Til drengemødrene (og alle jer andre ;) )

[Barbamama]

Jeg synes det er er løjerligt indlæg :huh

Hun beskriver nogle succes-kriterier, som fx at hendes 2-årige selv tager ud af bordet. Det gør min 2-årige altså også, helt uden "fordi jeg siger det".

Hun skriver at larmen er der, uanset om man kører militærstil eller ej, og at hendes drenge ikke er artige "slet ikke". Det giver mig ikke en følelse af, at hun har mere succes med sin metode end mange andre.

Hun skriver, at hun gerne vil have børn, der bliver gode borgere. Hvem Søren vil ikke det?

Så der er en del "for" argumenter, som jeg synes gælder lige så meget for "modsatte fløj", som for hendes.

Derudover kan jeg godt få en følelse af, at hun VÆLGER at misforstå/ikke forstå, anden tankegang, end hendes egen. Måske for underholdningens skyld, hvem ved.

Men jeg synes fx, det er ret misforstået at gå ud fra, at hvis man går ind for at aflede, så vil man bruge det når som helst, også hvis man bliver slået. Jeg skal ikke kunne sige, om nogen driver det så vidt, men tror hun mon oprigtigt, at man ikke både kan aflede og samtidig sige fra?

"Jeg mener ikke, at ignorering af børns opførsel er en måde at lade dem tilgå verden på". Nej, hvem Søren mener mon også det? Det er da næppe dem, der afleder, for jeg vil da mene at der er forskel på afledning og ignorering.

"Jeg forstår ikke frygten for at stille krav til børn". Jeg vil jo vove at påstå, at man sagtens kan stille krav, uden at det bliver militærstil og "fordi jeg siger det".

På en eller anden måde, kan jeg godt få en fornemmelse af, at jeg muligvis godt kunne være på nogenlunde bølgelængde med hende, men at hun strør så meget om sig med overdrivelser af både hendes egen opdragelsesmetode og "modsatte fløj", at jeg nærmest synes at indlægget bliver lidt indholdsløst. :huh

Jeg kan i øvrigt sagtens abstrahere fra, at hun skriver, at børn er nederst i hierarkiet, fordi det er de jo i forhold til ansvar/magt, og jeg tror kun det er ud fra dét, hun mener det.

Til gengæld har jeg lidt svært ved at rumme, at hun skriver, at hun har efterladt sit barn på gaden, fordi han ikke ville gå mere. I hvert fald, hvis hun mener, at det er et element i god opdragelse.

[Susanne]

Jeg synes det er er løjerligt indlæg :huh

Hun beskriver nogle succes-kriterier, som fx at hendes 2-årige selv tager ud af bordet. Det gør min 2-årige altså også, helt uden "fordi jeg siger det".

Hun skriver at larmen er der, uanset om man kører militærstil eller ej, og at hendes drenge ikke er artige "slet ikke". Det giver mig ikke en følelse af, at hun har mere succes med sin metode end mange andre.

Hun skriver, at hun gerne vil have børn, der bliver gode borgere. Hvem Søren vil ikke det?

Så der er en del "for" argumenter, som jeg synes gælder lige så meget for "modsatte fløj", som for hendes.

Derudover kan jeg godt få en følelse af, at hun VÆLGER at misforstå/ikke forstå, anden tankegang, end hendes egen. Måske for underholdningens skyld, hvem ved.

Men jeg synes fx, det er ret misforstået at gå ud fra, at hvis man går ind for at aflede, så vil man bruge det når som helst, også hvis man bliver slået. Jeg skal ikke kunne sige, om nogen driver det så vidt, men tror hun mon oprigtigt, at man ikke både kan aflede og samtidig sige fra?

"Jeg mener ikke, at ignorering af børns opførsel er en måde at lade dem tilgå verden på". Nej, hvem Søren mener mon også det? Det er da næppe dem, der afleder, for jeg vil da mene at der er forskel på afledning og ignorering.

"Jeg forstår ikke frygten for at stille krav til børn". Jeg vil jo vove at påstå, at man sagtens kan stille krav, uden at det bliver militærstil og "fordi jeg siger det".

På en eller anden måde, kan jeg godt få en fornemmelse af, at jeg muligvis godt kunne være på nogenlunde bølgelængde med hende, men at hun strør så meget om sig med overdrivelser af både hendes egen opdragelsesmetode og "modsatte fløj", at jeg nærmest synes at indlægget bliver lidt indholdsløst. :huh

Jeg kan i øvrigt sagtens abstrahere fra, at hun skriver, at børn er nederst i hierarkiet, fordi det er de jo i forhold til ansvar/magt, og jeg tror kun det er ud fra dét, hun mener det.

Til gengæld har jeg lidt svært ved at rumme, at hun skriver, at hun har efterladt sit barn på gaden, fordi han ikke ville gå mere. I hvert fald, hvis hun mener, at det er et element i god opdragelse.

