Hvordan vidste I at I ville have børn?

[Krisserbb]

Hej

Jeg læser med herinde en gang i mellem. Jeg er en pige på 27 år, gift, færdig med uddannelse, fast godt job, hus mv. Jeg er der i livet hvor børn kommer op til overvejelse. Jeg har altid vidst at hvis jeg skulle have børn, skulle det helst være inden jeg blev 30. Tiden nærmer sig med hastige skridt så det er mere og mere i tankerne. Er næsten begyndt at føle mig en smule presset over at finde ud af om vi skal have børn eller ej. Vi får selvfølgelig også kommentaren om, om vi dog ikke skulle til at have børn (heldigvis ikke fra den nærmeste familie!!! De har vist nok at se til med egne børn og børnebørn). Min mand og jeg har det rigtig godt sammen, men vi kan ikke rigtig finde ud af om børn er noget for os (vi har heldigvis samme holdning på dette punkt). Vores søskende har alle børn (der er i alt 8 niecer og 2 nevøer i alderen 1-12 år). Vi elsker at være sammen med dem, men det er så dejligt at aflevere dem igen, hvis vi f.eks. har passet dem. Jeg ved at folk siger at det er noget helt andet med ens egne børn, men vi kan bare ikke se hvordan det skulle passe ind i vores liv. Vi har det så godt sammen bare os to!

Mit spørgsmål er så til jer...hvordan vidste I at I ville have børn?

[Totterpigen]

jeg har altid vist det, og jeg har det også sådan at når jeg er sammen med børn så rasler mine æggestokkehelt vidt, jeg er også 27år jeg og har været sammen med min mand i 10år, hvis det havde stået til mig havde vi allerde 2 børn på nuværende tidspunk, men da min kære mand ikke følte sig klar og efterfølgene fik en meget voldsom depration så er vi først begyndt at prøve i novenbers

[Guest reka]

min kæreste og jeg er i gang med ''projekt'' baby...

jeg er selv 23 og min kæreste er 31... har altid vidst at jeg skulle have børn... skulle bare finde den rigtige... nu har vi været sammen i 3 år og vi blev bare enig om at det var tid (det var så i sommers) men desværre har bebsen lade vente på sig...

nu kan jeg jo kun snakke for mig selv, men følte bare virkelig lyst til at få børn... kan ikke rigtig beskrive det... måske bare skruk :ba

[Sandie]

Jeg vidste det bare.. kunne bare ikke vente med at komme igang :)

[Dorthe]

det er svært at forklare, men vi vidste det bare. I dag kunne jeg ikke forstille mig ikke at have ungerne her.

Man bliver aldrig rigtig klar til at få børn, før man har fået dem.

[Caramia]

Jeg har altid haft lysten til at få børn. Særligt da jeg nåede midten af 20'erne.

Jeg er enebarn og har ofte ønsket at jeg havde søskende at dele livets glæder/sorger med, så derfor har jeg længe drømt om at få 2 børn.

Det krævede bare at jeg skulle finde den rette at få dem med. Det gjorde jeg i 2006 og siden er det gået stærkt. Vores datter er fra november 2009. ;)

Min kæreste har en lillebror der er 8 år yngre end ham selv. Så hans krav var, at hvis vi skulle have 2 børn, skulle der være så lille en aldersforskel som muligt. Gerne 2-2½ år, hvilket lød perfekt i mine ører. Så vi er nu gået igang med lave ønskebarn nummer 2 :kuller

[tsecret]

Jeg har altid vidst at jeg ville have børn engang. Min mand har også altid vidst det, for vi har i hvert fald tit snakket om at vi engang skulle få nogle søde små minioser.

Men samtidig har vi haft utroligt svært ved at beslutte os for hvornår det var rigtigt at gå i gang. Vi har nemlig nydt SÅ meget vores tosomhed, vores frihed og alle de gode ting ved at være et par uden børn - at være unge og fri.

Men så kom der et par små bumps på vejen, hvor alting ikke var så lyserødt igen, og det var nok det der fik os til at indse, at når det hele var godt igen, så ville vi igang. Og nu føles det helt naturligt, og vi kan slet ikke vente på at vi står med to streger!

