Vil gerne være ung mor...

[michellehw]

Hej alle sammen.

Jeg er en pige på seksten år, som altid har drømt om at blive mor. Jeg drømmer bestemt IKKE om at være med i "De Unge Mødre", men vil rigtig gerne være mor til to. Og nej, det er ikke bare en drøm - det er et brændende ønske :stork

Jeg er meget moden af min alder, og det siger alle andre også. Jeg ved hvad jeg vil med mit liv, jeg har en god familie, jeg har planer om at blive pædagogiskassistent, jeg har gode veninder og venner. 

Jeg har haft en depression, som har gjort mig meget stærkere, og givet mig en bedre selvindsigt og bedre forståelse for mig selv og andre mennesker. 

Jeg har det super godt og har noget med en fyr, og vi er samtidig bedste venner. 

Jeg ved stortset alt om baby og børnepasning, da jeg er den ældste i min familie: Har en lillebror og har kun yngre fætre, kusiner, grankusiner og granfætre. Jeg elsker alt ved små børn. De er noget af det mest fantastiske. 

 

Mit spørgsmål er så: Tror I det kan lade sig gøre? Og hvad synes I om unge mødre? 

 

Knus fra Michelle :stork

[JosephinePN]

Alt kan lade sig gøre. Men jeg vil anbefale dig at vente et par år endnu, som minimum. Du er så ung og du har så mange ting, som du kan og bør nå, inden du sætter børn i verden.

I mine øjne er man stadig et barn, når man er 16 år gammel, omend man er lige på grænsen til at blive voksen.

Jeg synes personligt, at 16 år er al for ung en alder at få børn i uanset, hvor moden man er at sin alder, så er der stadig mange oplevelser og erfaringer, som man ikke har gjort sig som 16 årig.

Vent et et par år og hvis dit ønske stadig er ligeså stort da, så synes jeg at du skal forfølge drømmen :)

[Solvej99]

Om det kan lade sig gøre? Det kan det vel nok :p

 

Er du kæreste med ham fyren? Vil han også gerne have børn nu? Er du flyttet hjemmefra?

 

 

Jeg fik selv den første, da jeg var 24 år. Det synes jeg er ungt. Og jeg vil egentlig ikke anbefale nogen at blive unge mødre. Når først man HAR fået børn, så kan man ikke gå tilbage til det andet liv. Og det kan godt være svært, når alle i ens omgangskreds er et helt andet sted. 

 

Helt ærligt? Jeg tror egentlig, at du ville komme til at fortryde det. Selvfølgelig fortryder man ikke de børn man får, men man kan godt fortryde tidspunktet man fik dem på. Jeg synes man skal nå at prøve at bo for sig selv og have studie/arbejde og masser af frihed. Det får man ikke igen, før børnene flytter hjemmefra ;)

 

Hvis jeg var dig, ville jeg bestemt vente :)

[Camilla_krøier]

Personligt synes jeg det at få et barn er et rigtigt rigtigt stort ansvar, meget større end at passe mindre søskende og andre børn.

Når man vælger at blive forældre indgår man samtidig også nogen kompromiser, nogen ting der ikke længere er mulige eller som ihvertfald bliver sværer end uden børn og især man er så ung som du er det ting man skal overveje så man ikke senere fortryder f.eks.

Uddannelse - man kan jo godt tage en uddannelse med børn, men det bliver rigtigt hårdt og du har stadig mange års studier foran dig

Venner og veninder - du kan risikere at dine jævnaldrende venner og veninder ikke gider babyer og derved vælger dig fra

Kæresten - måske du synes du er moden til at blive mor, men er din kæreste også moden til at blive far? Og er det en fyr du vil hænge sammen med resten af dit liv, for det gør man med ens børns far ligemeget om man stadig er sammen eller ej

Hvor vil du bo? Skal du bo hjemme med dit barn eller flytte hjemmefra og hvordan vil du betale regningerne og de andre udgifter.... Kedelige ting, men også fundamentet for at få en familie.

Rejser, byture og fritid - det er måske begrænset hvor meget du fester nu hvor du er 16, men hvis du får børn nu så vil du have en del begrænsninger når vennerne skal til fest, ud og rejse, på vennetur osv osv

Hermed ikke sagt at man ikke kan være ung mor, man skal bare vide hvad man vælger fra når man vælger børn til.... Nu er jeg selv næsten dobbelt så gammel som dig (31 år) og selvom jeg ikke synes jeg har haft et ekstra ordinært spændende liv så er der rigtig rigtig mange ting jeg er glad for at jeg har set, gjort og oplevet før jeg fik børn og selv hvis du venter til du er i starten/ midten af 20'erne så vil du jo stadig være ung mor, men dine forudsætninger og rammerne kan være ændret meget på de år....

[Guest]

Meget enig med alle de andre!

Jeg er selv storesøster og var også meget moden af min alder, og kunne sikkert godt have varetaget et barn i en alder af 16. Men der var mange ting jeg til gengæld var gået glip af: min gode uddannelse, gode byture, ja generelt bare min situation som den er i dag!

Dét sagt er enhver kvinde og hendes liv anderledes fra den næstes. Du ved ikke Om det var det rigtige at gøre før det er gjort, og børn er en kæmpe beslutning så tidligt i livet.

Har du opbakning fra dit bagland? Familie og venner? Og ikke mindst ham der lyder til at være din kæreste? Det er alfa og omega hvis kabalen skal kunne gå op i sidste ende..

Har du forudsætninger for at give et barn alt hvad det har behov for? Penge til tøj og bleer, og ikke mindst udstyr!? Og hvad hvis fyren pludselig går (i er trods alt stadig meget unge, jeg formoder han er omkring din alder?)

Min personlige mening er at man skal have boet sammen i hvert fald et år hvis ikke flere før man begynder at sætte børn i verdenen.! Når man vælger at lave et barn med et andet menneske er man uomtvisteligt bundet sammen med det menneske resten af livet uanset om i bliver glødende uvenner eller i hænger sammen til i er gamle og grå..

