Hvorfor børn?

[PernilleMaj]

Det er ikke den store hemmelighed at det er min mand i vores forhold der gerne vil have børn, jeg er pt ikke så interesseret i det, men for hans skyld skal vi da have børn.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor det er I gerne vil have børn?

[cellemus]

Tanken om at de lille menneske er et du selv har skabt.

Det er DIT kød og blod.

Din største kærlighed nogensinde.

[Camilla_krøier]

I fare for at blive lynchet så synes jeg bestemt ikke at man skal få børn "for nogens skyld" det er ikke en hundehvalp, men et menneske som man har ansvaret for og kærligheden til så længe man lever og hvis man ikke har det ønske helt inderst inde så skal man vente, både for ens egen og for barnets skyld... De skal komme til verden og være 120 pct ønsket af både deres far og mor....

[NSEllekilde]

Jeg vil være mor fordi jeg kan mærke det helt nede i min tåspidser at det er et ønske jeg har. Jeg har allerede en stor kærlighed til de børn jeg ikke engang har født. Jeg kan mærke at jeg skal bruge alt den kærlighed jeg rummer til at skabe et helt fantastisk væsen. Jeg elsker min kæreste for at være den mand jeg ønsker at mine børn skal have som far.

Jeg kan slet ikke forklare hvorfor jeg vil være mor eller have børn, jeg ved det bare :)

[Emilie]

synes ikke rigtig det er noget, man kan forklare.

Det er bare et ønske, der sidder dybt inden i.

Er lige blevet mor til en vidunderlig dreng i onsdags, og det er en følelse, man slet ikke kan beskrive. ♡

[TroldeMor]

Jeg skulle ikke have børn, og min mand var helt enig.... Jeg har aldrig interesseret mig for børn eller babyer, og jeg havde på ingen måde trang til at give min frihed op, for at høre på skrål og skrig, og være "slave" de næste mange år.... Sådan havde jeg det faktisk!

Men lidt efter lidt ændrede jeg mening, og manden ligeså, og jeg endte også med at blive gravid, selv om jeg nok stadig var lidt forbeholden, og også lidt i panik undervejs. Og ærligt, så var vores første et halvt års tid, før jeg for alvor havde de der store følelser for ham.

Men derfra er det så bare vokset og vokset.... Og vokset!! I dag kan jeg på ingen måde forestille mig et liv uden mine 3 vidunderlige drenge, og jeg har ikke ord til at beskrive hvor stor en berigelse de er!! Jeg elsker dem dybt, inderligt og betingelsesløst med hver en celle i min krop, og jeg er så taknemlig for hvad det så end var, der overbeviste mig om at sætte dem i verden :wub

Og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg er klar til at stoppe med at få børn endnu :blush

Siger ikke det er sådan for dig nødvendigvis, men sådan var det for mig :)

[Guest]

Nu

[Guest]

Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om børn, men en eller anden dag var der bare et eller andet inden i mig der begyndte at tikke. Jeg var ved at gå i panik flere gange undervejs i første graviditet, for hvordan skulle jeg nogensinde finde ud af det der med at være mor. Men da jeg så min lille pige for første gang faldt alting bare på plads, og som min mand sagde blev jeg med et Mor med stort M, det havde han ikke engang troet.

At se det her lille væsen vokse og udvikle sig, få personlighed, se min mand og mig selv i hende. At kunne elske nogen så betingelsesløst, jeg havde aldrig troet det ville være muligt.

[mille1981]

Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om børn, men en eller anden dag var der bare et eller andet inden i mig der begyndte at tikke. Jeg var ved at gå i panik flere gange undervejs i første graviditet, for hvordan skulle jeg nogensinde finde ud af det der med at være mor. Men da jeg så min lille pige for første gang faldt alting bare på plads, og som min mand sagde blev jeg med et Mor med stort M, det havde han ikke engang troet.

At se det her lille væsen vokse og udvikle sig, få personlighed, se min mand og mig selv i hende. At kunne elske nogen så betingelsesløst, jeg havde aldrig troet det ville være muligt.

