Bonus datter med intedstedsværende mor

[Guest DitteWisti]

Her kommer først forklaringen.

Min bonus datter er i dag 7 år gammel. I sin tid da min mand og hendes mor prøvede at få hende, over en periode på 2 år, var der mange break-ups, og on-off baby projekt. Det endte til sidst med at hun blev gravid med sara, og hun blev født (vist nok en måned eller lignende for tidligt). Kort efter Saras fødsels går de fra hinanden og hendes mor tager Sara med sig. Sådan køre det i noget tid til min mand en dag bliver ringet op af kommunen at tager han ikke sin datter gør de.

I mellemtiden er der sket det at Saras mor er flyttet rundt med Sara til hvem der end vil lade dem bo hos sig - mod sex (altså kun med moderen! ikke med Sara!). Min mand siger, selvfølgelig tager jeg min datter og derfra starter en lang og hård kamp, både med kommunen men også med moderen.

Her en indskudt bemærkning til alle ene fædre derude! Det er så vildt at de kan gøre det!!! :respekt

I tiden efter det har min mand hende i hverdagene og hver anden weekend (eller lignende) har hendes mor hende.. En weekend bliver Sara ikke afleveret. Min mand kan ikke få fat i dem - de er væk!

5 dage efter finder politiet i samarbejde med fogede og kommunen Sara og hendes mor, og Sara kommer tilbage til min mand. Derefter er det kun overvåget samvær.

Kort efter det får min mand den fulde forældremyndighed over Sara, og der går nogle år hvor moderen henvender sig til statsamtet fordi hun gerne vil begynde at have Sara selv igen, uden den overvågede samvær.

Dette ville min mand for det første ikke være med til, han slog ned på den foregående episode med politi, og at hun var psysisk MEGET ustabil, og havde en psykologs ord på at hun er en dårlig mor.

Tiden efter det blev tiden i det overvågede samvær kortere, oftere for til sidst helt at forsvinde.

I dag har Sara ikke set sin mor fast i over 3 år! Dvs. hun var 4 sidst der var overvåget samvær.

Godt et år efter hun ikke så sin mor fast længere kom jeg ind i hendes liv og har så fungeret som en surrogat mor lige siden. Ordet er på ingen måde til stede. Jeg er ikke hendes mor, jeg er hendes Ditte.

Til tider går Sara helt ned, savner hendes mor, kan ikke forstå hun ikke må se hende m.m. Det er, som det er nu, meget svært for mig at overvære da jeg, selvom jeg ikke burde, bliver ked af det over det og føler det som et angreb på mig.. Da jeg føler jeg ikke er tilstrækkelig, eller god nok da jeg ikke er hendes mor.. Den svider og gør ondt, men indtil videre har jeg endnu ikke tabt hovedet og flippet ud over det - og hvorfor også det? Hun savner jo bare sin mor.

Mit spørgsmål lyder måske i bund og grund på om der er andre derude der er i lignende situation - hvordan jeres forhold er til barnet, hvordan i tackler det hele.

Her tænker jeg måske især på at jeg frygter den dag Sara bliver ældre, og måske vil til at skabe kontakt til sin mor igen. Jeg er bange for at moderen prøver at skabe splid og ulykker (Siger jeg uden at kende hende).

Så skriv løs :) Vil gerne høre andres syn på sagen.

[Guest DitteWisti]

For at definere Saras og mit forhold lidt mere dybdegående..

Efter jeg kom ind i hendes liv har jeg været den der opdragede og tog sig af hende. Min mand har næsten trukket sig helt ud af forældrerollen, hvilket jeg godt kan blive frustreret over til tider. Hertil skal det siges at han er en fantastisk far, han kan bare bedre lide at være julemand end at være den der skal opdrage hele tiden.. Så den titel er næsten helt automatisk faldet på mig..

Jeg er, som skrevet ovenfor, hendes Ditte, hendes `guldmor´. Vi har vores rigtig gode perioder, men også vores dårlige. Men den er måske mere myntet på mig. Sara kan godt være en svær mundfuld til tider, grundet hun har lidt under omsorgssivgt (som i nok næsten kan gætte jer til ud af historien ovenfor) Og til tider kan jeg ikke overskue det længere og har derved en kortere lunte end normalt.

