Hvordan håndterer I det?

[Diamanten]

Puha ja.. Jeg syns det er forfærdeligt gang på gang og få det der slag i ansigtet..

Vi har været igang med behandling i 4 år..

Haft iui og nu igang med IVF..

Oplevet GUL og at miste halvvejs igennem graviditeten..!!

Orker ikk mere og manden havde melt-Down i sidste uge hvor han ville opgive det hele og droppe mere behandling.. Han kan snart ikk se det overhovedet er det værd og at smerten er for stor..

Kan godt følge ham men kan som 26 årig ikk forstille mig at opgive fuldstændig..!

Så vi prøvet vist lige et eller to IVF forsøg endnu og så overvejer vi næste skridt..

Manden vil heller ikk adoptere overhovedet..!

Efter 4 års behandling forstår jeg virkelig Jeres/din frustration! Og her brokker jeg mig over manglende baby efter to års forsøg. Håber, at I finder en løsning sammen.

[Mistel]

Jo er det nok- men så er det i det mindste noget af mig. Og er det ikke lidt egoistisk at fornægte mig graviditet og at føde mit eget barn, når det er hans svømmere der ikke virker. Måske strengt sagt- men hvis behandlingen ikke virker, ville jeg nok tænke det indvendig... selvom det måske ikke er fair.

Jeg synes faktisk ikke strengt sagt. Det er jo sådan det er... og jeg kan sagtens forstå dig. At du formentlig bare bliver nødt til at pakke den væk igen? jo nok... men jeg dæleme godt forstå dig!

Men altså, hos os var det jo heller ikke sådan, nå skat, er du steril. Pyt med der, vi bruger bare donor. Det var en lang proces. Så måske din mand stadig kan rykke sig.

[Ikra]

Efter 4 års behandling forstår jeg virkelig Jeres/din frustration! Og her brokker jeg mig over manglende baby efter to års forsøg. Håber, at I finder en løsning sammen.

Ja sådan er man jo forskellige.. Noget er hårdt for den ene men ikk den anden..

Har en veninde der havde en kæreste der ikk ville have børn (han var/er en drengerøv) hun fik ham så overtalt men da hans halløj var i udu gik de direkte til behandling.. Hun vejede så godt 110kg så hun skulle tabe sig først og så brokkede hun sig over det i 1-2 år mens hun skulle tabe sig hvor jeg tænker det kunne man jo have brugt "overtalelsestiden" til og ikk bare brokke sig over hvor synd det var for hende når hun ikk ville droppe sodavand, smør, kage og slik.. Altså come on..! Så gik de direkte til et kort forsøg ICSI og lykkedes i første hug.. Så har jeg lidt svært med at skulle hører på hvor forfærdeligt det er ar være i behandling når man så i mit hoved knap har fået foden indenfor..

Ikk fordi jeg dømmer jer andre for jeg tror på i alle kæmper men når man har sådan en kæmpe historie bag sig som jeg har begynder man virkelig at se livets store sammenhæng og bare det store billede i det hele taget..

Så dine 2 år har sikkert været lige så hårde for dig som mine 4 år har for mig..

[Diamanten]

Ja sådan er man jo forskellige.. Noget er hårdt for den ene men ikk den anden..

Har en veninde der havde en kæreste der ikk ville have børn (han var/er en drengerøv) hun fik ham så overtalt men da hans halløj var i udu gik de direkte til behandling.. Hun vejede så godt 110kg så hun skulle tabe sig først og så brokkede hun sig over det i 1-2 år mens hun skulle tabe sig hvor jeg tænker det kunne man jo have brugt "overtalelsestiden" til og ikk bare brokke sig over hvor synd det var for hende når hun ikk ville droppe sodavand, smør, kage og slik.. Altså come on..! Så gik de direkte til et kort forsøg ICSI og lykkedes i første hug.. Så har jeg lidt svært med at skulle hører på hvor forfærdeligt det er ar være i behandling når man så i mit hoved knap har fået foden indenfor..

Ikk fordi jeg dømmer jer andre for jeg tror på i alle kæmper men når man har sådan en kæmpe historie bag sig som jeg har begynder man virkelig at se livets store sammenhæng og bare det store billede i det hele taget..

Så dine 2 år har sikkert været lige så hårde for dig som mine 4 år har for mig..

Nu er jeg hverken overvægtig eller et brokkehoved, men synes da, at man skal have lov til at være frustreret over denne her situation, uanset hvor længe man har prøvet.

