Uendelig ventetid

[Diamanten]

Føles som om, at vi venter på alt for tiden.

Mest af alt, vil vi bare rigtig gerne have en lille én snart. Vi har været i gang i snart over 2 1/2 år sammenlagt nu uden held. Først på egen hånd, så et halvt års tid med inseminationer, og så blev vi sendt videre til reagens i det offentlig- eller det vil sige, at vi ventede på venteliste i et halvt år, inden vi kom til samtale på Riget, og så skulle vi lige vente knap to måneder på informationsmøde, før vi kunne melde os til den egentlige behandling...  :super

 

Nu er vi endelig kommet dertil, hvor vi kunne melde os til behandling, og i dag sidder jeg bare og venter på opkaldet fra Riget, for at høre, om der er plads eller ej i denne "omgang", hvis ikke kan vi først ringe igen i januar, og heller ikke der er det sikkert, at vi kan komme til. Nu må vi se.

 

Jeg er ret nervøs for hele processen med så meget medicin og hormoner, og alle nålene... jeg er ikke så god til alle de nåle og fremmede mennesker nede ved mit underliv. 

Ved egentlig ikke rigtig, hvad jeg ville med det her indlæg, men er virkelig nervøs, og tænker meget på, hvad det hele skal blive til.

 

Er der nogle af jer, der enten har været i (kort) reagensbehandling eller er i gang med det (som i har gennemgået en behandling)?

Udsigten til baby er sparsom efterhånden, men vi giver det lige et skud til.

 

[Katrinemus]

Føles som om, at vi venter på alt for tiden.

Mest af alt, vil vi bare rigtig gerne have en lille én snart. Vi har været i gang i snart over 2 1/2 år sammenlagt nu uden held. Først på egen hånd, så et halvt års tid med inseminationer, og så blev vi sendt videre til reagens i det offentlig- eller det vil sige, at vi ventede på venteliste i et halvt år, inden vi kom til samtale på Riget, og så skulle vi lige vente knap to måneder på informationsmøde, før vi kunne melde os til den egentlige behandling... :super

Nu er vi endelig kommet dertil, hvor vi kunne melde os til behandling, og i dag sidder jeg bare og venter på opkaldet fra Riget, for at høre, om der er plads eller ej i denne "omgang", hvis ikke kan vi først ringe igen i januar, og heller ikke der er det sikkert, at vi kan komme til. Nu må vi se.

Jeg er ret nervøs for hele processen med så meget medicin og hormoner, og alle nålene... jeg er ikke så god til alle de nåle og fremmede mennesker nede ved mit underliv.

Ved egentlig ikke rigtig, hvad jeg ville med det her indlæg, men er virkelig nervøs, og tænker meget på, hvad det hele skal blive til.

Er der nogle af jer, der enten har været i (kort) reagensbehandling eller er i gang med det (som i har gennemgået en behandling)?

Udsigten til baby er sparsom efterhånden, men vi giver det lige et skud til.

Sikke en lang vej :kram

Vi har været igang i 1 år og 8 måneder. Vi skal igang med 3. Omgang med hormoner også i kort protokol. Skal til scanning i morgen. Nålene er ikke sjove, men det har ikke været slemt.

Det skal kører i et frisk tempo, så man får stukket når tingene er klar, ikke begynde at 'ævle med nålen' klar-stik. Det har virket fint her.

Jeg har en lille hånd, så min kæreste har givet mig dem der blokerer for den naturlige ÆL, det fungerer ikke for mig.

Men det har været godt at vi kunne være fælles om det.

Jeg håber I får plads i denne omgang :bd

[Sparklinrock]

Det var mig for et år siden - lige præcis. Min sidste cyklus startede 24. nov. sidste år, og jeg sad hele formiddagen med ondt i maven og ventede på den opringning fra Riget. Heldigvis fik vi plads (kort protokol) og resultatet blev vores lækre lille søn, der ligger og sover sødt i sin vugge lige nu :) Nå I først kommer rigtigt i gang, så kan det gå meget hurtigt. Krydser fingre for jer :goodluck

[Finemor]

Føles som om, at vi venter på alt for tiden.

