Fortvivlet

[hemmelignemlig]

Hej

Jeg er fast bruger herinde. Er gået undercover.

Jeg vil så gerne høre om der er andre der har prøvet at blive forelsket i en anden mens de var i forhold - og valgte at blive skilt/bryde med mand/kæreste og finde sammen med den anden?

Hvad skete der?

Vidste du at det var det rigtige at gøre, hvordan?

Fortrød du?

Hvor længe havde du kendt den anden?

Og alt andet, hvad i kan bidrage med.

Det er ganske nyt. Forsøger at bevare jordforbindelse. Min mand ved intet.

Ja, jeg ved at jeg ikke kan gå og holde min mand for nar.

Hjælp mig piger. Puuuuh det er hårdt det her.

Hvis det er for meget at skrive her, kan man sende en pm. Jeg ville aldrig røbe noget.

1000 kram

Hemmelignemlig

[Guest NinjaMama]

Jeg har ikke selv prøvet det, så erfaringer kan jeg ikke bidrage med.. Men du fortjener et kram :kram2 man er ikke selv herre over sine følelser, og det lyder som en rigtig svær situation du står i. Det lyder som om du er helt afklaret omkring at du vil gå fra din kæreste/samlever/mand?

[hemmelignemlig]

Tusind tak. Jeg er slet ikke i nærheden af at være afklaret. Prøver at slå koldt vand i blodet

[Barbamama]

:kram

Altså jeg har ikke prøvet det, efter at jeg er blevet gift og har fået barn, hvor der jo så er "mere på spil", så jeg kan ikke HELT sætte mig ind i, hvor svært det må være.

Men da jeg forelskede mig i min mand, var jeg stadig i (langvarigt og seriøst) forhold med min eks, og da jeg forelskede mig i den eks, var jeg stadig i (langvarigt) forhold med eks'en før det.

For mit vedkommende var det i begge tilfælde en MEGA lettelse at slå op med kæresten. Op til bruddet havde jeg været vildt meget i tvivl, men da jeg så "tog mig sammen" indså jeg i begge tilfælde, at det var flere måneder siden at jeg havde været rigtigt til stede i forholdet.

Ved det første brud var jeg lidt sammen med eks'en to dage efter bruddet, hvor vi sås for at udveksle nøgler og de ting, vi havde haft til at stå hos hinanden, men derefter var det fuldstændig slut (i hvert fald for mig). Han var en sød og god fyr, vi havde været sammen længe, det var trygt, og det var mit første længerevarende forhold og alt det "forvirrede" mig, men efter bruddet blev det hurtigt tydeligt for mig, at det var det rigtige.

Da jeg slog op med den anden eks, var det bare HELT rigtigt, og selvom jeg græd lidt på selve aftenen, så var jeg bare GLAD og "fri" allerede dagen efter. Og jeg begyndte hurtigt derefter at være sammen med ham, som jeg så er gift med idag, og jeg har ALDRIG fortrudt eller savnet eks'en :)

Jeg har ikke kontakt til nogle af eks'erne nu, men vi hilser, hvis vi ser hinanden på gaden, og mig bekendt er begge lykkeligt gift nu, begge vist endda med piger, som de blev kærester med relativt hurtigt efter vores brud :)

Så min erfaring er, at hvis jeg virkelig forelsker mig i en anden, så er det et godt tegn på, at jeg faktisk er på vej ud af forholdet (og at kæresten også er!) og bare ikke har kunnet "tage mig sammen" før der var et par nye arme, at kaste mig i. Så det har været ret "omkostningsfrit" for mig, at bakke ud.

Men som sagt var det jo før jeg blev gift og fik barn. Hvis det skete nu, så ville jeg nok (håber jeg) give noget parterapi en chance. Det ville jeg føle, at jeg "skyldte" dem, fordi muligheden for "bare aldrig at ses mere" jo på ingen måde er der, og fordi det for tid og evighed vil påvirke vores alles liv.

Jeg er meget enig med J og D i, at man ikke er herre over sine følelser, og jeg har personligt erfaret, at kroppen også kan "smutte fra en", så fra mig er der ingen løftede pegefingre, kun kram.

