hjemmepasning vs dagtilbud

[skruk]

I stedet for at spamme tråden tænkte jeg vi kunne flytte den herind.

Jeg så for ikke så længe siden afsnittet om daginstitution i sådan er det jo bare. Det gjorde stort indtryk på mig, specielt når jeg hele tiden har ønsket at passe Immanuel hjemme. Men økonomisk vil min mand ikke være med, hvis ikke kommunen giver tilskud. Og det gør Aalborg ikke :(

Jeg tænker, som der også blev skrevet i den anden tråd, at pengene burde følge barnet, hvad tænker I? Og generelt, hvad tænker I om mulighederne for hjemmepasning?

[skruk]

Vil gerne lige påpege, at JEG MENER, at man skal gøre hvad der er bedst for ens familie. Men er også nysgerrig på, hvor mange, der ville vælge anderledes, hvis samfundet accepterede det :)

[Lovely Lady]

Bum bum... Ikke så meget mangel på samfundsaccept her - men ambitioner og udgifter hænger ikke sammen med hjemmepasning hos os... Jeg er overbevist om, at fidusen ville have godt af et ekstra år hjemme, men det havde været helt urealistisk hos os. Som næstbedst skulle vi - imo - have sat ham i dagpleje i stedet for det vuggestue-shit - det sidste har jeg godt nok fortrudt mange gange...<_<

Edit: Selv har jeg i tidernes morgen gået i børnehave om formiddagen for at se andre børn - det var vist et okay niveau :) Men det var jo en helt anden verden - udover at min mor gik hjemme, så havde vi ung pige i huset (kan godt grine lidt, når min mor lidt bittert kommenterer, at min mand sørme hjælper mere til, end min far gjorde... Mon ikke du liiiiige klarede dig, dame;) ).

[Guest]

Jeg ville nok ikke fungerer godt med hjemmepasning, men jeg synes det er for tidligt at afleverer sit barn i institution som feks 10 måneder lille baby. Det virker simpelthen SÅ forkert. Endvidere, har jeg lige sagt nej til et arbejde fordi det vil betyde at Caroline skal gå i børnehave næsten 11 timer dagligt - det hverken vil eller kan jeg accepterer.

[Barbamama]

Meget spændende tråd! :) Og et vildt kompliceret emne IMO! Jeg kan næsten ikke jonglere mine ord på plads, fordi der er så meget "på den ene side" og "på den anden side" i mit hoved, men jeg vil prøve :)

Helt grundlæggende er jeg tilhænger af (bedre muligheder for) hjemmepasning. Ikke fordi der er noget galt med institutioner, men fordi jeg tror på, at vi får det sundeste samfund, hvis vi tilpasser det til borgerne. Og det indebærer IMO både, at der er pasning til de forældre, der trænger til at komme ud på arbejdsmarkedet og de børn, der trænger til at komme ud og være selvstændige og se en masse andet end mor, OG at der er mulighed for hjemmegå-ning til de forældre, der er lige ved at gå i panik over at skulle forlade deres børn flere timer og gå på job, og de børn, der har brug for at være hjemme i trygge omgivelser. Det giver forskellige børn og forskellige mennesker, og med forskellige muligheder, tænker jeg, at vi kan udnytte hver persons potentiale bedst :)

Og det tror jeg faktisk også bedst kan betale sig for samfundet rent økonomisk. Hvis man er presset til det ene eller det andet, så tænker jeg, at det øger risikoen for stress, depression, skilsmisser og alt muligt andet møg, som vi helst vil holde alle fri for, og som er dyrt for samfundet.

Men jeg kan godt forstå, de politikkere, der ikke ligefrem kæmper for projektet! Og det er der mange grunde til!