[Tumlepigen]

Jeg ved ikke, om jeg altid har vidst, at jeg gerne ville have børn...? Jeg er enebarn og på den baggrund har jeg altid savnet søskende - men nu er der jo ingen garanti for, at ens børn kommer til at have det godt sammen og dermed få glæde af hinanden...

Nu er jeg gravid. Det er jeg selvfølgelig blevet, fordi min mand (som er glad for børn) og jeg gerne vil have en familie med flere medlemmer end os to. Det betyder dog ikke, at jeg af og til - både nu og før vi gik i gang - kan få tanker om, om det nu også er det rigtige for mig? :unsure Jeg kan nemlig også rigtig godt lidt vores liv sammen som det er nu og er på sin vis lidt bange for at komme til at savne det liv og de ting, som man kan, når man er to. Alle jeg kender med børn siger det samme, som du har hørt, at der er så meget skønt ved børn, så ens prioriteringer bliver anderledes og dermed savner man måske ikke de ting, som man tror, at man vil komme til. Man kan selvfølgelig ikke aflevere egne børn tilbage, men man kan jo gøre sit for - en gang imellem - at få lov at nyde tosomheden igen: få barnet/børnene passet og gå ud at spise, gå i biffen, tage på kæresteweekend mv. - huske på at man stadig er et par!

Sikke en smøre det blev :oops

[Guest Mettemor]

Man ved det når man ikke er i tvivl tror jeg :) Når man ser babyer alle steder, når de er ÅHHH så dejlige og det river i ens æggestokke når man ser en barnevogn, når man ser gravide maver over alt og drømmer om babyer....ja så er man skruk :)

Man ved det når man føler man ikke kan leve uden, selvom man ikke aner hvordan det må være.....

Ja det er vel ligesom at gå forbi en slikbutik når man er på skrap diæt? :D

[Claire]

Jeg har ikke altid vidst, at jeg ville have børn. Da jeg var yngre var jeg sikker på, at jeg skulle ALDRIG have børn! Ikke fordi, jeg ikke brød mig om børn, jeg skulle bare aldrig have nogen selv.

Da jeg så blev ældre - måske omkring, da jeg var 18-19 år - ændrede det sig til, at jeg gerne ville have børn - engang.

De sidste par år (jeg er 26) har jeg gerne villet have børn. Helst med det samme, men har ventet nogle år pga. uddannelse, bolig og min mand, der måske ikke var helt lige så klar som jeg.

Nu, hvor beslutningen er taget, kan jeg næsten ikke vente. Jeg har tænkt meget over, om jeg nu ville blive en god nok mor, om det ville være for hårdt, hvad det ville gøre ved vores hverdag - kort sagt, jeg har haft en masse bekymringer og forbehold, men har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville have børn.

Jeg tror ikke, at du skal lade dig gå på af din omgangkreds, der presser eller at skulle nå det inden en bestemt alder - det bliver selvfølgelig ikke nemmere at få børn med alderen, men til syvene og sidst, er det DIG og din mand, der skal have lyst til det. Det er jo ikke en selvfølge, at alle har lyst til at få børn, selvom samfundet ikke altid har lige let ved at 'acceptere' eller forstå det.

Det er vist blevet lidt rodet, men jeg håber, at du kan bruge det til noget :blink

[karama]

Jeg er 26, og jeg er også meget i tvivl. Det er sådan nogle "luksus"-problemer der trænger sig på, som hvad nu med vores årlige sommerhustur med vennerne, hvor der bliver drukket en del alkohol. Eller hvad med alle de andre hyggelige sociale ting, vi går glip af. Hvordan vil det påvirke vores venskaber, og har jeg egentligt lyst til at opgive det frie ”ungdomsliv”.

Før var jeg meget i tvivl om jeg overhovedet skulle have børn, men nu er det vist mere et spørgsmål om hvornår. Min mand er helt afklaret med at vi selvfølgelig skal have børn, og nogle gange kan jeg være i tvivl om det er hans ønske, som jeg er blevet presset til at dele. Men når jeg føler efter, er jeg alligevel ret sikker på, at det er mit eget ønske. Når jeg forestiller mig et liv uden børn, virker det helt forkert, og jeg har mange stunder efterhånden, hvor jeg føler mig lidt skruk. Så det er kommet lige så stille og roligt, og jeg forestiller mig, at jeg vil blive mere sikker med tiden. Jeg er nået så langt, at jeg med sikkerhed ved, at jeg vil have barnet, hvis jeg skulle blive gravid :).