Mit bedste råd er nok, at du prøver at finde ud af, om du har bare den mindste smule følelser for/lyst til at blive sammen med din mand, og hvis du har det, så komme i parterapi. Og hvis du ikke har, så kom ud af det på så pæn og respektfuld en måde som muligt. Og prøv at hold dig fra den anden mand imellemtiden, hvis du kan.

Held og lykke! :kram2

[Barbamama]

Mht. dine spørgsmål, så havde jeg i begge tilfælde kendt "den nye" i ca. 2 år, inden bruddet. Jeg fortrød aldrig, men jeg var først overbevist om, at det var det rigtige bagefter.

Med det første brud, var der faktisk en lidt underlig glidende overgang, da jeg blev lidt ked af det på den dato, hvor jeg ville have haft 2,5 års dag med eks'en, men hvor jeg så istedet havde været kærester med den nye i ca. to uger. Men den nye kæreste forstod heldigvis godt, at det var nostalgi og forvirring og ikke fordi jeg reelt savnede eks'en.

De bedste "tegn" på at forholdene var "døde" var nok netop det, at jeg fik følelser for en anden, hellere ville snakke med den anden, sendte flere og længere sms'er til den anden, tænkte mere på den anden. I det sidste forhold (det inden min mand), var det også et godt tegn, at vores sexliv var blevet så dødt, at jeg glædede mig til at kæresten tog i skole, så jeg kunne "klare det selv" mens jeg tænkte på den nye fyr (altså min mand) :blush Ved det foregående brud var sexlivet dog rimelig intakt og velfungerende helt op til bruddet.

[skruk]

:kram kender intet til det, så kan kun give dig et kram med på vejen :kram

[Forunderligt]

Jeg har skrevet lidt om det i den beretning jeg har lavet om mit liv, se evt her: http://www.babyklar.dk/forum/19175/min-historie.html/ der står noget om bruddet i #22

 

Helt kort så var jeg ulykkelig i mit ægteskab, og jeg tror bruddet var det eneste rigtige. Da jeg stod i det var jeg meget i tvivl om jeg nu havde givet det nok chancer, men jeg tror nu alligevel det var sundest for mig at få det afsluttet og komme videre da jeg gjorde. Mht det nye "forhold" så var det kompliceret, bl.a fordi han også var i et fast forhold. Da vi lærte hinanden at kende betød det ikke noget for mig, for det var jeg jo også selv, men da jeg afsluttede mit ægteskab og han så stod og ikke rigtig vidste hvad han ville var det svært, og det kom aldrig til at blive et fornuftigt forhold, selv om det varede 4 år on/off. Så set i bakspejlet ville jeg ønske jeg IKKE var gået videre med den nye forelskelse, men simpelthen brugt den til at indse at jeg var ulykkelig i mit ægteskab og komme fri. Men det kan jo være der gælder helt andre ting i dit tilfælde.

Så vil jeg lige tilføje at hvis man har børn sammen så er det jo for livet. Så man skal finde en måde at gå fra hinanden hvor man kan lave nogle aftaler og så vidt muligt bevare respekten. Det er bestemt ikke let, der skal sluges kameler og sikkert også fældes tårer. Jeg var heldig at min ex mand var villig til at sætte børnenes behov over alt andet, og jeg tror såmænd han var lige så lettet som jeg var over at vi var færdige med at kæmpe for det her ægteskab.

 

Held og lykke!

[Guest]

Uh ha, den er svær!

Jeg har ikke selv nogen erfaringer på det område, kun som barnet i forholdet.

Da jeg var 13 gik min mor fra min far, fordi hun i 2 år havde haft en anden. Så vil råde dig til at blive afklaret hurtigst muligt, for ved at min far havde det sværere ved at komme over den overlappende periode, end med at komme over selve bruddet!

Jeg vile nok tænke over hvad det var den anden mand havde, som din mand ikke har?

Og hvad der i første omgang fik dig til at vælge din mand?

Held og lykke, for det må sørme ikke være en sjov situation at stå i. :kram

[Dino123]

Kære dig!

