Hvornår fortæller i, og hvem?

[Kanelkamel]

Jeg skriver og spørger, fordi jeg har en del veninder der er meget uenige i hvornår man deler, at man venter sig.

Min ene veninde, synes ikke man skal fortælle det før det kan begynde at ses.

En anden har været igennem en GUL og en SA, og mener at nærmeste familie skal vide det hurtigst muligt, så man ikke står alene med det, hvis noget skulle gå galt.

En tredje mener, at man kan sige noget efter uge 8, en fjerde mener efter første lægebesøg, og en femte siger efter NF. Og så har jeg en, der først synes efter en evt. Kønsskanning, eller tilsvarende tid.

Hvad synes i? Og hvordan har I gjort det?

[Kanelkamel]

Jeg tænker, man føler for det!

Første gang fik hele verden det at vide efter vi havde set hjerteblink, så da det endte i en MA i 13. Uge var det røv! Jeg blev aet på maven med kommentarer om at nu begyndte maven da rigtig at strutte 3 mdr efter udskrabningen... Det gør jeg aldrig igen!

2. Gang fik familien det at vide efter hjerteblink samt dem som havde behov (ex mine tætteste kollegaer og min leder), og hele verden efter NF

Her 3. Gang var planen at gøre som 2. Gang, men jeg blev afsløret på arbejde i uge 10 :LOL :LOL

[Kanelkamel]

En kollega som forsøgte at være morsom men som ramte ufrivilligt plet :LOL :LOL

Hun spurgte i sjov på grund af en samtale om overvægt 'hvae, er du gravid eller hvad?' Og jeg rødmede virkelig meget og ja, så var den ligesom afsløret...

Eeeeeeejjjjjjj.... Awkward

[Kanelkamel]

En kollega som forsøgte at være morsom men som ramte ufrivilligt plet :LOL :LOL

Hun spurgte i sjov på grund af en samtale om overvægt 'hvae, er du gravid eller hvad?' Og jeg rødmede virkelig meget og ja, så var den ligesom afsløret...

Eeeeeeejjjjjjj.... Awkward

[Guest]

Altså min far har spottet det begge gange omkring uge 8-10.

Så der har vi også sagt det til resten af familien. Dog fik vores søn det ikke at vide før efter nf-skanningen.

Han har sagt at tegene har været

1. Mindre talje

2. Anderledes måde at sidde på

3. Anderledes måde at gå på...

Første gang sagde jeg det på arbejdet omkring uge 10 & 2. Gang uge 6, da jeg var projektleder for et projekt der skulle i EU-udbud og derfor måtte have en anden til at stå som primær projektleder. Så der vidste arbejdet det før familien, og det hjalp selvfølgelig heller ikke at jeg kastede op i stride strømme. Hvilket var lidt svært at skjule på arbejdet.

[Kanelkamel]

Altså min far har spottet det begge gange omkring uge 8-10.

Så der har vi også sagt det til resten af familien. Dog fik vores søn det ikke at vide før efter nf-skanningen.

Han har sagt at tegene har været

1. Mindre talje

2. Anderledes måde at sidde på

3. Anderledes måde at gå på...

Første gang sagde jeg det på arbejdet omkring uge 10 & 2. Gang uge 6, da jeg var projektleder for et projekt der skulle i EU-udbud og derfor måtte have en anden til at stå som primær projektleder. Så der vidste arbejdet det før familien, og det hjalp selvfølgelig heller ikke at jeg kastede op i stride strømme. Hvilket var lidt svært at skjule på arbejdet.

Okay! Ja, nogle gange er det ret praktisk at arbejdet ved hvad der foregår, så chefen ikke hænger nede på ens kontor med det samme, hvis arbejdsindsats eller rutiner ikke er helt som de plejer. Eller at kollegerne begynder at snakke ;)

Ville synes det var nedtur, hvis min familie gættede det, inden jeg var klar til at fortælle det.

Men jeg tror måske, at jeg er på den der med at fortælle det efter første lægebesøg. Måske ikke på den der facebook-offentliggørelse, men fortælle det til vores forældre, ihvertfald...

Synes bare det er svært. For hvad hvis det ikke går sådan som man ønsker det? Altså, at det går galt?

[Gagamel]

I min første graviditet fik familien det af vide med det samme.

