Kurrer på tråden...

[Diamanten]

Det er ikke nemt herhjemme pt.

 

Vi har været i gang med PB on/off i lang tid nu. Vi vil det rigtig gerne begge to, men den meget lange periode, først uden hjælp, og sidenhen med hjælp (behandling) uden resultater, begynder det at blive ret svært at overskue...

 

Jeg er ved at være godt træt af, at jeg skal ligge og sprede ben, stikkes i, tage medicin og generelt bare føle mig som et forsøgsdyr. Det tror jeg, at min mand har lidt svært ved at forstå. Det er som om, at han ikke kan sætte sig ind i mit sted- at jeg bare 'brokker' mig, men nu er det heller ikke ham, der skal pilles ved konstant og påvirkes af hormoner. Og så skal han hele tiden være efter mig med alting, oveni hormoner/medicin/behandling... hvilket pisser mig af, for at sige det ligeud.

 

Jeg er snart ved at være nået dertil, hvor jeg ikke gider hele PB mere. Det er bare virkelig svært at holde hovedet oppe.

Oven i det hele er jeg på dagpenge, og har ikke, på trods af en kæmpe indsats og et hav af ansøgninger, fundet noget job. Det er hårdt nok i sig selv- så med det ene mislykkede 'forsøg' efter det andet mht. PB, er det bare endnu mere tærende.

 

En anden ting, der bekymrer mig, er at jeg ikke ved, hvordan det overhovedet skal køre rundt sådan helt økonomisk, hvis jeg rent faktisk bliver gravid... for jeg løber tør for dagpenge om lidt, og har derfor ingen indtægt overhovedet.

 

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil sige med alt det her. 

Havde bare brug for at komme af med det... da jeg ikke rigtig har andre at tale med udover min mand, da vores PB ikke er officielt.

 

Er der andre, der har 'kurrer på tråden'? Eller er det kun os, der bliver irriterede på hinanden efter snart 3 års PB uden held?

[Ikra]

Ork det er fuldstændig normalt..

Tror alle oplever at blive presset i den her behandlings verden det er et helvede uden lige..

Synes det er godt i ikke gået fra hinanden endnu.. Bare det er en bedrift i sig selv - hold endelig fast i det...

Men når det er sagt så SKAL manden prøve at forstå dig.. Det er så ulidelig hårdt og være to i gang med det her men det er kvinden der udsættes for det hele..

Det har også tage lang tid herhjemme før manden ligesom fattede hvor meget det egentlig påvirkede mig...!

Hele ens mentale tilstand bliver presset og strukket til det yderste..

:kram

[MrsMom]

Vi prøvede det selv - var i behandling omkring 2 år før det lykkedes.

 

Det er hårdt, mega hårdt - og det er så forskelligt hvordan man bliver ramt.

 

Jeg vil sige at det er vigtigt at han sætter sig ind i dig og hvordan du har det - her var manden en del af det, han stak med nålen hver gang det var det - han deltog i alt det på sygehuset og senere klinik han kunne, det var meget vigtigt for mig at vi var sammen om det.

Og at tale sammen, hvordan man har det... hvad tænker man om situationen... fremtiden... både det positive og især det negative, så man ved om man står samme sted og vil det samme sted hen, hvis det ikke skulle lykkes (håber ikke I ender der).

 

Men tal sammen, brug tid på hinanden og vær sammen om det...

 

:kram

[Katrinemus]

Det er hårdt at være i behandling, jeg har det som Mrsmom, jeg synes det er vigtigt manden er med i så meget som muligt, for det er et fælles projekt. Man bliver frustreret på forskellige måder og på forskellige tidspunkter i forløbet.

 

Vi snakker meget om tingene, og det løser de ting der er svært.

 

Jeg håber I snart får jeres drøm opfyldt :bd  

[Pepsimor]

Jeg vil bare give dig et par opmuntrende ord mht. din bekymring omkring økonomien. :kiss

 

Min mand og jeg har også de bekymringer, men med som så meget andet så tror jeg på, at det ordner sig hen ad vejen. Vi har en plan om, at hvis jeg bliver gravid så begynder vi allerede der at "stocke up" af bleer, babymos og hvad vi ellers kan finde billigt på tilbud. :shop

 

Derudover har vi planer om at købe så meget genbrugt, som vi kan komme til. Tøj, barnevogn osv. I vores by har vi tre ret store genbrugsbutikker, som vi går på rov i, hvis vi er så heldige at få en baby i maven. :)

 

Det skal nok gå alt sammen. :goodluck

[Diamanten]

Ork det er fuldstændig normalt..

Tror alle oplever at blive presset i den her behandlings verden det er et helvede uden lige..

Synes det er godt i ikke gået fra hinanden endnu.. Bare det er en bedrift i sig selv - hold endelig fast i det...

Men når det er sagt så SKAL manden prøve at forstå dig.. Det er så ulidelig hårdt og være to i gang med det her men det er kvinden der udsættes for det hele..

Det har også tage lang tid herhjemme før manden ligesom fattede hvor meget det egentlig påvirkede mig...!

Hele ens mentale tilstand bliver presset og strukket til det yderste..

:kram

 

Tak, Ikra. Rart at høre, at jeg ikke er helt tosset! Vi er heldigvis på ingen måde et sted, hvor det er så slemt, at vi vil gå fra hinanden. Vi elsker hinanden meget, men vi kan begge blive ret frustrerede over situationen- især fordi, at vi begge vil det så meget. Så er det lidt som om, at det nogle gange går udover hinanden...

