Ung og ønsker graviditet

[Denungepige]

Jeg er en ung kvinde/pige på 19 år som er super skruk og virkelig drømmer om at få et barn og begynde at stifte familie. 
Min kæreste er 20 år, vi er begge uddannet. (smed og Pædagogisk assistent)

Mange vil sikkert fortælle os at, vi er alt for unge, at vi skal ud og leve vores liv..
at vi måske er slet ikke parate til det kæmpe ansvar det er at få børn.. osv osv. :(

Jeg er her for at få råd og ikke for at blive bekræftet i min alder.

Jeg føler mig ikke som en på 19 og har aldrig rigtig opført mig som mine jævnaldrende.. jeg er færdig med det vilde byliv og fest/farver hver weekend. Det samme gælder for min kæreste.

jeg har det sidste års tid været meget skruk og har haft perioder hvor jeg konstant snakkede om graviditet og børn. næsten så min kæreste blev træt af at høre om det.

 

Han siger at han føler sig klar men var usikker på økonomien..

jeg har undersøgt økonomien og vist ham overblikket, han kan godt se at vi har råd til dette..

det skal også lige siges at min kæreste lige har fået en fætter (2 måneder siden) og hver gang vi besøger dem, lyser min kærestes øjne op.. han elsker børn

 

Nu står vi så bare i det dilemma at min kæreste ikke vil, grundet at hans forældre ville blive meget skuffet, da de mener at vi er for unge osv. Han er bange for at de vil stoppe kontakten til ham.. det tror jeg dog ikke sker. 

 

jeg er ikke på noget prævention pt.  :seng

 jeg er lidt i vildrede  :chin:

 

[Barbamama]

Først og fremmest: velkommen til :balloons og kram :kram Dilemmaer sucks ;)

Jeg giver ikke så meget for den der "Du er for ung" længere. Jeg blev selv mor tidligere end gennemsnittet (dog ældre end dig, jeg fødte to dage efter min 26 års fødselsdag), og jeg kender da et par stykker, der er blevet forældre tidligt i tyverne, og for mig at se, virker det ganske fint. Jeg kan godt sidde og tænke "Hvad er det for et liv, man absolut skal leve først?". Det er i allerhøjeste grad også et liv at være mor og familie. Og selvom det nok aldrig bliver helt det samme som før, så kan der stadig være mulighed for rejser, byture, romantik og spontan sex og alt det andet igen, når barnet bliver større. Og selvom de færreste drømmer om at blive skilt, så ER det jo faktisk en mulighed, så hvis du som 40-årig kommer i tanke om, at du mangler at have sex med 10-15 fyre, så er det ikke for sent (ikke at jeg anbefaler det - Jeg sætter det bare lidt på spidsen, for at understrege, at så bundet er man altså heller ikke). Og for nogen er det LIVET at have 6-7 børn, og aldrig at rejse. Og så er det jo med at komme i gang i god tid ;)

Omvendt, så giver jeg heller ikke ret meget for "Jeg er ikke som andre 19-årige, jeg har aldrig været til fest og farver" (og det gælder ikke nødvendigvis dig, men kommentaren generelt). Sorry. Men for det første har jeg hørt den fra mange 19-årige, der var PRÆCIS som 19-årige, og for det andet, så er modenhed og klarhed enormt meget mere og andet, end om man er til fest og farver. Jeg har heller aldrig brugt det med byture ret meget, og jeg flyttede hjemmefra første gang som 18-årig og syntes selv at jeg var enormt moden (og det gjorde mange andre også). Men jeg var ikke klar til at blive mor før 6-7 år senere.

Ingen af delene behøver at passe på dig, men det er min holdning til to udsagn, som jeg synes jeg hører meget i forhold til at blive mor som ung :)

Min umiddelbare tanke om jer er, at I er uddannede og har råd og allerede der, er I længere end mange. ;) Hvor etablerede er I i øvrigt? Hvor længe har I været kærester? Bor I sammen? Og hvordan er jeres netværk? (Udover kærestens forældre måske?)

