Til drengemødrene (og alle jer andre ;) )

[Ihpets-mortilto]

http://m.mama.dk/Mor/Moed-en-mor/2014/november/kaeft-trit-og-drengeboern.aspx?utm_referrer=http%3A%2F%2Flwww.facebook.com%2Fl.php%3Fu%3Dhttp%3A%2F%2Fwww.mama.dk%2FMor%2FMoed-en-mor%2F2014%2Fnovember%2Fkaeft-trit-og-drengeboern.aspx&utm_referrer=http%3A%2F%2Fm.facebook.com

Hvad siger i?

Uenig som bare fanden? Eller...

[skruk]

Jeg er ufattelig enig med hende, og det er sådan vi kommer til at opdrage herhjemme.

[Guest NinjaMama]

Jeg synes at hun lyder sådan liiiige skrap nok - men sådan som jeg læser det, så overdriver hun måske også en smule.. Hun har nogle gode pointer, for selvfølgelig skal børn vide at de voksne bestemmer.. Og hvis de ikke opfører sig pænt, så skal de have det at vide uanset hvor man er.. Men, måden vi siger det til vores børn er forskellig. Men er det sådan hendes børn trives bedst, så er det jo fint for dem!

Nogle børn trives under de vilkår, som hun beskriver. Nogle børn har brug for MEGET stramme rammer, og så nytter det jo ikke noget at mor og far ikke kan skære igennem..

Nu har jeg godt nok piger, og jeg ved at T ikke ville kunne fungere med den opdragelse som der bliver beskrevet. Og jeg ville ikke kunne være "den slags" mor.

[Mette A.]

Jeg synes at hun lyder sådan liiiige skrap nok - men sådan som jeg læser det, så overdriver hun måske også en smule.. Hun har nogle gode pointer, for selvfølgelig skal børn vide at de voksne bestemmer.. Og hvis de ikke opfører sig pænt, så skal de have det at vide uanset hvor man er.. Men, måden vi siger det til vores børn er forskellig. Men er det sådan hendes børn trives bedst, så er det jo fint for dem!

Nogle børn trives under de vilkår, som hun beskriver. Nogle børn har brug for MEGET stramme rammer, og så nytter det jo ikke noget at mor og far ikke kan skære igennem..

Nu har jeg godt nok piger, og jeg ved at T ikke ville kunne fungere med den opdragelse som der bliver beskrevet. Og jeg ville ikke kunne være "den slags" mor.

Nu har du jo også en pige og artiklen er møntet på drengebørn med den overbevisning at der er forskel på de to køn.

[Mette A.]

Jeg er i øvrigt overordnet enig med forfatteren :)

[Guest]

Det bliver lige kort og nok ikke særlig velformuleret.

Jeg synes det er dejligt forfriskende med en der italesætter hele den tendens der IMO er omkring børn(eopdragelse). I mit job som lærer er det en KÆMPE udfordring at stå med 28 børn der alle er vant til at blive spurgt, hørt og anerkendt konstant - endnu værre er det at skulle tackle 28 hold forældre der alle vil have deres pode øverst på dagsordenen.

Jeg er selv den 'hårde' forælder der siger "fordi jeg siger det og jeg bestemmer" lejlighedsvis. Dermed ikke sagt at jeg ikke vil spørge og høre på børnene - men i sidste ende er det mig der står med ansvaret og mig der bestemmer.

Min forhåbning er at der bliver flere af den slags forældre, for så bliver mit fokus i mit job også et andet - nemlig på undervisning og ikke opdragelse.

I øvrigt ved jeg at alle fra min mødregruppe er enig med mig, for vi havde netop en snak om det for et par dage siden. De er endda noget ældre end mig og tilhører den gruppe forældre som IMO ofte 'hører' deres børn lidt for meget (Ja, det er fordomsfuldt og generaliserende, men har ikke lige tid til et mere uddybende svar - og der er selvfølgelig altid undtagelser for reglerne).

Edit: Det er ikke fordi jeg ikke går ind for at anerkende børn og høre på dem, men for mig er balancen tippet i en uheldig retning!

[Vinnus]

Nu har du jo også en pige og artiklen er møntet på drengebørn med den overbevisning at der er forskel på de to køn.

Jeg er pigemor og enig med forfatteren ;)

Jeg duer ikke til afledning som hun beskriver den. Vi påtaler også når de slår. Tror det er lige meget hvilket køn, når der prøves grænser af :)

Men heldigvis er vi jo alle forskellige

[Fru-Nielsen]

Jeg er enig i at jeg er voksen og ved bedst. Jeg er også enig i at afledning ikke er vejen frem.

