Minister: Glem deltid og kom i gang!

[Guest]

For mig er det bare.... Håbløst!

I skal føde nogle børn skal I >< I skal bare arbejde skal I :blink

Ej, men. Det hænger jo ikke sammen. Jeg er ikke V-vælger, men stemte på den blok og vil gerne indrømme at jeg er chokeret over forarget og den politik Venstre fører. For jeg synes faktisk den er meget langt fra hvad de, for mig, står for. Jeg tror at jeg ser det sådan, at partiet har en håbløs flok til at repræsentere deres politik. Inger Støjberg som det absolutte pragteksemplar på dette! :lol

[Fister]

Vi taler om økonomi som om det er sådan en defineret statisk størrelse, som vi bare må forholde os til på udefrakommende markedsøkonomiske vækstvilkår. Og jo, hvis det er sådan man ser der, så er de gamle dyre og de unge effektive. Børn er også dyre. Ad! Derfor er den kloge og kortsigtede løsning, at få de effektive - vores bedstkørende maskiner - til at køre sig helt ud til maks, og gerne lidt over, fordi det jo er mest effektivt og giver det største afkast. Hvis ikke man gider de præmisser, så har man jo selv meldt sig ud!! Så er man doven og uattraktiv og usolidarisk og vil ikke hjælpe de ældre.

Jo, jeg forstår godt den økonomiske ligning. Jeg forstod også godt 12 minutter mere i sin tid. Jeg kan godt se den demografiske pukkel, vi har jo fanme talt om den siden jeg gik i folkeskole, med alverdens misforståede pointer til følge.

Men det handler virkelig også om at vælge og prioritere. Et liberalt parti burde i særdeleshed være glade for familier, som selv vælger at prioritere deres frihed og midler. Men næææh, familier er nemlig først og fremmest vores mest effektive maskiner...

Det kunne måske også være, at (selvvalgte) deltidsarbejdere var mere effektive, fordi de har mere overskud? Det kunne være deres børn var mere harmoniske (=billigere for samfundet), det kunne være de besøgte mormor mere på plejehjemmet eller lavede lidt frivilligt arbejde indimellem, eller at de bare havde tid til at deltage lidt i foreningslivet i deres lokalområde. Tænk hvis de bare var sådan nogen, som arbejdede 30 timer og så gik hjem og havde en hobby som berigede deres liv! Nej føj! Eller de hver torsdag tog Peter med hjem fra børnehaven fordi hans forældre arbejder sent? Kunne men forestille sig, at det ville gavne Danmark; også økonomisk?

Og al den mangel på arbejdskraft. Jaja! Den er der, det skal vi også tage højde for. Måske vi skulle starte med ikke at smide aktive medborgere ud af landet og nægte dem opholdstilladelse og statsborgerskab. At være os selv SÅ meget nærmest, at vi principfast gentager og gentager og gentager at "det synes jeg sådan set er rimeligt" og "det er et privilegium at blive dansker", når dansktalende børn og unge udvises til lande de ikke kender. på sigt afviser vi folk fordi de ikke har tjent 300.000 kr på et år!

Seriøst! Det ER altså et valg, hvordan man stykker et budget sammen og får den økonomiske ligning til at gå op! Og jeg er (som bekendt) ikke tilhænger af vækst-er-løsningen-på-alt-tilgangen, omend jeg er vældig meget tilhænger af at man tager ansvar, både som privatperson og politikker.

[Guest]

Jeg tænker faktisk at deres politik stemmer ret godt overens med den ideologiske tankegang som Venstre er baseret på. Så kan man jo mene hvad man vil om den, men tanken om at jobskabelse sker via privatisering og at velfærd skal man 'tjene op til' og at statens indflydelse skal reduceres, det er vel også det de gør?

Derudover er der da absolut ingen tvivl om, at det parti V er 'bange for' er LA... DF har lidt udspillet sig selv, virker det til. Hvor de kunne være det der parti som satte sig på bagbenene og dermed kunne forhandle sig til indflydelse, det er jo nærmere LA denne gang... Anders Samuelsen kan jo dybest set sætte sig ned, slå armene over kors og sige 'Næh', og så sker det ikke...

Jeg synes faktisk at valgkampen bar enormt meget præg af, at alle politikerne nærmest forsøgte at skjule den ideologiske tankegang de kommer fra, måske med undtagelsen af EL...

Det politiske klima er simpelthen blevet til, at det er okay lidt at skjule hvor man vil hen, hvis man bare er dygtig nok til diverse taler-tricks som stråmænd, papegøjesnak osv. Og det gælder alle partier!

Jeg er helt enig og du har ret I at det passer meget godt med deres ideologiske udgangspunkt og at de fleste ikke gør/har gjort ret meget ud af at fokusere på grundlæggende ideologi, men mest på enkeltsager (hvilket jeg faktisk bare generelt er enormt træt af!). Netop derfor skrev jeg at jeg er chokeret, ift. det jeg personligt havde forventet fra deres kant. Fordi jeg ikke synes at papegøje-snakken under valgkampen stemmer helt overens med den virkelighed vi står I nu. Og det kan så sagtens være fordi jeg bare ikke hørte godt nok efter under valgkampen ;)

I øvrigt er jeg meget enig med BBM i den langsigtede økonomiske betragtning mht. børnefamilier under pres. Jeg tror det bliver en dyr lektie at fortsætte med at sætte folk under pres!

[Barbamama]

Vi taler om økonomi som om det er sådan en defineret statisk størrelse, som vi bare må forholde os til på udefrakommende markedsøkonomiske vækstvilkår. Og jo, hvis det er sådan man ser der, så er de gamle dyre og de unge effektive. Børn er også dyre. Ad! Derfor er den kloge og kortsigtede løsning, at få de effektive - vores bedstkørende maskiner - til at køre sig helt ud til maks, og gerne lidt over, fordi det jo er mest effektivt og giver det største afkast. Hvis ikke man gider de præmisser, så har man jo selv meldt sig ud!! Så er man doven og uattraktiv og usolidarisk og vil ikke hjælpe de ældre.

Jo, jeg forstår godt den økonomiske ligning. Jeg forstod også godt 12 minutter mere i sin tid. Jeg kan godt se den demografiske pukkel, vi har jo fanme talt om den siden jeg gik i folkeskole, med alverdens misforståede pointer til følge.

Men det handler virkelig også om at vælge og prioritere. Et liberalt parti burde i særdeleshed være glade for familier, som selv vælger at prioritere deres frihed og midler. Men næææh, familier er nemlig først og fremmest vores mest effektive maskiner...