[Denungepige]

Først og fremmest: velkommen til :balloons og kram :kram Dilemmaer sucks ;)

Jeg giver ikke så meget for den der "Du er for ung" længere. Jeg blev selv mor tidligere end gennemsnittet (dog ældre end dig, jeg fødte to dage efter min 26 års fødselsdag), og jeg kender da et par stykker, der er blevet forældre tidligt i tyverne, og for mig at se, virker det ganske fint. Jeg kan godt sidde og tænke "Hvad er det for et liv, man absolut skal leve først?". Det er i allerhøjeste grad også et liv at være mor og familie. Og selvom det nok aldrig bliver helt det samme som før, så kan der stadig være mulighed for rejser, byture, romantik og spontan sex og alt det andet igen, når barnet bliver større. Og selvom de færreste drømmer om at blive skilt, så ER det jo faktisk en mulighed, så hvis du som 40-årig kommer i tanke om, at du mangler at have sex med 10-15 fyre, så er det ikke for sent (ikke at jeg anbefaler det - Jeg sætter det bare lidt på spidsen, for at understrege, at så bundet er man altså heller ikke). Og for nogen er det LIVET at have 6-7 børn, og aldrig at rejse. Og så er det jo med at komme i gang i god tid ;)

Omvendt, så giver jeg heller ikke ret meget for "Jeg er ikke som andre 19-årige, jeg har aldrig været til fest og farver" (og det gælder ikke nødvendigvis dig, men kommentaren generelt). Sorry. Men for det første har jeg hørt den fra mange 19-årige, der var PRÆCIS som 19-årige, og for det andet, så er modenhed og klarhed enormt meget mere og andet, end om man er til fest og farver. Jeg har heller aldrig brugt det med byture ret meget, og jeg flyttede hjemmefra første gang som 18-årig og syntes selv at jeg var enormt moden (og det gjorde mange andre også). Men jeg var ikke klar til at blive mor før 6-7 år senere.

Ingen af delene behøver at passe på dig, men det er min holdning til to udsagn, som jeg synes jeg hører meget i forhold til at blive mor som ung :)

Min umiddelbare tanke om jer er, at I er uddannede og har råd og allerede der, er I længere end mange. ;) Hvor etablerede er I i øvrigt? Hvor længe har I været kærester? Bor I sammen? Og hvordan er jeres netværk? (Udover kærestens forældre måske?)

[Denungepige]

Først og fremmest: velkommen til :balloons og kram :kram Dilemmaer sucks ;)

Jeg giver ikke så meget for den der "Du er for ung" længere. Jeg blev selv mor tidligere end gennemsnittet (dog ældre end dig, jeg fødte to dage efter min 26 års fødselsdag), og jeg kender da et par stykker, der er blevet forældre tidligt i tyverne, og for mig at se, virker det ganske fint. Jeg kan godt sidde og tænke "Hvad er det for et liv, man absolut skal leve først?". Det er i allerhøjeste grad også et liv at være mor og familie. Og selvom det nok aldrig bliver helt det samme som før, så kan der stadig være mulighed for rejser, byture, romantik og spontan sex og alt det andet igen, når barnet bliver større. Og selvom de færreste drømmer om at blive skilt, så ER det jo faktisk en mulighed, så hvis du som 40-årig kommer i tanke om, at du mangler at have sex med 10-15 fyre, så er det ikke for sent (ikke at jeg anbefaler det - Jeg sætter det bare lidt på spidsen, for at understrege, at så bundet er man altså heller ikke). Og for nogen er det LIVET at have 6-7 børn, og aldrig at rejse. Og så er det jo med at komme i gang i god tid ;)

Omvendt, så giver jeg heller ikke ret meget for "Jeg er ikke som andre 19-årige, jeg har aldrig været til fest og farver" (og det gælder ikke nødvendigvis dig, men kommentaren generelt). Sorry. Men for det første har jeg hørt den fra mange 19-årige, der var PRÆCIS som 19-årige, og for det andet, så er modenhed og klarhed enormt meget mere og andet, end om man er til fest og farver. Jeg har heller aldrig brugt det med byture ret meget, og jeg flyttede hjemmefra første gang som 18-årig og syntes selv at jeg var enormt moden (og det gjorde mange andre også). Men jeg var ikke klar til at blive mor før 6-7 år senere.

