Lillebror Simons lynfødsel

[Mette A.]

Lillebror Simons lynfødsel

 

Tirsdag d. 26. august 2014 - 37+0 uger henne:

 

Tirsdag formiddag skulle jeg til JM-besøg og cyklede derned, da Per havde taget bilen på arbejde. Det var pænt hårdt, da jeg havde en del smerter i bækkenet og havde svært ved at bukke for meget sammen, da Simon var sunket helt ned og fyldte godt ud dernede. Så jeg måtte stå op i pedalerne det meste af vejen og cyklede meeeeeget langsomt!

Under besøget tilbød JMeren mig en indvendig undersøgelse for lige at få bekræftet, at han lå med hovedet nedad (hans storesøster Lise blev født ved sædefødsel på trods af, at jeg fik at vide hun lå med hovedet nedad helt op til fødslen og jeg var lidt bange for om historien skulle gentage sig med lillebror).

JM fortalte så, at han lå heeeelt nede og pressede på livmodermunden og jeg var i øvrigt 5 cm åben og meget moden til at føde! :o Hun sagde, at jeg nærmest bare skulle nyse, så ville han smutte ud, og når jeg først fik veer ville jeg lynhurtigt åbne mig de sidste cm.

Da min urinstix samtidig viste bakterier i urinen (jeg var lige blevet færdig med min 5. behandling i træk for blærebetændelse), sendte JMeren mig til en undersøgelse og samtale med en læge på hospitalet kl. 15. Her skulle der træffes beslutning om jeg skulle i behandling med det samme for blærebetændelsen, om man skulle vente til han kom ud af sig selv, eller om man skulle fremskynde fødslen for at få mig hurtigere i behandling efterfølgende.

Lægen besluttede at sætte mig i behandling med det samme uden at gøre noget for at fremskynde fødslen.

Det skulle så vise sig heller ikke at blive nødvendigt...

 

Onsdag d. 27. august:

 

Vi kom meget sent hjem kl. 22 om aftenen fra undersøgelsen på hospitalet pga. en masse ventetid og jeg kunne ikke sove, da jeg havde ret så mange smerter i bækkenet og i flanken (skyldes højst sandsynligt blærebetændelsen). Kl. 2 om natten var jeg ude i køkkenet for at smøre mig noget mad, da jeg mærkede et lille blop og noget ligesom bristede indvendigt. Og så begyndte det ellers at sive mellem benene på mig!

Jeg vidste med det samme, at vandet var gået og skyndte mig ind for at vække Per. Han var lidt forvirret og spurgte hvad vi skulle gøre. Ja vi skal sgu på hospitalet og det skal være nu!

Da jeg fødte Lise i sin tid, gik der kun 3 timer fra første ve, så jeg regnede med at føde ret så hurtigt anden gang og specielt nu hvor jeg vidste jeg allerede var 5 cm åben!

Per kom i tøjet og jeg begyndte at pakke de sidste ting. Der gik 10-15 min fra jeg vækkede Per, så begyndte jeg at få veer. Med Lise havde de startet stille og roligt op, og med ca. 5 min mellemrum, men denne gang kom de bare lige på og hårdt! Allerede ved de første veer måtte jeg stoppe helt op og støtte mig til noget, imens jeg koncentrerede mig om vejrtrækningen. Og så kom de med ca. ½-1 min mellemrum! Jeg begyndte at gå i panik, for det gik bare alt for stærkt det her! Jeg havde ellers glædet mig ret meget til denne fødsel, for nu vidste jeg jo hvad det ligesom gik ud på og at jeg sagtens kunne klare det (i modsætning til før min første fødsel, hvor jeg havde været ret bange), men nu var alt glæden pludselig erstattet af totalt panik.

 

Ved et tilfældigt lykketræf overnattede Pers søster hos os, da vi havde haft familien til spisning aftenen før (hvor jeg så var på hospitalet til undersøgelse og aldrig nåede hjem og hilse på gæsterne og smage den gode mad, inden de var kørt igen! Øv øv!). Så vi kunne bare vække hende og fortælle at nu kørte vi på hospitalet, om hun så ikke kunne tage sig af Lise. Hvis hun ikke havde været der, havde vi skullet finde anden pasning til Lise og så var vi aldrig nået på hospitalet i tide!

