Efter fødslen...

[FruOvervejelse]

Jeg tænker meget på tiden, når jeg har født. Vi regner med at blive på barselshotellet i to dage efter fødslen. Jeg havde tænkt, at de dage skulle vi bare have for os selv, så besøg skulle vente, til vi var kommet hjem. Så ville bebs altså være 3 dage gammel, når bedsteforældre osv ser ham første gang.

Min mor plejer at være meget forstående omkring børn, men hun blev ret chokeret, da jeg sagde det. Hun fortalte, at hun ville blive meget skuffet.

Mine overvejelser går på, at han skal have lov at have ro til at finde ud af at være kommet ud i verden, og at vi skal have ro til at være blevet forældre.

Jeg ved godt, mange siger, at man skal få de første barselsbesøg overstået på hospitalet, fordi man så ikke har andre forpligtelser, som man har derhjemme. Jeg er dog rimelig afklaret med, at vores besøgende ikke får hverken kaffe og kage eller tre retter mad, når de kommer.

Hvad har I andre af tanker og evt erfaringer omkring dette? Er det bare mig, der er pylret?

Noget andet er, at jeg ikke har lyst til, at andre skal holde mit barn sådan lige med det samme. Jeg synes, det er vildt upassende, hvis bedsteforældre mm skal holde ham, når han er en dag eller to gammel. Jeg er med på, at de skal holde ham, fordi de jo også skal have en relation til ham. Jeg synes bare ikke, det er særlig rart. De nærmeste må holde ham efter lidt tid, men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til, at alle gæsterne til barnedåben skal holde ham. Min mand har feks en kusine, som er meget på med spædbørn. Vi har ikke et tæt forhold til hende, så jeg vil ikke have, at hun skal dikkedikke min lille baby.

Er jeg sindssyg?

Min mor siger, at når først jeg har født, vil jeg gerne vise ham frem, men det tvivler jeg bare på..

Disse tanker har fyldt rigtig meget, nærmest siden jeg blev gravid. Jeg bliver virkelig påvirket af det, og har også tænkt mig at tale med min jm om det næste gang.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil have ud af denne tråd. Input, erfaringer, gode råd, beroligende ord, whatever... Hvis nogen kan sige bare et eller andet fornuftigt, vil jeg blive meget glad :)

[Pada]

Det er altid hammer svært, sådan noget! :kram2

 

Jeg havde det slet ikke på samme måde som dig. Vi fik mange besøg på patienthotellet, og der var mange der holdt ham. Men næste gang er jeg helt sikker på vi ikke skal have så mange besøg i den første tid! Jeg kan altså sagtens forstå dig og følge dine tanker.

Vi har snakket om, at næste gang vil jeg gerne være på patienthotellet igen, hvis det kan lade sig gøre, på trods af at det er 2. fødsel. Jeg fik nemlig aldrig amningen ordentligt igang ved Elliot, og jeg det VIL Jeg bare næste gang! 

Hvis jeg får lov at være på patienthotellet indtil amningen kører, så bliver det kun bedsteforældre og min mand og søn der får lov at komme. Resten må vente til vi kommer hjem og der er faldet ro på. 

I forhold til at holde baby har jeg aldrig haft det svært med det - men jeg forstår godt argumenterne. Personligt tror jeg igen at jeg ville lade bedsteforældrene og ikke andre. 

 

Det kommer nok også lidt an på hvilket forhold man har til sine forældre/Svigerforældre, men for mig ville det være helt forkert hvis mine forældre ikke fik lov at besøge hurtigt og holde. Ved min første fødsel kom mine forældre op på barselsgangen 3-4 timer efter fødslen, men de var gode og havde forstået at det bare var for at sige hej og se ham. De holdt ham ikke og var der kun i 10 minutter. Så måske kan man forberede dem inden? 

 

Anyways - det var en gang løse tanker skrevet ned - måske er der ikke meget hoved og hale i det, men det var mit besyv ;)

[FruOvervejelse]

Det er altid hammer svært, sådan noget! :kram2

Jeg havde det slet ikke på samme måde som dig. Vi fik mange besøg på patienthotellet, og der var mange der holdt ham. Men næste gang er jeg helt sikker på vi ikke skal have så mange besøg i den første tid! Jeg kan altså sagtens forstå dig og følge dine tanker.