Jeg synes ikke, at argumentet "pengene skal følge barnet" holder. Fordi jeg ser ikke de penge, som et beløb, politikerne har valgt at forære alle samfundets børn, men som en støtte til forældre, der gerne vil have deres barn passet, så de kan arbejde, fordi man gerne vil have forældrene ud på arbejdsmarkedet så de kan bidrage tilbage med noget skat. At lade pengene følge barnet bliver IMO nærmest bare ekstra børnepenge, og jeg kan godt forstå, hvis nogen stejler over at give forældre 22.500 (altså 4500 + 3 X 6000) i kvartalet for at passe et barn, man selv har valgt at få. Og kontra at samme forælder kunne hælde penge i statskassen (i stedet for at trække dem ud), ved at arbejde og betale skat.

Man kunne så - og det synes jeg, man bør - hævde hjemmegående bidrager til samfundet på en anden måde, ved at de "skræddersyr" en opvækst til deres barn, hvilket jeg sådan set tror, at alle børn har godt af. Men afhængigt af, hvor meget man tror på institutionernes evner og hvad man tænker om småbørns psykologi, så kan jeg godt forstå, hvis man ikke tror på, at børn bliver synderligt meget sundere af at være sammen med mor istedet for DP, og at det derfor er for dyrt at prioritere.

Lise nævnte også noget i den anden tråd om integration: At indvandrere måske kan få sværere ved at komme ud blandt danske og lære sprog osv, hvis de ikke "behøver" at bruge DP/VS, være på job, osv.

Jeg tror heller ikke, at der er ret mange stemmer i at være fortaler for hjemmepasning. Og det "burde" ikke have betydning, men hvis politik er ens levebrød, så kan jeg godt forstå, at det spiller ind. Og jeg oplever, at mange lader sig påvirke meget af "Hvad er godt for MIG?" når de stemmer. Og det er jo en relativt lille del af ens liv, hvor det er godt for en selv, at der ydes tilskud til hjemmepasning, og i resten af tiden skal man så betale til det. Jeg tror ikke, det gavner en politiker at være alt for åben om at være tilhænger af hjemmepasning, jeg tror det er for meget en "vælger-niche".

Man kunne også hævde at det vi faktisk ER muligt at hjemmepasse uden tilskud (= muligt for alle), men at det handler om prioritering. At hvis folk vil hjemmepasse, så må de sørge for at finde pengene til det. Men man kan jo så omvendt igen se, hvor mange børn, der har lange dage i institution, selvom forældrene måske ikke har lyst til det (jeg læser da jævnligt indlæg herinde med grædesmileys over at barslen er slut), og dermed konkludere, at det er for svært at finde pengene til det uden støtte.

Nå, jeg kunne blive ved længe, og der er mange flere detaljer i det, men her var i hvert fald nogle tanker til at starte med ;)

Bottom line, så har jeg det nok sådan, at det er fair, ikke at ville give tilskud til hjemmepasning, men at det ikke er særlig smart. På samme måde, som jeg synes, det ville være fair ikke at ville give SU, men ikke særlig smart. ;)

[Pigemor]

Jeg ville have elsket at hjemmepasse mine piger.

Da min mindste skulle starte i vs i sin tid, var jeg grædefærdig, for jeg var ikke klar til at sende hende afsted. Hun var heller ikke klar, hun græd og græd. Når hun blev hentet og kom hjem græd hun. Hun sov ikke om natten fordi hun var så fyldt op af indtryk, jeg kunne ikke rykke mig en millimeter i sengen uden at hun så begyndte at skrige. Jeg ville ønske at jeg havde haft mulighed for at have hende hjemme til hun var 3år

Den store har gået i Dp. Og hun var så klar da hun kom afsted, men jeg gad godt at hun måske kun havde været der på deltid. Savnede tiden med hende, som kun var vores. Nu går den store i skole. Og jeg hader virkelig som pesten den der FASTE mødetid kl 8, det hænger mig langt ud af halsen.

