Nu at få 4årig til at gøre som der bliver bedt om

[Tumlepigen]

Hej piger

Jeg vil gerne høre, hvordan I tackler følgende situation:

Der er 10 min til Filippas sengetid, så mor beder hende om at gå ud og tisse af, så hun kan få ble på og få børstet tænder. Mor går med Filippa ud på badeværelset. Filippa begynder at stå og lege med skabslågerne. Mor beder hende igen om at få tisset af. Filippa siger "nej, det vil jeg ikke".

Hvordan agerer I som forældre herfra?
Det kunne være alle mulige andre situationer, hvor man som forælder har brug for at barnet gør som det bliver bedt om.

[Guest]

Åh jeg følger lige med. For Simon har p.t. også halm i ørerne især omkring sengetid... Håber det bliver bedre når J begynder at være mere hjemme om aftenen...

[Susanne]

Jeg ville sige: det skal du. Sæt dig op og tis. Hvis hun stadig ikke gør noget, så ville jeg i helt roligt tonefald sige: så hjælper jeg dig lige op og tisse og så fysisk gå hen og løfte/blidt skubbe hende med toilettet. Hvis hun så stejler fuldstændig og skriger 'nej' eller 'vil selv' (som vanligt her :rolleyes) så ville jeg igen i roligt toneleje og uden vrede sige: 'enten, så kravler du selv op og tisser nu eller også hjælper jeg dig'. Oftest er man nødt til at nå til udførelse af 'så gør jeg det-stadiet' fordi de liiige skal teste om man nu også mener det :Rolleyes

For mig er udfordringen, ikke at blive tydeligt irriteret...

[Barbamama]

Hmm, jeg tænker at første skridt for mig, ville være at prøve at forstå, hvorfor hun ikke vil tisse.

- Kan hun ikke mærke behovet for at tisse (at hun skal)?

- Virker det formålsløst for hende, når hun alligevel skal have ble på?

- Vil hun gerne trække tiden til sengetid? (Og i så fald hvorfor? Fordi hun ikke føler sig træt? Fordi det giver mere tid med mor?)

- Har I meget spændende skabslåger?

Eller whatever. :)

Hvad jeg gør derefter afhænger nok at, hvordan jeg forstår det. Hvis det fx er fordi bleen virker formålsløs, så ville jeg prøve at italesætte noget med, hvorfor I gerne vil have at hun tisser (fx fordi det kan være godt at øve sig i, til når man en dag ikke skal have ble på), og hvis det fx er for at trække tiden med mor, så ville jeg prøve at opfylde det behov på en anden måde (måske mere tid alene med mor inden putning, eller tilbyde at blive længere til putning).

[Fru SP]

Nu er Edith jo ikke så gammel, men vi gør egentligt det Susanne skriver.

Vi tæller dog til 3, for at E har en grænse for hvorlænge vi venter på at hun gør det selv.. Ellers tager det 100 år..

Jeg ville nok sige noget som "jeg tæller til 3 og hvis ikke du selv er kravlet op, så hjælper jeg dig op på toilettet". Det virker stort set altid herhjemme, for hun vil selv. Så snakker vi om (mens hun sidder på toilettet eller hvad nu det er) at skabene jo også er top spændende og dem kan vi kigge på bagefter, hvis hun har lyst..

[Bamse&Kylling]

Vi sætter altid et ur og når det ringer skal det ske - altså enten at hun skal tisse, have børstet tænder eller what ever.

Nogle gange får hun 10 min, andre gange mindre tid (nogle gange siger hun selv 8 min f.eks og så sætter vi uret til det).

Så snart det ringer, går hun med og det er virkelig sjældent der er brok.

Her betyder forberedelse alt!!

Hvis vi midt i det hele siger, nu skal du have børstet tænder, så sker det ikke...

Når hun bliver frøken modsat gør jeg ligesom Susanne. Giver to valgmuligheder. Enten gør hun det selv, eller jeg hjælper. Ved tandbørstning ka det være "vil du sidder på toilettet eller stå på skamlen og få børster tænder?" Så har hun et valg og føler sig ik tvunget, selvom begge dele ender ud i tandbørstning.

Giver det mening?

