Mikkels fødsel (stjernekigger)

[Ema]

Nu ligger lillemanden lige og sover så sødt i sin babynest ved siden af mig, så tænkte jeg ville begynde på min fødselsberetning. Så må vi se hvor langt jeg får lov at komme ;)

Jeg har i løbet af min graviditet været ret nervøs for fødslen, da min første fødsel ikke lige frem var en drømmefødsel.

For dem der ikke kender historien, kan den findes via link i min signatur.

I princippet starter den her beretning vel egentlig med det jordemoder besøg jeg havde torsdag d. 13/8, hvor jeg var 39+6 og meget træt af at være gravid. Jeg havde siden uge 38 haft indtil flere episoder med kraftige plukke/modningsveer, der var regelmæssige i et par timer for derefter bare at gå i sig selv igen. Som resultat deraf var min mave godt øm og en meget aktiv baby, der, selvom han stod helt fast i bækkenet, oftest valgte at lægge sig på tværs i maven, gjorde det ikke lige frem bedre.

Så rent fysisk var jeg ret udfordret de sidste par uger.

Derudover havde jeg faktisk gennem hele graviditeten været overbevist om at jeg ville føde inden jeg kom så tæt på termin. Freja blev jo født 39+2 og man siger jo gerne at nr 2 kommer før samt at mine to graviditeter jo også lå så tæt, hvilket jeg også har fået at vide kunne betyde tidligere fødsel.

Men sådan skulle det så ikke gå

Jeg mødte op til min aftalte jordemodertid, stærkt håbende på at gå derfra med en indstilling til igangsættelse omkring termin, da det var blevet nævnt til sidste besøg at det var en umulig pga mine smerter.

Jeg var tilknyttet kendt jordemoder ordning og vidste ikke hvilken af de 3 tilknyttede JM, jeg skulle snakke med den dag, men heldigvis viste det sig at være Stina, som var den JM jeg havde det bedst med. Ikke at jeg havde det dårligt med nogen af de andre, men ja, følte bare jeg havde bedre "kemi" med Stina.

Vi startede med at snakke om hvordan jeg havde det og der gik ikke længe, før vi snakkede indstilling til igangsættelse og det betød så at der udover de sædvanlige undersøgelse også skulle laves en gyn. undersøgelse for at se om jeg evt var modnet noget allerede.

Først skulle jeg dog have taget blodtryk og det viste sig at være noget højt, hvilket ikke var så godt, da jeg i forvejen var under observation for svangerskabsforgiftning.

GU'en viste at jeg havde ca 2 cm livmoderhals tilbage og var 1 cm åben. Dette gjorde det muligt for Stina at tilbyde mig en hindeløsning, hvilket jeg sagde ja tak til

Jeg fik taget blodtryk igen og da det stadig var højt ville Stina lige tjekke med fødegangen om de ville se mig til yderligere undersøgelser.

Må indrømme at jeg i mit stille sind sad og tænkte det ikke ville være det værste i verden, hvis de nu skulle vælge at sætte mig i gang pga det høje blodtryk.

Men fordi der ikke var andre symptomer, så mente de ikke det var nødvendigt at se mig. Dog ville de gerne hvis jeg kom ind til kontrol om lørdagen for at holde øje med blodtrykket.

Stina kunne efter samtalen med FG yderligere informere om at min indstilling til igangsættelse ville blive taget op på møde med lægerne næste dag, men at der var planlagt mange igangsættelser den følgende uge, så selvom de sagde ja, så var der mulighed for at det først ville blive sidst på ugen inden der blev tid :(

Lidt øv besked, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Havde det nok også lidt sådan at hvis jeg bare fik en dato, så ville det være nemmere at overskue selvom jeg skulle vente en uges tid.

Men så var der jo ikke andet at gøre end at tage hjem og håbe på at hindeløsningen gav noget effekt. Fik da lidt plukveer, men ikke det helt store. N fandt en artikel på nettet hvor der stod at 1/3 af alle der fik hindeløsning gik i fødsel inden for et døgn. Den 1/3 tilhørte jeg så ikke.