Ingen af delene behøver at passe på dig, men det er min holdning til to udsagn, som jeg synes jeg hører meget i forhold til at blive mor som ung :)

Min umiddelbare tanke om jer er, at I er uddannede og har råd og allerede der, er I længere end mange. ;) Hvor etablerede er I i øvrigt? Hvor længe har I været kærester? Bor I sammen? Og hvordan er jeres netværk? (Udover kærestens forældre måske?)

Tak :D

Vi bor i en to værelses men har lige fået tilbudt en tre værelses med have til

vi har været kærester i 1,5 år

vi har en hund på 7 måneder 

vi har boet sammen i 6 måneder

Vores netværk synes jeg er fint

Min kærestes venner er næsten alle ældre end ham 25-45 år (som er gift og har børn selv)

mine veninder er på alder med mig

mine forældre bor desværre for langt væk til at de kan være en stor del af det 

Mine kæreste er så rigtig tætte med hans forældre, derfor tror jeg heller ikke på at de vil stoppe kontakten hvis vi blev gravide.

angående det jeg har skrevet med en typisk 19 årig, det er fordi jeg tit er blevet mødt med det syn når jeg har snakket om børn.

jeg oplever tit at folk som ikke kender mig dømmer mig fordi jeg er så ung og gerne vil have børn.

jeg har det nemlig som du skriver i den første rubrik, at livet sagtens kan leves selvom man har børn og jeg mener at man kan være en lige så god mor som 19 årig som en 35 årige kan  :P

 

Du har ret i at modenhed handler om meget mere end at man dropper fest og farver, og jeg kender selv godt typen der siger at de er modne uden at være det, men vidste ikke lige hvordan jeg ellers skulle udtrykke det uden at det blev for langt :) 

[Carcassonne]

Er ret enig med Barbamama :) Alder siger jo ikke noget nødvendigvis.

 

Personligt har jeg bare en regel/holdning at man bør have boet sammen minimum i 1 år så man lige har oplevet alle sæsoner, eller hvordan man skal sige det :) Men det er jo også forskelligt folk i mellem :).

 

 

Men lyder ikke helt heldigt at du ikke er på noget prævention og at din kæreste ikke er helt med på projektet endnu :) I er jo nød til at blive enige om noget:).  Om det så er at starte i dag eller sætte en dato om 6 måneder eller 4 år kan I jo kun selv afgøre :).

 

Derudover vil jeg anbefale, hvis I ikke har gjort det, så at tale sammen om hvor i ser jer selv om par/familie om f.eks. 10 år.  Hvor i gerne vil bo mere permanent både om vi snakker hus/lejlighed og hvor i landet/verden, hvor mange børn i alt i ønsker ect. således at I er sikre på at have afstemt alle forventninger :). 

 

Nu kender jeg jo selvfølgelig ikke jeres familier, men lige overordnet kan jeg ikke forestille mig at forældre ikke vil støtte jer. Måske vil de være bekymrede grundet jeres alder, hvis de forventede andet, men tror da at når de lige har vendt det vil de glæde sig til at blive bedsteforældre. (Har jeg også en idé om at min svigermor var i starten, idet at hun selv var 33 og jeg er 24 (manden 25)) 

 

Prøv at tale med nogle veninder om hvordan deres situation er? Vil jo også være kedeligt hvis du ikke har ret meget til fælles med dem mere og i derfor sku' glide fra hinanden fordi at i er forskellige steder i livet. Ikke at det skal afholde jer, men noget du/i skal være opmærksomme på :). 

[Denungepige]

Er ret enig med Barbamama :) Alder siger jo ikke noget nødvendigvis.