Jeg ved ikke om du kan genkende noget at dette, men jeg tror, at hvis man slet ikke har lyst på nogen måde, så skal man heller ikke lade sig presse. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogen siden bliver helt klar, men det tror jeg heller ikke, at man absolut skal være. For man ved ikke hvad man siger ja til, men man ved hvad man har :)

[baby-vr]

Jeg har også været usikker på, om barn/børn nu var det rigtige og hvad med tidspunktet..

Jeg er 26.. Har kæreste, hus og hund..

Så vi bestemte os for at give det et forsøg - det gik stærkt og jeg er nu i 15. uge :loveshower

Jeg kan stadig blive i tvivl - jeg nyder også, at vi har tiden til os selv m.v.

Jeg har ikke haft raslen i æggestokkene eller set babyer overalt :bd Vi var bare enige om, at vi gerne ville have børn sammen..

Ved ikke om indlægget er rodet eller giver mening..

Men jeg tror på, at jeg udvikler mig i takt med graviditeten og er helt klar, når barnet kommer :gravid vi glæder os!

Pøj pøj :goodluck

[TroldeMor]

Jeg har altid vidst at jeg ikke ville have børn.... Jeg har aldrig brudt mig om børn, og gør det stadig ikke (det lyder forfærdeligt, jeg ved det... Men det er nu engang sådan jeg har det) - babyer til gengæld, er jeg vild med :)

Jeg blev kærester med min mand i september 2006, og da vi havde været sammen i 14 dage, sagde han til mig at jeg skulle bare lige vide, at han aldrig ville have børn.

Vi blev gift i august 2009, og var stadig fast besluttet på at vi aldrig skulle have børn. Vi havde store planer for livet og rejser, og når vi blev gamle ville vi flytte sydpå og nyde varmen, vi havde jo ingen forpligtelser i DK.

Men i løbet af det følgende halve år skete der et eller andet med os begge... Det kom snigende, og pludselig havde jeg det som Mettemor beskriver længere oppe... Så babyer og barnevogne alle steder :)

Så vi endte alligevel med at forsøge på at blive gravide, og det gik stærkt.... Nu har jeg 5 uger til termin og GLÆDER mig! :wub (og jeg er nu 26.... 27 lige om lidt :) )

Men jeg er også spændt, for jeg kan jo stadig ikke lide børn, selv om jeg godt ved det skyldes at jeg aldrig har haft børn i min nærhed, (var fx 16 år da jeg første gang holdt en baby) og jeg er jo allerede forelsket i vores egen lillemand, så mon ikke alle har ret når de fortæller mig, at det er noget andet med ens egne :wub

Men jeg er rigtig glad for at vi gav os selv lov til at vi ikke ville have børn... Det er så tabubelagt at være frivilligt barnløs, men børn er altså ikke for alle...

At "skrukheden" så indhentede os i sidste ende, er jo en anden sag... Det kan man aldrig vide på forhånd ;) :loveshower

[TroldeMor]

Og det du skriver med at i har det bare så godt sammen jer to.... det har også været en stor ting herhjemme, for vi elsker at være sammen, og er stadig meget nyforelskede efter 4 1/2 år, så vi havde også rigtig svært ved at forestille os at der skulle komme sådan en lille en og kræve af "vores tid"... Og tænk nu hvis det gjorde at vi ikke længere ville være så tætte og glade for hinanden.

Men helt ærligt, så tror jeg det vil styrke vores kærlighed endnu mere, fordi udgangspunktet er så godt... Det var noget andet hvis vi havde knas imellem os, for så kunne et barn nok hurtigt gøre kløften dybere og skille os ad.

