Hvornår starter opdragelsen?

[NadiaDP]

Ja, hvornår starter man med at træffe de valg der kommer til at have afgørelse for opdragelsen?

Er det allerede når baby er helt lille eller starter opdragelsen først senere?

[Ihpets-mortilto]

Ja, hvornår starter man med at træffe de valg der kommer til at have afgørelse for opdragelsen?

Er det allerede når baby er helt lille eller starter opdragelsen først senere?

Jeg forstår "opdragelse" (hader det ord!!), som en læren om hvordan vi begår os i forhold til verden omkring os. Hvordan er det når vi er i vores lille familie, når vi er flere sammen, i skolen, på arbejdspladsen osv.

Jeg tænker det som en art spilleregler, som man skal følge i relationer til andre, som vi allesammen hele tiden skal lære. Ikke som noget universelt, men som noget fleksibelt. Fx er det ikke ok at kaste med tallerkner hjemme hos os, men det må man gerne i det muntre køkken, osv.

Og med den tanke, synes jeg at "opdragelsen" sker fra det sekund baby kommer til verden.

Hvis man tænker på opdragelse som kæft, trit og retning - så tænker jeg, at jeg aldrig håber at nå dertil med min dreng.

Gir jeg mening?

[Maustique]

Jeg synes opdragelsen begynder dér, hvor barnet begynder at få en forståelse af valg og konsekvenser.

Et spædbarn KAN jo ikke gøre noget af ond vilje - ergo kan man på ingen måde blive "sur" på et spædbarn. Et barn på 1-1½ begynder at få en forståelse af, at der er nogle ting der er forkerte at gøre - og der starter opdragelsen efter min bog.

Alexander VED at han ikke må tage fjernbetjeningen og han VED at mor bliver sur, hvis han piller jord op af potteplanterne - derfor er hans opdragelse lige så stille begyndt.

[Pada]

Jeg forstår "opdragelse" (hader det ord!!), som en læren om hvordan vi begår os i forhold til verden omkring os. Hvordan er det når vi er i vores lille familie, når vi er flere sammen, i skolen, på arbejdspladsen osv.

Jeg tænker det som en art spilleregler, som man skal følge i relationer til andre, som vi allesammen hele tiden skal lære. Ikke som noget universelt, men som noget fleksibelt. Fx er det ikke ok at kaste med tallerkner hjemme hos os, men det må man gerne i det muntre køkken, osv.

Og med den tanke, synes jeg at "opdragelsen" sker fra det sekund baby kommer til verden.

Hvis man tænker på opdragelse som kæft, trit og retning - så tænker jeg, at jeg aldrig håber at nå dertil med min dreng.

Gir jeg mening?

 

Fuldstændig enig! :ditto

[Camillat]

Jeg ka anbefale Jesper Juuls boeger :) 

[Pumpkins]

Jeg forstår "opdragelse" (hader det ord!!), som en læren om hvordan vi begår os i forhold til verden omkring os. Hvordan er det når vi er i vores lille familie, når vi er flere sammen, i skolen, på arbejdspladsen osv.

Jeg tænker det som en art spilleregler, som man skal følge i relationer til andre, som vi allesammen hele tiden skal lære. Ikke som noget universelt, men som noget fleksibelt. Fx er det ikke ok at kaste med tallerkner hjemme hos os, men det må man gerne i det muntre køkken, osv.

Og med den tanke, synes jeg at "opdragelsen" sker fra det sekund baby kommer til verden.

Hvis man tænker på opdragelse som kæft, trit og retning - så tænker jeg, at jeg aldrig håber at nå dertil med min dreng.

Gir jeg mening?

Jeg er ret enig ;)

Jeg tænker egentlig ikke, at jeg opdrager min datter, men tænker alligevel en del over måden jeg håndterer konflikter mellem os på, og hvis der er situationer, som jeg gerne vil have at vi/ hun bliver bedre til, og hvordan vi kan komme derhen. Efter den tankegang startede "opdragelsen" egentlig dag 1.

Hvis man tænker på "opdragelse" som en måde at lære børnene, hvad de må og ikke må, så skal de først være gamle nok til at forstå deres handlinger

Jeg tror vores datter var 1 år før hun begyndte at forstå, at der var ting, jeg (vi) ikke ville have. Det var først der, hun rigtig begyndte at vise, at hun forstod, hvis vi fx. Sagde nej til at hun gjorde nogle ting. Før det virkede "nej" mere som en afledning end en egentlig forklaring.