Jeg gik ind i et forhold som 20 år hvor han havde en datter på 5.. Det var en omvæltning nok i sig selv, og jeg var glad nok for at der gik yderligere 3 år før jeg fik en lille.

Tænk over det grundigt og længe!

[NSEllekilde]

Nu kommer jeg (forhåbentlig) til at høre med i gruppen af unge mødre. Så jeg synes bestemt at det er fedt og en god ting. Men jeg vil faktisk sige ligesom alle de andre at det er virkelig noget man skal tænke over.

Selvom jeg ønsker det brændende og selv føler mig klar til det, så er det også bare nu at alle mine veninder tager ud og rejser og lever deres liv til det yderste. Lige præcis dét, kommer jeg ikke til at opleve! For to år siden ville jeg ikke kunne opgive min ungdom for et barn. Men udviklingen af mig, mine værdier og ikke mindst drømme- de udvikler sig med fuldt fart. Jeg føler mig mindst dobbelt så klog/vidende som jeg gjorde da jeg var 16 år..

Jeg forstår dit ønske.. Det gør jeg virkelig! Men jeg vil råde dig til at tænke ALT igennem.. Det er ikke "a walk in the park " at få børn, men helt sikkert umagen værd. Men man opgiver alt. Specielt i en ung alder -uddannelse, jobs, kærester, byture, rejser...

Men når alt det er sagt -så synes jeg også at der er særtilfælde. Hvis du virkelig føler helt inderst inde i dit hjerte, at du kan give dit barn alt det den har brug for -så synes jeg personligt også at man skal følge sin drøm :)

[michellehw]

Tusind tak for jeres besvarelser! Jeg er glad for at I gad svare mig så hurtigt :-)

For at svare på jeres spørgsmål:

Jeg vil gerne have børn, fordi jeg synes børn/babyer er det mest fantastiske i hele verden. Jeg vil gerne selv skabe et barn og jeg vil være klar på alt det hårde arbejde! Jeg synes alt ved dem er fantastisk: Deres sind, deres små fødder, følelsen af at holde et lille barn i armene, deres duft, deres smil, deres skrig (selvom det ikke er rart at høre på), deres glæde over at se én de holder af. Ja, alt.

Jeg har faktisk gemt en konto, hvor jeg vil bruge pengene på mit barn (hvis jeg er heldig at skabe sådan et).

Mine forældre har støttet mig og hjulpet mig gennem de hårde tider i mit liv, og har bare altid været der for mig - selv når jeg har været helt umulig! Jeg er sikker på at de vil støtte mig, hvis jeg fuldfører drømmen! :baby3

Jeg er kæreste med ham fyren, jeg er ikke flyttet hjemmefra endnu. 

Jeg bor i en rigtig god kommune (Frederiksberg Kommune), synes jeg selv. De har sagt at hvis jeg flytter hjemmefra når jeg er klar, så vil de hjælpe mig med at finde en bolig. 

Mine veninder fortår mig og mit ønske, og vil til hver en tid støtte mig, det ved jeg.

Jeg er virkelig klar, og vil gerne have børn inden jeg er 18. Jeg ved hvad det indebærer, tro mig. Jeg har snakket med de fleste mødre i min familie, og de har fortalt alt om det at være gravid og få børn. Hvor hårdt det kan være, men også fantastisk. 

Har, for længe siden, lavet en liste over alle de ting man skal bruge til baby, beregnet cirkapriserne ud, ja, det løber op og bliver mange penge! Det ved jeg, men jeg er klar til at bruge al min tid og fritid på en lille én! 

 

 

Knus fra Michelle :baby3

[michellehw]

JustMe: Jeg er i kontakt med kommunen da jeg bor på behandlingshjem og har boet der i nogle år. Det er ikke noget med mine forældre, men derimod fordi jeg selv ønskede at komme væk, da jeg jo, pga. min depression, har haft behov for at være væk fra mine forældre. 

Jeg elsker mine forældre, og vi har et helt fantastisk forhold nu :-)

Jeg er i kontakt med kommunen om at finde en bolig, fordi jeg er ved at have fået det så godt, at jeg kan klare mig selv. 

Mit liv er godt og har været stabil i rigtig lang tid nu, så det er intet med mine forældre :-)

[JosephinePN]

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at det unægteligt lyder som om, at du har et tomrum, som i dine øjne kun kan udfyldes af en lille baby...

Babyen vil vokse og den vokser hurtigt. Pludselig vil du ikke længere være mor til et barn, men et lille selvstændigt individ. Du skal deltage i forældremøder, gå til lægen, lave mad, gøre rent, vaske tøj og passe på dig selv...

Alt i mig stritter imod, at så ung en pige som dig bevidst skulle vælge at få et barn. Jeg har en lillesøster på din alder og det ville virke helt forkert på mig, at hun skulle stå med et barn nu.

Hun går stadig i folkeskole, så jeg tænker at du måske kun lige har en 9. klasse evt. 10. klasse eller 1.g? Hvorfor ikke få din uddannelse, når du nu ved, hvad du gerne vil? Du kan tilbyde dit barn så meget mere, når du om et par år har et fast arbejde? Hvordan vil du forsørge jer i en alder af 17? Din opsparing vil jo ikke vare evigt?

[Girl Next Door]

Uanset hvor moden du synes du er, så er en pige på 16 år ikke voksen endnu. Få en kat eller hund til at starte med, vær sikker på at din fyr er ham du vil være forbundet med resten af dine dage. Prøv at bo for dig selv i et par år, mærk hvordan det er at være ung. 