Det kunne måske også være, at (selvvalgte) deltidsarbejdere var mere effektive, fordi de har mere overskud? Det kunne være deres børn var mere harmoniske (=billigere for samfundet), det kunne være de besøgte mormor mere på plejehjemmet eller lavede lidt frivilligt arbejde indimellem, eller at de bare havde tid til at deltage lidt i foreningslivet i deres lokalområde. Tænk hvis de bare var sådan nogen, som arbejdede 30 timer og så gik hjem og havde en hobby som berigede deres liv! Nej føj! Eller de hver torsdag tog Peter med hjem fra børnehaven fordi hans forældre arbejder sent? Kunne men forestille sig, at det ville gavne Danmark; også økonomisk?

Og al den mangel på arbejdskraft. Jaja! Den er der, det skal vi også tage højde for. Måske vi skulle starte med ikke at smide aktive medborgere ud af landet og nægte dem opholdstilladelse og statsborgerskab. At være os selv SÅ meget nærmest, at vi principfast gentager og gentager og gentager at "det synes jeg sådan set er rimeligt" og "det er et privilegium at blive dansker", når dansktalende børn og unge udvises til lande de ikke kender. på sigt afviser vi folk fordi de ikke har tjent 300.000 kr på et år!

Seriøst! Det ER altså et valg, hvordan man stykker et budget sammen og får den økonomiske ligning til at gå op! Og jeg er (som bekendt) ikke tilhænger af vækst-er-løsningen-på-alt-tilgangen, omend jeg er vældig meget tilhænger af at man tager ansvar, både som privatperson og politikker.

Arh, det var LIGE det, jeg ville sige! Du sagde det bare så godt og tydeligt :tak

[Guest]

Vi taler om økonomi som om det er sådan en defineret statisk størrelse, som vi bare må forholde os til på udefrakommende markedsøkonomiske vækstvilkår. Og jo, hvis det er sådan man ser der, så er de gamle dyre og de unge effektive. Børn er også dyre. Ad! Derfor er den kloge og kortsigtede løsning, at få de effektive - vores bedstkørende maskiner - til at køre sig helt ud til maks, og gerne lidt over, fordi det jo er mest effektivt og giver det største afkast. Hvis ikke man gider de præmisser, så har man jo selv meldt sig ud!! Så er man doven og uattraktiv og usolidarisk og vil ikke hjælpe de ældre.

Jo, jeg forstår godt den økonomiske ligning. Jeg forstod også godt 12 minutter mere i sin tid. Jeg kan godt se den demografiske pukkel, vi har jo fanme talt om den siden jeg gik i folkeskole, med alverdens misforståede pointer til følge.

Men det handler virkelig også om at vælge og prioritere. Et liberalt parti burde i særdeleshed være glade for familier, som selv vælger at prioritere deres frihed og midler. Men næææh, familier er nemlig først og fremmest vores mest effektive maskiner...

Det kunne måske også være, at (selvvalgte) deltidsarbejdere var mere effektive, fordi de har mere overskud? Det kunne være deres børn var mere harmoniske (=billigere for samfundet), det kunne være de besøgte mormor mere på plejehjemmet eller lavede lidt frivilligt arbejde indimellem, eller at de bare havde tid til at deltage lidt i foreningslivet i deres lokalområde. Tænk hvis de bare var sådan nogen, som arbejdede 30 timer og så gik hjem og havde en hobby som berigede deres liv! Nej føj! Eller de hver torsdag tog Peter med hjem fra børnehaven fordi hans forældre arbejder sent? Kunne men forestille sig, at det ville gavne Danmark; også økonomisk?

Og al den mangel på arbejdskraft. Jaja! Den er der, det skal vi også tage højde for. Måske vi skulle starte med ikke at smide aktive medborgere ud af landet og nægte dem opholdstilladelse og statsborgerskab. At være os selv SÅ meget nærmest, at vi principfast gentager og gentager og gentager at "det synes jeg sådan set er rimeligt" og "det er et privilegium at blive dansker", når dansktalende børn og unge udvises til lande de ikke kender. på sigt afviser vi folk fordi de ikke har tjent 300.000 kr på et år!

Seriøst! Det ER altså et valg, hvordan man stykker et budget sammen og får den økonomiske ligning til at gå op! Og jeg er (som bekendt) ikke tilhænger af vækst-er-løsningen-på-alt-tilgangen, omend jeg er vældig meget tilhænger af at man tager ansvar, både som privatperson og politikker.

Hvornår stiller du op til folketingsvalget? Du ville klart få min stemme :lol

[Fister]

Hvornår stiller du op til folketingsvalget? Du ville klart få min stemme :lol

 

Hahaha:) Tak. 

Måske hvis man kan blive deltids-MF...  :P

[Pumpkins]

Jeg bliver også helt træt af at læse den slags udmeldinger, på sådan en "ikke nu igen"-måde. 

 

MEN, hvis man skal prøve at se sagen fra den anden side - ja, der er ældrebyrden og de få der skal forsørge de mange. Men der er også det faktum, at hvis man arbejder mere, så tjener man flere penge = mere skat og mere pension. En højere pension betyder at vi får flere ældre, der er bedre til at forsørge sig selv. I Danmark lever kvinder typisk længere end deres mænd, men har ofte en mindre pension, netop på grund af barsel og deltid. Så fra et ligestillingsperspektiv er der vel ikke noget galt i at kvinder arbejder lige så meget som mænd, der typisk arbejder fuld tid. 

Og så er man nok mere udsat som deltid end fuldtid, hvis der fx skal spares på arbejdspladsen. Hvis der skal spares 25 personaletimer om ugen er det i og for sig nemmere at undvære en 30-timers ansat end en 37-timers. 

 

Det virker også som om det kom lidt forkert ud, at det skulle være en noget for noget: I arbejder mere, vi giver jer mere pasning. 

Jeg synes at mere pasning kan være en rigtig god ide for de forældre, der arbejder skæve tider. Det er ikke nogen ny ide med 24timers institutioner - min mands onkel og hans kone arbejde begge i teater, da deres børn var helt små, og når de havde forestillinger, afleverede de børnene til aftensmad og overnatning i børnehaven. Til gengæld havde de hele dagen med deres børn inden, så de havde betydeligt flere vågne timer sammen med dem. 

Jeg kender ingen fuldtidsjobs der er 9-15, og så kan det være svært at nå at hente inden vuggestuen/ børnehaven lukker 15.30 om mandagen, hvis ikke lige man har bedsteforældre på spring. Og det har man næppe, hvis de skal arbejde længere og længere. 

 

Men når det er sagt, så er jeg en af dem, der gerne vil gå på deltid, med alt hvad det indebærer. Jeg kan ikke se mig selv som den mor, der kun spiser morgenmad med mine børn i weekenden og stresser over at skulle nå at hente inden lukketid, kun for lige at nå hjem, lave mad, og så er det allerede ved at være sengetid. Jeg har stor respekt for de kvinder, der brager derudaf og får det hele til at hænge sammen, jeg ville bare ikke selv kunne få det til at gå op tror jeg. 

