"Du må ikke snakke med fremmede"

[tazdiginez]

Hvor kan det dog være svært. For hvad gør man? Hvordan lære man sit barn ikke at tale og gå med fremmede? Vi kan jo fortælle dem nok så mange gange, at de ikke må, men hvordan får vi som forældre det budskab klart nok igennem? 
Vi så alle mødrene sige, at de fortalte deres børn det hver dag, men alligevel går børnene med manden.. Så hvad gør man? Hvad er dit bud?

[Pumpkins]

Det er et rigtig godt spørgsmål. 

 

En del af mig tror ikke på at lære mine børn, at alle fremmede er onde mennesker, mens en anden del af mig helst vil have, at hvis der kommer en klammo fyr hen til Karla og vil have hende med, at hun så har modet til at give ham et los over skindebenet og løbe skrigende væk. 

 

Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg var på koloni med fritidshjemmet, så har nok været omkring 10 år, hvor vi har på tur til en helt fremmet by. Vi var på en legeplads, og jeg skulle tisse, så jeg sagde det til en voksen, og gik ind på toilettet. Da jeg kom ud igen var de gået og havde glemt mig. Jeg var helt lost, og virkelig ked af det. Der kom en virkelig sød dame og snakkede med mig, og tilbød, at jeg kunne komme med hende hjem og låne en telefon, for hun boede lige i nærheden. Inden jeg nåede at svare hende kom en pædagog løbende tilbage og undskyldte meget for, at de havde glemt mig. 

Men hvad dælen havde lige været det rigtige at gøre - hun var jo fremmet, og jeg vidste godt, at jeg ikke måtte snakke med fremmede, og da slet ikke følge med dem hjem. Men jeg var i den anden ende af landet, et helt fremmet sted. Det havde måske været ok, at jeg gik med hende hjem - men hvad hvis det var en mand? 

 

I stedet for at lære mine børn, at alle fremmede er onde, så tror jeg nok mere på en mellemvej, der hedder, at de skal spørge mig, deres far eller hvem der nu er ansvarlig for dem inden de går nogle steder hen - om det så er til en legekammerat eller en helt fremmed. 

Jeg synes også, at det er en god ide, at lære dem et "safe word", aftale, at hvis jeg får brug for at en fremmed henter dem, så aftaler jeg et ord med dem, som mine børn kan spørge ind til. På den måde falder de forhåbentligt ikke for "din mor har sagt, at jeg skal hente dig- tricket". 

 

Men hånden på hjertet - hvor mange af den slags børnebortførelser sker der i Danmark. Altså af en helt fremmed. Jeg tror jeg kan tælle det på en hånd, hvor mange man har hørt om i medierne, som jeg kan huske. Så at plante en "alt, der er fremmed er også farligt"-frygt i mine børn, for at forhindre noget forfærdeligt, men ikke særligt sandsynligt, virker lidt som en overreaktion. Så hellere lære dem sund fornuft, og at de skal huske at fortælle, hvor de går hen :) 

 

Men den er svær. 

[Vinnus]

De to store har et password. Dvs vi har et hemmeligt kodeord i tilfælde af at de skal med en fremmed hjem. Hvis personen ikke kender ordet, så ved pigerne at de ikke må gå med.

Det har vi haft siden Liva var 3.

Vi snakker med fremmede på vej hjem fra skole, for vi møder rigtig mange, specielt ældre, som gerne vil sige hej.

[Mette A.]

Jeg er lidt på Pumpkins hold. Jeg tror ikke at det er noget som "normalt" sker - jeg tror på at de fleste mennesker (i DK) er venlige nok, men i udlandet ville jeg helt sikkert være meget mere over mine børn og ikke slippe dem af syne. Men jeg ser det som mere værdifuldt at lære mine børn at være sundt skeptiske, men ikke paranoide, og tror de vil få et bedre liv ved at tro på det gode i folk og turde/kunne tale med fremmede (dog aldrig gå med dem hjem).

Jeg synes i vores samfund idag er vi alt for meget os selv nærmest og ser/interesserer os nærmest ikke for folk omkring os, hvilket jeg synes er virkelig synd og man bliver hurtigt ensom.

 

Og selvfølgelig KAN det ske, men jeg vil mene det er så sjældent og usandsynligt, at det ikke bekymrer mig specielt, og man går glip af flere positive oplevelser, hvor man måske kunne få hjælp af nogen eller lære et nyt spændende menneske at kende, hvis man aldrig taler med fremmede.

Jeg synes man skal nyde livet og menneskerne i det, uden at gå og være bange og paranoid konstant (men selvfølgelig med en sund portion fornuft og skeptisk sans), for man kan ikke gardere sig imod alt ondt i denne verden uden at gå glip af alt for meget af det gode. Og selvom man garderer sig kan der alligevel altid ske ulykker på den ene eller anden måde.