Frustrationer - problemer - udfordringer med mad

[Ihpets-mortilto]

Jeg spørger i forbindelse med min bachelorprojekt - men glem gerne det i besvarelsen og svar frit fra leveren. Jeg bruger IKKE noget af det i skriver til andet end inspiration - ellers skal jeg nok sige til.

 

 

Til alle med børn mellem 6mdr og 3 år:

 

Hvad oplever i som udfordrende/irriterende/problematisk/frustrerende i forbindelse med mad/måltider med jeres barn?

 

I bedes se helt bort fra alt der har med amning/MME at gøre. 

 

 

 

Tak :)

[Myliona]

Vi har haft mange forskellige udfordringer, men en som vi altid har haft problemer med, er at hun er SÅ småtspisende :(

Hun var kræsen en periode, men er endelig begyndt at smage på ting igen.. Men hun spiser som sagt INTET :(

Synes det er svært.. Skal man holde ekstra øje? Skal man gå ud fra hun Selv sørger for at få hvad hun har behov for, bare man tilbyder?

Hvor ofte og hvad skal man så tilbyde?

Ja, det er så det der fylder mest i mit hoved i forhold til mad..

[TroldeMor]

Vores største udfordring (særligt med Marlon) har været at han simpelthen ikke har været interesseret i aftensmad overhovedet, fra han var knapt 2 år, og faktisk frem til nu hvor vi endelig begynder at se tegn på at det vender. Det har både været "kræsenhed" altså at han på ingen måde havde lyst til at smage på nye ting (også ting som han ellers godt kunne lide som 1 årig fx) og nærmest kun havde en håndfuld forskellige ting der "duede" i en lang periode! Og også at han simpelthen ikke virkede til at være sulten på det tidspunkt. (Dog kunne han virkelig tage fra, hvis vi så fik én af de særligt udvalgte retter han ville have)

Er det sådan noget du mener? :)

[Maustique]

Alexander er først på den anden side af et år begyndt at kunne spise mad med enkelte klumper i uden at kaste op.

Han spiser stadig ikke den samme kost som os :-(

[louisef]

For os forældre, synes jeg (vi) det har været svært med balancen mellem udforske mad og lege med den. Dvs mens Andrea lærer at spise så sviner det jo en del, men nogle gange er det lidt svært at skelne mellem sund nysgerrighed og at hun bare gerne vil have en reaktion fx ved at kaste med maden. Og jeg skal altså tage migselv i at bevare et afslappet forhold til al det svineri :lol

Ift andre, så synes jeg/vi, at det er svært så meget fokus der er på børn, ligeså snart de tager noget i munden - alt bliver kommenteret! Det må være stressende for barnet tænker jeg? Andrea er stortset altspisende (hun elsker sushi, tangsalat, muslinger, tartar fx), men fx forleden da vi var hos hendes farmor og farfar fik vi rodfrugtfad og oksesteg, og andrea spyttede alle rodfrugterne ud, så farmor mente at Andrea bare kun ville have kød! Og nævnte det også gangen efter vi sås, selv før hun havde smagt maden! Og andrea spiser gerne grøntsager! Farmor serverede bare rodfrugter som var med "ret meget bid" (=umøre), så Andrea på 11 mdr kunne ikke tygge dem trods 5,5 tænder, og spyttede dem altså ud! Og det irriterer mig altså lidt, at andre prøver at presse nogle forstillinger ned over hovedet på Andrea.

Andrea elsker mad - veltilberedt mad! Hun skelner ikke mellem kosttyper, mere mellem "kvaliteter" ;) :lol

[Ihpets-mortilto]

Mange tak for jeres svar :)

 

 

Troldemor: Ja lige præcis! 

Det er jo ret svært at skrive præcis hvad jeg vil have, for problemerne er så forskellige.

 

De ting jeg selv har tænkt over:

 

- spiser han nok

- hvordan i *** for jeg ham til at spise mere grønt

- hvornår er det udforskning af mad, hvornår er det leg

- spiser han sundt nok, varierende nok (når han nærmest kun vil have brød og pasta)

 

Men der er MANGE forskellige problemer. 