[Nica]

Jeg ville sige: det skal du. Sæt dig op og tis. Hvis hun stadig ikke gør noget, så ville jeg i helt roligt tonefald sige: så hjælper jeg dig lige op og tisse og så fysisk gå hen og løfte/blidt skubbe hende med toilettet. Hvis hun så stejler fuldstændig og skriger 'nej' eller 'vil selv' (som vanligt her :rolleyes) så ville jeg igen i roligt toneleje og uden vrede sige: 'enten, så kravler du selv op og tisser nu eller også hjælper jeg dig'. Oftest er man nødt til at nå til udførelse af 'så gør jeg det-stadiet' fordi de liiige skal teste om man nu også mener det :Rolleyes

For mig er udfordringen, ikke at blive tydeligt irriteret...

:Ditto

[Tumlepigen]

Mange tak for jeres input! Der er forslag der skal afprøves for vi ender ofte i en "trussel" situation og jeg HADER det :(

Min udfordring er bestemt at tøjle min irritation.

[Susanne]

Mange tak for jeres input! Der er forslag der skal afprøves for vi ender ofte i en "trussel" situation og jeg HADER det :(

Min udfordring er bestemt at tøjle min irritation.

Jeg indlod længe at bruge:' enten, så... Eller også' fordi jeg synes det var en trussel, men min mor sagde, at det handler om hvordan man siger det. Hvis det siges uden vrede og irritation, er det jo reelt bare at give hende et valg og sikke en forskel det gjorde! Ofte gør jeg også som Kami og giver valget mellem to måder at gøre noget, så det fjerner spørgsmålet om hvorvidt det er tandbørstning eller ej, men omstændighederne det forgår under ;)

[Camillat]

Vi bruger samme som Kami - medbestemmelse eller foelelsen heraf betyder meget for Noahs samarbejdsvillighed. Derfor er det meget med at forberede ham paa, at hvad som helst skal ske. Dernaest at involvere ham, saa hans engagement bliver aktiveret og vi klarer det sammen med glaede og velvillighed. Min teknik til ikke at blive sur, er at sige til mig selv, at det er mig selv, jeg skal arbejde med. Ikke mit barn!  Det lykkes ikke hver gang, men ofte ;) 

 

Naar jeg saa virkelig bliver sur og utaalmodig, saa skal min vejrtraekning helt ned i maven og jeg bruger saa en lidt yoga-vejrtraekning med at presse alt luften ud af mig, saa naeste vejrtraekning kan blive RIGTIG stor og forloesende.det kan ogsaa hjaelpe at faa os til at grine sammen og saa tilbyde forhandling med lidt valgmuligheder. 

 

Noah er for eksempel meget langsom til at spise aftensmad og efter nogle dage, hvor jeg har haft meget lyst til at skynde paa ham og er blevet irriteret, saa bruger jeg ovenstaaende teknikker og tilbyder, at han kan komme i bad og lege, men at han saa er noedt til at spise det og det og det i en fart. Saa om han vil i bad eller ej... ? Hvis han glemmer det, saa minder jeg ham om, at vi lige har lavet en aftale og at jeg forventer, at han spiser, saa han kan komme i bad. Hvis han siger nej, saa lader jeg  faktisk som ingenting.... 

[Guest cmbk]

Hvis ikke hun vil tisse inden hun alligevel skal have ble på og i seng, ville jeg faktisk ikke tage den som et problem, men bare sige "Det er godt at få tisset af, inden man skal i seng. Det gør mor også" men acceptere at hun måske ikke vil.

Havde det feks været ved tandbørstning, at hun ikke ville det havde det ganske enkelt ikke været til debat og hun kunne vælge at samarbejde eller bare få børstet tænder.

[Tumlepigen]

Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en ny tråd men kom så i tanke om denne. Vi har altså stadig udfordringer med at Filippa bliver meget på tværs, når hun får et nej. Det er så frustrerende, for jeg bliver altså virkelig irriteret/sur på hende, selvom jeg godt ved det ikke hjælper :(

 

Fx i går var der flere situationer: først da vi skulle hjem fra et sted, som hun ikke lige ville hjem fra og så da hun skulle i seng, hvor hun havde fået lov at se en lille tegnefilm og så spurgte hvad klokken var. Da jeg svarede fem minutter over halv otte gik hun i spåner, fordi hun ville i seng kl. halv otte. Jeg bliver SÅ frustreret fordi jeg føler mig magtesløs, når jeg 5-8-10 gange har prøvet at forklarer hende hvorfor og vise forståelse. Jeg kan jo ikke vente i evigheder på at køre hjem/få hende puttet :unsure

[Mette A.]

