"Særligt uopdragen"

[Lovely Lady]

Jeg stødte ind i denne her i morges... http://www.b.dk/kommentarer/saerligt-uopdragen

 

- og tænkte straks: hvad mon BK siger den... :chin:

[Ihpets-mortilto]

Jeg har læst manges holdninger til artiklen, men har faktisk ikke læst den endnu. Måske jeg skulle tage mig sammen, selvom jeg frygter at blive provokeret af den.

[Barbamama]

Jeg synes det er fint, at være skeptisk over for diagnoser og "etiketter", men som jeg læser artiklen, så bygger den på ét præmis, som jeg bare er mega uenig i: At forældrene ikke opdrager deres børn (godt nok).

Jeg har personligt oplevet ret mange forældre til børn med et eller andet slags særligt behov, som har været YDERST engagerede og virkelig gjort alt hvad de kan (hvilket ikke siger så lidt) for at opdrage børnene godt. Forældre, der har børn med diagnoser render efter min erfaring IKKE fra ansvaret. Jo jo, selvfølgelig er der tilfælde... Men rigtig mange vil helt vildt gerne lære, hvordan de netop kan hjælpe barnet bedst til at fungere i samfundet. Sådan oplever jeg det i hvert fald.

[Guest]

Hmm... Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal svare! Syntes artiklen er et dårligt forsøg på et debat oplæg fra en der TYDELIGVIS ikke ved hvad hun snakker om.

Jeg er ikke uenig i at der er flere diagnoser og betegnelser på børn i dag end nogensinde og jeg mener BESTEMT heller ikke at alle skal have en diagnose. Men det hænger sammen med 2 ting. 1) fx sensitive er der nok ikke flere af i dag end tidligere, før blev de kaldt "hylere" (NO SHIT :blink ) men det var lettere at agere i små samfund i små institutioner. I en større grad af evindelig rutine og forud bestemt hed - de blev skræmt til at indordne sig af frygt for skældud og smæk.

I dag er samfundet større, institutionerne ENORME, alle forventes at kunne agere spontant, manfår konstant indput fra omgivelser, radio, medier, internet m.m. Ikke ligefrem noget der hjælper, tværtimod SER man nu de sensitive!

2) hvis manddom fagperson og familie skal have hjælp til at hjælpe et barn er det ikke længere nok at sige "vi er udfordrede her!", nej der skal være et eller andet begreb på barnet så det udløser ressourser, kurser eller bare sparring.

Jeg er VIRKELIG enig i at der burde være en "særligt uopdragen" kategori, det har jeg da stået med ofte! De afslører dog ofte sig selv i samspillet med forældre og ved at faglig opmærksomhed har virkning i inst. + de ofte har lettere ved at agere om fredagen end om mandagen ;)

[Guest NinjaMama]

Jeg tror at artiklen har fat i noget - i hvertfald når det kommer til etiketten "særligt sensitiv".. Det har jo ikke været en decideret diagnose før, så det har været "nemt" at undskylde sit uopdragne barn med, at det er særligt sensitiv. De forældre findes, dem der ikke opdrager deres børn. Og jeg har selv hørt sætningen: "hun kan ikke klare irettesættelser, for hun er særligt sensitiv". Og den fungerer bare ikke! Man må ikke smadre andre børns legetøj fordi man er "særligt sensitiv", og man må ikke banke med knive på folks vinduer fordi man er "særligt sensitiv". Uanset hvor sensitiv et barn er, så har det brug for grænser.

Jeg finder ikke artiklen provokerende, overhovedet. Skribenten skriver jo selv at der altså findes børn med diagnoserne, men at diagnoserne også bliver misbrugt af de forældre der bruger dem som undskyldninger for at deres barn opfører sig dårligt.

[Ihpets-mortilto]

Nå nu læste jeg den alligevel.

Og det var lidt som at få en kold klud i hovedet. William er bare særligt uopdragen - det er jeg også.

Jeg er som majs også skriver, enig i at der til tider bliver strøet lige lovlig omkring sig med "diagnoser". Men at være særlig sensitiv er ikke nogen diagnose, det er et personlighedstræk - det er ikke noget man kan opdrage væk, men det er rart at kende til, så man kan behandle personen man står overfor - sådan som personen har brug for.

For er det ikke det man skal? Er det ikke derfor man kan læse, pas på med at behandle dine børn ens - de har forskellige personligheder?

Jeg er ikke bange for at sige om mig selv at jeg er særlig sensitiv. Jeg siger det ikke for at andre skal tage hensyn, men fordi det har været VIRKELIG rart at læse at andre har det ligesom mig. Tænk sig, det er jo ikke mig der er ondsvag, det er faktisk temmelig normalt at have det som jeg har det. Det er bare svært at være sensitiv fordi vores samfund er skruet sammen som det er. Det er svært at være introvert i store vuggestuer/børnehaver/folkeskoler/gymnasier osv. Det er svært at føle sig rigtig når gymnasiefester nærmest er skemalagt.

Så er det virkelig fedt at læse, at det måske er fordi man har et retnormalt personlighedstræk der bare ikke går godt i spænd med de forventninger.

William er ikke uopdragen. Han er ualmindelig høflig, lidt for høflig faktisk (holder ikke på sin ret til legetøj, flytter sig når nogle skal forbi osv). Men ÅH hvor skal jeg alligevel høre mange kommentarer "du er da meget genert" (ligeså meget en træls etikette som noget andet), "hvorfor kan i ikke være på besøg om aftene", "hvorfor vil han ikke sige Hej". Jeg har også slugt mange kameler selv. Jeg forventede ikke at mit barn i en alder af 20måneder skulle: sove i min seng, vippes i barnevognen, gåes rundt med i armene på dårlige dage. Jeg har da tit følt mig som en dårlig forældre, at jeg måtte gøre noget mere, gøre noget andet, værre strengere, sætte fastere rammer.