[AS2014]

Må indrømme at jeg også nærmere synes det lyder som om, det barn skal opfylde nogle behov hos dig (en der ubetinget elsker dig, er afhængig af dig og automatisk giver dig en rolle og "mening med livet") og at det ikke er fordi, du kan tilbyde det bedste for et barn - lige nu har du hverken et fast sted at bo, er i et stabilt og fast forhold eller har en stabil økonomi. Når man lige frem planlægger en graviditet og det ikke er en "ups'er", så synes jeg det er nogle ting man skylder sit fremtidige barn at have nogenlunde styr på, og det ville jo i og for sig også være det mest modne og fornuftige at have styr på de ting (i stedet for at lade sine egne behov råde mest).

Du har ikke svaret på, om din kæreste er med på at få børn nu? Hvad er din plan, hvis han ikke er? Hvis du bliver "ups" gravid og han ikke er med på det? Det må være et kæmpe svigt for et barn, at vokse op og vide, at det var uønsket af en af sine forældre. Og som flere andre skriver, er du bundet til faderen til dit barn resten af livet, uanset hvor trætte i bliver af hinanden. Medmindre han selvfølgelig slet ikke ønsker at være en del af det, og du står helt alene med barnet (hvilket jeg forestiller mig, at man slet ikke skal undervurdere hvor hårdt er).

At kommunen skal hjælpe dig med at finde bolig, og at du ikke har prøvet at bo alene før, synes jeg også taler kraftigt imod. Det lyder umiddelbart ikke som om, du er helt selvstændig og selvkørende endnu. Hvordan vil du tjene penge til at forsørge dig og dit barn? Eller er det også kommunen, der skal hjælpe med det?

Du må undskylde, hvis jeg lyder hård. Jeg prøver bare at være ærlig!:) Der er ikke noget i vejen med at ønske sig brændende at blive mor og jeg er da sikker på, at du bliver en fantastisk mor en dag og har massere af kærlighed at tilbyde et lille barn. Men det ultimative i at blive mor/far må være, at man altid vil sætte sine børns behov før sine egne. Og jeg synes du skal være helt ærlig over for dig selv og tænke grundigt over, om du ønsker et barn for din egen skyld, eller fordi du synes, du har de mest optimale, stabile og trygge forhold at tilbyde et barn.

[lpd]

Jeg spekulerer nu altså også på om tanken om et barn er din måde at udfylde et tomrum, og en løsning på de ting der måtte være knap så gode i livet.

Jeg er 21 og min kæreste er 27, vi prøver at få et barn og da jeg jo også er ung vil jeg gerne fortælle om mine/vores forudsætninger.

Jeg har i en meget tidlig alder været tvunget til at skulle agere voksen og tage nogle valg som et barn i den alder ikke bør. Men sådan blev det altså. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16, da jeg havde fået job et godt stykke væk (her havde jeg kun en 10.klasse eksamen). Det job beholdt jeg i 2 år, hvorefter jeg tog en HF.

Jeg læser nu på universitetet. Jeg har modsat mange andre unge aldrig haft et ønske om at komme ud at rejse, tage på vilde drukture og "den slags". Min kæreste og jeg har et solidt fundament for at få børn, vi har et godt hus, min kæreste har en god indtægt og jeg er fleksibel grundet mit studie. Vi har boet sammen i flere år, vi har to hunde og ved begge hvad det vil sige at tage ansvar, have høje udgifter (stort huslån, stor bil, to store hunde osv). Vi har prøvet at være uvenner og være uenige, men vi ved også hvordan vi løser det.

Selvom jeg var (og er) meget moden af min alder ville jeg aldrig kunne have klaret det, med et eller to børn ved siden af.

Du bor på et behandlingshjem og er 16. Hvordan vil du få råd til at forsørge dit barn, især hvis din kæreste ikke deler dit ønske og går fra dig?

I min verden er det en kort og meget overskuelig uddannelse du gerne vil have, så hvorfor ikke starte der? Find dig et godt studiejob og få din egen lejlighed, og find ud af hvad det egentlig vil sige at bo for sig selv. Du kan få din bank til at hjælpe med at lægge et budget :-)

Det var lige lidt tanker fra en "ung" til en anden - jeg bliver tit drillet med, at jeg inderst inde er meget gammel ;-)

[lpd]

Hov, og så vil jeg lige tilføje lidt mere.

Det lyder som om, at du er meget opsat på at du vil have en baby lige nu og her - og jeg tror det er fordi du ser det som et ideal, og det kan jeg godt forstå. Det kan måske hjælpe dig at sætte nogle andre mål, så du ikke har "baby" som mål, men at dit mål for eksempel er, at du vil skabe et godt fundament for en eventuel baby. Det kan være fokus på job, uddannelse, kæreste, boligsituation men også "indre" mål som selvudvikling. Nu har jeg ikke gået med babyønske før jeg mødte min kæreste, men jeg ved at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg havde et så fjernt mål som ideal - det ville for mig være uoverskueligt og vejen dertil ville være for lang. Pas på at du ikke ubevidst beslutter dig for, at det eneste der duer er en baby :-)

[Forunderligt]

Jeg spekulerer nu altså også på om tanken om et barn er din måde at udfylde et tomrum, og en løsning på de ting der måtte være knap så gode i livet.

Jeg er 21 og min kæreste er 27, vi prøver at få et barn og da jeg jo også er ung vil jeg gerne fortælle om mine/vores forudsætninger.

Jeg har i en meget tidlig alder været tvunget til at skulle agere voksen og tage nogle valg som et barn i den alder ikke bør. Men sådan blev det altså. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16, da jeg havde fået job et godt stykke væk (her havde jeg kun en 10.klasse eksamen). Det job beholdt jeg i 2 år, hvorefter jeg tog en HF.

Jeg læser nu på universitetet. Jeg har modsat mange andre unge aldrig haft et ønske om at komme ud at rejse, tage på vilde drukture og "den slags". Min kæreste og jeg har et solidt fundament for at få børn, vi har et godt hus, min kæreste har en god indtægt og jeg er fleksibel grundet mit studie. Vi har boet sammen i flere år, vi har to hunde og ved begge hvad det vil sige at tage ansvar, have høje udgifter (stort huslån, stor bil, to store hunde osv). Vi har prøvet at være uvenner og være uenige, men vi ved også hvordan vi løser det.