Alt i alt synes jeg dog at alt taget i betragtning har vi et godt forhold til hinanden. Ikke et mor-til-datter forhold, men måske nærmere et rigtig godt forældre-til-datter forhold.. Det er svært at forklarer, men håber nogle kan genkende det og sætte nogle ord på det jeg ikke kender...

[Guest Mettemor]

Åh hvor jeg synes det er en trist situation i er i. :kiss:

Du må på INGEN måde tage det personligt at hun savner sin mor, - du siger det så flot selv at du ikke er hendes mor, men hendes Ditte. Jeg er sikker på hun ELSKER sin Ditte, men det kan på ingen måde erstatte savnet af hendes MOR....i er jo to forskellige mennesker, Mor og Ditte...

På den anden side, når Sara siger hun savner sin mor, så er det jo ikke MOREN i egen "lave" person hun savner, men Sara's fantasi om den fantastiske mor som hun bilder sig ind hendes mor er. - håber ikke du er forvirret!! :)

Jeg synes i klarer det så flot, og jeg kan også godt følge dig mht de stik det må give i hjertet, når Sara siger hun savner sin mor, men husk altid at det er fantasi-mor hun savner....ikke noget som du ikke kan opfylde. Intet kan erstatte det glansbillede et barn kan have om sin mor.

Sara ved jo ikke hvordan hendes mor er i virkeligheden og gudskelov for det, det skal hun heller ikke, så det vil for altid - eller til hun bliver så stor hun rigtig kan forstå det, være en balancegang for jer at få snakket pænt om mor i Sara's nærvær og accepterer at Sara elsker sit glansbillede af hendes mor..

Jeg står i situationen på den anden side og er mor til en dreng, hvor jeg smed hans far ud da min dreng var 5 mdr gammel. Jeg smed ham ud fordi han ikke interesserede sig for sin søn...jeg fortrød og forsøgte desperat at få ham til at komme på faste tidspunkter, men han fattede det bare ikke.

Da min dreng så var 3 år mødte jeg min nuværende mand som tager sig rigtig godt af min søn og bliver hans nye far. Kun 2 mdr senere får jeg brev fra statsforvaltningen om at nu vil bio-far have samkvem med min søn!! Vi har stort set ikke set ham i 3 år og så BUM skal han ha samvær?!?!? :o

Jeg var SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ rasende at jeg ku ha spyet ild....men det hjalp ingenting, for når far siger pip - så hopper de alle inde på statsforvaltningen - også selvom jeg kunne dokumenterer at han ikke havde set ham i de 3 år han havde levet. Det havde intet at sige!! Nå, bio får samvær af 4 søndage i første omgang...

fordi de skulle lære hinanden at kende...Jeg SAGDE til sagsbehandleren at det var dybt til grin og jeg ville gøre ALT for at beskytte min søn mod skuffelser, og jeg VIDSTE at bio ikke ville dukke op.....Det betød intet - han havde ret til samvær, men ganske rigtigt....bio glimrede med sit fravær ved første samvær som skulle

foregå hos mig privat :( Jeg sagde jo at jeg vidste han ikke kom, så jeg havde helt bevidst IKKE sagt noget til min søn, så han slap for den skuffelse!! Fååååårk han var blevet ked af det, hvis jeg havde sagt bio kom og så han ikke kom alligevel, små børn tager det sgu personligt. 2.gang kom han, men legede kun med sin søn

10 minutter, så kedede han sig, for derefter at sætte sig op ved min computer, for han skulle lige tjekke email...derefter satte han sig til at læse ugeblad!! Tak for lort, jeg ringede omgående til statsforvaltningen dagen efter og klagede over det, men der var intet at gøre....bio havde ret til samvær. :(

Næste søndag ringede han og meldte sig syg.....!! Og næste søndag ringede jeg og meldte min dreng syg, så han ikke skulle komme. Ugen efter skulle vi til evalueringsmøde på statsamtet, men min mand havde fået job i Norge og vi skulle flytte derop, så jeg ringede og meldte afbud og fortalte vi flyttede til Norge, fint nok...

