De pressede danskere

[Fister]

Jeg kan se at der kommer et program, som hedder "De pressede danskere" her til aften og i morgen på tv2. Det handler om stress, og jeg så to af de medvirkende i morges i Go' morgen Danmark. Jeg bliver temmelig berørt af den slags, så jeg tænkte at de kunne være at det var værd at snakke om programmet og stress her på BK?

 

Det kan være der er nogle fordomme? Erfaringer? 

 

Måske er der spørgsmål, undren?

 

Måske er der historier som trænger til at blive delt?

 

Anyway - her er en platform til det. 

 

Jeg er ikke engang sikker på at jeg kan rumme at se hele programmet, men jeg synes i sagens natur, at emnet er vigtigt.

 

Peace out, og velkommen til snakken. Jeg synes der skal være plads til alle slags inputs, for det gør os kun klogere på hinanden og verden.

[Alina89]

Jeg har været lige på nippet til at få stress en overgang (min læge mente hvertfald, min krop var begyndt at sende stress-symptomer ud), og jeg var sygemeldt en uge sidste vinter. Det er dog bedre  nu, men kan mærke at graviditeten og det den gør ved mit system, gør at jeg skal passe lidt på mig selv.. 

Jeg er sygeplejerske, ligesom Mo, og kan kende mig selv i noget l af det hun siger. 

Er typen der ALTID hjælper de andre færdig, bliver ked af, når jeg ikke kan hjælpe med ekstravagter mm. Sundhedsvæsenet er bare et presset område - både på sygehuset og ude i hjemmeplejen og det bliver sgu nok ikke bedre. 

 

Dejligt at der bliver sat noget fokus på det :super

[Guest]

Jeg blev sygemeldt med stress 28. april 2013. Dagen efter lovingrebet der afsluttede lockouten af lærerne. Den konflikt tog så hårdt på mig (og en god del af mine kollegaer) psykisk, at da det hele sluttede, krakelerede jeg. Vi havde konstant paraderne oppe og da slaget var tabt og paraderne kunne sænkes, gik jeg helt ned med flaget!

Efterfølgende er jeg blevet bedre til at være obs på det pres der bliver lagt på mig, især fra mig selv, og er blevet bedre til både at sige fra og prioritere, men også at sætte ord på mine følelser i forskellige pressede situationer - og det i sig selv letter enormt for mig.

Jeg bliver hurtigere psykisk stresset end fysisk. Travlhed og arbejdspres påvirker mig ikke i nær samme grad som følelsespres og spekulationer <_< desværre er jeg så samtidig den spekulative type!

Edit: det sværeste ved at blive sygemeldt med stress var faktisk paradigmet omkring det. Nu var jeg 'en af dem med stress' og så skulle jeg nok bare tage mig sammen, for det er jo en folkesygdom - agtigt! Og at skulle sige højt 'jeg har stress' var noget af det sværeste jeg har skulle præstere :wacko

[Guest cmbk]

Edit

[Emilie]

Har ikke fået set programmet. Men godt at der bliver sat fokus på det.

Jeg blev sygemeldt med stress omkring uge 14/15 stykker af graviditeten. Lægen mente at det var udløst af hormonerne.

Jeg er også sygeplejerske og blev hundeangst for at gå på arbejde. Kunne sidde og tude i timevis inden en vagt, fordi jeg var bange for at lave fejl. Når jeg var på arbejde gik jeg formålsløst rundt og kunne ikke finde hoved og hale i selv de mest simple opgaver og jeg tog mig selv i at være på nippet til at give en patient en dødelig dosis insulin, simpelthen fordi mit hovede ikke kunne regne den korrekte dosis ud :(

Min leder tog mig ikke alvorligt og syntes det var noget pjat, men min læge var heldigvis enig i at det ikke var holdbart og sygemeldte mig.

Har flere kollegaer, der også har været nede med stress. Det er hårdt.

[Barbamama]

Uha, jeg fik helt tårer i øjnene og en knude i maven, første gang jeg så reklamen med "Det er ikke ok, ikke at være ok", hvor en hånd i mørket tjekker mobilen hver time natten igennem. Ad, hvor kan jeg relatere til det!

