Naturlig fødsel versus kejsersnit.

[Guddi]

Godmorgen de damer.

Nu er jeg 33+3 og tanker om den forestående fødsel nærmer sig med hastige skridt.

Tankerne går selvfølgelig på naturlig fødsel versus kejsersnit, og selvom jeg ikke ønsker nogen af delene, bliver han jo nødt til at komme ud. Og da jeg ikke tror, jeg kan snyde ham ud gennem næsen eller kaste ham op, er det jo en af de to versioner, der skal til.

I får lige lidt baggrundshistorie for ikke at tro, at det er ren og skær forkælelse, der får muftis at overveje kejsersnit.

Jeg er 36, snart 37 år.

I 2005 fødte jeg en datter på helt normal vis. Normal graviditet, normalt fødsel på terminsdagen, mere normalt bliver det ikke. Men det selvfølgelig allerhelvedes ( sorry) ondt og jeg var bange for at føde igen.

Graviditet nr 2 2013:

Har en graviditet med begyndende bækkenløsning og en voldsom tyngdefornemmelse fra uge 24 ca.

I uge 30 går mit vand og i uge 32 føder jeg ved akut kejsersnit en lille pige på 1715 g.

Vi er indlagt på neonatalafdelingen i 5 uger og det er et hårdt forløb ( var ved at miste hende dagen efter fødslen) og mange bekymringer efterfølgende ift eventuelle senfølger. Storesøster på dengang 8 reagerede også kraftigt på mors fravær - indlæggelse i ialt 7 uger.

Graviditet nr 3, planlagt termin 6. januar:

En graviditet fyldt med angst og bekymringer. Selvfølgelig set i lyset af sidste graviditet og risikoen for at føde for tidligt igen.

I uge 8 vågner jeg ved en styrtblødning og er sikker på at have mistet. Scanning fortæller dog, at der er liv. Samme historie gentager sig en uge efter. Og en uge efter igen. Alle 3 gange er jeg sikker på at have mistet, men der er liv. . On and off blødning til uge 12. En scanning viser her at der højst sandsynligt har været to - det er en tvilling, jeg har mistet. Samtidig finder man en ret stor muskelknude, som kan gøre graviditeten kompliceret. Enten kan jeg risikere en sen abort ( indtil uge 19, skal jeg ikke føle mig sikker på noget) eller en for tidlig fødsel.

Til NF får vi et dårligt tal. Vi får foretaget en moderkagebiopsi og mens jeg ligger derhjemme og slapper af ( har endnu ikke fået svar fra biopsien) ringer min læge og fortæller, at jeg er streptokokbærer. Dvs. jeg er mere tilbøjelig for at få gruppe B streptokokker i urinen ( blærebetændelse)

Og det er endnu en risiko for at føde for tidligt ( tidlig vandafgang). Og det var netop det, der gjorde, at jeg fødte min datter i uge 32.

På det her tidspunkt er vi så mentalt ude af balance, at vi overvejer en abort. Vires lille familie vil ikke kunne klare en ekstrem for tidlig fødsel

( a la 24/25/26), jeg er så bekymret for min store datter og er der noget galt med barnet, siden det er så kompliceret?

Heldigvis viser biopsien en sund og rask dreng.

Efter flere snakke med diverse læger, vælger vi at fortsætte og tænk nu står jeg her 33+2. ;-)

Jeg er blevet fulgt tæt hos en speciallæge og scannet hver 4. uge.

Sidst snakkede vi fødsel og hun ser intet til hinder for, at jeg føder normalt. Muskelknuden ( 7x7 cm) ligger øverst i livmoderen og vil højst sandsynligt ikke være i vejen.

De vil holde øje med, at den ikke laver ravage ( den kan måske gøre, at livmoderen ikke kan træne sig sammen til ordentlige veer).

De vil også holde øje med, at livmoderen ikke brister ( der vil være mellem 21-23 måneder imellem kejsersnit og fødsel - alt efter, hvornår jeg går i fødsel).