 

Mht. manden tror jeg skam, at han prøver, men det er bare ikke altid, at han er så forstående- måske fordi han tror, at jeg overdriver med de forskellige ting, hvilket jeg ikke føler, at jeg gør.

Men ja- det er bare super hårdt!  :cell  :bye

[Diamanten]

Vi prøvede det selv - var i behandling omkring 2 år før det lykkedes.

 

Det er hårdt, mega hårdt - og det er så forskelligt hvordan man bliver ramt.

 

Jeg vil sige at det er vigtigt at han sætter sig ind i dig og hvordan du har det - her var manden en del af det, han stak med nålen hver gang det var det - han deltog i alt det på sygehuset og senere klinik han kunne, det var meget vigtigt for mig at vi var sammen om det.

Og at tale sammen, hvordan man har det... hvad tænker man om situationen... fremtiden... både det positive og især det negative, så man ved om man står samme sted og vil det samme sted hen, hvis det ikke skulle lykkes (håber ikke I ender der).

 

Men tal sammen, brug tid på hinanden og vær sammen om det...

 

:kram

 

Tak. Vi er skam sammen om det. Her får hanogså 'lov' til at stikke mig, da jeg er ret ubekvem ved nåle, og ikke så godt selv kan stikke mig  :oops

Og han er også med det meste af tiden, dog ikke til alle scanninger pga. arbejde.

 

Det er bare mere det der med, at han ikke tager mine 'kvaler' helt alvorligt, og så forventer at jeg kan holde styr på alle datoer, medicin etc., og bliver irriteret på mig, når jeg er irritabel/emotionel (pga. medicinen).

Så bliver jeg bare enormt ked af det og frustreret til tider.

 

Så det er mere på det plan, at jeg bliver sur på ham nogle gange. Men nu har vi kun ét forsøg tilbage efter det her, hvis det heller ikke lykkes denne gang. Hvis det ikke lykkes med det sidste forsøg, ved jeg dog ikke, om jeg gider at blive ved med det. 

[Diamanten]

Det er hårdt at være i behandling, jeg har det som Mrsmom, jeg synes det er vigtigt manden er med i så meget som muligt, for det er et fælles projekt. Man bliver frustreret på forskellige måder og på forskellige tidspunkter i forløbet.

 

Vi snakker meget om tingene, og det løser de ting der er svært.

 

Jeg håber I snart får jeres drøm opfyldt :bd

 

 

Tak- det håber jeg også, for jeg gider nok ikke blive ved, hvis det ikke lykkes inden for de her tre forsøg (vi er i gang med 2. reagensglas forsøg)...

[Diamanten]

Jeg vil bare give dig et par opmuntrende ord mht. din bekymring omkring økonomien. :kiss

 

Min mand og jeg har også de bekymringer, men med som så meget andet så tror jeg på, at det ordner sig hen ad vejen. Vi har en plan om, at hvis jeg bliver gravid så begynder vi allerede der at "stocke up" af bleer, babymos og hvad vi ellers kan finde billigt på tilbud. :shop

 

Derudover har vi planer om at købe så meget genbrugt, som vi kan komme til. Tøj, barnevogn osv. I vores by har vi tre ret store genbrugsbutikker, som vi går på rov i, hvis vi er så heldige at få en baby i maven. :)

 

Det skal nok gå alt sammen. :goodluck

 

Jeg håber, at du har ret. Imidlertid er vi dog hus- og bilejere, og derfor er vi ret afhængige af en fast indtjening på et vist niveau... men nu må vi se, hvad der sker.

Hvis det ikke lykkes denne eller næste (sidste) reagensglas forsøg, tror jeg, at jeg foreslå, at vi dropper det... i hvert fald for noget tid.

[Diamanten]

Nå... just in case, nogen undrede sig- det lykkedes heller ikke denne gang. Hvilket var et ordentligt pust i maven.

Vi blev ringet op dagen før, vi skulle have fået opsat æg etc. igen, og de sagde, at der, helt uforklarligt, ikke var noget at sætte op ud af hele 9 æg, der så fine ud, da de blev taget ud.

 

Nu er der muligvis også et job på vej, muligvis (man har jo lov at håbe lidt), hvorfor jeg tænker, at en pause fra 'projektet' måske er en meget sund ting... selvom vi egentlig ikke gider vente mere, er jeg bare ret træt af hele processen.

 

Held og lykke til jer derude.

Håber, at I har bedre held end os.

[Katrinemus]

Nå... just in case, nogen undrede sig- det lykkedes heller ikke denne gang. Hvilket var et ordentligt pust i maven.

Vi blev ringet op dagen før, vi skulle have fået opsat æg etc. igen, og de sagde, at der, helt uforklarligt, ikke var noget at sætte op ud af hele 9 æg, der så fine ud, da de blev taget ud.

 

Nu er der muligvis også et job på vej, muligvis (man har jo lov at håbe lidt), hvorfor jeg tænker, at en pause fra 'projektet' måske er en meget sund ting... selvom vi egentlig ikke gider vente mere, er jeg bare ret træt af hele processen.

 

Held og lykke til jer derude.

Håber, at I har bedre held end os.

Sikke noget :numse kan godt forstå det var et hårdt slag :kram pauser er djævlens værk inden her baby-making virkelig, men mon ikke det er sund for krop og sjæl nogle gange :chin:

Jeg krydser fingre for der er et job på vej til dig :goodluck

[lhk]

Er der noget nyt?

Et job på vej, mere optimisme, en tiltrængt pause??