Hvad kan man forvente af bonusbedsteforældre?

[Annemb]

Jeg har en dreng på 3,5 år og en bonusdreng på knapt 4 år, og jeg synes, det er en lidt svær balance med bedsteforældre og bonusbedsteforældre. 

 

Min dreng er hos os 11 ud af 14 dage, mens min kærestes dreng er hos os 5 ud af 14 dage. Derfor ser mine forældre ikke min kærestes dreng så ofte, og han er samtidig en lidt reserveret dreng over for folk, han ikke kender så godt, så han afviser som regel deres "kontakt", når vi er sammen. Det har jo som sådan ingen betydning i teorien, men det har nok medvirket til, at mine forældre ikke føler sig ret knyttet til ham, og af og til "glemmer" ham, når de taler om børnebørnene (de har tre ud over vores).

 

Samtidig har min svigerfamilie i den grad taget min dreng til sig (i hvert fald i deres adfærd). Det betyder at de altid taler om "drengene" og klart opfører sig som om de har fire børnebørn (de har to andre børnebørn foruden vores drenge). De giver drengene præcist de samme gaver mv., og det gælder både min kærestes forældre, bedsteforældre, bror og svigerinde og endda moster og onkel. Det er jo virkelig flot af dem, og jeg kan da kun være taknemmelig for, at de gør så meget ud af at min dreng skal føle sig som en lige så stor del af familien, som min kærestes dreng. Det kan bare godt være lidt svært samtidig - både fordi mine forældre ikke helt har gjort det samme, og fordi jeg måske i princippet heller ikke mener, at der bør være 100% millimeterdemokrati. Min dreng har sin egen farmor og farfar + det løse på sin fars side, og min kærestes dreng har tilsvarende mormor og morfar mv. på sin mors side. Derfor tænker jeg, at det faktisk er helt ok, at man i visse sammenhænge ikke altid giver bonusbarnebarnet lige så meget som sit eget barnebarn. Selvfølgelig skal man ikke gøre åbenlys forskel på børnene, men jeg mener godt, at man kan give sit eget barnebarn en gave eller lign., når det andet barn ikke er til stede, uden at man er nødt til at gøre det samme for bonusbarnet. Min mor er eksempelvis meget sød til at hjælpe lidt til på tøjfronten til min dreng, og køber af og til en flyverdragt, vinterstøvler eller lignende til ham. Det er så hvad det er, for det er min bonusdrengs mor, der står for tøjindkøb til ham, men min mor har fx også givet mine nevøer og niece cykler, da de nåede den alder, og her synes jeg, det kan blive svært. På den ene side synes jeg, det vil være svært at tage imod en cykel til min dreng, uden at min bonusdreng får en, men omvendt synes jeg også det er meget at forvente, at mine forældre skal købe en cykel til min bonusdreng også. Alternativt kunne man jo aftale at vi så selv købte cyklen eller lignende til min bonusdreng, eller at vi fx fik et tilskud og så selv købte cykler til begge drenge. Det skal jo selvfølgelig ikke være sådan, at min forældre kommer og giver min dreng en flot ny cykel eller lignende lige for næsen af min bonusdreng, uden at han får (det ville så heller aldrig ske), men jeg synes det er en svær balance. 

 

Vi vil gerne have et fælles barn inden alt for længe, og det åbner for helt nye "udfordringer" i den sammenhæng, synes jeg, for hvad så med vores fælles barn? Hvis begge vores drenge altid får dobbelt op af alting, fordi de har et ekstra sæt bedsteforældre mv. ift. fællesbarnet, så synes jeg jo heller ikke det er helt fair for fællesbarnet.

 

Jeg mener selvfølgelig aldrig, at hverken min dreng eller min bonusdreng skal føle sig mindre værd end den anden i nogen af vores familier, og det ville heller aldrig finde sted på den måde, men jeg er meget i tvivl om, hvad der er den rette model, når det kommer til gaver mv. Jeg vil derfor meget gerne høre, hvilke erfaringer andre har, og hvad I tænker der er den bedste "model" for alle parter.

Håber I vil byde ind med lidt holdninger og erfaringer :-)

 

[Myliona]

Jeg har jo to piger, med hver deres far.