Jeg har været i forhold med min mand i mange år og helt fra teenager. Jeg har prøvet at blive "fristet" på den der måde, kom nu løber vi væk sammen fra det hele... Jeg har aldrig været ham fysisk utro, men jeg har haft en periode, hvor jeg ikke har været tilstede i forholdet pga. en anden mand, som var lækker og gav utrolig meget positiv opmærksomhed. Min fyr kunne jo mærke, at der var noget galt og det resulterede i meget opmærksomhed, gode snakke og en masse kærlighed! Enden af det hele blev, at jeg ind så, at det med at jeg havde kigget efter en anden fyr egentlig mest var en nem måde ud af forholdet, som jeg havde ledt efter, uden at jeg havde åbnet op omkring de ting, som gik mig på... Altså med denne lange smører, så vil jeg nok egentlig bare sige, at du skal holde tingene adskilt i den rigtig rækkefølge:

1: Hvad er der galt i dit nuværende forhold og vil vil du med det?

2: I skal gøre op med jer selv, om forholdet skal fortsætte brug gerne terapi.

3: Hvis forholdet slutter, så kan du tage kontakten op til andre.

Håber du kan bruge noget af dette pladder til noget

[TiaK]

Puh, du har det ikke nemt :(

Jeg har en bekendt, der står i den omvendte situation - hun læste en SMS på sin mands telefon, som var lidt for personlig. Hun konfronterede ham, og han indrømmede han var ved at blive forelsket i en anden. Dog uden at være fysisk utro. Dette var i marts måned. De har efterfølgende været i parterapi, men forrige weekend bad hun ham flytte. Ikke fordi hun ville skilles, men simpelthen for at beskytte sig selv. Han fik at vide at han var meget velkommen tilbage, men kun hvis han 100% valgte hende.

Om du kan bruge historien til noget ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvor det ender, men jeg ved det har været et hårdt forløb. De har to børn og hun har tabt over 10 kg.

Jeg tror på der er en grund til man bliver forelsket i en anden. Men jeg tror også på at årsagen i mange tilfælde kan arbejdes væk.

hvis du er villig til at kæmpe for jeres forhold, så tror jeg det er godt at være ærlig. "Jeg er begyndt at tvivle på mine følelser for dig - jeg kan mærke jeg begynder at blive fristet af andre. Jeg vil rigtig gerne dig og vores lille familie, men vi bliver nødt til at gøre noget aktivt, for ellers frygter jeg lidt for, hvor vi ender."

[Pumpkins]

Min første tanke er, at hvis du for alvor forelsker dig i en anden, så er det fordi du ikke er forelsket i din mand. En ting er at have et crush på en eller anden lækker fyr, som giver en røde kinder, når han kommer med komplimenter, men en regulær forelskelse er i mine øjene et tegn på at du i hvert fald bør tage forholdet til din mand op til revision.

Jeg kender en, som efter 10 år og 2 børn mødte en anden, og valgte at gå fra konen. Det kom ret pludseligt, og hun tog det meget hårdt. Men efter vi har set ham med den nye kone, som han nu har 2 børn med, er der ingen tvivl om, at den nye passer meget bedre til ham, end hans tidligere kone gjorde.

For ham var det første års tid meget turbulent med en del flytninger, en stor portion skyld, og 2 små skolebørn, der skulle håndtere at deres far havde gjort noget, der havde gjort deres mor meget ked af det. Selve skilsmissen og delingen af det hele var også ret kompleks, men beldigvis kunne de blive enige om forholdene omkring børnene.

Jeg synes du bør overveje, om du vil forholdet med din mand eller ej. Hvis jeres forhold ikke fungerer, og I ikke er klar på at gøre det der skal til for at rede det, så bør I nok overveje skilsmisse, uanset om du har en ny kæreste eller ej. Omvendt, hvis du gerne vil forholdet til din mand, så må du droppe alt med den nye fyr, og fokusere på forholdet til din mand.

Prøv at tage den nye fyr ud af overvejelsen, og mærk efter. For du skal have lyst til at gå fra din mand, også hvis du bliver alene - der er ikke til at vide, om forholdet med den nye fungerer, og hvis du først har brudt med din mand, så kan du ikke bare komme tilbage efter en måned og sige "det gik ikke alligevel."

Og du skal nok ikke vente alt for længe. Det er noget nemmere at tilgive en skilsmisse fordi konen har forelsket sig i en anden, hvis def ikke også er en periode med utroskab, hvor du har ført ham bar lyset

:kram2

[hemmelignemlig]

Tak for jeres svar. Faktisk har vi det godt sammen, min mand og mig. Der mangler bare 2 ting..... Vi kan fint tale sammen, men har aldrig haft de dybe samtaler, hvilket jeg altid har savnet.