 

Vi var ude i bilen kl. 2:25 og så gik det ellers med fuld hammer mod hospitalet! Jeg var parkeret på bagsædet med voldsomme veer - hold nu op, det kan ikke anbefales at køre i bil med veer! Undervejs ringede Per op til fødegangen for at fortælle at vi var på vej og vi fik en JM over samtaleanlægget i bilen, så jeg kunne også høre med.

Hun spurgte ind til en masse ting og jeg synes ligesom ikke, at Per var helt god nok til at forklare hende situationens alvor, så jeg brølede nærmest omme fra bagsædet, at jeg altså var 5 cm åben tidligere på dagen og jeg skulle føde NU!!! Og så fik hun også lige lidt bonusinfo fra mig, bl.a. at jeg var 37+1, andengangsfødende og mit cpr-nummer.

Senere efter fødslen var overstået og vi snakkede med denne JM igen, fortalte hun at hun blev vildt imponeret over, hvor meget jeg havde kunnet svare for mig, da hun først så mig og så hvor langt i fødslen jeg var.

På et tidspunkt undervejs i bilen, da jeg næsten ikke kunne udholde veerne, fik jeg også udstødt til Per: "Hvorfor er det lige jeg gør det her!??" :lolhit

 

Endelig ankom vi til hospitalet og da jeg fik kæmpet mig ud af bilen, hang jeg først op af bildøren og derefter op af Per, ude af stand til at stå eller gå selv. På vej hen over parkeringspladsen fik jeg så presseveer og vandet begyndte at fosse ud af mig. Jeg havde taget et always ultra bind på hjemmefra, for mit fostervand sev jo kun! :lol Og nu havde jeg så vand fossende ned af benene og ned i mine sko, som hurtigt blev gennemblødte - og mine jeans blev mega tunge at gå i samtidig med at jeg kæmpede imod trangen til at presse. Jeg husker, at jeg følte mig mutters alene i verden på en tom parkeringsplads midt om natten uden en anden sjæl i nærheden (udover Per selvfølgelig). Og selv om vi var lige der ved hospitalet, så føltes det hele håbløst langt væk, og jeg fik jo ingen hjælp!

Scener fra amerikanske film fór igennem mit hoved, hvor den fødende ankommer til hospitalet og så kommer personalet løbende ud for at tage imod dem. Jeg spurgte fortvivlet Per "Hvorfor kommer de ikke herned???". Noget han stadig griner af idag! :D

Vi skulle kun lige ind af hoveddøren, 10 meter hen til en elevator, 1 etage op og så lidt ned af gangen og rundt om hjørnet til fødegangen - men det føltes som den længste vej jeg nogensinde har gået! Jeg var desperat og da vi kom ud af elevatoren rystede mine ben som espeløv, jeg skulle presse helt vildt, og fostervandet fossede stadig ud af mig. Jeg kunne ikke gå, men alligevel lænede jeg mig bare helt ind over Per, så han stort set bar hele min vægt og så prøvede jeg at løbe! For jeg ville bare finde noget hjælp NU og fanme om jeg ville føde her på gangen, når jeg nu var så tæt på den forbandede fødestue! I virkeligheden tror jeg nu nærmest at vi vraltede afsted i snegletempo, men jeg havde altså følelsen af at løbe - eller det var ihvertfald det jeg prøvede på!

 

Vi rundede hjørnet og kunne nu se skiltet, hvor der stod fødegangen, men stadig intet personale at se. Vi begyndte begge at råbe op og kalde, og så kom der 3 frelsende engle flyvende ud af en dør. 3 jordemødre kom ilende og greb mig og slæbte mig lynhurtigt ind på fødestuen (og her brokkede jeg mig så højlydt til dem at det gik alt for stærkt, for mine ben kunne ikke følge med!). Kl. var nu 03.00 - tre kvarter efter min første ve.