Mest af alt, vil vi bare rigtig gerne have en lille én snart. Vi har været i gang i snart over 2 1/2 år sammenlagt nu uden held. Først på egen hånd, så et halvt års tid med inseminationer, og så blev vi sendt videre til reagens i det offentlig- eller det vil sige, at vi ventede på venteliste i et halvt år, inden vi kom til samtale på Riget, og så skulle vi lige vente knap to måneder på informationsmøde, før vi kunne melde os til den egentlige behandling... :super

Nu er vi endelig kommet dertil, hvor vi kunne melde os til behandling, og i dag sidder jeg bare og venter på opkaldet fra Riget, for at høre, om der er plads eller ej i denne "omgang", hvis ikke kan vi først ringe igen i januar, og heller ikke der er det sikkert, at vi kan komme til. Nu må vi se.

Jeg er ret nervøs for hele processen med så meget medicin og hormoner, og alle nålene... jeg er ikke så god til alle de nåle og fremmede mennesker nede ved mit underliv.

Ved egentlig ikke rigtig, hvad jeg ville med det her indlæg, men er virkelig nervøs, og tænker meget på, hvad det hele skal blive til.

Er der nogle af jer, der enten har været i (kort) reagensbehandling eller er i gang med det (som i har gennemgået en behandling)?

Udsigten til baby er sparsom efterhånden, men vi giver det lige et skud til.

Føj for den lede en masse ventetid I skal udsættes for, stakkels mennesker! Det er da fuldstændig umenneskeligt! Puha! Er godt nok taknemmelig for min klinik (Skive) hvor det hele foregår uden ventetid, bortset ved jul og sommerferie.

Jeg krydser fingre for jer! Kan desværre ikke bidrage med nogen erfaringer da jeg selv kun er kommet til 2. IUI forsøg.

Men et kæmpe kram skal du have :kram

[Bermuda]

Jeg har selv været i (lang) ICSI behandling og er nu 16+3 :)

Vi prøvede selv i 10-11 måneder inden vi fik en henvisning, men pga sommerferie, diverse undersøgelser vi skulle igennem, og at vi startede i det private, men skulle overgå til det offentlige, da de fandt ud af vi skulle i ICSI i stedet for insimination, så var vi i venteposition fra juni til januar, hvir vi endelig kom i gang. Det var super hårdt!

Vi var igennem fire behandlinger, to friske og to frys, så det tog godt otte måneder.

Det var ikke rart at skulle stikke mig selv de første par gange - jeg kunne simpelthen ikke, min mand måtte gøre det. Men efter tre-fire gange kunne jeg selv, og det var på ingen måde slemt. For mig var det psykiske i at skulle stikke mig selv 117 gange værre end selve stikkeriet, så da jeg var kommet ud over det psykiske, så kørte det fint :)

Kan godt forstå det virker uoverskueligt lige nu og som om der er lange udsigter til gevinst, idet I allerede har været igennem så lang en proces som I har, men jeg synes I skal bevare håbet; de kan udrette mirakler i IVF/ICSI :kram2

[tsecret]

Jeg vil bare sige at selv hvis det ikke skulle lykkes i første forsøg er der gode chancer for at de kan hjælpe jer til et barn - så mist ikke modet!

 

Jeg kan ikke huske vores forløb præcis, men vi var igennem 3 X IUI, 1 X IVF (lang protokol), 1 X ICSI (lang protokol), 2 X fryseforsøg (lykkedes begge gange, men mistede igen) og så til sidst 1 X ICSI (kort protokol) som nu er en meget stædig men utrolig dejlig søn på 2 år! 

 

Og som om det ikke er nok, så fik vi 5 æg på frys ved hans forsøg, hvoraf det ene nu ligger med et lille hjerte der slår inde i min mave (7+4), og vi har to æg på frys endnu  :kuller

[Sparklinrock]

Er spændt på, om I fik plads i denne cyklus? :goodluck

[Diamanten]

Sikke en lang vej :kram

Vi har været igang i 1 år og 8 måneder. Vi skal igang med 3. Omgang med hormoner også i kort protokol. Skal til scanning i morgen. Nålene er ikke sjove, men det har ikke været slemt.