Vi har snakket om, at næste gang vil jeg gerne være på patienthotellet igen, hvis det kan lade sig gøre, på trods af at det er 2. fødsel. Jeg fik nemlig aldrig amningen ordentligt igang ved Elliot, og jeg det VIL Jeg bare næste gang!

Hvis jeg får lov at være på patienthotellet indtil amningen kører, så bliver det kun bedsteforældre og min mand og søn der får lov at komme. Resten må vente til vi kommer hjem og der er faldet ro på.

I forhold til at holde baby har jeg aldrig haft det svært med det - men jeg forstår godt argumenterne. Personligt tror jeg igen at jeg ville lade bedsteforældrene og ikke andre.

Det kommer nok også lidt an på hvilket forhold man har til sine forældre/Svigerforældre, men for mig ville det være helt forkert hvis mine forældre ikke fik lov at besøge hurtigt og holde. Ved min første fødsel kom mine forældre op på barselsgangen 3-4 timer efter fødslen, men de var gode og havde forstået at det bare var for at sige hej og se ham. De holdt ham ikke og var der kun i 10 minutter. Så måske kan man forberede dem inden?

Anyways - det var en gang løse tanker skrevet ned - måske er der ikke meget hoved og hale i det, men det var mit besyv ;)

Tak! Det er virkelig rart at blive forstået, fordi jeg føler, at alle synes, jeg er skør.

Jeg er rigtig tæt med mine forældre - nok en hel del tættere end de fleste voksne ;) Mine forældre bor dog over en time væk, og selvom de har sagt, at de gerne kører til Kbh for at være hos os i ti minutter, synes jeg bare, det er lidt urimeligt. Min svigermor derimod er et helt andet kapitel. Hun ville aldrig kunne forstå, at hun kun skulle være der kort, og at hun ikke skulle holde ham. Jeg tror også, det spiller ind på, at jeg så tænker, at så er det bare nemmere at sige, at ingen må komme, for så bliver hun ikke fornærmet. (Hun er meget konkurrence-agtig, og spørger altid direkte til mine forældre. "I ser dine forældre mere end I ser mig", "hvornår fik dine forældre at vide, at du er gravid" etc) Jeg kan ikke se, at jeg kan få mine forældre på besøg, uden at hun også skal komme.

Jeg synes også bare, at det er forkert, at de skal komme for deres skyld og ikke for vores og bebs'.

[Pada]

Tak! Det er virkelig rart at blive forstået, fordi jeg føler, at alle synes, jeg er skør.

Jeg er rigtig tæt med mine forældre - nok en hel del tættere end de fleste voksne ;) Mine forældre bor dog over en time væk, og selvom de har sagt, at de gerne kører til Kbh for at være hos os i ti minutter, synes jeg bare, det er lidt urimeligt. Min svigermor derimod er et helt andet kapitel. Hun ville aldrig kunne forstå, at hun kun skulle være der kort, og at hun ikke skulle holde ham. Jeg tror også, det spiller ind på, at jeg så tænker, at så er det bare nemmere at sige, at ingen må komme, for så bliver hun ikke fornærmet. (Hun er meget konkurrence-agtig, og spørger altid direkte til mine forældre. "I ser dine forældre mere end I ser mig", "hvornår fik dine forældre at vide, at du er gravid" etc) Jeg kan ikke se, at jeg kan få mine forældre på besøg, uden at hun også skal komme.

Jeg synes også bare, at det er forkert, at de skal komme for deres skyld og ikke for vores og bebs'.

 

Jeg synes bestemt ikke du er skør. Det er en kæmpe omvæltning, og det tackler vi allesammen på forskellige måder!

 

For lige at starte med det sidste du siger, så er jeg ikke enig. Selvfølgelig skal de ikke komme, hvis det ligefrem skader jer eller baby. Men jeg ser heller ikke noget galt i, at de kommer fordi de bare er rigtig glade og gerne vil se deres barnebarn. Selvfølgelig kan man også sige, at bedsteforældrene ikke tager skade af at vente, og det gør de heller ikke. Jeg ville bare personligt føle det var forkert! Men det bestemmer man heldigvis helt selv, og hvis det er sådan du har det, så er der jo ikke så meget at rafle om. Så kan du jo bare sige: "Vi har bestemt at vi gerne vil have de første dage alene sammen med baby, og derfor vil vi gerne vente med besøg til vi er kommet hjem og har fundet hinanden". 