 

Meget enig. Jeg har bestemt heler aldrig været typen der skulle have børn, og Noah bliver nok også mit eneste barn (selvom jeg er ved at være skruk igen - det troede jeg aldrig skulle ske!). Men der er bare noget over den totale tillid en baby har til dig. Du er dens et og alt. Og omvendt ;)

Det er hårdt - ingen tvivl om det! Og er man ikke 100% dedikeret, tror jeg det føles endnu hårdere. Men man kommer igennem, og det bliver nemmere dag for dag. Og når ungen griner hele vejen ned af rutchebanen, kommer hen og giver dig et kæmpe kram eller slet ikke kan være i sin egen krop af glæde over du finder termotøjet frem - ja, så er det altså det hele værd :kuller

[Lotte1987]

Jeg har valgt (sammen med min kæreste) at få børn fordi, at jeg føler det er det helt rigtige.

Går dagligt rundt og dagdrømmer mig frem til september, hvor vi endelig skal hilse på vores skønne barn.

M nusser dagligt min mave og kysser den ofte imens han render rundt og smiler.

Så vi har valgt det af lyst og kærlighed :)

Ville en af os ikke ha børn havde vi ikke valgt det og hvis den ene af os ikke var klar havde vi ikke sat gang i projekt baby..

Ville aldrig få et barn kun pga. M ville ha et og han ville omvendt heller ikke sætte et i verden, hvis han ikke følte for det..

[Solvej99]

Min kæreste og jeg talte faktisk om det forleden. Og vi blev altså enige om, at det er langt nemmere at forklare, hvorfor man IKKE vil have børn :D

Helt ærligt? Jeg kan ikke rigtig svare på det. Jeg havde bare lyst ;)

[PernilleMaj]

I fare for at blive lynchet så synes jeg bestemt ikke at man skal få børn "for nogens skyld" det er ikke en hundehvalp, men et menneske som man har ansvaret for og kærligheden til så længe man lever og hvis man ikke har det ønske helt inderst inde så skal man vente, både for ens egen og for barnets skyld... De skal komme til verden og være 120 pct ønsket af både deres far og mor....

Jeg kan nu helt sikkert se hvor du kommer fra, for dybest set er det også det jeg mener, at et barn skal være ønsket. Det er også derfor jeg stiller spørgsmålet, og årsagen til at rumsterer herinde, fordi jeg ønsker at ville ønske et barn inden det rent faktisk bliver en realitet.

[PernilleMaj]

Jeg skulle ikke have børn, og min mand var helt enig.... Jeg har aldrig interesseret mig for børn eller babyer, og jeg havde på ingen måde trang til at give min frihed op, for at høre på skrål og skrig, og være "slave" de næste mange år.... Sådan havde jeg det faktisk!

Men lidt efter lidt ændrede jeg mening, og manden ligeså, og jeg endte også med at blive gravid, selv om jeg nok stadig var lidt forbeholden, og også lidt i panik undervejs. Og ærligt, så var vores første et halvt års tid, før jeg for alvor havde de der store følelser for ham.

Men derfra er det så bare vokset og vokset.... Og vokset!! I dag kan jeg på ingen måde forestille mig et liv uden mine 3 vidunderlige drenge, og jeg har ikke ord til at beskrive hvor stor en berigelse de er!! Jeg elsker dem dybt, inderligt og betingelsesløst med hver en celle i min krop, og jeg er så taknemlig for hvad det så end var, der overbeviste mig om at sætte dem i verden :wub

Og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg er klar til at stoppe med at få børn endnu :blush

Siger ikke det er sådan for dig nødvendigvis, men sådan var det for mig :)

Det du beskriver i starten er faktisk lige hvor jeg er, næsten i hvert fald for jeg opgav en stor del af min frihed da jeg valgte at få kæledyr og et eller andet sted er de mine børn, selvom jeg helt 100 ved det ikke er det samme.

Jeg er rigtig glad for at du skriver at der gik noget tid før du dør alvor elskede din søn, men at du absolut gør det nu, for en af mine største bekymringer er, hvad nu hvis jeg ikke kan elske det her barn som det fortjener?