 

Personligt har jeg bare en regel/holdning at man bør have boet sammen minimum i 1 år så man lige har oplevet alle sæsoner, eller hvordan man skal sige det :) Men det er jo også forskelligt folk i mellem :).

 

 

Men lyder ikke helt heldigt at du ikke er på noget prævention og at din kæreste ikke er helt med på projektet endnu :) I er jo nød til at blive enige om noget:).  Om det så er at starte i dag eller sætte en dato om 6 måneder eller 4 år kan I jo kun selv afgøre :).

 

Derudover vil jeg anbefale, hvis I ikke har gjort det, så at tale sammen om hvor i ser jer selv om par/familie om f.eks. 10 år.  Hvor i gerne vil bo mere permanent både om vi snakker hus/lejlighed og hvor i landet/verden, hvor mange børn i alt i ønsker ect. således at I er sikre på at have afstemt alle forventninger :). 

 

Nu kender jeg jo selvfølgelig ikke jeres familier, men lige overordnet kan jeg ikke forestille mig at forældre ikke vil støtte jer. Måske vil de være bekymrede grundet jeres alder, hvis de forventede andet, men tror da at når de lige har vendt det vil de glæde sig til at blive bedsteforældre. (Har jeg også en idé om at min svigermor var i starten, idet at hun selv var 33 og jeg er 24 (manden 25)) 

 

Prøv at tale med nogle veninder om hvordan deres situation er? Vil jo også være kedeligt hvis du ikke har ret meget til fælles med dem mere og i derfor sku' glide fra hinanden fordi at i er forskellige steder i livet. Ikke at det skal afholde jer, men noget du/i skal være opmærksomme på :). 

Alt det du nævner har vi snakket om :)

vi er enige om at vi stadige skal være sammen om ti år, bo i et hus på landet og have to skønne børn :)

Mine veninder kan ikke rigtig følge mig, de støtter mig og synes også at min kæreste og jeg som par virker klar men som de selv siger kan de ikke forstille sig og stå i min situation. da de ikke selv er det sted i deres liv :)

Min kæreste ved godt at jeg ikke er på prævention, da jeg ikke kunne tåle min prævention og nu skal gå tre måneder uden, så min krop bliver neutraliseret (lægens ordre)

[Carcassonne]

Alt det du nævner har vi snakket om :)

vi er enige om at vi stadige skal være sammen om ti år, bo i et hus på landet og have to skønne børn :)

Mine veninder kan ikke rigtig følge mig, de støtter mig og synes også at min kæreste og jeg som par virker klar men som de selv siger kan de ikke forstille sig og stå i min situation. da de ikke selv er det sted i deres liv :)

Min kæreste ved godt at jeg ikke er på prævention, da jeg ikke kunne tåle min prævention og nu skal gå tre måneder uden, så min krop bliver neutraliseret (lægens ordre)

 

Lyder som om at I har styr på det :) Men tænker bare at I må sætte jer og tale om det, og dermed finde ud af hvad i skal gøre :) så i har en fælles beslutning, om ikke andet så bare en aftale om hvordan i kunne tænke jer at gå i gang:). 

[lpd]

Jeg tænker ikke, at det er din alder der er det store problem her, men det lyder som om din kæreste faktisk slet ikke er parat? En ting er at kunne lide andres børn, det betyder ikke man selv er klar til at blive far. Nu kender jeg jer jo ikke, men jeg kunne da godt tænke, om han bruger sine forældre som en slags undskyldning, fordi han virkelig ikke er parat. 

 

Det er et barn I sætter til verden, så i min optik er det virkelig alfa og omega at I begge to vil det 110%. 