 

Jeg er også rigtig tæt med mine forældre og knap så tæt med min svigermor. Sådan tror jeg tit det er med kvinder ;) Især i den her fase med graviditet og babyer. At din svigermor ikke vil kunne forstå det er jo super træls! Men der må din mand lidt på banen tænker jeg - ikke nogle små hentydning, men sige det klart og tydeligt, men selvfølgelig på en pæn måde! For det skal være dejligt for jer allesammen med besøg.

 

Ps. mine svigerforældre bor halvanden time væk fra os, og kom på besøg dagen efter fødslen. De var der i 20 minutter, og jeg var SÅ taknemlig, for jeg havde nemlig også dårlig samvittighed over at de skulle køre så langt for så kort et besøg. Men det var de ret ligeglade med! ;)

[SDB]

Jeg havde de samme tanker i min graviditet og nu er lillepigen 10 uger - så Kan fortælle hvordan jeg har haft det.

Jeg havde meldt ud jeg nok ikke var klar på barsels besøg på sygehuset - er du gal min familie blev jo decideret vred. Da jeg så havde født følte jeg mig tvunget til at få besøg. Første dag kom begge hold bedste forældre og mandens tvillingebror. Min mor VILLE holde baby så min mand gav hende baby og hun fik tager et billede og så fik vi dem til at gå. Hun var den eneste der holdt og jeg hadede det. Jeg hadede besøgene. Jeg var så træt og ville gerne lære hende ay kende selv.

Bad begge mine søstre om at blive væk - og de var skuffet.

Dag 2 dukker min svigerfar bare op i sin frokost pause og vil se hende (idioten havde kraftedeme også kommet op på fødegangen da jeg lå og blev syet og ammede første gang - der sendte min mand ham væk), det synes han at han kunne tillade sig fordi han arbejder på Skejby. Jeg var og ER rasende endnu. På dag 2 kom min ene søster også og Gud hjælpe mig om ikke lige min mands dorældre også kom om aftenen

[HenrietteHall]

Vi havde (første gang) besøg på hospitalet af bedsteforældre, mostre, storebror og 3 hold venner (over 5 dage), for at få det overstået så vi fik ro derhjemme og det havde jeg det super fint med.. Jeg var stolt af ham og ville gerne vise ham frem og dem der kom fik lov til at holde ham.. Efterfølgende når vi så var til fester eller lignenden, så skærmede jeg ham, for jeg følte ikke det var hans behov at blive smidt rundt i armene på alle..

[Elisamus]

Vi var til amme foredrag i går, hvor en JM siger at formålet med at have de par dage på barselshotelet er at få amningen op at køre og er der noget der kan ødelægge etablering af en amning så er det stres og at have gæster. Derudover anbefaler de at man i de første dage har meget hud mod hud kontakt da det hjælper med at få amning igang.

Jeg har snakket med min mand om at vi vil kun have lidt nære venner på besøg ellers må resten af familien vente til vi kommer hjem og at amning er kommet 100% op at køre.... Så pak din dårlige samvittighed væk, og sig til din mor at du gerne vil bruge de første dage på at få ro på den lille og få amning op at køre, for amning er svært og kræver arbejde. Så må hun blive sur og fornærmet, det er hendes problem at blive god igen.

[Little Miss]

Først vil jeg sige at du er ikke skør og du har 100 % ret til dine følelser - ligegyldigt hvad andre føler og tænker.

 

Først et lille spørgsmål... Hvordan har din mand/kæreste det med den første tid? Hvad er hans tanker?

 

Da jeg havde født CE var jeg udmattet og langt væk at jeg ikke rigtig husker de første par timer (desværre) og jeg blev kørt til udskrabning da moderkagen ikke ville løsne sig. Der blev min kære mand efterladt helt alene på fødestuen ½ time efter CE var født. Han var så fuld af følelser men også skide bange for at gøre noget forkert så han ringede til sine forældre og søster som bor tæt på og de kom og så CE kort tid efter fødslen og uden jeg var til stede. Det har jeg haft lidt svært ved men samtidig kunne jeg uden problemer forstå at M havde brug for støtte mens jeg lå på operationsbordet.

 

I dagene på barselsgangen havde vi besøg af mine forældre, svigerforældre + svigerinde/svoger + 2 niecer, min søster og mand. De nærmeste og jeg havde det fint med det. De forstod heldigvis at besøg var af kort variation da jeg var meget udmattet og vi skulle have ro sammen som familie. 