[Susanne]

Jeg må så indrømme, at jeg kan se sagen fra begge sider - og jeg er altså en person med et kæmpe stort ønske om, at gå hjemme med mine børn og absolut hader tanken om, at skulle aflevere dem i institution.

 

Jo, selvfølgelig skal det være op til hver enkelt familie, at afgøre hvordan de har lyst til at indrette sig og deres dagligdag og det skal politikerne selvfølgelig ikke blande sig i. Men jeg læser nu heller ikke på nogen måde ovenstående artikel, som et reelt ønske om at diktere dette. Jeg læser blot at de har en mening om det, og hvordan det skal hænge sammen med de demografiske og samfundsøkonomiske vilkår og den mening har de vel lov at have, ligesom enhver anden, har lov at have deres.

 

Det er et faktum, at vi nu er den mindste generation indenfor det sidste århundrede, der skal til at forsørge den største generation indenfor det sidste århundrede. Og det kommer til at give udfordringer og vi kommer som en naturlig følge deraf, til at opleve forringelser i den velfærd vi har i dag. For penge vokser jo desværre bare ikke på træerne og der skal noget til at finansiere den velfærd. Og hvis vi så kombinerer en kæmpe generation der er ved/snart forlader arbejdsmarkedet med en lille generation, der pludselig helst kun vil arbejde deltid, jamen så synes jeg da at det giver sig selv, at det kommer til at blive en stor udfordring? 

 

Harmonerer ovenstående med at vi samtidig bliver dunket i hovedet med, at vi føder for lidt børn? Nej, overhovedet ikke! Men bekymringen i sig selv, set i forhold til den nuværende situation og de udfordringer vi står overfor i samfundet i den nære fremtid, synes jeg er helt reel. Vi kommer til at vælge på den ene eller den anden måde. Mere tid hjemme med vores børn på bekostning af velfærden generelt? Eller omvendt? Det må være op til hver enkelt at afgøre. Men jeg tænker jo egentlig - som en slem liberal og hyklerisk nok som en, der selv ville vælge at gå hjemme, hvis jeg havde muligheden økonomisk, om det ikke i denne sammenhæng faktisk er usolidarisk at vælge ikke at ville arbejde, fordi man på den måde bidrager mindre til fællesskabet? 

Det er i mine øjne slet ikke enten eller!

Man kunne jo også vælge at tage imod nogen af de mange veluddannede syrere, byde dem velkommen og lade dem få fodfæste og være en del af den arbejdsstyrke vi så desperat kommer til at mangle indenfor de næste 20 år. Vi SKAL jo ikke nødvendigvis gøre det selv, så hvorfor er vi så bange for at lade nogen komme til og hjælpe? Det er da totalt win-win i mine øjne.

[FruOvervejelse]

Det er i mine øjne slet ikke enten eller!

Man kunne jo også vælge at tage imod nogen af de mange veluddannede syrere, byde dem velkommen og lade dem få fodfæste og være en del af den arbejdsstyrke vi så desperat kommer til at mangle indenfor de næste 20 år. Vi SKAL jo ikke nødvendigvis gøre det selv, så hvorfor er vi så bange for at lade nogen komme til og hjælpe? Det er da totalt win-win i mine øjne.

I den ideelle verden er jeg enig. Der er bare desværre statistikker, der viser at 7 ud af 8 syrere ikke var i arbejde efter fire år i dk. Hvis man skal se koldt og kynisk på det, så bidrager syrere altså ikke til at løfte byrden, men gør byrden større for "os andre".

[Susanne]

I den ideelle verden er jeg enig. Der er bare desværre statistikker, der viser at 7 ud af 8 syrere ikke var i arbejde efter fire år i dk. Hvis man skal se koldt og kynisk på det, så bidrager syrere altså ikke til at løfte byrden, men gør byrden større for "os andre".

Det er selvfølgelig nogen statistikker man er nødt til at tage alvorligt. Jeg tror nu en del af skylden for det, ligger hos os og ikke hos syrerne. Helt ærligt, DF vil jo placere dem i lejre uden nogen rettigheder, indtil de kan rejse hjem igen. Det kommer man altså ikke i arbejde af!

Hvis vi tilrettelægger vores integrationsindsats, så den er lidt mere åben-arme og lidt mindre 'du skal'-med-en-hel-masse-krav-og-tests, så tror jeg faktisk det kommer til at gå temmelig meget nemmere! Hvis man hjælper dem med at møde danske familier og med at få et arbejde de kan starte op på, så kan de hurtigt blive selvkørende. For de VIL jo gerne! Men det er sgu op af bakke, når man bliver interneret i Center Sandholm uden mulighed for at komme ud og være en del af samfundet.

[Pumpkins]

I den ideelle verden er jeg enig. Der er bare desværre statistikker, der viser at 7 ud af 8 syrere ikke var i arbejde efter fire år i dk. Hvis man skal se koldt og kynisk på det, så bidrager syrere altså ikke til at løfte byrden, men gør byrden større for "os andre".

 

Kunne man vende den om, og sige, at de bidrager til samfundet på andre måder (hvis vi antager, at de ikke er i job). De hjælper blandt andet på affolkiningen i yderområderne  og sørger for, at der er arbejde til andre. De skal også handle i supermarkeder, hvor der er nogle, der skal sætte varer på hylderne i butikkerne og betjene kassen, de køber varer, som skal produceres, transposteres etc, deres børn skal passes i institutioner af uddannede pædagoger og pædagogmedhælpere, de skal have skolelærere til deres børn og hjemmepleje til deres forældre. De arbejder måske ikke selv, men de hjælper da andre med at beholde deres arbejde. 

Og så længe de ikke sender pengene ud af landet, så bliver de jo i staten. De sparer næppe op, så de penge de får går jo til butiksmedarbejderens løn, som han eller hun betaler skat af, eller bruger andre steder, momsen ryger tilbage i statskassen med det samme, osv. Det kan godt være pengene skal cirkulere rundt et par gange, men de holder jo hjulene igang. 

[tazdiginez]

Er det reelt set et spørgsmål om at det er penge før mennesker, eller et spørgsmål om, at vores samfund er indrettet på en måde, hvor mennesker koster penge og det er et vilkår, som vi er nødt til at forholde os til? 

Det var ikke et egentligt spørgsmål, men mere en mening ;)

[Maustique]

Jeg læser det faktisk som et "lad os indrette vores samfund så man ikke er tvunget på deltid, fordi man har børn". Dvs. lad os lade daginstitutionerne være åbne længere og lad os åbne op for at det skal blive billigere/lettere at hyre hjælp til hjemmet. Og så langt er jeg faktisk helt med.