3 uger senere fik jeg brev om at bio ikke var mødt op til evalueringsmødet, og ej hellere havde ringet afbud!! Det siger jo lidt om hvordan han er.....synes jeg!! Vi har lige været turen igennem her i sommers 2010, hvor vi blev kaldt ind til statsforvaltningen og skulle sidde sammen med idioten, som nu igen pludselig vil ha

samvær med sin søn....de har ikke set hinanden TI ÅR!!!!!!!!!!!! ARGH!!! Det er hele min søns liv!! HELDIGVIS fik jeg medhold i sagen og med nød og næppe afviste de bio med den begrundelse at Jonas selv havde sagt han ikke ville se sin far....ellers så havde han fået lov!!! :(

Ja så sådan er de også...jeg fatter ikke man ikke tænker mere på barnets tarv!! Det er ikke altid lykken at kende sit biologiske ophav!!

Nå det blev en længere historie, men vil bare sende dig en masse kram, for gud ved at det er hårdt arbejde med en "skilsmisse"familie og delebørn etc. hvis mor og far ikke kan sammen :( Vi er så heldige at bio er helt ude af billedet, så vores dreng skal ikke pendle mellem to "kulturer" etc,

KRAM

[Guest DitteWisti]

Tusind tak for dit indlæg! Alt det du starter ud med er også noget jeg selv er klar over, og du kunne næsten have citeret min mand :) alligevel blev jeg rørt og følte en lille tåre på vej..

Det er mega ubehageligt for mig at føle mig utilstrækkelig, så hele det her omkring Sara gør mig nogle gange frustreret - da jeg føler jeg ikke kan være `nok´ for hende.

Den situation du beskriver med din x mand er lige præcis det jeg frygter.. Ikke så meget det at hendes mor vil se hende igen, for det kommer helt sikkert før eller siden, det er sku mere frygten over at Sara bliver skuffet! For hendes mor er på næsten samme måde som du beskriver din x mand der.

Sara har en store søster og 2 mindre søskende. De har alle sammen samme mor. Den ældste bor fast hos hendes far, og de to yngste har moderen så selv med deres far. Rygtet går at det er fordi at statsforvaltningen også ville have givet ham medhold, og så ville hun hellere blive med ham og børnene.

Blev ringet op af storesøsterens bonus mor i november sidste år hvor vi snakkede lidt om løst og fast hvor det så kom ind på hvor sne der var i Ikast. Jamen det var da sådan udemærket, ikke det vilde hvorfor? Jamen det var fordi at storesøsterens mor havde meldt afbud pga. hun ikke kunne komme frem pga. sne, og hun bor i Ikast. Og det var endda storesøsterens fødselsdag!

Sara er stødt ind i hendes mor et par gange de sidste 2-3 år. Sidst fordi vi havde hendes moster og lille kusine på besøg. Så havde de glemt nogle ting som vi ville aflevere til hende, og hun var så inde ved hendes søster, altså Saras mor. Vi (læs min mand og jeg) forbereder os så godt vi nu kan på Saras humør resten af dagen. Da vi kommer derud kommer mosteren ud til os til bilen og henter de ting vi havde med til hende. Vi troede vi skulle ind og aflevere det og havde sådan set sagt til Sara at vi skulle ned til hendes mor. Da hun så kommer ud til os siger vi jo så at så køre vi jo bare igen. Sara reagerer meget stærkt, og begynder at sparke i sedet (læs i min ryg.. Arrrv!) Mosteren siger så til os at hun da gerne lige ville tage Sara med ind og hilse på hendes mor og følge hende ud igen. Det indvilligede vi i, og så sad vi i bilen i en 5 minutters tid mens Sara var inde og for første gang hilse på hendes lille ny lillesøster også..