Men jeg er ikke en dårlig forældre. William er ikke forkert.

Jeg er faktisk en af de forældre der virkelig kæmper. Jeg læser, undersøger, prøver forskellige muligheder. Jeg bruger nærmest al min tid med mit barn, jeg ser ham, lytter, bliver slået, aer, trøster og har usandsynlig brede skuldre.

Så jeg bliver faktisk rigtig provokeret over sådan en artikel. Hun ligger skylden tilbage på mine skuldre, skriver at jeg ikke opdrager mit barn og at jeg søger dækning bag en diagnose.

Det er helt forkert! Jeg har fundet personlighedstrækkets betegnelse så jeg bedre kan forstå, søge viden og snakke med andre med samme personlighedstræk så vi sammen kan dele erfaringer. Og det er sku da meget godt!

[Maustique]

Øj - med fare for at blive slagtet...

 

..... jeg er helt enig i artiklen... :unsure

 

Selvfølgelig er der børn med diagnoser og særlige behov. Men jeg nægter simpelthen bare at tro på, at så stor en del af en årgang som jeg oplever, skal have en eller anden diagnose med på ærmet! Hovedparten af diagnoserne er nogle folk læser sig til på nettet og aldrig bliver stillet officielt af læge.

 

Eksempler: Et barn i vores dagpleje har en mor, der siger at drengen har autistiske træk - og slæber ham med til speciallæger. Og er en læge ikke enig, så tager hun bare til en ny. Drengen er som jeg oplever det blot lidt stille og en smule indadvendt (stor kontrast til hans mor) og han har fint sprog og leger fint med andre. Andet eksempel: Min mands bror har to teenagere, som begge forældre har påstået har ADHD i årevis og eksperimenteret med forskellig medicin. De to unger er dybskønne - men mangler TOTALT opdragelse og respekt for autoriteter og bærer præg af, at være vokset op i et hjem, hvor alkohol, råben og skrigen og generel aggressivitet har været en del af hverdagen. Det sekund de er hos er der INTET galt med dem - min mand er bare en helt anden end sin bror.

[Pumpkins]

Jeg er bestemt ikke enig med hende, og kan mærke, at det virkelig trykker på mine knapper, når jeg læser indlæget. 

 

Hun ved tydeligvis ikke, hvad hun snakker om. Hun siger, at det er pudsigt, at det er de "dårligt opdragene" børn, der har diagnoser, og får det til at lyde som om, at det er raske børn, som bare er nogle møgunger, der får en diagnose, fordi man så har en undskyldning. Som om det er for forældrenes skyld, at man diagnostiserer et barn, fordi man så tænker, at "hvis jeg bare siger til folk, at min barn har en diagnose, så behøver jeg jo ikke at opdrage det". 

 

Der er helt sikkert en lille bitte del, som ser en diagnose som en undskyldning, og jeg har også mødt mennesker, som på en eller anden måde passiviseres af en diagnose - nu behøver de ikke længere gøre en indsats, fordi barnet jo er sygt, og det er sådan som det er, og det kan man ikke gøre noget vil. Og der er også nogle, der gør børnene mere syge end de er, og tager så meget hensyn, at de gør børnene en bjørnetjeneste. Men jeg tror det er fåtallet!

 

 

Jeg kan faktisk ikke se problemet i, at vi giver vores børn en masse "diagnoser" - så længe vi er kritiske overfor medicin etc. 

Jeg vil hellere have et barn med flere diagnoser (som er fagligt opbakket), som jeg kan lære at håndtere, end jeg vil overse evt. problemer og udfordringer fordi jeg har et ideal om, at mit barn skal passe ned i en kasse jeg kalder "normale børn", også selv om den kasse måske ikke passer til mit barn. 

Jeg er stor tilhænger af at møde børn (og andre mennesker) der, hvor de er, og imødekomme de behov barnet har. Fremfor at skære alle børn over en kam.

 

Jeg er nok ret farvet af det her, fordi jeg selv burde have været et "særligt uopdragent" barn - ikke fordi jeg var en møgunge, men fordi jeg selv har ADHD og er ret sensitiv på mange områder (i kræft af min ADHD), og det er først blevet opdaget som voksen. Jeg kunne helt sikkert have haft en nemmere barndom på mange punkter, hvis der var blevet taget hånd om det her, i stedet for at prøve at presse mig ind i en forestilling om, hvordan jeg burde være. 

 

Måske er problemet i virkeligheden, at dem, der er gode til at tilpasse sig udfordringer og diagnoser, sjældent er dem, der råber højest om det. Jeg har selv ikke et behov for at råbe op til højre og venstre om, at jeg har en diagnose, men jeg prøver at være åben om det, fordi jeg gerne vil vise, at man altså godt kan en masse ting, selv om man har en diagnose. Dem, der bruger det som en undskyldning, vil jo være hurtige til at sige "jeg kan ikke fordi jeg har xxx" - mens dem, der ikke bruger det som undskyldning, ikke har det samme behov for at undskylde sig. 

 

Hun har dog fat i noget omkring at bruge det som undskyldning. Jeg synes selv at det kan være svært at være åben omkring min egen diagnose, fordi den har fået et dårligt ry, og det synes jeg ikke passer på mig. Medierne er ikke gode til at vise solskinshistorierne, og jeg synes (det er min helt umiddelbare personlige mening) at foreninger som fx. ADHD-foreningen "stræber efter middelmådighed" og sendt et signal om, at man bør nedjustere ens drømme og forventninger, fordi man ikke kan ret meget med en diagnose - og det synes jeg er en ukonstruktiv holdning at give børn og unge. 