Fredag middag ringede Stina så. Hun havde snakket med lægerne og de havde bestemt sig for først at behandle min indstilling om mandagen, når de havde svar på min blodtrykskontrol fra lørdag.

Nøj, hvor blev jeg skuffet :( Havde sådan håbet at jeg ville have fået en dato at forholde mig til, så jeg kunne se en ende på det hele. Samtidig kunne jeg jo så også godt regne ud at jeg kom endnu længere bag i køen, hvis der først blev taget stilling til noget mandag.

Så alt i alt var fredag en temmelig skuffende dag.

Lørdag mødte jeg op til blodtrykskontrol kl 9.30 og mit blodtryk var nøjagtig det samme som om torsdag, hvilket vil sige for højt, men lige nøjagtig på grænsen til om det kunne kaldes svangerskabsforgiftning eller ej.

Dog lå Mikkels puls nu også lidt højt på den ctg jeg fik kørt. Igen var der dog tale om "gråzoneværdier" dvs der var egentlig højere end JM brød sig om, men ikke alarmerende høje.

Jeg fik besked på at sætte mig og slappe af en halv time, mens jeg sørgede for at få noget at drikke og så skulle der køres en ny ctg.

Som sagt så gjort og resultatet var nøjagtig det samme.

JM gik ud for at finde en læge og kom tilbage en halv time efter med besked om at jeg skulle gå ned og få noget at spise og komme tilbage til en ny kurve bagefter.

Klokken var på det tidspunkt ved at være 13 og jeg var ret træt af udsigten til at bruge længere tid på sygehuset. Men det var jo ikke rigtig andet at gøre end at gøre som der blev sagt.

Lidt i to bliver den 3. ctg så sat i gang og den får lov at køre i en hel time inden lægen er tilfreds. Og så fik jeg da lige en ny GU også. Selvom jeg ikke havde mærket den vilde effekt af hindeløsningen, så var der alligevel sket lidt, så nu var der næsten ingen livmoderhals tilbage og blev bedømt til at være 1-2 cm åben :yay

Faktisk mente hun at fødslen uanset hvad kunne starte når som helst.

Nu var klokken så heldigvis også så mange at der var vagtskifte, så lægen kunne konferere med næste vagthavende læge, hvad planen skulle være. Jeg var dog blevet informeret om at akut igangsættelse ikke var aktuelt på nuværende tidspunkt.

kl 15,30 kommer der så en ny JM og kan fortælle at lægerne har besluttet at sætte mig i gang dagen efter :glad

Nøj, hvor blev jeg glad og lettet for lige pludselig var der en meget overskuelig tidshorisont tilbage inden jeg skulle møde min fine lille Mikkel :yay

Og nu er omtalte lille vidunder ved at vågne, så I må vente lidt med fortsættelsen

[Guest]

Venter spændt

[HenrietteHall]

Venter spændt

Også mig :)

[Ema]

Beklager ventetiden, der kom lige en udskrabning af livmoder i vejen og ødelagde idyllen herhjemme og nu er både jeg og Mikkel bukket under for antibiotika-mave, så fortsættelse følger, men nok først i næste uge

[HenrietteHall]

:kram Det lyder godt god voldsomt! God bedring!

[Ema]

Så voldsomt er det nu ikke, men det ødelagde lige et par dage og har gjort at vi lige skulle finde rytmen igen, skal nok skrive lidt om det i beretningen. men vi har det alle sammen fint (bortset fra lidt mavekneb altså)

[Ema]

Så fik jeg lidt tid til at fortsætte, undskylder ventetiden :)

 

Klokken var altså næsten 16 inden jeg kom fra hospitalet med beskeden om at vagthavende JM fra kendt jordemoderordningen ville ringe indenfor en time og aftale tid til igangsættelsen.  Stina havde om torsdagen fortalt at det var hende der havde vagten, så glædede mig allerede til at det skulle blive hende jeg fik lov at føde med.