[Guest]

Jeg vil sige, at jeg har langt hen af vejen 'opdraget' mine børn siden de blev født (eller lært dem at kende i Majas tilfælde). Det vil sige at siden de var helt små, har jeg sagt 'nej' når de gør noget de ikke må. Jeg forventer ikke en baby forstår at jeg siger nej til at slå, bide, tage ting fra storesøster osv, men fordi det bliver altid koblet sammen med en afledning eller afbrud på den handling barnet laver. Min teori er, at når de hører 'nej' i sammenhænge hvor jeg så stopper det som foregår, så kan de hurtigere koble ordet med hvad det betyder - altså at det de gør ikke er ok.

Jeg giver ikke lange forklaringer, men siger ordet for at sende et signal. For mig gør det ingen forskel om jeg siger 'nej' eller 'det vil jeg ikke have' til et lille barn... Det er først nu hvor Maja er knap 6 år, hvor hun for alvor begynder at forstå en forklaring... De får en forklaring hvis de spørger 'hvorfor' - det gør Aron også - men jeg tror ikke at han forstår 'Fordi det vil jeg ikke have, fordi så bliver jeg ked af det' bedre end 'Fordi det gør ondt'. Han forstår et nej, og at det betyder han skal stoppe med det han havde gang i. Det har faktisk aldrig været et problem.

Jeg tror på grænsesætning helt fra start, ligesom jeg tror på at børn skal hjælpe til helt fra start. Begge børn hjælper til i hjemmet her! Jo tidligere jeg indfører en rutine af en art. jo mere naturligt bliver det en del af deres liv. Maja protesterer slet ikke over at blive bedt om at hjælpe til (som regel), fordi hun ved at det er noget vi gør alle sammen.

Og nej, jeg går ikke ind for kæft trit og retning! Jeg går ind for sammenhold, kærlighed, nærvær og samarbejde. Men tror på at jeg er den voksne, og at børn fra den dag de bliver født, skal vide at mor har styr på det og passer på dem. Jeg tror personligt at det kan skabe utryghed hvis man ikke er tydelig overfor børn (Og igen - jeg mener IKKE kæft trit og retning!!!!. Jeg råber ikke af mine børn, skælder dem aldrig ud osv. Alt foregår i en pæn og rolig og ordenlig tone).

Jeg tror på at børn primært lærer via det vi gør, ikke det vi siger. Og det er som sagt fra den dag de bliver født.

:ditto jeg er helt enig i denne tilgang og kunne næppe have formuleret det bedre selv :)

[NadiaDP]

Jeg er nysgerrig om at høre hvordan i takler fx vrede. Hvad gør I istedet for at skælde ud?

[Ihpets-mortilto]

Jeg er nysgerrig om at høre hvordan i takler fx vrede. Hvad gør I istedet for at skælde ud?

Min vrede? Eller mit barns?

Altså, jeg har svært ved at se hvorfor jeg skulle skælde ham ud for at være vred. Det må han da gerne være. Jeg kan godt finde på at sige til ham "ej hvor er du vred". Men altså, det er da en helt ok følelse.

Hvis vrede betyder at han kaster med ting. Kan jeg sige "jeg vil ikke have du kaster med din bil (fx)", i et ganske neutralt tonefald. Og så hjælper jeg ham med at lade være, ved fx at flytte ham (når han er vred, lytter han ikke så godt).

[NadiaDP]

Min vrede? Eller mit barns?

Altså, jeg har svært ved at se hvorfor jeg skulle skælde ham ud for at være vred. Det må han da gerne være. Jeg kan godt finde på at sige til ham "ej hvor er du vred". Men altså, det er da en helt ok følelse.

Hvis vrede betyder at han kaster med ting. Kan jeg sige "jeg vil ikke have du kaster med din bil (fx)", i et ganske neutralt tonefald. Og så hjælper jeg ham med at lade være, ved fx at flytte ham (når han er vred, lytter han ikke så godt).

Ja, jeg tænker både barnets og den voksnes vrede og hvordan man undgår at blive revet med. Jeg er lidt nervøs for at jeg kan blive smittet med den der "opkørthed", i ren afmagt over ikke at vide hvad jeg ellers skulle gøre.

