Hjælp til en, der har mistet?

[FruOvervejelse]

Min søster har mistet. Hun var en uge kortere end mig, og er selvfølgelig helt ødelagt.

Hvad gør jeg for at hjælpe? Jeg vil lave en kurv til dem med deres yndlingssnacks og sådan. Og så er jeg jo klar over, at hun nok har svært ved at rumme mig. Men kan jeg gøre noget som helst andet? Der er så mange herinde med erfaring, så jeg håber, I vil hjælpe mig.

[Haarup]

Lad hende snakke om sorgen. Sorgen over det barn hun har mistet, alle de drømme de havde.

Eller snak med hende noget helt andet end graviditet og babyer. Hvad hun har brug for.

[Little Miss]

Puha det er en hård nyser. Er virkelig ked af det på din søsters vegne - men også på dine. I skulle være fulgtes ad :(

Jeg har desværre været lidt i samme sko som du er nu. Min fætter og hans kone ventede tvillinger samtidig med jeg var gravid med CE. Vi havde termin næsten samtidig.

Desværre gik hun i fødsel i uge 23 tror jeg det var og tvillingernes levede i henholdsvis 3 og 9 dage. Så jeg stod som mega højgravid og skulle først vurdere om jeg skulle med til begravelsen om jeg kunne gøre noget for at lette deres smerte når jeg selv stod med mega stor mave. Skal siges at min fætter og jeg er som bror og søster.

Jeg valgte at skrive en besked til ham om at jeg var her og at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe dem men jeg havde fuld forståelse for hvis min graviditet var for meget for dem at se.

Min fætter meldte hurtigt tilbage at han havde brug for mig mens hans kone tog lidt afstand til efter begravelsen. Det respekterede jeg fuldt ud.

Efter begravelsen åbnede hans kone mere op og vi havde alle 4 mange middage og samtaler om tvillingerne, deres tid på neo og også om det uretfærdige i at de ikke længere havde deres børn :(

Tror det vigtigste i dit tilfælde er at fortælle din søster at du er her så meget som hun har brug for det (og lyst til det). Men respektere hvis hun ikke kan rumme dig...

Kæmpe kram til jer begge ❤️

[Guest]

Stakkels hende. Hvis jeg var dig, ville jeg spørge lige ud. Lade hende vide du godt forstår, hvis hun ikke kan rumme dig, men at du er der, hvis hun har brug for noget - hvad som helst. Flot af dig at du tænker over det, Det er ikke alle, der ville tænke så langt.

[Solvej99]

Ej hvor forfærdeligt :( Og ubehageligt for dig, at du nu skal holde lav profil med din graviditet :kram

[FruOvervejelse]

Tusind tak for jeres svar! :biglove

Hun er vist sejere end de fleste, og overraskende fattet :unsure Hun blev meget glad for kurven fra mig og vores forældre, så det var bare perfekt :)

[SDB]

Jeg håber din søsters optimisme fortsætter. - Det er en svær situation og stå i begge to.

 

Min storesøster var 7 uger længere end mig - og da jeg fandt ud af jeg var gravid mistede hun - hun havde dog gået rundt med dødt foster i 4 uger før kroppen udstødte det. 

 

Det har virkelig lagt en dæmper på min graviditet, hun er ikke typen der deler sine følelser på nogen måde, og vi er absolut ikke tætte (hun har aldrig anset mig som et ligeværdigt individ). og det er virkelig blevet meget værre nu her vi nåede hvor hun ville have haft termin og nu jeg nærmer mig min termin (1/12). Min familie må ingen begejstring eller interesse vise i baby når hun er der. Hun er desværre endnu ikke blevet gravid (aner ikke hvor meget de arbejder på det?) - men det er nu nået til det punkt at hun ikke vil hverken se på mig, eller snakke til mig når vi ses til familie begivenheder (hele familien har fødselsdag her i efteråret så har været hver 3. uge). 

 

Og det gør mig virkelig virkelig ondt, for jeg bliver så ked af det. Jeg ville have elsket at skulle følges med hende, og eftersom jeg ingen veninder har der har fået børn er hun den eneste jeg ville kunne spørge ind til graviditet og babyer om (hun har en søn i forvejen). Men den mulighed har ikke været der. Hvis jeg ringer eller skriver til hende om lige gyldigt hvad bliver jeg ignoreret, og jeg er faktisk slet ikke sikker på om hun vil se vores pige når hun kommer nu her. 

