Gravid på trods af moderat nedsat sædkvalitet?

[BabyBlue]

Øv, havde både frygtet og håbet det udfald på min kærestet fertilitetsprøve. Men nu er sagen således at vi efter et år uden gevinst har fået ham testet og han har let til moderat nedsat fertilitet - 30 - 50 %. Hvilket vi egentlig synes virker af meget?!

 

Vi skal til lægen og diskutere vores muligheder. Jeg vil bare så gerne undgå hele behandlingsverdenen. Synes det er vildt grænseoverskridende og kan ikke overskue det i forhold til arbejde og fravær, og tja bare hele det kliniske system man pludselig bliver en del af bare fordi man ikke selv kan reproducere. Er virkelig ærgelig over det. :(

 

Men nu vil jeg spørge om nogen af jer har oplvet at blive gravide selvom mandens fertilitet er nedsat? Eller er behandling vejen frem og trækker jeg bare pinen ud hvis jeg holder det hen?

[Maustique]

Nu er den jo "kun" let til moderat nedsat. Det behøver da ikke at være en hindring.

 

Synes I skal tage et møde med behandlingsverdenen - og det kan jo være det ender med at kunne afkræfte nogle af de ting I frygter.

[Solvej80]

Ved ikke hvad procenterne er. Men min mand har mellem 2,5 og 4 mio på en god dag. Og jeg er blevet gravid tre gange. Et barn og er gravid nu. Det var med insemination og jeg har PCO så også med hormoner.

[Sparklinrock]

Jeg har hørt, at ca 75% af danske mænd har nedsat sædkvalitet i en eller anden grad. Så velkommen i klubben, kan man sige :D Det lykkes jo så for langt de fleste at lave børn på naturligvis alligevel, da det kun er ca 10% af børn, der bliver til ifb. fertilitetsbehandling. Så ud fra disse tal, så har I da gode odds for at det stadig kan lykkes derhjemme :)

 

Behandlingsverdenen er grænseoverskridende. Ingen tvivl om det. Men intet sker fra den ene dag til den anden, så der er tid til at vænne sig til tanken. Jeg har indtil videre kun haft utroligt positiv erfaringer med denne verden. Alle jeg har mødt har været helt utroligt venlige, og så vil de gerne hjælpe os med vores drøm om en baby. Det er da fantastisk.

 

Måske du kan sætte lidt flere ord på, hvad du er 'bange' for ved behandling? Umiddelbart kan jeg fortælle, at man ret mange gange skal have foretage div. scanninger og underlivsundersøgelser. Dette synes jeg, var ret grænseoverskridende i starten, og jeg følte mig meget blottet. Men nu har jeg fuldstændig vænnet mig til det. Og jeg tænker, at jeg alligevel kommer til at ligge sådan, når jeg en dag skal føde, hehe :)

 

Behandling kan også betyde ret mange ting. De fleste starter med at få tilbudt IUI (inseminationer). Her er antallet af scanninger og lægebesøg ret begrænset, og afhængigt af dit job, kan man ret nemt smutte af sted til disse aftaler uden at ens kollegaer mistænker noget. Det lykkes i hvert fald fint for mig.

 

Personligt, så har jeg det sådan, at hvis vi kan få hjælp, så tager vi imod med kyshånd. Det kan nemlig kun går for langsomt med af få lavet den baby :) Men hvis I derimod har lyst til at give det lidt længere tid alene, jamen, så skal I da endeligt gøre det. Det afhænger nok primært af jeres tålmodighed.

 

Til sidst vil jeg bare fortælle, at jeg ofte tænker på, hvor heldige vi er. Vi lever i en tid, hvor der rent faktisk er ret mange og gode muligheder til at få hjælp til at få børn. Tænk hvis vi havde levet for bare 50 år siden, så havde disse muligheder ikke eksisteret, og så havde vi risikeret at skulle gå gennem livet som barnløse.