Jeg blev placeret, så jeg kunne støtte mig til sengen, og så flåede de ellers alle 4 tøjet af mig samtidig - blufærdighed go home! Op på sengen med mig og så blev jeg ellers guidet til den helt store guldmedalje af 3 fantastiske, søde, dygtige og humoristiske jordemødre. De første de sagde var "Shhhh, I må ikke fortælle nogen, at vi er 3 herinde i disse sparetider!" (det gjorde jeg så alligevel, hehe :P).

 

Det jeg husker fra resten af fødslen er primært "lad knæene falde helt ud til siden og giv ham plads!". Jeg ville vildt gerne samle benene i et forsøg på at lindre smerterne lidt. Det gjorde helt enormt ondt. Til Lises fødsel husker jeg, at jeg kunne slappe helt af imellem presseveerne. Smerterne stoppede helt og jeg sank nærmest ned i en bevidstløshed, hvor jeg bare slappede fuldstændig af. Denne gang stoppede smerten ikke med presseveerne, men det blev bare ved med at brænde og svie hele tiden. Jeg bandede og svovlede og husker, at jeg under en presseve råbte højt "Så kom dog UUUUDDDD!".

På et tidspunkt sagde den ene JM, at nu skulle jeg høre rigtig godt efter og gøre nøjagtig hvad hun sagde! Ved næste presseve ville hans hoved komme ud og så var det rigtig vigtigt, at jeg holdt op med at presse og i stedet gispede, når hun sagde til! Jeg tænkte bare "Shit! Det kan jeg da ikke!". Presseveen kom og da hun så bad mig om at stoppe med at presse, gispede jeg det bedste jeg havde lært. Per fortæller, at han ville ønske han havde filmet mig lige der, for jeg lavede åbenbart de vildeste og sjoveste vantro øjne, imens jeg forsøgte ikke at presse, så han var ved at dø af grin!

Nu var Simons hoved så ude og han begyndte at græde, imens hans krop stadig var inde i mig. Og så sparkede han mig dælme lige en sidste gang op i maveskindet! Jordemødrene blev meget overraskede og grinede højt. Den lille djævel synes lige mor skulle have et sidste spark, mens han stadig kunne. :klap

 

10 min efter at jeg var kommet op på sengen blev Simon født, kl. 03:13 lige knap en time efter min første ve derhjemme. Han var 52 cm lang og vejede 3414 g - en flot størrelse, når man tænker på han kom 3 uger for tidligt! Så er jeg alligevel lidt glad for jeg ikke gik tiden ud, for gud ved hvor stor han så ville være blevet!

Det første jeg sagde, da jeg fik ham op på maven og kunne kigge på min søn for første gang var "NU kan jeg huske, hvorfor det er jeg gør det her!".

Smerterne gik ikke væk med det samme efter han kom ud - det havde de ellers gjort med Lise, så det synes jeg var pænt træls. Der blev presset en del på min mave for at få moderkagen til at slippe og komme ud - av av av! Vi fik lov at se moderkagen og fosterhinden bagefter og JMeren fortalte os at den var meget speciel. Jeg havde faktisk 2 moderkager - en stor og så en lille ekstra moderkage ved siden af. Det var ret sjældent set. Måske var det grunden til at han var sådan en stor fin dreng.

Jeg havde kun et enkelt blodkar der var bristet, så jeg skulle kun sys meget lidt. Det var til gengæld rigtig rart, da det var noget jeg husker tilbage på med gru fra Lises fødsel.

 

Det tog mig lidt tid at fatte, hvad der var sket. Det føltes lidt som at være med i et trafikuheld, hvor man bare kan holde fast, så godt man nu kan imens det står på og bare finde sig i at blive kastet rundt med. Og så må man se, hvad der er sket bagefter. Det hele var bare gået så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med mentalt, men langsomt i løbet af de efterfølgende dage, gik det op for mig, at jeg nu også var mor til en dejlig, fantastisk og skøn lille dreng :biglove

 

Resten af natten hyggede vi på fødestuen med flag, saftevand og toast, inden vi kom på et værelse på patienthotellet kl. 7 onsdag morgen. Normalt skulle man jo hjem efter 6 timer, som andengangsfødende, men da jeg havde en del problemer med amningen med Lise (min mælk løb ikke til og vi var indlagt en uge pga. Lise tabte sig) blev vi tilbudt at komme på patienthotellet og lige se tiden an, hvordan det gik denne gang.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning, for historien gentog sig næsten og vi endte med at blive på hospitalet en uge ligesom sidste gang. Dog var det denne gang ikke fordi min mælk ikke løb til, men derimod Simon, som ikke rigtig var interesseret i at sutte og derfor tabte sig. Han blev hurtigt meget afkræftet, sløv og træt, da han ikke fik næring nok og det blev dermed en ond cirkel, hvor han suttede mindre og mindre.