Da hun så kommer ud igen er hun monster ulykkelig, og kan ikke forstå hvorfor vi alle sammen ikke kan bo sammen, hvorfor hun ikke må se sin mor etc. etc. etc.. Min mand har endnu ikke lært at tackle hendes endnu voksende behov for hendes mor og reagerer for det meste meget stærkt på det, f.eks. at hun da ikke kan savne hendes mor da hun ikke kender hende længere.. Han glemmer at han snakker med sin datter på 7.. Jeg tror også meget at han er så oprevet over det, og at den lange kæmp han kæmpede for hende i alle de år stadig sidder meget dybt i ham.. Han, ja generelt os begge to, vil hende kun det bedste.

Vi blev derfor enige om efter det at vi mest muligt ville prøve at undgå de episoder! Så længe Sara ikke kunne få lov til at se sin mor fast var det bedst for hende at hun slet ikke så hende... Det er en hård beslutning, især for Sara, men indtil videre er det dét bedste vi kan gøre...

Vi har tilbudt hendes mor at hun meget gerne må komme ud og besøge hendes datter hos os.. Men hun får hende IKKE alene.. Det har hun ikke været interesseret i.... And so be it :( Synes bare det er skide synd for Sara!

[Guest]

min tanke er lidt, at den frygt du har for, at miste hende er lidt den samme, som man har som adoptivforældre, når børnene bliver større og ønsker at finde deres oprindelige rødder.

Jeg tænker lidt, at uden Saras mor ville du jo aldrig havde fået Sara ind i dit liv, og jeg er sikker på at din mand og dig har præget hende på en sådan måde, at hun aldrig vil kunne hade dig eller din mand, og bagtale dig med moren. Jeg er sikker på, at i har opdraget pigen således, at hun sagtens kan have plads til både sin mor og så til at have sin Ditte, og så tror jeg også selv som voksen, så vil hun se dig som hendes mor og sin mor for hende Morens navn, som bare var der engang imellem, når det passede hende...

[Stbaby]

Uhh det lyder hårdt for jer alle :(

Min tanke er at du skal passe på ikke at blive for 'mor-agtig' men få din mand noget mere på banen.

Når din bonusdatter bliver frustreret og sur på dig når du sætter grænser så vil du få 'du er ikke min mor - du bestemmer ikke over mig'. Og ved at det er far der er den bestemmende magt i huset, så vil du ikke få den (så tit).

Du skal selvfølgelig være med til at opdrage og sætte grænser når det gælder her-og-nu opdragelse. At du bryder ind når du ser hende kaste en sten efter en hund.

Men den langsigtede opdragelse er fars job. At fortælle hende at hendes pligter er at tømme opvasker og at hun selv skal smøre sin madpakke når hun starter i 2. klasse. At det er ham der diskuterer med hende hvad tid hun skal være hjemme fra fest (som jo diskuteres flere dage før festen - og kører lige frem til hun skal afsted ;)).

Det kan være svært at træde tilbage og lade far komme til - især hvis du er i tvivl om han vil gøre det eller ej. Men så længe du tager rollen som den primære opdrager - så ser han jo ikke nogen grund til at ændre på det og så kan han slappe af og være tivolifar i stedet. Hvis du træder tilbage, så er han tvunget til det!

[Guest DitteWisti]

Sara er heldigvis IKKE et af dem der køre på den "Du er ikke min mor!" Jeg tror at hun én eneste gang har sagt at jeg ikke bestemmer over hendede, men der var hendes far også rigtig hurtigt på banen, og siden har der ikke været noget..

Jeg kan dog godt fornemme at der er nogle ting der er anderledes.. f.eks. trækker hun grænsen lidt længere ved mig end ved sin far. Det er ikke så tydeligt, men jeg ser det let da jeg er meget sammen med hende til hverdag, og når vi så er sammen alle 3 i weekenden er det tydeligt til tider den forskel der er når det er min mand.

Hun er dog noget af en brokrøv! - Eks. hver aften de sidste måneder har hun brokket sig, været sur og tvær når hun skulle i seng. Forklaringer og forståelse fra hendes side hvorfor det er sådan har desværre ikke hjulpet, og det er svært for os at det gøre det til en sjov ting at hun skal i seng - hun har besluttet sig for at det er irriterende..