På vej i bilen ringede jeg til N og vi blev enige om at ringe til hans forældre og spørge om de ville komme og hente Freja allerede om aftenen, så vi ikke skulle stresse med det dagen efter og de sagde heldigvis ja til at komme til aftensmad og så køre med Freja når vi havde spist.

Jeg havde et par ordentlige plukveer på vejen hjem, men tænkte at det jo nok skyldtes GU'en.

 

Stine ringede lige da jeg var kommet hjem og fortalte at hun havde nogle efterfødselskontroller næste formiddag, som hun meget gerne skulle nå, så vi aftalte at mødes på fødegangen kl 13 næste dag

 

Omkring kl 17.30 lagde jeg mærke til at plukveerne kom igen og denne gang begyndte de at blive regelmæssige med ca 10 minutters mellemrum. Turde næsten ikke tro på at fødslen virkelig skulle være ved at gå i gang af sig selv, for havde jo haft episoder med regelmæssige "veer" flere gange før hvor de bare gik i sig selv igen, så sagde ikke noget og de gjorde som sådan heller ikke rigtig ondt.

I løbet af aftensmaden begyndte de dog stille og roligt at tage til, men stadig ikke mere end jeg godt kunne ignorere dem og lade som ingenting.

 

Lidt over 19 vinkede vi farvel til Freja og svigerne. Det var en meget mærkelig fornemmelse at stå der og vide at næste gang vi så dem, så var Freja blevet storesøster.

 

Jeg gik direkte ind og smed mig på sofaen og N gik ud for at ryge. Da han kom ind igen fortalte jeg ham at jeg måske nok troede at jeg havde begyndende veer. Han så helt forkert ud i hovedet :lol

 

Vi stenede lidt Supernatural på Netflix, men jeg kunne godt mærke at N havde lidt svært ved rigtig at slappe af. Efter ca en halv time spurgte han mig om jeg stadig kunne mærke veerne og da jeg bekræftede det insisterede han på at vi fik pakket de aller sidste ting (toilettaske osv) i tasken til sygehuset, så ALT var klar hvis vi skulle af sted inden vores tid kl 13.

 

Imens jeg nussede mig færdig med de sidste ting begyndte veerne at tage til og jeg var nødt til at stoppe op engang i mellem. De varede ca 30-45 sek. men der var stadig noget tid i mellem dem.

 

Til sidst ende vi på sofaen igen og jeg begyndte at være nødt til at koncentrere mig om de der veer og kvart i ni ringede jeg til Stina og sagde at vi nok ikke fik brug for den tid kl 13 alligevel, for nu havde jeg altså veer.

Vi aftalte at mødes på fødegangen 21,30, hvilket lige gav mig tid til et hurtigt bad inden vi kørte. Det var rart lige at få varmet lænden igennem inden køreturen, men var godt nok lige ved at være bange for at veerne var gået i stå, da jeg pludselig syntes der gik længere i mellem dem. Men fik et par gode veer på vej i bilen, så helt i stå var jeg ikke gået

 

Vi ankom til Viorg sygehus præcis kl 21.30, men som den ryger N nu engang er, så mente han altså at vi skulle vente med at gå ind til han lige havde røget. Det havde jeg tålmodighed til i ca 2 min og så gik jeg. Så måtte han altså bare følge trop for nu ville jeg altså gerne ind og have lov til at ligge ned.

 

Jeg var lidt spændt på om vi ville blive sendt hjem igen, hvis jeg ikke blev vurderet til at være i fødsel, men Stina tog os direkte med ind på en fødestue, som var klar til os og lod til at være overbevist om at nu var det nu, så det var rigtig rart.

 

Mig op på lejet og så blev  jeg undersøgt og vurderet til 3-4 cm åben og dermed i aktiv fødsel. :glad

Hun vurderede Mikkel til at være ca 3700 g  og han stod fint med hovedet ned ad præcis som han havde gjort de sidste uger af graviditeten.

Så blev der kørt ctg og vi snakkede lidt frem og tilbage og Stina fik fortalt at fordi Mikkels puls havde ligget så højt om eftermiddagen, så skulle der sandsynligvis køres kurve på ham det meste af tiden, så at komme i fødekarret som smertelindring var desværre udelukket. Det havde jeg ellers håber lidt på, men det var der jo bare ikke noget at gøre ved.