 

I kraft af, at det så ikke længere er bydende nødvendigt at være på deltid, bør der jo så rent logisk være nogle, der vælger ikke at være det længere - fordi de specifikke personer var det udelukkende fordi det var den eneste måde at få kabalen til at gå op på. Det er jo så til samfundets gode - fordi vi har brug for arbejdskraften.

 

Men jeg læser intet sted at de ønsker at FORRINGE vilkårene for alle dem, der er på deltid, ikke fordi de er tvunget til at være det, men fordi de ønsker at være det. Derfor kan jeg ikke rigtigt se, hvad jeg skulle blive forarget over. Medierne er rigtig gode til at blæse den slags op. :zzz

[Alura]

Nå ja men rent økonomisk er der vel ikke så meget at rafle om, der kan jeg da også godt forstå, at man gerne vil have folk til at arbejde mere så der bliver betalt mere skat. :)

 

Jamen som udgangspunkt forholdt jeg mig udelukkende til det rent økonomiske aspekt i det, fordi det var det eneste, som artiklen forholdt sig til. Og eftersom jeg er enig med dig i, at der ikke er så meget at rafle om hvad det aspekt angår, ja så forstod jeg faktisk ikke at den kunne vække så stor harme. For de der oprindeligt sad og blev oprørte, blev det jo ene og alene på baggrund af det, som der stod i artiklen. Og det kunne altså ikke helt bringe mit pis i kog :)

 

Men jeg ser det heller ikke udelukkende ud fra børnefamilie-perspektivet, men også ud fra, at jeg tror, at "presset fuldtid" for børnefamilier kan give flere syge (fx forældre, der går med med stress) og (dermed) færre penge til de syge og ældre, hvis førnævnte forældre ryger midlertidigt helt ud af job. Og hvis børnefamilierne fik mere rum, så ville de måske også blive bedre til at hjælpe deres ældre (hvilket regeringen jo også gerne vil have).

Altså selvom jeg synes deltid skal være en (legal) mulighed af rent "følelsesmæssige" årsager, så handler det også om, at jeg helt koldt og økonomisk tror på, at det er en god langsigtet forretning at passe rigtig godt på børnefamilierne.  :)

 

 

Jeg er helt enig med dig i, at der kan være økonomisk incitament til at passe på børnefamilierne, såvel som på alle andre - også på sigt. Men det er bare ikke altid, at scenariet er realistisk eller at der er nok incitament for det. For mon ikke langt de fleste af os, kunne finde et godt argument for, at det ville være bedre for os at arbejde mindre? At det ville give os psykisk velvære, i stedet at bruge mere tid på vores familier, venner og interesser? Som, lad os bare indse det først som sidst; for en stor del af os ikke lige inkluderer vores arbejde. Jeg har sgisme mange følelsesmæssige årsager til, at jeg gerne ville lave noget andet (fuld- som deltid) end at tage på arbejde hver dag. Men sådan hænger verden for mig bare ikke sammen. Fordi samfundet ikke kan hænge sammen på den måde og det er jeg nødt til at tage min del af ansvaret for. Og det betyder, desværre, at jeg bliver nødt til at bruge en stor del af min dyrbare tid, på noget som jeg egentlig ikke gider eller mener er godt for mig som individ. Hvis det kunne lade sig gøre rent økonomisk, så er jeg sådan set teoretisk helt enig med dig. For jeg mener at vores liv burde kunne skrues sammen på en anden måde, der tangerede knap så meget lønslave tilværelse. 

 

Som den kære Dave Mustaine siger: "If there's a new way, I'll be the first in line... but it better work this time". Og indtil videre har jeg bare ikke set noget overbevisende argument for, hvordan det skulle kunne hænge sammen. Uden at få en uheldig og utilsigtet snowball effekt, som nævnt for oven. For hvis de andre får lov, så skal jeg da også?

[Alura]

Vi taler om økonomi som om det er sådan en defineret statisk størrelse, som vi bare må forholde os til på udefrakommende markedsøkonomiske vækstvilkår. Og jo, hvis det er sådan man ser der, så er de gamle dyre og de unge effektive. Børn er også dyre. Ad! Derfor er den kloge og kortsigtede løsning, at få de effektive - vores bedstkørende maskiner - til at køre sig helt ud til maks, og gerne lidt over, fordi det jo er mest effektivt og giver det største afkast. Hvis ikke man gider de præmisser, så har man jo selv meldt sig ud!! Så er man doven og uattraktiv og usolidarisk og vil ikke hjælpe de ældre.

Jo, jeg forstår godt den økonomiske ligning. Jeg forstod også godt 12 minutter mere i sin tid. Jeg kan godt se den demografiske pukkel, vi har jo fanme talt om den siden jeg gik i folkeskole, med alverdens misforståede pointer til følge.

Men det handler virkelig også om at vælge og prioritere. Et liberalt parti burde i særdeleshed være glade for familier, som selv vælger at prioritere deres frihed og midler. Men næææh, familier er nemlig først og fremmest vores mest effektive maskiner...

Det kunne måske også være, at (selvvalgte) deltidsarbejdere var mere effektive, fordi de har mere overskud? Det kunne være deres børn var mere harmoniske (=billigere for samfundet), det kunne være de besøgte mormor mere på plejehjemmet eller lavede lidt frivilligt arbejde indimellem, eller at de bare havde tid til at deltage lidt i foreningslivet i deres lokalområde. Tænk hvis de bare var sådan nogen, som arbejdede 30 timer og så gik hjem og havde en hobby som berigede deres liv! Nej føj! Eller de hver torsdag tog Peter med hjem fra børnehaven fordi hans forældre arbejder sent? Kunne men forestille sig, at det ville gavne Danmark; også økonomisk?

Og al den mangel på arbejdskraft. Jaja! Den er der, det skal vi også tage højde for. Måske vi skulle starte med ikke at smide aktive medborgere ud af landet og nægte dem opholdstilladelse og statsborgerskab. At være os selv SÅ meget nærmest, at vi principfast gentager og gentager og gentager at "det synes jeg sådan set er rimeligt" og "det er et privilegium at blive dansker", når dansktalende børn og unge udvises til lande de ikke kender. på sigt afviser vi folk fordi de ikke har tjent 300.000 kr på et år!

Seriøst! Det ER altså et valg, hvordan man stykker et budget sammen og får den økonomiske ligning til at gå op! Og jeg er (som bekendt) ikke tilhænger af vækst-er-løsningen-på-alt-tilgangen, omend jeg er vældig meget tilhænger af at man tager ansvar, både som privatperson og politikker.