Selvom jeg var (og er) meget moden af min alder ville jeg aldrig kunne have klaret det, med et eller to børn ved siden af.

Du bor på et behandlingshjem og er 16. Hvordan vil du få råd til at forsørge dit barn, især hvis din kæreste ikke deler dit ønske og går fra dig?

I min verden er det en kort og meget overskuelig uddannelse du gerne vil have, så hvorfor ikke starte der? Find dig et godt studiejob og få din egen lejlighed, og find ud af hvad det egentlig vil sige at bo for sig selv. Du kan få din bank til at hjælpe med at lægge et budget :-)

Det var lige lidt tanker fra en "ung" til en anden - jeg bliver tit drillet med, at jeg inderst inde er meget gammel ;-)

 

 

Hov, og så vil jeg lige tilføje lidt mere.

Det lyder som om, at du er meget opsat på at du vil have en baby lige nu og her - og jeg tror det er fordi du ser det som et ideal, og det kan jeg godt forstå. Det kan måske hjælpe dig at sætte nogle andre mål, så du ikke har "baby" som mål, men at dit mål for eksempel er, at du vil skabe et godt fundament for en eventuel baby. Det kan være fokus på job, uddannelse, kæreste, boligsituation men også "indre" mål som selvudvikling. Nu har jeg ikke gået med babyønske før jeg mødte min kæreste, men jeg ved at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg havde et så fjernt mål som ideal - det ville for mig være uoverskueligt og vejen dertil ville være for lang. Pas på at du ikke ubevidst beslutter dig for, at det eneste der duer er en baby :-)

 

Virkelig godt skrevet, jeg er helt enig.

 

Trådstarter: Du kan stadig blive "ung mor" selv om du venter til du er 20+. Der sker meget for dig i de kommende år, også selv om du føler dig "voksen" og moden allerede. Jeg er i hvert fald glad for jeg ventede til jeg var 20 med at blive gravid med min første, selv om jeg som 18 årig selv følte mig klar, og selv om det også havde været fornuftigt for mig at vente lidt endnu, kan jeg se nu. Du beder jo om råd her, og ud fra hvad du skriver så tænker jeg, som de fleste skriver, vent lidt, prøv at bo for dig selv og få dig en uddannelse og nyd dit parforhold og find ud af om I virkelig kan stole på hinanden i tykt og tyndt, inden der kommer en baby ind i billedet. Jeg forstår virkelig dit ønske, jeg har altid selv haft det, men af hensyn til dit kommende barn, for at give det den bedst mulige og mest stabile start på livet, så vent lidt.

 

Held og lykke

[Barbamama]

Der er kæmpe forskel på at ønske (uanset hvor brændende) og at være klar. At være klar handler i mine øjne i høj grad om, hvad man kan. Og der vil jeg nok anbefale, at du som minimum sikrer dig, at du kan forsørge dig selv, og selv passe din egen bopæl (sammen med din kæreste).

At være mor handler i høj grad om, hvad man ønsker for sit barn, mere end hvad man ønsker for sig selv. Kunne man forestille sig, at for kommende barn (for du skal jo nok få et) vil få en mere stabil og rolig hverdag og dermed tryggere opvækst, hvis du venter med at få barn til at du bor i eget hjem og er helt selvstændig sammen med din partner?

[Myliona]

Altså som alle andre synes jeg ikke alderen betyder det store som sådan. Mere situationen.

Kan du overholde er budget? Har du netværk til at holde dig ovenvande i forhold til depression? Hvis du har haft en før, er du i risikogruppe for at få en fødselsdepression.. Og det er HÅRDT!!!!

Hvordan tjener du dine penge nu?

Hvor længe har du været sammen med din kæreste - er han parat?

Generelt er det ting som enhver der planlægger er barn, bør overveje...

[Barbamama]

Så fik jeg læst alle svar i tråden. Og jeg er meget meget enig med JustMe, især her:

Undskyld, men at du argumenterer for at du er klar til en baby med, at du bor på et behandlingshjem og har gjort det i nogle år, og nu er stabil, samtidig med at du er 16 år, aldrig har boet alene, ikke har erfaring med at sætte andres behov for an dine egne igennem længere tid, og er i kontakt med kommunen siger mig at du slet ikke er klar - som i overhovedet ikke.

Som 'kommune-dame' er jeg nødt til at sige, at bare med de informationer du giver mig her, hvis du fik et barn nu, så ville jeg sætte himmel og hav i bevægelse for at sikre det barn, og du ville IKKE få lov til bare at passe dig selv i en lille lejlighed kommunen har fundet til dig...

Vent med at få en baby til du har boet selv i nogle år UDEN kommunens støtte, du har været i forholdet igennem nogle år - eller ihvertfald et - og du er 100 % sikker på at din fyr brænder for et barn ligesom dig selv, og til du ved hvad det vil sige at stå på egne ben.

Jeg VED hvad et behandlingshjem er, og jeg ved at hvis en kommune lader et barn bo på et behandlingshjem, så er det fordi barnets behov for støtte ikke hænger sammen med hvad forældrene kan tilbyde af støtte.

Jeg har som sagt intet imod unge mødre, men ud fra hvad du fortæller, så er du ikke klar.

:ditto

Derudover kunne jeg godt tænke mig, at skelne mellem "moden" og "for tidligt voksen". Jeg tror godt på, at det er muligt at være begge dele, men man er helt sikkert ikke nødvendigvis det ene, fordi man er det andet.

Jeg vil mene, at moden handler om at have nogle ressourcer, såsom overblik, evne til at reflektere, godt bagland/netværk, gode livserfaringer, fornuft, ansvarlighed... Ting, som ikke er umulige at få som "tidligt voksen", men som jeg tror på er lettest at få i et tryg, god og stabil opvækst, hvor man har været skånet for depression, behandlingshjem og lignende.