[Pada]

Ja, jeg tænker både barnets og den voksnes vrede og hvordan man undgår at blive revet med. Jeg er lidt nervøs for at jeg kan blive smittet med den der "opkørthed", i ren afmagt over ikke at vide hvad jeg ellers skulle gøre.

 

Det kommer jeg også til ind i mellem, men jeg arbejder med det og forsøger at gøre som Stephi-pigen skriver ovenfor. Det er helt sikkert noget jeg skal lære, men jeg kan også tydeligt se at det ikke virker når jeg selv bliver vred og skælder ud. 

[Ihpets-mortilto]

Ja, jeg tænker både barnets og den voksnes vrede og hvordan man undgår at blive revet med. Jeg er lidt nervøs for at jeg kan blive smittet med den der "opkørthed", i ren afmagt over ikke at vide hvad jeg ellers skulle gøre.

Altså, de der nætter hvor jeg har fået 2-4 timers søvn, og drengen er umulig den hele dag. Så kan jeg godt blive "revet med" og blive skide irriteret.

Men... Det hjælper virkelig ikke! Altså, hvis mor råber af lille barn, er der virkelig kun tabere i den sag. Måske stopper lille Egon med at hamre LEGO i gulvet (eller hvad det måtte være), men Egon stopper i så fald KUN af angst overfor hvorfor mor mister bisindelsen (mor er barns klippe) og af angst for sådan en kæmpe der står og teer sig. Og mor bliver bare rigtigt meget ærgerlig, flov og ked af det.

Jeg vil IKKE have at mit barn skal frygte mig. Overhovedet.

Jeg øver mig i at se det fra min drengs side.

Han slår LEGO i gulvet = det er pisse sjovt, det er ikke for at provokere

Han hælder vand ud over bordet = læren om tyngdekraften, ikke for at provokere

Osv osv

Det betyder IKKE at han for lov!!! Men når jeg forstår at han ikke prøver at gøre livet surt for mig, men bare prøver at lære noget (på en uhensigtsmæssig måde), kan jeg stoppe ham roligt og vise noget andet han kan i stedet, som måske endda opfylder samme læring for ham.

[Barbamama]

Enig med Stephi i forhold til barnets vrede.

I forhold til min egen, så sker det - hånden på hjertet - at jeg ikke rigtig får gjort noget ved den, og ender med at blive skidesur og vred og råber. Det er aldrig noget, jeg vil anbefale, men omvendt kan jeg godt "leve med mig selv" og at jeg altså også rummer de følelser. Jeg gør så det, at når jeg ikke er vred mere, så henvender jeg mig til Valdemar og siger undskyld for, at jeg har råbt, snakker med ham om, hvad der skete, og krammer.

Så godt jeg nu kan, så omgår jeg vreden, ved at få Brian til at tage over, og så gå væk og tælle til 10 (eller 1000 ;)). Og "på den lange bane" synes jeg, at jeg kan forebygge vrede, ved at reflektere over, hvordan verden mon ser ud fra Valdemars vinkel. Jo bedre jeg forstår, hvorfor han gør, som han gør (selvom jeg ikke bryder mig om handlingen) desto bedre kan jeg lade være med at blive vred. :)

[SaraLK]

Enig med Stephi i forhold til barnets vrede.

I forhold til min egen, så sker det - hånden på hjertet - at jeg ikke rigtig får gjort noget ved den, og ender med at blive skidesur og vred og råber. Det er aldrig noget, jeg vil anbefale, men omvendt kan jeg godt "leve med mig selv" og at jeg altså også rummer de følelser. Jeg gør så det, at når jeg ikke er vred mere, så henvender jeg mig til Valdemar og siger undskyld for, at jeg har råbt, snakker med ham om, hvad der skete, og krammer.

Så godt jeg nu kan, så omgår jeg vreden, ved at få Brian til at tage over, og så gå væk og tælle til 10 (eller 1000 ;)). Og "på den lange bane" synes jeg, at jeg kan forebygge vrede, ved at reflektere over, hvordan verden mon ser ud fra Valdemars vinkel. Jo bedre jeg forstår, hvorfor han gør, som han gør (selvom jeg ikke bryder mig om handlingen) desto bedre kan jeg lade være med at blive vred. :)

Hopper nok med på den her... Jeg er ikke altid for god til at styre min frustration... Især ikke, hvis jeg bare bliver grint af, når jeg påpeger noget over for Luna. - det preller totalt af på min lille grænsesøgende toårige!