Jeg bryder mig ikke om at sige "Jeg har (haft) stress". Ikke fordi jeg oplever det som tabu, men ud af en slags respekt for dem, der har haft det sværere end mig. Jeg har heller ikke officielt fået diagnosen, og mine "psykiske sygedage" kan vel tælles på to hænder. Men de har været der. Og jeg har været der, hvor en almindelig dag var uoverskuelig, hvis den indebar noget som helst andet end sofa og tv. Der hvor min krop var så meget i beredskab, at lys og lyde, der var normale for andre, kunne være ødelæggende for mig. Der hvor man er grådlabil, har evig dårlig samvittighed, er konstant træt og alligevel sover dårligt. Og selvom jeg ikke er der idag, så føler jeg stadig at jeg balancerer lidt rundt på grænsen, og jeg er pt. meget obs på mig selv.

Jeg vil ikke sige, at jeg møder "fordomme", men jeg har ofte mødt en slags undren eller ironisk følelse overfor det med at være psykolog og have stress (eller nogen anden form for psykisk lidelse faktisk). Jeg har flere gange mødt en forståelse at, at når man er psykolog, så ved man, hvad stress (og depression, angst, osv) er, og så kan man "helbrede sig selv" og så får man det ikke. Og det er lidt sjovt, hvis "psykologen går til psykolog". Jeg møder heldigvis også mange, der ikke tænker sådan :) Men jeg kender også (dygtige!) psykologer, der i deres studietid har tvivlet på, om de kunne klare faget, når de nu selv "har noget". Og jeg har i min studietid næsten haft det som valgssprog at "Jeg læser til psykolog... Ikke supermand" ;)

Jeg tror i øvrigt på, at stress er MEGA kompliceret og det er SÅ svært at sætte én ting som årsag eller beskyttende faktor.

Men for mit eget vedkommende, har jeg oplevet det som en beskyttende faktor, at jeg har mange gode og kærlige mennesker omkring mig. Søde veninder (sjovt nok en del psykologer), en god og stærk mand, en klog læge, en omsorgsfuld og hurtigt reagerede jordemoder, en klippe af en far, osv. Jeg føler mig "grebet" :)

Jeg tror også, at jeg har nogle beskyttende faktorer "i mig". Fx en ganske rimelig intelligens. Og jeg tænker, at jeg har fået beskyttende faktorer i min opdragelse. Fx er jeg opdraget til at man taler om problemerne, og til at når man er syg, så melder man sig syg og bliver hjemme indtil man har følt sig rask en hel dag. (Det lyder vældig helligt, og jeg overholder det ikke altid, men det er egentlig dét, jeg er vokset op med).

Og så er der omvendt også nogle ting, som jeg tror, har gjort mig sårbar. Fx tror jeg, at jeg er født ængstelig, og så har jeg - som så mange andre - noget rod i min (ellers gode) barndom/ungdom, som nok også har påvirket.

Og jeg tænker, at der er ting i samfundet, der giver god grobund for stress. Jeg tænker tit på, om stress kan ses som bagsiden af selvrealisering og udvikling. Om "vi" er så optagede af at skulle udvikle os til noget nyt, at vi glemmer at slå rødder og finde ro, der hvor vi er...

Måske er det ganske andre faktorer, der gør at andre får/ikke får stress. Men min pointe er egentlig bare, at jeg tror på, at stress opstår i et meget komplekst samspil af hvad vi er født med, hvad vi vokser op med, og hvad vi står i, i samfundet som voksne. Og måske også tilfældigheder oveni. :)

Det blev muligvis lidt rodet :blush Men spændende emne! :super

[Nica]

Det bliver kort herfra.. Men fedt med en platform her om stress. God ide Fister :kiss

Jeg er sygemeldt med stress.. Eller i psykiatrien "belastningsreaktion". Der ligger en meget lang historie bag.

Og en af konsekvenserne er at jeg faktisk ikke kan rumme de lange (og helt sikre gode) besvarelser.. Og jeg håber at kunne komme igennem dem.

Jeg blev meget ramt af udsendelsen.. Og det samme gjorde min mand.. For vi kunne nikke genkendende til det meste..