[Susse]

Helt ærligt hvis man kigger logisk på det giver det ingen mening at få børn.. de er mega dyre, det er et kæmpe arbejde og de tager ens tid.. Men for søren hvor er der ikke noget bedre end når min 1 årige kommer og vil løftes op og putter sig ind til mig eller når min 3 årige skal puttes og vi synger sammen og holder i hånd... Det er bare noget der ikke kan beskrives med ord... Vi valgte at få børn fordi det føltes rigtigt, fordi vi ønskede at skabe en familie sammen... Det er ret smart det biologi at man trods logikken bare føler for at give sine gener videre :D

[lpd]

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at man som kvinde vil være gravid og føde et barn, fordi en anden ønsker det. Det er ligeså meget DIT barn! DU skal ønske det! jeg kan godt afsløre, at det ikke er særlig sjovt at vokse op, og vide at ens forælder/forældre ikke har ønsket det. 

[Forunderligt]

Jeg syns tit jeg har hørt/læst historier om kvinder, som ikke følte det store for børn, som ikke så sig selv som mor osv. Men som fik barn/børn og opdagede nye sider af sig selv og oplevede den der overvældende store kærlighed til deres baby/barn alligevel. Jeg syns faktisk aldrig jeg har hørt om kvinder (eller mænd, med mindre altså de holdt sig på lang afstand af mor og barn) som har fået et barn de egentlig ikke ønskede, og som ikke alligevel er kommet til at ønske og elske deres barn helhjertet. Er det mon fordi det er et eller andet stort tabu? Findes det virkelig, mennesker som ikke reagerer på deres eget barn med kærlighed, beskyttertrang, omsorg, glæde osv? Mennesker som ser deres barn og tænker pyh, jeg burde ikke have fået det barn? Med mindre der er tale om alvorlig fødselspsykose eller lignende har jeg virkelig svært ved at forestille mig det. Tager jeg helt fejl?

 

Jeg hører så slet ikke til kategorien af tvivlere, så jeg har svært ved overhovedet at svare på trådstarterens spørgsmål. Jeg kommer fra en familie med en stor spredning af søskende alder, så der har sådan set altid været nogen der har (haft) børn i min nære familie. Min ene moster er fx 16 år ældre end mig, mine søskende er hhv 8 og 11 år yngre end mig og mine fætre og kusiner på min mors side er 6-16 år yngre end mig. Da jeg fik mit første barn tidligt er der 16 år mellem min lillesøster og min søn. Min pointe er at jeg tror der er større chance for man har den lyst til at få børn når man selv er vokset op med yngre børn man har elsket. Jeg "legede" min søster var min da jeg var 11-12 år og hun var lillebitte, og jeg har altid glædet mig til jeg skulle have mine egne børn engang. Allerede som 18 årig med min første kæreste begyndte jeg at forestille mig hvordan det ville være at blive mor, jeg var opmærksom/tiltrukket (lagde mine veninder mærke til) hver gang der var en gravid eller baby i nærheden osv. Da jeg mødte min første mand ønskede jeg mig mange børn, og snart, og da vi var forelskede og han også gerne ville så blev det med det samme, jeg var 21 da jeg fik min første og det eneste i mit liv jeg fortryder er at jeg ikke havde bedre styr på mit kærlighedsliv, så jeg kunne have fået flere børn med den samme mand. Havde jeg stået i en anden situation ville jeg nok ikke have stoppet ved 4 (eller 5 hvem ved...). Så hvorfor børn? For mig, fordi det bare altid har været et stort ønske, fordi jeg elsker dem så højt og fordi jeg syns det giver mit liv enorm meget mening at være mor til dem.

[Solvej80]

Jeg syns tit jeg har hørt/læst historier om kvinder, som ikke følte det store for børn, som ikke så sig selv som mor osv. Men som fik barn/børn og opdagede nye sider af sig selv og oplevede den der overvældende store kærlighed til deres baby/barn alligevel. Jeg syns faktisk aldrig jeg har hørt om kvinder (eller mænd, med mindre altså de holdt sig på lang afstand af mor og barn) som har fået et barn de egentlig ikke ønskede, og som ikke alligevel er kommet til at ønske og elske deres barn helhjertet. Er det mon fordi det er et eller andet stort tabu? Findes det virkelig, mennesker som ikke reagerer på deres eget barn med kærlighed, beskyttertrang, omsorg, glæde osv? Mennesker som ser deres barn og tænker pyh, jeg burde ikke have fået det barn? Med mindre der er tale om alvorlig fødselspsykose eller lignende har jeg virkelig svært ved at forestille mig det. Tager jeg helt fejl?