[Ihpets-mortilto]

Jeg er jo den lykkelige beboer i en kommune der giver tilskud. Det gjorde beslutningen noget nemmere ;) Men udover at gøre det økonomisk muligt for os, så gør det også at vi sikkert er flere i kommunen der er hjemme og der er dermed muligheder for legestue. Desuden er der SÅ mange gratis arrangementer for små børn i hverdagen. Her i efteråret er vi tilmeldt: mini-kirke med sang og boller, biograf på biblioteket, de små synger arrangement og noget teater. Desuden åbner biblioteket hver dag klokken 8 og der er SÅ meget til børn og de køber jævnligt nyt (nyest en kæmpe bus, W er lykkelig). Og så er her MANGE indhegnede legepladser. Og der er altid mange børn at lege med (DP, vs, bh, hjemmeunger).

Jeg synes at det er trist at der ikke er bedre muligheder for hjemmepasning. Jeg ville elske at det var muligt (ikke tvang) for alle at passe selv til barnet blev 2. Der sker meget de første 2 år og jeg tror personligt på at børn under 2 har bedst af at være hjemme.

Vi er jo også det land i verden der har flest små børn i institution - og det synes jeg faktisk ikke vi bør være stolte over.

[Guest]

Jeg HADER at aflevere min datter! Kunne acceptere at aflevere måske 6-7 timer dagligt, gerne mindre. Men 11 timer.... Det er sgu sygt!

[Guest]

Jeg synes, det er helt fint, at der er nogle, der vælger at passe hjemme, men jeg er faktisk glad for at være kommet tilbage til mit arbejde (startede op igen, da hun var knapt 9 måneder). Jeg har valgt at prioritere, at jeg ikke skal arbejde fuld tid, mens hun er lille, og min mand har også droppet karriereræset og er blevet studerende, og på den måde har vi gode muligheder for at give hende nogle vuggestuedage, der ikke bliver lange. For os passer det perfekt, for vi har en datter, som der er fuld fart på, og hun elsker indtil videre at komme ned i vuggestuen, selvom hun kun har gået der en uge. Vi har bevidst valgt en vuggestue med kun 20 børn, så det ikke bliver et for stort sted for sådan en lille størrelse. Havde vi haft en mere forsigtig baby, så havde vi nok valgt DP for at få nogle rammer, der mindede mere om at være hjemme. Jeg synes ikke, at pengene automatisk skal følge barnet med mindre, at der mangler pladser i kommunen, MEN til gengæld kunne jeg rigtig godt tænke mig, at det blev prioriteret, at der ikke er for få voksne pr barn i vuggestue og børnehave. Netop fordi det er nogle vigtige år, og det er trist, når der ikke er hænder/tid nok til at stimulere og trøste nok.

[Emilie]

Jeg ville også elske, at mulighederne var bedre for hjemmepasning. Synes ikke nødvendigvis at pengene 100% skal følge barnet, for der er imo også en masse vedligehold, løn osv i institutioner, som der ikke er ved hjemmepasning.. men jeg kunne godt være fan af et indkomstreguleret tilskud.

Og så er jeg helt enig i, at der skulle føres noget tilsyn.. måske sundhedsplejerskeordningen kunne udvides, så den omfattede nogle besøg ved hjemmepasning?

Magnus skal starte i dp, når han er 11 mdr. og det synes jeg (lige nu) er alt for tidligt. Kunne godt bruge muligheden for at passe ham hjemme indtil han er omkring 2 år.

Det bliver nok ikke en mulighed for os, men jeg overvejer meget kraftigt at søge om at gå ned i tid, bare mens han er lille, for det vil give lidt flere muligheder for korte dage eller et par fridage i løbet af ugen :)

[Solvej99]

Hvis muligheden var der økonomisk, så ville jeg gerne hjemmepasse til børnehavealderen, og derefter arbejde deltid, så mine børn altid kunne få korte dage :)

[TiaK]