:ditto Du har formuleret det jeg ikke selv magtede ;)

[Ihpets-mortilto]

:ditto Du har formuleret det jeg ikke selv magtede ;)

Præcis! Jeg satsede ligefrem på at BBM skrev, så jeg kunne hægte mig på, jeg var så lige lidt utålmodig ;)

[Barbamama]

Præcis! Jeg satsede ligefrem på at BBM skrev, så jeg kunne hægte mig på, jeg var så lige lidt utålmodig ;)

Haha satsede ligefrem :D Men dejligt, hvis jeg også kunne sætte ord på jeres tanker :)

[Guest]

Jeg synes det er er løjerligt indlæg :huh

Hun beskriver nogle succes-kriterier, som fx at hendes 2-årige selv tager ud af bordet. Det gør min 2-årige altså også, helt uden "fordi jeg siger det".

Hun skriver at larmen er der, uanset om man kører militærstil eller ej, og at hendes drenge ikke er artige "slet ikke". Det giver mig ikke en følelse af, at hun har mere succes med sin metode end mange andre.

Hun skriver, at hun gerne vil have børn, der bliver gode borgere. Hvem Søren vil ikke det?

Så der er en del "for" argumenter, som jeg synes gælder lige så meget for "modsatte fløj", som for hendes.

Derudover kan jeg godt få en følelse af, at hun VÆLGER at misforstå/ikke forstå, anden tankegang, end hendes egen. Måske for underholdningens skyld, hvem ved.

Men jeg synes fx, det er ret misforstået at gå ud fra, at hvis man går ind for at aflede, så vil man bruge det når som helst, også hvis man bliver slået. Jeg skal ikke kunne sige, om nogen driver det så vidt, men tror hun mon oprigtigt, at man ikke både kan aflede og samtidig sige fra?

"Jeg mener ikke, at ignorering af børns opførsel er en måde at lade dem tilgå verden på". Nej, hvem Søren mener mon også det? Det er da næppe dem, der afleder, for jeg vil da mene at der er forskel på afledning og ignorering.

"Jeg forstår ikke frygten for at stille krav til børn". Jeg vil jo vove at påstå, at man sagtens kan stille krav, uden at det bliver militærstil og "fordi jeg siger det".

På en eller anden måde, kan jeg godt få en fornemmelse af, at jeg muligvis godt kunne være på nogenlunde bølgelængde med hende, men at hun strør så meget om sig med overdrivelser af både hendes egen opdragelsesmetode og "modsatte fløj", at jeg nærmest synes at indlægget bliver lidt indholdsløst. :huh

Jeg kan i øvrigt sagtens abstrahere fra, at hun skriver, at børn er nederst i hierarkiet, fordi det er de jo i forhold til ansvar/magt, og jeg tror kun det er ud fra dét, hun mener det.

Til gengæld har jeg lidt svært ved at rumme, at hun skriver, at hun har efterladt sit barn på gaden, fordi han ikke ville gå mere. I hvert fald, hvis hun mener, at det er et element i god opdragelse.

Tror faktisk også jeg hægter mig på her! For pointen/resultatet er jeg enig med men et eller andet stritter på mig i hendes beskrivelse! Men det lyder nok grovere end det er!

Mht fløjende så er jeg hverken det ene eller det andet jeg ligger et sted lige midt imellem!!!

Jeg siger fra og jeg siger set så det er forstået, men vi dvæler ikke ved det og jeg afleder lige med det samme.

Jeg kan godt tage ting fra Mie når jeg har sagt nej/stop 3 gange (tredje gang med advarsel) og hun så gør det fjerde gang! Men det har kun været nødvendig 2 gange, nu ved hun jeg mener det! Jeg er ikke streng men heller ikke blød. Jeg tror ikke på militær diktatur og jeg tror ikke på at alt kan "tales" ud i anderkendelsens navn! Jeg kan SAGTENS misbillige en uhensigtsmæssig opførsel og anerkende barnets personlighed! Jeg kan SAGTENS stille en retfærdig og hensigtsmæssig konsekvens op.

Jeg kan godt tåle at Mie skriger fordi hun er ubeslutsom og jeg fjerde gang siger "NU vælger JEG" eller bare vælger for hende fordi jeg ved bedst. Jeg kan godt sige "jeg kan godt se/høre du er træt af det, men det er sådan det er" og så er der ALTID kram at få! Vi siger ALDRIG nej til en krammer herhjemme!

En beslutning er en beslutning - selv en dårlig beslutning! Jeg vil hellere gennemføre en hjerneblødning af en beslutning end vakle og fremstå ubeslutsom. Et ja er et ja! Også det fraværende "ja ja" til en pebernød 5 min før spisetid og et nej er et nej også det strenge stressede "nej" til at lade hende hjælpe med at lave mad (selvom det helt sikkert ville hjælpe på mit eget humør) - for så kan hun nemlig stole på mig og SKULLE det ske at jeg blev NØD til at ændre standpunkt vil hun vide (især når hun bliver ældre) at det er en undtagelse!

Giver det mening?