 

Jeg hører så slet ikke til kategorien af tvivlere, så jeg har svært ved overhovedet at svare på trådstarterens spørgsmål. Jeg kommer fra en familie med en stor spredning af søskende alder, så der har sådan set altid været nogen der har (haft) børn i min nære familie. Min ene moster er fx 16 år ældre end mig, mine søskende er hhv 8 og 11 år yngre end mig og mine fætre og kusiner på min mors side er 6-16 år yngre end mig. Da jeg fik mit første barn tidligt er der 16 år mellem min lillesøster og min søn. Min pointe er at jeg tror der er større chance for man har den lyst til at få børn når man selv er vokset op med yngre børn man har elsket. Jeg "legede" min søster var min da jeg var 11-12 år og hun var lillebitte, og jeg har altid glædet mig til jeg skulle have mine egne børn engang. Allerede som 18 årig med min første kæreste begyndte jeg at forestille mig hvordan det ville være at blive mor, jeg var opmærksom/tiltrukket (lagde mine veninder mærke til) hver gang der var en gravid eller baby i nærheden osv. Da jeg mødte min første mand ønskede jeg mig mange børn, og snart, og da vi var forelskede og han også gerne ville så blev det med det samme, jeg var 21 da jeg fik min første og det eneste i mit liv jeg fortryder er at jeg ikke havde bedre styr på mit kærlighedsliv, så jeg kunne have fået flere børn med den samme mand. Havde jeg stået i en anden situation ville jeg nok ikke have stoppet ved 4 (eller 5 hvem ved...). Så hvorfor børn? For mig, fordi det bare altid har været et stort ønske, fordi jeg elsker dem så højt og fordi jeg syns det giver mit liv enorm meget mening at være mor til dem.

Jeg vil bare lige knytte en kommentar. Ja, der findes desværre mennesker som ikke reagerer på deres eget barn med kærlighed etc. Min egen mormor er sådan et menneske, kold og kærlighedsløs er vist meget rammende, og det har i den grad skadet min egen mor i så voldsom grad, at hun ikke kunne finde ud af at være mor for sine egne børn. Det er ikke nogen mennesker jeg ser den dag i dag, da de begge er for syge på hver deres måde.

Det pæneste min mormor har kaldt mine børn, er "du der" - og derfor blev kontakten hurtigt brudt da jeg selv blev mor til den første. Det skal ikke gå videre i arv. Jeg er kun hvor jeg er i dag pga. en far og nogle forskellige terapeuter jeg selv har opsøgt som teenager og voksen. Og der findes desværre mange derude som er børn af mennesker som af den ene eller anden årsag, egentlig ikke magter børnene.

 

Jeg kan kun tale ud fra egen erfaring, men hvis man ikke er så interesseret i at få børn - skal man slet ikke få dem. Jeg fik overtalt min første mand til det, og han var reelt ikke klar og skred meget kort efter.

 

Til trådstarter; Jeg fik selv børn fordi jeg ønskede en familie, med alt hvad det indebærer af fantastiske ting og knap så fantastiske ting. Børn er de mest givende, dejlige, kærlige små krævende bæster der tager alt din frihed. De sidder på dig når du er på wc, kalder på dig om natten, skal have hjælp hele tiden, og der er ikke noget bedre end at blive løbet i møde af små buttede arme der råber mor mor. Jeg tror det er meget svært at beskrive, hvis man ikke har lysten til at være mor. Det kan jo være det kommer til dig på et tidspunkt. Måske handler det om at du skal forestille dig hvilket slags liv du vil have. Hvad skal det indeholde og hvad skal det ikke indeholde.

Jeg ved mit liv i 25 år bestod af barndom, ungdom, fest og farver - så kom/ kommer ca. 20 år som består i primært at være mor og forsørger, når børnene er flyttet så kommer det til at bestå af noget andet og der har jeg nok 40 år til alt muligt andet. Så jeg ser sådan på det at det liv jeg har nu er ikke forevigt, og jeg skal nyde det så længe det varer. Min eks mand derimod, vil have et liv fyldt med rejser, restauranter, arbejde og skiftende forhold, han kan slet ikke holde tanken om min ensformige hverdag ud. Der er ikke noget mere rigtig end noget andet, men skal bare ikke gøre noget forandres skyld.