 

Held og lykke med jeres videre forløb :goodluck :bd

[Dino123]

Jeg tænker bestemt, at det er muligt for jer! Hans tal må jo være mellem 10-16 millioner svømmere. Vi bliver behandlet med IUI egentlig pga. mine underlivssmerter, men min mands kvalitet har vi fundet ud af er moderat dvs mellem 5-10 mio. Vi er ikke gravide endnu, men det skal nok lykkes!

[Dino123]

Hov ville egentlig også skrive, at jeg ikke bliver hormon behandlet, men følger min egen cyklus. Det betyder for mig, at jeg møder op på dag 15 til en hurtig scanning og IUI på dag 16. Vi skal have det tredje forsøg i næste uge.

[BabyBlue]

Tak for jeres svar. :)

 

Sparklinrock, hvad er det egentlig jeg er bange for?

Tja, i bund og grund føler jeg det er sådan et nederlag at vi ikke selv kan klare noget så grundlæggende. Jeg hader at det nu skal være noget klinisk der foregår på et hospital. Det burde være noget der sker naturligt og en dag kan man tage en positiv graviditetstest og juble over det derhjemme. Og jeg synes det er vildt uretfærdigt at "alle andre mennesker", også dem der er meget mindre egnede til at være forældre, bare kan producere børn på stribe. Jeg kan mærke at jeg bliver en smule bitter over det og det er ikke en følelse jeg har lyst til at dyrke.

 

Jeg skal nok bare sluge et par kameler, for i sidste ende skal der helst bare komme en lækker baby ud af det. :)

 

Jeg er slet ikke bange for den fysiske del af behandlingen. Ikke at jeg jubler over at folk nu skal til at rode og rage i mit underliv, men den del går nok. :) Det er udelukkende det mentale. Og den lille, insisterende frygt, som jeg prøver at undertrykke, der hele tiden hvisker "hvad nu hvis det heller ikke lykkes med behandling - skal vi så slet ikke have børn?".

 

Jeg synes bare det er rigtig øv og har behov for at råbe røøøøøøv! Og bevare et lille håb om at det kan lade sig gøre på naturlig vis, selvom jeg ikke har meget håb tilbage nu hvor der er gået over et år uden resultat og vi nu ved at der er en fysisk årsag til det.

[Sparklinrock]

Åh for pokker. Man må gerne råbe R*V i denne proces - og gerne flere gange. Nogle gange skal det bare ud af systemet. :kram2

 

Jeg kan sagtens følge dig. Der kan helt sikkert føles som et nederlag ikke at kunne selv. Det er bare så vigtigt at huske på, at det ikke er JER, der har fejlet. I kan på ingen måde gøre for, at der er en eller anden biologisk mekanisme, der gør, at din mands sædkvalitet er nedsat. Det synes jeg altså, er vigtigt at huske på. Hvis det så var fordi, at I ikke motionerede nok, eller røg for meget eller noget helt tredje, som I kunne gøre noget ved. Men det er det altså ikke.

 

Det der med, at det er uretfærdigt, at andre kan får børn (som måske slet ikke ønsker det, eller som ikke er så gode forældre), de kender jeg også godt. Og uha misundelse en en grim ting! Det der har hjulpet mig i det tilfælde er, at jeg jo i virkeligheden slet ikke er misundelig på alle de andre. Det er jo ikke deres barn, jeg vil have. Det er mit eget. (Har tyvstålet dette argument her fra BK - synes bare det er så godt) :lovebk Og så har jeg erkendt, at verden bare ER uretfærdig. Der er krig, og der er børn der bliver syge og alt muligt andet. Verden er uretfærdig. Men vi er nogle få heldige, der har mulighed for at få hjælp.

 

 

For mig har det hjulpet rigtigt meget at søge og læse en masse information om behandling. I starten var det nemlig meget stort, uhyggeligt og ukendt at skulle lave børn på et hospital. Men jo mere jeg læste om det, jo mere forekom det mig som en relativ let og smertefri løsning. Hvis du har lyst, kan du fx kigge i denne vejledning: http://www.trianglen.dk/uploads/1/2/1/6/12165167/iui-h_patientinformation.pdf Det er instruktion til IUI fra Trianglen, hvor jeg har været i behandling. Mit bud er, at de nok vil starte med at tilbyde jer netop IUI.