En anden ting er sex. Han har røv kedet mig de sidste 8 år, tror jeg. Har talt med ham om det, har forsøgt selv at tage initiativ til at der skete noget mere spændende i vores sexliv. Jeg må indrømme at jeg havde slået mig til tåls med at vores sexliv er røv kedeligt. Det skal siges at vi har talt konstruktivt om det. Men når der kommer noget ind fra siden som stikker til mig, så tænker jeg på det jeg mangler.

Jeg elsker ham. Han har så mange kvaliteter.

[hemmelignemlig]

Tak for svar. De er 6 og 8

[Maustique]

HUSK en ting - en forelskelse er en betagelse af en anden person. Det giver dig ikke noget retvisende billede at måle din "gamle" partner op imod en du har forelsket dig i. Du ser simpelthen ikke klart!

 

Hvis jeg var dig ville jeg lægge afstand til din crush - MEGET afstand. Forklare personen, at du bliver nødt til at få ryddet op i dit liv og dine følelser og ikke kan det, når du spiller på to heste. Så ville jeg tage et ærligt blik på din mand - er han den du ønsker at være sammen med? (Uden sammenligning til ham den anden!) Hvad var det du forelskede dig i - og kan du genfinde det?

HVIS du beslutter dig for at der er noget at kæmpe for med din mand (især hvis I har børn sammen) - så giver du der 100%. Dvs. at du smider ham den anden HELT ud af din tilværelse. Tag på en god lang ferie med din mand uden børn og fokuser på ham og på jer. Hvis ikke - så bryder du med din mand ordentligt inden du begynder at kigge over hækken.

 

En skilsmisse er hård! Og hvis I har børn sammen bliver den ekstra hård! Min bedstemor fortalte mig altid, med et lille smil på læben: "Græsset er aldrig grønnere hos naboen - græsset er grønnest dér, hvor det bliver vandet".

[Forårsbarnet]

Puha - kan godt forstå din fortvivlelse :( har godt nok aldrig været i din situation .. har kun været sammen med min kæreste og i den tid aldrig overvejet andre.. Når det så er sagt  kan jeg godt sætte min ind i det du skriver, jeg forstår godt man kan få følelser man ikke selv er herrer over, men synes du skal lytte til de kloge damer herinde - specielt Maustique er jeg meget enig i (især citatet fra bedstemoren, det er lige mine ord)!! 

 Det er tydeligt du mangler noget i dit forhold - dybe samtaler og sex er VIGTIGT! men det er ærlighed og hengivenhed også.. det sidste mangler nok (fra din side lige pt i hvert fald), synes virkelig du skal overveje at der er kææææmpe forskel på forelskelse og at elske ... nu ved jeg selv klart ikke hvilket forhold du har til den mand du mener du er forelsket i - men mon ikke du er forblændet af at i har/du forestiller dig bedre sex og dybe samtaler.. sandheden er at der jo er problemer og mørke tider i alle forhold, og hvis man skal blive sammen kræver det bestemt at man kæmper for det og ikke bare lader stå til.. Hvis du ikke har følelser for din mand længere - så er sagen en anden, men hvis du er i tvivl eller du har følelser for ham stadig; ja så giv ham en chance.. tag en snak med ham om at du kan mærke i glider fra hinanden (du behøver ikke fortælle om forelskelsen) men gør opmærksom på det kan ske man pludselig interesserer sig for andre hvis der ikke gøres noget for at holde liv i gnisten,.. prøv en aften/weekend/ferie - bare jer to, nyd hinanden og slap af ...

Tænk på hvorfor du faldt for ham , hvordan har du tænkt på ham i den tid du var forelsket, hvorfor skulle han være far til dine børn ... prøv at skriv det ned og husk dig selv på hvorfor du valgte ham.

[Alura]

HUSK en ting - en forelskelse er en betagelse af en anden person. Det giver dig ikke noget retvisende billede at måle din "gamle" partner op imod en du har forelsket dig i. Du ser simpelthen ikke klart!

 

Hvis jeg var dig ville jeg lægge afstand til din crush - MEGET afstand. Forklare personen, at du bliver nødt til at få ryddet op i dit liv og dine følelser og ikke kan det, når du spiller på to heste. Så ville jeg tage et ærligt blik på din mand - er han den du ønsker at være sammen med? (Uden sammenligning til ham den anden!) Hvad var det du forelskede dig i - og kan du genfinde det?

