FruJørgensen

Tanke mylder og nervøsitet

3 indlæg i dette emne

Godaften de damer :)

 

Jeg er gravid i uge 5+5, må det hede :) Det er vores nr to og vi har prøvet sådan semi seriøst det sidste halve år, nu er det lykkedes. Problemet, hvis det egentlig er et problem, er at jeg ikke er lige så glad/lykkelig som jeg forventede jeg ville blive. Jeg syntes det er svært virkelig at tro på at den bliver der og samtidig kan jeg næsten heller ikke overskue at "Prik" er her. 

Jeg havde en halv svær graviditet sidste gang og det er lidt det jeg fokuserer på lige nu, altså alle generne og den hårde fødsel, samt "besværet" med en lille ny, samtid er jeg lige startet på nyt arbejde, har været der to måneder, og det ærger mig lidt at det kommer til at se ud som om vi begyndte at prøve så snart jeg havde skrevet under. 

 

Jeg håber virkelig ikke I dømmer mig for hårdt, jeg har bare ikke så mange at snakke med om mine tanker, som jeg virkelig hader, for jeg vil jo egentlig bare gerne være glad. Der er ikke så mange vi har sagt det til endnu, da det stadig er meget tidligt og jeg næsten ikke kan tro på det. og min bedste veninde, som godt ved det, har det sidste år været igennem tre aborter, to uden for livmoderen, så frygter virkelig at jeg lyder utaknemlig hvis jeg lufter mine tanker for hende.

 

Jeg håber bare det her er hormoner og at det går over igen. Er der andre der har prøvet at have det sådan her med deres nr to?

 

 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde det meget på samme måde. Jeg havde været skruk i hvad der føltes som en menneskealder, men da jeg endelig stod med en positiv test, og det hele havde bundfaldet sig, kunne jeg ikke lade være med at tænke "hvad f*nden er det vi har gang i?" jeg vidste, at jeg ville komme til at bøvle med nogle ting i graviditeten, og det ville gå ud over Karla og min mand. Og helt ærligt: en gang i mellem tænker jeg stadig sådan, en gang i mellem ville jeg ønske, at jeg ikke var gravid og kunne have en normal hverdag med masser af overskud til studie, mand og barn og udsigt til at komme i arbejde om nogle måneder i stedet for at skulle gå direkte fra SU til dagpenge, når jeg er færdig med mit studie.

I bund og grund er jeg jo lykkelig for den lille knægt i maven, men en gang i mellem kan jeg godt få en knude i maven over det hele.

Det er bare en stor omvæltning at blive forældre, og det ved vi godt her 2. Gang. Ved min første graviditet var jeg naiv og spændt, denne gang ved jeg mere hvad der kommer, og hvilke udfordringer der kan følge med. Og så er det pisse hårdt, at vide at det går ud over den store.

Jeg havde også svært ved at tro på det denne gang. 1. Gang kunne jeg slet ikke forestille mig, at noget skulle kunne gå galt. Det kunne jeg denne gang. En tryghedsscanning gjorde det meget mere jordnært for mig.

Det er helt normalt at have det som dig, du er bestemt ikke alene :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh det er jeg rigtig glad for at høre, bestemt ikke at du har det på den måde, men at jeg ikke er alene. Der virker bare så forbudt ikke at være oven ud lykkelig for at jeg er gravid. Det hjælper så overhovedet ikke at jeg ved denne graviditet døjer både med kvalme, halsbrand og mega træthed.(det var der slet intet af med den første) Så den dårlige samvittighed over for det første og min mand er her allerede, for jeg har bare brug for at sove hele tiden :( men jeg prøver at trøste mig med at det bare er en periode ;) 

Jeg er nu i uge 6+5, og jeg begynder så småt at tro på det, men måske først rigtig når jeg har været til scanning. Jeg skal til lægen i næste uge, så prøver jeg at snakke med hende om det :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Please sign in to comment

You will be able to leave a comment after signing in



LOG IND HER