Jeg var i øvrigt indstillet på at jeg måske ikke måtte på grund af den streptokok infektion jeg havde haft, men det havde jeg aldrig fået spurgt om og nu var det jo så lige gyldigt.

På grund af den infektion skulle jeg også have penicillin under fødslen, optimalt set skulle jeg nå at have 2 gange med 4 timers mellemrum for så slap Mikkel nemlig for at få taget blodprøve dagen efter. Men som Stina sagde, så var der jo ingen garanti for at man nåede 2 gange og slet ikke som 2. gangs fødende, så jeg fik koblet drop med penicillin med det samme.

 

Mens ctg'en kørte tog N et billede af mig og sendte til vores forældre, for vi havde lovet at give besked, hvis der skete noget. Set i bagklogskabens lys skulle jeg nok have bedt om at godkende billedet (specielt fordi det så også blev sendt til vores brødre :s ) for det var godt nok et meget lidt charmerende resultat han endte med :lol

Troede bare han havde taget så man kunne se ansigtet og den thumbs up jeg lavede, men nej, det er full figure med mave, ctg bælter og ventetrusser :lolhit :klap

 

22.30, en halv time efter, godkendte Stina min ctg og sagde at den var god nok til at jeg ikke behøvede at have den på hele tiden, men at jeg gerne måtte komme op og gå hvis jeg ville.

Så op med mig, for nu bed veerne så jeg syntes det var nemmere at håndtere stående. Stina roste mig for at arbejde godt med mine veer som stille og roligt blev stærkere og stærkere

 

Bliver lige nødt til at skifte computer, da manden skal bruge denne

[Ema]

Omkring kl 23 får jeg klyx og hvor er det altså bare en skøn kombination med veer eller noget :lolhit

 

Stina fortalte at det ofte satte lidt ekstra gang i veerne, men tværtimod virkede det til at der nu blev længere og længere mellem veerne.

 

Lidt i midnat blev jeg undersøgt igen. 4 cm åben, så stort set ingen fremgang. Nøj, hvor var jeg skuffet. Stina foreslog at vi tog vandet for at sætte lidt gang i sagerne og den var jeg med på. Det var ikke fordi der kom voldsomt meget fostervand til at starte med, men det så fint ud, så Stina var fint tilfreds.

Samtidig blev der sat en elektrode på Mikkels hoved, så der kunne holdes øje med ham den vej for selvom det ikke var nødvendigt at måle hele tiden, så var vi stadig der hvor der skulle være lidt ekstra overvågning på,

Derefter kom det lidt i små skyller når jeg bevægede mig. Synes det var en meget mærkelig fornemmelse, som jeg jo aldrig oplevede med Freja fordi det bare sivede lige så stille.

 

Der kom mere gang i veerne og jeg fik nu iltmaske til at hjælpe mig igennem.  Stina roste mig stadig for at arbejde godt med veerne, som tog mere og mere til i styrke.

 

Kl 2 var det tid til ny undersøgelse. Jeg havde allerede bestemt mig for at hvis der ikke var nogen større fremgang, så ville jeg altså have noget mere smertestillende, for begyndte at have svært ved veerne.

Og surprice surprice, så var der stort set ikke sket en hujende fis. 4-5 c, åben blev jeg bedømt til.

Det er også ved denne undersøgelse at Stina får mistanke om at Mikkel er stjernekigger, hvilket i følge hende giver rigtig god mening ifht at fødslen skrider så langsomt frem :(

Jeg har lige i det øjeblik slet ikke overblik over hvilke konsekvenser det egentlig har og får spurgt om der så er risiko for at vi skal ud i et kejsersnit, hvilket Stina får beroliget mig med sjældent er nødvendigt.

Stina foreslog dog at det var tid til vedrop, hvilket jeg havde frygtet, da jeg absolut ikke havde en god oplevelse med dette ved Frejas fødsel.