 

Da vi kom hjem var tingene lidt anderledes for som andre har oplevet var min svigermor også ALT for nærgående og ALT for meget på. Skulle stå og kigge når jeg ammede og hun præsterede endda at ae ham mens han lå og blev ammet. Mega grænseoverskridende. Men det fik jeg også meldt ud. 

 

Dog har vi altid været meget med at alle måtte holde ham. Dog var det et spørgsmål om lige at føle efter hvordan CE havde det. Og søvn blev respekteret fuldt ud... Ingen skulle vække ham. Den primære årsag til at alle fik lov til at holde ham var at vi tror på at det hjælper ham. En form for socialisering (og ja det lyder forkert for ved godt at børn ikke er et dyr)... Men af mangel på bedre ord. CE har aldrig haft problemer med at andre holder ham eller med generthed. Det er så kommet nu hvor han er blevet ældre og mere bevist om alting. Men vi har følt os trygge ved det og har også følt at CE har været ok med det.

 

Min fætter og hans kone skærmede deres søn rigtig meget og til eksempelvis barnedåben var der kun 2 andre der holdt ham ud over forældrene. Han reagerede meget kraftigt ved for meget støj og uro så dette gjorde det fordi det var det bedste for deres søn. Og han er idag den gladeste, lækreste knægt. Så om man gør det på den ene måde har nok ikke så meget betydning i den sidste ende. Det er blot et spørgsmål om at gøre tingene som man selv føler er den bedste måde 

[Ihpets-mortilto]

Jeg kan fortælle om vores den første + hvad jeg så tænker om næste gang.

Jeg fødte en mandag. Tirsdag eftermiddag kom mine forældre + svigerforældre på visit på sygehuset, de var der i lidt under en time. De holdte ham lidt på skift (han sov hele tiden), men jeg holdte ham også en del af tiden. Jeg havde meget svært ved at andre skulle holde ham.

Torsdag kom vi hjem. Fra fredag og til weekenden derefter kom der ca besøg hver anden dag. Alle medbragte kage/is og lavede gerne selv kaffe. Ikke alle holdte William.

Jeg var vild med ideen om at vise ham frem, men ca 4 sekunder efter folk kom, ønskede jeg de gik igen. Ingen var der i mere end en times tid (det sagde vi på forhånd at de ikke måtte). Men alligevel var det ALT for meget for mig. Jeg tuede en masse og var bare rigtig "chokeret" oven på hans ankomst, det var vildt svært at forholde sig til andre mennesker.

Næste gang:

Vil jeg lade mine forældre+svigerforældre komme forbi her/på hospitalet en af de første dage, i et afgrænset tidsrum.

Og så vil jeg have minimum 1 uge fri for besøg. Måske 2.

Jeg forventer der er nogle stykker der bliver ærgerlige. Men sådan er det jo bare :P

[FruOvervejelse]

Tal for alle jeres input, som jeg læser meget grundigt (og faktisk også flere gange ;) )

Jeg kan ikke rigtig svare noget fornuftigt nu. Jeg tror, jeg har brug for at overveje lidt, hvad det er i skriver.

Jeg kan dog lige skrive, at min mand er ret meget enig med mig - noget af vejen. Han har sagt, at hans vigtigste opgave efter fødslen er, at passe på mig og bassen. Han vil gerne sørge for, at vi ikke får uønskede besøg, os at ingen går over de forskellige grænser. Virkeligheden bliver nok en anden, for han er ikke typen, der er god til at banke i bordet.

Han har sagt, at han har det svært med, hvis hans mor ikke må komme ret hurtigt efter mine forældre. Det handler dog om hende, og ikke om hans eget behov.

Omkring hvem der skal holde bebs, er han ikke sådan langt fra mig. Han er helt sikkert mere loose, men har heller ikke lyst til at alle og enhver skal dikkedikke.

Hvad har jeres familier og venner sagt til at I har sagt fra? Er der ikke mange, der bliver vildt sure og fornærmede?

[Maustique]

Synes jeres historier om, hvordan folk har overtrådt jeres grænser er helt vilde - har folk ingen pli??

 

Jeg fødte Alexander hjemme - og havde brugt MEGET af tiden på at tænke over, hvordan det skulle forløbe. Jeg kunne nemlig heller ikke magte at skulle give ham fra mig. Hos os havde vi så to tøser på daværende tidspunkt 12 og 16 år som glææææædede sig til lillebror. Så det er var på den ene side en balancegang hvor de ikke skulle føle sig oversete, men at jeg samtidigt fik den ro, jeg så inderligt havde brug for.

