue Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Lader ham blive klar ;) Og så måske snak om hvad det er der skræmmer ham. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Nu er der jo aldrig nogen garantier for hvornår eller om det lykkedes. Så for din egen skyld så prøv om du kan lade være med at fokusere på din datters alder. Min søn når at blive 7 år inden lillesøster kommer til verden i august :) Først vil jeg lige sige at jeg forstår din frustration, det er svært når du selv er så klar til at det skal være nu, og manden så pludseligt trækker sig. Jeg synes som ovenstående at I skal tage en god lang snak om hvad det er der holder ham tilbage - hvad det er der skræmmer ham. At presse ham gavner i hvert fald ingen af jer. Håber I sammen finder en god løsning :kram2 Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Desværre er der ikke nogen forklaring, andet end at det er vildt skræmmende.. Jeg tror det bunder i at han er glad for vores "fri"weekender hvor vi kan være kærester og sove længe og den slags.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Måske har han bare brug for lidt ekstra tid. Det lyder som om at der er sket rigtig mange ting i jeres liv de seneste måneder, med nyt hus, (ny by?) og nyt job. Måske er han klar når der er kommet mere ro på hverdagen om nogle måneder. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Desværre er der ikke nogen forklaring, andet end at det er vildt skræmmende.. Jeg tror det bunder i at han er glad for vores "fri"weekender hvor vi kan være kærester og sove længe og den slags.. Og det er da også meget forståeligt! Det er en meget stor ting at opgive for det er jo en af de slags ting som man ikke får igen de første mange mange år efter man har fået børn. Viljen skal ligesom være der først Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Øv hvor er det bare en kedelig situation at stå i. Jeg forstår udemærket din frustration. Men som de andre siger.. Så tal med ham om det. Fortæl ham hvor meget det betyder for dig og at du er klar og bed ham om at tænke over det. Bagefter skal du så give ham lidt tid... lad vær at tale mere om det i en periode. Lad ham få tid til at samle sine tanker. Aftal evt en dato for hvornår det er "lovligt" at snakke om det igen. Og så tag emnet op igen der.. Det lyder lidt som om at han bare skal vænne sig lidt til tanken. Og jeg må da indrømme at jeg forstår ham godt med hensyn til jeres fri-weekender og i kan sove længe og sådan. :) Men han skal bare lige vænne sig til tanken og måske glæden ved det så kunne blive :) Jeg håber i snart får en fælles løsning og kommer i gang med PB :) :kiss Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 26, 2016 Øv hvor er det bare en kedelig situation at stå i. Jeg forstår udemærket din frustration. Men som de andre siger.. Så tal med ham om det. Fortæl ham hvor meget det betyder for dig og at du er klar og bed ham om at tænke over det. Bagefter skal du så give ham lidt tid... lad vær at tale mere om det i en periode. Lad ham få tid til at samle sine tanker. Aftal evt en dato for hvornår det er "lovligt" at snakke om det igen. Og så tag emnet op igen der.. Det lyder lidt som om at han bare skal vænne sig lidt til tanken. Og jeg må da indrømme at jeg forstår ham godt med hensyn til jeres fri-weekender og i kan sove længe og sådan. :) Men han skal bare lige vænne sig til tanken og måske glæden ved det så kunne blive :) Jeg håber i snart får en fælles løsning og kommer i gang med PB :) :kiss Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret February 29, 2016 *kram* Kan kun tilslutte mig de andres svar. Her var jeg klar i næsten 2 år før kæresten. Vores børn er 6 og 9 år og det at de nu et så store at de "kan klare sig selv" var en af de ting der skulle overvejes meget, i forhold til at skulle "starte forfra" med en lille baby. Det tog sin tid, men nu er han nået til der hvor han glæder sig. Det er SÅ hårdt når man selv er klar, men ens partner ikke er lige så afklaret som en selv. Slap du bare helt af mht din datters alder. Der er også fordele ved at de er det ældre: de har større forståelse (den del med at føle at lillebror/søster tager mor og far fra en. Og De kan hjælpe mere ;) Held og lykke, han skal nok nå dertil. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