 

Pøj pøj med det!

[PernilleMaj]

Jeg sætter virkelig pris på alle jeres svar, uanset hvad de så måtte være.

Hvis jeg havde det så dårligt med at få børn, at jeg ville tage afstand fra dem eller behandle dem som Solvej80's mor desværre er blevet, så ville jeg under ingen omstændigheder få børn. Jeg kan godt lide børn og mine overvejelser her kunne jeg aldrig finde på at lufte overfor fremtidige børn. Det er ikke noget, de har brug for at vide eller føle, ligesom jeg er sikker på, at jeres børn heller ikke får det at vide, hvis fx jeres mand ikke har været parat samtidig med jer.

Jeg tror, det jeg ville med tråden (og det har jeg virkelig ikke fået tydeligtgjort), var at finde ud af, hvorfor andre gerne vil have børn, for hvis jeg kender andres årsager, kan jeg måske bedre forholde mig til min egen manglende interesse/lyst/parathed, komme videre og så måske rent faktisk finde lysten.

Jeg kan godt forstå hvorfor det sætter gang i nogen bekymringer, at jeg vil vælge at få børn for min mands skyld, men hvis jeg ikke tog den beslutning ville jeg aldrig komme videre. Der hører mange forskellige årsager bagved, som ikke er så relevante, når beslutningen først er taget.

For at gentage mig selv, vil jeg bare derhen hvor jeg ønsker mig et barn, lige nu er jeg der, hvor jeg ønsker mig, at jeg ville ønske mig et barn - hvis det giver mening - og det håbede jeg at jeres årsager til at få børn måske kunne hjælpe med. Jeg er i hvert fald rigtig glad for at læse dem :)

[AS2014]

Jeg kan godt forstå dig PernilleMaj! Og er faktisk lidt lettet over at læse denne tråd ;)

Efter at have rumsteret herinde nogle uger (mest af alt for at følge mine bryllupsklar bekendtskaber), så begyndte jeg virkelig at føle, at jeg var den mest mærkelige kvinde i verden. Jeg vil da gerne have børn, ingen tvivl om det, men det er ikke et brændende altoverskyggende ønske, der fylder dag og nat i min bevidsthed! Min mand har dog været klar længe, men har også sagt, at han ikke vil begynde projektet, før jeg er sikker på, at jeg er klar. Og hvornår er man så klar? For at være helt ærlig, tror jeg aldrig der kommer et tidspunkt, hvor jeg er 100% klar. Men behøver man så være det? Må man ikke godt få børn, selvom det ikke smerter en i hjertet, hver gang man ser en negativ graviditetstest?

Jeg har snakket med to veninder, der havde det på samme måde som mig. De har begge været utrolig længe om at blive gravide, og tror da det har gjort forløbet mindre belastende for dem, at det ikke var nået at blive et altoverskyggende ønske. De sagde også begge, at selvom de hver gang de havde testet havde stået og tænkt "nej nej nej, fuck fuck fuck, jeg vil ikke alligevel", så den dag de testede positivt blev de så glade, og fra den dag var de bare klar på rollen som mor. Og det er vel OK - der skal vel også være plads til sådan nogle som os ;)

Herhjemme har vi besluttet at smide præventionen, og det passer mig ganske fint, hvis vi kommer til at vente lidt. Nu ved jeg også på forhånd, at vi er udfordrede på flere punkter, og formentlig ikke kommer til at kunne få børn uden hjælp. Så det har spillet med i mine overvejelser, at det er fint at starte, inden jeg er blevet besat af tanken om at få et barn :D og vi bliver jo heller ikke yngre (bliver begge 29 i år, så vi kan jo hurtigt nå at blive "gamle" hvis vi skal ud i at have al mulig hjælp).