 

Jeg drømmer nok om et samfund, hvor alle - børn og voksne - bliver mødt der hvor de er, om de har 100 diagnoser eller ej, og får den støtte de har brug for, til at opnå det de gerne vil. At diagnoser og sensitivitet ikke bliver mødt med passivitet og set som en begrænsning, men en beskrivelse af, hvad der fungerer for det enkelte menneske, og hvad der ikke gør. De fleste mennesker - med diagnoser elle ej - kan meget mere, når man lærer sig selv bedre at kende, og lærer at leve efter det med de hensyn, der skal til. 

[Vinnus]

Jeg bliver provokeret af den slags.

Måske er der nogle, som får et prædikat med en eller anden diagnose, men tvivler stærkt på det er de fleste, hvor det ikke stemmer overens med virkeligheden.

Oveni møder jeg mange mig børn. Den slags hvor de hele livet har fået at vide at de er verdens centrum. De findes i alle generationer ;) det er dem jeg ville mene, manglede opdragelse.

Jeg bliver provokeret fordi det rammer mig selv. For jeg fik af og til at vide at jeg ikke var opdraget ordenligt. Fordi jeg var genert (angst) og følsom overfor lugte, lyde og sindsstemninger (særlig sensitiv) dengang vidste man intet om den slags, men man var bare uopdragen.

Det hjalp rigtig meget for mig at få at vide "hvad der var galt", fordi at det netop åbnede op for muligheder for at håndtere det korrekt.

Tror virkelig ikke det var fedt for mine forældre at få at vide at jeg var et mærkeligt barn.

Det er virkelig så nemt at dømme, når man ikke selv kender til det.

[Ihpets-mortilto]

Pumkins: (jeg vil ikke quote, det bliver så langt)

TAK! Jeg er SÅ enig! Du skriver alt det jeg ikke kunne skrive.

[Pumpkins]

Øj - med fare for at blive slagtet...

 

..... jeg er helt enig i artiklen... :unsure

 

Selvfølgelig er der børn med diagnoser og særlige behov. Men jeg nægter simpelthen bare at tro på, at så stor en del af en årgang som jeg oplever, skal have en eller anden diagnose med på ærmet! Hovedparten af diagnoserne er nogle folk læser sig til på nettet og aldrig bliver stillet officielt af læge.

 

Eksempler: Et barn i vores dagpleje har en mor, der siger at drengen har autistiske træk - og slæber ham med til speciallæger. Og er en læge ikke enig, så tager hun bare til en ny. Drengen er som jeg oplever det blot lidt stille og en smule indadvendt (stor kontrast til hans mor) og han har fint sprog og leger fint med andre. Andet eksempel: Min mands bror har to teenagere, som begge forældre har påstået har ADHD i årevis og eksperimenteret med forskellig medicin. De to unger er dybskønne - men mangler TOTALT opdragelse og respekt for autoriteter og bærer præg af, at være vokset op i et hjem, hvor alkohol, råben og skrigen og generel aggressivitet har været en del af hverdagen. Det sekund de er hos er der INTET galt med dem - min mand er bare en helt anden end sin bror.

 

Bare rolig, jeg slagter dig ikke ;) 

 

Jeg kan helt igennem godt forstå, at du har det som du har. Der er for mange, der googler en diagnose, og så trækker den ned over hovedet på deres barn, simpelthen fordi de ikke ser barnet som det, det er. Og det ødelægger det for mange, at de her mennesker fylder så meget. 

De giver en skævridning af folks opfattelser, og giver en masse unødige fordomme, som sådan en som mig skal mødes med. 

 

Jeg tror der er sket 2 ting i samfundet:

- Man er blevet klogere på diagnoserne og er blevet bedre til at stille dem. 

- Og den øgede fokus har fået folk til at "hoppe med på vognen" uden at passe ind. 

For 10-20-30 år siden var der nok lige så mange mennesker med autisme, sensitivitet, etc., som der er i dag, men hvor de før ikke blev diagnostiseret fordi man ikke vidste at man kunnne, bliver de det i dag. Og så er der dem, der bare gerne vil have en undskyldning. 

Vi skal ikke mere end 10 år tilbage, før man kaldte ADHD DAMP, og troede at det var noget med drenge, der havde krudt i røven, og at de voksede fra det som voksne. I min indlægssedel til min medicin står der stadig under trafiksikkerhed, at jeg skal være forigtig, når jeg klarter i træer og cykler. 

[tazdiginez]

Jeg er "både og" med denne artikel.

Jeg synes jeg ser flere og flere forældre der slynger om sig med selv-diagnosticering af deres barn, fremfor at få det afviklet hos en fagperson. 

Det synes jeg er forkert - man bør ikke, efter min mening, selv-diagnosticerer på sit barns psykiske helbred. Det er for mig lidt som at sætte dem i en form, de ikke passer ind i - så kan man læse nok så mange artikler og hjemmesider om det.

 

Jeg blev ærlig talt forarget på et tidspunkt. Jeg skrev om Malivas opførsel og med det samme får jeg smidt artikler i hovedet om sensitivitet og alle de betegnelser der findes indenfor det. Ikke at jeg er symptom eller diagnose forskrækket, men jeg kunne ikke lade være med at tænke "ro på!".

Der sker SÅ meget i de små børns hoveder de første 6 år af deres liv. Der sker sindsygt meget i deres individuelle udvikling, som gør at JEG mener at man bør ha' en fagperson inde over barnet for at vurdere om det kan falde i en kategori som sensitiv eller ej.

 

Der findes børn der har gavn af at få en diagnose - også tidligt i livet, men man skal huske at det skal være for barnets skyld og ikke for ens egen. 

Jeg tror at der en hvis sandhed i det hun skriver, med at nogen forældre gemmer sig og finder tryghed i deres barns diagnose - for så er der "mening med galskaben" (i mangel på bedre ord). At det bruges som en "undskyldning" for barnets opførsel - om barnet er introvert eller ekstrovert. 