[Barbamama]

Jeg er meget enig med Carcassonne i at det er en god tommelfingerregel at man skal have boet et år sammen først. Det ville jeg nok sætte som et mål, hvis jeg var jer :)

Derudover synes jeg ikke, at jeres udgangspunkt lyder så tosset. Det bliver 100% sikkert hårdt! Og selvom jeres venner har børn, er det ikke sikkert at de kan hjælpe med at passe jeres når det brænder på (men det ved du bedre end mig ;)), så HVIS det skulle være rigtigt at din kærestes forældre vender jer ryggen, og hvis dine forældre samtidig bor langt væk, så kan I måske godt komme til at savne ekstra hænder.

Men du virker til at have tænkt en del over det (og endda lagt budget) og hvis du og din kæreste også har snakket om de lange fremtidsudsigter, så synes jeg, at det lyder lovende. Men husk for himlens skyld at "klar" ikke er det samme som (over mega utroligt meget) "lyst". :) Og tænk grundigt over den hårde del af det.

Hvad taler i øvrigt for at starte nu istedet for om fx et halvt år? Udover lyst og "jamen hvorfor ikke nu?". Jeg tænker jo også, at modenhed også handler om at kunne udsætte det, man har lyst til, hvis noget fornuftigt taler for det. Og som jeg skrev i starten af det her indlæg, synes jeg, at det virker mere fornuftigt at have boet sammen et år først - hvad tænker du om det? :)

[Barbamama]

Forresten, hvad er det egentlig, du gerne vil have vores hjælp til? :D

[Emilie]

Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for at I går i gang. Så længe I er enige om at det er det, I har lyst til. Ingen af jer skal føle jer pressede. Tag en god snak om det og vær meget åben. Gør noget ud af at fortælle, at det er okay, hvis man ikke er helt klar/har lyst lige nu, men at man så kan tage snakken igen om et halvt år eller et år.

min holdning er helt klart, at jo flere unge mennesker (altså over 18), der er klar til børn og som fører det ud i livet, jo bedre. Gennemsnitsalderen for, hvornår vi bliver forældre er 29 (så vidt jeg husker) og det synes jeg er alt for højt. Vi skal igang noget før..

så go for it. :)

[Denungepige]

Jeg er meget enig med Carcassonne i at det er en god tommelfingerregel at man skal have boet et år sammen først. Det ville jeg nok sætte som et mål, hvis jeg var jer :)

Derudover synes jeg ikke, at jeres udgangspunkt lyder så tosset. Det bliver 100% sikkert hårdt! Og selvom jeres venner har børn, er det ikke sikkert at de kan hjælpe med at passe jeres når det brænder på (men det ved du bedre end mig ;)), så HVIS det skulle være rigtigt at din kærestes forældre vender jer ryggen, og hvis dine forældre samtidig bor langt væk, så kan I måske godt komme til at savne ekstra hænder.

Men du virker til at have tænkt en del over det (og endda lagt budget) og hvis du og din kæreste også har snakket om de lange fremtidsudsigter, så synes jeg, at det lyder lovende. Men husk for himlens skyld at "klar" ikke er det samme som (over mega utroligt meget) "lyst". :) Og tænk grundigt over den hårde del af det.

Hvad taler i øvrigt for at starte nu istedet for om fx et halvt år? Udover lyst og "jamen hvorfor ikke nu?". Jeg tænker jo også, at modenhed også handler om at kunne udsætte det, man har lyst til, hvis noget fornuftigt taler for det. Og som jeg skrev i starten af det her indlæg, synes jeg, at det virker mere fornuftigt at have boet sammen et år først - hvad tænker du om det? :)

Det der taler for det nu er at jeg pt går arbejdsløst da jeg ikke kom ind på min videre uddannelse og i den forbindelse er vi blevet enige om at jeg skulle tage nogle års pause fra uddannelse og i stedet få noget erfaring/et job. men som sagt kunne det jo være lige så fornuftigt at vi ventede et halv år så jeg måske havde mig et arbejde som at gøre det nu hvor jeg går hjemme.

men jeg kan godt lide jeres tanke om at man skal have boet sammen i et års tid inden, det tror jeg at jeg vil snakke med min kæreste om ihvertfald.

