Hvornår starter opdragelsen?

[Mette A.]

Når jeg skriver råbe, så mener jeg råbe ;) Jeg synes det er helt iorden at hæve stemmen og gør det også selv ret ofte. Men decideret råbe, det prøver jeg at undgå, selvom det er sket i pressede situationer.

[Pumpkins]

Ej - jeg vil faktisk godt lige tilføje noget... Jeg synes, at vi danser lidt om den varme grød her - så nu vil jeg gerne melde mig frivilligt som politisk ukorrekt.

Jeg er TILHÆNGER af disciplin. Jeg vil have orden, ro og forudsigelighed - og jeg forlanger respekt i huset. Jeg synes IKKE, det er skidt at hæve stemmen af sine børn, og jeg gør det selv dagligt! Der er i min verden forskel på at hæve stemmen og råbe - hvoraf råben i min verden er at miste kontrollen. Jeg kan aflede så mange gange jeg vil - men når Alexander kører bilen hen af skabslågen for 10. gang, selvom han VED at bilerne skal være på gulvet, slår ud efter hunden eller piller alt jorden op af potteplanterne - så er det altså min opgave som forælder, at gøre det klart at nu stopper festen, tage bilerne fra ham, hive ham op af urtepotten, tage et fast greb i ham, kigge ham i øjnene og sige SLUT!

Jeg vil gøre ham og os en bjørnetjeneste, hvis jeg ikke fik lært ham fra en tidlig alder, at der er ting man ikke må gøre "bare fordi". Så skal han nok få den lange, fornuftige forklaring, når han bliver ældre.

Til gengæld så vil jeg IKKE tabe kontrollen med mig selv eller eksplodere uden varsel - mine unger skal vide hvor jeg står, så de er klar over, hvornår de har gjort noget skidt, og at reaktionen på noget skidt er den samme hver gang og ikke lige afhængig af, om jeg er stresset/træt/hvad storebror har gjort minuttet forinden. Jeg vil aldrig slå dem og jeg vil overøse mine unger med al den kærlighed, tid og engagement i deres liv, som jeg bobler over af.

Jeg er selv opvokset i noget, der tilnærmelsesvist kunne betegnes som en hippiefamilie. Jeg måtte mere eller mindre gøre, hvad jeg ville - og ligesådan sejlede jeg lidt i min egen sø fordi jeg manglede nogen til at hive mig op, når jeg var skoletræt og til at vise engagement i de udfordringer jeg mødte. Det førte ikke altid, til de heldigste beslutninger, fordi jeg var alene og simpelthen ikke var moden nok til at tage dem for mig selv. Jeg ønsker at gøre det modsat.

Jeg er bonusmor til de to dejligste teenagepiger (nu 14 og 18), som er opdraget "strengt". Selvfølgelig har de lavet småting, der var mindre heldige i løbet af årene - men der er en grundlæggende respekt omkring forældrene og et engagement og en kærlighed af den en anden verden den anden vej. Det ønsker jeg faktisk at spejle vores opdragelse af "næste" kuld i.

Jeg er både enig og helt uenig med dig ;)

Fordi jeg ikke går ind for "kæft-trit-og-retning"-opdragelse (overdrivelse fremmer forståelsen ;)) , er det ikke det samme som at alt er tilladt og der ikke er spilleregler og grænser herhjemme, for det er her! Og min datter får heller ikke lov til at rode i potteplanter, og køre med biler på skabslågerne. Og jeg ville blive meget ked af det, hvis hun voksede op med en følelse af, at jeg ikke var engageret i hendes udfordringer og lod hende sejle sin egen sø. Det er netop derfor det er så vigtigt for mig, at min "opdragelse" af hende afspejler, at hun er et menneske, der skal respekteres og lære at respektere andre, og at hun føler sig hørt og anerkendt. Og så er min måde at vise det på bare en smule anderledes :)

For mig ligger forskellen ikke så meget i hvad grænserne indebærer, men hvordan de bliver sat. Der er nogle ting vi er meget strenge med og nogle ting vi synes er ok, og det er bestemt ikke sikkert, at alle forældre er enige med os i vores valg. Men sådan vil det altid være.

Jeg er selv vokset op med "fordi jeg siger det", og jeg hader det som pesten. Måske virker det for jer - og så skal i ikke høre et ondt ord fra mig - men jeg vil aldrig kunne sige det til mine børn, uden at komme til at lyde som mine forældre, og dermed også få den samme frustrerende følelse af at blive trumlet ned, som jeg forbinder med sætningen.

Jeg er tilhænger af forklaringen, også til små børn. Jeg behøver ikke inkludere hele den politiske verdenssituationen og planeternes baner, det er nok for mig at sige "jeg vil ikke have det". Det smager lidt af "fordi jeg siger det", men for mig er det hele forskellen på om jeg beder min datter lytte til hvad jeg siger, fordi hun respekterer mig eller fordi jeg er en eller anden autoritativ figur, hvis ord altid er lov. Når hun bliver voksen vil jeg gerne have at hun lytter til andre, og respekterer dem, fremfor bare blindt at følge "den/dem der bestemmer".

Jeg kan sagtens blive hård i stemmen når det er nødvendigt, og min datter er ikke i tvivl om at jeg mener det, når jeg siger "stop så! Jeg vil IKKE have at du xx!"