Men det er her, jeg bliver bekymret. Jeg vil allerhelst føde normalt, da jeg så ikke bliver en operationspatient med alt, hvad det tilhører. Sengeliggende at par dage, stort operatonssår der gør ondt de første dage, risiko for infektioner og at jeg ikke må bære det første stykke tid.

Omvendt er vi begyndt at tænke, at med vores held, går der garanteret noget galt. Jeg er så bange for, at noget går galt og han ikke får ilt nok.

Eller at livmoderen brister, hvilket har konsekvenser for mig.

Efter så turbulent et ophold på neonatal og så turbulent en graviditet, har vi måske også bare brug for, at der er noget, der går planmæssigt. Forstår I?

Jeg er så meget i vildrede, da jeg helst ønsker naturlig fødsel, men er skidebange for, hvad der kan ske. Jeg føler mig ikke tryg i en normal fødsel og er så bange for, at jeg ikke kan slappe af.

Hvis du læste med så langt, har du nogen gode råd?

Fortvivlede tanker fra Guddi

[Tumlepigen]

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Kan godt forstå, det må være en rigtig svær situation at stå i.

 

Et :kram skal du have

[Little Miss]

Jeg havde samme snak med min fætters kone. De mistede deres tvillinger da fødslen gik i gang i uge 23  :boo

 

Da de endelig var blevet gravide igen og ventede en fantastisk dejlig dreng var hun så bekymret omkring fødslen. Hun havde en del traumer efter fødslen af tvillingerne hvor hun fortalte mig at hele hendes krop og hendes psyke kæmpede for at holde på de små børn. Og hun beskrev som du også skriver angsten ved at føde igen, om hun vil kunne slappe af og arbejde med veerne eller bare kæmpe imod/spænde op og selvfølgelig angsten for om noget går galt. 

 

Hun havde mange mange samtaler med jordmødre og læger - både for at bearbejde den sidste fødsel men også for at finde ud af hvad hun var mest tryg ved i den nye. 

 

For hende var det også et svært valgt fordi en del omkring hende blev ved med at sige at det jo var bedst for baby at blive født naturligt. Der havde jeg en lang snak med hende hvor at vi talte meget om at det kunne måske godt være det er bedst for baby at få den naturlige fødsel og få presset væske ud af lungerne bla bla bla.... men sgu da ikke hvis du ligger som mor og kæmper med følelser og ekstrem angst. Der er nok følelser i forvejen men de negative følelser som ekstrem angst kan give er ud fra mit synspunkt nok til at det helt og aldeles opvejer det positive i en naturlig fødsel. Det vil jo ikke være naturligt hvis din krop kæmper imod....

 

Jeg stod selv som højgravid ca. 1 mdr før min egen fødsel og var en del af det min fætter og hans kone gik igennem og det gjorde mig pisse bange i forhold til om der ville gå noget galt under fødslen af min egen søn. Jeg havde derfor en ekstra samtale med min jordmoder som til fulde forstod mig. Derfor blev det noteret med store bogstaver i min journal hvad der var sket og den angst der var hos mig. Det gjorde at de jordmødre (flere pga. lang fødsel) der var sammen med mig under fødslen var ekstra obs på mig. Det var rart for mig at vide at der blev tage hensyn (af mangel på bedre beskrivelse) og jeg kunne derfor styre min angst.

 

Det blev måske lidt rodet der her  :oops men mine tanker er egentlig at jeg synes du skal tage en god snak med din jordmoder og læge og få delt dine tanker og følelser. Hvis du derefter føler dig tryg nok til at prøve en naturlig fødsel så gør det. Evt. få en "godkendelse" fra jordmoder om at hvis du under det hele bliver så bange at du så kan vælge kejsersnit. Dog vil jeg sige at jeg tror der er en del kvinder som har været igennem en helt almindelig fødsel uden speciel angst som på et tidspunkt har skreget at de vil have kejsersnit. Det gjorde jeg ihvertfald undervejs da jeg var liiiiidt træt  :lol

 

Spørg endelig hvis du har lyst  :kiss

[Guest NinjaMama]

Det lyder som et rigtig hårdt forløb du har været igennem :kram2

Er du ikke blevet tilbudt en en kendt jordmoderordning for fødselsangste gravide? Hvis du vælger at føde "normalt", så synes jeg du skal banke i bordet, og kræve det!

