Hmm...

[Lovely Lady]

Ih, jeg synes, at jeg jævnligt falder over artikler, kronikker mv, som får mig til at spekulere lidt. I dag var det denne her...

http://politiken.dk/debat/ECE2468875/mange-boern-tror-at-alt-er-til-forhandling/

I dag kan jeg på forhånd afsløre, at jeg er ambivalent - enig med ham i noget og svært uenig i andet....

[Guest]

Jeg er langt hen af vejen enig med ham.

 

Jeg mener også, som ham, at man skal vise børnene vejen, før man slipper dem løs. For at indgå socialt, mener jeg også de skal vide hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er og det er os voksne der skal guide og vise vejen.

 

Jeg oplevede I min søns børnehave I DK, at det var jungleloven der herskede. Der var ingen der viste den sociale vej, det var den stærkste, den der kunne skubbe hårdest der vandt. En sjælden gang oplevede jeg en pædagog der med spæd stemme, satte sig ned ved et barn der opførte sig forfærdeligt og sagde, "nu skal du opføre dig pænt og huske at vi skal samarbejde". Jeg synes det var alt for slapt og der var ingen konsekvens ved at opføre sig dårligt. 

Der var store problem med børn der opførte sig ret grimt og nogle af børnene skulle have opmanding fra personalet konstant, men personalet greb ikke ind og viste ikke vejen og der skete intet hvis de opførte sig dårligt.

 

Jeg har oplevet noget helt andet her I Tyskland og der er retning, ikke kæft trit og retning, men er er styr på dem og de er ikke bange for at vise barnet konsekvenser ordenlige konsekvenser. Her er en helt anden ro end jeg oplevede I den meget dårlige institution jeg stiftede bekendtskab med i DK. Børnene kan godt larme I Sebastians klasse, men vores gode lære har fundet en god løsning og har fået ro I klassen.

 

Jeg mener også han har en pointe når han siger børn mangler grænser. Jeg forstår godt det kan være svært når man fuldtidsarbjder, skal klare det hjemmelige, indkøb og så også skal bruge den sparsomme tid man har med sit barn på at være sur og sætte grænser og have konflikter og ikke på en god stund. Jeg forstår godt man griber til den lette vej og glider af, men man gør nok sit barn en bjørnetjeneste.

 

Jeg kan godt genkende når han siger, at vi servicere som forældre. Det kan jeg ikke sige mig selv fri for. Jeg er nogen gange irriteret på Sebastian over, at han ikke gør mere, men hvorfor skulle han når jeg gør det for ham. Jeg kan godt beklage mig imens, jeg servicere ham, så hvorfor skulle han dog tage hvad jeg siger for gode vare, når jeg gør tingene for ham. Jeg har før tænkt at nu skal jeg stoppe og er også blevet bedre, men jeg kunne godt blive endnu bedre og lade ham gøre mere selv.

 

Jeg er dog ikke nødvendigvis enig I hans sanktionsform. Jeg er ikke bange for at sanktionere, nogle gange er det den eneste vej til at komme igennem til en 6 årig, ihvertfald min, men jeg bryder mig ikke om at sanktionen bliver at blive udelukket fra de sociale ved et måltid, som jeg mener man bliver når der ikke bliver dækket op til en.

Jeg er enig med ham I, at man skal føre det ud I livet, hvis man siger "du skal". Siger man a må man også sige b, ellers er jeg helt enig I, at man mister sin autoritet. Så hvis man siger der en sanktion, ved en given opførsel,  så må man også være klar til at føre den ud  livet og har et ansvar for at det er en ordenlig sanktion.

 

Jeg synes det er dejligt,mange danske børn er modspilsbørn. Jeg synes det er dejligt at børn tør sætte spørgsmålstegn ved de voksne, for de voksne har ikke altid ret. Jeg synes det er sundt at børnene lære at tale deres sag og herhjemme kan vi også godt ændre holdning, hvis vi høre et godt argument. Jeg synes det er skønt at børnene også har en holdning og har lov at have den. Børnene skal blot også lære, at der er grænser for deres medbestemmelse og have respekt for deres forældre/lære, pædagoger og forstå grænserne.

[Lovely Lady]

Det er netop sanktionsafsnittet, jeg har det skidt med :)

[Mistel]

Jeg har aldrig læst det kompetente barn. Min tidligere svigerinde var stor tilhænger og jeg må sige at vi generelt var uenige om hvordan tingene skulle være. Synes ærlig talt hendes voksne børn var ret hæslige ;) men ok jeg havde heller ikke selv børn på det tidspunkt og ting har det jo med at ændre sig....