Så Hej.. Jeg hedder Nica - og har stress :)

[Fister]

Jeg ved slet ikke, hvor denne her snak starter for mig. Det var barsk at se udsendelsen. Jeg er en af dem, som har været meget hårdt ramt og som stadig døjer med det. Jeg er så træt af det, og jeg føler mig amputeret. Det er som om nogen har ødelagt mig og smidt nogle dele væk, og så har man samlet mig lidt på må og få igen, så ingen kan se, at der er noget, der er gået i stykker indeni. For så er det jo heller ikke nogen skyld. Jeg kommer aldrig til at kunne fortælle om, alt hvad det indebærer, for det er simpelthen bare for meget til at jeg (eller nogen tror jeg) kan gribe om. Måske det kan komme i små udpluk hist og her. 

 

Faktum er, at jeg i en alder af 32 år, efter 10 effektive og velfungerende år på en arbejdsplads, ikke kan fungere normalt mere. Jeg taler ikke om at fungere på højt niveau, bare normalt. Sådan noget med at kunne være til en lille familiekomsammen uden at måtte tage en lur, eller at kunne læse en avisartikel hele vejen igennem. At have to aftaler på en dag.

Hvis nogen bryder en aftale med mig, bliver jeg bange og febrilsk, hvis nogen forventer noget af mig føler jeg mig kvalt. Det betyder f.eks. at jeg stort set aldrig taler i telefon, og at min familie og venner sender (få) sms'er til mig i stedet for at ringe, for jeg bliver helt vildt urolig når min telefon ringer. Jeg HADER det. Af samme årsag som jeg ofte ikke svarer på de sms'er jeg får; for hvis nu den i den anden ende skriver tilbage, så kan det være hun vil have noget af mig. Syret. Det er jo helt åndssvagt ikke at kunne tage sin telefon...det er egentlig ikke fordi jeg oppe i mit hoved tror, at nogen vil mig ondt, men min krop tror det med det samme. 

 

Når jeg kommer til at involvere mig i noget, så kammer det helt over. Det ender efter få dage med søvnløse nætter, betændelsetilstande (jeg kan simpelthen på 1 time få betændelse i en rift i fingeren, eller halsbetændelse med helt afsindige infektionstal, selvom jeg tror, at det går nogenlunde ok), kropsspændinger og tendenser til depression. Det er SÅ frustrerende, at jeg ikke kan være det ekstroverte, glade, kvikke og energiske menneske, som jeg var en gang. Og så kan man sige: "mon ikke også det handler om, hvordan man ser på det, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt?". Jeg ved det ikke, i hvert fald sker der det hver gang jeg tænker "nej fandeme nej, jeg vil være mig igen, jeg vil også være lidt med", at så går min krop amok. Og hvis jeg ikke respekterer det, så ender jeg i en svær depression. 

 

De symptomer som jeg ikke kan kommer af med er f.eks. 

(og her skal det nævnes, at jeg HAR vært sygemeldt i over et år, jeg har mediteret hver eneste dag, jeg har taget antidepressiva, jeg har motioneret, og gået til psykolog og psykiater og yoga....jeg har (som den ansvarsfulde lille lort jeg nogle gange ville ønske jeg ikke var), gjort alt det man skal. Igen og igen og lange perioder, og gør det stadig en del).

- Tinnitus. Konstant. Højere når jeg er presset

- Eksem; psoreasis. Jeg har pt. mistet halvdelen af mit hår pga. et udbrud i min hovedbund. 

- Varierende, men konstant koncentrationsbesvær. Jeg kan f.eks. ikke læse teksterne på mit studie, og det meste af tiden kan jeg ikke læse f.eks. en hel avis artikel. 

- Huskommelsestab. Hvis jeg læser en børnebog for T to dage i træk, er jeg ofte på andendagen fuldstændig sikker, at flere af siderne i bogen ikke var der dagen før (hvilket jeg jo godt ved ikke er rigtigt). Jeg kan ikke huske navne, aftaler, hvad vi lige har talt om osv. 

- Overfølsomhed. Ofte er det som om jeg kan mærke ALT, hvad der sker omkring mig. Som om at alle mennesker i 1 kilometers omkreds kommer for tæt på. Og det vilde er at jeg rigtigt, rigtigt godt kan lide mennesker, men jeg kan bare ikke håndtere dem. 

- Og så er der trætheden. Jeg ER mere træt, i perioder sover jeg 1-3 gange i løbet af dagen.

- Den sitren som manden i udsendelsen fortæller om, føler jeg også dagligt. 