 

Bunder det dybest set ikke i, at vores samfund er gennemsyret af en eller anden helt basal mistillid til hinanden fra alle hold? Både det politiske, men så sandelig også os almene borgere i mellem. Ja, du har helt ret i, at folk der får lov at eksistere på nogle præmisser som fungerer for dem, er mere harmoniske og måske vil de virkelig gerne bruge den ekstra tid på at berige samfundet. På at tage hånd om vores ældre, på at gøre en forskel i lokalområdet osv. For så langt er vi helt enige. Men hvis vi skal anskue det på den facon, så er vi efter min bedste overbevisning nødt til, at gøre det hele vejen rundt. Så kan du, i helt samme ånd, også vende den 180 grader og spørge: hvorfor skal vi så tvinge de, der tjener mere end gennemsnittet til at bidrage mere økonomisk? Ikke bare i kroner og ører, men også procentmæssigt mere.

 

Måske er de ikke bare nogle egoistiske og selvoptagede dumme svin, der kun er sig selv nærmest (sat i kontrast til det du skrev foroven, om at man blev stemplet som doven, uattraktiv og usolidarisk, hvis man ikke gad at arbejde på fuld tid). Måske er mange af dem faktisk filantroper og bredtfavnende mennesker, som gerne vil andre og gerne vil samfundet og fællesskabet og som faktisk ville bidrage til det helt af egen fri vilje, hvis ikke man piskede dem til det? Måske har de en fundamental tro på, at det er noget andet der fungerer for dem, præcis som i dit modsatte eksempel foroven. Måske tror de på, at de langt bedre selv vil kunne forvalte og få mere værdi ud af de penge de kan bidrage med, hvis de selv får lov at vælge, hvor og hvordan de skal bruges, frem for at overlade dem i hænderne på nogle usle og uduelige levebrødspolitikere, der klatter det hele væk på rødvin, underbukser og uendelige og ineffektive udvidelser af den offentlige sektor?

 

Der er så meget tale i debatten omkring, at svage og arbejdsløse piskes frem. Men har man nogensinde overvejet, at det samme gør sig gældende for de der tjener meget? Det synes jeg ofte at de, der sidder ovre til venstre har en tendens til at glemme. At også disse mennesker mødes med mistillid som udgangspunkt. At også disse mennesker piskes til at bidrage, blot med en anden ressource. Og kunne man måske forestille sig, at det faktisk også for dem er pisse hamrende umotiverende? At bidrage fordi man bliver tvunget og ikke fordi man har lyst? Kan det være muligt at det bevirker, at nogle der måske faktisk havde en stor lyst til at hjælpe og bidrage, får en smule mindre lyst? 

 

Hvad angår de mennesker der tjener mange penge, der vælger vi også som samfund at se virkelig unuanceret på det. Vi ser på kroner og ører; de tjener mere, ergo skal de betale mere. Vi vælger heller ikke her at skelne til, at de måske tjener mere, fordi de også ofrer mere på nogle punkter. Fordi de arbejder mere, bruger mere tid, bruger mere energi, de tager mere ansvar, de har større risikovillighed. De ofrer en masse ting, som der er så mange andre, der ikke gør. For eksempel kvalitetstid med familien, meget apropos, som så mange andre nyder godt af, fordi de ikke har en arbejdsuge på 100+ timer. Det er nogle forskellige prioriteter vi som mennesker har.

 

Men hvorfor kræver vi så at de mennesker, som måske ofrer en masse andet i ressourcer; tid, energi, risikovillighed, ansvarspåtagelse - hvorfor kræver vi af dem at de så samtidig også skal betale mere oveni, når vi ikke kræver det samme omvendt af den modsatte gruppe? Den eneste forskel på de to, er den specifikke ressource vi vælger at fokusere på. Har man overskud af tid eller har man overskud af penge, som kunne bruges på at hjælpe andre? Hvorfor skal det for nogle være en rettighed frit at vælge om og hvordan de ønsker at bidrage med deres specifikke ressource, mens det er ok, at det for andre er tvang? Og hvor meget af den specifikke ressource man har, være det sig tid eller penge, er det rimeligt at blive tvunget til at bidrage med til samfundet, i fællesskabets navn, over ens individuelle behov som person og som familie? 

 

Handler det i bund og grund ikke om, at vi faktisk godt ved, at der sidder nogle rige egoistiske svin derude, for hvem det at dele og hjælpe andre, ikke kunne ligge dem mere fjernt? Og at vi faktisk godt ved, at der er nogle der bare er dovne og uattraktive for fællesskabet? De findes i begge lejre, men det afgørende spørgsmål er, hvad vi tror og fortæller os selv om dem. Er de et mindretal eller er det størstedelen, der tilhører denne gruppe? Skal vi vælge at se gennem fingre med et mindretal rådne æbler, fordi størstedelen trods alt gør en indsats og vil hinanden det godt? Eller er vi nødt til at lave kollektiv afstraffelse, fordi der er for mange, der ødelægger det for de andre?

 

Ud fra den måde, hvorpå vi har valgt at udforme vores samfund, kan jeg kun konkludere, at vi stiltiende må have besluttet det sidstnævnte. Hele vejen rundt, lige fra doven, ugidelig arbejdsløs til rigt, selvoptaget møgsvin af første klasse. Vi stoler simpelthen ikke på, at hinanden vil yde noget ekstra og at vi ikke bare har os selv og egne interesser nærmest. Hvis vi gjorde, så var al den tvang vel fuldstændig overflødig? Så var der ingen grund til tvungne arbejdstider, 12 minutter ekstra her eller 15 procents topskat der. Hvis alle nu virkelig bare var så gode af sig og bidrog helt frivilligt, jamen så havde vi vel slet ikke alle de her udfordringer med at få tingene til at hænge sammen?

 

I mine øjne foregår piskeriet ligeligt mellem de to lejre. Der bliver peget nøjagtig lige så meget fingre fra den ene lejr, som der gør fra den anden. Begge fløje er nøjagtig lige gode om det i min optik og jeg synes at det er så hamrende enerverende. Lad os nu for pokker bruge den energi konstruktivt i stedet, frem for blot at pege fingre af hinanden. Man siger: "vær mod andre, som du ønsker at de skal være mod dig" og i samme ånd kunne man måske starte, med ikke at forvente mere af andre, end man forventer af sig selv? Måske kunne man endda, hvis man virkelig strakte sig, øve sig på at forvente mere af sig selv, end man forventer af andre. Hvilket samfund ville det skabe? 

[Alura]

Det er i mine øjne slet ikke enten eller!

Man kunne jo også vælge at tage imod nogen af de mange veluddannede syrere, byde dem velkommen og lade dem få fodfæste og være en del af den arbejdsstyrke vi så desperat kommer til at mangle indenfor de næste 20 år. Vi SKAL jo ikke nødvendigvis gøre det selv, så hvorfor er vi så bange for at lade nogen komme til og hjælpe? Det er da totalt win-win i mine øjne.