Jeg havde en rigtig slem graviditet og fødsel med vores første datter. Jeg gik i fødsel i uge 29, men det ve-hæmmende medicin fik heldigvis veerne stoppet i tide. Retten af graviditeten gik med at ligge på sofaen og gå til kontrolscanninger på sygehuset. Min livmoderhals blev kortere og kortere. Da jeg var i fødsels troede jeg skulle dø, sådan helt seriøst. Jeg havde vestorm og kunne slet ikke trække vejret. Jeg sagde flere gange til jordmoderen at det her slet ikke føltes rigtigt, men hun lyttede ikke. Hun havde for travlt med at sidde ved computeren, og hun tjekkede hverken mig eller baby som hun skulle. Til sidst bad jeg selv om at få ilt, for jeg kunne slet ikke få luft.

Da jeg bad om ilten kom hun hen og kiggere på skærmen, og så gik det ellers stærkt. Babys hjerterytme var alt alt for lav, og havde kraftige dyk, hvor den fladede helt ud i lang tid. Pludselig stod der flere fødselslæger, jordmødre og børnelæger på stuen, for nu skulle baby ud med det samme. Min mand blev forberedt på, at babyen der kom ud ville være blå og livløs. Jeg blev klippet og imens fødselslæge samlede sugekoppen kom vores lille pige endelig til verden. Min fødsel varede kun 3 timer og 45 minutter, men det er det værste jeg nogensinde har oplevet.

I 2. Graviditet gik jeg hos kendt jordmoderordning for fødselsangste kvinder. De var fantastiske! Som min jordmoder sagde, så er hendes vigtigste opgave, at jeg er tryg under fødslen, og at jeg så vist muligt får den fødsel jeg ønsker. Og det fik jeg! Jeg var tryg hele vejen igennem, der var ro på stuen og jordmoderen tog hele tiden højde for hvad JEG ønskede. At min datter var en stjernekigger, og fødslen derfor trak ud, det kan de jo så ikke gøre for :P

Men det var virkelig en fantastisk følelse, at være tryg ved at jordmoderen og være tryg ved fødslen. I ugerne op til fødslen ringede jeg hver uge, for at høre hvem af jordmødrene der havde vagt. Så kunne de fortælle at hvis jeg fødte tirsdag inden klokken 20 ville jeg få jordmoder xx, men hvis jeg fødte mellem tirsdag klokken 20 og fredag klokke 7, så ville jeg føde med jordmoder yy. Så var jeg hele tiden forberedt på hvem jeg ville møde på fødegangen.

Så hvis du vælger at føde vaginalt, så spørg om ikke det er en mulighed i din region!

[Guddi]

Mange tusind tak for jeres uddybende svar, som jeg først får mig taget sammen til at svare på nu.

Little miss - sikke en forfærdelig historie med din svigerinde. Jeg håber, at hun fik et sundt og raskt barn ud af det gangen efter. Og ren nysgerrighed; hvad endte hun med at vælge?

Ninja mama: det var dig en utrolig uprofessionel jordmoder, du rendte ind i. Og det er jo også en af mine frygtscenarier: hvis jordemoderen ikke er opmærksom.

Jeg skal føde i Kolding og jeg har ikke hørt om noget jodmoderordning for fødselsangste gravide. Du bor garanteret i en af de større byer - de plejer jo at have et lidt mere udvidet udbud.

For lige at afklare evt. misforståelser, så er jeg meget bange for at føde naturligt. ( Du skrev, at jeg skulle banke i bordet og kræve en naturlig fødsel) ;-)

Jeg var til tjek igår hos speciallægen. Hun er utrolig fagligt dygtig, men mangler altså lidt empati.

Det gode er jo, at jeg nu er 34+0. 2 uger længere end med storesøster og 4 uger længere, end da vandet gik sidst. Lillebror vejer nu 2200 g, så ca 500 g mere end storesøster gjorde, da hun blev født. Så det er vi jo mere end lykkelige for.