Hun har jo forstået' at når mor ammer, så kan hun ikke lige komme og se hvad man laver = mange fantasifulde påfund, som hun udmærket ved, at der ikke ville gå, hvis jeg så det.

Jeg er et meget tålmodigt menneske! - men min tålmodighed kan også slippe op!

[Tumlepigen]

Enig med Stephi i forhold til barnets vrede.

I forhold til min egen, så sker det - hånden på hjertet - at jeg ikke rigtig får gjort noget ved den, og ender med at blive skidesur og vred og råber. Det er aldrig noget, jeg vil anbefale, men omvendt kan jeg godt "leve med mig selv" og at jeg altså også rummer de følelser. Jeg gør så det, at når jeg ikke er vred mere, så henvender jeg mig til Valdemar og siger undskyld for, at jeg har råbt, snakker med ham om, hvad der skete, og krammer.

Så godt jeg nu kan, så omgår jeg vreden, ved at få Brian til at tage over, og så gå væk og tælle til 10 (eller 1000 ;)). Og "på den lange bane" synes jeg, at jeg kan forebygge vrede, ved at reflektere over, hvordan verden mon ser ud fra Valdemars vinkel. Jo bedre jeg forstår, hvorfor han gør, som han gør (selvom jeg ikke bryder mig om handlingen) desto bedre kan jeg lade være med at blive vred. :)

Ret enig i meget af det her. Jeg kan godt blive RET irriteret på Filippa og reagere på en måde jeg synes er uhensigtsmæssig i ren frustration eller afmagt. Så taler vi om det bagefter. Jeg synes det er ok at hun lærer at voksne også har følelser, kan reagere på ikke så smarte måder og at de ting hun gør eller ikke gør har en effekt på mig (eller andre).

[Mette A.]

Åha, jeg er også skyldig i at råbe af mit barn ind imellem, men kan også se når det sker, at det kun gør alting meget værre! Så jeg prøver virkelig at lade være. Lise bryder som regel grædende sammen hvis jeg råber. Så sætter jeg mig ned til hende, krammer, siger undskyld og forklarer hvorfor mor blev vred.

Det kan også hjælpe forebyggende på min vrede at sætte mig i barnets sted. Eller bare minde mig selv om hvad der virker - for jeg er jo interesseret i at forbedre situationen, ikke forværre den. Og den bliver altid forværret når jeg råber!

[Barbamama]

Åha, jeg er også skyldig i at råbe af mit barn ind imellem, men kan også se når det sker, at det kun gør alting meget værre! Så jeg prøver virkelig at lade være. Lise bryder som regel grædende sammen hvis jeg råber. Så sætter jeg mig ned til hende, krammer, siger undskyld og forklarer hvorfor mor blev vred.

Det kan også hjælpe forebyggende på min vrede at sætte mig i barnets sted. Eller bare minde mig selv om hvad der virker - for jeg er jo interesseret i at forbedre situationen, ikke forværre den. Og den bliver altid forværret når jeg råber!

Meget enig! Valdemar bliver også helt ulykkelig, når jeg kommer til at råbe :(

[Mistel]

Jeg 'opdrager' også på Vitus som er 16 mdr. Som i - nej vinterstøvler skal ikke stå på spisebordet. Hvis han får et fuldstændig hysanfald over han ikke må lege med porcelænsnips i vindueskarmen, trøster jeg ham ikke, men prøver at aflede ham. Jeg trøster hvis han f.eks falder og slår sig.

Og så reagerer jeg da hele tiden skide uhensigtsmæssigt og ville ønske jeg var en meget bedre og dygtigere mor. Det er ingen hemmelighed!

[Ihpets-mortilto]

Og så reagerer jeg da hele tiden skide uhensigtsmæssigt og ville ønske jeg var en meget bedre og dygtigere mor. Det er ingen hemmelighed!

Det tror jeg vi allesammen gør! Gode mødre er dem der tænker over hvad de har gjort, og hvordan de næste gang kan gøre det bedre (selvom det så tager 1000forsøg ;) ).

Og så tænker jeg også, at vi kan lære vores børn noget vigtigt, når vi begår fejl. Nemlig at alle begår fejl, og at det er ok og menneskeligt, men at man må tage ansvar for sine fejl og sige undskyld. (Uden at ligge noget som helst skyld over på sit barn).