Min mand tog mig heldigvis alvorligt efter et par dybe samtale og clearede både med pigerne og med deres mor, at det var en lidt følsom tid, og at jeg havde behov for ro. Dvs. ingen veninder og ingen lange perioder hos os.

 

Det gav mig ro - og da Alexander var født kom de forbi et par timer og fik også lov til at holde ham. De var så forsigtige og så stolte, at jeg simpelthen smeltede af stolthed bare ved at se på det. De var der et par timer ad gangen evt. en hel dag, de første 14 dage, og det var skønt. Så havde jeg fundet min rolle og så kunne de komme igen, som de plejede.

Min mor ringede jeg selv til kort tid efter fødslen og inviterede - hun kørte med det samme. Jeg ville så gerne vise hende det første barnebarn og hun blev kun en times tid.

Efterfølgende havde vi et par barselsbesøg af den allernærmeste familie i ugerne efter - men hovedparten så faktisk først Alexander, da han var blevet en måneds tid og vi begyndte at tage ham med til arrangementer. På det tidspunkt var jeg blevet så selvsikker som mor, at jeg kunne sige fra. Der har også været et par stykker, der MÆGTIG gerne har villet se lidt på ham mens han sov - eller holde ham selvom han havde behov for sin mor. Men der har jeg skåret igennem på en venlig men bestemt måde - og decideret sagt "Jeg vil ikke have at I", "Han har brug for..." eller decideret bare taget ham og gået ind i et tilstødende rum en times tid, for at give ham ro. Det kan godt være at nogen har kommenteret det efterfølgende, men det er jeg ærligt talt ligeglad med.

I dag har jeg en tryg dreng som kan færdes blandt mange fremmede mennesker i små doser - og en familie, der respekterer at vi (hans far og jeg) suverænt bestemmer alt omhandlende Alexander.

[Guest]

Nogle har taget det for nært, når vi sagde fra. Men det kan vi virkelig ikk tag os af, da det er vores børn og os der kender dem bedst.

[Pumpkins]

Vores datter er født midnat, og vi havde besøg om eftermiddagen,først af mine forældre og så af min mands bror og kæreste. De var der i ca. En halv time, holdt hende, og var flinke til at smutte igen, da vi ikke havde lyst til mere besøg.

Dagen efter havde vi ingen besøg.

Jeg synes det var rart at få besøg, for vi var begge så begejstrede, og ville bare gerne vise hende frem. Men jeg er også taknemmelig for, at vi ikke havde et rend af besøgene, og at dem vi havde, var flinke til at give os fred, da vi havde brug for det.

Jeg tror det er vigtigt at have nogle klare linier. Folk kommer kun anmasende af god vilje, og det kan være svært at se, hvis man gør noget forkert af glæde. Enten kan I selv lave retningslinjer som fx "I må komme, når vi har ringet, og kun være her i en halv time", eller tage en snak me dem og forklar, at det er vigtigt for jer med rå, men at I også godt kan forstå deres glæde/ spændthed/ iver, og at I er åbne for et kompromis.

Hvis det er helt ude i hampen, kan I måske aftale med en sygeplejerske, at hun/ han afviser dem, eller at sygeplejersken kan "forstyrre" jer efter en halv time, så de bliver nødt til at gå (duer selvfølgelig ikke, hvis der er travlt på afdelingen, eller sygeplejersken ikke har lyst). Ellers kan en hvid løgn som fx. At du skal amme/ sove/ malke ud, være en mere forståelig måde at sige fra på, hvis de bliver hængende :)

[Månebarn]

Wow, jeg er godt nok chokeret over mange af jeres historier, der er da virkelig mange der slet ikke forstår eller respekterer grænser!

Vi har allerede haft snakken, og vi kommer til at melde meget klart ud at den første uge er der besøg "by invitation ONLY", og det bliver korte besøg. Den første uge bliver brugt i sengen med Spunken i forsøg på at få amning til at køre, og der gider jeg simpelthen ikke have folk rendende hele tiden.

 

Jeg er slet ikke i tvivl om at mange vil blive skuffede/sure/fornærmede, men lige der er jeg noget så inderligt kold, det er mit hus, min mand, og mit barn, så det er OS der bestemmer, og det er der ingen der kan ændre på.