Det skal kører i et frisk tempo, så man får stukket når tingene er klar, ikke begynde at 'ævle med nålen' klar-stik. Det har virket fint her.

Jeg har en lille hånd, så min kæreste har givet mig dem der blokerer for den naturlige ÆL, det fungerer ikke for mig.

Men det har været godt at vi kunne være fælles om det.

Jeg håber I får plads i denne omgang :bd

 

Tak :)

 

Ja. Det er meget lang tid at vente. Jeg er hverken sart eller følsom, men lige med nåle (og synet af mit eget blod) kan jeg ikke tåle. Derfor plejer det som regel også at være min mand, der stikker i mig.

Vi fik plads- så nu må vi se.

[Diamanten]

Det var mig for et år siden - lige præcis. Min sidste cyklus startede 24. nov. sidste år, og jeg sad hele formiddagen med ondt i maven og ventede på den opringning fra Riget. Heldigvis fik vi plads (kort protokol) og resultatet blev vores lækre lille søn, der ligger og sover sødt i sin vugge lige nu :) Nå I først kommer rigtigt i gang, så kan det gå meget hurtigt. Krydser fingre for jer :goodluck

 

Tak. Man kan jo kun håbe, at vi er lige så heldige! Men tør næsten ikke håbe mere. Det er slemt at blive så skuffet hele tiden.

Vi kom med i denne omgang. Fingrene er krydset!

[Diamanten]

Føj for den lede en masse ventetid I skal udsættes for, stakkels mennesker! Det er da fuldstændig umenneskeligt! Puha! Er godt nok taknemmelig for min klinik (Skive) hvor det hele foregår uden ventetid, bortset ved jul og sommerferie.

Jeg krydser fingre for jer! Kan desværre ikke bidrage med nogen erfaringer da jeg selv kun er kommet til 2. IUI forsøg.

Men et kæmpe kram skal du have :kram

 

Ventetiden er desværre en uundgåelig del af det offentlige system, og vi har på ingen måde råd til behandlingen på en privatklinik. Det gør dog ikke den laaaaange ventetid mindre frustrerende.

Slet ikke, når man allerede ar været i gang længe inden da.

 

Vi kom dog med i denne omgang, så nu bliver jeg sprøjtet fuld af hormoner (og alt muligt andet), og så håber vi på det bedste. Egentlig lidt uretfærdigt, at man som kvinde er den, der skal stikkes, prikkes og pilles ved hele tiden, især når det er mandens "værktøj", der ikke fungerer optimalt... sorry, ego-trip-alert!

 

Tak for kram.

[Diamanten]

Jeg har selv været i (lang) ICSI behandling og er nu 16+3 :)

Vi prøvede selv i 10-11 måneder inden vi fik en henvisning, men pga sommerferie, diverse undersøgelser vi skulle igennem, og at vi startede i det private, men skulle overgå til det offentlige, da de fandt ud af vi skulle i ICSI i stedet for insimination, så var vi i venteposition fra juni til januar, hvir vi endelig kom i gang. Det var super hårdt!

Vi var igennem fire behandlinger, to friske og to frys, så det tog godt otte måneder.

Det var ikke rart at skulle stikke mig selv de første par gange - jeg kunne simpelthen ikke, min mand måtte gøre det. Men efter tre-fire gange kunne jeg selv, og det var på ingen måde slemt. For mig var det psykiske i at skulle stikke mig selv 117 gange værre end selve stikkeriet, så da jeg var kommet ud over det psykiske, så kørte det fint :)

Kan godt forstå det virker uoverskueligt lige nu og som om der er lange udsigter til gevinst, idet I allerede har været igennem så lang en proces som I har, men jeg synes I skal bevare håbet; de kan udrette mirakler i IVF/ICSI :kram2

 

Vi håber på et mirakel, men tror ikke rigtigt på, at det overhovedet kan lade sig gøre mere.

Jeg stikker mig aldrig selv, da jeg er ultra presset med nåle. Kan ikke se på det- ergo er det min mand, der gør det altid :P

[Diamanten]

Jeg vil bare sige at selv hvis det ikke skulle lykkes i første forsøg er der gode chancer for at de kan hjælpe jer til et barn - så mist ikke modet!