[Guest NinjaMama]

Lige mht det med at komme til at råbe af sit barn, så tror jeg altså virkelig ikke at det er så "fy fy" som det til tider bliver gjort til.

Jeg kan komme til at råbe af Thea, når hun for 25. gang i træk hælder sit glas fyldt med mælk ud over sig. Det er en naturlig reaktion, og ikke noget jeg på nogen måde er flov over eller synes er forkert.

Jeg tror på at det er sundt for børn, at opleve at mor/far altså også kan blive sure. Ligesom Thea kan blive sur og råbe. Hvis vi som forældre hele tiden banker os selv i hovedet med, at vi IKKE må komme til at råbe eller vise at vi bliver sure, så lær vi samtidig vores børn at det er en "fy fy" følelse.

Det er selvfølgelig ikke sådan at vi skal gå og råbe af vores børn hver eneste dag, men jeg tror virkelig ikke at det gavner barnet at vi skal skjule vores følelser.

Jeg vil ihvertfald vise Thea, at det er helt ok at blive vred og komme til at råbe, for det ER altså en naturlig reaktion som ikke skal gemmes væk.

[Mette A.]

Lige mht det med at komme til at råbe af sit barn, så tror jeg altså virkelig ikke at det er så "fy fy" som det til tider bliver gjort til.

Jeg kan komme til at råbe af Thea, når hun for 25. gang i træk hælder sit glas fyldt med mælk ud over sig. Det er en naturlig reaktion, og ikke noget jeg på nogen måde er flov over eller synes er forkert.

Jeg tror på at det er sundt for børn, at opleve at mor/far altså også kan blive sure. Ligesom Thea kan blive sur og råbe. Hvis vi som forældre hele tiden banker os selv i hovedet med, at vi IKKE må komme til at råbe eller vise at vi bliver sure, så lær vi samtidig vores børn at det er en "fy fy" følelse.

Det er selvfølgelig ikke sådan at vi skal gå og råbe af vores børn hver eneste dag, men jeg tror virkelig ikke at det gavner barnet at vi skal skjule vores følelser.

Jeg vil ihvertfald vise Thea, at det er helt ok at blive vred og komme til at råbe, for det ER altså en naturlig reaktion som ikke skal gemmes væk.

Jeg skjuler ikke at jeg er vred og skammer mig ikke over at råbe ind imellem, men fakta er bare at det ikke hjælper at råbe, men blot forværrer situationen. Og jeg kan sagtens vise Lise at jeg er meget vred uden at råbe. Så taler jeg meget fast og bestemt, og viser med mit ansigtsudtryk og kropssprog, at jeg er vred, men bevarer roen, fjerner hende fra situationen og forklarer kort hvorfor og/eller at mor er vred nu. Samtidig med at jeg forsøger at rumme Lises følelser og reaktion og sætte ord på dem for hende. For det er jo ligeså ok at hun også bliver vred på mig, som at jeg bliver det på hende. Men jeg vil jo heller ikke have at hun råber af mig.

Men det er blot den ideelle løsning og det er langt fra altid sådan det går for sig. For jeg er trods alt bare et menneske.

[Guest NinjaMama]

-

[Efternøler]

Jeg er også med på vognen om at man skal opdrage/inddrage børnene fra starten, så de ved hvordan man opfører sig i de forskellige situationer man nu engang er i, og det kan man lige så godt gøre helt fra de er babyer...

Men nogle gange kan det være svært at styre sit temperement rent sprogmæssigt, det erkender jeg gerne..

Men jeg tænker egentlig også at det er "sundt" for børnene at vide, at nu er mors/fars grænse altså nået... Jeg tænker mest på vores familie som den er nu.. Vores drenge på 6+8 vil mægtig gerne diskutere de ting vi beder dem om, specielt den store, og nogle gange bliver det simpelthen bare for meget...