Hvis lille Peter jager og slår Maliva i børnehaven, så gør det da ikke hans opførsel mere acceptabel, fordi han er "særligt sensitiv" eller lider af adhd eller andre ting - det er ikke en acceptabel opførsel.. Og det er sådanne situationer at jeg føler at nogen forældre gemmer sig bag barnets diagnose, hvor de istedet bør agerer EFTER den og lære barnet om rigtigt og forkert. 

 

Jeg tror at alle forældre gør det bedste de kan, med det de har.

Vi elsker jo for filan alle vores børn og vil dem kun det bedste - men nogen gange må man tage de gyldne briller af og tage de realistiske briller på og så bare sige "sådan er mit barn altså" og gøre noget ved det, istedet for at proppe barnet i en form det ikke passer i. 

 

Jeg er helt for diagnoser - når de er stillet af en fagperson og ikke forældrene - man kan læse meget på internettet, men det giver ikke én en uddannelse indenfor psykologi. Det kan give en forståelse.

 

Ligesom med sygdoms-symptomer - søger du på nettet, vil du ALTID ende med at kunne få kræft, istedet for at gå til lægen og få at vide, at du lider af... halsbetændelse? 

Alting kan overdramatiseres og derfor anbefaler jeg ALTID at man opsøger fagpersoner, hvis man er i tvivl og så STOL på deres dømmekraft.

Hvis de siger at din lille pode intet fejler og at han/hun er helt normal for sin alder, så tag det til sig.

 

Men så igen - så findes der børn med diagnoser og personlighedstræk der falder i hak med disse.

Det kan ikke afvises og skal ikke afvises - og det er kun godt at man som forældre agerer efter dette.

 

Det eneste jeg ønskede var, at der var flere forældre der fik fagpersoner over deres vurdering, istedet for at "stemple" deres børn. 

[Guest NinjaMama]

Jeg er "både og" med denne artikel.

Jeg synes jeg ser flere og flere forældre der slynger om sig med selv-diagnosticering af deres barn, fremfor at få det afviklet hos en fagperson. 

Det synes jeg er forkert - man bør ikke, efter min mening, selv-diagnosticerer på sit barns psykiske helbred. Det er for mig lidt som at sætte dem i en form, de ikke passer ind i - så kan man læse nok så mange artikler og hjemmesider om det.

 

Jeg blev ærlig talt forarget på et tidspunkt. Jeg skrev om Malivas opførsel og med det samme får jeg smidt artikler i hovedet om sensitivitet og alle de betegnelser der findes indenfor det. Ikke at jeg er symptom eller diagnose forskrækket, men jeg kunne ikke lade være med at tænke "ro på!".

Der sker SÅ meget i de små børns hoveder de første 6 år af deres liv. Der sker sindsygt meget i deres individuelle udvikling, som gør at JEG mener at man bør ha' en fagperson inde over barnet for at vurdere om det kan falde i en kategori som sensitiv eller ej.

 

Der findes børn der har gavn af at få en diagnose - også tidligt i livet, men man skal huske at det skal være for barnets skyld og ikke for ens egen. 

Jeg tror at der en hvis sandhed i det hun skriver, med at nogen forældre gemmer sig og finder tryghed i deres barns diagnose - for så er der "mening med galskaben" (i mangel på bedre ord). At det bruges som en "undskyldning" for barnets opførsel - om barnet er introvert eller ekstrovert. 

Hvis lille Peter jager og slår Maliva i børnehaven, så gør det da ikke hans opførsel mere acceptabel, fordi han er "særligt sensitiv" eller lider af adhd eller andre ting - det er ikke en acceptabel opførsel.. Og det er sådanne situationer at jeg føler at nogen forældre gemmer sig bag barnets diagnose, hvor de istedet bør agerer EFTER den og lære barnet om rigtigt og forkert. 

 

Jeg tror at alle forældre gør det bedste de kan, med det de har.

Vi elsker jo for filan alle vores børn og vil dem kun det bedste - men nogen gange må man tage de gyldne briller af og tage de realistiske briller på og så bare sige "sådan er mit barn altså" og gøre noget ved det, istedet for at proppe barnet i en form det ikke passer i. 

 

Jeg er helt for diagnoser - når de er stillet af en fagperson og ikke forældrene - man kan læse meget på internettet, men det giver ikke én en uddannelse indenfor psykologi. Det kan give en forståelse.

 

Ligesom med sygdoms-symptomer - søger du på nettet, vil du ALTID ende med at kunne få kræft, istedet for at gå til lægen og få at vide, at du lider af... halsbetændelse? 

Alting kan overdramatiseres og derfor anbefaler jeg ALTID at man opsøger fagpersoner, hvis man er i tvivl og så STOL på deres dømmekraft.

Hvis de siger at din lille pode intet fejler og at han/hun er helt normal for sin alder, så tag det til sig.

 

Men så igen - så findes der børn med diagnoser og personlighedstræk der falder i hak med disse.

Det kan ikke afvises og skal ikke afvises - og det er kun godt at man som forældre agerer efter dette.

 

Det eneste jeg ønskede var, at der var flere forældre der fik fagpersoner over deres vurdering, istedet for at "stemple" deres børn.

Jeg er helt enig!!

[Emilie]

Jeg er meget enig med hende..

Som jeg læser det skriver hun jo ikke, at alle børn med de "etiketter" nødvendigvis bare er dårligt opdragede

Der er helt 100 nogle børn med diagnoser eller særlige personlighedstræk, som gør hverdagen svær og som nok også besværliggør opdragelse. Men efter min opfattelse er der altså også en del børn, som fejler noget helt andet: manglende opdragelse.

Og nej, i min verden retfærdiggør en diagnose eller et særligt karaktertræk altså ikke dårlig opførsel. Det bliver aldrig okay at råbe og skrige folk ind i hovedet, hvis man ikke får, hvad man vil have. Det er aldrig okay at smadre de andre børns legetøj. Det er aldrig okay at børn skal være små tyranner, eller konger eller dronninger.

