Oprettet September 3, 2014 Jeg har i dag været ved gynækologen, som skal hjælpe mig med at blive gravid, og hun fandt 3 små fine æg, som var 10 mm store.. Så tirsdag skal jeg så ind og insemineres.. Jeg GLÆDER mig og håber den sidder der første gang og bliver der, MEN..! Jeg står og muligvis skal være enlig. Det tager hårdt på mig, for i dag har min forlovede meddelt mig at han snart ikke kan mere, at han synes det kun går hen til den grøft hvor det er bedst at vi er hver for sig..Jeg føler mig ja det ved jeg ikke. Jeg har ingen familie her på sjælland, og jeg ved hvad de vil sige så snart de får af vide at jeg måske skal være enlig.. Men så er der sikkert også nogen der tænker/siger, jamen er det så en god ide at blive gravid nu, hvis det er du sikkert skal være enlig? Jeg har sat mig selv for at det ikke skal forhindre mig i at blive mor igen, jeg har allerede en datter på 3 år, og jeg er klar over at jeg vil få mere end rigeligt at se til med to børn, hvis jeg bliver enlig og gravid.. Men jeg har bare lige brug for en eller anden form for "Det hele skal nok gå" agtig noget.. Som det er lige nu så aner jeg ikke hvor jeg står henne af, jeg prøver at gøre tingene bedre herhjemme og dermed håbe på at det bliver bedre, men han synes også at aldersforskellen, 23 år, er begyndt at kunne mærkes.. Jeg er dybt ulykkelig.. Undskyld.................... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Åh :kram Stakkels dig, altså! Men hør nu. Først og fremmest - ikke undskylde! Godt, så fik vi den ud af verden! Dernæst - jeg kender jo overhovedet ikke noget til dig, din forlovede eller jeres forhold. Jeg synes dog, det er en lidt mærkelig udmelding - "jeg kan snart ikke mere". Hvad betyder det? Er det slut, skal I arbejde på det, hvad tænker han, der skal ske? Måske skal du benytte lejligheden til at finde ud af, hvad du vil. Måske synes du også, at aldersforskellen er stor? (Åbent spørgsmål - jeg har ingen holdning til det). I forhold til et barn mere - jamen, du ved jo, det er et kæmpe arbejde. Med MANGE frustrationer - og glæder, heldigvis. Du ved, hvad du går ind til. Hvad vil du? Heldigvis er det jo ofte så viseligt indrettet at man - som vores gamle dronning Ingrid sagde - kan hvad man skal. Hvad skal du? :) :kram igen for en lortesituation! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Nu spørger jeg bare - ville du have et barn med din forlovede (eller eks? kan ikke helt finde ud af om I er gået fra hinanden eller bare overvejer det?) eller ville du "bare" have et barn lige meget hvad. Selvfølgelig kan man klare at være enlig mor, hvis man skal! Noget sværere tror jeg det er at være uafklaret... så jeg tænker det er bedst du finder ud af hvor I står, hvor du skal bo og alt sådan noget, inden du kaster dig ud i evt at få et barn på egen hånd. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Jeg skal prøve at svare på det hele på engang.. Vi er stadig sammen, MEN HAN ved ikke hvad HAN vil.. Det lyder mest for mig som om han har brug for at være alene, men når jeg spøger ham hvad han vil, så er hans svar at han ikke ved det endnu, men at han bare er træt af det hele. Vi har været igang med behandlingen i 3 måneder, og det var noget vi var enige om at skulle gå igennem, så det er ikke bare noget jeg selv er gået i gang med.. Jeg er så langt i forløbet, at jeg ikke synes om at stoppe det nu, uanset om vi bliver sammen eller ej.. Men jeg synes det er svært at være så uvidende om alt ting. Han vil ikke svare på hvad han vil, andet end at han ikke ved. Han er jæger og naturvejleder, og han er dermed et NATURMENNESKE (virkelig meget derfor står det med stort) og han har valgt at holde sig lidt hjemme for at være sikker på at dette forhold skal holde (han har haft et forhold på 8 år, hvor han næsten aldrig var hjemme og det gik i stykker om det var derfor ved jeg ike) men som jeg siger til ham så har jeg og vil jeg aldrig hindre ham i at komme ud, og være hjemmefra flere timer, hvis det er det han vil, men lige nu ligger han hjemme, med brækket knæ og det har han gjort i 1 måned nu, ca.. Derfor passer jeg ham, min datter på 3 år (som desværre ikke er noget nemt barn hun er muligvis lidt syg) og så yderligere så har vi godt 60 dyr og gård som jeg prøver at passe samtidig med uddannelse.. Men lige nu æder det ham jo op at han ikke kan komme ud og det kan jeg godt forstå men det hele er bare kollapset for ham pænt sagt.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Og tak for kram, knus og jeres besvarelser.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Det lyder smadder hårdt med sådan en melding. Mon han er deprimeret? Hvis han er vant til at være meget ude og er "lænket" nu ku man godt tænke det påvirker ham psykisk. Hvordan har du det? Elsker du ham? Hvordan har du det med tanken om at klare dig alene, hvis han virkelig ikke kan/vil mere? Kram til dig - det må virkelig ikke være rart at stå midt i sådan et kaos (og god bedring til din datter) :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Jamen det var jo også min første tanke, at det er fordi at han er lænket til herhjemme og ikke kan komme ud, hvilket jeg så spurgte ham om, men svaret tilbage var at der også var en masse problemer før den her tid, at han burde for længst have trukket stikket ud (Ja det sagde han så også lige..) Jeg har det ikke nemt med tanken om at han ikke vil mig mere, at jeg skal være enlig.. Jeg har alt hvad jeg kan ønske mig her, både manden, volvoen hund og hus osv.. Der er alt for min datter her, og jeg kan på ingen måder give hende det hun får her, og det hun får her er bare ALT.. Og lige netop for min datter, så har hun bare brug for ALT, for hun har aldrig haft det spor nemt.. Jeg knuselsker ham, men giver ham ret i at der er problemer lige nu, men som jeg siger til ham så har jeg og kan jeg heller ikke love guld og grønne skove.. Men han vil ikke give mig et konkret svar, om det her, om hvor jeg skal stå henne af, blot et svar om at han havde det bedre da han var alene.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Min umiddelbare tanke er, at det nok hænger meget sammen med, at han er lænket til hjemme pga. skaden, men at han ikke helt kan sætte en finger på, hvad der er galt og at små-irritationer pludselig bliver meget større for ham? Og han bliver nok heller ikke nemmere at være sammen med, når han hele tiden er hjemme, og hvis han så også er irritabel. Det lyder som en svær beslutning, men hvis I skal fortsætte sammen, så var det måske en god idé at lægge fælles planer for, hvornår han kan gå på jagt og den slags, hvor du aktivt viser, at det skal der selvfølgelig være plads til, når det er så vigtigt for ham... :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 3, 2014 Jeg ville koncentrere mig om, at få afklaring på mit forhold først. Og hvis det kom dertil, så at hjælpe det barn, som allerede er der, godt igennem en skilsmisse og flytning - inden jeg overvejede at få flere børn. Beklager, hvis det ikke lige var det svar, som du søgte. Men jeg synes, at dit ansvar ligger hos den datter, som "aldrig har haft det spor nemt", som du skriver :) - så efter min mening, skal der styr på hjemmefronten, før der kommer flere børn. Han lyder ikke helt som om, at han ser jer i sin fremtid - men det er naturligvis kun baseret på, hvad du skriver. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)