Vi håber da også at vi vil være gode til at holde fast i vores tosomhed, og huske at prioritere vores ægteskab somme tider... Vi har heldigvis utrolig gode pasningsmuligheder, så jeg tror nok at vi skal klare "udfordringen" :loveshower

[ønskebaby]

jeg har altid ville have børn og gerne mange. har nok været skruk siden jeg fik af vide at jeg kunne få babyer. jeg var vel 10 år eller sådan noget.:D

Da jeg fandt manden i mit liv da jeg var 20 tror jeg nok. :) og så fik jeg endnu mere lyst til børn. men da han ikke var klar til det og havde nok i sit eget barn så er det blevet udsat en masse gange. Han har virkelig været imod det da han slet ikke kunne forestille sig selv som far til flere børn, det var hårdt nok med den første. men heldigvis ikke mere. for nu er jeg taget til vietnam i 6 måneder og det fik ham til at indse at tiden nu er til at vi skal have fælles børn. så vi begynder når jeg kommer hjem herfra. og han ligefrem glæder sig til at skulle have børn med mig nu. :loveshower

[Krisserbb]

Hvor er det dejligt at læse alle jeres svar! Som det bliver nævnt så er det lidt tabubelagt såfremt man ikke vil have børn...for det er da noget mærkeligt noget at have sådan en holdning! Det er meget stor beslutning for hvis jeg aldrig når der til hvor jeg ser børn og barnevogne alle steder, så vil det være meget svært for mig at sige nu gør vi det sq!!! Der er jo ingen returret! Ved slet ikke om vi kan få børn men det må vi se til den tid...hvis vi vælger at skulle have børn! Man opgiver en masse ting ved at få børn, men man får tilgengæld en masse andre glæder!!!

[Tumlepigen]

Nogle får måske aldrig følelsen af at være KLAR til at få børn. Måske når nogle (af os) dertil, at det er i orden, at der kommer en masse store ændringer i livet, og at man er klar til at håndtere dem som de måtte komme. Så vokser vi nok med opgaven som flere andre skriver :)

Held og lykke med jeres liv og jeres valg :goodluck

[Annaperenna]

Jeg er på den anden side hvor barnet er kommet til verden - og mht 'os'tid - jamen det er der stadig.. Fællesstunderne hvor man er sammen med barnet er FANTASTISKE - f.eks. bare at gå tur med barnevognen, min mand er simpelthen SÅ stolt! VI har også været ude og spise og har haft Carl med uden problemer.. Mht at gå i byen og drikke, helt ærligt behovet er det slet ikke ( og jeg er 23) Carls behov er MEGET vigtigere og jeg kan nemt undvære en cafe-tur hvis han har sovet dårligt..

[TroldeMor]

Jeg er på den anden side hvor barnet er kommet til verden - og mht 'os'tid - jamen det er der stadig.. Fællesstunderne hvor man er sammen med barnet er FANTASTISKE - f.eks. bare at gå tur med barnevognen, min mand er simpelthen SÅ stolt! VI har også været ude og spise og har haft Carl med uden problemer.. Mht at gå i byen og drikke, helt ærligt behovet er det slet ikke ( og jeg er 23) Carls behov er MEGET vigtigere og jeg kan nemt undvære en cafe-tur hvis han har sovet dårligt..

:loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower

[HenrietteHall]

Jeg har nok lidt den holdning som Simon Kvamm synger i De eneste to's sang Jeg har ikke lyst til at dø.. At dem der ikke vil have børn, de fatter ikke en skid :) Men nu har jeg jo også min guldklump og selvfølgelig vil jeg ikke undvære ham..

Inden jeg tog til Norge som au pair, vidste jeg heller ikke om jeg skulle have børn, for det kunne jeg da ikke finde ud af.. Men de 2 skønne tøser jeg passede, kom altså helt ind under huden og da jeg kom hjem vidste jeg bare jeg skulle havde børn :)

Jeg tænker så lidt, at det er ok man gerne vil være ung, feste og ikke have nogen forpligtelser, men hvad når man bliver gammel? Der har de fleste i ens omgangskreds børn/børnebørn at bruge tiden på og har måske ikke så meget tid til parret uden børn osv. Jeg tror godt nogen kunne blive ensomme, når de blev ældre og hvad hvis man mister sin partner? Så er man ret alene, medmindre man ellers har en stor familie..

Det er op til folk selv om de vil have børn eller ej, men man skal også tænke lidt længere ud i fremtiden..

[Krisserbb]

Jeg har nok lidt den holdning som Simon Kvamm synger i De eneste to's sang Jeg har ikke lyst til at dø.. At dem der ikke vil have børn, de fatter ikke en skid :) Men nu har jeg jo også min guldklump og selvfølgelig vil jeg ikke undvære ham..