Selvom man har adhd, autisme eller er særligt sensitiv kan man jo godt have fået en ordentlig opdragelse og opføre sig ordentligt (efter evne selvfølgelig).

Selvfølgelig er de ikke helt som de andre børn, men hvis de har fået en ordentlig opdragelse, kan man altså godt mærke at de opfører sig pænt efter deres præmisser.

[Guest]

Jeg vil give hende ret så langt, at jeg synes man er meget hurtig til at diagnosticere eller bruge ordet særlig sensitiv og jeg synes da på sin vis også det er et problem at mange selvdiagnosticerer, men nu er særlig sensitive jo ikke en diagnose, men mere som forklaring på et personlighedstræk.

Der er børn der er uopdragene og jeg kan godt blive ret gnaven over, at de skal sættes i bås med særlig sensitive, hvis de ikke er det, da det giver særlig sensitive et dårligt ry som ikke behøver have noget på sig.

 

Derfor synes jeg også det var svært, da jeg kunne se at jeg kunne proppe min søn i kategorien særlig sensitiv og det er ved at gå op for mig, at min datter nok også kan proppes i den kategori.

Jeg føler lidt folk tænker åh nej endnu en af dem der der skal følge moden og propper sit barn i den kategori. For mig er det bare ikke en kategori, men en forklaring og ikke en forklaring på dårlig opdragelse, for han er faktisk ret godt opdraget, hvis jeg selv og skolen skal sige det ;) det er en forklaring på nogle personlighedstræk hos ham som det har gjort nemmere for mig at håndtere.

 

Sensitive kan godt blive opdraget og kan godt få skæld ud, men man skal bare tænke over hvordan man gør, men det skal man jo nok med alle, det er bare mere highligted med de sensitive hvordan skælduden påvirker og derfor stopper vi jo nok en ekstra gang op, men opdraget det bliver vores børn altså. De er ikke nogle der mobber eller er uhøflige, snarre tværtimod og det er vigtigt for Sebastian at han opfører sig ordenligt og er sød ved andre, for Cassandra er hendes legetøj en gavebod i vuggestuen og siger kom bare og tag også selvom jeg så står tilbage uden legetøj, for vi skal absolut sørge for at være søde ved de andre børn.

 

Gemmer man sig bag en diagnose eller personlighedstræk og opgiver at opdrage sit barn, så synes jeg så absolut det er et problem, men at blive opmærksom på at der kan være noget, kan også bruges konstruktivt.

[Pumpkins]

Jeg læser det faktisk som om hun helt generelt er skeptisk overfor diagnoser. Hun skriver, "Det er ikke for at betvivle, at der findes børn, som gør sig fortjent til nogle af de mange etiketter, vi sætter på dem, for det gør der utvivlsomt. Og jeg vil heller ikke tage glæden fra de mange voksne behandlere (og pårørende), der henter livsmening og ro i at dele diagnoser ud til de små. Det ville jo være som at stjæle slik fra en femårig."

Det læser jeg som om hun mener, at børnene (gennem den dårlige opdragelse) gør sig fortjent til etiketten - ikke at der findes børn, der reelt fejler noget eller hvor det er sagligt begrundet. Og at voksne de opnår en tilfredsstillelse i at stille diagoser, ikke at hun har sympati med dem forældrene eller forståelse for behandlerne. Men måske har jeg bare misforstået hende. 

 

Jeg er helt enig med jer i, at man ikke skal selvdiagnostisere sit barn bare sådan lige, og da slet ikke medicinere (hvordan kan man forresten det, det er ikke medicin man får i håndkøb, jeg kan ikke engang få det hos min egen læge? ). Man skal ikke gå og råbe op om, at ens barn fejler det ene og det andet, uden at det er fagligt begrundet. 

Men man kan godt tage hensyn til særlige behov, uden at have en lægelig diagnose på det. Jeg ved, at min datter har svært ved at håndtere situationer med mange mennesker og meget larm, og hun har ingen diagnoser eller etiketter. Men derfor har jeg stadig bedt vuggestuen om at tage hensyn til, at hun ikke trives i det miljø, og hjælpe hende til at reagere på en hensigstsmæssig måde, når hun er i det miljø. Jeg beder dem ikke om at omstrukturere deres hverdag eller sætte hende foran de andre, men bare være opmærksom på, at det altså er hendes udfordring. Jeg ville da blive ked af, hvis de sagde, at jeg skulle have dokumenteret af en læge, at hun havde det behov, for så får vi OGSÅ en overdiagnostisering. 

Selvfølgelig er det ikke det samme som at sige, at hun har en psykisk sygdom, men jeg synes ikke der er noget glat i at sige "mit barn har svært ved det her, er I søde at have det i baghovedet", så de også kan hjælpe barnet med at blive tryg ved situationen eller lære at håndtere det korrekt - så de netop ikke bliver uopdragne og uregerlige. 

 

Dårlig opførsel skal altid adresseres, og handles på, så børnene kan lære, at det ikke er hensigtsmæssigt. Men man må gøre det på en måde, hvor barnet lærer bedst af det.

[Mistel]

Nå nu læste jeg den alligevel.

Og det var lidt som at få en kold klud i hovedet. William er bare særligt uopdragen - det er jeg også.

Jeg er som majs også skriver, enig i at der til tider bliver strøet lige lovlig omkring sig med "diagnoser". Men at være særlig sensitiv er ikke nogen diagnose, det er et personlighedstræk - det er ikke noget man kan opdrage væk, men det er rart at kende til, så man kan behandle personen man står overfor - sådan som personen har brug for.

For er det ikke det man skal? Er det ikke derfor man kan læse, pas på med at behandle dine børn ens - de har forskellige personligheder?