:kram :kram

[BabyBlue]

Det er lige præcis misundelsen - åh den er grim! Og jeg hader når jeg ikke kan holde den væk. Synes jeg er et usselt menneske. :huh

 

Tak for dit dejlige svar, og link, Sparklinrock, jeg har allerede været inde på deres hjemmeside og læse lidt rundt. Jeg mener bestemt også vi vil blive tilbudt IUI som det første. Dog ved jeg ikke om jeg også skal igennem undersøgelser? Bare fordi min kæreste har nedsat fertilitet behøver det ikke at betyde at jeg ikke også har det - men det udreder de måske slet ikke når der er påbevist lav fertilitet hos manden?

 

Udover at jeg vejer lidt for meget så er vi begge rimeligt sunde. Hverken ryger eller drikker eller noget i den dur. Jeg er alligevel også nervøs for om de slet ikke vil behandle mig/os når jeg er overvægtig - at jeg skal tabe mig først. Det vil være sådan et pres oven i ærgelsen over ikke at være gravid i det hele taget. :(

 

Jeg er bestemt taknemmelig for at vi kan få hjælp. For 40 år siden ville det bare have været ærgeligt og så kunne vi leve uden børn. Jeg er ikke modstander af behandlingsmuligheden, jeg er bare modstander af at JEG personligt skal bruge den... hvis I forstår. :blush

[Sparklinrock]

Jeg forstår langt det meste af det, du skriver :) Det er det, der er så dejligt ved dette forum. Vi er mere eller mindre alle i samme båd :)

 

Som udgangspunkt er det nogle undersøgelser, som begge parter skal igennem før I kan blive tilbudt behandling. I skal fx begge have taget blodprøver, hvor der testes for hepatitis og HIV (dette er er lovkrav). Yderligere vil jeg tro, at du skal have taget blodprøver på dag 2-4 i din cyklus, dette gøres for at afklare alle dine hormonniveauer. Og så skal du nok have lavet en vandscanning (HSU). Her får man sprøjtet noget vand ind i livmoderen og i æggelederne for at sikre, at der er passage. Efter lige præcis denne undersøgelse er fertiliteten øget med ca 10% de næste 2-3 cyklus, og her er der mange der er heldige at klare det selv. De fleste behandlingssteder kræver at begge parter er undersøgt, før de sætter en behandling i gang.

 

Vejer du meget 'for meget'? Tror at det alligevel skal være ret mange kg før du ikke kan få behandling.

 

Og så forstår jeg godt dobbelt-moralen. Jeg har det stadig sådan med tanken om en sæddonor eller adoption. Det er skam rigtigt gode muligheder. Det skal bare helst ikke være MIG, der skal bruge dem :D

[BabyBlue]

Tak fordi du deler ud af dine erfaringer Sparklinrock, det er virkelig dejligt. :)

 

Jeg vejer 15-20 kg for meget, ved ikke om det er meget meget eller bare lidt meget. ;) Men det er BMI over 27, som jeg læste et sted at grænsen er for hvad der kan accepteres. Så derfor er jeg lidt nervøs for om de forlanger jeg først lige taber mig 15-20 kg. Det har jeg lidt svært ved at overskue.

 

Sæddonor ville jeg ikke have problemer med hvis det kom så vidt, men adoption er slet ikke en mulighed. Det er både min kæreste og jeg helt afklarede og enige om. :)

 

Og jeg kan mærke at jeg stadig klynger mig til håbet om at det sker ad naturlig vej.

[girly1988]

Jeg vil lige indskyde at løbet langt fra er kørt for jer...

Min mands sæd er heller ikke tip top...og min krop er ret uregelmæssig med ægløsning og det..

Vi fik æl sprøjte hos gyn..og så betalte vi for zoneterapi..vi forsøgte i 2 år og 3 mdr. Inden en blivende spire...(mistede to gange undervejs)..og idag sidder jeg med vores 2 uger gamle søn..og har mange gange troet de aldrig blev os..