Inden jeg tog til Norge som au pair, vidste jeg heller ikke om jeg skulle have børn, for det kunne jeg da ikke finde ud af.. Men de 2 skønne tøser jeg passede, kom altså helt ind under huden og da jeg kom hjem vidste jeg bare jeg skulle havde børn :)

Jeg tænker så lidt, at det er ok man gerne vil være ung, feste og ikke have nogen forpligtelser, men hvad når man bliver gammel? Der har de fleste i ens omgangskreds børn/børnebørn at bruge tiden på og har måske ikke så meget tid til parret uden børn osv. Jeg tror godt nogen kunne blive ensomme, når de blev ældre og hvad hvis man mister sin partner? Så er man ret alene, medmindre man ellers har en stor familie..

Det er op til folk selv om de vil have børn eller ej, men man skal også tænke lidt længere ud i fremtiden..

Der kommer fordommene lige op....hehe. Igen "samfundet" der ikke kan forstå hvis man ikke vil have børn;o) Er også sikker på jeg ville være glad for et barn hvis jeg fik det!

Mine tanker går ikke så meget på at vi går glip af ungdommen (den er vist også ved at være slut alligevel) og det med at feste...det gør vi vist kun 3 gange om året og med børn bør det stadig være muligt. Men det er lige så meget det at være fri og rejse. Jeg ved at man sagtens kan rejse med børn, men det bliver bare aldrig spontant på samme måde. Det kræver planlægning!

Jeg er blevet gift ind i en stor familie. Min mand har 3 søskende og de har alle mange børn. Så tror ikke vi ville blive ensomme! Men kan godt se hvad du mener.

Jeg er slet ikke bange for at jeg ikke ville kunne passe et barn, for det har jeg efterhånden prøvet mange gange. Men det er jo et fuldtidsjob at have børn!

Men dejligt at høre om de tankter I gjorde jer før i bestemte jer for at I ville have børn!

[Barbamama]

Før jeg mødte min kæreste (snart mand) havde jeg mange lange perioder, hvor jeg var sikker på at jeg IKKE skulle have børn. Læste endda en dag en bog om kvinder, der var frivilligt barnløse og om hvorfor og sådan noget, og kunne relatere til rigtig meget af det. Og da jeg mødte min kæreste ville ingen af os have børn. Men nu har lysten alligevel indhentet os og jeg er helt sikker på at vi får børn sammen indenfor de nærmeste år (hvis biologien er med os selvfølgelig ;)).

Men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at føle mig 100% klar. Det bliver nok noget med at når det praktiske passer LIDT bedre (det skal ikke være NU, for så kan jeg ikke passe min brudekjole til sommer jo! :blush) så smider jeg p-pillerne første dag lysten er der. Og så kommer jeg til at gå og spekulere og være nervøs for om det nu er rigtigt. Indtil bebsen kommer, så er jeg sikker på at det vil føles som det mest naturlige og rigtige i hele verden. Det fortæller min mave mig i hvert fald. :)

Og hvordan jeg ved det? Bum bum, den er svær. Som sagt, så siger mavefornemmelsen det. Og jeg er ved at gå i SPÅNER når jeg er sammen med babyer. Og når jeg danner mig et billede af fremtiden, så er der altid nogle børn med. :)

Jeg synes ikke, at du behøver at føle dig presset. Hvis det ikke er jer, så er det ikke jer, og så er det fair (haha, det rimede :P) Og når du "kun" er 27, så tænker jeg også at I har en del år at løbe på endnu. Men omvendt, så tror jeg også på, at det sagtens kan være det rigtige at få børn, selvom man småtvivler lidt og ikke føler sig helt klar. :)

[Solvej99]

Jeg tror faktisk, at jeg har glædet mig hele mit liv til at jeg selv skulle blive mor.

Jeg har altid elsket børn og har arbejdet både i vuggestue, børnehave og på en skole.

Nu kan jeg bare slet ikke vente til det snart er mit eget barn jeg skal passe :loveshower

Men jeg synes altså ikke at du skal føle dig presset af omverdenen til at få børn. For det første er du kun 27 år, så der er jo masser af tid til at lysten pludselig kan komme af sig selv. Desuden ser jeg slet ikke noget galt i, at folk er ærlige og melder ud, at de faktisk ikke har lyst til at få børn. Hvorfor skulle man sætte et barn til verden for andres skyld?