 

Jeg håber du og din mand kan få aftalt nogle klare spilleregler så du kan få det lidt bedre med udsigten til tiden efter fødslen :) Det eneste jeg kan sige er jo nok, prøv at lade være med at tænke så meget på hvad andre føler og om de bliver stødt, det må være deres problem. Din opgave som mor er at sørge for den bedste start i livet for din basse, og det kræver en glad mor :) Så må andre folks følelser altså komme i 2. række!

[NadiaDP]

Nu har jeg ikke lige læst alle de andres svar, men jeg vil alligevel lige skrive hvordan jeg havde det og så kan du bruge det eller lade være :)

 

Jeg havde aftalt med min mand at vores forældre og min bror måtte komme på besøg på hospitalet. Og det gjorde de. Vi gjorde det klart fra starten af at det var i et kvarter, og ingen måtte holde baby. Min mor har så sagt til min bror at hun ville blive sur hvis ikke hun måtte holde, men det nævnte hun ikke for mig.

Mine svigerforældre kom mere på besøg med de øjne, at de skulle se os og se om vi var ok.

Da vi kom hjem, så vi ingen mennesker i to uger, for vi tog os tid til at lære hinanden at kende og det respekterede folk. Og det var også først efter to uger at folk fik lov at holde hende. Ingen har på noget tidspunkt forventet at holde hende, så det var fint. Men hvis nogle havde forventet at holde hende eller besøge os, uden at vi ville det - så havde jeg sagt nej, og fortalt at det var fordi jeg ikke havde lyst til det/kunne overskue det/var klar til det. Og så er den ikke længere, IMO.

Hvis folk ikke kan respektere det, så er det deres egen skyld og bare ærgerligt. Det er dig der lige har født, dig der skal lære at være mor, dig der skal få amningen til at fungere og dig der ved hvad der er bedst for dit barn, for dig og for din lille nye familie. Længere er den ikke - basta!

 

Edit: Og hvis du nu kommer til at få det helt anderledes efter du har født og ligesom din mor siger, få lyst til at vise jeres barn frem, så er det da bare dejligt og så gør i det. Men hun skal da være forberedt på at det ikke bliver sådan.

[Barbamama]

Jeg har ikke lige læst alle svar, så bær over med eventuelle gentagelser :)

Jeg synes OVERHOVEDET ikke, at du er skør, og jeg synes dine tanker giver fuldt ud mening. Og selv hvis jeg ikke syntes dét, så ville min holdning stadig være, at det er dig og din mand, det bestemmer, hvornår I vil have besøg :)

Vores forløb med besøg var ca. sådan her:

Inden fødslen havde jeg meldt ud, at jeg ville have RO efter fødslen og næppe magtede ret meget besøg og måske ikke den/de første dag(e). Det gjorde jeg, fordi jeg huskede tilbage på, da min niece blev født, hvor vi var 10-12 stykker inde og besøge på samme tid, den dag, hun blev født, og hvor min mor i øvrigt havde taget fri fra job i en uge for at kunne være rigtig meget med. Dengang fattede jeg slet ikke, hvor voldsomt det var, og ingen sagde fra, men da jeg selv blev gravid kunne jeg mærke, at dét magtede jeg ikke (jeg mener faktisk endda at jeg skrev undskyld til min svigerinde, hehe). Jeg begyndte at melde det ud ret tidligt i graviditeten, fordi jeg vidste, at den lige skulle sluges af især min mor, men der var ingen sure miner, og efter lidt tilvænningstid var det jo bare sådan, det var.

Jeg havde så alligevel en tanke om, at jeg undede mine forældre og svigerforældre (altså 4 personer) at se ham første dag, hvis det var muligt. Men det skete ikke, og det er jeg glad for! Han er godt nok født 11.49, men så skulle jeg opereres og der var først nogenlunde ro på kl 18-19 stykker, hvor Brian mere eller mindre måtte made mig, og hvor vi skulle nyde de sidste to timer som nybagte forældre, inden besøgstiden var slut og Brian skulle hjem (pga min operation kom vi først på patienthotel dagen efter, derfor kunne B ikke overnatte sammen med os). Der ville det bare på ingen måde have givet mening at få besøg!