Jeg vil gerne have børn og er sikker på at moderinstinktet i mig er meget stort, når det engang bliver sluppet løs. Men samtidig drømmer jeg lige nu mest af alt om at komme til Sydafrika og dykke med hajer, vandre i Borneos jungle og se orangutanger, gå all in på min karriere og måske bo i udlandet nogle år mm. Jeg nyder at vi spontant kan tage ud og spise en lækker middag, eller lige bestille en "kærestertur" et eller andet sted hen. Jeg nyder at have min mand for mig selv og al den tid vi har ubetinget til hinanden.

Men tror det er meget rigtigt som flere andre skriver, at det er nemmere at svare på, hvorfor man IKKE vil have børn!

Hvad er det for nogle tanker du gør dig PernilleMaj?

[Sparklinrock]

Hvor gammel er du? (beklager, hvis du allerede har skrevet det)

 

For mig hang lysten nemlig meget sammen med alderen, og hvor langt jeg ellers var nået 'i livet'. Da jeg var i 20'erne tog jeg beslutningen om, at jeg gerne ville have børn (en dag), da jeg på lang sigt ikke kunne forestille mig et liv uden børn og børnebørn - hvad skal man ellers lave, når man er 70 år? hehe :D Men på daværende tidspunkt havde jeg som sådan ikke lyst til børn.

 

Da jeg så mødte min mand (jeg var 29 år), kom jeg tættere på og fik lidt mere lyst, da jeg nu kunne se, hvem jeg skulle have børn sammen med. Det var en stor del af ligningen for mig. Dog har jeg altid tænkt, at jeg skulle giftes før, jeg fik børn. Den var min mand som udgangspunkt ikke helt med på (han ville gerne have børn mad det samme), men det endte alligevel med, at vi fik vores drømmebryllup og en fantastisk fest inden, vi gik i gang med PB. Det sidste år inden brylluppet smed jeg p-pillerne, og efter brylluppet gik vi 'all in' på PB :) (her var jeg 33 år). På dette tidspunkt var min lyst til børn virkeligt kommet. Jeg tror, at det hang meget sammen med, at det føltes som det naturlige næste skridt i vores liv. Vi var etableret, gift, havde kendt hinanden i over 4 år, mange af vores venner havde nu børn, og børn føltes som det mest naturlige, der skulle ske der. (At der så gik 18 mdr og en masse fertilitetsbehandling før jeg blev gravid er en anden historie, som måske bare har gjort ønsket så meget større). Jeg er den dag i dag ikke specielt vild med andres børn. Men det er tanken om netop vores barn og vores familie, der gør mig helt blød i knæene.

 

Så jeg tænker - hvilke andre 'projekter' har I i jeres liv? Er der noget andet, der skal overståes først, så du bedre kan give dig hen til jeres kommende baby? I kunne måske lægge en plan. Noget med, at når lejligheden er renoveret eller du er nået til et bestemt punkt i din karriere, så går I i gang? Så kan du gå og vende dig til tanken så længe, og så er jeg sikker på, at lysten også kommer.

 

Held og lykke med det :goodluck

[PernilleMaj]

Jeg kan godt forstå dig PernilleMaj! Og er faktisk lidt lettet over at læse denne tråd ;)

Efter at have rumsteret herinde nogle uger (mest af alt for at følge mine bryllupsklar bekendtskaber), så begyndte jeg virkelig at føle, at jeg var den mest mærkelige kvinde i verden. Jeg vil da gerne have børn, ingen tvivl om det, men det er ikke et brændende altoverskyggende ønske, der fylder dag og nat i min bevidsthed! Min mand har dog været klar længe, men har også sagt, at han ikke vil begynde projektet, før jeg er sikker på, at jeg er klar. Og hvornår er man så klar? For at være helt ærlig, tror jeg aldrig der kommer et tidspunkt, hvor jeg er 100% klar. Men behøver man så være det? Må man ikke godt få børn, selvom det ikke smerter en i hjertet, hver gang man ser en negativ graviditetstest?