 

Jeg taler ingen steder imod syrisk (eller for den sags skyld anden udenlandsk) arbejdskraft? :)

 

Hvis man kan og vil bidrage, så er man i mine øjne mere end hjerteligt velkommen til at gøre det, uanset hvor man kommer fra.

[Alura]

Det var ikke et egentligt spørgsmål, men mere en mening ;)

 

Det ved jeg godt :) Og jeg havde blot et andet synspunkt, så mit modspørgsmål dækkede på samme vis også bare over en mening.

[Barbamama]

Jamen som udgangspunkt forholdt jeg mig udelukkende til det rent økonomiske aspekt i det, fordi det var det eneste, som artiklen forholdt sig til. Og eftersom jeg er enig med dig i, at der ikke er så meget at rafle om hvad det aspekt angår, ja så forstod jeg faktisk ikke at den kunne vække så stor harme. For de der oprindeligt sad og blev oprørte, blev det jo ene og alene på baggrund af det, som der stod i artiklen. Og det kunne altså ikke helt bringe mit pis i kog :)

Jeg er helt enig med dig i, at der kan være økonomisk incitament til at passe på børnefamilierne, såvel som på alle andre - også på sigt. Men det er bare ikke altid, at scenariet er realistisk eller at der er nok incitament for det. For mon ikke langt de fleste af os, kunne finde et godt argument for, at det ville være bedre for os at arbejde mindre? At det ville give os psykisk velvære, i stedet at bruge mere tid på vores familier, venner og interesser? Som, lad os bare indse det først som sidst; for en stor del af os ikke lige inkluderer vores arbejde. Jeg har sgisme mange følelsesmæssige årsager til, at jeg gerne ville lave noget andet (fuld- som deltid) end at tage på arbejde hver dag. Men sådan hænger verden for mig bare ikke sammen. Fordi samfundet ikke kan hænge sammen på den måde og det er jeg nødt til at tage min del af ansvaret for. Og det betyder, desværre, at jeg bliver nødt til at bruge en stor del af min dyrbare tid, på noget som jeg egentlig ikke gider eller mener er godt for mig som individ. Hvis det kunne lade sig gøre rent økonomisk, så er jeg sådan set teoretisk helt enig med dig. For jeg mener at vores liv burde kunne skrues sammen på en anden måde, der tangerede knap så meget lønslave tilværelse.

Som den kære Dave Mustaine siger: "If there's a new way, I'll be the first in line... but it better work this time". Og indtil videre har jeg bare ikke set noget overbevisende argument for, hvordan det skulle kunne hænge sammen. Uden at få en uheldig og utilsigtet snowball effekt, som nævnt for oven. For hvis de andre får lov, så skal jeg da også?

Tjaeh... Hvis man er en af dem, der fx brokker sig over ministerlønninger og -pensioner, så kan det da godt være at nogen tænker "Jeg vil også", men sådan har jeg det personligt ikke. Men jeg synes da, at deltid skal være tilgængeligt for alle, hvis de ellers selv kan financiere det, jeg tænker bare at det måske var mest aktuelt for børnefamilier og nu læste jeg det som om at det var børnefamilier, som man gerne så lod være med det.

Mht kun at forholde sig til økonomi, så handler det nok om, at jeg forventer mere at politikkere end at de ser på penge. Ellers kunne man vel ligeså godt ansætte 179 bank-uddannede :D

[Alura]

Tjaeh... Hvis man er en af dem, der fx brokker sig over ministerlønninger og -pensioner, så kan det da godt være at nogen tænker "Jeg vil også", men sådan har jeg det personligt ikke. Men jeg synes da, at deltid skal være tilgængeligt for alle, hvis de ellers selv kan financiere det, jeg tænker bare at det måske var mest aktuelt for børnefamilier og nu læste jeg det som om at det var børnefamilier, som man gerne så lod være med det.

Mht kun at forholde sig til økonomi, så handler det nok om, at jeg forventer mere at politikkere end at de ser på penge. Ellers kunne man vel ligeså godt ansætte 179 bank-uddannede :D

 

Som jeg skrev i mit første indlæg i tråden, så synes jeg også at det bør være op til hver enkelt familie, selv at bestemme hvordan de vil tilrettelægge deres hverdag - jeg er jo trods alt liberal, så det ville da være mærkeligt, hvis jeg mente andet :D Jeg mener på ingen måde at det er samfundet eller politikere på Borgen, der skal diktere det og så længe folk selv financierer det, så må de for min skyld gå hjemme på fuld tid, hvis det er det de mener er bedst for dem selv og deres familie. Min pointe er blot, at hvis for mange vælger at gøre dette, jamen så risikerer vi - uagtet at jeg mener at de skal have ret til og mulighed for det - at løbe ind i nogle samfundsøkonomiske udfordringer på sigt, som følge deraf. Og så er vi bare nødt til at blive enige med hinanden om, at hvis pengene ikke skal komme fra at vi arbejder mere, jamen så skal de jo bare findes et andet sted. Enten ved at andre skal tvinges til at betale endnu mere, fordi nogle skal have ret til at bestemme, at de ikke vil arbejde, eller også skal de tages fra den velfærd, som folk så også vil råbe op om, at der bliver pillet ved. Folk vil generelt gerne både blæse og have mel i munden, det er sådan set det eneste jeg siger ;)

[Fister]

Alura - øhm. Det var en masse spørgsmål. Jeg kan ikke lige forholde mig til det hele, men jo, den anskuelse kan man sagtens anlægge sig. Jeg skriver nu ikke noget om dumme, rige møgsvin - nogen vil sikkert mene, jeg selv er et af dem. Det handler jo i bund og grund, som du vist også får nævnt, om hvordan man ser på fællesskabet. Og jeg har det fint med fordelingen af skattetrykket i DK, men jeg ved ikke lige, hvad det har med deltidsarbejde at gøre?

 

Fakta er vel, at hvis man tjener mange penge har man flere valg. Så kan man vælge at arbejde 100+ timer om ugen og ikke se sin familie (for man kan trods alt ikke købe flere timer i døgnet), eller man kan vælge at arbejde 30 timer om ugen og se mere til familien. Jeg siger da ikke noget om, at det gør den ene mere værd end den anden; men netop at hvis de begge eksisterer med dét de nu engang trives med, så kan de hjælpe hinanden til et samfund der går bedre op i en højere enhed. 

Jeg hører også til kategorien, som mener at alle har ikke bare et men flere valg, og det danske samfund åbner muligheder for, at vi kan vælge rigtigt meget endda. Det er fordi vi har indrettet vores fællesskab som vi har; sådan at valgene ikke kun gælder de, som har penge og succes med hjemmefra. 