[Ikra]

Nu er jeg hverken overvægtig eller et brokkehoved, men synes da, at man skal have lov til at være frustreret over denne her situation, uanset hvor længe man har prøvet.

Ja nemlig..! :ditto

[Minlillekrudtmås]

Jer der udelukker adoption helt. Må Jeg spørge hvorfor?

[Ikra]

Jer der udelukker adoption helt. Må Jeg spørge hvorfor?

Her er det manden der har nedlagt veto..

Han mener ikk han kan elske et barn der ikk er vores biologisk eller i det mindste er dansk.. <--- måske ikk lige dansk men hvertfald lyst og nordisk..

Han ville nok føle sig distanceret og blive mindet om vores hårde forløb samt smerten over at det eneste barn vi fik døde og ikk fik lov at opleve livet..

Tror det er sådan noget.. :(

[Sparklinrock]

Jer der udelukker adoption helt. Må Jeg spørge hvorfor?

Vi udelukker ikke adoption. Men vi ser det nok som den sidste udvej. Tror det handler om, at vi er ret fascinerede af at mixe vores gener og se, hvad for et barn, der kommer ud af det. Ligner han/hun min mand eller jeg både mht udseende og sind? Og så har jeg i hvert fald en eller anden form for indre drift, der betyder, at jeg gerne vil videreføre vores gener.

Dernæst handler det om, at jeg gerne vil have 'det hele' med. Jeg vil gerne opleve at være gravid, at føde, at have en nyfødt helt fra starten.

Til sidst handler det om, at jeg er lidt bange for adoption. Dels fordi jeg jo ikke helt kan vide, hvor barnet kommer fra. Er der psykisk eller somatisk sygdom i familien? Er der passet ordentligt på barnet gennem graviditeten? Dels er min oplevelse fra forskellige bekendte, at det om muligt er en næsten hårdere proces at skulle adoptere end at få fertilitetsbehandling. Lange godkendelsesprocedurer, laaaaaange ventelister, og meget få børn der kan adopteres. Det lyder bare som en rigtig hård og svær proces, synes jeg.

Så alt i alt, på nuværende tidspunkt er vi ikke klar til adoption. Vi vil gerne forsøge yderligere fertilitetsbehandling først. Men med så meget andet i denne proces, så ændrer mine grænser sig hele tiden. Og hvis vi skulle nå så langt, at adoption er den bedste mulighed, jamen så gør vi det! For vi skal altså være forældre, ingen tvivl om det.

[tusnelda]

Jo er det nok- men så er det i det mindste noget af mig. Og er det ikke lidt egoistisk at fornægte mig graviditet og at føde mit eget barn, når det er hans svømmere der ikke virker. Måske strengt sagt- men hvis behandlingen ikke virker, ville jeg nok tænke det indvendig... selvom det måske ikke er fair.

jeg synes det er en meget naturlig følelse og er enig med Mistel, synes ikke du skal slå dig selv i hovedet med det  :kiss

[Diamanten]

jeg synes det er en meget naturlig følelse og er enig med Mistel, synes ikke du skal slå dig selv i hovedet med det  :kiss

 

Tak :kiss ... rart at vide, at det ikke er helt skørt, at jeg tænker sådan. Nu må vi se, hvad der sker herfra.

[Diamanten]

Jer der udelukker adoption helt. Må Jeg spørge hvorfor?

 

Jeg vil gerne have et barn med mine gener... og jeg vil gerne opleve at være gravid (hvor ucharmerende det end er), og da der ikke er noget galt med min biologi/fertilitet, vil en sæddonor for mig give bedre mening, hvis jeg ellers kan få min mand med på den- HVIS det bliver relevant. Der er intet galt i adoption- det er nok bare ikke noget for mig.

[Lsb1604]

Hej med jer

Vi har nu prøvet at blive gravide i 1,5 år - er nu i gang med IUI for 1.gang. Jeg blev insemineret fredag d.21.11 og får forhåbentlig ikke min mens på lørdag:-)

Men alle gange, uanset om det var den periode vi selv prøvede eller nu under IUI, så er de sidste to uger efter ÆL modbydelige. Tiden siden d.21.11 føles som en hel måned. Man hører/læser alle steder, at man skal prøve at lade være med at tænke så meget på det!!!!! Det er fanme svært, for det popper nok op i tankerne hvert 5. Min - også selvom jeg laver noget spændende. Mange siger også at det har påvirkning på resultatet!!!