Min store pige bliver behandlet på helt lige fod, som min mindste af den mindstes farmor og farfar.

Det er noget de har besluttet.

Selvom Camille ikke holdt jul derover, fik hun en kæmpe julegave.. Det samme fik hun af leahs faster.

De ser Leah lidt mere end de ser Camille, men ikke meget :)

Jeg er faktisk mest ked af det på Leahs vegne. Camilles farmor og farfar snot forkæler Camille.. Som i virkelig meget!

Og jeg synes egentlig måske det er synd at Camille har "mere" end Leah.. :)

Men altså - hvad siger dine forældre? Jeg synes det er svært.. Jeg ville aldrig forvente at nogen bare tog mit barn til sig på lige fod med de andre - omvendt, så synes jeg ikke der skal høres kæmpe forskel.

Men jeg synes faktisk med en cykel, at det er okay at sige "det har JEG fået af min mormor og morfar".. :)

[Annemb]

Jeg har jo to piger, med hver deres far.

Min store pige bliver behandlet på helt lige fod, som min mindste af den mindstes farmor og farfar.

Det er noget de har besluttet.

Selvom Camille ikke holdt jul derover, fik hun en kæmpe julegave.. Det samme fik hun af leahs faster.

De ser Leah lidt mere end de ser Camille, men ikke meget :)

Jeg er faktisk mest ked af det på Leahs vegne. Camilles farmor og farfar snot forkæler Camille.. Som i virkelig meget!

Og jeg synes egentlig måske det er synd at Camille har "mere" end Leah.. :)

Men altså - hvad siger dine forældre? Jeg synes det er svært.. Jeg ville aldrig forvente at nogen bare tog mit barn til sig på lige fod med de andre - omvendt, så synes jeg ikke der skal høres kæmpe forskel.

Men jeg synes faktisk med en cykel, at det er okay at sige "det har JEG fået af min mormor og morfar".. :)

Tak for input :-).

Jeg lader nok lidt op til at tage "snakken" med min mor, men den er lidt svær, for vi har vendt det ganske kort engang i mellem, når hun "glemmer" min bonusdreng, hvis hun omtaler børnebørnene eller lignende. Eksempelvis havde hun for lang tid siden lovet min dreng en ting, når han ikke længere brugte ble, og hun ville rigtigt gerne have ham med ud at købe tingen, og så fik jeg sagt til hende, at vi jo har to drenge, og at vi faktisk gerne selv ville tage begge drenge med ud og købe en ting, fordi de begge havde smidt bleen. Det kunne jeg mærke, at hun blev lidt ærgerlig over, men det var heller ikke sådan, at hun så foreslog at købe til begge drenge. Hun har af og til købt en lille ting til dem begge, og hun køber selvfølgelig også julegaver og fødselsdagsgaver til begge drenge, men min dreng får som regel lidt større gaver. Jeg kan mærke på hende, at hun faktisk slet ikke kan forstå, at det kan være et issue, fordi min bonusdreng jo har sin egen mormor og morfar, som han også får gaver af. Jeg har i første omgang bare understreget over for hende, at jeg på ingen måde kan acceptere, at hun kommer med en gave til min dreng, mens min kærestes dreng er der. Det har hun så heller aldrig gjort, og der går det også en helt klar grænse, men det er ret tydeligt, at hun slet ikke selv mener, at hun bør købe ting/gaver til min kærestes dreng på lige vilkår med min dreng, og jeg er også selv ret splittet omkring det, som det nok fremgår af min indlæg :-). Jeg tror dog, jeg er nødt til at have en snak med hende på et eller andet tidspunkt, hvor vi finder frem til en eller anden model i fællesskab.

Jeg har nok også lidt den opfattelse, at det er okay, hvis mine forældre fx vil give min dreng en cykel uden at give min kærestes dreng en, men jeg mener så, at det skal planlægges/koordineres på en måde, så min bonusdreng ikke føler sig forbigået. Enten ved at min kærestes forældre så køber en til ham eller vi selv gør, men det fungerer nok bare ikke i praksis. Min svigerfamilie er som sagt meget opmærksomme på at behandle drengene lige, og selv om jeg har nævnt flere gange, at det faktisk vil være helt okay for mig, hvis de ikke gør det i så høj grad, så er det meget tydeligt, at de ikke kunne drømme om at gøre andet. Samtidig køber de nok ikke helt så store/fancy gaver, som min mor har tendens til, så det er svært at skabe en balance.