Så skulle vi jo snakke om fødslen.

Jeg havde håbet på at få en afklaring, altså at hun enten kunne tale mig til 'ro' omkring den naturlige fødsel, eller hvis ikke, at vi så kunne aftale et planlagt kejsersnit.

Men hold da op - jeg var derinde i 1 1/2 time, og jeg blev slet ikke afklaret.

Jeg ved godt, at meget af det er inde i mit hoved.

Jeg er helt reelt bange for, at han ikke får ilt nok og bliver hjerneskadet eller at min moderkage brister, og jeg forbløder. Totalt ude af proportioner, jeg ved det godt, men jeg er så skidebange. Jeg frygter, at jeg ikke kan slappe af under fødslen, så det hele går hårdknude og så ender vi i akut kejsersnit.

Det jeg allerhelst ville var, at alting var normalt og jeg kunne føde normalt. Men vi har bare en forhistorie, der har traumatiseret os og det kunne hun ikke helt sætte sig ind i.

Det bedste lige nu ville være at bestille et planlagt kejsersnit, så jeg kunne få noget ro.

Hele den her graviditet har kun været angst og bekymringer, så hvis jeg kunne få 4 uger at glædes i ( hvis mit vand ikke går før tid) og slappe af i, ville det da være dejligt.

Jeg har så meget på hjerte, men jeg kan ikke få det hele ud i den rigtige rækkefølge.

Jeg brød fuldstændig sammen inde hos hende og kunne næsten ikke få sagt, hvad jeg ville sige for gråd og alligevel holdt hun fast i den naturlige fødsel.

Tilsidst blev hun ovenikøbet nedladende og sagde, at jeg bekymrede mig om alt for mange unødige ulykkeshistorier, som jo ikke ville ske. Og det havde jeg gjort lige siden, at jeg kom hos hende første gang. Og måske skulle jeg lade være med at søge for meget på nettet og læse alle mulige ' Ude og hjemme-historier'

Jep, det sagde hun.

Som om jeg gjorde det.

Jeg gik derfra uafklaret, så frustreret og ked af det og også gal.

Og nu er jeg lige vidt.

[Guest NinjaMama]

Hvor er jeg ked af at du ikke følte dig godt behandlet af jordmoderen :kram2 en jordmoderes job er jo at tage sig af den gravide/fødende kvinde, men det er der altså bare nogen der ikke magter.

Jeg tror du har misforstået mig.. Jeg synes bestemt ikke at du skal banke i bordet og kræve en naturlig fødsel.. Slet ikke.. Men hvis du skal føde vaginalt synes jeg du skal kræve at få kendt jordmoder ordning, så du kender de jordmødre du evt skal føde med!

Jeg bor i en lille bitte by, 55 km fra Herning. Så det er altså ikke fordi jeg bor i en stor by, at jeg fik den mulighed. Jeg skulle dog køre til Herning hver gang jeg skulle til jordmoder.

Men allerede til første jordmodersamtale blev jeg tilbudt den ordning. Jeg lagde kortene på bordet, og sagde at jeg helst vil føde vaginalt, da jeg på fødselstidspunktet ville have en lille datter på 16-17 måneder, som havde brug for en mor der kunne bære på hende og løfte hende op og trøste. Det ville være no-go de første uger(måneder?) efter kejsersnit, så det var ikke en mulighed for mig.

Udover at jeg kendte alle jordmødrene, kunne jeg også få lige så mange jordmødrebesøg som jeg havde behov for. De sidste to måneder inden fødslen blev jeg tilbudt at komme en gang om ugen, men vi aftale at vi istedet skulle have konsultation via telefon 1-2 gange om ugen, og jeg kun skulle komme til de "normale" konsultationer.

Jeg er egentlig lidt rystet over at du slet ikke har fået tilbudt noget som helst :unsure en fødsel med en skræmt og angst mor, det er jo slet ikke optimalt :unsure

[Moar_til_4]

Jeg kender godt angsten for at det skal gå galt igen... Da jeg nærmede mig termin med den første mærkede jeg ikke rigtig liv... Og jeg viste jo ikke bedre, så tog hjem med den besked jeg fik på sygehuset... En uge senere kom min søn til verden, en normal fødsel som var ved at ende i AKS da hans hjerterytme dykkede. Dagen efter startede et heleved som nybagte forældre... 