Åh hvor jeg kender det! Herhjemme er det nøjagtig det samme. Jeg tror bare det er sådan det er og at vi desværre bare må væbne os med tålmodighed og håbe de vokser fra det :unsure

Jeg bliver også virkelig sur og irriteret, men øver mig i at tælle til 10-20-30 stykker og så lige trække vejret dybt for at finde styrke. Og så lader jeg Lise rase ud og er så klar til at tage imod hende med godt humør og et smil, når hun er klar igen. 

[tazdiginez]

Vi er selv en "Nej, det vil jeg ikke" fase, hvor hele verdenen går i stykker og der råbes af mor og far...

Suk....

[Susanne]

Anna er virkelig også kortluntet og bliver stiktosset, hvis hun ikke får det som hun vil have det. Og hun siger for tiden stort set nej til alt hvad vi beder hende om og/eller siger hun skal. Det er op ad bakke og det er hårdt! Jeg når altså også tit til råbe-grænsen :(

 

For os er det afgørende, at vi IKKE lader episoderne eskalere. Der skal med det samme gøres klart hvad hun må/ikke må og hvad vi vil have hun gør (tager sko på, vasker hænder etc) og så skal vi relativt hurtigt sørge for det sker. Metoden er stadig som jeg beskrev sidst tråden var oppe, at give hende valget mellem at gøre det selv eller at jeg/vi 'hjælper' hende. Hun tester det HELE tiden og det er til at blive sindssyg af, men jeg tror altså, at det er en 'almindelig' fase, hvor de tester, at forældrene er der og sætter grænserne. Som min mor siger, så tester de, at der er en mur at spille bold op af og det er vigtigt, at den står der - hver gang! Det gør dem trygge, at de ved man er der. Hele tiden.

 

Men som sagt, så forstår jeg din frustration og Anna får mig altså lidt for tit længere ud end jeg selv er stolt af, men jeg gør det så godt jeg kan.

 

Kæmpe :kram2

[Solvej99]

Jeg tror, at de alle sammen er sådan. Noget der som regel hjælper herhjemme er at forberede og lave små aftaler. Fx når den der tegnefilm er slut, så går vi ud og børster tænder. Hvis han så ikke kommer, så siger jeg: "jeg tæller til 5, og hvis du ikke er kommet, så bærer jeg dig ind i seng uden godnathistorie". Heldigvis kommer det ikke så tit til den sidste del - truslen.

Hvilke situationer er det ellers?

Men jeg forstår dig så godt. I langt de fleste tilfælde har jeg ok tålmodighed, men hvis jeg er virkelig træt eller i dårligt humør, så kan jeg blive SÅ irriteret, hvis han ikke bare hører efter. Men det bliver det jo så kun værre af <_<

[Solvej99]

Anna er virkelig også kortluntet og bliver stiktosset, hvis hun ikke får det som hun vil have det. Og hun siger for tiden stort set nej til alt hvad vi beder hende om og/eller siger hun skal. Det er op ad bakke og det er hårdt! Jeg når altså også tit til råbe-grænsen :(

For os er det afgørende, at vi IKKE lader episoderne eskalere. Der skal med det samme gøres klart hvad hun må/ikke må og hvad vi vil have hun gør (tager sko på, vasker hænder etc) og så skal vi relativt hurtigt sørge for det sker. Metoden er stadig som jeg beskrev sidst tråden var oppe, at give hende valget mellem at gøre det selv eller at jeg/vi 'hjælper' hende. Hun tester det HELE tiden og det er til at blive sindssyg af, men jeg tror altså, at det er en 'almindelig' fase, hvor de tester, at forældrene er der og sætter grænserne. Som min mor siger, så tester de, at der er en mur at spille bold op af og det er vigtigt, at den står der - hver gang!

Men som sagt, så forstår jeg din frustration og Anna får mig altså lidt for tit længere ud end jeg selv er stolt af, men jeg gør det så godt jeg kan.

Kæmpe :kram2

I øvrigt også meget enig her :ditto

[Tumlepigen]

Igen tak piger. Det giver god mening i teorien men jeg har svært ved at få det til sa ske i virkeligheden. Igen her til aften har vi en episode:

Manden og jeg talte om det i går aftes og bliver enige om at fra i dag er rutinen at hun skal have nattøj på ved 19-tiden og det foregår med slukket tv. Sengetid er kl 19.30 sharp uanset om man er midt i en tegnefilm eller der lige kommer en kort en man gerne vil se. Det med sengetiden aftalte jeg med hende selv i går aftes efter episoden forklaret længere oppe. Det fortalte jeg hende i morges og igen i eftermiddag og hun accepterede.