Jeg blødte en del indtil uge 10/11 og var derfor glad for at mine forældre vidste det, for det betød at jeg ikke skulle forklare hvorfor jeg var ked af det og holdt mig i ro.

Denne gang fortalte vi det til mine forældre i uge 7. Da jeg endnu engang begyndte at bløde, og havde brug for nogle til at passe den store imens vi kørte på sygehuset til scanning.

Da vi derefter kom hjem fik min mormor og sønnen det også af vide, da vi havde set hjerteblink og følte os lidt mere sikre.

Min kæreste ville gerne have ventet til efter nf denne gang, men det havde jeg ikke kunne uanset hvad!

[Kanelkamel]

Hvis det går galt, så synes jeg det var rart at familien vidste det... De tacklede det meget forskelligt, men det at jeg kunne nøjes med at sige 'baby er død' og så ikke skulle forklare mere var rart.

Jeg ville slet ikke kunne have overskuet at skulle fortælle familien 'jeg har været gravid, og i uge 12 døde baby inde i maven på mig'

Det er præcis sådan jeg har det. At jeg gerne vil have klare linjer, hvis (7-9-13) det skulle gå galt.

[Guest]

Der er ikke noget som er "rigtigt" eller forkert. Det er hvad man føler for.

 

For os vidste mit arbejde det dengang vi var i behandling og fik det at vide da jeg blev gravid. Dog mistede jeg i uge 7. Derefter var der nogle kollegaer som sagde at næste gang burde vi måske vente med at sige det til efter NF men det var ikke vores behov. Vi havde behov for at glæde os og at kunne snakke om det - så vi valgte at være åbne omkring det.

Denne gang har jeg sagt det til nogle på mit arbejde og har idag måtte indvie en kollega jeg egentlig ikke ønskede skulle vide det da hun står for planlægning og skal på som cc hvis der skal planlægges fravær. Og da chefen bad om at jeg på skrift skrev hvad vi havde aftalt ifm behandlingsfravær så måtte hun vide det. Egentlig ok - for på den måde ved hun nu at hun ikke skal stille spørgsmålstegn ved fravær og jeg skal ikke retfærdiggøre noget eller komme med undskyldninger. Det er aftalt med chefen og hun er på som cc og skal ikke kommenterer det. 

 

Vores søn ville dog ikke få det at vide før så sent som muligt (ville minimum skulle se hjerteblink) men for ham ville det betyde så meget at blive storebror og det ville være svært hvis det så gik galt. 

[Guest]

Første gang fik vores forældre det vide i dagene efter, at jeg havde testet positiv. Vi mente ikke at vi kunne skjule det juleaften, da jeg normalt drikke rigeligt med rødvin den dag (jeg testede positiv 22.dec). Alle andre fik det at vide efter nf, da vi så følte os på den sikre side.

Anden gang var jeg omkring 8 uger henne, da vores familier fik det at vide (igen var det op til jul). Jeg havde fået en terminsscanning da jeg var 7+3 og jeg ville gerne være sikker på der var liv inden vores datter fik det at vide (jeg vidste der ikke var muligt at fortælle noget af familien det inden hende, da de bare ville "sladre").

Min gruppeleder havde fået det at vide inden skanningen, da jeg blev nødt til at aflyse et vigtig møde pga scanningen (men jeg stolede på hende og hun har selv været igennem sa og dårlig nf, så hun vil være en fin støtte, hvis det var blevet nødvendigt). Min chef fik det at vide da jeg var 10+0, da jeg skulle skrive under på min fast ansættelse og der ville jeg gerne spille med åbne kort. Alle andre fik det at vide efter nf.

[Capall]

Første gang fik vores familie det at vide omkring uge 6-7 stykker. Det passede med, at mine forældre fik det at vide da vi tog op til dem for at holde min mors, min fars og min fødselsdag. Jeg er selv født på min mors 23 års fødselsdag, og så synes jeg, at det ville være dejligt at kunne fortælle hende at hun skulle være mormor netop på min egen 23 års - og hendes 46 års - fødselsdag :)

Vi offentliggjorde det på Facebook efter NF. Jeg var arbejdsløs på det tidspunkt, så der var ingen arbejdsgiver at give besked.