Jeg synes man skal passe på med at give økonomien skylden for at man vælger ikke at være hjemmegående. Som jeg ser det, er det et spørgsmål om prioritet. Ret mange (mig selv inklusive ;)) kunne sagtens bo i et mindre hus/bo billigere til leje, køre i en mindre bil eller tage cyklen. Selvfølgelig kan man allerede have sat sig for dyrt i det (=tilpasset to fuldtidsindtægter) og derfor virker økonomien "nemmest" at give skylden. Jeg tænker dog nærmere, at det er ens levestandard, man ikke vil ofre ;)

Dette skal ikke tages som en skjult hentydning til nogen herinde, det er det på ingen måde ment som. Der er uden tvivl også dem, hvor det ikke er muligt at gå ned i levestandard og dermed ER økonomien begrænsningen. Det er mere en generel betragtning om, at vi generelt har det rigtig godt i Danmark.

(Min pointe er nok farvet af, at jeg ikke helt forstår hvorfor det er mere anerkendt at låne (for) mange penge til lækkert hus eller bil, men det er ikke anerkendt at låne (færre) penge til en ferie eller bryllup. Begge dele handler jo om velfærd (her skal forstås, de ekstra penge man låner for at huset/bilen er mere lækkert end hvad man reelt kan nøjes med).

[louisevibe]

Er klart fortaler for, at man har muligheden for at hjemmepasse. I Viborg får man ikke tilskud - men i de fleste kommuner omkring.

Inden Silke Elia startede i dagpleje, overvejede vi meget kraftigt, at jeg skulle hjemmepasse. Jeg ville rigtig gerne, men jeg havde simpelthen brug for aflastet efter et virkelig hårdt år på barsel. Det var ikke særlig rart at erkende, men det var bedst for os alle. Så selvom vi kunne have fået økonomisk tilskud til at passe Silke Elia, så er jeg sikker på, jeg havde sendt hende i dagpleje alligevel. Selvom jeg ville have elsket at hjemmepasse - under andre omstændigheder.

[Solvej99]

Jamen når jeg skriver, at det er pga. økonomi, så mener jeg netop, at det er fordi, at vi ikke vil ændre på vores levestandard, som den er nu :)

[Lovely Lady]

Jeg synes man skal passe på med at give økonomien skylden for at man vælger ikke at være hjemmegående. Som jeg ser det, er det et spørgsmål om prioritet. Ret mange (mig selv inklusive ;)) kunne sagtens bo i et mindre hus/bo billigere til leje, køre i en mindre bil eller tage cyklen. Selvfølgelig kan man allerede have sat sig for dyrt i det (=tilpasset to fuldtidsindtægter) og derfor virker økonomien "nemmest" at give skylden. Jeg tænker dog nærmere, at det er ens levestandard, man ikke vil ofre ;)

Dette skal ikke tages som en skjult hentydning til nogen herinde, det er det på ingen måde ment som. Der er uden tvivl også dem, hvor det ikke er muligt at gå ned i levestandard og dermed ER økonomien begrænsningen. Det er mere en generel betragtning om, at vi generelt har det rigtig godt i Danmark.

(Min pointe er nok farvet af, at jeg ikke helt forstår hvorfor det er mere anerkendt at låne (for) mange penge til lækkert hus eller bil, men det er ikke anerkendt at låne (færre) penge til en ferie eller bryllup. Begge dele handler jo om velfærd (her skal forstås, de ekstra penge man låner for at huset/bilen er mere lækkert end hvad man reelt kan nøjes med).

Hehe, det kan du have fuldstændig ret i - men når man er halvgamle, når man stifter familien, så er der rigtig meget (udgiftstungt), der allerede er etableret... ;) Havde min mand og jeg planlagt det hele meget tidligere, så havde vi godt kunnet leve for én af vores indtægter.