Tidligt voksen indebærer for mig, at man har været tvunget til at tage stilling til alt for meget i en alt for ung alder og derfor "føler" sig "moden". Livserfaringer som ingen børn burde have, og som jeg tror på oftest gør en mere sårbar (som Myliona nævner, er man i større risiko for at få en depression, når man først har haft en), og som jeg tvivler på hjælper et kommende barn, i hvert fald medmindre at man er LANGT på den anden side, som i 5-10 år senere eller sådan noget.

Som sagt, tror jeg bestemt at det kan lade sig gøre, både at være blevet tidlig voksen og at være moden at sin alder. Men jeg synes, jeg oplever, at en del unge "kun" er tidligt voksne, og at det så forveksles med "moden".

Jeg kender dig ikke, og det er jo helt op til dig, om du er enig/kan genkende noget af det, jeg skriver. Men hånden på hjertet, så tænker jeg ikke "moden", når jeg læser dine indlæg. Jeg tænker, at du stadig er et BARN og at du skal have LOV at være et barn endnu. Sorry. :balloons Og held og lykke, uanset hvad du gør :goodluck

[Alura]

Jeg har for mange år tilbage stået i en situation, der på mange punkter mindede meget om din. Jeg var 16 år og forskellen på du og jeg var, at jeg egentlig på ingen måde gik og ønskede mig børn, men jeg blev gravid alligevel. Det var med min første kæreste, da vi netop havde mødt hinanden. Selvom jeg aldrig havde gjort mig ret mange overvejelser om børn inden det tidspunkt (ud over at jeg ikke var synderligt interesseret), så skete der noget i mig, da jeg blev gravid. Jeg blev mor. Sådan helt ind i hjertet og nærmest natten over. Jeg brugte et par dage på at sunde mig over chokket, men fra da af, der elskede jeg mit ufødte barn uendeligt meget. Jeg talte med det, aede maven, drømte om hvad hun (det var jeg sikker på at det var) var for en størrelse, fandt et navn til hende osv. Alligevel endte jeg med at vælge at få en abort. Det var det sværeste valg jeg nogensinde har skullet foretage i mit liv, men der var, i mine øjne, mange grunde til at det var det eneste rigtige i min situation.

 

Jeg var 16 år og det er ungt. Jeg vil ikke som Barbamama sige at man stadig er et barn, men man er heller endnu ikke rigtig voksen (selvom man føler sig sådan, I know). Min kæreste havde med det samme ladet mig vide, at han på ingen måde ønskede at have med hverken mig eller barnet at gøre, hvis jeg valgte at få det. Det var noget hans forældre også bakkede op om. Eller det vil sige, hans mor gjorde. Hans far måtte ikke engang vide det og det blev holdt hemmeligt for ham.

 

Så jeg vidste altså på forhånd at jeg ville vælge et liv til for mit barn, hvor det skulle vokse op og være uønsket af halvdelen af sin familie og af sin egen far. Jeg er selv vokset op under samme vilkår. Med en biologisk fædrende side jeg ikke havde kontakt til (far såvel som bedsteforældre) og i den tro at jeg var uønsket af dem, samt med en stedfar, der hyppigt lod mig det vide direkte, hvor dum, uduelig, fed, uelsket og uønsket jeg var. Ligeledes blev der fra hans mors side gjort forskel på mig og de andre børn, fordi jeg var "uægte" (hun var meget religiøs og troede ikke på børn udenfor ægteskabet, som jeg var født udenfor).

 

Jeg har altid haft en mor der har elsket mig meget højt (om end hun, som alle andre forældre, har begået nogle fejl og taget nogle dumme valg ind i mellem) og jeg vidste at selv en mors uendelige og betingelsesløse kærlighed, ikke kunne opveje en fars manglende samme! Samtidig havde jeg det meget svært i mit liv på det tidspunkt. Jeg havde kæmpet med såvel en svær depression og en svær spiseforstyrrelse, allerede fra jeg var 10-11 år gammel. Jeg var også begyndt at få nogle svære angstanfald og var begyndt at drikke meget og ryge hash; det var vel min måde at få et lille afbræk på. 

 

Så jo; jeg elskede allerede det lille barn i min mave uendeligt højt og mit hjerte brast da jeg måtte vælge at sige farvel til hende. Jeg græder når jeg skriver dette, for jeg kan i dag, 15 år senere, stadig ikke tænke på det uden at græde, men jeg havde bare ikke noget at tilbyde det barn. Ingen ordentlig start på livet. Der er nogen der vil sige, at bare man har kærlighed, så går det hele. Bullshit, siger jeg! Jeg er så moderligt anlagt, så varm og så omsorgsfuld som person og jeg ved at jeg havde elsket det barn højere end alt andet her i verden og på ingen måde mindre højt, end samtlige kvinder herinde elsker deres barn/børn.

 

Men du kan som barn ikke bruge det til en skid at din mor elsker dig, hvis hun ligger sammenkrøbet i fosterstilling på gulvet og skriger midt i et panikanfald. Du kan ikke bruge det til en skid at din mor elsker dig, hvis hun er helt væk i en hashtåge. Du kan ikke bruge det til en skid at din mor elsker dig, hvis hun er for deprimeret og apatisk til at formå at tage sig ordentligt af dine behov, sørge for at I har et trygt og stabilt hjem og en tryg og stabil hverdag. Du kan ikke bruge det til en skid at din mor elsker dig, hvis hun ikke samtidig formår at være et ordentligt forbillede for dig. Og smerten ved at din far ikke elsker og vil kendes ved dig, kan ikke opvejes uanset hvor meget din mor så end elsker dig og forsøger at tippe vægtskålen den anden vej.