Det lykkedes os dog at bryde cirklen ved at give supplerende erstatning med sprøjte og flaske, malke ud og få min produktion op på den måde, og så gav vi ham min mælk, da jeg først havde nok.

 

Lise klarede adskillelsen hele ugen SÅ flot. Vi havde skiftende hold til at passe hende af faster, farmor/farfar, moster og mormor. Hun hyggede sig gevaldigt med dem alle og blev rigtig forkælet derhjemme. De fortæller alle, at hun havde været i rigtig godt humør og snakket rigtig meget om sin lillebror. Hun kom på besøg næsten hver dag og havde selv fundet en gave til lillebror. Når hun skulle sige farvel var der ingen sure miner, det var bare en glad vinkende pige, der lige kyssede os og derefter sagde "Farvel mor, farvel far! Vi ses imorgen!". Hold nu op hvor er jeg stolt af min store dygtige seje pige! :wub

 

Efter vi er kommet hjem er Simon kommet rigtig efter sutningen og han kan nu ligge i op til 35 min ad gangen og sutte! Så vi giver ham intet supplerende mere, og så venter vi ellers bare spændt på at få ham vejet i næste uge for at finde ud af om han så også har taget på som han skal. Vi krydser fingre! :goodluck

 

Jeg selv har døjet med en del smerter efter fødslen. Jeg var en tur på hospitalet igen efter jeg var kommet hjem, fordi jeg bare havde så mange smerter og der var gået over en uge efter fødslen. Der fandt de så ud af at jeg stadig havde blærebetændelse på trods af, at jeg lige var blevet færdig med den behandling jeg blev sat i lige inden jeg fødte. Åbenbart mærkede jeg blærebetændelsen på en anden måde, nu hvor jeg ikke var gravid længere.

Så jeg er nu igang med min 7. behandling i træk, men i det mindste har det hjulpet lidt på smerterne. Men nu vil jeg godt snart af med den rådne blærebetændelse! :gal

 

Lidt billeder af vores prins:

 

Lige kommet ud var Simon meget blå - JMeren fortalte at det var meget normalt, når fødslen var gået så hurtig.

 

 

Allerede få sekunder senere begyndte han at få en mere normal farve

 

 

Den stolte far :biglove

 

 

Morgenbillede, som var en lille hilsen fra os til Lise derhjemme over sms

 

 

Dejligt at vågne op til sådan en lille lækker sag i ens seng :kuller Haps!

 

 

Lise holder Simon for allerførste gang :biglove

 

 

 

Klar til at udforske verden!

 

 

Sammen med mor ;)

 

 

Mit guld

[Guest]

Hold da op det gik stærkt - sejt gået.

Hvor er han fin og hvor lyder Lise til at blive en fantastisk storesøster

[Guest]

tak for beretning og skøøøønne billeder :loveshower hvor er jeres unger søde. Og hvor er Lise en dygtig storesøster :glad

[Pada]

Sikke en dejlig beretning! :biglove Hvor var det heldigt i have pasning indlogeret da fødslen gik igang, for det var da godt nok en hurtig en af slagsen :blink 

 

Hvor er det nogle skønne billeder :loveshower

[Forunderligt]

Wau altså, sikke en fart der var på og sikke smukt skrevet. Dejlige billeder  :loveshower stort tillykke

[Guest]

Sikken en hurtig fødsel!! Hvor er du sej!!

Godt gået og kæmpe tillykke med ham!!