Jeg kan mærke alle tegn og signaler i min mave. Det har siden fredag følt som om min mens er på vej - dvs den følelse er allerede kommet 8 dage før min mens skal komme. Det er sket før, så det er ikke kun den her gang.

Vil hører jer ad, om I har nogle gode ideer til, hvordan man kan få sine tankerne på noget andet (det meste af tiden).

De bedste hilsner

[Sparklinrock]

Vil hører jer ad, om I har nogle gode ideer til, hvordan man kan få sine tankerne på noget andet (det meste af tiden).

Det kan man ikke :D Især ikke i de sidste 14 dage, når man er i behandling. Jeg mener, at det bedste du kan gøre er at acceptere, at du tænker rigtigt meget på det, og i hvert fald ikke stresse over, at det fylder så meget. Og dernæst gælder det om at finde nogle projekter, der kan distrahere dig lidt.

Rigtig meget held og lykke med det første IUI forsøg - håber du får to flotte streger på lørdag :goodluck :bd

[Mistel]

Hej med jer

Vi har nu prøvet at blive gravide i 1,5 år - er nu i gang med IUI for 1.gang. Jeg blev insemineret fredag d.21.11 og får forhåbentlig ikke min mens på lørdag:-)

Men alle gange, uanset om det var den periode vi selv prøvede eller nu under IUI, så er de sidste to uger efter ÆL modbydelige. Tiden siden d.21.11 føles som en hel måned. Man hører/læser alle steder, at man skal prøve at lade være med at tænke så meget på det!!!!! Det er fanme svært, for det popper nok op i tankerne hvert 5. Min - også selvom jeg laver noget spændende. Mange siger også at det har påvirkning på resultatet!!!

Jeg kan mærke alle tegn og signaler i min mave. Det har siden fredag følt som om min mens er på vej - dvs den følelse er allerede kommet 8 dage før min mens skal komme. Det er sket før, så det er ikke kun den her gang.

Vil hører jer ad, om I har nogle gode ideer til, hvordan man kan få sine tankerne på noget andet (det meste af tiden).

De bedste hilsner

Armen altså, den der HOOOOOLD OOOOOOOOOOOOOOP MED AT STRESSE!!!!!! Eller bliver du ALDRIG gravid - det er jo bare nærmest det mest brugbare råd nogensinde!! :D

 

Man holder ikke op med at tænke på det, man stresser, man er humørsyg, man er alt det der. Og hvis det virkelig havde stor betydning, så var overbefolkning nok ikke Jordens primære problem! Er min holdning.

 

Men mit råd til dig er - at når nu du ikke kan lade være med at tænke på det (og dermed garantere en graviditet;)), så gør det du kan. Spis ordentligt, få din søvn, dyrk motion, spis din folsyre, drop smøgerne og hold dig fra alkohol. Så er du sund og rask og fit for fight og giver en kommende graviditet de bedste chancer - om det er i denne omgang - og det tror vi på indtil andet er bevist! Eller om der skal et forsøg eller 2 mere til! :)

[Alura]

Jo er det nok- men så er det i det mindste noget af mig. Og er det ikke lidt egoistisk at fornægte mig graviditet og at føde mit eget barn, når det er hans svømmere der ikke virker. Måske strengt sagt- men hvis behandlingen ikke virker, ville jeg nok tænke det indvendig... selvom det måske ikke er fair.

 

Jeg synes at de tanker og følelser du har, er helt igennem naturlige og meget forståelige. Omvendt synes jeg så også, at din mands tanker og følelser (som vi så pænt tillader os at antage på hans vegne, uden egentlig at kende hans bevæggrund) er naturlige og forståelige. Og det er jo det der gør sådan en situation som jeres så hamrende svær. Fordi det virkelig er alle følelserne der kommer i spil her og selvom de kan være modstridende, gør det ikke nødvendigvis nogen af dem forkerte af den grund.

 

Hvis jeg skulle prøve at vende den om, og dermed se det fra din mands synspunkt, så kunne jeg forestille mig, at jeg for det første ville være enormt ked af det, fordi det var mig, der "ikke virkede". Jeg ville sikkert føle mig skyldig (det ved jeg godt at man ikke er, men jeg ville føle det alligevel) over at jeg var grunden til at min bedre halvdel skulle gennemgå dette og ikke kunne få deres højeste ønske opfyldt. Jeg ville have en konstant underliggende dårlig samvittighed, og den ville jeg have det rigtig svært med.