Men jeg er ikke enig i "fordi jeg siger det".. Ikke at der skal en lang forklaring til, men hvis ikke man kan komme på en saglig grund, skal man måske overveje, om man laver regler og siger nej, bare for at gøre det.

[TroldeMor]

Den helt korte...... HURRA for at vi ikke er de eneste som opdrager og har det sådan :yay

[Guest]

Jeg er enig i at jeg er voksen og ved bedst. Jeg er også enig i at afledning ikke er vejen frem.

Men jeg er ikke enig i "fordi jeg siger det".. Ikke at der skal en lang forklaring til, men hvis ikke man kan komme på en saglig grund, skal man måske overveje, om man laver regler og siger nej, bare for at gøre det.

Enig! Men som du også skriver, så vil jeg ikke skulle stå og give lange forklaringer ved enhver situation, og hvis der ikke findes en kort version er 'fordi jeg siger det' den korte version :)

[Camillat]

Jeg er enig i at jeg er voksen og ved bedst. Jeg er også enig i at afledning ikke er vejen frem.

Men jeg er ikke enig i "fordi jeg siger det".. Ikke at der skal en lang forklaring til, men hvis ikke man kan komme på en saglig grund, skal man måske overveje, om man laver regler og siger nej, bare for at gøre det.

 

What she said  :ditto

 

Og saa ville vi ioevrigt have umaadeligt meget graad, hvis jeg brugte den vending herhjemme. FORDI JEG SIGER DET? Hvad bilder du dig ind mor, fandme nej! Eller: Gud, hvor blev jeg lige ked af det, mor.... :( Eller endnu vaerre:  :boo 

 

Det er i min verden ikke saadan, at man ikke maa tage teten, sige fra og speede tingene op. Man skal som foraeldre heller ikke finde sig i hvad som helst. Men hvis jeg optraeder militaert ser jeg mit barn krympe og hans selvvaerd smelte for oejnene af mig. Raaber jeg med min store stemme tror han ikke, at jeg elsker ham -  GYS!  :o

 

Selvfoelgelig kan jeg sige nej og jeg goer ham ikke en tjeneste ved at lade vaere. Men der er forskel paa nej og NEJ! FORDI JEG SIGER DET! Selvfoelgelig reagerer et lille vaesen paa at blive flaaet ud af en leg med fysisk magt, fordi NU skal vi saftsuseme ud af klappen med det vuns, fordi jeg siger det! Der foretraekker jeg at fortaelle, at nu skal vi snart ud af doeren, saa legen skal til at slutte. Kort efter kan jeg bede min dreng om at komme og faa jakke paa, hvilket for det meste sker ret hurtigt og uden konflikter herom. han pakker endda sin egen taske. 

 

Jeg kan stensikkert bygge mit barn op ved at vise ham kaerlighed og respekt, samtidig med at jeg kan laere ham spillereglerne paa en kaerlig, men bestemt maade. Jeg mener, hvordan vil jeg selv gerne tales til? 

[Camillat]

"Fordi jeg siger det", kan ioevrigt snildt oversaettes til mere menneskevenligt sprog: 

 

Det er ikke det, du har lyst til lige nu og det er du rigtig traet af(og det er jeg ogsaa?), men saadan er det noedt til at vaere lige nu. 

[Guest]

Jeg er ikke uenig med hende, men heller ikke 100 % enig.

 

Jeg er ikke bange for at opdrage og jeg er ikke altid anerkendende, jeg kan godt være det, men der er grænser. Fx idag hvor Sebastian pludselig flejner fordi jeg har været så fræk at sætte hvad han selv har betegnet som sine yngslingsboller, på bordet til morgenmad. De er pludselig ikke længere hans ynglingsboller og han skal ALDRIG have dem mere. Igår kunne han ikke få nok idag er jeg den ondeste for at sætte det frem til ham. Der er jeg ikke anderkendende og jeg kan godt komme til at hæve stemmen (hvilket ikke sker dagligt, men jeg er kun et menneske og sådan reagerer jeg af og til), når der ligger en hysterisk snart 7 årig og græder og ter sig pga de forkerte boller, der er min grænse noget.

 

Siger han han ikke vil i skole, det kan jeg godt anderkende og sige jeg forstår godt du gerne vil lege hjemme og sove længe, men det ændre ikke noget. Han skal afsted og det fortæller jeg ham og så taler vi om de dejlige ting han skal i skolen og at han skal være sammen med sine venner.