 

 

Jeg vil egentligt bare bekræftes i at, små børns kost giver forældre grå hår ;) Det er nemlig en del af motivet for min bachelor!

[Bamse&Kylling]

AB giver os ikke som sådan grå hår og vi tager det rigtig afslappet med maden.

Det jeg tænker mest over er, at der endnu ikke er en "sikker" ret. Det eneste sikre for AB er ananas... Frisk pasta er så småt ved at komme på dagsorden for hende, men alm pasta gider hun sjældent. Hun skal se retter an 100 gange og smage lidt hver gang, før hun spiser et "normalt" måltid.. Hvis vi får en helt ny ret er det stensikkert, at hun spørger efter havregryn - gerne før hun overhovedet har smagt på maden.

Jeg er i tvivl om, hvornår hun er gammel nok til at man kan sige, hun lige skal smage på det først osv.. Indtil videre nægter hun!

Vi kører meget med de samme 4-6 retter i en periode og så spiser hun mere og mere for det meste, men det er ikke en regel, at det er sådan..

Hvis vi spiser ude hos andre eller har gæster, er det sjældent, at hun vil spise - især når farmor kommenterer HVER gang der er et stykke mad på vej mod munden!!

Og så er hun begyndt at sige "ad, ulækker" om maden - DÉT synes jeg er træls!! Men måske kun en periode...

Den afslappede del hos os går på, at vi aldrig tvinger hende til at spise eller gør et stort nummer ud af det. Hun sover hele natten og mangler ikke noget.. Så hun styrer selv mængden, men bliver tilbudt alt det samme som os.

Giver det overhovedet mening??

[Barbamama]

Jeg synes ikke, at mad er et kæmpe issue længere. Generelt spiser Valdemar rimelig ok både i mængder og varianter. :)

Men jeg synes, det kan være svært at holde fast i "nye" sunde vaner i stedet for at falde tilbage i mange af de ting, som vi selv fik som børn, som mange omkring os synes er helt normale, men som jeg tænker måske ikke er så sunde.

Fx er jeg vild med når Valdemar får hummus eller kippers med avocado på sin rugbrød. Og synes fint at man kan give bær, agurk og peberfrugt til fredagshygge. Men jeg føler lidt, at jeg står alene med ambitionen om sundere mad, eller i hvert fald at det betyder mere for mig end min mand og andre omkring os, og at jeg næsten skal være mad-politi, hvis vi skal holde fast. Og så har jeg svært ved at holde fast. Især når barnet desværre bare tit synes, at det usunde smager bedre :(

Når vi snakker om det, er vi enige om, at det skal være sundt, men alligevel ryger der spegepølse, rullepølse, remulade, ristede løg og popcorn i kurven, når min mand handler ind <_< Og det er ikke for at hænge ham ud, for han køber OGSÅ grøntsager, og jeg kan også selv "falde i". Men jeg er lidt træt af følelsen af at det sunde mad betragtes som specielt og lidt mærkeligt, mens meget af det, der er "normalt" og "det spiste/spiser vi da også" er alt muligt forarbejdet/sukkerfyldt.

Jo, og hvis jeg lige skal brokke mig lidt mere over min mand (ups :badgirl), så er han begyndt at sige til Valdemar "Aaaarh, det tror jeg ikke du kan lide" og det får jeg simpelthen fnidder af!!! Det kan godt være at han har ret (løg, bladselleri, salat med olie/eddike-dressing, fx) men lad dog barnet prøve, når han er nysgerrig! :)

[Pada]

Jeg synes det mest frustrerende er når han ikke vil spise maden og smider rundt med den. Når han absolut kun vil spise, når han selv får lov. 

Han får altid selv lov at spise herhjemme, men der kommer ikke så meget indenbors, fordi han ikke er helt ekspert i at ramme munden endnu, og fordi det er som om han blive træt inden han bliver mæt. Men sørme om jeg må have lov at give ham mad samtidig :( 

Og så synes jeg det er svært at være sikker på at han får gode og sunde vaner - jeg er indimellem lidt i tvivl om hvordan han skal spise.