 

Det handler vel også meget om rettigheder, som gælder alle, så alle kan vælge. Og nu - når man vælger at benytte sig af en deltidsordning på sit job - så er det OGSÅ forkert? Men det er jo ofte noget der er forhandlet i overenskomster, eller også må man jo være så attraktiv en arbejdskraft, at det giver mening for arbejdsgiveren at indgå en aftale om deltid. Ergo er man en god og produktiv arbejdkraft, uanset om man går 10% ned i løn fra 200.000 kr. eller 2.000.000 kr. for at "betale" for de færre timer. Så det har jo ikke noget med rigdom og løn at gøre; det handler bare om at prioritere - ikke om skat (hvor der i øvrigt også er fradragsmæssige incitamenter til at tjene mere). 

 

Jeg tror ikke, jeg ser dét at tjene mange penge ved at bruge meget af sin tid på arbejde som et offer, men som et valg. Det er bare et valg, som hvis vi bliver ved med at hylde det som afgørende, trækker et helt samfund i en usund retning. Et samfund uden valgmuligheder for de mange. 

 

Handler det i bund og grund ikke om, at vi faktisk godt ved, at der sidder nogle rige egoistiske svin derude, for hvem det at dele og hjælpe andre, ikke kunne ligge dem mere fjernt? Og at vi faktisk godt ved, at der er nogle der bare er dovne og uattraktive for fællesskabet? De findes i begge lejre, men det afgørende spørgsmål er, hvad vi tror og fortæller os selv om dem. Er de et mindretal eller er det størstedelen, der tilhører denne gruppe? Skal vi vælge at se gennem fingre med et mindretal rådne æbler, fordi størstedelen trods alt gør en indsats og vil hinanden det godt? Eller er vi nødt til at lave kollektiv afstraffelse, fordi der er for mange, der ødelægger det for de andre?

 

Jeg bliver helt forvirret over dit citat herovenfor. Det handler jo bare om, at nogle familie ønsker at den ene part går på deltid. Det er jo helt almindeligt i mange, mange andre lande, hvis begge forældre da overhovedet arbejder. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan det ødelægger noget for andre - medmindre man har taget dé der helt firkantede økonomiske-vækst-effektivitet-briller på, som jeg før argumenterede imod - at man vælger at gå på deltid. Er det bare fordi man så tjener mindre, og dermed er mindre værd for samfundet? Men det er jo løn, ikke en overførselsindkomst, at være på deltid? Godt nok betaler man så ikke ligeså meget skat, men man åbner måske for at flere kommer til at betale skat i stedet for at være på overførselsindkomst, at færre sygemeldes, at institutionerne bliver minde pressede..der er så mange økonomiske aspekter af det; ikke bare 1 - 10% = -3,7% i tabt skatteindtjening til fællesskabet. 

 

Jeg ved ikke, jeg synes bare det er meget at begynde at tale om rige svin og rådne æbler og kollektiv afstraffelse, fordi nogle familier vælger at den ene part arbejder færre timer end 37 pr. uge. 

 

Sorry; jeg fik lige lidt svært ved at samle tankerne. Jeg vil vel bare sige, at jeg synes, vi er ude på et helt vildt værdimæssigt skråplan, når det er her på deltidsdebatten man hugger til. Lidt ligesom at hr. Dansk Arbejdsgiverforening tidligere har argumenteret for, at stress jo er noget der kommer hjemmefra. Det kan da godt være, det OGSÅ er det, men det er bare et helt vildt udgangspunkt at tage sig i en debat om, at folk bliver sygemeldt fra deres job; ligesom at det at folk som ønsker at arbejde, men også at prioritere tid med deres familier, er et vildt sted at tage udgangpunkt i for at løse sit økonomiske budget. Alle de her ting hænger jo sammen: arbejdsliv, stress, familieliv, tid, økonomi, skat, fællesskab, karriere, værdi og ansvar. Det er et VALG, hvor man vil lægge fokus, og jeg er bare drønhamrende uenig med vores ministre. 

 

(og sorry til andre læsere ift. at bringe overførselsindkomst på banen; det er ikke en debat jeg ønsker at åbne op for, jeg synes bare, at man sådan rent økonomisk ikke kan sammenligne dét og deltidsarbejde, fordi det ene er en krone/øre-mæssig udgift og det andet stadig er en indtægt).

[Alura]

Fister:

 

Jeg er helt med på, at du ikke skriver noget om dumme, rige møgsvin, det har jeg heller ikke beskyldt dig for. Præcis som jeg ingen steder har nævnt ét ord om flygtninge, men mange alligevel har trukket det ind i debatten. Som det så ofte sker, når man debatterer, så blev jeg fanget af og tog jeg udgangspunkt i noget af det du skrev (hvilket helt specifikt var nedenstående citat) og dette satte så gang i nogle yderligere tanker hos mig, som jo egentlig på ingen måde er møntet på dig eller noget jeg beskylder dig for at skulle have sagt eller ment. Selvom mit udgangspunkt var et citat fra dig, så skal du mere se det som en åben debat, end som et lukket svar til dig specifikt: 

 

 Hvis ikke man gider de præmisser, så har man jo selv meldt sig ud!! Så er man doven og uattraktiv og usolidarisk og vil ikke hjælpe de ældre.

 

Vi taler her om, at give folk frihed til at vælge de præmisser, som giver bedst mening for dem - uden at man af den grund skal behøve at blive stemplet som en masse negativt. Min tanke var så blot; hvorfor skal samme ret ikke også gælde, for de der eksempelvis tjener mange penge? Hvorfor forskelsbehandles der mellem folk, afhængigt af hvilken ressource de råder over? Hvorfor skal de ikke i samme grad selv have lov at vælge, hvad de ønsker at gøre med deres ressourcer? Og hvis det tilfældigvis skulle være, at de vil prioritere dem selv og deres familie højere end at bidrage økonomisk til fællesskabet, hvorfor er retorikken (måske ikke fra dig personligt, men fra så forfærdeligt mange andre) så ofte den, at så er de bare nogle egoistiske møgsvin? 

 

Det kunne måske også være, at (selvvalgte) deltidsarbejdere var mere effektive, fordi de har mere overskud? Det kunne være deres børn var mere harmoniske (=billigere for samfundet), det kunne være de besøgte mormor mere på plejehjemmet eller lavede lidt frivilligt arbejde indimellem, eller at de bare havde tid til at deltage lidt i foreningslivet i deres lokalområde. Tænk hvis de bare var sådan nogen, som arbejdede 30 timer og så gik hjem og havde en hobby som berigede deres liv! Nej føj! Eller de hver torsdag tog Peter med hjem fra børnehaven fordi hans forældre arbejder sent? Kunne men forestille sig, at det ville gavne Danmark; også økonomisk?