Jeg har en veninde, der har det på samme måde som dig. Både hende og hendes kæreste siger, at de ikke vil have børn. De vil have hinanden, deres karriere og rejser. Det synes jeg virkelig ikke man skal se ned på, tværtimod. Jeg har enormt meget respekt for hende, når hun siger, at hun ikke vil have børn, der skal være i dagsinstitioner 9-10 timer om dagen fordi hun vil pleje sin karriere.

Så det jeg egentlig vil sige er bare, at du skal lytte til hvad du har LYST til og ikke hvad du BØR gøre.

[Krisserbb]

Før jeg mødte min kæreste (snart mand) havde jeg mange lange perioder, hvor jeg var sikker på at jeg IKKE skulle have børn. Læste endda en dag en bog om kvinder, der var frivilligt barnløse og om hvorfor og sådan noget, og kunne relatere til rigtig meget af det. Og da jeg mødte min kæreste ville ingen af os have børn. Men nu har lysten alligevel indhentet os og jeg er helt sikker på at vi får børn sammen indenfor de nærmeste år (hvis biologien er med os selvfølgelig ;)).

Men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at føle mig 100% klar. Det bliver nok noget med at når det praktiske passer LIDT bedre (det skal ikke være NU, for så kan jeg ikke passe min brudekjole til sommer jo! :blush) så smider jeg p-pillerne første dag lysten er der. Og så kommer jeg til at gå og spekulere og være nervøs for om det nu er rigtigt. Indtil bebsen kommer, så er jeg sikker på at det vil føles som det mest naturlige og rigtige i hele verden. Det fortæller min mave mig i hvert fald. :)

Og hvordan jeg ved det? Bum bum, den er svær. Som sagt, så siger mavefornemmelsen det. Og jeg er ved at gå i SPÅNER når jeg er sammen med babyer. Og når jeg danner mig et billede af fremtiden, så er der altid nogle børn med. :)

Jeg synes ikke, at du behøver at føle dig presset. Hvis det ikke er jer, så er det ikke jer, og så er det fair (haha, det rimede :P) Og når du "kun" er 27, så tænker jeg også at I har en del år at løbe på endnu. Men omvendt, så tror jeg også på, at det sagtens kan være det rigtige at få børn, selvom man småtvivler lidt og ikke føler sig helt klar. :)

Dejligt at høre jeg ikke er den eneste der kan være i tvivl om det er det rigtige! Dejligt at I er nået der til at I tager "springet" til at få børn :goodluck Er også sikker på at I nok skal få fornemmelsen af at det er det helt rigtige når I står med den lille baby :P Kan godt forstå du gerne vil kunne passe brudekjolen til sommer!!!! Det er bare en stor dag...helt uforglemmelig!

[Krisserbb]

Jeg tror faktisk, at jeg har glædet mig hele mit liv til at jeg selv skulle blive mor.

Jeg har altid elsket børn og har arbejdet både i vuggestue, børnehave og på en skole.

Nu kan jeg bare slet ikke vente til det snart er mit eget barn jeg skal passe :loveshower

Men jeg synes altså ikke at du skal føle dig presset af omverdenen til at få børn. For det første er du kun 27 år, så der er jo masser af tid til at lysten pludselig kan komme af sig selv. Desuden ser jeg slet ikke noget galt i, at folk er ærlige og melder ud, at de faktisk ikke har lyst til at få børn. Hvorfor skulle man sætte et barn til verden for andres skyld?

Jeg har en veninde, der har det på samme måde som dig. Både hende og hendes kæreste siger, at de ikke vil have børn. De vil have hinanden, deres karriere og rejser. Det synes jeg virkelig ikke man skal se ned på, tværtimod. Jeg har enormt meget respekt for hende, når hun siger, at hun ikke vil have børn, der skal være i dagsinstitioner 9-10 timer om dagen fordi hun vil pleje sin karriere.

Så det jeg egentlig vil sige er bare, at du skal lytte til hvad du har LYST til og ikke hvad du BØR gøre.

Tak for svaret! Dejligt at høre din holdning til det! Det ville være forfærdeligt bare at sætte børn i verden for andres skyld og så bare sætte barnet i daginsstitution. Hvis jeg skal have børn er det for at være sammen med dem!!!