 

Sebastian er ikke en dreng, der hænger sig i gardinerne, han er ret rolig, men han kan godt opføre sig ude i skoven. Der er jeg ikke bange for at sige og er ligeglad hvor vi er, så opdrager jeg hvis jeg finder det nødvendigt. Jeg har også taget ham i hoved og r.. og båret ham hysterisk ud af en forretning, der skulle kun 1 gang til så gentog det sig ikke.

Tilgengæld har vi også en dreng, som opfører sig godt, størstedelen af tiden. Vi er ret stolte af, at vi her i Tyskland, hvor der er en ret høj standard for hvad man finder god opførsel for børn, får at vide at vi har nogle meget velopdragede og høflige børn. Derfor kan de godt være pokkers irriterende engang imellem, begge to.

 

Jeg tror ikke jeg har sagt til ham, fordi jeg siger det, men nogen gange er det sådan. Jeg bryder mig ikke helt om, når hun siger, at børnene er nederst i hiarkiet, men et eller andet sted har hun nok ret. Jeg ser bare ikke Sebastian som nederst i hiarkiet, hans menng tæller også, men vores vægter højere og derved har hun jo nok ret i at han er nederst i hiarkiet, selvom jeg ikke bryder mig om at se det sådan.

 

Jeg er helt enig i, at vi opdrager en mand, jeg opdrager ham udfra hvordan jeg gerne vil have ham til at være også som voksen og til at kunne klare sig når han skal på arbejdsmarkedet og til et selvstændigt liv, men samtidig må han nu også godt blive forkælet og opvartet indimellem :) . Vi fortæller ham også at skolen er meget vigtig og det ser jeg som en mikro forberedelse til arbejdsmarkedet.

Han har brokket sig over, at han synes hans lære er streng, der har han fået vide at vi er sikker på hun har en god grund og at der skal være styr på børnene, for at de kan lære noget. Jeg kan godt give ham ret i at hun kan være streng, men siger samtidig til ham, at det kke er forkert. Jeg synes det er vigtigt at han har respekt for sin lære og det får han at vide og der kan jeg godt sige, at hun er den voksne og de er børnene og læren har ret.

[Vinnus]

"Fordi jeg siger det", kan ioevrigt snildt oversaettes til mere menneskevenligt sprog:

Det er ikke det, du har lyst til lige nu og det er du rigtig traet af(og det er jeg ogsaa?), men saadan er det noedt til at vaere lige nu.

Hvad så når barnet begynder at ville diskutere hvorfor det er nødt til at være sådan?

Jeg har mødt en del børn, som er vant til at argumentere og diskutere, fordi de er vant til at få en forklaring på alt. De bliver ved og ved.

Til helt små så er jeg enig i at sætningen "fordi jeg siger det" ikke duer. Men til de større.... Der må jeg indrømme at der bliver den brugt.

[Guest NinjaMama]

Nu har du jo også en pige og artiklen er møntet på drengebørn med den overbevisning at der er forskel på de to køn.

Så har jeg måske svært ved at se seriøsiteten i det :D

Så, fordi man opdrager en dreng, som en dag skal blive til en mand, så skal opdragelsen være langt mere streng? Den tror jeg ikke på... Jo der er forskel på kønnene, MEN man skal se det enkelte barn for hvad det er. Det nytter jo ikke noget at stå og RÅBE instrukser ud til en lille dreng, som græder hver gang stemmen bliver hævet en smule.. Tilgengæld nytter det heller ikke noget at mor ikke kan skære igennem, hvis man har en lille vildbasse pige som kun hører efter hvis man halvt-råber med ultra skinger stemme.

Jeg tror ikke på at drenge konsekvent har brug for en "militær mor", mens piger har brug for en mor som altid hvisker små anerkendende ord og afleder istedet for at sige NEJ!

[Guest]

Jeg tror hun lyder skrappere end jeg tror hun er!

Jeg kan SLET ikke lide hendes "nederst i hierakiet" tilgang! Det gør ondt i mit børnesyn! MEN jeg er 100% enig i at opdragelse skal ske med:

1) jeg er voksen

2) du er barn

Mange - rigtig mange - drenge er så følsomme at de ville krybe under gulvbrædderne ved den mindste hævelse af stemmen. Og nogle piger er mere fandenivoldske end drenge!

Derfor tror jeg ikke på at den metode hun bruger ville være anvendelig på en dreng bare fordi han er en dreng. Jeg tror på at de fleste børns personlighed afspejler forældres personlighed, jeg tror på at de fleste forældre er bevidste om hvad deres børn kan "tåle".

Jeg tror også på at samfundet i dag gør børn mere skrøbelige end de er!