 

På den anden side, så ville jeg have det svært med, hvis min mand syntes at vi så bare skulle bruge en ægdonor og rugemor (altså hvis tilfældet var således, at hele min "deltagelse" i projektet i teorien var overflødig, som det jo vil være tilfældet for ham, hvis I bruger en donor). Jeg tror simpelthen ikke at jeg ville kunne undgå at føle, at min mand så skulle have et barn med en anden, og ikke med mig. Og det ville være enormt hårdt for mig og jeg ville føle mig meget ekskluderet fra processen.

 

Så på den måde kan jeg følge ham i at være ok med adoption, men ikke med en donor. Fra hans synspunkt (forestiller jeg mig), vil det måske nok betyde at ingen af jer så vil have en biologisk tilknytning til barnet, men at I vil være sammen om at dele hele processen og starte fra samme udgangspunkt. At det vil være mere lige for jer begge på en måde. 

 

Og samtidig kan jeg som nævnt også fuldt ud følge dine tanker. Og tror sådan set at jeg ville have følt nøjagtig det samme i din situation, lige som jeg tror at jeg ville have følt det samme som din mand, i hans situation. 

 

Nu har jeg ikke prøvet at stå i den situation som I herinde står i, og jeg vil slet ikke gøre mig nogen illusioner om at tro, at jeg ved hvordan I har det, eller præcis hvor hårdt det er. Men jeg har stået i den situation at jeg har ventet 10 år af mit liv, på at min mand skulle blive klar. Eller på at håbe på at han ville blive det, skal jeg måske nærmere sige, for han ville ikke have børn dengang vi mødtes og har været i tvivl om det meget længe derefter.

Og det er også hårdt på sin egen måde; ikke at vide om man nogensinde vil få det man ønsker så inderligt, fordi en andens valg og ønsker ultimativt vejer højere end ens egne (hvis man da ønsker at gøre det sammen med ham og ikke mod ham, vel at mærke). Og som jeg ser det, er selve problemstillingen jo lidt den samme her: Man har forskellige ønsker og der er bare ikke noget åbenlyst kompromis, som man kan håbe på at finde i så mange andre situationer. Enten gør man det, eller også gør man ikke. Og hvis man ikke kan nå til enighed, så vil den ene jo ultimativt ende med at blive ulykkelig og det er en forbandet hård viden at sidde med for begge parter, når man elsker hinanden og kun vil hinanden det bedste :( For os var der jo kun to muligheder, hvis han ultimativt besluttede sig for ikke at ville have børn (eller lod tiden beslutte det for os, hvilket jeg længe har frygtet), og det var at enten ville jeg aldrig få børn og det ville være en stor sorg for mig resten af livet, eller også ville jeg gå fra ham og finde en anden at få børn med, hvis jeg gjorde op med mig selv, at det i sidste ende ville betyde mere for mig. Og den udsigt gjorde ham (og da for den sags skyld også mig selv) rigtig ked af det og ulykkelig.

 

Jeg har desværre ikke noget nemt fix til den situation og jeg håber virkelig inderligt for jer, at det bare løser sig via behandling og at I aldrig behøver at komme derud hvor I skal tage stilling til den slags. Men tænker lidt på, om I mon har haft den snak nogensinde? Den der helt ultimative snak om, hvilke mulige udgange der er på situationen, hvis det kommer dertil? For os var den nødvendig at tage (mange gange), og det blev en nødvendighed for os at erkende, at der måske ikke var nogen perfekt løsning, men at vi så i sidste ende måtte blive enige om, hvad der var det "mindste af to onder". 

Prøv at spørge jer selv: Hvem vil det betyde mest for, hvis de får det som de ønsker? Hvem vil det have størst negativ konsekvens for, hvis I går mod det vedkommende ønsker? Og hvis den der ultimativt ville blive mest glad i den ene situation, også samtidig er den der ville føle størst sorg i den omvendte situation, så burde svaret være klart.

 

Er ked af at det skal være så hård en proces for jer :( :kram2

[Diamanten]

Jeg synes at de tanker og følelser du har, er helt igennem naturlige og meget forståelige. Omvendt synes jeg så også, at din mands tanker og følelser (som vi så pænt tillader os at antage på hans vegne, uden egentlig at kende hans bevæggrund) er naturlige og forståelige. Og det er jo det der gør sådan en situation som jeres så hamrende svær. Fordi det virkelig er alle følelserne der kommer i spil her og selvom de kan være modstridende, gør det ikke nødvendigvis nogen af dem forkerte af den grund.