 

Jeg kan ikke huske vores forløb præcis, men vi var igennem 3 X IUI, 1 X IVF (lang protokol), 1 X ICSI (lang protokol), 2 X fryseforsøg (lykkedes begge gange, men mistede igen) og så til sidst 1 X ICSI (kort protokol) som nu er en meget stædig men utrolig dejlig søn på 2 år! 

 

Og som om det ikke er nok, så fik vi 5 æg på frys ved hans forsøg, hvoraf det ene nu ligger med et lille hjerte der slår inde i min mave (7+4), og vi har to æg på frys endnu  :kuller

 

Det lyder dejligt- tillykke og tillykke :)

[Bermuda]

Vi kom dog med i denne omgang, så nu bliver jeg sprøjtet fuld af hormoner (og alt muligt andet), og så håber vi på det bedste. Egentlig lidt uretfærdigt, at man som kvinde er den, der skal stikkes, prikkes og pilles ved hele tiden, især når det er mandens "værktøj", der ikke fungerer optimalt... sorry, ego-trip-alert!

Først og fremmest tillykke med at I er kommet med i denne omgang! :yay

Håber I er blandt dem, der får gevinst i først forsøg :kram2

Dernæst: sådan havde jeg det også! Det er mega unfair (og ja, lidt ego-trippet at tænke sådan) at det er kvinden der skal igennem den hårde proces, uanset om det er hos hende eller manden problemet ligger :rolleyes

[M.H.N]

Jeg syntes ikke det har været slemt med hensyn til hormornerne jeg har aldrig haft nogle bivirkninger som har generet mig.

 

Altså måske svedt lidt og været lidt tørstig og lidt træt.

Men jeg tror at det er også meget af det pga. jeg er så fokuseret på behandlingen.

 

Det er da ikke rart at skulle stikke sig selv og se lidt af sin egen blod, men når man så tænker på hvad det bliver til i sidste ende så syntes jeg det hele er det værd.

 

Jeg har prøvet 2 gange kort og en gang lang på Dronninglund, uden resultat.

Og nu gang i kort på Ciconia.

[Finemor]

Ventetiden er desværre en uundgåelig del af det offentlige system, og vi har på ingen måde råd til behandlingen på en privatklinik. Det gør dog ikke den laaaaange ventetid mindre frustrerende.

Slet ikke, når man allerede ar været i gang længe inden da.

Vi kom dog med i denne omgang, så nu bliver jeg sprøjtet fuld af hormoner (og alt muligt andet), og så håber vi på det bedste. Egentlig lidt uretfærdigt, at man som kvinde er den, der skal stikkes, prikkes og pilles ved hele tiden, især når det er mandens "værktøj", der ikke fungerer optimalt... sorry, ego-trip-alert!

Tak for kram.

Vores er også en offentlig, men det kan du jo ikke bruge til så meget da man er nødt til at vælge efter geografi.

Hvor har du dog ret i at det er uretfærdigt med fordelingen. Her hjemme passer det dog meget godt, da det er mig der ikke virker.

[Diamanten]

Først og fremmest tillykke med at I er kommet med i denne omgang! :yay

Håber I er blandt dem, der får gevinst i først forsøg :kram2

Dernæst: sådan havde jeg det også! Det er mega unfair (og ja, lidt ego-trippet at tænke sådan) at det er kvinden der skal igennem den hårde proces, uanset om det er hos hende eller manden problemet ligger :rolleyes

 

Tak Bermuda- det ville være den vildeste "jule"-gave!!

Godt, at det ikke kun er mig der egotripper lidt over det :)

[Diamanten]

Jeg syntes ikke det har været slemt med hensyn til hormornerne jeg har aldrig haft nogle bivirkninger som har generet mig.

 

Altså måske svedt lidt og været lidt tørstig og lidt træt.

Men jeg tror at det er også meget af det pga. jeg er så fokuseret på behandlingen.

 

Det er da ikke rart at skulle stikke sig selv og se lidt af sin egen blod, men når man så tænker på hvad det bliver til i sidste ende så syntes jeg det hele er det værd.