 

Jeg kan fornemme, at min dreng fx på ingen måde får de samme ting af hans bonusmors forældre, som hendes dreng gør, og jeg har heller ikke indtrykket af, at min bonusdrengs mormor og morfar køber lige så store gaver mv. til hans bonussøskende. De er så også en del ældre, og der er det nok nemmere at forsvare, end når der er tale om to jævnaldrende drenge.

 

Hmm... Den er sgu ikke så lige til. Især ikke når der så måske kommer et fælles barn ind i billedet en dag.

[Guest]

Jeg er heller ikke til millimeter retfærdighed, men man er en del af familien så længe forældrene er sammen.

Da min storsøster fandt sammen med sin nuværende kæreste, så sagde mine forældre også at de ikke ville knytte sig til hans børn, da det havde gjort for ondt på dem at miste de børnebørn, som min søsters eksmand havde i forvejen, da de i sin tid blev skilt.

Men man kan ikke undgå, at de børn der bringes ind i familien bliver en del af familien. Og da min søsters den ældste og hendes kærestes den ældste, skulle konfirmeres samtidig, gav vi også nøjagtig det samme, selvom hans barn ikke er vores blod, så er hun min niece imens de er sammen.

[Guest]

Min familie gør ikke forskel på pigerne, også selvom tilknytningen ikke er den samme. Omvendt gør B's familie heller ikke forskel.

[Lovely Lady]

Sætter lige et mærke her og prøver at huske at komme tilbage :)

[Guest]

Jeg kan delvist forstå tanken om at man er bange for at involvere sig i noget som bare ender med at gøre ondt.

Men modsat, man må antage at når den første forelskelse har lagt sig, at hvis folk er sammen, så er det med planer om for evigt. Og hvordan ville det ikke være efter 30 år at skulle hære spørgsmålet - hvorfor elskede i mig ikke?

Sådan lidt hårdt sagt...

I denne fagre nye verden hvor mange har børn i forskellige konstellationer, så er jeg enig i tanken - så længe i er her, så er i familie og jeg håber i vil være her for altid.

Netop. Og min forældre har da også engageret sig ligeså meget i min svogers børn i dag, som de i sin tid gjorde i eksmandens børn.

Børnene er familie og skal også føle de er det :)

Men jeg er også enig med dig i, at det ikke behøver at være lige dyre gaver

[Forunderligt]

Altså i princippet er jeg også enig med dig i at det ikke nødvendigvis skal være millimeter demokratisk det hele, jeg tror bare jeg syns at fordi de to drenge er så jævnaldrende skal de også have det samme. Jeg syns virkelig du skal tale med dine forældre om det, og sige at du blir ked af det når de "glemmer" at de har et bonus barnebarn. Jeg syns de skal have det sammen, og tænker også det på den lange bane vil hjælpe bonus barnet med at tø lidt op overfor din familie - altså ikke at han blir "købt med gaver", mere at han blir regnet med og husket.

 

Her i huset er det så faktisk omvendt - der blir gjort forskel, for det gir ikke rigtig mening at skulle "tage alle med", og det er mest pga den store aldersforskel. Alexander og Melissa (på nu 20 og 18) har ingen kontakt med deres farmor eller anden familie på fars side. Mathilde på 10 har god kontakt til sin farmor og farfar, men de kommer ikke her i huset eller har nogen kontakt med mine andre børn. Lilly på 3 har sin farmor og farfar i Holland og vi ser dem 1-2 gange om året, så de har heller ikke meget kontakt med mine andre børn. Til jul (eller rettere til Sinterklaas) fx får Lilly nogle (beskedne) gaver af dem, mens alle vi andre får chokolade. Lillys farmor sender et kort til Mathildes fødselsdag. Og jeg syns bestemt det er fint, jeg ser ikke at nogle af mine børn blir forfordelt eller føler sig glemt.