Graviditet - panik og dårlige tanker

[AirDove]

Nu er jeg førstegangsgravid og har derfor ingen erfaringer overhovedet. Og det her er nok også lidt rodet.

 

Men sagen er den, at jeg - selvom jeg ikke er ret langt henne - går lidt i panik ind i mellem. Min læge fortalte at det var normalt at have det sådan men alligevel. Det går jeg går i panik over er at miste - og det andet er, at hvis det hele lykkedes, om jeg så kan blive en god mor... Min kæreste fortæller mig tit, at han mener jeg bliver en rigtig god mor, og ja, jeg kan godt se hvad han mener, når han siger det. Men alligevel så er det et stort ansvar. Hvordan gør man alt det der?? Jeg ved jo intet!

 

Det er fjollet at tænke, det ved jeg. Men jeg vil rigtig gerne have nogle råd til, hvordan jeg kan gøre for at slå tankerne om og forberede mig lidt bedre. Det skal lige siges, at det meste af tiden er jeg glad for omstændighederne! Og jeg glæder mig! Men det er også svært, når man ikke kan se nogen babybule endnu. Bliver det hele lidt mere virkeligt, når det bliver synligt?

 

Det hjælper heller ikke synderligt, at to af vores forældre har fået det at vide - den ene blev slet ikke glad og den anden blev meget glad! Det er slet slet ikke sjovt, når man regner med en anden (gladere) reaktion...:/ Har I prøvet det?

[Solvej80]

Nu er jeg førstegangsgravid og har derfor ingen erfaringer overhovedet. Og det her er nok også lidt rodet.

Men sagen er den, at jeg - selvom jeg ikke er ret langt henne - går lidt i panik ind i mellem. Min læge fortalte at det var normalt at have det sådan men alligevel. Det går jeg går i panik over er at miste - og det andet er, at hvis det hele lykkedes, om jeg så kan blive en god mor... Min kæreste fortæller mig tit, at han mener jeg bliver en rigtig god mor, og ja, jeg kan godt se hvad han mener, når han siger det. Men alligevel så er det et stort ansvar. Hvordan gør man alt det der?? Jeg ved jo intet!

Det er fjollet at tænke, det ved jeg. Men jeg vil rigtig gerne have nogle råd til, hvordan jeg kan gøre for at slå tankerne om og forberede mig lidt bedre. Det skal lige siges, at det meste af tiden er jeg glad for omstændighederne! Og jeg glæder mig! Men det er også svært, når man ikke kan se nogen babybule endnu. Bliver det hele lidt mere virkeligt, når det bliver synligt?

Det hjælper heller ikke synderligt, at to af vores forældre har fået det at vide - den ene blev slet ikke glad og den anden blev meget glad! Det er slet slet ikke sjovt, når man regner med en anden (gladere) reaktion...:/ Har I prøvet det?

Hej Airdove

Stort tillykke først og fremmest. Det du skriver er meget normale følelser at have. Da jeg ventede min første var jeg skræmt, har også haft en dårlig mor så opsøgte en psykoterapeut som hjalp med tankerne og med hvad det ville sige at være en normal mor. Har brugt hende mange gange undervejs som guide. Nu venter jeg nr tre og kan stadig være i tvivl om jeg nu magter det hele, får alle nok kærlighed osv. Moderføelsen ved nr et kom nogle uger efter fødslen, ved nr to da jeg mærkede liv hver dag, og regner med det blir det samme denne gang. Alt det med at blive mor, jeg syntes der sidder meget i instinktet når baby først etør i armene og resten lærer man ad vejen. Og så er der ret gode bøger af Jesper Juhl omkring "opdragelse", forældreskab.

Mht familiens glæde.... Hverken min far eller svigerne har sagt andet end et fesent tillykke som om det var et gratis kludetæppe de havde vundet men da baby et og to først var i verden græd og jublede de og har stået på pinde for at deltage. Vi har også mistet en og det har flere i familien så tror bare det ligger de til ældre generationer at være lidt fesne i deres jubel.

Det skal nok gå rigtig godt for dig!!!!