 

Jeg ved at der er mange mennesker i verden, der vil være uenige i det valg jeg tog dengang. Og sikkert mange som vil tro, at det er taget af egoistiske årsager. Jeg selv mener, at jeg tog det valg som mor. Det var ikke det jeg ønskede mig. Jeg ønskede mig inderligt at få det barn. Men som jeg sagde til lægen, da mine fire dages betænkningstid var ovre (skulle beslutte mig ret hurtigt, fordi jeg allerede var ret langt henne): "hvordan kan jeg tage vare på en andens liv, når jeg ikke engang har styr på mit eget?"

 

For mig var det fristende at få et barn. En mening med mit liv. En der ville elske mig betingelsesløst. En der havde brug for mig. Men børn bør og skal aldrig være ansvarlige for deres forældres lykke eller for at give deres forældres liv mening. Børn skal kun eksistere i kraft af sig selv og de fortjener at blive født af forældre der elsker dem, ønsker dem og vil dem og ind i en situation, der kan bære dem og hvor de kan være trygge. Det er mit synspunkt. Og det kunne jeg ikke tilbyde et barn dengang, ergo skulle jeg ikke have noget. Hvad jeg ville og hvad jeg ønskede mig, var egentlig sagen uvedkommende. Det handlede om, hvad jeg som mor syntes at mit barn var bedst tjent med. Og det var desværre ikke at blive bragt til livet og at være hos mig dengang. Ligesom det samme desværre var tilfældet, da jeg 7 år senere blev gravid igen (på p-piller, jeg er ikke dummere end at jeg lærer at mine fejl, men sådan ville livet det ikke). Jeg var stadig lige syg, ingen uddannelse, en dårlig økonomi og ustabil hverdag, flere misbrug, en syg ekskæreste på halsen der i fem lange år stalkede mig og truede med at slå mig og alle andre omkring mig ihjel, jeg var igen blevet gravid med en mand, der på ingen måde ønskede at blive far osv. Og jeg måtte tage samme valg igen.

 

Jeg mener som sådan ikke at det er alderen, der er afgørende for hvornår man kan eller bør blive mor. Så jeg vil, som så mange andre allerede har sagt det, ikke sige at det er din alder, men mere den situation det lyder til at du står i, der får mig til at tænke at du ikke er helt klar endnu.

 

Hvorfor er det så vigtigt for dig at blive en (meget) ung mor? Hvis jeg bad dig om at være mor allerede og tænke som en mor for dit barn, hvad ville det så være ved dit nuværende liv, som gør at du synes at du kan tilbyde dit barn de bedste og mest optimale vilkår, og den stabile og trygge opvækst det fortjener? Og vil din kæreste overhovedet det her, det skriver du ikke rigtig noget om? 

 

Jeg synes til gengæld at Barbamama siger noget meget klogt omkring det med, at der er forskel på at være blevet for tidligt voksen, og så være moden af sin alder. Jeg er helt sikkert selv en af dem, der blev voksen for tidligt. Og selvom jeg selv syntes at jeg var moden af min alder dengang, og sikkert i mange henseender også var det, så kan jeg i dag godt se, at jeg skulle udvikle mig rigtig meget endnu. Jeg skulle blive bedre til at lære at tage ansvar først. Ikke bare for mit (praktiske) liv, men også for mig selv. Præcis som at man skal kunne elske sig selv, før man rigtigt kan elske andre, så tror jeg også, at første skridt til at kunne passe godt på sit barn, det er at passe godt på sit barns mor.

 

Jeg synes oprigtigt at det lyder som om, at du er godt på vej. Du har allerede taget ansvar for din situation, ved at søge hjælp, og det synes jeg er flot! Men i mine øjne, så ville den modne beslutning være at vente, til du havde fundamentet helt i orden:

 

• Vær sikker på at din kæreste ønsker det her barn, lige så meget som du. Et barn bør være ønsket af begge sine forældre.
• Vær så sikker (som man nu kan), på at du og din kæreste har en fremtid sammen, også i det lange løb. Det er svært at vide i din/jeres alder, for I kommer begge til at ændre jer rigtig meget over de næste 5 år især og måske ender I med at vokse fra hinanden. 
• Find et sted at bo. Det er fint at starte med at få hjælp fra kommunen, men vent med at få børn til du har dit eget sted og er uafhængig af andres hjælp. Man bør som minimum kunne stå på egne ben, før man overvejer at få børn.
• Få en stabil økonomi, en uddannelse hvis du drømmer om det eller et fast job.

 

Jeg siger det ikke bare fordi at det er "skide nemt for mig at sidde og sige, nu hvor jeg er kommet på den anden side af det". Jeg har de 32 lige om hjørnet nu, har stadig ingen børn, og min mand og jeg har netop valgt at sætte PB på pause, som vi ellers endelig lige var startet på til efteråret, fordi vores økonomi desværre tog en usikker drejning, da min mands jobsituation ændrede sig. Jeg mener simpelthen bare ikke at det er ansvarligt, at sætte børn i verden før man har styr på de ting. 

 

Noget helt andet, som JustMe (kommunedamen :D ) allerede har påpeget for dig: hvis du bliver gravid nu eller indenfor nær fremtid, så vil du blive fulgt meget nøje. Både på grund af din historie og din alder, men især på grund af kombinationen af de to. Hvis du nogensinde har set "De unge mødre", så kan du se mange lignende eksempler og se, hvor stressende og presset sådan en tilværelse kan være. Du kan sågar risikere, at du bliver fundet uegnet til at varetage dit barns bedste interesser og i værste fald at du får tvangsfjernet dit barn. Jeg siger ikke at det vil ske, men du skal vide at risikoen (nærmere afhængigt af din faktiske situation selvfølgelig, som vi jo ikke kender), den er til stede.