 

Når jeg bliver stresset - som i at der for alvor er gang i mit system -, er der masser af ekstra symptomer. Da jeg var rigtigt syg, kunne jeg ikke huske, hvordan man laver mad, og jeg kunne heller ikke huske at ting i ovnen var varme, så jeg brændte mine fingre flere gange. Eksempler...

 

For mig er stress mange ting. Jeg har engang haft den type, som vi oftest taler om i DK, og som er rædsomt alvorlig. Den hvor man bliver slået omkuld og må arbejde sig tilbage, lidt klogere. Denne gang er det bare noget andet. Jeg håber, at jeg en dag, får mulighed for at fortælle om, hvordan man som arbejdsplads systematisk kan ødelægge et menneske, som er sygt. Jeg ved ikke om det morede dem...nogle gange tror jeg næsten på det, for ellers ville de vel ikke have grinet så hånligt. Jeg havde så meget brug for hjælp, og bad så åbenlyst om det i samarbejde med psykologer, læge og kommune, men det var bare min arbejdsplads, som havde magten og som bestemt ikke havde lyst til, at vi skulle tale om, at der måske ikke var det allersuperduperbedste arbejdsmiljø. Og det var mig der skulle slagtes på dét kors, midt i en sygemelding, hvor jeg helt sikkert også har lidt af en depression udløst af stressen. 

 

Derfor handler stress for mig også uendeligt meget om arbejdsliv og samfundsliv. Jeg bliver glad for at der sættes fokus på stress, også at man selv kan gøre en del. Men jeg synes det er helt sygt at vi konstant tale om "hvad man selv kan gøre", og at vi ikke råber og skriger op om, hvordan managementformer og samfundsdiskurser overrumpler dygtige, aktive mennesker, og at det ikke stopper, før vi stopper med at behandle hinanden som genstande. Jojo, genstande med et navn, og vi laver selvudvikling og coaching og individuel aflønning og taler om effektivitet, tilhørsforhold, engagement og (gud-hjælpe-mig nu også om) robusthed. Jeg tror på de gode intentioner, men jeg er alvorligt bange for, at vi er ved at undergrave dét at være menneske, med alle vores ideer om, hvordan man "får det bedste ud af hinanden". For hvad er det bedste? Det er i hvert fald ikke, at brække sin hjerne permanent, sku' jeg hilse at sige. 

[Camilla_krøier]

Jeg havde en stress relateret depression nogen år tilbage og var deltidssygemeldt på jobbet, tror det var en kombination af en udiagnosticeret PCOS og en arbejdsplads der haltede gevaldigt efter mht stress forebyggelse og det resulterede i at jeg begyndte at besvime uden varsel fordi kroppen bare stod af.... Min afdelingsleder var super forstående og en kæmpe støtte, mens jeg godt kunne mærke på mine (ældre) kollegaer at de lidt synes det var noget fis.... Da jeg blev raskmeldt igen og var tilbage på fuld tid kunne jeg hurtigt mærke at det gik meget stærkt ned ad bakke igen og til sidst stod vi med valget om jeg selv skulle sige op eller om min chef skulle fyrer mig så jeg kunne få aftrædelsesløn.... Det var en mega hård dag, men det gav et økonomisk pusterum fordi jeg fik 5 måneders løn med mig.... Knapt et år efter startede jeg på ny uddannelse og selvom det også kan være stressende at skulle op til eksamener osv er det på en anden måde....

Min gamle afdeling kæmper i den grad med stress problemer og sidst jeg hørte derfra havde de 5 fuldtidssygemeldte med stress, en situation som kunne have været forhindret hvis man havde været opmærksom på det allerede da jeg blev syg og det synes jeg er mega mega kedeligt....

Jeg har stadig tendens til at få stress, men jeg er blevet bedre til at tackle det og sige fra og så har jeg rigtig god erfaring med zoneterapi og akupunktur når jeg kan mærke at den er ved at være gal....

[Guest]

Jeg har også været nede og vende med stress/psykisk belastning og håber aldrig jeg kommer til, at opleve det igen.

 

Man kan stikke mig alverdens bunker med opgaver og det stresser mig ikke. Jeg har taget mange lange aftener med anbringelser (er socialrådgiver) og det papir arbejde der høre med og det stresser mig ikke, jeg får nærmere ekstra energi af det.