det jeg skal have hjælp med er nok at få bakket noget fornuft ind i knolden. Få nogle begrundelser og hører erfaringer som kan hjælpe min kæreste og jeg i vores situation.

og det synes jeg i gør super godt, i giver mig en masse og tænke over  :tak

[Kristine001]

Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for at I går i gang. Så længe I er enige om at det er det, I har lyst til. Ingen af jer skal føle jer pressede. Tag en god snak om det og vær meget åben. Gør noget ud af at fortælle, at det er okay, hvis man ikke er helt klar/har lyst lige nu, men at man så kan tage snakken igen om et halvt år eller et år.

min holdning er helt klart, at jo flere unge mennesker (altså over 18), der er klar til børn og som fører det ud i livet, jo bedre. Gennemsnitsalderen for, hvornår vi bliver forældre er 29 (så vidt jeg husker) og det synes jeg er alt for højt. Vi skal igang noget før..

så go for it. :)

 

Jeg er ret enig med det her :) (men det skal jeg selvfølgelig sige jeg er 22 og har termin om 3 dage ;) )..

Hvis i enige om at det er det i gerne vil, i er enige om hvordan i ønsker at leve jeres liv, har snakket meget om hvordan det bliver at få børn sammen (er i fx enige om hvordan opdragelse bør foregå i hovedtræk?) og du reelt ønsker at få børn med din kæreste, gøre ham til far og kan se dig selv sammen med ham resten af livet, eller i hvert fald en stor del af det (for uafhængigt af om man bliver sammen som par, så hænger man sammen når man har fået børn). Så ville jeg da også sige go for it :)

Personligt ville jeg nok vælge at have været sammen med min kæreste lidt længere tid end 1,5 år og måske have boet sammen en smule længere, men på den anden side kender jeg også godt følelsen af fysisk ikke at være i stand til at vente længere fordi ønsket er for højt :)

[Barbamama]

Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, og ikke kaste med sten fra mit eget glashus ;) (Vi er selv ved at prøve at få nr 2, mens jeg er arbejdsløs ;)).

Men jeg tænker, at det ville give rigtig god mening at udsætte pb er halvt år for jeres vedkommende, og at du så prøver at få job imens. Så har I boet sammen i et år, så har du måske fået job, så kan din kæreste blive mere fortrolig ved tanken, og så kan du måske lige nå at blive 20, inden I går igang eller i hvert fald inden at du føder. Det er ikke fordi jeg tror, at det som sådan vil gøre så meget forskel i, hvor klar du er, men jeg tænker at du måske vil møde færre fordomme, fordi du så ikke længere er teenager. Og jo, man skal vælge, hvad man SELV føles er rigtigt, men hvis du allerede nu er lidt bekymret (eller hvad man nu skal kalde det) for at få smidt "for ung" i hovedet, så tror jeg godt at hoppet ind i tyverne kan hjælpe.

Og hvis I har ventet et halvt år, og stadig føler at det er det rigtige, så er der i hvert fald ingen, der kan sige, at det er en forhastet beslutning. :)

[NSEllekilde]

Jeg bliver selv 19 år den 23. og vi er lige startet projekt baby. Så jeg forstår udemærket godt dine tvivl.

Dog vil jeg tilføje at jeg ALTID har vidst at jeg skulle have børn. Jeg har altid glædet mig, og det har altid været et krav til mine kærester, at de ønskede børn som jeg (hvilket altid kom i klemme da de første kærester jeg havde slet ikke havde overvejet tanken om børn, da de jo var henholdsvis 13-15 år haha :oops )

Da jeg mødte min kæreste for 3 år siden, var en af de første samtaler vi havde var omkring børn og skole. Hans børn skulle på privatskole, hvilket jeg aldrig havde skænket en tanke :D

Derfor har det altid været naturligt for os at snakke om børn, og da min kæreste er lidt ældre end jeg (han er 25 år ) skete der noget helt fantastisk for blot en enkelt måned siden -han spurgte om vi ikke skulle lave en baby, nu når økonomien, pladsen og henholdsvis tiden er perfekt nu :loveshower  Jeg er overlykkelig og håber at der ikke går for længe.