[AirDove]

Mange tak! :) Det er bare ikke rart, når de sniger sig ind i hovedet på en.

Hvor er jeg glad for at læse, at du har rakt ud efter hjælp, for jeg har netop tænkt at gøre det samme, hvis det bliver ved/værre. Der er jo ikke noget galt i at have behov for guide og vejledning. Hvis bare det kan hjælpe lidt, så skal det vel nok give et større overskud, tænker jeg. Ja, du har ret, man lærer jo det meste, og jeg glæder mig til, at instinktet kommer frem. :) Lige nu må jeg nok bare acceptere, at jeg stadig selv er lidt forvirret over det, når jeg ingen erfaring har og intet kan se endnu. Jeg søger fluks efter de bøger!

Åh, så har de måske ikke sat forventningerne for højt op? Det er jo altid noget, de har været der efterfølgende! Dejligt. Her var det vist mest et chok pga vi jo ikke er så gamle igen (23 år), men jeg håber da, at der sker en ændring, ligeså snart den lille er her. For det er godt nok for fesent ikke at reagere på det. Jeg håber og tror. :)

 

I dag har tankerne det bedre - efter lidt mere søvn i nat.

 

Tak, det håber jeg også, det gør! :D Mange tak for dit svar, og held og lykke med din egen graviditet. :loveshower

[Haarup]

Tankerne er meget normale.

Jeg er gravid for 3 gang, og har en søn på 3 år.

Jeg syntes at jeg er blevet mere rolig, ved at have nogle datoer, som fx 12 uger der aftager abort ricikoen. 25 uger kan baby overleve fra. 37 uger født til tiden. Og så se baby sparke og hygge sig til scanningerne.

Og tror aldrig man blir helt klar til de kommer.

Efter fødslen af min søn, skulle jeg hentes af en portør oppe på neo. Og han var meget længe om at komme. På et tidpunkt kommer en sygeplejeske ud og ser jeg sider og venter. Hun råber til en anden sygeplejeske "der sider en MOR her ude" og jeg sad så og kigge rundt, men jeg var alene på gangen. Der gik det op for mig, at jeg ikke kun havde fået et barn, jeg var blevet mor.

[Solvej80]

Mange tak! :) Det er bare ikke rart, når de sniger sig ind i hovedet på en.

Hvor er jeg glad for at læse, at du har rakt ud efter hjælp, for jeg har netop tænkt at gøre det samme, hvis det bliver ved/værre. Der er jo ikke noget galt i at have behov for guide og vejledning. Hvis bare det kan hjælpe lidt, så skal det vel nok give et større overskud, tænker jeg. Ja, du har ret, man lærer jo det meste, og jeg glæder mig til, at instinktet kommer frem. :) Lige nu må jeg nok bare acceptere, at jeg stadig selv er lidt forvirret over det, når jeg ingen erfaring har og intet kan se endnu. Jeg søger fluks efter de bøger!

Åh, så har de måske ikke sat forventningerne for højt op? Det er jo altid noget, de har været der efterfølgende! Dejligt. Her var det vist mest et chok pga vi jo ikke er så gamle igen (23 år), men jeg håber da, at der sker en ændring, ligeså snart den lille er her. For det er godt nok for fesent ikke at reagere på det. Jeg håber og tror. :)

I dag har tankerne det bedre - efter lidt mere søvn i nat.

Tak, det håber jeg også, det gør! :D Mange tak for dit svar, og held og lykke med din egen graviditet. :loveshower

Der er intet i vejen med lidt hjælp eller guide, det betyder bare man gerne vil være den bedste forældre man kan være. Jeg var 24 ved mit første bryllup, 25 da jeg blev gravid, skilt og alene som 27 årig. Folk var CHOKERET...indtil jeg mindede dem om de selv var yngre da de var igang med barn nr to. Nu er jeg så 34, mand nr to og barn nr tre. De samme syntes jeg er for gammel. Ikke nemt....haha. Jeg er sikker på jeres familie blir super glade senere hen, ingen kan da stå for en baby.