Derfor blev vi enige om at køre en ctg og hvis der ikke var fremgang når den var færdig, ville der blive bestilt en epidural og så sat vedrop når epien var lagt.

Selvfølgelig skete der ikke mirakler på den næste halve time, men jeg fik da lidt tid til mentalt at forberede mig på at få lagt både epi og vedrop.

 

Kl 2.30 bliver jeg så præsenteret for anæstesilæge Mads, som skal lægge epien. Jeg kommer op og sidde og hvor er det bare ledt at sidde der med veer altså :sm

Desværre havde han rigtig svært ved at få lagt den skide epi. Hver eneste gang han var klar til at stikke fik jeg en ve og så var vi nødt til at vente til den var overstået. 2. gang han stak gjorde det ondt, som i virkelig ONDT og jeg gik totalt i panik og jeg fik flashback til min fødsel med Freja, hvor det tog en time at få lagt epidural og jeg alligevel ikke fik nogen god effekt af den.

Det flashback udløste den eneste egentlige krise under Mikkels fødsel. Jeg kunne slet ikke overskue mere lige der, var gennemblødt af sved og på grådens rand og var simpelthen nødt til at bede om en pause i forsøg på at samle mig selv og lige få lov til at slappe af mellem et par veer i stedet for at sidde sammensunket og koncentrere mig om at sidde stille.

Var faktisk mest af alt parat til at sige at så kunne det også være lige meget med den epi, for på det tidspunkt var det så lig oplevelsen i Sverige at jeg var overbevist om at den ikke ville virke alligevel. Men det fik jeg vist aldrig sagt højt og det var vist også meget godt.

 

Jeg fik min pause og fik flyttet mig lidt rundt på lejet og wonder of wonders, så blev epien lagt i første forsøg derefter :yay

Det tog så også kun 45 min fra start til slut...

 

Jeg fik en bolus og bum, så sank mit blodtryk helt vildt. Er glad for jeg allerede lå ned, for lige pludselig så svømmede det hele godt nok. Fik et skud efedrin og så blev det stille og roligt bedre. Da pumpen så bliver sat til falder blodtrykket igen, men heldigvis ikke så slemt som første gang og en lidt mindre dosis efedrin retter fint op på det.

Til gengæld så virker epien fuldstændig fantastisk. Jeg kan stadig mærke mine veer, men kan nu næsten slappe af igennem dem og døse hen i pauserne. Det var simpelthen fantastisk :glad

 

Da mit blodtryk har stabiliseret sig er klokken blevet 4 og Stina undersøger mig igen. Denne gang er jeg 5 cm åben og der er ingen vej uden om vedroppet.

Desuden er hun nu helt sikker på at Mikkel er stjernekigger og vi bliver enige om at jeg skal forsøge at lægge mig om på siden fordi ændring af stilling kan hjælpe det hele lidt på vej.

Kl. 4.30 spørger Stina om det er ok hun forlader stuen og går ud for at få noget at spise. Jeg nyder stadig at jeg stort set ikke mærker veerne, selvom jeg godt kan mærke de kommer noget oftere, så det er fint med mig.

Jeg ligger stadig på siden og N sidder lænet ind over sengen ved siden af mig og vi halvsover begge to. Det var egentlig lidt hyggeligt når man sådan tænker på det :biglove

 

Lige pludselig føles det dog meget forkert at ligge på siden og jeg får lettere panisk sagt til N at han skal hjælpe mig tilbage om på ryggen. Men det føles også forkert. Der går lige lidt inden det går op for mig at det der føles forkert er at jeg har pressetrang og det kan jo slet ikke passe.

Jeg får et par veer mere og føler stadig jeg skal presse. Skal lige til at bede N ringe efter Stina, da hun kommer ind igen.

Jeg fortæller hende at jeg føler jeg har pressetrang og det mener hun lyder meget usandsynligt. Det mest sandsynlige mener hun er at jeg skal tisse, så jeg bliver hjulpet ud på toilettet, hvor jeg på ingen måde kan tisse, men stadig føler jeg skal presse.