[Mistel]

Jamen, her er vi frustrerede over, at Vitus ikke er "lige så langt" med maden som andre børn. Altså, det der med at spise selv. Man kan godt give ham en rosin/havrefras/rugbrødshapper, som han så spiser, men at sætte en tallerken med madder foran ham, så ryger tallerken og hele molevitten på gulvet. Og det er ikke fordi han ikke må eksperimentere, men det gider jeg altså trods alt ikke. At spise selv med ske/gaffel - det kan han slet ikke. Jeg har spurgt nede i VS, om det bare er en "mor-ting", men der må de også hjælpe ham en del... Så skal alting helst være meget blødt og ikke særlig mange klumper i, for så ryger det ud igen, og han er i det hele taget ikke særlig eksperimenterende med hvad han vil prøve. Han har ikke så mange tænder endnu, og det har også noget med det at gøre. Jeg ved godt, at man siger, at de jo bare tygger med gummerne, men det gjorde altså store ting for hans opfattelse af, hvad hans mund kunne, da den første tand brød igennem, så... Jeg satser på, det ændrer sig, når han får kindtænder. Og imellemtiden - ja, så er vi sgu lidt frustrerede, når vi ser andre børn på samme alder spise uden problemer! (Eller læser i Helens bog om børn og mad alt det som andre børn åbenbart eeeeeelsker!! Grrrr!) ;)

[Guest]

Vores største udfodring med Cassandra pt. er at hun til aftensmad kun vil spise tilbehør. Altså pasta, ris, kartofler og så en sjælden gang ryger der lidt salat ned, kød/fisk vil hun ikke røre. Hun har ellers spist alt hvad der stod på bordet, men pludselig nægtede hun at spise hvis der var andet end tilbehør på tallerkenen.

Så jeg tænker om hun spiser varieret nok, men heldigvis er det kun til aftensmad hun har det sådan. Til frokost og morgenmad spiser hun hvad jeg stiller foran hende og jeg ved hun spiser meget varieret i vuggestuen af deres køkkenpersonales mad.

Så jeg synes det er irriterende at hun ikke vil spise andet, men ikke noget der giver mig grå hår. Foreløbig tager vi det stille og roligt med det, tilbyder hende andet og håber det snart går over og hun igen spiser andet til aftensmad.

 

Da Sebastian var i den alder og faktisk stadig, var/er vores største bekymring om han spiser nok og varieret nok. Han har altid være småtspisende og selvom han er i normalvægtsklassen, så skal han ikke tabe mange gram før han ryger i undervægtsklassen. Han har dog efterhånden en forståelse for at han skal spise hvad der er godt for kroppen, men det havde han ikke på samme måde da han var under 3 år og gav derfor anledning til lidt frustrationer.

[Guest cmbk]

C har altid haft et relativt naturligt forhold til mad, så jeg oplever faktisk ingen grå hår ift det. Aftensmad er noget hyggeligt noget hvor vi spiser og snakker, smager på alt maden på tallerkenen. Hun er ikke kræsen, det eneste hun virkelig virkelig ikke bryder sig om er champignoner

[SaraLK]

Luna er sindsygt selektiv med sin mad herhjemme.

I DP spiser hun vist, hvad der bliver serveret :rolleyes

Og ikke nok med det, så er hun meget småtspisende.. og det går mig på! - men forsøger at lade hende selv styre sit indtag, selvom det nogen dage bliver til mindre end lidt!

kan mærke på hende, at jo mere ro der er om måltidet og jo færre indtryk... jo mere spiser hun.