 

 

SÅ jeg håber virkelig at din søster holder hovedet højt og at hun bliver gravid igen snart - så I ikke ender derude hvor min søster har sat os 

[Mammie]

Tusind tak for jeres svar! :biglove

Hun er vist sejere end de fleste, og overraskende fattet :unsure Hun blev meget glad for kurven fra mig og vores forældre, så det var bare perfekt :)

 

Det er sandsynligvis kun en facade, det med at være fattet. Jeg mistede jo selv for 2,5 mdr siden pga for tidlig fødsel i uge 23+1 og jeg virker også fattet og sej overfor andre - i virkeligheden er alt kaos inde i en, både mentalt og kropsligt. Man mangler jo den der baby i maven eller favnen og mentalt er det SÅ svært at forstå og acceptere hvad der er sket :boo 

 

Men ja, lyt til hende, og lad hende snakke alt det hun vil - det hjælper! Og lad for guds skyld være med at lade som om det aldrig er sket, eller sige underlige kommentarer, for dét er noget der sårer :boo

[FruOvervejelse]

Min søster er ret speciel. Som min mor sagde i dag "hvis der er nogen, der er seje nok til at komme igennem det, er det hende". Hun er så realistisk og logisk tænkende, at hun allerede nu siger, at hun godt ved, at det var fordi babyen fejlede noget.

Jeg har altid været meget tæt med hende, og hun har gået igennem nogle svære ting, men hun har altid tacklet problemer med den der "hvis der ikke er noget at gøre ved det, må man komme videre"-attitude.

Hun sagde i dag, at hun meget gerne ville have opdatering og billede fra min nf på torsdag. Det ville hun aldrig have sagt, hvis hun ikke mente det.

[SDB]

Min søster er ret speciel. Som min mor sagde i dag "hvis der er nogen, der er seje nok til at komme igennem det, er det hende". Hun er så realistisk og logisk tænkende, at hun allerede nu siger, at hun godt ved, at det var fordi babyen fejlede noget.

Jeg har altid været meget tæt med hende, og hun har gået igennem nogle svære ting, men hun har altid tacklet problemer med den der "hvis der ikke er noget at gøre ved det, må man komme videre"-attitude.

Hun sagde i dag, at hun meget gerne ville have opdatering og billede fra min nf på torsdag. Det ville hun aldrig have sagt, hvis hun ikke mente det.

Dejligt at hører at din søster har overskud til at glæde sig på dine vegne - og synes det er dejligt du er så bekymret for hende - håber på det bedste for hende og ny sund graviditet snarest  :kiss

[Mammie]

Jeg vil godt anbefale din søster bogen "Tør du se min smerte" af Allis Møldrup Jensen. Den har jeg lånt af min psykoterapeut og er næsten færdig med den. Det er ikke nogen lang bog men den er hård at læse så har taget det lidt af gangen. For det er drønhårdt at læse den når man selv har mistet men den giver også en masser gode tanker. Og den fortæller hvor vigtigt det er at sørge, forfatteren sørgede ikke selv - gik på arbejde en uge efter tabet - og endte med (flere år efter, da hun havde fået nr 3 barn) at blive forfærdeligt syg af angst indtil hun fik bearbejdet sorgen og erkendt sin barns død og sluppet ham.

 

I må ikke blive forbavsede hvis din søster pludselig reagerer voldsomt, for det lyder (på mig) som om hun stadig er lidt i chok og ikke rigtig har fattet det endnu og derfor virker fattet. Jeg kan jo tage fejl da jeg ikke kender jer eller hende men jeg ved fra mig selv og andre at man ikke kommer over det så nemt/hurtigt, jeg er selv hård i filten og typen der mener man skal komme videre for det kan ikke ændres. Men følelserne lader sig ikke ignorere. 

[Mammie]

Glemte helt; selvfølgelig kan man glæde sig på andres vegne selvom det er hårdt at se dem få det man selv har mistet. Det er jo ikke hele verdens skyld, det der er sket :) Men det ER sgu hårdt at se andre blive tykkere og tykkere og være glade og føde små levende babyer.