Anden gang fik familien det at vide den dag jeg testede positivt. Hvor langt henne jeg præcis var ved vi ikke, da min cyklus stadig ikke var regelmæssig efter fødslen af vores datter. Det endte dog imidlertid i en SA et par uger senere. Lige i denne situation var det lidt træls at have fortalt det til så stor en del af familien, for det var faktisk ikke rigtig slemt nok for os til at det påvirkede os i hverdagen, og vi følte egentlig ikke et behov for at snakke med familien om det. På dette tidspunkt er min svigermor min arbejdsgiver, så min arbejdsgiver har jo fået det at vide tidligt.

Tredje gang fik mine forældre det at vide omkring uge 6, svigermor/arbejdsgiver omkring uge 8 og resten af familien efter NF. Vi offentliggjorde på Facebook efter kønsscanning. Vores datter døde desværre under graviditeten og blev født da vi skulle have været 20+0.

Fjerde gang - denne gang - har mine forældre og bedsteforældre fået det at vide stort set med det samme, dvs ca uge 4, svigermor/arbejdsgiver, samt et par andre familiemedlemmer, omkring uge 6, resten af familien til NF. Vi offentliggjorde det på Facebook efter kønsscanning igen. Da det var meget kort tid siden jeg havde været gravid sidst, så gik der ikke ret lang tid før jeg ikke kunne skjule det, så vi benægtede ikke hvis folk spurgte om jeg var gravid igen.

 

 

Min tanke er, at man skal fortælle det på det tidspunkt, der føles mest naturligt for en selv. Jeg synes ikke rigtig man kan opstille en regel :)  

[E. Thomas]

Jeg synes bare at man skal fortælle det når man føler for det og lade være med at tænke på hvad andre mener. For det er jo meget individuelt hvad der er det rigtige for personer. Hvad der er det rigtige for dine veninder er ikke nødvendigvis det rigtige for dig.

Jeg er glad for at jeg fortalte det til min familie og mine lærere selvom fostret var dødt til NF for der er hårdt at stå i en sådan situation uden familiens støtte. Næste graviditet vil jeg dog fortælle det til lidt færre, men det er meget rart ikke at stå helt alene med chokket.

Jeg skriver og spørger, fordi jeg har en del veninder der er meget uenige i hvornår man deler, at man venter sig.

Min ene veninde, synes ikke man skal fortælle det før det kan begynde at ses.

En anden har været igennem en GUL og en SA, og mener at nærmeste familie skal vide det hurtigst muligt, så man ikke står alene med det, hvis noget skulle gå galt.

En tredje mener, at man kan sige noget efter uge 8, en fjerde mener efter første lægebesøg, og en femte siger efter NF. Og så har jeg en, der først synes efter en evt. Kønsskanning, eller tilsvarende tid.

Hvad synes i? Og hvordan har I gjort det?

[Bermuda]

Der er ikke noget "rigtigt" eller "forkert", men forskel i folks behov og omstændigheder.

 

Min mand og jeg nåede at være i gang i lige knap to år før vi fik gevinst, og har været i behandling. Pga. hormonerne og hvordan de påvirkede mig, så meldte vi ret tidligt ud til de nærmeste at vi var i behandling. Så var de ligesom forberedt hvis jeg var irritabel, grådlabil, ugidelig eller hvad jeg nu måtte blive ;)

 

I og med at de nærmeste har vidst at vi var i behandling og havde været i gang så længe var det også ret naturligt at de fik at det at vide med det samme, når vi så dem efter positiv test. Den endte desværre i en SA, men det var faktisk rart at folk vidste det og at jeg netop kunne "slippe" med at skulle sige "jeg har desværre aborteret" i stedet for også først at skulle fortælle at jeg altså havde været gravid, men... Folk har været rigtig støttende og respekteret mit behov, uanset om det var at snakke om det, eller ikke at snakke om det - og de har rummet min tristhed!

 

Denne gang ventede vi til efter vi havde set hjerteblink for anden gang da jeg var 7+6. Igen tænker jeg, at det er rart at de nærmeste ved det hvis vi skulle være så uheldige igen.

Mit arbejde ved det uofficielt pga. af et projekt jeg er med til at planlægge, men ikke kan følge til dørs pga. barsel, så jeg følte et behov for at dobbelttjekke med dem om hvordan og hvorledes. De og mine kollegaer får officiel besked efter NF, regner jeg med :)