Tilbage på lejet og Stina vil da lige tjekke hvordan det ser ud. Til alle stores forbløffelse er jeg pludselig 10 cm åben :o

Dvs jeg er gået fra 5 til 10 cm på under en time...

Nøj, hvor er jeg glad for at den epi var så effektiv :lolhit

 

Mikkel står dog stadig nogle cm for højt så jeg må ikke presse og bliver bedt om at gispe mig gennem presseveerne. Er du vimmer, hvor var det hårdt. Klamrede mig til min iltmaske og gispede mig fuldstændigt manisk gennem de næste par veer, men kunne simpelthen ikke lade være med at presse bare lidt med, lige gyldigt hvor meget Stina sagde jeg ikke måtte. Det var simpelthen ikke fysisk muligt at lade være.

På dette tidspunkt begynder Mikkels puls så at falde ret meget under veerne og Stina tilkalder læge Sebastian til en vurdering.

Han tager en pH måling på Mikkels hoved, der vurderes som værende ok, men der skal tages en ny efter 15 min.

 

Selvom Mikkel ikke har flyttet sig længere ned, får jeg lov til at presse med på veerne, da de er lidt bekymrede for hvordan han har det derinde. Nøj, hvor var det en lettelse at få lov at presse i stedet for at kæmpe i mod. kl. er på dette tidspunkt 05.15.

Mellem veerne bliver der snakket om at det evt bliver nødvendigt at tage ham med sugekop, hvis ikke hans puls retter sig. Jeg har på ingen måde lyst til dette og vil bare have ham ud.

Stina bliver ved med at sige at det er tæt på nu og han står nu så langt nede at det gør smadderondt mellem veerne også.

Lige pludselig siger Sebastian: Han skal ud i den næste ve, for ellers... og mere hører jeg så ikke for så kommer næste ve. (N fortalte bagefter at han faktisk ikke sagde mere, men tog saksen fra instumentbordet)

Og så blev der ellers presset lover jeg jer for og ud kom han : :loveshower

klokken 05.31, nøjagtig 16 minutter efter jeg fik lov at presse med på veerne.

Der står ikke noget om det i journalen, men både N og jeg mener at det kun drejer sig om 5-6 presseveer, så man må sige det gik stærkt da jeg først fik lov at presse med.

Jeg kan læse i journalen at Mikkel havde navlestregen en omgang om halsen, men dette opdagede jeg slet ikke i situationen. Han kom straks op til mig på brystet, hvor han skreg af fuld hals og scorede 10 af 10 i APGAR i første omgang, så så dårligt havde han slet ikke haft det derinde alligevel.

Og så lå han ellers bare der på min mave og var fuldstændig perfekt og super dejlig :wub

Der gik lige lidt inden jeg kunne koncentrere mig om andet end min dejlige lille søn og min mand, der var lige så fascineret som jeg var.

 

Stina var pænt imponeret over at jeg fik ham ud så hurtigt og endnu mere da hun fandt ud af jeg slet ikke var gået i stykker. Jeg havde fået to bitte små overfladiske rifter, men det var det hele. Så ingen suturer til mig :yay

 

Mikkel begyndte at søge næsten med det samme og da moderkagen var kommet ud uden problemer fik han lov at sutte med det samme. Var så lettet over at han bare gik i gang selv, for det gjorde Freja jo aldrig.

Og jeg skal love for at Mikkel suttede. Han suttede næsten uafbrudt i 1,5 time, hvor han blev lagt til begge bryster skiftevis.

 

Vi fik lov at være alene på stuen indtil kl ca 8, hvor Stina kom tilbage og så var det tid til måling og vejning. 3840 g og 53 cm helt perfekt lille Mikkel :wub

 

Derefter skulle vi over på patienthotellet, hvor vi skulle være de næste 2 døgn til observation for om min streptokokinfektion havde smittet Mikkel.