Da klokken er omk 19 tumler hun og far på foldemadrassen. Far siger han skal på toilet og kl er 19 så hun skal begynde at tage tøj af så hun kan få nattøj på. Far går og hun ligger på madrassen. Jeg beder hende flere gange om at tage tøj af uden hun gør det. Jeg minder om vores aftale hun gør det stadig ikke men virker nu sur. Far kommer ind og beder også om hende om det. Hun bliver liggende og jeg spørger hvorfor hun ikke tager sit tøj af. Hun svarer at det er fordi hun gerne ville lege med far. Jeg siger at det forstår jeg godt men hyggelige ting slutter, nu er det tid at få nattøj på som vi har aftalt. Jeg prøver så det med at tælle til 3 ellers hjælper jeg hende. Hun er ligeglad og gider ikke selv (sådan er det meget af tiden), så jeg sætter hende op og begynder at tage tøjet af hende. Da hun har fået trusser på løber hun hen og mukker ved døren og begynder at række tunge af mig. Jeg siger bestemt til hende at jeg ikke vil have det for sådan opfører vi os ikke overfor hinanden. Hun svarer jo og gør det igen. Sådan fortsætter det et par gange før jeg beder hende gå op på værelset (både far og jeg må trække vejret dybt). Hun går ud i gangen og begynder kort efter at græde. Jeg går ud til hende og trøster og hun kan jo ikke forklare hvorfor hun bliver sådan på tværs.

Hun ender med at få nattøj på og nå at se lidt tegnefilm. Jeg går op med Leonora men kan høre det igen eskalerede da hun skulle i seng og far ender med at gå ud af hendes værelse og smække døren :( De bliver gode venner ifen og hun bliver puttet og sover nu.

Jeg er virkelig frustreret og ked af de situationer - føler virkelig jeg mangler nogle mor-evner :(

[Solvej99]

Du mangler ikke mor-evner :kram2

Hvis jeg må kommentere på den konkrete situation (det er jo bare min holdning, som du er velkommen til at se bort fra :) ):

Jeg tror ikke, at de kan administrere tidspunkter i den alder, så det ville jeg faktisk droppe igen, hvis jeg var jer. Børn opfatter bedre tidspunkter ud fra rutiner. Hvis hun fx er vant til, at hver aften inden sengetid, sker der det og det. Så ved hun, at sengetiden begynder at nærme sig. Deres krop skal ligesom indstilles på det, fx ved at sidde med dynen i sofaen og se en sidste tegnefilm og geare ned. De ved det ikke ved at se på et ur :) (tror jeg).

I den konkrete situation er hun i gang med en rigtig god (og vild) leg, som I meget pludseligt afbryder, og det bliver hun sur over. Mit bud er, at det er der, det går skævt. I hendes verden er I jo bare vildt tarvelige, at I afbryder en god leg.

I det tilfælde kunne I fx have prøvet at sige: "Det er snart børste-tænder-tid. Nu må du få 2 flyveture mere, og så går vi ud og børster tænder". På den måde ved hun, hvad der skal ske, og hun kan begynde at indstille sig på, at legen vil slutte, så hun ikke bliver lige så sur og skuffet.

Det er lige mine tanker :)

[tazdiginez]

Du mangler ikke mor-evner :kram2

Hvis jeg må kommentere på den konkrete situation (det er jo bare min holdning, som du er velkommen til at se bort fra :) ):

Jeg tror ikke, at de kan administrere tidspunkter i den alder, så det ville jeg faktisk droppe igen, hvis jeg var jer. Børn opfatter bedre tidspunkter ud fra rutiner. Hvis hun fx er vant til, at hver aften inden sengetid, sker der det og det. Så ved hun, at sengetiden begynder at nærme sig. Deres krop skal ligesom indstilles på det, fx ved at sidde med dynen i sofaen og se en sidste tegnefilm og geare ned. De ved det ikke ved at se på et ur :) (tror jeg).

I den konkrete situation er hun i gang med en rigtig god (og vild) leg, som I meget pludseligt afbryder, og det bliver hun sur over. Mit bud er, at det er der, det går skævt. I hendes verden er I jo bare vildt tarvelige, at I afbryder en god leg.