 

Hvis jeg skulle prøve at vende den om, og dermed se det fra din mands synspunkt, så kunne jeg forestille mig, at jeg for det første ville være enormt ked af det, fordi det var mig, der "ikke virkede". Jeg ville sikkert føle mig skyldig (det ved jeg godt at man ikke er, men jeg ville føle det alligevel) over at jeg var grunden til at min bedre halvdel skulle gennemgå dette og ikke kunne få deres højeste ønske opfyldt. Jeg ville have en konstant underliggende dårlig samvittighed, og den ville jeg have det rigtig svært med.

 

På den anden side, så ville jeg have det svært med, hvis min mand syntes at vi så bare skulle bruge en ægdonor og rugemor (altså hvis tilfældet var således, at hele min "deltagelse" i projektet i teorien var overflødig, som det jo vil være tilfældet for ham, hvis I bruger en donor). Jeg tror simpelthen ikke at jeg ville kunne undgå at føle, at min mand så skulle have et barn med en anden, og ikke med mig. Og det ville være enormt hårdt for mig og jeg ville føle mig meget ekskluderet fra processen.

 

Så på den måde kan jeg følge ham i at være ok med adoption, men ikke med en donor. Fra hans synspunkt (forestiller jeg mig), vil det måske nok betyde at ingen af jer så vil have en biologisk tilknytning til barnet, men at I vil være sammen om at dele hele processen og starte fra samme udgangspunkt. At det vil være mere lige for jer begge på en måde. 

 

Og samtidig kan jeg som nævnt også fuldt ud følge dine tanker. Og tror sådan set at jeg ville have følt nøjagtig det samme i din situation, lige som jeg tror at jeg ville have følt det samme som din mand, i hans situation. 

 

Nu har jeg ikke prøvet at stå i den situation som I herinde står i, og jeg vil slet ikke gøre mig nogen illusioner om at tro, at jeg ved hvordan I har det, eller præcis hvor hårdt det er. Men jeg har stået i den situation at jeg har ventet 10 år af mit liv, på at min mand skulle blive klar. Eller på at håbe på at han ville blive det, skal jeg måske nærmere sige, for han ville ikke have børn dengang vi mødtes og har været i tvivl om det meget længe derefter.

Og det er også hårdt på sin egen måde; ikke at vide om man nogensinde vil få det man ønsker så inderligt, fordi en andens valg og ønsker ultimativt vejer højere end ens egne (hvis man da ønsker at gøre det sammen med ham og ikke mod ham, vel at mærke). Og som jeg ser det, er selve problemstillingen jo lidt den samme her: Man har forskellige ønsker og der er bare ikke noget åbenlyst kompromis, som man kan håbe på at finde i så mange andre situationer. Enten gør man det, eller også gør man ikke. Og hvis man ikke kan nå til enighed, så vil den ene jo ultimativt ende med at blive ulykkelig og det er en forbandet hård viden at sidde med for begge parter, når man elsker hinanden og kun vil hinanden det bedste :( For os var der jo kun to muligheder, hvis han ultimativt besluttede sig for ikke at ville have børn (eller lod tiden beslutte det for os, hvilket jeg længe har frygtet), og det var at enten ville jeg aldrig få børn og det ville være en stor sorg for mig resten af livet, eller også ville jeg gå fra ham og finde en anden at få børn med, hvis jeg gjorde op med mig selv, at det i sidste ende ville betyde mere for mig. Og den udsigt gjorde ham (og da for den sags skyld også mig selv) rigtig ked af det og ulykkelig.

 

Jeg har desværre ikke noget nemt fix til den situation og jeg håber virkelig inderligt for jer, at det bare løser sig via behandling og at I aldrig behøver at komme derud hvor I skal tage stilling til den slags. Men tænker lidt på, om I mon har haft den snak nogensinde? Den der helt ultimative snak om, hvilke mulige udgange der er på situationen, hvis det kommer dertil? For os var den nødvendig at tage (mange gange), og det blev en nødvendighed for os at erkende, at der måske ikke var nogen perfekt løsning, men at vi så i sidste ende måtte blive enige om, hvad der var det "mindste af to onder". 

Prøv at spørge jer selv: Hvem vil det betyde mest for, hvis de får det som de ønsker? Hvem vil det have størst negativ konsekvens for, hvis I går mod det vedkommende ønsker? Og hvis den der ultimativt ville blive mest glad i den ene situation, også samtidig er den der ville føle størst sorg i den omvendte situation, så burde svaret være klart.

 

Er ked af at det skal være så hård en proces for jer :( :kram2

 

Tak Alura-

Har ikke lige været herinde i noget tid. Har ikke set den store grund til det...