I min familie er det meget normalt at få børn tidligt, så jeg ved at min familie vil støtte os og være super glade når det sker :-) Det samme gælder for hans familie :kuller

 

Jeg er af den overbevisning, at du kun lever en enkelt gang, så du skal få det du ønsker allermest ud af det, mens du kan. Du  ved ikke om du vågner i morgen, så hvis du ønsker en familieforøgelse, og din kæreste også gerne vil, så synes jeg at i bare skal springe ud i det! I er unge og kan sagtens have et dejligt liv med et barn på armen, og jeg vil endda vove at påstå at livet bliver endnu bedre med et ønskebarn på armen :7himmel

 

Hvis i springer ud i det, er du meget velkommen til at skrive til mig :-) Så kan vi følges lidt ad :kiss

[Denungepige]

Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, og ikke kaste med sten fra mit eget glashus ;) (Vi er selv ved at prøve at få nr 2, mens jeg er arbejdsløs ;)).

Men jeg tænker, at det ville give rigtig god mening at udsætte pb er halvt år for jeres vedkommende, og at du så prøver at få job imens. Så har I boet sammen i et år, så har du måske fået job, så kan din kæreste blive mere fortrolig ved tanken, og så kan du måske lige nå at blive 20, inden I går igang eller i hvert fald inden at du føder. Det er ikke fordi jeg tror, at det som sådan vil gøre så meget forskel i, hvor klar du er, men jeg tænker at du måske vil møde færre fordomme, fordi du så ikke længere er teenager. Og jo, man skal vælge, hvad man SELV føles er rigtigt, men hvis du allerede nu er lidt bekymret (eller hvad man nu skal kalde det) for at få smidt "for ung" i hovedet, så tror jeg godt at hoppet ind i tyverne kan hjælpe.

Og hvis I har ventet et halvt år, og stadig føler at det er det rigtige, så er der i hvert fald ingen, der kan sige, at det er en forhastet beslutning. :)

jeg kan godt forstå hvad du mener angående at så fremstår det ikke som en forhastet beslutning :)

jeg fylder 20 til november, så når at blive 20 inden da lige meget hvad :)

[Denungepige]

Jeg bliver selv 19 år den 23. og vi er lige startet projekt baby. Så jeg forstår udemærket godt dine tvivl.

Dog vil jeg tilføje at jeg ALTID har vidst at jeg skulle have børn. Jeg har altid glædet mig, og det har altid været et krav til mine kærester, at de ønskede børn som jeg (hvilket altid kom i klemme da de første kærester jeg havde slet ikke havde overvejet tanken om børn, da de jo var henholdsvis 13-15 år haha :oops )

Da jeg mødte min kæreste for 3 år siden, var en af de første samtaler vi havde var omkring børn og skole. Hans børn skulle på privatskole, hvilket jeg aldrig havde skænket en tanke :D

Derfor har det altid været naturligt for os at snakke om børn, og da min kæreste er lidt ældre end jeg (han er 25 år ) skete der noget helt fantastisk for blot en enkelt måned siden -han spurgte om vi ikke skulle lave en baby, nu når økonomien, pladsen og henholdsvis tiden er perfekt nu :loveshower  Jeg er overlykkelig og håber at der ikke går for længe.

I min familie er det meget normalt at få børn tidligt, så jeg ved at min familie vil støtte os og være super glade når det sker :-) Det samme gælder for hans familie :kuller

 

Jeg er af den overbevisning, at du kun lever en enkelt gang, så du skal få det du ønsker allermest ud af det, mens du kan. Du  ved ikke om du vågner i morgen, så hvis du ønsker en familieforøgelse, og din kæreste også gerne vil, så synes jeg at i bare skal springe ud i det! I er unge og kan sagtens have et dejligt liv med et barn på armen, og jeg vil endda vove at påstå at livet bliver endnu bedre med et ønskebarn på armen :7himmel