[Stbaby]

Det tror jeg alle børn skal igennem ;)

Her i huset kan de vælge mellem hygge = spil, godnathistorie eller at være sure og tvære.

Hvis de bliver sure og tvære efter godnathistorien - så er der ingen godnathistorie dagen efter. Det har de hurtigt lært (det er ret surt at blive sendt i seng mens de andre hygger i sofaen med en god bog ;))

I hendes alder kan hun godt forstå at i laver en aftale: hvis du læser en bog med hende så skal hun gå i seng når du siger det UDEN brok. Ellers gider du ikke læse en bog for hende dagen efter.

Vi prøver at lade være med at straffe. Dvs. vi giver gulerødder - som så kan blive taget fra dem.

En helt alm. kedelig dag er normalt, men hvis man opfører sig ordenligt, hjælper til (hvis de f.eks. tømmer opvasker mens jeg bader de små så er der tid til fælles hygge bagefter. Hvis de ikke tømmer opvasker skal jeg tømme opvasker også, og så er der ikke tid til fælleshygge) osv. så kommer der bonusting. Men sure og tvære børn gider vi ikke være sammen med og så må de passe sig selv i stedet for f.eks. en fællestur i skoven, Djurs Sommerland mv.

[Guest DitteWisti]

Det lyder som en rigtig god ordning, sara er dog enebarn indtil videre så der skal ændres lidt på ideen før det virker :)

[Stbaby]

Jeg tror nu godt at hun kan mærke forskel på at gå sur i seng alene og det at kunne hygge på sofaen med en bog eller et spil. Selvfølgelig er det værre for vores der jo kan se de andre hygge - men det er altid træls at gå sur i seng i stedet for at være glad.

[tinapingvin]

Jeg har ikke nogle gode råd, men ville bare give dig en :kram

Jeg bor i Ikast, så du siger til hvis du vil snakke en dag :)

[Guest DitteWisti]

Jeg har ikke nogle gode råd, men ville bare give dig en :kram

Jeg bor i Ikast, så du siger til hvis du vil snakke en dag :)

Ej er det rigtig :D det lyder bare rigtig godt! Det kunne være jeg holdte dig op på det! ;) hehe

[qnp]

Jeg tror Stikan har ret i at far skal mere på banen som opdrager. Du støtter og er enig, men han er primær forældre du er "bare" Ditte. :loveshower

Jeg tænker at det er vigtigt at Sara føler sig ekstremt elsket og ønsket hos jer - nu hvor mor ikke vil hende. Men samtidig er hun så gammel, at det er vigtigt at tale om det svigt hun føler. Har hun en drømmemor i hovedet, som hun tænker på og forestiller sig hvordan det vil være. Det må være enormt hårdt at se på at hun savner mor og mor bare ikke gider hende :(

[Guest DitteWisti]

Jeg tror Stikan har ret i at far skal mere på banen som opdrager. Du støtter og er enig, men han er primær forældre du er "bare" Ditte. :loveshower

Jeg tænker at det er vigtigt at Sara føler sig ekstremt elsket og ønsket hos jer - nu hvor mor ikke vil hende. Men samtidig er hun så gammel, at det er vigtigt at tale om det svigt hun føler. Har hun en drømmemor i hovedet, som hun tænker på og forestiller sig hvordan det vil være. Det må være enormt hårdt at se på at hun savner mor og mor bare ikke gider hende :(

Jeg kan godt se hvad du mener, samtidig med synes jeg det er meget farligt farvande at skulle sætte sig ned og snakke med hende og fortælle hende direkte at hendes mor ikke gider hende... Det er et for hårdt slag for hende oven i alt det andet der sker i tiden....

Samtidig med synes jeg hun fortjener at få at vide hvorfor.. Hvis vi da havde en grund.. Men den grund er i bund og grund også at hendes mor har nok i sig selv... :(

[Guest Mettemor]

Jeg vil sige som pædagog at man ikke må sige til et barn at en forælder ikke gider sit barn! Det kan et barn ikke kapere!!