Mit dims kom aldrig rigtig sidste måned (testede negativt to gange, så det er ikke pga. graviditet, desværre). Fik blot lidt pletblødning og så ingenting mere. Meget mystisk. Så det endte med at vi ikke fik behandling denne gang- men forsøgte selv. Så man kan jo krydse fingre for, at der sker noget, jeg tvivler dog. Men den manglende mens betyder så, at vi ikke kan få den sidste IUI før januar/februar.

 

Vi har talt lidt om, hvad vi skal gøre, og om vi skal gøre noget, hvis det ikke kan lykkes for os... deraf frustrationen. Jeg vil ikke adoptere, og min mand gider ikke sæddonor. Så hvis behandlingen ikke virker (vi skal videre til reagens hvis den sidste IUI ikke virker), ender vi med konklusionen: at vi ikke får børn, nogensinde. Det er nok det der gør mest ondt.

 

Men nu må vi jo se, hvad der sker... har ikke det store håb på noget, da det ikke er lykkedes for os i 2 år efterhånden.

Men tak for din søde besked- og jo- du har ret- det er svært for os begge, og kan nok også godt se det med min mand og hans forbehold i fht. sæddonor. 

 

Forhåbentlig bliver den beslutning ikke relevant.

[Diamanten]

Jer der udelukker adoption helt. Må Jeg spørge hvorfor?

 

For mit vedkommende, ville det bare ikke føles helt 'rigtigt'- da jeg rigtig gerne vil føde mit eget barn- af mit kød og blod... og hvis jeg ikke kan det, vil jeg hellere undvære.

Det er måske egoistisk- men det er bare sådan jeg har det. 

 

Det skal lige siges, at jeg ikke har noget imod adoption overhovedet, og hvis det er det rigtige for andre, er det det- det er bare ikke noget, er det gået op for mig, som jeg helt kan se mig selv i.

[Alura]

Tak Alura-

Har ikke lige været herinde i noget tid. Har ikke set den store grund til det...

Mit dims kom aldrig rigtig sidste måned (testede negativt to gange, så det er ikke pga. graviditet, desværre). Fik blot lidt pletblødning og så ingenting mere. Meget mystisk. Så det endte med at vi ikke fik behandling denne gang- men forsøgte selv. Så man kan jo krydse fingre for, at der sker noget, jeg tvivler dog. Men den manglende mens betyder så, at vi ikke kan få den sidste IUI før januar/februar.

 

Vi har talt lidt om, hvad vi skal gøre, og om vi skal gøre noget, hvis det ikke kan lykkes for os... deraf frustrationen. Jeg vil ikke adoptere, og min mand gider ikke sæddonor. Så hvis behandlingen ikke virker (vi skal videre til reagens hvis den sidste IUI ikke virker), ender vi med konklusionen: at vi ikke får børn, nogensinde. Det er nok det der gør mest ondt.

 

Men nu må vi jo se, hvad der sker... har ikke det store håb på noget, da det ikke er lykkedes for os i 2 år efterhånden.

Men tak for din søde besked- og jo- du har ret- det er svært for os begge, og kan nok også godt se det med min mand og hans forbehold i fht. sæddonor. 

 

Forhåbentlig bliver den beslutning ikke relevant.

 

Er virkelig ked af det på dine vegne, at du går gennem sådan en hård periode med så meget tvivl :kram2 Jeg kan sagtens sætte mig ind i de forbehold som både du og din mand har overfor de forskellige alternativer, og at man deraf kommer til at drage den konklusion I har gjort. Det må være så mega hårdt og jeg har desværre intet andet end sympati og kram at give. Jeg håber dog som sagt for jer, at det slet ikke bliver nødvendigt, og at enten jeres sidste forsøg i januar/februar eller reagensglasbehandlingen kommer til at give jer det barn I drømmer om.

[Diamanten]

Er virkelig ked af det på dine vegne, at du går gennem sådan en hård periode med så meget tvivl :kram2 Jeg kan sagtens sætte mig ind i de forbehold som både du og din mand har overfor de forskellige alternativer, og at man deraf kommer til at drage den konklusion I har gjort. Det må være så mega hårdt og jeg har desværre intet andet end sympati og kram at give. Jeg håber dog som sagt for jer, at det slet ikke bliver nødvendigt, og at enten jeres sidste forsøg i januar/februar eller reagensglasbehandlingen kommer til at give jer det barn I drømmer om.

Mange tak