Jeg er ikke bange for at sige om mig selv at jeg er særlig sensitiv. Jeg siger det ikke for at andre skal tage hensyn, men fordi det har været VIRKELIG rart at læse at andre har det ligesom mig. Tænk sig, det er jo ikke mig der er ondsvag, det er faktisk temmelig normalt at have det som jeg har det. Det er bare svært at være sensitiv fordi vores samfund er skruet sammen som det er. Det er svært at være introvert i store vuggestuer/børnehaver/folkeskoler/gymnasier osv. Det er svært at føle sig rigtig når gymnasiefester nærmest er skemalagt.

Så er det virkelig fedt at læse, at det måske er fordi man har et retnormalt personlighedstræk der bare ikke går godt i spænd med de forventninger.

William er ikke uopdragen. Han er ualmindelig høflig, lidt for høflig faktisk (holder ikke på sin ret til legetøj, flytter sig når nogle skal forbi osv). Men ÅH hvor skal jeg alligevel høre mange kommentarer "du er da meget genert" (ligeså meget en træls etikette som noget andet), "hvorfor kan i ikke være på besøg om aftene", "hvorfor vil han ikke sige Hej". Jeg har også slugt mange kameler selv. Jeg forventede ikke at mit barn i en alder af 20måneder skulle: sove i min seng, vippes i barnevognen, gåes rundt med i armene på dårlige dage. Jeg har da tit følt mig som en dårlig forældre, at jeg måtte gøre noget mere, gøre noget andet, værre strengere, sætte fastere rammer.

Men jeg er ikke en dårlig forældre. William er ikke forkert.

Jeg er faktisk en af de forældre der virkelig kæmper. Jeg læser, undersøger, prøver forskellige muligheder. Jeg bruger nærmest al min tid med mit barn, jeg ser ham, lytter, bliver slået, aer, trøster og har usandsynlig brede skuldre.

Så jeg bliver faktisk rigtig provokeret over sådan en artikel. Hun ligger skylden tilbage på mine skuldre, skriver at jeg ikke opdrager mit barn og at jeg søger dækning bag en diagnose.

Det er helt forkert! Jeg har fundet personlighedstrækkets betegnelse så jeg bedre kan forstå, søge viden og snakke med andre med samme personlighedstræk så vi sammen kan dele erfaringer. Og det er sku da meget godt!

Det er nu ikke det, jeg forbinder med at være uopdragen.

 

For at give et konkret eksempel - der ligger en lille fiskehandel ved vores sommerhus, som også har lidt frokost og man kan købe en øl og sodavand. For mig er det dårlig opdragelse, at en ca. 6-årig pige, der i forretningen sammen med mor og morfar, der prøver at få bestilt mad og drikke, hopper og ned og hiver mor i armen og råber så højt hun kan COLA COLA COLA - og da hun ikke lige får opmærksomhed, begynder at slå. Ligger der en diagnose bag det? Ja, nej, måske. For mig virker det først og fremmest som røvdårlig opdragelse og helt uacceptabel opførsel. Og i øvrigt noget helt andet end det, du beskriver.

[Guest]

Nu svarer jeg som fagperson (er lærer), men også som mor til et barn, der er særligt sensitiv..

Jeg er helt enig med majs, pumpkins og stephi her!

Når jeg som lærer er bekymret for et barn, så er det ikke at smide ansvaret fra mig, hvis barnet får en diagnose. Grunden til vi ønsker et barn udredt er udlukkende for at PPR skal give os (+familie) rådgivning og vejledning i, hvordan barnet skal hjælpes. Ikke sættes i bås eller undskyldes.. Jeg har til dagligt med ADHD, asperger, mv at gøre. Og må da ikke opføre sig grimt eller lign.. Men der, hvor vi kan bruge diagnosen er, at støtte barnet og være endnu mere bevidst om at hjælpe barnet der hvor barnet er. Jeg ser ikke ADHD i panden på barnet efterfølgende. Jeg ser ofte at børnene bliver forstået bedre, fordi vi lærere mv er mere opmærksomme på, hvilke behov vi skal opfylde. Og ofte er de behov noget alle børn har gavn af (fx tydelig struktur)

Edit: jeg synes netop det er vigtigt at vi voksne sørger for, at de børn med særlige behov støttes så de ikke kommer derud, hvor de i afmagt råber, skriger, ødelægger mv... Og ja, når det så sker, så kunne jeg ALDRIG finde på at råbe/skælde ud på "gammeldags maner" på det barn. Men derimod fjerne det fra situationen og efterfølgende tale med det.. Jeg er af den opfattelse at der ikke findes onde børn. Ja, der findes uopdragne børn og "mig mig mig-børn", men når ADHD-børn fx afreagerer, så er der forskel. (I det hele taget vil jeg lige påpege at jeg i min hverdag ikke omtaler dem ADHD-børn, men bare deres fornavne :) ) og vi bruger heller ikke deres diagnoser som undskyldning.

Dog møder jeg også forældre, som synes det ene eller andet om deres barn. Men så er det jo fordi de reelt har en bekymring og ønsker at hjælpe barnet. Men i dag får man altså ikke bare smidt ADHD i nakken, fordi nogle ønsker det. Det er en lang proces (og DYR!)..

Og da jeg til dejlig underviser 160 børn, så ved jeg, at der er kæmpe forskel på dårlig opdragelse og diagnoser. Hold op, hvor er nogle børn opdraget dårligt (eller er de så opdraget??? :) ) og vi har altså børn med diagnoser, som er fint opdraget, men hvor de udsættes for udfordringer, hvor det er svært at navigere i. Her skal vi hjælpe/guide dem.

Som mor har jeg i nogle måneder været ekstrem frustreret over nogle ting herhjemme med min datter. Hold op, hvor har vi kæmpet med søvn, nogle gange med mad, indkøring i vs, altid utryg ude mv mv mv.. Og ja, det var vildt hårdt, da VS mente at hun er særligt sensitiv, men nu er det faktisk en lettelse. Og nu kan vi bedre forstå hende (især mig, som er langt fra særlig sensitiv) og jeg kan bedre overskue at nogle putninger kan tage 2-3 timer, hvor hun bare ligger stille og kigger.