I det tilfælde kunne I fx have prøvet at sige: "Det er snart børste-tænder-tid. Nu må du få 2 flyveture mere, og så går vi ud og børster tænder". På den måde ved hun, hvad der skal ske, og hun kan begynde at indstille sig på, at legen vil slutte, så hun ikke bliver lige så sur og skuffet.

Det er lige mine tanker :)

:ditto

[Tumlepigen]

Du mangler ikke mor-evner :kram2

Hvis jeg må kommentere på den konkrete situation (det er jo bare min holdning, som du er velkommen til at se bort fra :) ):

Jeg tror ikke, at de kan administrere tidspunkter i den alder, så det ville jeg faktisk droppe igen, hvis jeg var jer. Børn opfatter bedre tidspunkter ud fra rutiner. Hvis hun fx er vant til, at hver aften inden sengetid, sker der det og det. Så ved hun, at sengetiden begynder at nærme sig. Deres krop skal ligesom indstilles på det, fx ved at sidde med dynen i sofaen og se en sidste tegnefilm og geare ned. De ved det ikke ved at se på et ur :) (tror jeg).

I den konkrete situation er hun i gang med en rigtig god (og vild) leg, som I meget pludseligt afbryder, og det bliver hun sur over. Mit bud er, at det er der, det går skævt. I hendes verden er I jo bare vildt tarvelige, at I afbryder en god leg.

I det tilfælde kunne I fx have prøvet at sige: "Det er snart børste-tænder-tid. Nu må du få 2 flyveture mere, og så går vi ud og børster tænder". På den måde ved hun, hvad der skal ske, og hun kan begynde at indstille sig på, at legen vil slutte, så hun ikke bliver lige så sur og skuffet.

Det er lige mine tanker :)

 

Tak for input!

 

Jeg er til dels enig med tidspunkter. Hun kan ikke klokken og det ved vi godt. Hun er dog fuldt bevidst om, at hun skal i seng 19.30. Jeg kan sagtens se, at vi kan undlade at nævne tidspunktet, men det ændrer jo ikke på, at hun skal tage nattøj på deromkring. Så kan vi "bare" sige, at nu er det tid til nattøj og jeg forudser, at hun så siger hvorfor og evt. spørger hvad klokken er. Vores udfordring ligger meget i, at hun jo ikke vil gøre tingene når vi beder hende om det uanset om vi bruger tidspunkter eller ej.

Jeg kan godt se det med afbrydelsen af legen. Vi plejer også at være gode til at sige 1-2 gange mere (den smuttede nok i dag), så er det slut - men det bliver hun nu stadig sur og tvær over.

 

Det jeg er mest frustreret over, er at jeg jo ikke kan vente i evigheder på at det passer hende at gøre som jeg beder om.

[Tumlepigen]

Vil lige sende et :kram og dele at Maja på 6 år - hun kan altså stadig have vådt bølgepap mellem ørene... Det er blevet LANGT bedre, men vi kan stadig diskutere hende om at få ting gjort... 

 

Vores strategi er meget som Susanne - give et simpelt valg... Overfor Maja kan vi godt være lidt mere... specifikke... Altså eksempelvis skal hun selv lægge sit tøj på plads når vi har lagt det sammen, og fordelt det i bunker. Bunkerne skal altså bare løftes ind i skabet. Når hun ikke vil det, så plejer vi at sige, at hun skal gå ind at gøre det nu, og indtil hun har gjort det, så kan hun ikke ... (Gå ovenpå, spille ipad, få eftermiddagskaffe eller hvad det nu er der 'trækker'). Hun forstår udemærket at der er ting der skal gøres, og det plejer vi at snakke med hende om når vi ikke har konflikten. Fx bagefter hvor det er gjort og hun får en krammer, så fortæller vi at vi godt kan forstå at det er træls, men der er bare ting der skal gøres.

 

Mere for at sige, jeg tror ikke det er dig som mor som fejler, men noget i børn som bare gør at de på een gang gerne vil bestemme alt selv, men har brug for at de voksne gør det :kram

 

Det er ikke stoppet selvom Maja bliver 6 her om 13 dage, og jeg forudser at det fortsætter i et eller andet omfang barndommen ud :kram

 

Tak for input!

 

Jeg er med på ideen med det simple valg - men hvad gør man så, når hun nægter alligevel? Jeg har ikke lyst til at bruge magt for at få hende til at tage tøj af/få børstet tænder/gå ind i bilen eller hvad det måtte være :unsure Men jeg kan jo heller ikke vente i evigheder...

 

Jeg vil forberede mig på at det fortsætter ;) Synes bare det er ekstremt i øjeblikket.