 

Jeg har prøvet 2 gange kort og en gang lang på Dronninglund, uden resultat.

Og nu gang i kort på Ciconia.

 

Ked af, at det ikke er lykkes for dig endnu.

Jeg har det omvendt mht. hormonerne. Da jeg prøvede det i forbindelse med insemination var det vildt, og må indrømme, at det er endnu vildere med denne hormonbehandling, jeg får nu... !!

Det ene øjeblik tudbrøler jeg over alt, det næste danser jeg åndsvagt rundt helt lalleglad og så er jeg... ehm... ekstra "aktiv" på lagenerne. Tror simpelthen, det er det bedste, hvis jeg ikke skal igennem det her igennem... min mand må tro, at jeg er ved at blive tosset! Faktisk lidt sjovt, nu hvor jeg skriver det ned... men igen, nok ikke for den der skal leve med sådan en tosse.

 

Jeg er ret nåleskræk, så det er desværre mere end bare ubehageligt. Det går kun lige, fordi jeg ikke kigger på det- men bare tanken (og følelsen af nålen), kan gøre mig lidt svimmel. Men ja- det er stadig bestemt det værd, hvis det fører til en lille sund og smuk baby.

[Diamanten]

Vores er også en offentlig, men det kan du jo ikke bruge til så meget da man er nødt til at vælge efter geografi.

Hvor har du dog ret i at det er uretfærdigt med fordelingen. Her hjemme passer det dog meget godt, da det er mig der ikke virker.

 

Ah ok- det er bare, uanset hvordan man vender og drejer det, altid kvinden, der skal lide? 

[Sparklinrock]

Hvordan går det med dig? Tænker du render til scanninger hele tiden..... :) Er der planer om ÆU snart?

Hepper på dig :yay :goodluck

[Diamanten]

Hvordan går det med dig? Tænker du render til scanninger hele tiden..... :) Er der planer om ÆU snart?

Hepper på dig :yay :goodluck

 

Tak Sparklinrock!

Tja- skal ind til min 2. scanning i dag, så det er spændende. Så er der forhåbentlig kun nogle dage tilbage til at der sker noget endnu mere spændende :D

Humørsvingningerne/hormonerne er faldet lidt til ro, men der har godt nok været nogle dage, hvor jeg næsten ikke kunne være i min krop.

 

Tak. Vi krydser fingre for, at der sker et julemirakel  :loveshower

[Bermuda]

Tak Bermuda- det ville være den vildeste "jule"-gave!!

Godt, at det ikke kun er mig der egotripper lidt over det :)

 

Ja, det ville da være den vildeste "julegave" - jeg krydser fingre :bd :bd 

[Diamanten]

Ja, det ville da være den vildeste "julegave" - jeg krydser fingre :bd :bd

 

Tak Bermuda- det gør vi også :D

[Sparklinrock]

Hej Diamant :) Er spændt på hvordan det går med dig? :)

[Diamanten]

Hej Diamant :) Er spændt på hvordan det går med dig? :)

 

Hej Sparklin- sødt af dig at spørge :)

 

Vi går 'bare' og venter. Skal ind og have en blodprøve d.22. december... så vi håber virkelig, at der er en lille sund guldklump derinde, og at den bliver der!!! Det er forfærdeligt ,at man skal vente hele tiden.

De sagde på klinikken, at alt taget i betragtning, er vores "chance" på 40% for gevinst... men det er jo stadigvæk ret hårde odds, så vi må se. Meanwhile må min mand døje med en rimelig emotionel type herhjemme... men det er han, desværre, ved at være vant til  :boo  :loveshower

[Sparklinrock]

Hold op hvor er det spændende!! Krydser alt hvad jeg kan for jer :) Vi fik samme odds sidste år (og med testdag 23/12) - jeg tror på det for jer :D

Er du snydetester-typen? Eller kan du holde ud at vente helt til den 22.? Det gode ved at være i behandling i december, er, at der ofte sker så meget, og så føles det som om den ellers laaaaaaange ventetid går lidt hurtigere :)

:goodluck :bd