[blomst27]

Jeg tror i den grad at søvn og mad er de to største bekymringer hos småbørnsforældre!!! Ikke hos alle, og ikke i samme grad selvf. Men F.ek med mad- så ligger der nok noget helt dybt i os at vores børn ikke må sulte og i og med de ikke KAB sige fra/til med ord i starten ( dog med andre metoder) så er det for nogle et usikkerhedsmoment- får hun/han nu nok, er han sulten, sulter jeg hende? Får hun det hun vil have, får hun det rigtige etc

[louisef]

Jamen, her er vi frustrerede over, at Vitus ikke er "lige så langt" med maden som andre børn. Altså, det der med at spise selv. Man kan godt give ham en rosin/havrefras/rugbrødshapper, som han så spiser, men at sætte en tallerken med madder foran ham, så ryger tallerken og hele molevitten på gulvet. Og det er ikke fordi han ikke må eksperimentere, men det gider jeg altså trods alt ikke. At spise selv med ske/gaffel - det kan han slet ikke. Jeg har spurgt nede i VS, om det bare er en "mor-ting", men der må de også hjælpe ham en del... Så skal alting helst være meget blødt og ikke særlig mange klumper i, for så ryger det ud igen, og han er i det hele taget ikke særlig eksperimenterende med hvad han vil prøve. Han har ikke så mange tænder endnu, og det har også noget med det at gøre. Jeg ved godt, at man siger, at de jo bare tygger med gummerne, men det gjorde altså store ting for hans opfattelse af, hvad hans mund kunne, da den første tand brød igennem, så... Jeg satser på, det ændrer sig, når han får kindtænder. Og imellemtiden - ja, så er vi sgu lidt frustrerede, når vi ser andre børn på samme alder spise uden problemer! (Eller læser i Helens bog om børn og mad alt det som andre børn åbenbart eeeeeelsker!! Grrrr!) ;)

Altså Andrea (som kun er en smule yngre end Vitus), kan altså heller ikke styre en hel tallerken så ryger den også rundt,. Og jeg har aldrig hørt nogle kommentere hun er bagud? Hun spiser gladeligt alt hvad er serveres, og kan tage alt med pincetgreb (inkl et ris som har forvildet sig på gulvet :lol ), og kan også tage en preloaded gaffel og føre ind i munden. Men altså hun tager endnu ikke selv op på gaflen og maden ligger primært på bordet fremfor tallerken.

[Lovely Lady]

Altså Andrea (som kun er en smule yngre end Vitus), kan altså heller ikke styre en hel tallerken så ryger den også rundt,. Og jeg har aldrig hørt nogle kommentere hun er bagud? Hun spiser gladeligt alt hvad er serveres, og kan tage alt med pincetgreb (inkl et ris som har forvildet sig på gulvet :lol ), og kan også tage en preloaded gaffel og føre ind i munden. Men altså hun tager endnu ikke selv op på gaflen og maden ligger primært på bordet fremfor tallerken.

Tallerkener med sugekop under! :super ellers ville jeg blive idiot - og min knægt er 15 mdr ;)

[Lovely Lady]

Emnerelatetet så er den største udfordring hos os vist vores egen mangel på fantasi - og så det forhold at min mand bliver ret irriteret/frustreret, når junior piller al maden op og kaster på gulvet - ellers simpelthen laver vinduesviskeren hen over bordet, hvis maden ligger direkte på bordet - bandit ;)

[Barbamama]

Tallerkener med sugekop under! :super ellers ville jeg blive idiot - og min knægt er 15 mdr ;)

Hehe, min søn blev meget irriteret over at tallerknen sad fast, og tog det tilsyneladende som en udfordring at få den løs. Og det sviner, når den pludselig svupper fri :P

[Lovely Lady]

Hehe, min søn blev meget irriteret over at tallerknen sad fast, og tog det tilsyneladende som en udfordring at få den løs. Og det sviner, når den pludselig svupper fri :P

:lol Well, junior forsøger også til tider, men sjældent så insisterende, og sugekoppen giver mig i hvert fald et par sekunder til selv at gribe fat i tallerkenen, inden den ligger på gulvet :p

[Pumpkins]

Jeg synes ikke, at mad er et kæmpe issue længere. Generelt spiser Valdemar rimelig ok både i mængder og varianter. :)

Men jeg synes, det kan være svært at holde fast i "nye" sunde vaner i stedet for at falde tilbage i mange af de ting, som vi selv fik som børn, som mange omkring os synes er helt normale, men som jeg tænker måske ikke er så sunde.