Jeg er i øvrigt enig - vi har det godt Danmark :)

[TiaK]

Jamen når jeg skriver, at det er pga. økonomi, så mener jeg netop, at det er fordi, at vi ikke vil ændre på vores levestandard, som den er nu :)

 

Det gættede jeg også på ;) Min pointe er bare, at det er misvisende. Jeg synes kun økonomien kan være grunden, når det ikke er muligt at spare flere steder :)

[Lovely Lady]

Det gættede jeg også på ;) Min pointe er bare, at det er misvisende. Jeg synes kun økonomien kan være grunden, når det ikke er muligt at spare flere steder :)

Well, det kan da sagtens være den helt lavpraktiske årsag, selvom det stadig er udtryk for et valg ;)

[Maustique]

Jeg var meget, meget, meget tæt på at blive hjemmegående med Alexander... Vi har faktisk råd til at jeg kunne blive hjemmegående. Også selvom vores kommune ikke giver tilskud. Det ville betyde at vi skulle af med den ene bil, og at udvidelser på huset skulle skydes nogle år - men det var ikke en umulighed. Alternativt talte vi også om at måske omlægge til afdragsfrit lån i årene mens børnene var små.

 

Udfordringen her lå i, at jeg sidder i en chefstilling i en specialist-funktion, hvor det var rigeligt svært for mig bare at kunne gå på barsel. Man kan ikke lige hive en vikar eller en erstatning ind, for oplæringen er længere end en barsel typisk varer. Eksempelvis holdte jeg "fuld" barsel i små 6 måneder og endte med at arbejde en del hjemmefra under barslen. Efterfølgende delte min mand og jeg de næste 6 måneder så vi skiftedes til at være hjemme med ham. Det var simpelthen ikke en mulighed for mig at være væk et år - så havde jeg ikke haft et job at komme tilbage til.

 

Så derfor stod jeg lidt i den situation, at jeg kunne vælge i mellem at gå hjemme i en 6-8 år mens børnene var små, og så skulle til at banke en karriere op derfra, samtidigt med at min mand ville skulle knokle ekstra og derfor ville have væsentligt mindre tid hjemme med os, eller holde fast i et rigtig godt job og en (min alder taget i betragtning) fornuftig karriere og så udnytte det til at give mig mest tid med mine børn. Jeg endte med det sidste - selvom det bestemt ikke var uden tårer. Vi græd begge to det første halve år og jeg HADEDE at aflevere ham...!

 

Det der gjorde det lettere for mig var, at jeg fandt en rigtig, rigtig god og kærlig dagplejeMOR og jeg fandt hende 300 meter fra mit job. Jeg har fleks-tid og hjemmearbejdsplads, som jeg udnytter så godt jeg kan - derfor bliver han typisk afleveret kl. 8.30-9 og hentet efter sin middagslur 15-15.30. Jeg prøver at have en ugentlig hjemmearbejdsdag, hvor jeg holder ham hjemme. Så arbejder jeg når han sover til middag og om aftenen og hygger om ham mest muligt. Jeg har to store bonuspiger, der ofte har ham hjemme nogle dag om ugen i skolernes ferier, selvom vi arbejder. Derfor (synes jeg selv) har jeg fået det til at gå op med at han får mest muligt tid hjemme med sin mor og sine søstre men at han samtidigt kommer ud og lege med nogle børn på sin egen alder - de samme 3 børn og ene voksne, som han så har fået et rigtigt tæt forhold til. Vil gætte på at han i snit er i dagplejen 28-30 timer om ugen - selvom jeg har fuldtidsjob og min mand arbejder endnu mere end jeg.

Frem til han var 1½ år synes jeg at det virkede forkert i maven at aflevere ham - fordi han var ked af det. Men på den anden side af det har det faktisk været en fornøjelse. Han ELSKER at være der, og snakker ofte om dem hjemme. Han løber glædesstrålende ud af bilen og over til hende og skynder sig at vinke til mor, så han kan komme videre.

 

Nu står vi så overfor et børnehavevalg - og der har jeg så fornyet krise, fordi der nu er tale om en institution med mange børn og voksne og jeg dermed skal hive ham ud af sit trygge, rolige miljø... Der håber jeg lidt at kunne "time" det med en barsel, så jeg forhåbentligt kan holde ham hjemme et par dage om ugen...