[BabyBlue]

Dejligt at høre succeshistorier. :)

Hvad går den æl-sprøjte ud på? Er det samme princip som det man får in insemination, så man bare kan have sex på det helt rigtige tidspunkt?

Jeg har ellers ret regelmæssig cyklus, så tror ikke selv at manglende eller ustabil æl er problemet - men man ved da aldrig. :)

[girly1988]

Dejligt at høre succeshistorier. :)

Hvad går den æl-sprøjte ud på? Er det samme princip som det man får in insemination, så man bare kan have sex på det helt rigtige tidspunkt?

Jeg har ellers ret regelmæssig cyklus, så tror ikke selv at manglende eller ustabil æl er problemet - men man ved da aldrig. :)

Jeg havde i lang tid en cyklus på 40/42 dage og dermed ville min læge ikke udrede os fordi det åbenbart var helt normalt..men så prøvede vi en masse med kost, motion, vitaminer og zoneterapi..så ændrede tingene sig..og efter lang tid gik min læge med til at henvise til gynækolog..og han scanned mig for at følge min cyklus og se om der var æl osv. Han vurderede at æl sprøjte var nødvendigt så sådan en fik jeg og sånskulle vi have sex nærmest på klokkeslet dagen efter :-)

Vores søn er lavet ved hjælp af 6. Sprøjte og havde det ikk lykkedes skulle jeg have været igang med en udredning den efterfølgende cyklus..men det slap vi heldigvis for :-)

[kps88]

Tak for jeres svar. :)

 

Sparklinrock, hvad er det egentlig jeg er bange for?

Tja, i bund og grund føler jeg det er sådan et nederlag at vi ikke selv kan klare noget så grundlæggende. Jeg hader at det nu skal være noget klinisk der foregår på et hospital. Det burde være noget der sker naturligt og en dag kan man tage en positiv graviditetstest og juble over det derhjemme. Og jeg synes det er vildt uretfærdigt at "alle andre mennesker", også dem der er meget mindre egnede til at være forældre, bare kan producere børn på stribe. Jeg kan mærke at jeg bliver en smule bitter over det og det er ikke en følelse jeg har lyst til at dyrke.

 

Jeg skal nok bare sluge et par kameler, for i sidste ende skal der helst bare komme en lækker baby ud af det. :)

 

Jeg er slet ikke bange for den fysiske del af behandlingen. Ikke at jeg jubler over at folk nu skal til at rode og rage i mit underliv, men den del går nok. :) Det er udelukkende det mentale. Og den lille, insisterende frygt, som jeg prøver at undertrykke, der hele tiden hvisker "hvad nu hvis det heller ikke lykkes med behandling - skal vi så slet ikke have børn?".

 

Jeg synes bare det er rigtig øv og har behov for at råbe røøøøøøv! Og bevare et lille håb om at det kan lade sig gøre på naturlig vis, selvom jeg ikke har meget håb tilbage nu hvor der er gået over et år uden resultat og vi nu ved at der er en fysisk årsag til det.

Hold da op hvor jeg har det som dig tit.. Det lidt som om man bliver sprunget Over i køen konstant.. Men jeg er i behandling nu og skal til mit 3 iui.. Men kender det med at det godt måtte ha været sket naturligt.. Og alle de overvejelser og skuffelser man overvejer.. Men det skal nok lykkes og det ikke slemt at være i behandling.. Man "vender" sig til at blive rodet i der nede også når man har mens.. (Ret grænseoverskridende de første gange..) :-). Men held og lykke med det..

[BabyBlue]

Hold da op hvor jeg har det som dig tit.. Det lidt som om man bliver sprunget Over i køen konstant.. Men jeg er i behandling nu og skal til mit 3 iui.. Men kender det med at det godt måtte ha været sket naturligt.. Og alle de overvejelser og skuffelser man overvejer.. Men det skal nok lykkes og det ikke slemt at være i behandling.. Man "vender" sig til at blive rodet i der nede også når man har mens.. (Ret grænseoverskridende de første gange..) :-). Men held og lykke med det..

 

Dejligt ikke at være alene om tankerne. :)

 

Jeg håber også det lykkes for dig snart. :)