 

Ud fra ovenstående var min pointe, igen med de der tjener mere end gennemsnittet som eksempel: kunne man forestille sig, at det også i dette scenarie ville gavne Danmark, også økonomisk, at lade folk bidrage af lyst og ikke af tvang, præcis som eksemplet du giver foroven. Kunne det tænkes, at på samme måde som ovenstående mennesker gerne frivilligt bidrager med deres tid, hvis blot vi giver dem rum og mulighed for, at forvalte den på den måde, som de finder bedst og trives med, at så ville det samme gøre sig gældende for de, der har et overskud af penge at bidrage med, hvis blot vi gav dem rum og mulighed for, at forvalte dem på den måde, som de finder bedst og trives med? Hvorfor er det nødvendigt at tvinge den ene part til at bidrage, men åbenbart ikke den anden?

 

Alle valg her i livet er samtidig et fravalg af noget andet. Hvis du prioriterer at gå hjemme med dit barn, så tjener du højst sandsynligvis bare ikke ret mange penge. Og så skal du bare ikke bagefter komme og brokke dig over, at andre som har valgt anderledes, har flere end dig. Præcis som du, hvis du vælger at arbejde meget for at tjene penge, samtidig tager et valg om, at så bliver det på bekostning af tid med venner og familie. Og det skal man så omvendt heller ikke brokke sig over, men i stedet i begge situationer, stå inde for det valg man har taget, med de konsekvenser det har.

 

Du læser mit indlæg, som om jeg taler for det ene og at man skulle være mere værd som menneske, hvis man tjener mange penge. Det mener jeg ikke! Jeg bruger det blot som eksempel. Jeg sætter sådan set ikke en værdimæssig forskel på de to, jeg synes at andre gør det! Jeg ser dem netop bare som forskellige prioriteter - men jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det i den ene situation bliver fremstillet, som om at man har krav på selv at forvalte sin tid efter egen bedste overbevisning, mens vi så samtidig mener at det er ret og rimeligt, at de der har foretaget det modsatte valg, netop skal tvinges og ikke selv have lov at forvalte deres ressourcer. Det er da netop her, at jeg synes at man gør forskel på de to.

 

Jeg har ingen steder sagt, at det ødelægger noget for andre, at man gerne vil gå på deltid. Eller helt undlade at arbejde for den sags skyld. Faktisk taler FOR at folk skal kunne vælge det, hvis man læser mine indlæg. Men jeg ser personligt blot en urimelighed i, at alle ikke får samme udgangspunkt og valgfrihed, hvad forvaltningen af den enkeltes ressourcer angår, afhængigt af hvilke ressourcer der er tale om og det er det jeg stiller spørgsmålstegn ved. 

[Alura]

Nej, vi kan ikke både få store skattelettelser, mere velfærd, mere personale på børneområdet og større fradrag... Det er ganske simpelthen ikke muligt!

 

Præcis på samme måde, som det ikke er muligt at lade alle gå på deltid i en tid hvor vægtskålen tipper og en stor del af befolkningen forlader arbejdsmarkedet uden tilsvarende nye til at overtage og så samtidig forvente at vi kan opretholde samme velfærdsmæssige niveau, som hidtil. Det er jo hele kernen i det.

 

Jeg har på intet tidspunkt haft noget at indvende mod at man gerne vil gå på deltid. Jeg har blot sagt, at hvis tilstrækkeligt mange vælger at gøre det og man stadig ønsker at oppebære samme niveau af velfærd som hidtil - så skal pengene findes et andet sted. 

[Barbamama]

Jeg melder mig ud af debatten, jeg har slet ikke (amme-)hjerne til alle de lange kloge indlæg :D :balloons

[Fister]

Alura. Jeg er alt for træt til at gå i detaljer (termin på mandag), og jeg læser heller ikke at du synes alt muligt om deltidsmedarbejdere. Jeg tror ikke vi er så langt fra hinanden ift vores holdninger til, at folk selv skal have lov at vælge og tage ansvar for deres valg.

Der hvor vi ser forskelligt på tingene er, i fordelingen af pengene og hvor stor en rolle de må spille for vores værdimæssige indretning af et fælles samfund. Og det er jo bare klassisk for de forskellige ideologier vi repræsenterer, så fred være med det. Jeg synes, at de som har meget, skal bidrage med forholdsvis mere... Det er en holdning, ud fra at jeg mener at alle kan havne i (eller komme fra) rigtigt uheldige omstændigheder, uanset hvor i hierakiet de befinder sig, og at vi så skal præsentere dem for så lige vilkår som muligt. Når man er stærk (i en stærk periode i sit liv) så kan man udholde mere end når man er svag (i en svag periode i sit liv). Den omfordeling vi har i DK giver os mulighed for at favne flere på lige vilkår, og at fordele rettigheder uagtet hvordan man ellers er stillet. Når man betaler topskat, så bidrager man med mere - tak for det, det gjorde jeg også en gang - og det giver fin mening for mig, så mine børn kan komme i en folkeskole hvor der er plads til alle slags børn. Og min svigermor kan gå på deltid, så hun har det godt og måske endda har overskud en dag hvor jeg er presset ift børn. Nu betaler jeg ikke topskat. Jeg er på SU og dermed en udgift for staten, og det gælder en periode i mit liv, hvor jeg er afhængig af at fællesskabet har grebet mig. Jeg føler mig både enormt privilegeret over at kunne studere, men ikke ligefrem heldig i at skulle gå så meget ned i indtægt, fordi jeg ikke kunne holde til et dårligt arbejdsmiljø. Jeg mener bare, at helheden er så meget mere end økonomi og det ikke er en prioritet for mig, at alle stilles lige økonomisk over en lige linje igennem hele livet (f.eks med en fast lav skatteprocent) fordi at livet netop ikke er så unuanceret for nogen af os.

[Alura]

Fister: Så må vi nok bare være enige om, at vi har det samme mål for øje - lighed og solidaritet - men at vi bare ikke har den samme fortolkning af de begreber. Du har én definition af hvad lighed og solidaritet er og jeg har en anden. Det er vores opfattelse af hvad begrebet indebærer og hvordan det opnås, der er forskellig.

 

Jeg synes jo netop at man lægger for megen vægt på økonomi, hvis man automatisk drager slutsatsen, at fordi man tjener mange penge, så er man i en stærk periode i sit liv. Ud fra hvilke kriterier? Man kan sagtens have masser af penge og ramme bunden alligevel, for mig hænger de to ting slet ikke sammen. Hvilket du må kunne skrive under på, da du har været i en situation hvor du tjente mange penge og alligevel beskriver det som en nedtur. Så i mine øjne er det ikke mig der sætter penge højere i værdi end alt andet, for jeg definerer ikke succes eller lykke ud fra hvor mange penge man har. Jeg ser dem som et ressource af nøjagtig samme værdi som alt andet. Og derfor synes jeg at de bør behandles som sådan. 

 

Edit: og rigtig god fødsel lige om snart :bd og godnat herfra. Det har været en lang nat, der nu er blevet til sen eftermiddag ;)