 

Men så skiftede jeg arbejdsområde og fik ny chef.

Jeg havde nogle lorte opgaver og specielt en gik skævt og jeg havde nogle lidt ubehagelige oplevelser, verbalt. Det er nu engang det man kommer udfor som socialrådgiver, men jeg oplevede ingen støtte fra min chef og hun tog sig ikke tid til at tale med mig og hele opevelsen trickede et eller andet I mig, som var drøn ubehageligt.

En dag sad jeg til et møde, et stille og roligt møde, hvor jeg endda fik stor ros for mit arbejde også I nabokommunen hvor en af dem åbenbart havde hørt om mig, da jeg arbejdede der! Det skulle jo sådan set være fint nok, men jeg følte bare at mødelokalet lukkede sig omkring mig og jeg nærmest ikke kunne få luft.

Jeg tog fat I min chef og fortalte hvordan jeg havde det, sagde at jeg troede jeg behøvede proff hjælp og om hun kunne hjælpe med at jeg om ikke andet kunne få fri til det. I en anden kommune, kom min chef selv og tilbød hjælp som de betalte og jeg fik fri til. Men med den nye chef var der intet at hente og det eneste hun sagde var at hun mente jeg havde svært ved at håndtere det, pga den sag der var gået galt. No shit Sherlock, det har jeg sådan set forsøgt at tale med dig om mange gange.

Når men der var altså intet at hente og jeg tænkte at så matte jeg jo klare det så godt jeg kunne. Dagen efter da jeg åbende min computer, skulle jeg virkelig tage mig I nakken for ikke bare at spæne ud af kontoret, nøj det var ubehageligt.

Om eftermiddagen skulle jeg et eller andet og jeg kunne næsten ikke finde vej selvom jeg har kørt vejen mange gange, jeg sendte en sms til min mand, som jeg havde gjort mig umage med, da jeg pludselig havde svært ved at læse/skrive. SMS'en var fuldstændig volapyk.

 

Vi havde en sundhedsforsikring og jeg ringede til dem, for at få hjælp til psykolog og jeg fortalte hvordan jeg havde det, de anbefalde at jeg sygemeldte mig med det samme og de var ikke I tvivl om, at de betalte for det.

Jeg tog til lægen som sygemeldte mig fuldtids.

 

Jeg havde det af h. til, jeg kunne ikke læse, ingengang bag på en bog hvad den handlede om, ordene flød ud og sådan havde jeg det længe. Det virkede som en uoverkommlig opgave både at aflevere og hente Sebastian. Jeg gjorde det dog, men jeg kunne slet ikke slappe af når jeg havde afeveret ham, for nu skulle jeg jo snart (om 6-8 timer!) hente ham og det kunne jeg slet ikke overskue. Det virker lidt skørt nu, men virkelig sådan det var.

 

Jeg var fuldtdssygemeldt jeg mener 4 mdr, derefter startede jeg op på først 10 timer og så langsomt op I tid. Jeg mener først jeg var 100 % på fuldtid efter 7-8 mdr. og på daværende tidspunkt var jeg kommet I ny afdeling. Dog stadig med en elendig chef, nu en anden, åndende I nakken og hvor jeg til hvert møde ikke vidste om det var nu jeg blev fyret eller ej, jeg tog også kontakt til tillidsmanden.

De havde fyret en der blev sygemeldt før mig med det samme. Det var en ekstra belastning og jeg havde det lidt sådan, så tag da en beslutning. Jeg blev dog ikke fyret, det blev den "nye"  chef tilgengæld og de stoppede med at ånde mig I nakken og herefter blev jeg hurtigt rask.

 

Min oplevelse er medvirkende til, at jeg sagde ja til at flytte til Tyskland. For her kan jeg gå hjemme eller gøre som jeg vil. Jeg er100 % sikker på, at var jeg blevet I mit fag, så havde jeg oplevet det samme igen, men hver gang mistet lidt af mig selv og det vil jeg ikke. Selvom jeg slet ikke er den der har haft det værst, så var det slemt nok og ikke noget jeg vil opleve igen for mig eller min familie.