Modgang er en del af livet og hvis ikke de møder modstand som barn går de ned med depression som unge fordi de slet ikke har udviklet redskaberne som skal håndtere den modgang!

Ikke alle i ens liv håndterer og giver plads som forældre gør. Ikke alle siger tingene pænt!

MEN jeg ser også ofte børn der er blevet total immun overfor autoritære voksne! Mange - rigtig mange - råber konstant af deres børn, men uden konsekvens og andre der udfører en konsekvens fortryder med det samme.

Og så er der dem der uddeler konsekvenser så ofte at børnene trodser i ren mental overlevelses strategi!

Jeg hæver stemmen overfor min datter når hun går til grænsen og når hun overskrider den er der en konsekvens, men jeg skælder ikke ud, hun ved når stemmen bliver stram og blikket bliver stift! Mie er forholdsvis mild, der er ikke meget grænse afprøvning i hende.

Men mine nevøer har brug NOGET mere skarpt optrukne linier selvom de er søde drenge med fode værdier så har min søster noget mere arbejde i at opdrage end vi har.

Så alt i alt!!! Jeg er hverken enig eller uenig!!!

[Guest]

Så har jeg måske svært ved at se seriøsiteten i det :D

Så, fordi man opdrager en dreng, som en dag skal blive til en mand, så skal opdragelsen være langt mere streng? Den tror jeg ikke på... Jo der er forskel på kønnene, MEN man skal se det enkelte barn for hvad det er. Det nytter jo ikke noget at stå og RÅBE instrukser ud til en lille dreng, som græder hver gang stemmen bliver hævet en smule.. Tilgengæld nytter det heller ikke noget at mor ikke kan skære igennem, hvis man har en lille vildbasse pige som kun hører efter hvis man halvt-råber med ultra skinger stemme.

Jeg tror ikke på at drenge konsekvent har brug for en "militær mor", mens piger har brug for en mor som altid hvisker små anerkendende ord og afleder istedet for at sige NEJ!

Enig! Det var det jeg forsøgte at sige!

[Guest]

NinjaMama, helt enig.

 

Vi opdrager foreløbig ikke Cassandra anderledes end Sebastian. Så i vores opdragelse er der ikke forskel i opdragelsen, pga køn, så er det pga personlighed. Personligheden er selvføgelig forskellig og derfor er der også forskellige fremgangsmåder.

 

Jeg opdrager Sebastian til at være en mand en lille mand, som gerne skal blive en stor og voksen mand :), men så sandelig også Cassandra til at være kvinde. Der er ikke nogen forskel i hvad jeg ønsker for dem og hvilke værdier jeg ønsker de har med sig også i deres voksne liv. Derfor er der heller ikke forskel i opdragelsen, pga køn, men der er forskelle pga alder og personlighed.

[Camillat]

Hvad så når barnet begynder at ville diskutere hvorfor det er nødt til at være sådan?

Jeg har mødt en del børn, som er vant til at argumentere og diskutere, fordi de er vant til at få en forklaring på alt. De bliver ved og ved.

Til helt små så er jeg enig i at sætningen "fordi jeg siger det" ikke duer. Men til de større.... Der må jeg indrømme at der bliver den brugt.

 

Nu har jeg jo kun en lille en ;) 

 

Jeg er stadig ikke naaet dertil, hvor du er, saa der maa jeg blive dig svar skyldigt. 

 

Men du har ret, det er ikke alt, der skal forklares sygt meget, hvor det ender med at vaere argumenter og diskussion i et vaek for sammes skyld. 

 

Jeg har da ogsaa sagt det og raabt, bevares. Men jeg kan bare maerke en forskel og forsoeger at moede Noah der, hvor vi ikke ender i den slags. Jeg har ogsaa taget ham op og baaret ham ud af et pizzaria, fordi han var helt ulykkelig/desperat, fordi hans pizza kom og farver og maleblok skulle pakkes vaek. For at "snappe ham ud af den", tog jeg ham med udenfor og fortalte ham, at vi var noedt til at finde ud af, om vi ville blive og spise pizza, eller om vi ville vaere sure og kede af det og tage hjem. Bum, saa stoppede det og han spurgte mig, om vi skulle gaa indenfor. Men det foregik meget stille og roligt og vi krammede og gik ind. 

 

Man laerer vel at navigere i forhold til ens barn? 

[TroldeMor]

Og så lige en lille tilføjelse.... Som regel overdrives der lidt i sådanne artikler, for effektens skyld, og jeg er heller ikke nødvendigvis 100% enig i alle de ting hun siger.... Men hendes hovedpointe, 1 jeg er voksen 2 du er barn, og hendes generelle mening med artiklen er jeg SÅ enig i!!