Dagen efter kom vi på patienthotel, og der inviterede vi både min nærmeste familie og Brians nærmeste familie. "Min flok" i en halv-hel times tid inden aftensmad og "Brians flok" i en halv-hel time efter aftensmad. Det var HÅRDT, men det var virkelig dejligt, at det var overstået.

Dagen efter havde vi igen 2 x besøg af en halv-hel time. Først af min bedste veninde og bagefter af min moster og onkel + mor igen. Stadig hårdt, men så havde vi lissom klaret alle dem, der havde travlt med af se ham og på samlet set ca. 3 timer. Det husker jeg som værende ret ok, og umiddelbart en måde, jeg kunne finde på at gøre det på igen.

På Valdemars 4. dag i livet blev vi så indlagt på neo natal, pga. at Valdemar havde tabt sig en del og jeg havde brug for hjælp til amningen. Der var der så småt igen begyndt at dukke ønsker op, om at se ham (igen) og de blev purre afvist. Faktisk sendte jeg bare en runde SMS, hvor jeg meget sparsomt forklarede at vi var indlagt og var ok, men havde brug for total ro. Og så slukkede jeg mobilen og smed den af h til. Min stakkels mor var ved at gå ud af sit gode skind, men der var no mercy, vi havde brug for roen. Og jeg er virkelig glad for, at vi tog os den, for ellers tror jeg amningen var gået i stykker.

Vi kom hjem på Valdemars 7. dag, og 3 dage efter var der åbent for en smule besøg, men virkelig korte besøg, kun inviterede, og uden garanti for at se ret meget til baby, eftersom jeg gik ind i et andet rum, hvis han skulle ammes (og det skulle han tit).

Jeg synes det lyder meget strikst på skrift, men det var dét, vi havde brug for, og vi meldte ret klart ud, og det synes jeg faktisk at folk respekterede :)

[Emilie]

Jeg har personligt meget svært ved at sætte mig ind i dine tanker/ønsker. Jeg kan slet slet ikke forestille mig at skulle vente med at vise frem til på 3. dagen. Kan til dels følge det med, at han ikke skal gå på runde til 800 forskellige, men at han slet ikke må holdes/nusses/kysses af andre, kan jeg ikke rigtig sætte mig ind i.

Min mor skal med til fødslen og jeg regner med at både svigerforældrene og mine bedsteforældre dukker op i løbet af fødslen eller lige efter (de får dog først lov at komme ind og se, når det er overstået). Men ville have det vildt mærkeligt, hvis de ikke kom med det samme og så ham..

Jeg har ikke behov for at hele vores omgangskreds kommer og ser ham første dag, men synes kun det er hyggeligt, hvis folk kommer i løbet af de næste par dage. Men gerne korte besøg.

MEN, jeg synes til hver en tid at man har lov til at sige fra, hvis man ikke magter det, og det skal familie/venner naturligvis respektere.

Kan godt forstå, hvis de bliver kede af det eller skuffede, men det må de så bare affinde sig med. Det er jo jeres barn og dermed jeres regler.

I skal ikke bukke under for pres, det tror jeg ikke, der kommer noget som helst godt ud af.

:)

[Guest]

Jeg har absolut ingen erfaringer, men to ting vil jeg gerne bidrage med: Du er ikke sindssyg og det et dit valg og ingen andres. Dine behov er helt sikkert større end deres. Sig det på en pæn måde og forklar så godt du kan. Så løser det sig nok :-)

[Camilla_krøier]

Nu skal jeg føde hjemme i Malmö og uden at kende "reglerne" der så regner vi med at det kun er forældre og søstre der kommer de første par dage hvis de har lyst, idet vi bor hvor vi bor kan vi lidt nemmere styre hvornår folk kommer da de altid laver en aftale før de bruger en formue på at kører over broen...

Kender flere der har frabedt sig besøg den første måned og det synes jeg man skal have lov til...

[FruOvervejelse]

Tusind tak for alle jeres svar! De har gjort rigtig stort indtryk på mig - og vistnok også min mand.

Vi har haft en lang snak, og har besluttet os for, at alle får at vide, at vi ikke vil have besøg de første dage. Så kan de blive positivt overraskede, hvis vi alligevel gerne vil se dem.

Vi har snakket meget om det der med grænser. Min mand er rimelig afklaret med, at jeg siger fra til "rundebaby". Det har han nok hele tiden taget som en selvfølgelig.

Jeres besvarelser har virkelig været gode for os i vores snak om det hele :)

:kram