Oprettet November 4, 2014 Hej alle sammen.. Jeg har en datter på 3,5 år som jeg elsker over alt på jorden, men hun har det rigtig svært, og jeg kæmper en kamp uden lige mod hendes far... Sagen er den at hun kommer hjem og siger at han slår hende, dette har "kun" været i ansigtet, men igår da jeg skulle børste tænder på hende, så jeg at hun havde tisset igennem sine trusser, og sagde meget stille og roligt til hende at det måtte hun huske at sige til mig, så der ikke skete de uheld. Og inden jeg overhovedet havde sagt den sætning færdig, havde jeg en datter der stor tudedet, og jeg mener virkelig stor tudedet.. Hun har ALDRIG været så ked over at hun har tisset i bukserne før, (hun er et barn der er "mildt" altså har to børns behov og er bagud i sin udvikling, nogle steder er hun længere bag ud end andre, og det er derfor hun stadig ikke er renlig).. Men til min store forskrækkelse er hun jo dybt ulykkelig og inden jeg overhovedet når at folde mine arme ud for at tag hende ind til mig, er hun straks på mit skød og putter sig ind til mig som en lille baby.. Jeg bliver rigtig bekymret, for jeg tror på at der sker noget inde ved hendes far som jeg ikke må vide noget om.. Derfor spørger jeg hende hvad der sker inde ved hendes far, når det er hun har uheld med tisseriet, og dertil svare hun at så slår han hende i numsen!.. Jeg blev meget overrasket og samtidig ufattelig gal!.. Men jeg bevarer roen og trøster hende.. Det skal siges at jeg lige har TABT en sag nede i amtet, hvor jeg ville have samværet som MIN. overvåget eller helt ophørt, fordi at hun netop er kommet hjem og sagt at hun bliver slået.. Men da der ikke var synlige tegn og hun trives i børnehaven, og er rigtig glad for at se hendes far, når han henter hende i børnehaven, så så de ikke grund til andet end at han skulle fortsætte med samværet som det hele tiden har været. Men jeg nægter at tro på at min datter på 3,5 år skal komme med så "farlige" beskyldninger, uden at der skulle være noget i det, for vi putter ikke ordene i hendes mund.. Når hun er i børnehaven, startet her i juni, er hun helt glad og leger godt med de andre børn = de kan ikke se hvad der skulle være gal og hendes udvikling er også blevet bedre. Men så snart hun er hjemme er hun en lidt anden, her fortæller hun de ting, og så snart hun kommer hjem fra hendes far, hver 2. weekend, har hun utrolig svært ved at lade mig være alene, hun skal kunne se mig hele tiden eller som min. høre mig.. Hvis dørene bliver lukket lidt hårdt i så det giver den der smæk lyd så farer hun helt sammen, og hun viser tydeligt hvordan vrede og ked af det er, og lige dette har hun aldrig gjort i hverken børnehaven eller dagplejen, der har hun altid været stille lille N. og bare været lidt sig selv.. Vi har mange gange her inde for det sidste stykke tid snakket om hvor vidt hun egentlig trives herhjemme, men efter igår er jeg blevet på et eller andet punkt overbevidst om at hun lægger en facade på når hun er i børnehave, mens hun herhjemme er "sig selv".. Det lyder helt åndsvagt, men alle de kampe og "problemer" der er med min datter har gjort at jeg ikke kan lade være med at tænke.. Hvorfor ikke lave en lukket gruppe på Facebook, med overskriften "Hjælp mit barn har det ikke godt".. Altså en gruppe hvor mødre og fædre kan være med i, hvor det er muligt at skrive, som jeg har gjort nu, eller søge råd eller give råd.. Men jeg har endnu ikke oprettet den, for jeg ved ikke om det er nogen god ide, men jeg er kommet på det pga. det her med min egen datter, for jeg ved at det "bare" er en "lettere" sag jeg har kørende hvor imod der er andre hvis børn der har det endnu værre.. Men hvad synes I om ideen?? IN eller OUT?? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 4, 2014 Åh facebook er så offentlig og hvad man skriver der står der forevigt. Det gør alt på nettet i know men jeg er ikke så tryg ved at så følsomme ting ligges så offentligt med alverdens oplysninger, via din profil, tilgængelig for alle medlemmer. Ville nok nærmere bruge et forum som dette med en god tone, med anonymiteten intakt så længe man ønsker. Og så lige KÆMPE :kram kæft det er en :numse situation. Jeg vil opfordre dig til at kæmpe din datters sag, igen og igen og igen! Hun skal ikke hjem til en mand der slår altså!!! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 4, 2014 Fuldstændig enig med Majs :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 4, 2014 Synes det er dumt med facebook. Du kommer let til at lukke begge parter ind - også læser de hvad den anden skriver. Det er ikke godt. Til det med din datter.. Du siger du ikke ligger ord i hendes mund.. Men med dit kropssprog siger du nok noget andet. Ligesom du selv spørger hvad der sker hjemme ved far - hun er ked også bliver det der sker hjemme ved faren ofte "blæst op".. Du "forventer" hun svarer noget negativt om sin far, og børn vil så gerne stille deres forældre tilfreds!! I stedet bør du nok lade være at gå så meget op i at spørge hende - og bare sige "pyt med det, det gør ingenting". Jeg er lærer og ser ofte forældre der "kommer til" i godhed at få deres børn til at sige/føle noget - fx mobning. Hvis du spørger et barn der er ked af det, om de bliver mobbet/drillet/slået - så svarer 95% ja! Simpelthen fordi de er sårbare, og har brug for omsorg og fordi de så gerne vil bekræftes af den voksne. Hvis din datter i almindelige situationer snakker om "grimme ting" der sker, så er der noget galt. Men prøv at stil andre spørgsmål, end "negative". Spørg hvad hun hygger sig med far med. Spørg hvad det sjoveste i weekenden var. Hvad hun elsker at lave med far og hvad far elsker at lave med hende. Det er i de GLADE situationer man finder "sandheden". Det er der børn åbent siger at "far altid er sur og slår i numsen" eller at "far aldrig vil lege". Siger børnene det når de tegner og hygger sig: SÅ skal alarmklokkerne ringe!!! Men vi kender jo alle det med at hvis man er mega ked af det så er hele verden dum og vores mand kan være ih oh åh så forfærdelig fordi han sagde måske ikke lige det - "men vi ved han mente det!".. Og sådan er børn også :) Min datter er en velfungerende pige på 2,5 år. Hun er delebarn, og når hun kommer hjem fra sin far, har hun også KÆMPE behov for mig - at høre mig, være tæt på og sige hun elsker mig. Det er der intet unaturligt i!!! Så den del er altså HELT almindelig.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 4, 2014 Hold nu op en ubehagelig mistanke at gå med. Numsen er jo meget traditionelt sted at slå netop fordi polstringen gør der typisk ikke kommer synlige mærker... Kan du konfrontere ham med hvad pigen fortæller? Eller kommunikere med ham omkring hvordan man håndtere den ene og anden situation bedst? Er hun alene med ham under samværet eller er han sammen med fx familie, som du evt kunne tale med omkring hvordan han håndterer hende? En ting jeg lige vil skyde ind er at børn kan sagtens reagere meget kraftigt på skift mellem to hjem, selv hvis der ikke foregår noget forkert. Selve det at det er to forskellige steder, med hvert sit sæt regler og måder tingene foregår på er meget for et (lille) barn at kapere, og kan sagtens i sig selv give en reaktion. Hvis der så oven i købet er spændinger imellem de to forældre, som barnet næsten ikke kan undgå at opfange selv om man gør sit bedste, jamen så blir det kun sværere. Og børn skal ikke være ret gamle før de opdager at de ting de siger påvirker den anden forældre, og måske afprøver de her reaktioner. Jeg siger ikke at det ikke er sandt hvad din datter siger, og jeg ville selv være meget alarmeret over den slags reaktioner og formuleringer, men det er ord fra et lille barn, som er i klemme i sin situation. Jeg er helt enig i at det er dig som må kæmpe din datters sag. Måske du kan gå til kommunen/familieafdelingen med din bekymring? Hvis du laver en indberetning skal de vel reagere ved at undersøge det nærmere? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 4, 2014 Synes det er dumt med facebook. Du kommer let til at lukke begge parter ind - også læser de hvad den anden skriver. Det er ikke godt. Til det med din datter.. Du siger du ikke ligger ord i hendes mund.. Men med dit kropssprog siger du nok noget andet. Ligesom du selv spørger hvad der sker hjemme ved far - hun er ked også bliver det der sker hjemme ved faren ofte "blæst op".. Du "forventer" hun svarer noget negativt om sin far, og børn vil så gerne stille deres forældre tilfreds!! I stedet bør du nok lade være at gå så meget op i at spørge hende - og bare sige "pyt med det, det gør ingenting". Jeg er lærer og ser ofte forældre der "kommer til" i godhed at få deres børn til at sige/føle noget - fx mobning. Hvis du spørger et barn der er ked af det, om de bliver mobbet/drillet/slået - så svarer 95% ja! Simpelthen fordi de er sårbare, og har brug for omsorg og fordi de så gerne vil bekræftes af den voksne. Hvis din datter i almindelige situationer snakker om "grimme ting" der sker, så er der noget galt. Men prøv at stil andre spørgsmål, end "negative". Spørg hvad hun hygger sig med far med. Spørg hvad det sjoveste i weekenden var. Hvad hun elsker at lave med far og hvad far elsker at lave med hende. Det er i de GLADE situationer man finder "sandheden". Det er der børn åbent siger at "far altid er sur og slår i numsen" eller at "far aldrig vil lege". Siger børnene det når de tegner og hygger sig: SÅ skal alarmklokkerne ringe!!! Men vi kender jo alle det med at hvis man er mega ked af det så er hele verden dum og vores mand kan være ih oh åh så forfærdelig fordi han sagde måske ikke lige det - "men vi ved han mente det!".. Og sådan er børn også :) Min datter er en velfungerende pige på 2,5 år. Hun er delebarn, og når hun kommer hjem fra sin far, har hun også KÆMPE behov for mig - at høre mig, være tæt på og sige hun elsker mig. Det er der intet unaturligt i!!! Så den del er altså HELT almindelig.. Godt skrevet! :super Det vær lige sådan jeg tænkte! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 6, 2014 Synes det er dumt med facebook. Du kommer let til at lukke begge parter ind - også læser de hvad den anden skriver. Det er ikke godt. Til det med din datter.. Du siger du ikke ligger ord i hendes mund.. Men med dit kropssprog siger du nok noget andet. Ligesom du selv spørger hvad der sker hjemme ved far - hun er ked også bliver det der sker hjemme ved faren ofte "blæst op".. Du "forventer" hun svarer noget negativt om sin far, og børn vil så gerne stille deres forældre tilfreds!! I stedet bør du nok lade være at gå så meget op i at spørge hende - og bare sige "pyt med det, det gør ingenting". Jeg er lærer og ser ofte forældre der "kommer til" i godhed at få deres børn til at sige/føle noget - fx mobning. Hvis du spørger et barn der er ked af det, om de bliver mobbet/drillet/slået - så svarer 95% ja! Simpelthen fordi de er sårbare, og har brug for omsorg og fordi de så gerne vil bekræftes af den voksne. Hvis din datter i almindelige situationer snakker om "grimme ting" der sker, så er der noget galt. Men prøv at stil andre spørgsmål, end "negative". Spørg hvad hun hygger sig med far med. Spørg hvad det sjoveste i weekenden var. Hvad hun elsker at lave med far og hvad far elsker at lave med hende. Det er i de GLADE situationer man finder "sandheden". Det er der børn åbent siger at "far altid er sur og slår i numsen" eller at "far aldrig vil lege". Siger børnene det når de tegner og hygger sig: SÅ skal alarmklokkerne ringe!!! Men vi kender jo alle det med at hvis man er mega ked af det så er hele verden dum og vores mand kan være ih oh åh så forfærdelig fordi han sagde måske ikke lige det - "men vi ved han mente det!".. Og sådan er børn også :) Min datter er en velfungerende pige på 2,5 år. Hun er delebarn, og når hun kommer hjem fra sin far, har hun også KÆMPE behov for mig - at høre mig, være tæt på og sige hun elsker mig. Det er der intet unaturligt i!!! Så den del er altså HELT almindelig.. :ditto jeg behøver jo ikke skrive noget, når du allerede har sagt hvad jeg vil sige. Men kram til ts for at skulle gå med sådan en forfærdelig mistanke, det er ikke rart. :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