 

Da jeg så blev gravid med den næste begyndte angsten at melde sig for om der ville ske det samme med den næste.. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle gå tiden ud, og fik kæmpet igennem at jeg skulle sættes igang før termin. Blev sat igang 38+6 og fødte dagen efter. Blev overvåget under hele fødslen, og havde en jordmoder på stuen fra veerne startede til han kom til verden. Fødte igen normalt.

 

Da jeg så blev gravid i 2012 (anden mand) tænkte jeg at det skulle jo nok gå det hele... Jeg havde kun lige fået lavet min vandrejournal så startede problematikkerne. Jeg har antistof E i blodet, og han har ikke samme blodtype som mig.. Det ville kunne give problemer hvis hun havde hans blodtype. Og fik af vide at da jeg havde haft B-steptokokker ved sidste fødsel, skulle jeg følges for at være sikker på at der ikke opstod problemer.. Så afleverede urinprøve hver 4.uge. Og rendte til samtaler med fødselslægen. Da jeg havde 1-1½ måned termin, begyndte uroen at melde sig... Ville det nu gå godt denne gang?? Og jeg meldte ud at jeg var bange... 1 uge før termin var jeg igen til samtale med lægen, hun løsnede hinder og så blev der skrevet i mine papir at hvis jeg ikke havde født på terminsdatoen, skulle jeg sættes igang samme dag... Dagen før termin kom en velskab pige til verden... 

 

Nu venter jeg nr 4. Og jeg prøver at tænke på at det skal nok gå denne gang også... Men der er stadig de samme problematikker... Og oveni det har jeg fået sat 6 skruer i lænden, som jeg ikke aner hvordan vil reagere når jeg skal føde.. Kirurgen der har lavet det, har sagt at jeg kan føde selv... Så det må jeg jo håbe på. Jeg skal selv føde på kolding denne gang, og håber at jeg kan få en god snak med lægen når vi kommer tættere på terminen... 

 

Det er ikke helt det samme som du har været igennem, men kender angsten for at det skal gå galt. Og det er ikke sjovt... Men måske det hele bare går super godt denne gang. Og kan godt følge dig i at du gerne vil slippe for at skulle ligge i sengen, og det der følger med... 

 

:kram

[Little Miss]

Åh hvor jeg dog føler med dig... :kram2

Lige for først at besvare dit spørgsmål så fødte min fætters kone ved planlagt kejsersnit (efter rigtig mange samtaler med læger og Jordmoder). Men hendes frygt for at føde var så stor (som jeg også kan fornemme at din er) at hun valgte at få det hele så planlagt som det kunne være. Og de har idag en dejlig dreng på 1,5 år

Angående DIT valg - som vitterligt er DIT valg - så forstår jeg virkelig ikke de læger/jordmødre der på den måde sætter sig på tværs. De er der for os også og deres job er at guide ikke diktere. Hvis jeg var dig ville jeg skrive mine følelser og tanker ned i en mail og sende den til din Jordmoder. Evt med kopi til hendes leder og spørge om en ekstra samtale. Gerne tage din mand med.

Jeg havde pga en mega hård fødsel en efterfødselssamtale med ledende Jordmoder og var så glad for jeg havde min mand med. Jeg stortudede under det meste af samtalen mens min mand fortalte hvad jeg gerne ville sige og hvad både han og jeg havde følt under fødslen.

Jeg siger ikke du vil have bedst af at vælge kejsersnit pga din frygt men det er DIT valg...

Dig vil jeg sige (som jeg vist skrev tidligere også) kunne du jo evt få skrevet i din journal (hvis din skodjordmoder vil gøre det) at du gerne vil prøve at føde normalt men at du vil have lov til at trække i kejsersnitbremsen hvis det bliver for meget med angsten...

Krydser alt hvad jeg kan for du får det som fu ønsker ❤️