Jeg har snakket med to veninder, der havde det på samme måde som mig. De har begge været utrolig længe om at blive gravide, og tror da det har gjort forløbet mindre belastende for dem, at det ikke var nået at blive et altoverskyggende ønske. De sagde også begge, at selvom de hver gang de havde testet havde stået og tænkt "nej nej nej, fuck fuck fuck, jeg vil ikke alligevel", så den dag de testede positivt blev de så glade, og fra den dag var de bare klar på rollen som mor. Og det er vel OK - der skal vel også være plads til sådan nogle som os ;)

Herhjemme har vi besluttet at smide præventionen, og det passer mig ganske fint, hvis vi kommer til at vente lidt. Nu ved jeg også på forhånd, at vi er udfordrede på flere punkter, og formentlig ikke kommer til at kunne få børn uden hjælp. Så det har spillet med i mine overvejelser, at det er fint at starte, inden jeg er blevet besat af tanken om at få et barn :D og vi bliver jo heller ikke yngre (bliver begge 29 i år, så vi kan jo hurtigt nå at blive "gamle" hvis vi skal ud i at have al mulig hjælp).

Jeg vil gerne have børn og er sikker på at moderinstinktet i mig er meget stort, når det engang bliver sluppet løs. Men samtidig drømmer jeg lige nu mest af alt om at komme til Sydafrika og dykke med hajer, vandre i Borneos jungle og se orangutanger, gå all in på min karriere og måske bo i udlandet nogle år mm. Jeg nyder at vi spontant kan tage ud og spise en lækker middag, eller lige bestille en "kærestertur" et eller andet sted hen. Jeg nyder at have min mand for mig selv og al den tid vi har ubetinget til hinanden.

Men tror det er meget rigtigt som flere andre skriver, at det er nemmere at svare på, hvorfor man IKKE vil have børn!

Hvad er det for nogle tanker du gør dig PernilleMaj?

 

 

Hvor gammel er du? (beklager, hvis du allerede har skrevet det)

 

For mig hang lysten nemlig meget sammen med alderen, og hvor langt jeg ellers var nået 'i livet'. Da jeg var i 20'erne tog jeg beslutningen om, at jeg gerne ville have børn (en dag), da jeg på lang sigt ikke kunne forestille mig et liv uden børn og børnebørn - hvad skal man ellers lave, når man er 70 år? hehe :D Men på daværende tidspunkt havde jeg som sådan ikke lyst til børn.

 

Da jeg så mødte min mand (jeg var 29 år), kom jeg tættere på og fik lidt mere lyst, da jeg nu kunne se, hvem jeg skulle have børn sammen med. Det var en stor del af ligningen for mig. Dog har jeg altid tænkt, at jeg skulle giftes før, jeg fik børn. Den var min mand som udgangspunkt ikke helt med på (han ville gerne have børn mad det samme), men det endte alligevel med, at vi fik vores drømmebryllup og en fantastisk fest inden, vi gik i gang med PB. Det sidste år inden brylluppet smed jeg p-pillerne, og efter brylluppet gik vi 'all in' på PB :) (her var jeg 33 år). På dette tidspunkt var min lyst til børn virkeligt kommet. Jeg tror, at det hang meget sammen med, at det føltes som det naturlige næste skridt i vores liv. Vi var etableret, gift, havde kendt hinanden i over 4 år, mange af vores venner havde nu børn, og børn føltes som det mest naturlige, der skulle ske der. (At der så gik 18 mdr og en masse fertilitetsbehandling før jeg blev gravid er en anden historie, som måske bare har gjort ønsket så meget større). Jeg er den dag i dag ikke specielt vild med andres børn. Men det er tanken om netop vores barn og vores familie, der gør mig helt blød i knæene.

 

Så jeg tænker - hvilke andre 'projekter' har I i jeres liv? Er der noget andet, der skal overståes først, så du bedre kan give dig hen til jeres kommende baby? I kunne måske lægge en plan. Noget med, at når lejligheden er renoveret eller du er nået til et bestemt punkt i din karriere, så går I i gang? Så kan du gå og vende dig til tanken så længe, og så er jeg sikker på, at lysten også kommer.

 

Held og lykke med det :goodluck

 

Jeg kan starte med at skrive at jeg er 26 og min mand er 27.