[Fister]

Tak for jeres historier. Det er for mig uhyggeligt genkendeligt, de "tåbelige" ting I skriver. Det er jo så langt fra normaltilstand, at bliver presset af at skulle hente sit barn om 8 timer (i hvilke man ikke skal noget), ikke at kunne regne, ikke at kunne læse. Det er uhyggeligt. Jeg synes (og jeg er - indrømmet - møgfarvet) også der er en del referencer til dårlige arbejdsmiljøer og i bedste fald "uheldige" chefer. For mig er der ingen tvivl om at arbejdspladsens håndtering er noget nær altafgørende, når man står dér vedsiden af sig selv og har brug for lidt hjælp.

 

Men hvad tænker I om arbejdsmiljø generelt? Om forventninger? Er der noget om den måde vi strikker vores samfund og vores identitet sammen på, som gør at vi i dag kan tale om en stress-epidemi. For jeg tænker, at mine forældre havde da også 8-16-jobs og børn som skulle hentes, mine bedsteforældre havde 7 børn og lange arbejdsuger og ingen penge. Men de fik ikke stress; det fik en masse fysiske skavanker med årene, men ikke stress-kolaps. Har I bud på, hvad der er motoren for, at vi bliver så hårdt ramt af stress i disse år?

[Nica]

Endnu en nat med afbrydelser, endnu en morgen at vågne op med migræne og kvalme. Hele kroppen ryster, sitrer og det flimrer for øjnene.... Min krop gør ondt i hver eneste celle.. Det synes uoverskueligt.. Jeg kan høre familien i stuen - de er stået op og er i gang med morgenens ritualer..

Det bliver en lang dag.. 

Jeg står op.. Børnene sender spørgsmål igennem luften... Men de suser forbi mine ører.. Jeg registrerer dem.. Men kan ikke rigtig svare.. Mor.. Må jeg få Maja med hjem efter skole i dag.. Mor, må jeg godt få de andre kiks med end dem du har puttet i min madpakke? Mor, har du sovet godt? Ja tak min skat. Har du?

Mor, hvornår bliver vi hentet? Ih jeg glæder mig til imorgen - der skal jeg til fodboldkamp og jeg skal holde fødselsdag for mine 2 bedste venner; bliver der konstateret.. Det kan jeg godt forstå min skat - det bliver en god dag, imorgen.

Min mand kigger stille på mig, krammer mig og spørger om hvornår dagplejen åbner, for så kan han tage den mindste med i dag.. Hun åbner 6.45..

Jeg lægger mig på gulvet foran brændeovnen.. Jeg fryser, har hovedpine, er svimmel, har kvalme.. Jeg rejser mig igen.. Jeg kan ikke holde ud at mærke mig selv.. Det er som en indvendig storm..

Børnene får taget overtøj på, jeg får et KÆMPESTORT og varmt kram, først af de 2 ældste børn, dernæst af den mindste som prøver at forstå at rutinen Idag ikke er som den plejer.. Han skal køre med far.

Jeg får et varmt kram og et blidt kys af min mand.. Læg du dig på sofaen; siger han.

Jeg går går ud i køkkenet: jeg skal vinke farvel til min dejlige familie... Jeg vinker altid farvel..i dag har min pige åbnet vinduet i bilen - og råber så jeg kan høre det inde i køkkenet: farvel mor, god dag - jeg elsker dig.. Jeg tænker i mit stille sind at jeg er så beriget..min højtelskede familie.

Sønnen som sidder på forsædet vinker og sender et flyvekys afsted på vejen... Det samme gør min mand.. Jeg er beriget..

Roen sænker sig over huset.. Jeg tripper rundt, uroen har taget over. Jeg forsøger med endnu en kop kaffe og lidt morgenmad.. Der er bare ikke plads.. Jeg lægger mig på sofaen, tager tæppet over mig selvom der er fuld smæk på brændeovnen.. Jeg fryser..

Min krop pumper derudaf.. Jeg har ondt.. Tinnitussen har taget over, det trykker for ørerne.

Jeg kan ikke holde ud at være i min krop.. Hvad fanden er det for noget... SÅ stop dog!!! Giv mig lidt fred..jeg har mest lyst til at flygte fra min krop.. 

Med et triller tårerne ned af kinderne - jeg føler mig fanget.. I min egen krop.. Og alle udgange er lukket. Det er klaustrofobisk, uudholdeligt.. 