 

Jeg har selv været "inde i systemet" og jeg hørte engang om en kvinde i nyhederne, med en lignende fortid som jeg selv. Hun var i dag helt rask, havde et stabilt liv og det lå mange år tilbage i tiden. Hendes mand var helt "normal" og velfungerende. Alligevel havde de fået tvangsfjernet deres barn ved fødslen, grundet hendes forhistorie, da man på den baggrund havde fundet hende uegnet til at være mor. Det er selvfølgelig en skrækhistorie, men jeg kan personligt ikke sige mig fri for, at være lidt nervøs for om den slags virkelig kunne ske for mig/os, hvis vi engang får børn, grundet min historie. For jeg ved bare, at jeg var en af dem der ville tage mit barn under armen og flygte til udlandet og gå under jorden i så fald og det er jo heller ikke særlig gode forhold at vokse op under - uanset hvor meget din mor elsker dig ;)

 

Så gør dig selv og dit fremtidige barn (som jeg er sikker på at du bliver en fantastisk mor for, når tiden er rigtig) en tjeneste, og lad være med at lade nogen "have noget på dig". Forstået på den måde, at der ikke skal være noget ved din situation, som vil kunne få nogen til at rynke på brynene og sige: "er det virkelig hvad et barn er bedst tjent med?". Og der vil altså være nogen, der vil stille sig selv det spørgsmål, når du er 16 år, for nylig har boet på et behandlingshjem og nu bor ude inden du er 18 med støtte fra kommunen, hvilket giver et indtryk af, at du i hvert fald ikke har nogen stærk og solid opbakning fra dit bagland eller gode relationer at trække på.

 

Jeg kan også fortælle dig, at selvom jeg bliver rigtig ked af at tænke på de børn jeg ikke har, så er jeg glad for at jeg har ventet med at få dem. Jeg er et helt andet og (synes jeg selv) bedre menneske i dag. Ikke fordi jeg var et dårligt menneske dengang, slet ikke, jeg havde bare en kaotisk tilværelse og i dag har jeg en anden ro, nogle andre værdier og føler nu at jeg har en masse at give og lære fra mig, som jeg ikke havde da jeg var hverken 16 eller 23. Man ændrer sig virkelig meget med årene. Et godt eksempel er det navn, som jeg ville have valgt til min datter da jeg var 16. Jeg synes at det er et forfærdeligt grimt navn i dag :P Og det er trods alt bare et navn, ikke andet. Men ligesom min smag for navne, så har mit syn på livet og mine værdier ændret sig meget, og det er det vigtige. Det er det, som jeg gerne vil give fra mig og videre til mine børn. De børn som jeg nu, især i kraft af at have ventet, ved at jeg nok skal blive en fantastisk mor for, når tiden engang bliver rigtig for mig :)

[Chrisi01]

Jeg synes det er helt fint med børn tidligt (har jeg dig ikke selv). Men jeg har synes der er tre ting der skal være opfyldt før jeg synes "det rigtige tidspunkt er" (ikke for at træde på nogle for hvad der er rigtigt for mig er jo ikke nødvendigvis rigtigt for andre;) ). Jeg har altid sagt; man skal være flyttet hjemmefra, have en fast kæreste og have rimeligt styr på økonomien (eller have en plan;) ). Så hvis du stadig bor hjemme synes jeg personligt du bør vente:)

[dkeskimoen]

Hej! 

 

Hvor er det spændende, at du har drømmen at springe ud som ung mor. Jeg læste 4-5 kommentar og magtede faktisk ikke at læse resten, for mange af dem er ældre kvinder med karrierer og materielle ting som prioritet.

 

Jeg blev selv ung mor som 17-årig, planlagt. Jeg ved jeg er og var klar til at få barn.

 

Jeg havde dog også min families støtte og opbakning, samt mine veninders.

 

Rigtige mange var skeptiske og ville være sikker på at mit valg var oprigtigt. Det var kun for min egen skyld, så intet negativt i det :-)

 

Jeg syntes du skal gøre hvis, du har din families opbakning, samt dine veninders.

 

Du skal vide at, ja det er (skide) hårdt fysisk og psykisk, men det kan lade sig gøre, hvis det er det man prioriterer som absolut nummer 1.

 

Jeg har i dag en pige på 3 år, en dejlig kæreste, en dejlig op bakkende svigerfamilie, min egen dejlige familie, mine veninder, jeg har økonomisk råd til at kunne gøre hvad jeg vil, grundet min uddannelse og min situation, og sørme også om vi venter en lillebror til juni! 

 

Så når de andre spørger om ikke du er ung, så bare spørg om ikke bare det er de andre der er gamle ;) 

 

Det kan lade sig gøre, men tænk dig godt om, for din egen skyld :-) 

[finken]

Jeg er ikke kommunedame men derimod videnskabsdame og vil med udgangspunkt i dette sige, at et barn har fortjent VOKSNE forældre, hvilket indebærer en fuldt udviklet hjerne (frontallap). Da dette først sker i starten af 20'erne vil jeg alene af den grund vente  :)

 

Men er enig i alle de andre begrundelser også.

 

Men tænker også....ja du vil tilvælge et barn nu, men ville det barn vælge dig som mor hvis det blev spurgt? Altså ikke dig som person (er sikker på, at du er et dejligt menneske), men dig hvor du er i dit liv lige nu med det du konkret har at tilbyde?

[påskeæg]

Kære Michelle,

 

Hvis jeg nu havde været den eneste, der skulle svare på dit store spørgsmål - så havde jeg nok også haft indvendinger. 

 

Men fordi der er så mange andre, som argumenterer for, at  du bør vente - så føler jeg mig tilskyndet til at lægge noget på den anden vægtskål og sige, at jeg synes, at du gerne må kaste dig ud i det. 

 

Der er så mange normer for alting, men vi kan ikke allesammen leve efter en lineal og være 29,5 år når vi får vores 1,7 børn eller hvordan gennemsnittet nu er.

 

Praktiske ting er der altid at tænke på, uanset alder og situation. Hvis man skal vente på at alting er perfekt, og at man er "klar" på alle planer, så kan man vente for evigt.