Jeg er enig i at mange børn er for dårligt opdragede/vejledte. Ville jeg sende min 5-årige i seng uden aftensmad? Nix. Men jeg kunne sagtens nægte at dække bord til ham hvis han nægtede at rydde af. Hvis det giver mening...

[Pumpkins]

Jeg synes også den med at nægte aftensmad er for hård. Der er mange måder at sanktionere på, men at afstraffe med ingen mad eller lignende får det til at sitre på mig. Mine børn skal ikke gå tidligt i seng, og de skal heller ikke straffes ved at blive udelukket fra det sociale i familien. Det er for meget synes jeg.

Jeg er bestemt tilhænger af, at man lærer sine børn at hjælpe til. Nu er Karla stadig så lille, at jeg ikke forlanger, at hun hjælper til, men jeg spørger næsten altid om hun vil dække bord, og det vil hun som regel gerne - og så fortæller jeg hende bag efter, at jeg er glad for at hun hjælper til. Hvis hun ikke vil, så er det i orden. Det er fedt at se, hvor stolt hun er, og hun elsker fx at vise C, når hun har dækket bord.

Jeg kan godt sige til hende, at vi skal rydde legetøjet op, før vi kan lege en ny leg. Jeg håber, at jeg på den måde lærer hende, at afslutte den første leg på en god måde, og at det bliver til en vane, at rydde op efter sig selv. Jeg hjælper hende, nogle gange er hende selv, der tager det hele, andre gange er det mig der tager 90 %.

Jeg tror på, at man kommer lægere med at motivere og rose/ anerkende/ vise taknemmelighed etc., end at være striks og sige "hvis ikke du dækket bord, så er det på hovedet i seng, og det uden aftensmad!"

Når hun bliver lidt ældre, skal der nok komme lidt mere pligt ind over. Hvordan vi gør det, må vi finde ud af med tiden. Det ideelle ville jo være, at det blev så naturligt for hende, at jeg ikke behøvede at sanktionere (drømme er der nok af ;) )

Selvfølgelig skal man ikke kravle efter barnet og hele tiden sige "søde, rare, skattemus, vil du ikke nok være rar at hjælpe mor, så er du sød." Det kan barnet ikke bruge til noget.

Jeg er nok ikke den store tilhænger af, at mine børn skal se mig som en "autoritet". Jeg vil ikke være diktator - men det betyder så sandelig ikke, at de skal være det. Vi skal respektere hinanden, ligesom vi skal respektere dem omkring os.

Mine børn må gerne give mig modspil. Jeg har sat et mål om, at jeg vil forsøge at undgå vendinger som "fordi jeg siger det" eller

"Fordi det er mig, det bestemmer" - hvis ikke jeg kan forklare min holdning, er den så overhovedet god? En (i mine øjne) god forklaring kan sagtens være "fordi jeg ikke er tryg ved, at du gør det" eller "fordi jeg ikke synes det lyder som en god ide". Det andet er så tomt og "du skal gøre som jeg befaler, også selv om der ikke er nogen grund"-agtigt, og det er super frustrerende at blive mødt med. En grund kan man forholde sig til og arbejde med. Hvis mine børn har nogle gode modargumenter, så vil jeg da gerne høre dem. I sidste ende er det mig, der tager beslutningen, men jeg vil gerne lytte til dem, og tage det med i betragtningen.

Jeg vil hellere have børn, der "adlyder" fordi det jeg siger giver mening for dem, at de regler/ grænser jeg sætter kommer af en grund, og ikke er uforklarligt princip.

Jeg vil gerne have, at de vokser op, og er kritiske - bliver de bedt om at gøre noget, de ikke har lyst til, eller bliver de mødt med krav og regler, der ikke giver mening, må de endelig stile spørgsmål til det. Det kan jeg fortælle dem 1000 gange, men jeg er også nødt til at vise dem det, ved at give plads til det herhjemme. Det er godt for dem at lære at udtrykke deres holdninger og at argumentere for deres sag.

Jeg er selv vokset op med at man ikke stiller spørgsmål til beslutnigerne, for det er mor og far der bestemmer, og sådan er det. I dag er jeg ret dårlig til at udtrykke utilfredshed og sige fra, og jeg er ret dårlig til at sige, hvis jeg er utilfreds med noget. Det sidder dybt i mig, det der med ikke at kunne rokke folks holdninger og ændre beslutninger, så jeg giver nærmest op på forhånd.

C er opdraget med mere rum til modspil, og han er ret skarp til at sige fra fx overfor en tarvelig chef eller en urimelig lærer. Hvis han bliver trådt over tæerne, så siger han fra. Og det synes jeg er en positiv evne! Den bedste måde jeg kan lære mine børn det, tror jeg, er ved at give plads til det.