Det man kan gøre er at forklare er at ligesom man kan falde og brække armen, så kan man også godt få en skade inden i hovedet som gør at man ikke har overskud til andre end sig selv. - kort fortalt.

Det er ikke en skade man selv kan styre eller gøre for, den kommer bare hos nogle, og det er helt sikkert at hendes mor elsker hende af hele hendes hjerte, hun har bare ikke forstand på eller kræfter til

at tænke på andre end sig selv, og det er ikke hendes skyld....det er sygdommen.

Ovenstående er RIGELIGT for et så lille barn at vide og det er vigtigt at hun får at vide at hendes mor forguder hende - ingen børn må føle sig uelsket og uønsket - det er den ondeste følelse i verden.....og selvom det måske ikke er helt korrekt

det med sygdommen i hovedet, så er det det eneste de små kan forstå og begribe...for det ER da forfærdeligt at savne sin mor og leve uden hende hver dag....det gør da ondt!

Jeg står lidt i samme situation med min søn som ikke ser sin biofar, og da han var mindre fortalte jeg ham at hans far elskede ham, men at han ikke havde overskud til at passe ham, derfor flyttede han, og det var ok....

I dag er der dog åbnet lidt mere op for posen, men nu er han også 10½. og forstår mere...men små skridt...

[Guest Diden]

Da dette var mit emne med mine sidste profil kan jeg lige give en opdatering..

Sara er nu ligeså stille begyndt at gå over til at kalde mig mor i stedet for guldmor.. Men det er kun i enkelte tilfælde det sker, f.eks. når hun skal rose mig "Du er bare den dejligste mor" feks. Det varmer rigtig meget og jeg synes vi er kommet tættere på hinanden..

Ved at vi er det synes jeg også vi har lidt lettere ved at komme op at tottes lidt. Læs hun synes det er strengt når hun får at vide hun skal gøre noget, selvom vi spørger pænt..

Jeg kan ikke finde ud af om det er fordi vi forkæler hende for meget at hun hidser sig sådan op, eller om hun laver for meget...

De tilfælde hvor hun hidser sig op er feks. i går hvor hun bliver bedt om at gå i seng efter vi er kommet sent hjem fra at have besøgt hendes oldemor. Hun stamper i gulvet, skælder ud og i sidste ende ligger hun og græder inde i sengen...

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal stille op... Er det min mand der går ind til hende i de tilfælde trøster han hende og forklarer hende at man jo skal i seng ellers bliver man træt... Når jeg går ind til hende prøver jeg at forklarer hende at det er dumt at græde over man skal i seng - det gør far og jeg jo heller ikke, og at hun jo godt ved hun skal i seng... Vi bliver kede af det når hun skælder os ud over ingenting.. Men jeg trøster hende ikke - jeg kan ikke se der er noget der skal trøstes??

[Stbaby]

Jeg tror ikke hun er ked af det fordi hun skal i seng, men fordi at alt det sjove der er sket i løbet af dagen er slut.

I stedet for at sige: Der er ingen grund til at være ked af at skulle i seng.

Så sig: Jeg kan godt forstå du er ked af at dagen er slut for det har været super sjovt / hyggeligt / dejligt, men nu skal vi sove så vi kan være friske til i morgen. Hvis vi ikke sover så er vi alt for trætte til at have det sjovt / hyggeligt / dejligt i morgen.

Linus er noget mindre så der kan jeg stadig bruge at han skal skynde sig at falde i søvn, for jo hurtigere han sover jo hurtigere kan vi komme ud og lege igen :)

Mht. at lave for meget så er det lige meget hvor meget de laver og hvor gamle de er - de vil ALTID synes de laver for meget ;)

Sæt dig ned en dag og tag en snak med hende. Skriv en liste sammen med hende over de ting hun laver - og skriv så en liste over alle de ting DU laver (indkøbsseddel, køber ind, laver mad, tager af bordet, vasker op, støver af, støvsuger, vasker tøj, hænger tøj op osv. osv.). Lav det detaljeret, altså ikke 'rengøring' men 'tørrer støv af, støvsuger, vasker gulv, pudser vinduer osv'.