Endnu en gang går det op for mig at jeg har været ualmindelig presset igennem livet. Men det er jo blot et livsvilkår og jeg har manøvreret igennem det meste - ganske godt, hvis jeg selv skal sige det.. Men hvordan kan jeg så havne sådan her?? Kan det virkelig være rigtig at jeg ligger her alene og bare er så ked af det?

Det var endnu en opvågning, for det helt afgørende har været at vi ingen opbakning har haft.. Folk har trukket sig - hvilket jeg på sin vis godt kan forstå.. Og alligevel ikke.. Vi HAR været voldsomt meget igennem, og store livskriser. Jeg kan ikke forvente at vores venner kunne rumme det.. Og det har ingen af dem kunnet..Men det ville nu have været dejligt med et kram og en opmuntring om at vi klarer det flot.

Men deres prioritering har ikke haft os med.. Og sådan er det.. Men det gør mig inderligt ked af det.. 

Et lille indblik i min morgen..  Men hudløst ærligt..

[Fister]

Nica, du får mig til at tude lidt. Du beskriver helt vildt godt, hvordan "almindelige" dage kan være fuldstændig vilde og voldsomme som stresset. Så pauser man, tager sig den tid man nu kan få. Sætter livet lidt på hold igen, fordi man jo må gøre et eller andet for at klare sig igennem. Det er bare ikke altid det hjælper. Og det hjælper aldrig helt!

 

Men du er ikke helt alene. Du er ikke helt alene. Du er ikke helt alene.

 

-----------------

Jeg skal ud af døren om lidt, men vil egentlig gerne snakke lidt om de omstændigheder som - jeg tror - er medvirkende til at så mange af os bliver overmandet af stress. Og så vil også gerne undskylde for at bruge ordet "diskurs" i mit tidligere indlæg - jeg hader selv det ord! Det er et lorteord!

 

Nogle af de punkter jeg tænker, vi skal være opmærksomme på på arbejdsmarkedet og i samfundet er:

- læs en stillingsannonce, og se kravene til omstillingsparathed, multitasking, fleksibilitet, robusthed.

- Forventninger til os selv og hinanden.

- Helt vild konkurrencementalitet - ikke nødvendigvis overfor hinanden, men mere a la "kineserne kommer". 

- Managementformer som helt har glemt det hele hele menneske og det fælles ansvar vi har for hinanden.

- "hvad synes du selv"-ledelse. Fraskrivelse af ansvar, men ikke tildeling af nødvendig beslutningsrum og værktøjer.

- Og den konstante forhøjelse af mål. Hvis man i en måned har knoklet røven ud af bukserne fordi der f.eks. er konverteringsbølge, så siger man ikke "puha, godt gået", man siger: nu har vi et nyt niveau, i næste måned skal du lave 10% ekstra.

- Fyringstrusler - udtalte eller ej.

- Den måde vi taler om og til hinanden på. "Man skal bar lære at sige nej", "hun gider ikke arbejde", "pas nu godt på dig selv (hejhej, jeg skal videre i livet). 

- At man ser stress som et individuelt problem, og ikke et arbejdspladsproblem. "Du må heller e gå til psykolog".

- Interessetimer, smartphones, selvudvikling på arbejdspladsen, ønsket om at kunne det hele på en gang (både egne ønsker og ydre krav)

 

 

Nå, men nu skal jeg faktisk løbe ud i livet i nogle få timer. Håber I vil byde ind. Og Nica - knus og knus og knus,

[Nica]

Fister: :kiss :kiss :kiss :kiss :kiss

[Forunderligt]

Åh nica altså ...  :boo jeg kan slet ikke holde ud at nogen skal have det sådan... og det går lige i hjertet og du er ikke alene nej. Det der følger med, skyldfølelsen over at man burde være glad(ere), man burde glædes bare lidt og mærke kærligheden. De dejlige unger altså, de fortjener jo bedre. Det gør du i høj grad også, og jeg håber virkelig du snart vil kunne se tilbage på at sådan her var det engang, men ikke mere. Jeg er ikke så god med ord i dag men jeg føler din smerte og jeg kender den.

 

Læser denne vigtige debat med interesse, tak for den piger. Jeg har ikke selv så meget at tilføje ifht arbejdsmarkedet, hvor jeg slet ikke kom ud inden jeg blev syg. Men stress det er et beskrivende udtryk der giver mening for mig i mange situationer.