Fx er jeg vild med når Valdemar får hummus eller kippers med avocado på sin rugbrød. Og synes fint at man kan give bær, agurk og peberfrugt til fredagshygge. Men jeg føler lidt, at jeg står alene med ambitionen om sundere mad, eller i hvert fald at det betyder mere for mig end min mand og andre omkring os, og at jeg næsten skal være mad-politi, hvis vi skal holde fast. Og så har jeg svært ved at holde fast. Især når barnet desværre bare tit synes, at det usunde smager bedre :(

Når vi snakker om det, er vi enige om, at det skal være sundt, men alligevel ryger der spegepølse, rullepølse, remulade, ristede løg og popcorn i kurven, når min mand handler ind <_< Og det er ikke for at hænge ham ud, for han køber OGSÅ grøntsager, og jeg kan også selv "falde i". Men jeg er lidt træt af følelsen af at det sunde mad betragtes som specielt og lidt mærkeligt, mens meget af det, der er "normalt" og "det spiste/spiser vi da også" er alt muligt forarbejdet/sukkerfyldt.

Jo, og hvis jeg lige skal brokke mig lidt mere over min mand (ups :badgirl), så er han begyndt at sige til Valdemar "Aaaarh, det tror jeg ikke du kan lide" og det får jeg simpelthen fnidder af!!! Det kan godt være at han har ret (løg, bladselleri, salat med olie/eddike-dressing, fx) men lad dog barnet prøve, når han er nysgerrig! :)

Den her låner jeg lige ;)

Karla har egentlig aldrig været kræsen, men taget imod det, der nu blev serveret, på godt og ondt.

Det er ikke et problem derhjemme, men når vi fx er hos mine forældre, så bliver min mad-tolerence nogle gange sat på prøve. Min mor har en holdning om, at det hører sig til, at man bliver forkælet hos mormor og morfar, så der er altid is i fryseren. Hvis vi sover der, består morgenmaden af kridhvidt brød, gerne med syltetøj og pålægschokolade til, og hvis vi er "heldige" er der også juice og kakao på bordet. Aftensmaden er gerne noget med helt lyse kulhydrater (kogte kartofler, ris, miniflute etc), og om sommeren næsten altid grilmad, hvor pølser er det mest "karla-egnede"

Det mener det godt, uden tvivl! Men jeg synes det er svært at skulle sige nej, når mormor allerede står med isen fremme. Jeg synes ikke jeg er sippet, og de fleste gange får Karla lov til at få isen (eller dele den med mor, så hun ikke spiser så meget ;) ), men det kan godt irritere mig, at der ikke vlst mere hensyn til vores holdning til mad.

Det var især slemt ligeomkring hun blev et åt, da hun var rigtig nysgerrig på mad, og alle synes hun skulle smage på alt muligt, som jeg ikke synes hun var gammel nok til. Chips ad libitum, 3x is på en uge i vuggestuen, en tår øl (som hun ikke fik!) etc. Er bare ikke ok, for en knap 1-årig!

Jeg synes det kan være svært at sige fra, uden at virke sippet.

[TroldeMor]

Vil lige tilføje at vi altså har været super afslappede omkring det, og han får aldrig "speciel" mad.... Han må spise af det der er på bordet hvis han har lyst (det virker bedst hvis det er på eget initiativ... og vi ikke sidder og spørger om han vil have det og det) og hvis ikke, jamen så må han vente til næste gang vi skal have mad. Det er som sådan ikke noget vi kommenterer på, og han trives fint.... 

Men det betyder ikke at jeg ikke jubler lidt i mit stille sind, når han nu pludselig er begyndt at ville smage på/spise mange forskellige nye ting. Det er noget han helt selv er begyndt på, og ikke noget vi har opfordret til, og han virker til at nyde at han selv har lov at styre det.

Men altså... vil stadig kalde det en udfordring ;)