Hver gang vores unger brokker sig over at det ALTID er dem der skal gøre ALTING så laver vi en liste eller minder dem om listen vi lavede sidst (de store kan godt huske det) og så plejer de at gøre deres ting uden brok. Især hvis vi spørger om vi skal bytte ;) At jeg tømmer opvasker for K og så laver han alle de andre ting som jeg skal den dag.

Bare rolig - det er bare en fase... den går over når hun flytter hjemmefra og finder ud af hvor lidt hun faktisk lavede ;)

Husk at det er helt normalt at blive ked af det og blive sur - det er vi voksne jo også ind imellem. Ingen kan gå rundt og være glade konstant, så at hun har disse følelser er godt, og at hun tør komme ud med dem viser hun er tryg.

Accepter hendes følelser: jeg kan godt forstå det er træls at skulle tømme opvaskemaskine når du hellere vil lege

Giv hende evt. en løsning: Jo længere tid du er sur, jo længere tid går der før du er færdig og kan komme til at lege.

Fortæl evt. hvordan hendes surhed påvirker dig: Jeg har ikke lyst til at være sammen med dig når du er sur. Når du er færdig med at være sur kan du komme ind i stuen og så kan vi.. læse en bog / tegne / gå tur...

[Guest Diden]

Jeg tror ikke hun er ked af det fordi hun skal i seng, men fordi at alt det sjove der er sket i løbet af dagen er slut.

I stedet for at sige: Der er ingen grund til at være ked af at skulle i seng.

Så sig: Jeg kan godt forstå du er ked af at dagen er slut for det har været super sjovt / hyggeligt / dejligt, men nu skal vi sove så vi kan være friske til i morgen. Hvis vi ikke sover så er vi alt for trætte til at have det sjovt / hyggeligt / dejligt i morgen.

Linus er noget mindre så der kan jeg stadig bruge at han skal skynde sig at falde i søvn, for jo hurtigere han sover jo hurtigere kan vi komme ud og lege igen :)

Mht. at lave for meget så er det lige meget hvor meget de laver og hvor gamle de er - de vil ALTID synes de laver for meget ;)

Sæt dig ned en dag og tag en snak med hende. Skriv en liste sammen med hende over de ting hun laver - og skriv så en liste over alle de ting DU laver (indkøbsseddel, køber ind, laver mad, tager af bordet, vasker op, støver af, støvsuger, vasker tøj, hænger tøj op osv. osv.). Lav det detaljeret, altså ikke 'rengøring' men 'tørrer støv af, støvsuger, vasker gulv, pudser vinduer osv'.

Hver gang vores unger brokker sig over at det ALTID er dem der skal gøre ALTING så laver vi en liste eller minder dem om listen vi lavede sidst (de store kan godt huske det) og så plejer de at gøre deres ting uden brok. Især hvis vi spørger om vi skal bytte ;) At jeg tømmer opvasker for K og så laver han alle de andre ting som jeg skal den dag.

Bare rolig - det er bare en fase... den går over når hun flytter hjemmefra og finder ud af hvor lidt hun faktisk lavede ;)

Husk at det er helt normalt at blive ked af det og blive sur - det er vi voksne jo også ind imellem. Ingen kan gå rundt og være glade konstant, så at hun har disse følelser er godt, og at hun tør komme ud med dem viser hun er tryg.

Accepter hendes følelser: jeg kan godt forstå det er træls at skulle tømme opvaskemaskine når du hellere vil lege

Giv hende evt. en løsning: Jo længere tid du er sur, jo længere tid går der før du er færdig og kan komme til at lege.

Fortæl evt. hvordan hendes surhed påvirker dig: Jeg har ikke lyst til at være sammen med dig når du er sur. Når du er færdig med at være sur kan du komme ind i stuen og så kan vi.. læse en bog / tegne / gå tur...

Jeg har ikke decideret lavet en liste med hende, men når hun synes det er strengt hun skal "lave det hele" spørger jeg hende om hun hellere vil bytte.. Hun kan jo godt se hvor rodet der er :P Så plejer hun at sige nej, og så er der ellers kun små brokkerier...

Men ja det er nok en face... :)