HVIS du beslutter dig for at der er noget at kæmpe for med din mand (især hvis I har børn sammen) - så giver du der 100%. Dvs. at du smider ham den anden HELT ud af din tilværelse. Tag på en god lang ferie med din mand uden børn og fokuser på ham og på jer. Hvis ikke - så bryder du med din mand ordentligt inden du begynder at kigge over hækken.

 

En skilsmisse er hård! Og hvis I har børn sammen bliver den ekstra hård! Min bedstemor fortalte mig altid, med et lille smil på læben: "Græsset er aldrig grønnere hos naboen - græsset er grønnest dér, hvor det bliver vandet".

 

Jeg er så rørende enig i det Maustique skriver her. Jeg har været sammen med min mand i 11 år nu og i løbet af den tid har jeg mere end én gang oplevet at føle mig fascineret og tiltrukket af en anden. Ikke dyb forelskelse på nogen måde, men sådan lidt et "skolepige crush" hvor man får lidt røde kinder og sommerfugle i maven. Manden er jeg dog stadig sammen med og er ikke i tvivl om at det er ham der er den helt rigtige for mig.

 

For som Maustique skriver, så er det jo netop oftest en fascination og det er ingenlunde rimeligt at sammenligne din "gamle" mand, som du sikkert har set klø sig i røven og hørt bøvse en milliard gange, med noget der er nyt, ukendt og spændende. Forestil dig et øjeblik at du kaster dig seriøst ud i det med ham den nye... Hvor længe bliver han ved med at være ny og spændende? Og hvad når han ikke er det længere? Når du med tiden opdager alle de små irritationsmomenter ved ham, forelskelsen lægger sig og man skal til at arbejde for at blive ved med at have et velfungerende forhold, vil han så stadig være bedre for dig end din nuværende?

 

Jeg dømmer dig på ingen måde og du er hverken den første eller sidste, der kommer til at stå i det dilemma. Jeg ved jo heller hvor dybe følelser du har udviklet for den nye. Men jeg siger det fordi jeg samtidig hører, at du faktisk er glad for din mand. Og at I har det godt sammen. Og jeg ved med mig selv, selvom der også har været flere perioder hvor jeg synes at passionen har manglet i vores forhold og savnet den, at jeg ville have begået mit livs største fejltagelse, hvis jeg nogensinde havde ageret på de crushes. Den ene af dem, kan jeg faktisk ikke udstå i dag. Jeg synes at manden er så narcissistisk og har det hele på overfladen. Tænk hvis jeg havde forladt min mand for det? :(

 

Så mit råd til dig vil være, ikke nødvendigvis at få helt afstand til ham den nye (selvom det kan være farligt at lege med ilden), men at, hvis du på nogen måde mener at du kan, lærer ham at kende på en meget platonisk måde, så du får "afmystificeret" ham lidt. Måske er han slet ikke så fantastisk når det kommer til stykket? Min mors mand drak både the og så aaaaldrig sport dengang hun mødte ham. I dag kan kan han ikke fordrage the og er ikke til at slæbe væk fra tv'et :rolleyes

 

Det kan også være at det bare er manden i dit liv du har mødt, det vil jeg heller ikke afvise. Men hvis han er, så kan han også godt vente på og respektere og ønske for dig, at du skal gøre det her på en ordentlig måde. Og gør din mand den tjeneste som sagt, at du ikke laver et uretfærdigt sammenligningsgrundlag for ham.

 

Stort kram, jeg håber at du snart finder fred med dig selv omkring hvad der er rigtigt for dig og din familie :kram

[Alura]

Vil i øvrigt lige tilføje, at min mand og jeg taler meget åbent om tingene og at jeg også har talt med ham om de crushes jeg har haft tidligere. Vi er begge af den overbevisning at den slags er naturligt og sker, især i et langvarigt forhold. Så han er velvidende om det og ok med det. Men det har faktisk hjulpet mig meget til også at "komme over" det, at vi har kunnet tale sammen om det, fordi det så netop også på den måde bliver afmystificeret lidt og ikke længere er så "hemmeligt" og man bliver konfronteret med og lettere husker, at et andet menneskes følelser også er på spil.

[Barbamama]

Hvordan går det? :kram