 

Flere har skrevet at det lyder som om du ønsker at barn for at udfylde et tomrum - og ja, det er der da slet ingen tvivl om. Men hvorfor er det anderledes end for alle andre, der ønsker sig et barn? Det er altid på en måde "egoistisk" at få barn - man får det, fordi man ønsker sig det. Fordi man føler, at uden det mangler der noget. Ofte netop fordi man ønsker sig oplevelsen af at sætte et anden menneske før sig selv. Med mindre selvfølgelig bliver gravid ved et uheld uden et forudgående ønske - og det kan jeg ikke se skulle være så meget mere ærværdigt end at få det, fordi man har ønsket og planlagt det.

 

Selvfølgelig er der en risiko for efterfødselsdepression. Men der er også den mulighed at et barn kunne udløse så meget kærlighed og lykke at udfordringerne i dit sind ville være løst for altid. Det behøver ikke altid at være worst case scenario, man træffer sine valg ud fra.

 

Held og lykke.

[Gulbak0874]

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation, for jeg har også selv altid gerne ville være ung mor. Jeg er 19 år gammel og er igang med min uddannelse.

Jeg er som dig også vokset op blandt meget små børn og har været barnepige i en alder af 14 år, og det er mega fedt. Men at du har været på behandlingshjem bekymrer mig. Kan godt læse at du er stabil, men overvej om det også holder stik hvis du får et barn. Det bliver søvnløse nætter, ingen penge og ingen tid til dig selv.

Jeg vil anbefale dig at komme ud af kommunernes systemer før du tænker på at få barn, for først der kan du mærke hvordan det er at stå på egne ben. Der ud over er det vigtigt at du snakker med din kæreste om at du gerne vil have et barn, og med mindre han også har samme ønske, bliver du nødt til at udsætte dine planer om at blive mor.

Det er også rigtig vigtigt at du får snakket rigtig godt med dine forældre og svigerforældre om at du vil have et barn nu, og virkelig lytte og sætte dig ind i hvad de har at sige. Hvis ikke de er enige i din beslutning, kan du heller ikke forvente fuld opbakning omkring det.

Hvis alt dette er på plads, så undersøg mulighederne omkring at få et barn i din alder, og så synes jeg du skal gøre det.

Kæmpe knuser!!! ☺️

[mamabear]

Jeg har ikke læst alle svar, men vover at svare alligevel.

For det første, jeg har intet imod unge mødre, jeg synes faktisk alt for mange får børn alt for sent, hvor deres liv er perfekte og et barn måske mere laver rod i den. Jeg blev selv mor som 19 årig, hvilket ikke var planlagt, men det var det som redede mig ud af alt det rod mit liv var dengang. Jeg har været anbragt som ung og haft depressioner. Det at jeg blev gravid gav mit liv mening, et holdepunkt, gav mig en rolle jeg kunne holde af, en identitet. Dermed ikke sagt at alle med rod i livet skal gå ud at få børn, nej, men at for nogle er det bare det rigtige. Man kan ikke sige at alle først skal have uddannelse og arbejde og lære dit og dat før man får børn, nogengange er det dem med et klart og ikke i forvejen indoktrineret sind der klare den bedst.

For det andet, der er klart både fordele og ulemper ved at få børn som ung. Jeg havde venner jeg troede ville støtte mig og jeg ville komme til, men som graviditeten skred frem blev vores verdener for forskellige, nogle valgte mig fra fordi de ikke kunne forholde søg til det samtidig med at de gik op i fester, nogle valgte jeg fra fordi jeg ikke kunne forholde mig til deres verden længere, vi gled alt i alt bare fra hinanden. Men det betyder jo ikke at man så skal leve i ensomhed, det er derfor der er mødregrupper. En fordel er at man er fuld af energi, fuld af overskud, fuld af optimisme. Den svinder med tiden ligeså stille, har jeg mærket og set hos mange.

Mht. uddannelse siges det at børn af studerende er privilegerede fordi deres forældre har mere tid i forhold til fuldtids arbejdende.

Hvem søger man skal have to fuldtids indtægter, nyt tøj og nyt udstyr. Har I hørt om genbrug? Vi lever, familie på fem, for 700kr om ugen, og vi synes selv vi lever godt. Som studerende og/eller enlig er der mange tilskud at få.

Man skal få børn når det føles rigtigt, ikke når det "passer bedst ind", man tilpasser sig sin situation, man lærer, og alting falder altid på plads hvis man virkelig vil det.

Laf aldrig nogen fortælle dig at dine drømme er forkerte eller ufornuftige eller umulige, de har ikke levet dit liv, det har kun du og kun du ved hvad der er bedst for dig :)

Men mærk efter, og mærk efter igen, og giv så slip :)

Alt det bedste uanset hvordan dit liv former sig..

[påskeæg]

Jeg skrev tidligere i dag  (jeg er på ja-fronten) og vil lige tilføje et ps: Der er flere der nævner at du skal være 100% sikker på at din kæreste/ven brænder for det. Selvfølgelig skal han som udgangspunkt synes det er en god tanke, så du ikke skal "snyde" ham ind i det, men at forlange af så ung en fyr at han skal brænde 100% synes jeg måske nok er et urealistisk krav at sætte til situationen. Hvis dit støttesystem, især din familie, i øvrigt er stærkt, synes jeg ikke du skal lade en knægts måske skiftende og uerfarne følelser afgøre din skæbne. Babyen bliver lige dejlig uanset det. Du er så ung, du kan nå at møde dit livs kærlighed mange gange senere.

 

Den barnløsheds-epidemi der hærger den vestlige verden er for en stor del på grund af at man venter for længe. Selvfølgelig skal man ikke føle tidspres når man er 16, du kan formentlig få unger i ca 30 år endnu, jeg synes bare man skal huske, at den materielle perfektionisme ikke kun er af det gode, men også bringer mange tragedier med.

 

Uddannelse er vigtigt, men den er der da heller ikke spor i vejen for, det er kun et spørgsmål om at rækkefølgen bliver lidt anderledes end normen. Rækkefølgen er mindre vigtig, end at man får hvad man ønsker sig, synes jeg.