[Solvej99]

Jamen det er da også bare røvirriterende :rolleyes

 

Hvis Theo ikke ender med at gøre, som vi siger, så bærer vi ham simpelthen ind i seng, og går ud og lukker døren.

Så går der ikke ret lang tid, før han kommer ud og siger, at han nok skal gå på toilettet.

 

Men jeg tror virkelig, at vi allesammen står i samme situation med det her. Vi har også en aftale om, at hvis det koger over for én af os (for hold nu op, hvor kan man blive frustreret <_<), så tager den anden over, så vi så vidt muligt undgår at nå til en situation, hvor vi kommer til at råbe af ham.

[Susanne]

Tak for input!

 

Jeg er til dels enig med tidspunkter. Hun kan ikke klokken og det ved vi godt. Hun er dog fuldt bevidst om, at hun skal i seng 19.30. Jeg kan sagtens se, at vi kan undlade at nævne tidspunktet, men det ændrer jo ikke på, at hun skal tage nattøj på deromkring. Så kan vi "bare" sige, at nu er det tid til nattøj og jeg forudser, at hun så siger hvorfor og evt. spørger hvad klokken er. Vores udfordring ligger meget i, at hun jo ikke vil gøre tingene når vi beder hende om det uanset om vi bruger tidspunkter eller ej.

Jeg kan godt se det med afbrydelsen af legen. Vi plejer også at være gode til at sige 1-2 gange mere (den smuttede nok i dag), så er det slut - men det bliver hun nu stadig sur og tvær over.

 

Det jeg er mest frustreret over, er at jeg jo ikke kan vente i evigheder på at det passer hende at gøre som jeg beder om.

Til det røde: Når Anna kommer for langt ud i 'hvorfor det'-rækken, så siger jeg til sidst: "fordi det bestemmer jeg". For sådan er det nogen gange bare uden der behøver være yderligere grund eller forklaring. Sådan er det bare. Den godtager Anna stort set altid. 

 

Det med advarslerne er altafgørende for Anna. Det betyder IKKE, at hun så ikke brokker sig, men så er det trods alt nemmere og hun ved godt det er sådan det bliver. 

 

Det er sandt at du ikke kan vente i evigheder på at det passer hende. Og det skal du heller ikke. Det er netop hele humlen! Du skal lade det forløbe så længe du synes og når du mener tidspunktet er nået, så er det nået og det er ikke til diskussion. At man så stadig skal diskutere det og det driver en til vanvid, er en anden sag :rolleyes Jeg tror bare ikke på det er muligt, at have en 3-4 årig der bare gør som der bliver sagt. Det siger absolut intet om dine moder-evner og jeg tror det er der det er svært for dig. Du bebrejder dig selv. Ikke? Hjælper det ikke, at vi nu er en håndfuld kvinder der har tilkendegivet, at vi oplever nøjagtig det samme? Det håber jeg altså lidt - du er alt for hård ved dig selv, søde :kiss

[Susanne]

Tak for input!

 

Jeg er med på ideen med det simple valg - men hvad gør man så, når hun nægter alligevel? Jeg har ikke lyst til at bruge magt for at få hende til at tage tøj af/få børstet tænder/gå ind i bilen eller hvad det måtte være :unsure Men jeg kan jo heller ikke vente i evigheder...

 

Jeg vil forberede mig på at det fortsætter ;) Synes bare det er ekstremt i øjeblikket.

Måske er du nødt til at bruge magt. Det har vi været, for ellers er det jo 'tomme trusler' når vi siger, at enten så må hun gøre det selv eller også hjælper vi/gør vi det for hende. Anna har fået nattøj på eller børstet tænder mod sin vilje med 'magt', men det kan tælles på een hånd hvor mange gange det er sket. Det lyder så voldsomt, og det er da heller ikke rart for nogen af os, men det tager hun altså ikke skade af, så længe det ikke gør ondt og det kan man sagtens sørge for det ikke gør - især hvis man siger "så hjælper jeg dig lige" fremfor meget vredt at snerre eller sige "nå, så skal jeg satan eddeme...." og lignende. Og hun har brug for I viser, at I mener hvad I siger. Som sagt er det præcis det hun leder efter - det gør hende tryg. Og hellere tage den fysiske 'kamp' nu, end når hun er 8 år, for der er det sgu ikke sikkert I kan.

 

Jeg satser heller ikke på det stopper foreløbig :rolleyes