 

Nederst i hierakiet fx, bliver mine børn aldrig... Vi er lige meget værd!! Men jeg tror også det er ment som et oprør imod, "barnet kommer altid først" tankegangen....

[Guest]

Man lærer at navigere efter sit barn ja. Jeg må dog også tilstå, at der er ingen som Sebastian som kan trykke på mine knapper. Jeg elsker ham utrolig højt og han er noget af det bedste i mit liv, men nøj hvor kan han også gøre mig sur og frustreret.  Det kunne han ikke som 2-3 årig, men det kan han nu. Ikke derved sagt jeg går fra 0-100, men jeg tæller til 10 mange gange ;)

 

Jeg ved godt hvordan Sebastian helst skal have tingene serveret, jeg ved også han ikke trives med skældud/hævet stemme og at han er sensitiv. Jeg bliver også sjældent sur på ham, så jeg hæver stemmen, men det sker. Det sker specielt i perioder hvor mit overskud ikke er på det højeste og hvor jeg kan have svært ved at navigere efter ham altid. Jeg synes så heller ikke altid han skal have alting serveret så det passer til ham, for sådan fungerer verden ikke. Han kan ikke regne med at alle kan navigere efter ham, han bliver også nød til at navigere og rette ind efter andre.

Derfor skal man selvfølgelig bliver sur på en ordenlig måde og jeg ved da som regel godt hvordan han skal have tingene serveret og det er langt hen af vejen også sådan vi opdrager ham.

[Emilie]

Jeg er rørende enig med hende.

Kan dog ikke se nogle steder, at hun skriver, at det kun gælder drenge. Hun skriver jo bare, at hun selv har to drenge, men det betyder jo ikke at opdragelsesmetoden ikke fungerer med piger.

Dejligt at der endelig er lidt fokus på ordentlig opdragelse i stedet for den kedelige tendens med at børn skal inddrages i alt og alle beslutninger, eller at de bliver små konger og dronninger, fordi mor og far ikke kan finde ud af at sige nej.

Selvfølgelig har børn også en mening og den skal høres og anerkendes, men børn er nu engang børn, og de ved ikke, hvad der er bedst for dem. I mine øjne er det altid forældrene, der har det sidste ord, og det kan sagtens være at der sniger sig et "fordi jeg siger det" ind..

kærlig, men bestemt opdragelse er den bedste tilgang efter min mening :)

[Guest]

Jeg er rørende enig med hende.

Kan dog ikke se nogle steder, at hun skriver, at det kun gælder drenge. Hun skriver jo bare, at hun selv har to drenge, men det betyder jo ikke at opdragelsesmetoden ikke fungerer med piger.

Dejligt at der endelig er lidt fokus på ordentlig opdragelse i stedet for den kedelige tendens med at børn skal inddrages i alt og alle beslutninger, eller at de bliver små konger og dronninger, fordi mor og far ikke kan finde ud af at sige nej.

Selvfølgelig har børn også en mening og den skal høres og anerkendes, men børn er nu engang børn, og de ved ikke, hvad der er bedst for dem. I mine øjne er det altid forældrene, der har det sidste ord, og det kan sagtens være at der sniger sig et "fordi jeg siger det" ind..

kærlig, men bestemt opdragelse er den bedste tilgang efter min mening :)

Dejligt at du kunne sætte de ord på, som jeg ikke selv formår i min trætte hjerne! Jeg er helt enig i ovenstående! :ditto

[Mette A.]

Jeg er enig i at "nederst i hierarkiet" lyder meget negativt og jeg bryder mig ikke om udtrykket, men jeg tror det skal forstås som at forældrene altså bestemmer over børnene og så ER de jo under dem i hierarkiet. Det har intet at gøre med om børnene er lige så meget værd eller har ret til de samme ting.

Børnene skal helt klart høres og må have deres egen mening på lige fod med forældrene, men det ændrer ikke på at de ikke bestemmer lige så meget som forældrene. Vi træffer konstant beslutninger på børnenes vegne og er dermed over dem i hierarkiet, men det er af kærlighed og for at passe på dem.

[Ihpets-mortilto]

Jeg starter debatten og har ikke energi til at følge op på den. Skod!

Nå, den korte fra min side (som er ubrugbart): jeg fik ondt i maven da jeg læste det. Er enige i hendes mål, ikke hendes midler.

Og så fatter jeg NADA af: jeg lærer mine børn at respektere andre, ved at undlade at respektere dem. (Ikke et citat, men det jeg udelader af det hun siger).

Så, nej, generelt set er jeg ikke enig - i hendes måde.