Fx i går, vi kom først i seng ca kl 3 natten til søndag efter en lang køretur hjem fra Østrig, drengene havde sovet i bilen så de var jo friske om morgenen, meen det var forældrene ikke helt ;) om aftenen finder de så en blød plasticbold og vil spille fodbold i stuen, jeg siger til dem at det vil jeg ikke have, for det ender med at noget går i stykker, det er før sket at en bold kom på afveje... Jeg fortæller at de må spille ovenpå, men det mener de ikke er lige så sjovt.... Det ender med at jeg i 10 min skal høre på at der jo også er ting ovenpå der kan gå i stykker og det ene argument efter det andet, som om de prøver at få mig til at gi efter og lave beslutningen om... Til sidst var jeg også nødt til at hæve stemmen og sige at nu gider jeg simpelthen ikke høre på det mere, hvis jeg har givet lov til at spille ovenpå så er det fordi jeg accepterer at ting falder på gulvet deroppe (det er et fælles legerum de har), men jeg vil bare ikke have det nedenunder hvor der er tv til 8000 kr, vaser, billeder, blomster osv.. De sad helt tavse og lyttede, men så stoppede de også diskussionen :)

Nå, men summa summarum er at jeg mener at man skal forsøge at løse konflikter uden skæld ud, men at børnene også skal lære hvornår en ting ikke er til diskussion mere... Og der kan det måske være nødvendigt at hæve stemmen :)

[Maustique]

Jeg synes opdragelsen begynder dér, hvor barnet begynder at få en forståelse af valg og konsekvenser.

Et spædbarn KAN jo ikke gøre noget af ond vilje - ergo kan man på ingen måde blive "sur" på et spædbarn. Et barn på 1-1½ begynder at få en forståelse af, at der er nogle ting der er forkerte at gøre - og der starter opdragelsen efter min bog.

Alexander VED at han ikke må tage fjernbetjeningen og han VED at mor bliver sur, hvis han piller jord op af potteplanterne - derfor er hans opdragelse lige så stille begyndt.

 

Ej - jeg vil faktisk godt lige tilføje noget... Jeg synes, at vi danser lidt om den varme grød her - så nu vil jeg gerne melde mig frivilligt som politisk ukorrekt.

Jeg er TILHÆNGER af disciplin. Jeg vil have orden, ro og forudsigelighed - og jeg forlanger respekt i huset. Jeg synes IKKE, det er skidt at hæve stemmen af sine børn, og jeg gør det selv dagligt! Der er i min verden forskel på at hæve stemmen og råbe - hvoraf råben i min verden er at miste kontrollen. Jeg kan aflede så mange gange jeg vil - men når Alexander kører bilen hen af skabslågen for 10. gang, selvom han VED at bilerne skal være på gulvet, slår ud efter hunden eller piller alt jorden op af potteplanterne - så er det altså min opgave som forælder, at gøre det klart at nu stopper festen, tage bilerne fra ham, hive ham op af urtepotten, tage et fast greb i ham, kigge ham i øjnene og sige SLUT!

Jeg vil gøre ham og os en bjørnetjeneste, hvis jeg ikke fik lært ham fra en tidlig alder, at der er ting man ikke må gøre "bare fordi". Så skal han nok få den lange, fornuftige forklaring, når han bliver ældre.

 

Til gengæld så vil jeg IKKE tabe kontrollen med mig selv eller eksplodere uden varsel - mine unger skal vide hvor jeg står, så de er klar over, hvornår de har gjort noget skidt, og at reaktionen på noget skidt er den samme hver gang og ikke lige afhængig af, om jeg er stresset/træt/hvad storebror har gjort minuttet forinden. Jeg vil aldrig slå dem og jeg vil overøse mine unger med al den kærlighed, tid og engagement i deres liv, som jeg bobler over af.

Jeg er selv opvokset i noget, der tilnærmelsesvist kunne betegnes som en hippiefamilie. Jeg måtte mere eller mindre gøre, hvad jeg ville - og ligesådan sejlede jeg lidt i min egen sø fordi jeg manglede nogen til at hive mig op, når jeg var skoletræt og til at vise engagement i de udfordringer jeg mødte. Det førte ikke altid, til de heldigste beslutninger, fordi jeg var alene og simpelthen ikke var moden nok til at tage dem for mig selv. Jeg ønsker at gøre det modsat.

Jeg er bonusmor til de to dejligste teenagepiger (nu 14 og 18), som er opdraget "strengt". Selvfølgelig har de lavet småting, der var mindre heldige i løbet af årene - men der er en grundlæggende respekt omkring forældrene og et engagement og en kærlighed af den en anden verden den anden vej. Det ønsker jeg faktisk at spejle vores opdragelse af "næste" kuld i.

[Guest NinjaMama]

Der er i min verden forskel på at hæve stemmen og råbe - hvoraf råben i min verden er at miste kontrollen.

Det er jeg enig i. Når jeg skriver "råbe", så mener jeg i virkeligheden også blot at hæve stemmen :)