[Påskesen]

Det er simpelthen bare en vandvittig fødsel det der ! Så sejt gået, og hvor var det dog heldigt at i havde overnattende gæst så i kunne tage afsted med det samme :) Man må sige at han havde en rigtig flot størrelse :) Stort tillykke med ham  :loveshower

[Susse]

God beretning... Kan godt forstå du ikke helt kunne få hovedet med, hvor er det også bare ekstremt hurtigt... Hvis i skal have flere skal du vidst overveje hjemmefødsel ;)

Meget lækre børn du har dig... Er det ikke bare det mest fantastiske at se de to sammen?

[Mette A.]

Tak skal I have piger :loveshower

Sinning, jo det er virkelig fantastisk! Ens moderhjerte svulmer op til en størrelse man aldrig troede var mulig :biglove :biglove

[SDB]

Dejlig beretning. Endnu engang tillykke med den skønne lillebror Simon. Kan godt forstå hovedet havde svært ved at følge med - var så godt at I nåede frem.

[Susse]

Tak skal I have piger :loveshower

Sinning, jo det er virkelig fantastisk! Ens moderhjerte svulmer op til en størrelse man aldrig troede var mulig :biglove :biglove

:biglove :loveshower :biglove

[camolette]

Det er altså en utrolig fødsel! Godt du nåede derind!

Og han er bare en lille lækkermås :)

[Tumlepigen]

Tak fordi du delte din beretning!

 

Sikke en fødsel - kan jeg låne bare lidt speed fra dig til min den næste? ;)

 

Skønne billeder af din familie på 4 :biglove

[Mette A.]

Tak for alle roserne :loveshower

Og Tumlepigen - du må hjertens gerne få lidt af min speed :P jeg så gerne det gik bare lidt langsommere! De 3 timer med Lise var helt perfekt ;)

[Mama Lou]

Hold da op :O

Det er dæleme gået stærkt, men du har da klaret det så godt :kram2

Sikke et par lækre unger :kuller

[Nitzen1987]

Sikke en lynfødsel :o kan godt forstå at du havde svært ved at følge med :) men dejligt at fødslen gik så godt :)

Fantastiske billeder :loveshower

[Mette A.]

Tak piger :kiss

[Dyhrberg]

Det var lige før jeg holdte vejret flere gange :) Sikke en lynfødsel..! Tillykke med jeres skønne lille søn :)

[Guest]

Wow, en fødsel! Tænker det må have været meget intenst! :)

Super smuk han er, og hvor er Lise bare sød :wub :wub

Og fik virkelig tårer i øjnene :7himmel

[Mette A.]

Det var lige før jeg holdte vejret flere gange :) Sikke en lynfødsel..! Tillykke med jeres skønne lille søn :)

  

Wow, en fødsel! Tænker det må have været meget intenst! :)

Super smuk han er, og hvor er Lise bare sød :wub :wub

Og fik virkelig tårer i øjnene :7himmel

Tak skal I have :) Det var også virkelig intenst og begynder stadig at tude, når jeg læser det igennem eller skal fortælle om det til nogen :rolleyes

[Guest]

Hold da op en lynfødsel :o

Jeg kan godt sætte mig ind i det mentale ikke når at følge med. Med Ronja kan jeg stort ikke huske fødslen fordi det bare gik stærkt og med Liv gik det lige pludselig også stærkt og jeg kunne ikke følge med til sidst og fattede ikke hun pludselig kom ud og lå på min mave. Det er lidt ubehageligt når det går så stærkt og det tog også mig nogle dage at fatte.

Tak for beretningen og stort tillykke :balloons

[Bima0906]

Stort tillykke med ham.

Og en dejlig hurtig fødsel. Det bringer totalt mindet tilbage fra min anden fødsel som også gik lynende hurtig, og man har da lige brug for at få pusten og lige forstå man faktisk lige har født når det går så hurtigt.

[mnl]

Tillykke med ham! :loveshower Det var godt nok en hurtig fødsel!

[Mette A.]

Tak for kommentarerne piger :)

Ja, det er lidt hårdt for psyken, når det går så hurtigt. Og så er det da også vildt underligt at man har gået i 9 lange måneder og ventet på det her barn og så BUM, lige pludselig fra at man gik rundt derhjemme og var gravid så er man en time senere forældre påny - der er ikke noget at sige til det er svært at forstå i starten :)