 

Men det vil jeg kort skrive noget om en anden dag for klokken er allerede blevet alt for mange og jeg burde ligge i min seng og sove lige nu, så det vil jeg tage at gøre noget ved

[MamatilJ&M]

Hold da op det gik lige pludselig stærkt :o Jeg mødte også Mads, op til flere gange, da det var ham der tjekkede min epidural et par gange og med til kejsersnittet. Han har lange vagter :o Dog var det en dame der lagde epiduralen. Mads skulle have lagt den, men hun havde tid, så Mads kom da hun lige var blevet færdig :D

[MariaPiesen]

Hold da op det gik stærkt lige pludselig :o

Dejlig beretning og endnu engang stort tillykke med Mikkel

[Ema]

Ja der kom lige pludselig fart på, da vedroppet kom til og er godt nok også glad for at jeg havde fået epiduralen først for ellers tror jeg det havde gjort virkelig nas

[MariaPiesen]

Ja der kom lige pludselig fart på, da vedroppet kom til og er godt nok også glad for at jeg havde fået epiduralen først for ellers tror jeg det havde gjort virkelig nas

Jeg kan fortælle at vestorm ikke er spor rart, og slet ikke når det går så stærkt at man ikke kan få smertestillende

[Ema]

Forløb efter fødslen:

 

Som sagt skulle vi være indlagt i 2 døgn efter fødslen til observation for infektion hos Mikkel og det foregik på patienthotellet.

Der var fin mulighed for at N kunne have boet der også, men vi valgte at lade være, da N virkelig hader hospitaler og at han desuden ville skulle køre frem og tilbage alligevel for at passe kattene.

 

Vi blev installeret på værelset og sad lige lidt og beundrede vores lille vidunder inden N kørte hjemad for at få noget søvn. Jeg var også totat smadret, overvejede et kort øjeblik at gå i bad, men nåede at falde i søvn på sengen inden jeg kom så langt :lol

 

Og hvor var det bare fantastisk at vågne til lyden af Mikkel, der selv var ved at vågne :wub

 

Vi hyggede med amning og hud mod hud indtil han faldt i søvn og efter bad og frokost nåede jeg lige en lille lur mere inden Niels kom til vores første barselsbesøg.

 

Det var mine svigerforældre, der kom med Freja. Var noget spændt på hvordan hun ville reagere på Mikkel, men hun synes bare han var enormt spændende fra første øjeblik. Til at starte med turde hun ikke røre ham, men efter lidt tid blev han både aet på hovedet (også en lille smule for entusiatisk et par gange, men hun er jo også kun 1,5 år) og fik talt sine små tæer indtil flere gange ;loveshower

Og hun forsøgte gladeligt at dele sine jordbær og vindruer med lillebror også :wub

 

Om aftenen kom mine forældre og min lillebror så. Min mor skulle arbejde i Kbh søndag og mandag, så hun var kørt fra Kbg kl 16, samlet min far og lillebror op i Odense og så var de i Viborg kl 20 blev til kl 22, hvorefter de kørte hjem til fyn og så kørte hun retur til Kbh næste morgen. Hvad man ikke gør for at se sit nye barnebarn :lol

 

Alle bedsteforældre syntes selvfølgelig Mikkel var helt fantastisk og vi blev i den grad begavede, så det næsten var helt pinligt

 

Og Mikkel klarede bare jobbet som stjernebaby til topkarakter. Han præsterede at have vågen perioder, mens begge sæt bedsteforældre var på besøg og charmede dem alle sammen ved at være den superbaby han nu engang er :P

 

Ellers gik tiden mest med at se dårlig tv (damn eftermiddagstv stinker) og nyde vores dejlige lille bebs. N missede at komme ud til os mandag aften, da bilen punkterede da han kørte ud af indkørslen herhjemme :o

Puha, når det nu skulle ske er jeg abre glad for det skete der og ikke da vi var på vej hjem med Mikkel dagen efter.

 

Mikkel skulle jo også observeres, hvilket jo var grunden til vi overhovedet var på patienthotellet og det skulle ske 3 gange i døgnet, hvor en JM eller sygeplejerske skulle se ham uden tøj og vurdere vejrtrækning, farve, aktivitet osv. og heldigvis så klarede han alle tjek til UG og da han også meldte sig fint til at spise var der heldigvis ikke nogen tegn på at han var blevet smittet, så da han klarede høreprøve og havde fået taget hælprøve om tirsdagen var vi klar til at tage hjem.