Udover at være færdiguddannet er der ikke andre projekter som sådan og jeg er færdig til januar. Karrieremenneske bliver jeg aldrig, jeg er i bund og grund rigtig meget familiemenneske ;)

 

Jeg har arbejdet med børn i et par år (gør dog ikke mere), men for mig betyder det, at jeg har et enormt fokus på, hvor meget arbejde, der er med at have børn og hvor pressede forældre er for at få det hele til at gå op i en højere enhed med arbejdet og familien. Især i december måned, hvor der gerne er alle de her hyggelige forsamlinger i skole, SFO, børnehave osv. hvor det forventes at man deltager og hvor jeg har set på børn, hvor ondt det kan gøre, hvis deres forældre bare ikke kan nå det. Så det er rigtig meget tanker om arbejdet i at have børn krydret med lidt frygt om ikke at gøre det godt nok.

Derudover er min mand ofte på arbejde eftermiddag/aften/weekend og det bliver kun mere udtalt efter han er færdiguddannet, så jeg vil komme til at stå med det meste selv, hvor han så primært kan komme og være den søde far (det er sikkert en fordom, men virkelig noget jeg er bange for det ender med).

Et næste aspekt i det er roen, jeg har rigtig meget brug for ro og det får man ikke med små børn i huset ;)

Jeg kan godt se at ovenstående meget handler om frygt og tab af frihed, hvoraf førstnævnte bare er i mit hoved, jeg kan sagtens håndtere børn også når det hele går op i en spids - har stået i situationen mange gange og sidstnævnte kan sikkert blive en del nemmere at overkomme, når vi engang flytter på landet, så jeg ikke føler mig indespærret mellem høje bygninger..

Så altså fysisk set er vi næsten klar og psykisk set kan vi sagtens klare det. Jeg tror bare det jeg primært mangler er glæden og ønsket om det.

 

Og @sparklinrock - jeg har altid sagt, at hvis jeg kunne få børnebørnene uden selv at skulle igennem perioden med at have børn, så ville jeg gøre det. Af en eller anden mærkelig årsag har jeg faktisk en drøm om at blive bedstemor :)

[PernilleMaj]

Det er alt sammen super gode råd du kommer med og jeg vil bestemt huske dem.

Desværre kan jeg/vi ikke gøre så meget ved at jeg kommer til at stå med det meste af arbejdet. Min mand er musiker og vil alt andet lige sidde til prøver om eftermiddagen og spille koncert en del aftener om ugen. Derudover vil langt de fleste musikere være nødt til at undervise ved siden af. Vi lavede denne forventningsafstemning for et par år siden, men det kan da godt være vi skal overveje om den kan tages op til revision :-)

[Sparklinrock]

Hvis ikke du er karrieremenneske, så vil det måske være en mulighed, at du kan gå på nedsat tid, når I får børn. Så får du mere tid og overskud til at få det hele til at hænge sammen. Derudover har det fleste af vores venner med børn prioriteret rengøringshjælp, så tiden i weekenden ikke skal gå med kedeligt husligt arbejde. Det kunne måske også være en løsning for jer?

 

Men altså, I er jo unge endnnu :) Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er 29 år. Måske I bare skal aftale at vente 1 år eller 2, mens du vender dig til tanken og nyder din frihed uden forpligtelser :) Jeg havde heller ingen lyst til børn, da jeg var 26 - det er først kommet senere. Eller måske I skal opfylde drømmen om at flytte på landet, før I går i gang? Måske er det det, der skal til for at give dig ro og lyst?

 

Jeg tror dog, at man på et eller andet plan skal have lyst til at få vildt travlt med madpakker, bleer, manglende søvn og børnehavearrangementer, før man skal gå i gang med at få børn. Eller måske ikke ligefrem have brændende 'lyst', men i hvert fald ikke blive skræmt af tanken :)

[Camilla_krøier]

Hjemme hos os bliver det også mig der kommer til at stå med størstedelen, det har vi hele tiden vidst og været indforstået med.... Min mand er konsulent og indenfor det næste år bliver han forhåbentlig projektleder, hans karriere er vigtig for ham plus at det giver os noget økonomisk spillerum, omend det også betyder at han nogen dage må arbejde mere og ikke altid kan være på projekter i København...

Når jeg går på barsel til sommer mangler jeg stadig 1,5 år af mit studie, hvilket betyder at vores barn når at blive 2,5 år før jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen og så håber jeg at på at jeg kan få et deltidsjob...