Dog skal det ikke være en undskyldning for noget. Og nej, hun skal ikke smadre legetøj osv.. Men hun skal ikke have skæld ud (men det skulle hun uanset hvad ikke!!!!) jeg går ikke op i skæld-ud-metoden, men at det selvfølglig bliver påtalt på en anden måde. Vega får skam ikke lov til at styre hjemmet herhjemme. Her bliver skam sat grænser.

Men lige præcis den artikel er sådan artikel jeg "frygter" fra omverden, når jeg skal fortælle, hvordan Vegas verden er. Og nok derfor jeg ikke selv har turde indse, at hun var særlig sensitiv.

Faktisk var det et kursus en aften i vores kommune for 1,5 mdr siden, som jeg faktisk overvejede at deltage i, men "nej, jeg er ikke den slags forældre, der giver mit barn "etikette", og i dag kan alle få diagnoser osv..." Så jeg tog ikke af sted. Og ØV, hvor jeg i dag fortryder, at jeg ikke fulgte min mavefornemmelse..... ;(

Jeg ville ønske, jeg selv havde turde sige, at hun havde det karaktertræk end at vuggestuen skulle have sagt det. Men må indrømme at det føles mere "lovligt" nu, fordi VS har sagt det, fremfor det skulle være noget jeg selv skulle have fundet på - pga artikler/holdninger som denne :blush

[Guest]

Nu svarer jeg som fagperson (er lærer), men også som mor til et barn, der er særligt sensitiv..

Jeg er helt enig med majs, pumpkins og stephi her!

Når jeg som lærer er bekymret for et barn, så er det ikke at smide ansvaret fra mig, hvis barnet får en diagnose. Grunden til vi ønsker et barn udredt er udlukkende for at PPR skal give os (+familie) rådgivning og vejledning i, hvordan barnet skal hjælpes. Ikke sættes i bås eller undskyldes.. Jeg har til dagligt med ADHD, asperger, mv at gøre. Og må da ikke opføre sig grimt eller lign.. Men der, hvor vi kan bruge diagnosen er, at støtte barnet og være endnu mere bevidst om at hjælpe barnet der hvor barnet er. Jeg ser ikke ADHD i panden på barnet efterfølgende. Jeg ser ofte at børnene bliver forstået bedre, fordi vi lærere mv er mere opmærksomme på, hvilke behov vi skal opfylde. Og ofte er de behov noget alle børn har gavn af (fx tydelig struktur)

Edit: jeg synes netop det er vigtigt at vi voksne sørger for, at de børn med særlige behov støttes så de ikke kommer derud, hvor de i afmagt råber, skriger, ødelægger mv... Og ja, når det så sker, så kunne jeg ALDRIG finde på at råbe/skælde ud på "gammeldags maner" på det barn. Men derimod fjerne det fra situationen og efterfølgende tale med det.. Jeg er af den opfattelse at der ikke findes onde børn. Ja, der findes uopdragne børn og "mig mig mig-børn", men når ADHD-børn fx afreagerer, så er der forskel. (I det hele taget vil jeg lige påpege at jeg i min hverdag ikke omtaler dem ADHD-børn, men bare deres fornavne :) ) og vi bruger heller ikke deres diagnoser som undskyldning.

Dog møder jeg også forældre, som synes det ene eller andet om deres barn. Men så er det jo fordi de reelt har en bekymring og ønsker at hjælpe barnet. Men i dag får man altså ikke bare smidt ADHD i nakken, fordi nogle ønsker det. Det er en lang proces (og DYR!)..

Og da jeg til dejlig underviser 160 børn, så ved jeg, at der er kæmpe forskel på dårlig opdragelse og diagnoser. Hold op, hvor er nogle børn opdraget dårligt (eller er de så opdraget??? :) ) og vi har altså børn med diagnoser, som er fint opdraget, men hvor de udsættes for udfordringer, hvor det er svært at navigere i. Her skal vi hjælpe/guide dem.

Som mor har jeg i nogle måneder været ekstrem frustreret over nogle ting herhjemme med min datter. Hold op, hvor har vi kæmpet med søvn, nogle gange med mad, indkøring i vs, altid utryg ude mv mv mv.. Og ja, det var vildt hårdt, da VS mente at hun er særligt sensitiv, men nu er det faktisk en lettelse. Og nu kan vi bedre forstå hende (især mig, som er langt fra særlig sensitiv) og jeg kan bedre overskue at nogle putninger kan tage 2-3 timer, hvor hun bare ligger stille og kigger.

Dog skal det ikke være en undskyldning for noget. Og nej, hun skal ikke smadre legetøj osv.. Men hun skal ikke have skæld ud (men det skulle hun uanset hvad ikke!!!!) jeg går ikke op i skæld-ud-metoden, men at det selvfølglig bliver påtalt på en anden måde. Vega får skam ikke lov til at styre hjemmet herhjemme. Her bliver skam sat grænser.

Men lige præcis den artikel er sådan artikel jeg "frygter" fra omverden, når jeg skal fortælle, hvordan Vegas verden er. Og nok derfor jeg ikke selv har turde indse, at hun var særlig sensitiv.

Faktisk var det et kursus en aften i vores kommune for 1,5 mdr siden, som jeg faktisk overvejede at deltage i, men "nej, jeg er ikke den slags forældre, der giver mit barn "etikette", og i dag kan alle få diagnoser osv..." Så jeg tog ikke af sted. Og ØV, hvor jeg i dag fortryder, at jeg ikke fulgte min mavefornemmelse..... ;(

Jeg ville ønske, jeg selv havde turde sige, at hun havde det karaktertræk end at vuggestuen skulle have sagt det. Men må indrømme at det føles mere "lovligt" nu, fordi VS har sagt det, fremfor det skulle være noget jeg selv skulle have fundet på - pga artikler/holdninger som denne :blush

PRÆCIS!!!