 

Alt i alt syntes jeg faktisk at jeg havde en rigtig god fødsel denne gang. Jeg var med både mentalt og fysisk hele vejen (undtagen lige under læggelse af epiduralen måske) og ikke mindst så kan jeg denne gang huske hele forløbet, hvilket egentlig er meget rart.

Nu er det jo svært at sammenligne med sidste fødsel fordi jeg ikke husker så meget af den, så kan i princippet ikke sige om det var bedre, men det var rigtig rart at have samme JM med under hele forløbet og især fordi hun kendte til hele forløbet under graviditeten også, så selvom jeg ikke selv havde bedt om kendt jordemoder ordning, så er jeg faktisk rigtig glad for at jeg endte med en sådan.

[Ema]

Lovede tidligere lige at skrive lidt om forløbet omkringmin udskrabning også, så det vil jeg lige kort ridse op her.

 

På ugedagen for Mikkels fødsel fik jeg mere og mere ondt i maven. Det startede som en slags spænden i underlivet og til at starte med troede jeg egentlig bare at jeg nok havde rendt lidt for meget rundt dagen inden, da vi havde haft gæster, men i løbet af dagen gjorde det mere og mere ondt og det begyndte samtidig at gøre ondt øverst oppe under ribbenene også. Jeg var også øm når jeg trykkede på den nederste del af maven.

Jeg blødte stadig efter fødslen og syntes egentlig ikke der var nogen ændring i dette.

 

Mandag morgen ringede jeg til lægen, som gerne ville se mig.  Og oh joy jeg fik en tid hos "praktikanten" som jeg jo har haft så gode oplevelser med under min graviditet :rolleyes

Jeg havde allerede sagt til N at vi sikkert skulle på sygehuset til scanning og da jeg fik tid hos hende, så var jeg helt sikker på at vi endte derinde.

Og det gjorde vi også, dog først dagen efter, da hun ikke mente det hastede fordi der ikke var nogen tegn på infektion (= jeg havde ikke feber)

 

Om natten begyndte det at gøre så ondt så jeg havde svært ved at komme op af sengen. Måtte sende N ind og skifte Mikkel og komme tilbage med ham, så jeg kunne amme liggende i sengen.

 

Nå, men scanningen viste jo så, som jeg desværre selv havde regnet ud, at der sad noget væv tilbage i livmoderen og så hed det udskrabning i fuld narkose.

Jeg blev skrevet på akutlisten til operation og så blev vi indkvarteret på patienthotellet, mens vi ventede.

Klokken var 12 da vi kom over på patienthotellet og jeg blev ikke hentet til operation før kl 19.30. På det tidspunkt havde jeg ikke spist siden kl 9 eller drukket siden kl 13, så var pænt træt af at vente.

N skulle blive på patienthotellet sammen med Mikkel, som jeg heldigvis lige havde ammet og Freja blev passet af farmor derhjemme.

Jeg kom over på operationsstuen og blev taget imod af en meget sød narkosesygeplejerske, der virkelig forklarede og sikrede sig at jeg havde det godt gennem hele optakten.

Selve indgrebet varede vist ca 15 min (har jeg fået at vide) og jeg vågnede ret hurtigt op på opvågningsafdelingen. Havde det faktisk fint lige med det samme og fik hurtigt lov at komme over på patienthotellet igen.

Sygeplejersken der insisterede på at jeg fik noget at spise og at jeg skulle på toilettet inden vi fik lov at køre, men så var det også det. Vi var hjemme igen kl 22, ret præcist 12 timer efter vi tog hjemmefra.

 

Alt i alt var det ret udramatisk og det mest trælse var faktisk den lange ventetid på patienthotellet og jeg var totalt fit for fight dagen efter, omend en smule træt, men hvornår er man ikke det som nybagt mor?

[MortilØ]

Stort tillykke  :loveshower