 

Hvis i springer ud i det, er du meget velkommen til at skrive til mig :-) Så kan vi følges lidt ad :kiss

jeg forstår 100% det du skriver :D har det nemlig på samme måde

har siden jeg var ganske lille vidst at jeg ville være forældre i en tidlig alder og det ved min kæreste også :)

Min skruk er blevet meget værre de sidste par månederstid, Børn er det første jeg tænker på om morgen og det sidste jeg tænker på om aften.

nu var der nogle der skrev at jeg skulle have noget og give barnet og ikke omvendt og det er derfor at det skulle til verden.. og jeg kan kun give personen ret men jeg følger også at jeg kan give barnet super meget.

jeg tror også at min kærestes familie vil være der 100% for os, jeg tror bare at de vil prøve at skræmme min kæreste fordi han altid har været deres lille dreng og de har svært ved den udvikling han har været igennem det sidste års tid.. han er gået fra ungfyr med bass i bilen til mand der tænker på økonomisk bil med plads til fremtiden i .. giver det nogen mening ?

 

hvis vi springer ud i det lover jeg dig at du får det afvide så vi kan følges  :kiss

[Denungepige]

En lille opdatering :)

vi tog snakken endnu en gang i går aftes og besluttede os for at han gerne vil vente så det gør vi :)

vi har så lavet en ny aftale som lyder på at vi tager samtalen omkring baby op igen efter jul også må vi se om det bliver udskudt lidt mere :D

Vi havde en rigtig god snak og kom frem til at han gerne vil og har lyst men han er stadig usikker på hvordan han skulle takle et barn lige her og nu og som sagt hvordan hans forældre vil reagere..
 

 

men GUD hvor ville jeg ønske at han var 110% klar nu.. min krop tikker efter en baby konstant, mit hoved tænker ikke på andet.. vi har jo også fået snakket om navne til vores kommende børn osv. men jeg må vente, jeg ved det.. det er jo denne mand jeg vil have resten af mit liv og det er denne mand jeg vil have der skal være far til vores børn, så jeg må vente på at han siger til
 

Vi er så også blevet enige om at hvis jeg bliver gravid indenfor nærmeste fremtid, beholder vi barnet.

 

men Tak for alle jer der skrev, jeg har fået nogle redskaber og hørt fra nogle erfarende, så tak for jeres ærlighed :)

[Barbamama]

Det lyder da rigtig godt :) Håber du kan holde ventetiden ud, og at der ikke går alt for lang tid før han er klar :balloons

[Dyhrberg]

Super godt at I snakker åbent om det! Det er altså utrolig vigtigt at I kan være åbne og ærlige overfor hinanden, for det får I brug for mange mange mange gange resten af Jeres liv!

Jeg var selv 19 1/2 da jeg fik min ældste datter.. Og nu, 9 år senere, er jeg blevet skilt fra mine 3 børns far og har været det i 10 måneder.. Det vi gjorde galt var, at vi glemte hinanden.. Vi glemte at tale sammen og ikke mindst tale åbent om tingene med hinanden.. Så mine følelser for han forsvandt til sidst og da vi forsøgte at redde det, var det vare for sent for mit vedkommende..

Jeg mener stadig at han er den bedste far til mine børn og er stolt af at de har så god og dedikeret en far ❤️ Det jeg prøver at sige er at du også skal tænke over at I skal vokse sammen og at I skal ændre Jer meget endnu, for der sker altså mange ting på 10 år..

Så når din kæreste siger at han ikke er klar, så er det vigtigt at du lytter :) For det at du hører ham, det styrker jeres forhold og gør jer stærkere :)

Nyd hinanden og nyd at lave ting sammen som I ikke kan høre når I har et lille barn.. Man tror at man kan leve som man hele tiden har gjort, men det kan man ikke.. Tingene vil ændre sig og det koster i parforholdet, så byg det op og gør det stærkt nu hvor I kun er Jer :)

I skal nok nå det hele :)