[Ihpets-mortilto]

PRÆCIS!!!

Enig!

[Mistel]

Alt er jo en balancegang. Jeg er selv overvejende af den holdning at man overdiagnosticerer børn. Er jeg selv særlig sensitiv? Måske. Høje lyde gør mig spontant aggressiv sådan helt ind i krybdyrhjernen.

Er det godt at møde et menneske det hvor det er? Ubestrideligt ja. Synes jeg det er sygeligt at man har behov for nedrullede gardiner for at fordøje dagens indtryk og fungerer bedst, hvis man ved hvordan nærmeste fremtid forløber og ikke fungerer fantastisk i det improvisatoriske felt? Nej sgu! Det er da normalt! Det er bare blevet in at være skide ekstrovert hele tiden! Efter min egen ophøjede mening!

Til gengæld synes jeg det er grænseløst latterligt, at en bekendt bekymret spørger, om "vi har fået sådan en lille sensitiv en" fordi jeg fortæller, at Vitus ikke kan lide at sove med dyne!

[louisef]

Jeg har ikke læst artiklen (jeg gider ikke rigtig blive i dårlig humør over en kvinde som lader til at vil provokere ;) ), men jeg vil gerne kommentere på jeres andre holdninger/komme med mine tanker:

Jeg synes helt klart, at det er godt vi i dag har visse diagnoser, som kan hjælpe folk til et bedre liv. Og jeg tror i høj graf at vi ser flere med diagnoser i dag, fordi vi er mere opmærksomme på det (ligesom med flere somatiske sygdomme --> mere viden = flere diagnoser). Dog synes jeg også at vi skal være påpasselige med at give diagnoser og/eller etikker for alt. Der er klart dem, som er signal stærke, og folk som er særlig sensitive. Og folk med ADHD. Men altså, jeg oplever lidt at nogle forældre meget gerne vil betegne deres guldklump for særlig sensitiv, da de ikke synes h*n er helt som "de andre". Men hvem er "de andre"? I min verden, er mennesker en meget heterogen forsamling, så måske det nogle gange er eget/forældres behov for at forklare en situation? Lidt på samme måde som religiøs tro kan være? En forklaring på noget uforklarligt?

Og det er jo ikke kun følsomme børn, der er visse forventninger til. Andrea er oftest meget glad og meget energisk, ergo forventer alle nu at hun ALTID skal være glad, og det er jo urimelige forventninger til noget menneske.

Jeg selv har altid været meget reflekterende. Jeg har det svært i sociale sammenhæng, fordi jeg såååå gerne vil, men godt kan få for meget af store forsamlinger og har en tendens til at overtænke/overanalysere alt! Jeg er kronisk pleaser. Jeg vil ligge vandret for at få folk til at synes om mig. Jeg har som ung haft en langvarig depression, bl.a. Påvirket af disse forhold. Er jeg særlig sensitiv? Aner det ikke, jeg har ikke læst op på det. Men jeg synes egentlig også det il en hvis grad er irrelevant. Jeg har visse udfordringer og begrænsninger som menneske, men det har alle andre jo også? ALLE har områder de er udfordret på. Bare fordi man er extrovert er man jo ikke "evigglad", og det synes jeg egentlig er det største problem med denne etikette-tendens: der ligger en hvis grad af generalisering om "de andre" i det.

Men som sagt synes jeg at diagnoser og etikker (og lur mig om særlig sensitiv ikke snart bliver en officiel diagnose) er en god ting i visse tilfælde, jeg synes bare det er et svært felt at navigere, da det som så mange andre områder, er en gradering, ikke sort-hvid. Fx kan mange af os nok nikke genkende til visse autisme træk, men det gør os jo ikke autistiske. Jeg tror det samme gør sig gældende for ADHD og særlig sensitiv.

At nogle forældre ikke opdrager deres børn er nok svært at komme udenom, diagnoser eller ej. Og jeg tvivler stærkt på at der er flere forældre blandt børn med diagnoser, som opdrager dårligt. At nogle forældre med uopdragne børn "misbruger" diagnoser til at forklare det, tvivler jeg på er flertallet, og hvilken forskel gør det alligevel? Tror vi, helt ærligt, at de ville opdrage mere, hvis de ikke måtte kalde deres afkom for særlig sensitiv eller lignende?

Så jeg synes en artikel som denne, primært rammer de forældre, som rent faktisk har et barn med en diagnose/særlige behov fremfor dem, den egentlig er stilet imod, og det gør i min optik artiklen provokerende.

Hmmm håber ikke det blev alt for forvirrende :lol synes det er svært at få sååå mange tanker ned på skrift i en logisk tankerække :D

[Lovely Lady]

Alt er jo en balancegang. Jeg er selv overvejende af den holdning at man overdiagnosticerer børn. Er jeg selv særlig sensitiv? Måske. Høje lyde gør mig spontant aggressiv sådan helt ind i krybdyrhjernen.

Er det godt at møde et menneske det hvor det er? Ubestrideligt ja. Synes jeg det er sygeligt at man har behov for nedrullede gardiner for at fordøje dagens indtryk og fungerer bedst, hvis man ved hvordan nærmeste fremtid forløber og ikke fungerer fantastisk i det improvisatoriske felt? Nej sgu! Det er da normalt! Det er bare blevet in at være skide ekstrovert hele tiden! Efter min egen ophøjede mening!

Til gengæld synes jeg det er grænseløst latterligt, at en bekendt bekymret spørger, om "vi har fået sådan en lille sensitiv en" fordi jeg fortæller, at Vitus ikke kan lide at sove med dyne!

Og her ramte vi spot on min holdning :)

[Mistel]

Og her ramte vi spot on min holdning :)

Det er jo set før, at vi er enige om dette og hint ;)

[Lovely Lady]

Det er jo set før, at vi er enige om dette og hint ;)

;)